KLIMAFORANDRINGER OG KAPITALISTISK KRISE

Mange af os europæere har indtil videre oplevet de globale klimaforandringer som en "forlængelse af badesæsonen". I Afrika har klimaændringerne allerede kostet 150.000 mennesker livet, ifølge et skøn fra WHO (World Health Organisation).

På globalt plan er der idag 15 millioner mennesker på flugt fra konsekvenserne af klimaforandringerne, skønner UNHCR (United Nations High Commissioner for Refugees).
I Bangladesh er store dele af befolkningen på flugt fra havet. Deres marker er blevet ødelagt af havsalt og er blevet ubrugelige. Voldsomme oversvømmelser og tørke fører i Afrika og Asien til voksende folkevandringer. For den fattige del af jordens befolkning er alt dette "kun" et forspil.

I de kommende år og årtier vil klimaforandringerne få mere og mere drastiske økologiske, sociale og politiske følger - ikke kun på den sydlige del af jordkloden, men også her midt i Europa.

Hvad vil der ske, hvis den europæiske grænsekontrol bryder sammen pga. voksende flygtningemasser og erstattes med et rent militært apparat direkte ved grænsen til EU?

Hvad vil der ske, hvis benzin bliver så dyrt, at gennemsnitsborgeren ikke længere kan rejse med discountfly på ferie og ikke kan komme med bil til arbejde?

Hvad vil der ske ... ?

KLIMAFORANDRING OG KAPITALISME

Kapitalismen tåler ingen stilstand. Den bygger på vækst og ekspansion. Den konstante ekspansion har ført til, at kapitalismen er blevet det altomspændende verdenssystem ved overgangen til det 21. århundrede. Tidligere bureaukratiserede planøkonomier som staterne Sovjetunionen og Kina er blevet til kapitalistiske verdensmagter. Lande som Brasilien og Indien er ligeledes med i selskabet af "Global Players" og de forsøger at indhente den vækst, som de indtil idag er blevet nægtet. Men det er først og fremmest de multinationale koncerner, som bestemmer udviklingen i den globale kapitalisme. 75 procent af de 500 største multinationale koncerner kommer fra industristater som USA, Japan og de vestlige EU-lande. Disse koncerner behersker verdensmarkedet, de organiserer udbytningen og spiller arbejdere i forskellige lande ud mod hinanden.
I Kina, Indien og Brasilien gentager kapitalismens udviklingshistorie sig, som vi kender den fra Europa omkring 1750-1850: Kendetegnende er en uhyre brutal udbytning og forarmelse af arbejdere og småbønder, som drives ind i fabrikkerne, i sweat-shops, i mega-slums i megabyer. Kendetegnende er også en uhæmmet rovdrift på naturen, ødelæggelse af landskaber som betyder, at ørkenen breder sig og floder tørrer ud.
Det er indlysende, at spiralen af stigende ressourceforbrug og rovdrift på naturen ikke kan fortsætte. Kravet om vækst kan ikke opfyldes via nye bølger af ekspansion og neokolonialistisk underkastelse - simpelthen fordi alle territorier og alle folk på jorden er udleveret til kapitalens diktat.

KLIMAFORANDRING OG (NATIONAL-)STAT

Flere og flere mennesker i den rige vestlige verden ser klimaforandringerne som en alvorlig trussel mod deres sikkerhed, deres fremtid, deres levestandard og forbrugsmønster. Så vidt så godt. Men: Som oftest fører det til en appel til staten som den eneste institution, der kan løse disse problemer. På venstrefløjen og i miljøbevægelserne er der også mange, som kaster deres statskritik over bord : "Vi kan ikke længere tale om decentrale løsninger, det ville være for lidt, for sent. Vi må presse staten til at føre en bedre klimapolitik" - således lyder det fra en del NGOer ( Non-Governmental Organisations). I spørgsmålet om klimapolitik ser det ud til, at en samfundsmæssig almen interesse står overfor mange enkelt interesser - og den borgerlige stat skal være den institution, som kan sætte sig ud over striden mellem de forskellige enkelt interesser ( feks. bilindustriens ) og varetage de overordnede samfundsmæssige interesser.
Vi påstår derimod, at staten på ingen måde kan varetage samfundets almene interesser. Det er derimod en central opgave for statslig politik at varetage de økonomiske interesser for en række kapitalfraktioner og forklæde denne politik som en politik til gavn for "os alle".
Naturligvis er der også kapitalfraktioner, der er interesseret i en progressiv klimapolitik, fordi den tjener som innovations- og vækstmotor ifm. eksport af "grøn teknologi". Men deres indflydelse er for svag til at bevirke afgørende forandringer. Statens eneste svar på klimaforandringernes sociale konsekvenser er, når alt kommer til alt, udviddelse af den statslige sikkerheds- og repressionspolitik.

