- Hvordan fungerer en fabrik uden arbejdsgivere?
- Hvad betyder "arbejderkontrol" i et kapitalistisk land som Argentina?
_______________
Et interview med en fabriksbesætter
"Fabrica Sin Patrones"
Den 13. august 2009 besluttede parlamentet i byen Neuquén i det sydlige Argentina, efter hårdt pres fra aktionerende arbejdere over hele landet, at overgive keramikfabrikken "Zanon" til de 470 ansatte, der siden 2001 har holdt fabrikken besat.
Arbejderne fra "Zanon" er organiseret i den basisdemokratiske komité "Fabrica Sin Patrones" (Fabrik uden ejere). Under afstemningen ventede 3000 demonstranter i flere timer udenfor parlamentet.
Den bz`atte keramikfabrik "Zanon" ligger i byen Neuquén i det sydlige Argentina (Patagonien). Zanon - fabrikken, som blev grundlagt i 1980 i militærdiktaturets æra, producerer kakler og regnes for at være den mest moderne af slagsen på hele den latinamerikanske kontinent. Siden 2002 har virksomheden fungeret under arbejderselvstyre.
_______________
INTERVIEW
Et interview med Raul Godoy, 44 år, en af de ledende aktivister i Keramik-arbejdernes Fagforening i byen (SOECN). Han har været med i bz'elsen af fabrikken lige fra starten.
- Hvordan kom det til bz`elsen?
Raul Godoy: Da en af arbejderne, Daniel Ferras, den 16. juli 2000 døde her i virksomheden, fordi de lovligt krævede medicinske førstehjælpsforsyninger manglede, udløste det den første spontane strejke. I de 9 dage strejken varede, har vi med strejkeposter og telte blokeret fabriksportene. Næsten samtlige ansatte støttede aktionen.
- Kvinderne i kontorene dannede et kvindeudvalg og det kom til de første vejblokader fra familiepårørende og venner. Det var første gang i virksomhedens historie, at der blev organiseret en strejke af dette omfang. Det var starten på en udviklingsproces, hvor det konkret gik op for os, at vi kun var udvekselbare numre for arbejdsgiverne.
- Da vi senere overtog fabrikken som kollektivt styret, kontaktede vi Daniel Ferras mor og spurgte, om hun ville arbejde i virksomheden. Daniel havde før sin død været eneste forsørger i hans familie, fordi hans brødre og far var arbejdsløse. Vi har altid forsøgt at overvinde opsplitningen af arbejderne i fast ansatte og prekære deltids - og sæsonbeskæftigede og vi kæmpede for fælles krav. På trods af at Daniel var en kontraktarbejder med usikre arbejdsforhold, har han altid deltaget i alle strejker, forsamlinger og demonstrationer. Derfor er han indtil idag et symbol for vores kamp.
_______________________
"Når vi i fællesskab kan administrere en stor virksomhed, så kan vi også gøre det med hele samfundet"
- I bz`atte fabrikken i 2001?
Raul Godoy: I 2001 brød den argentinske økonomi sammen. Tusinder af fabrikker blev lukket, millioner af mennesker blev arbejdsløse fra den ene dag til den anden. Folks opsparinger (hvis de havde nogen) i banken, var pist væk.
- Dette udløste nogle virkelig revolutionære dage, som også førte til regeringen De la Rua's fald. Der opstod autonome arbejdsløshedsbevægelser, bla. den militante "Piquetero" - bevægelse, i alle større byer blev der indkaldt til storforsamlinger, arbejdere besatte fabrikkerne, studenter og elever deres uddannelsessteder, osv. I oktober 2001 var det vores tur. Luigi Zanon ville lukke den højforgældede fabrik og sætte alle ansatte på gaden. Så bz`atte vi fabrikken.
- Hvordan forløb overgangen til at få produktionen op at stå under jeres selvstyre?
Raul Godoy: Det var en meget vanskelig proces. Nogle af os var absolut sikre på, at vi kunne realisere vores målsætning. Men flertallet af de
ansatte opfattede det som en stor mundfuld, en stor udfordring. Ikke mindst fordi dette betød et brud med den lovmæssigt garanterede private ejendomsret og ville resultere i politirepression og
retsprocesser.
- I fem måneder blokerede vi fabrikken og området omkring den. I den tid diskuterede vi problemerne og
dannede en del arbejdsgrupper: et medieudvalg, et solidaritetsudvalg, hvor kolleger fra forskellige organisationer og grupper kunne deltage, et sikkerhedsudvalg som forsvarede besættelsen og
senere blev omdannet til et fabriksværn, dertil kommer en kvindekommission.