 "KLIMABESKYTTELSE 2.0"

De nyere sikkerhedslove viser, at magthaverne meget vel har en konkret forestilling om følgerne af de fremtidige klimaforandringer. Der udarbejdes planer for militære "stabiliseringsforanstaltninger" ift. fremtidige råstof- og klimakrige. Eksempelvis NATO generalernes papir "Towards a grand strategy for an uncertain world" offentliggjort foråret 2008. Heri betegnes klimaforandringerne som en af de vigtigste trusler mod den internationale sikkerhed. Forandringerne i klimaet forstærker de eksisterende sociale uligheder og øger sandsynligheden for, at sociale konflikter radikaliseres og fører til omfattende oprør og revolter. Når ødelæggelsen af landbrugsjord fører til stigende migration eller når tørke og vandmangel resulterer i krig, så betyder det, at de herskende må opruste deres arsenal af sikkerheds-, repressions- og overvågningsapparater for at kunne kontrollere disse konflikter.
Klimaforandringerne er imidlertid ikke kun en trussel, de skaber også nye muligheder for venstrefløjen: For når forsøget på tilpasning til det ændrede klima fører til voldsom økonomisk og social ustabilitet, så er det ikke spørgsmålet, om der vil ske politiske forandringer. Spørgsmålet er snarere, hvilke politiske forandringer, der vil finde sted.
"Hvis vi ønsker, at alt skal forblive som det er, er det nødvendigt at alting forandres" , således udtalte fyrstesønnen Tancredi sig i romanen "Leoparden", da den italienske adel måtte erkende, at republikanske kræfter ville forandre samfundet for altid. Denne erkendelse gælder også idag: Kun hvis alting forandres, hvis de forskellige magtcentre og lobbyer indenfor EU rystes og blandes på ny, kan kapitalens fortsatte herredømme bevares. Det politiske liv er lysår derfra. Kendetegnende er istedet en smålig, halvhjertet, propagandistisk og oppustet klimapolitik, som ikke gør ondt på nogen.

Her nogle eksempler:
• HANDEL MED RET TIL AT FORURENE
Idag handles der med certifikater, som giver ejerne af disse certifikater lov til at pumpe en bestemt mængde CO2 eller lignede gasarter ud i atmosfæren. Det har ikke medført nogen som helst reduktion i udledningen af CO2 og beslægtede gasarter. Men hvis det ikke beskytter klimaet, hvad skal det så til for? Det er enkelt, denne handel gør hvad kapitalen forventer af staten: Den sikrer profitter. Omsætningen indenfor den globale handel med denne slags forureningsrettigheder er idag omkring 60 milliarder US-dollars, men forventes at være vokset til omkring 2 billiarder US-dollars i år 2020. Det giver nye muligheder for spekulationsgevinster. El-koncernerne i EU fik iøvrigt certifikaterne gratis og forlanger alligevel højere priser fra forbrugerne - alene i Tyskland forventes det, at elkoncernerne scorer ekstraprofitter på omkring 35 millarder Euro i perioden 2008-2012.
Sociale bevægelser fra fattige lande i syd kritiserer også, at der opstår en ny form for "kulstofkolonialisme". Mens industrilandene bestemmer spillereglerne for handlen med forureningsrettigheder, skal landene i syd stille ressourcer til rådighed til gavn for klimabeskyttelsen. De skal fungere som jordens "grønne lunger" og i stor udstrækning give afkald på ret til at udlede CO2.
Handlen med forureningsrettigheder drejer sig ikke om klimabeskyttelse, men om at meget forandres, så alting forbliver som det er: Energikoncernernes magt, de rige industrilandes magt, kapitalens magt.
• TRAFIK OG VARETRANSPORT
Globaliseringen af vareproduktionen er eksploderet indenfor de seneste årtier. For de store multinationale koncerner, der behersker 75 procent af verdensmarkedet, er især to ting vigtige: At forankre produktionen i lande med lavt lønniveau og at erobre nye markeder.
Verdenshandlen er især vokset som følge af handlen med Kina og de multinationale koncerners datterselskaber i landet. Det skønnes, at omkring 80 procent af transporten af disse varer foregår via sejlads med containerskibe, der udleder dobbelt så meget CO2, som flyvemaskiner gør. Men også luftfragttransporten er vokset. Det hele løber rundt, fordi både skibs- og luftfart tilføres millardtilskud. Det er derfor ikke så underligt, at transportomkostningerne for australske æbler og chilensk vin er lavere end for æbler og vin fra Sydeuropa.
For klimaet har det katastrofale følger: Efter energiproduktionen er den globale transport den faktor, som i højeste grad bidrager til den globale opvarmning. Trods alle videnskabelige beviser har man fra magtinstitutionernes side ikke inddraget en reduktion af trafikken i klimabeskyttelsesforanstaltningerne

VENSTRERADIKAL KLIMAMODSTAND - HVORDAN?

Der er gode chancer for at kunne udvikle en fundamental kritik af kapitalismen og vækstlogikken i forbindelse med klimaforandringerne. Vi må tage det op indenfor alle de områder, som har noget med klima at gøre. Det er områder som energipolitik, trafikpolitik, sikkerhedspolitik, landbrugspolitik og migrationspolitik.
Men det er nemmere sagt end gjort at gribe klimaforandringerne an ud fra et venstreradikalt perspektiv. Hvilke kollektive handlingsmuligheder er der hinsides de moraliserende og individualiserende appeller som: Spar på lyset, flyv mindre, drop bilen, gå til fods, tag kortere brusebad osv. ? Hvorledes kan det sociale aspekt inddrages i en venstreradikal position ift. klima? Hvorledes kan vi organisere os i dette spørgsmål, bortset fra at mødes ved de årlige klimacamps?
Vi befinder os ved begyndelsen af en international klimabevægelse og det er formodentligt ganske passende at genoptage det gamle slogan fra den globaliseringskritiske bevægelse: Caminamos preguntando ( = spørgende går vi fremad).
Vi fremlægger ikke noget 10 punkts program for revolutionen, men opridser blot nogle stikord og spørgsmål, som forhåbentligt vil blive diskuteret indenfor den venstreradikale del af klimabevægelsen:
Energipolitik: Det er klart, at energikoncernernes magtmonopol må knuses. Men hvad er alternativet: At de overtages af staten? Næppe, for også statslige koncerner som fex. det svenske Vattenfall eller det tyske RWE er orienteret til profikmaksimering. En samfundsmæssiggørelse kan kun praktiseres, når den går hånd i hånd med en decentralisering, som giver forbrugerne reel indflydelse på virksomhedernes politik. Kan vi lære af anti-privatiseringskampene i Latinamerika og andre steder?
Handel med forureningsrettigheder: Klimapolitisk et kæmpe svindelnummer og frem for alt en milliardgave til koncernerne.

I Tyskland vil El-børsen få stor betydning for koncernerne og handlen med forureningsrettigheder. Måske vil El-børsen blive et relevant politisk angrebsmål? Kan der udvikles en kampagne med titlen " Ingen handel med klimaet / Klimaet er ikke en vare "?
Landbrug: Agrobrændstoffer er egentlig kun til gavn for de store landbrugsvirksomheder og de store koncerner som Monsanto, BASF eller ADM. Men småbønderne er ikke ubetinget anti-kapitalister - hverken i Europa eller i Indien. Indenfor de seneste år har de bla. organiseret sig i den verdensomspændende bondebevægelse "Via campesina", som går til modstand mod de store agro-kemi koncerners monopoler på landbrugsområdet. Dermed kunne bondebevægelsen være en potentiel alliancepartner i kampen for radikale forandringer indenfor området klimabeskyttelse og landbrug. Men indtil videre er der kun meget løse forbindelser mellem venstreradikale klimaaktivister og koncernfjendtlige bønder. Hvordan kunne vi styrke samarbejdet?
Migration: Bla. med Frontex-projektet er EUropa ved at lukke sine grænser for flygtninge fra lande i syd. Flugt og migration har mange årsager. Men i de seneste år er der kommet yderligere en grund til: Migration og flugt forårsaget af klimaforandring. Hvordan kan vi forbinde kampene i Europa og migranternes kampe med klimaspørgsmålet ?

International klimapolitik/topmødet i København: Kyoto-aftalen er ved at udløbe og i december 2009 mødes repræsentanter fra verdens regeringer i København for at underskrive Kyoto-II aftalen. En international mobilisering mod dette topmøde er igang. Vil denne mobilisering præges af radikal modstand mod det globale klimashow eller af venlige apeller til de herskendes gode vilje ? Kan vi her formulere en kritik, der gør en ende på hele det globale legitimationsshow?
"Social change - not climate change", således formuleres det af den engelske del af den radikale klimabevægelse. Den "grønne" kapitalisme, som vokser i disse år udgrænser naturligvis det sociale spørgsmål om omfordeling af tilgang til de knappe ressourcer i verden. Hvordan kan det lykkes for en venstreorienteret klimabevægelse at sætte spørgsmål ved systemet som sådan og udbrede det til bredere kredse således, at der sættes en stopper kapitalismens krav om vækst?

Der er meget at gøre. Altså lad os diskutere, eksperimentere, blokere, protestere og hvad der ellers falder os ind. Tider med dyb krise byder også altid på potentielle forandringer.

- Nogle venstreradikale fra Berlin
- Artiklen, der er offentliggjort i det autonome info-blad INTERIM nr. 678, og er oversat af folk fra autonom infoservice.

___________________________

Tema- relaterede artikler på dansk

Interview med tyske klimacamp-aktivister: http://www.indymedia.dk/articles/325

Luk klimatopmødet! http://www.modkraft.dk/spip.php?article8436

Hands off our climate!- demo http://www.indymedia.dk/articles/328