- Under denne strejke begyndte vi at sælge de varer, der var på lager for at kunne udbetale lønninger. Da lagerhallerne var tomme, besluttede vi på en fælles forsamling d. 2. marts 2002, at vi ville genoptage produktionen i eget regi.
- Var der også et samarbejde med de indigene folkeslag i regionen?
Raul Godoy: Ja, helt sikkert. Dermed viste vi, at relationerne blandt arbejdere og undertrykte ikke skabes i forlængelse af udbytningslogikken, men efter sociale kriterier. Vi respekterer de indigene folkeslags rettigheder og vi støtter deres krav om anerkendelse, deres kampe mod oliekoncernerne osv.
- Da de fleste leverandører boykottede os og ikke ville sælge os de råmaterialer, vi havde brug for til fremstilling af keramik, tog Mapuche folket via sin konføderation kontakt til fabrikken og stillede deres jord med lerforekomster til rådighed, så vi kunne arbejde videre.
Idag har vi en serie keramik produkter, der hedder "Mapuche". I denne serie er de enkelte produkter opkaldt efter kendte aktivister i Mapuche folkets kamp.
- Hvordan fungerer fabrikken uden ejere ?
Raul Godoy: Alle virksomhedens ansatte organiserede sig i en slags fabriksråd med en koordinator for hver afdeling. De bliver valgt af kollegaerne og kan fravalges til hver en tid.
- Dertil kommer to,tre samordningskoordinatorer, som bliver valgt direkte fra vores fælles storforsamling. Hver måned har vi fælles møde for alle ansatte og det er her, der bliver truffet de vigtige afgørelser så som sociale og økonomiske spørgsmål, spørgsmål omkring produktionen, politiske afgørelser, osv. Men også mere banale spørgsmål som længden af frokostpausen afgør vi på vores store forsamlinger. Afgørelser bliver besluttet med enkle flertal.
- Den 13. august 2009 har parlamentet for provinsen Patagonien endeligt besluttet at overlade fabrikken til de ansatte. Er I hermed nået til jeres målsætning?
Raul Godoy: Vi anser dette som et mellemresultat på vejen. Men det er et gigantisk skridt fremad at fratage produktionsmidlerne fra en arbejdsgiver som Luigi Zanon var. Men parlamentets afgørelse var en slags kompromis: Det blev også vedtaget, at provinsen betaler 23 millioner argentinske pesos ( 28 millioner kroner) til ejerens kreditorer. Vi mente derimod, at denne gæld er blevet stiftet af familien Zanon og derfor burde staten ikke lægge det på husholdningsbudgettet.
- Ekspropriationen er for os en en delsejr, som åbner op for, at vi kæmper for at fabrikken bliver samfundseje med bibeholdelsen af vores selvstyre. I det mindste er det slut med rydningstrusler og politiaktioner. I de 8 år vi holdt fabrikken besat, har der været fem ret voldelige rydningsforsøg.
______________________________
"Denne kollektive kamp har forandret alt"
- Vores erfaringer må kunne generaliseres: Når vi i fællesskab kan administrere en stor virksomhed, så kan vi også gøre det med hele samfundet. Jeg har arbejdet på fabrikken i 15 år og kunne i den tid følge med i kollegaernes politiske bevidstgørelse. Denne mangeårige kamp har fuldt ud bekræftet min militante overbevisning.
- I starten herskede der overalt ligegyldighed og en enorm selvoptagethed. Man var først og fremmest optaget at sit eget personlige liv og der var udbredt skepsis overfor antikapitalistiske samfundsalternativer. Stemningen var præget af arbejdsgivernes skalten og valten og fagforeningsbureaukraternes leflende forræderi.
- Denne kollektive kamp har forandret alt - vores humor, livsmodet, moralen. Dette kommer naturligvis ikke af sig selv, det er en hård kamp. Nu drejer det sig om at videregive vores erfaringer og blive ved.
______________
(Interviewet er offentliggjort i ungdomsbladet "Revolution", Wien, august 2009. Oversat og forkortet af al. / autonom infoservice).
Relateret
- Zanon-arbejdernes hjemmeside (på spansk)
- Det tyske autonome operaistiske magasin WILDCAT`s særudgave om Zanon-arbejdernes kamp WILDCAT, nr. 68
- Una buena alternativa al MSN Groups: América Latina frente a la crisis global
