Do

04

Feb

2010

Indiens regering i krig mod Naxalit-bevægelsen

byguerilla · nyheder · forside

5. februar 2010. Turistfolklore, teknologisk innovation, Bollywood og mellemlagsvelstand kendetegner det billede af Indien, som de vestlige medier ynder at fremvise. Men Indien er også et land præget af revolutionært opbrud fra de underpriviligerede lag.

 

I 43 år har den maoistiske landguerillabevægelse ”Naxaliterne” været aktive i Indien. Eftersom regeringen i New Delhi for nogle måneder siden startede militær- offensiven ”Operation Green Hunt”  mod  Naxaliterne, har guerillaen øget sine væbnede angreb i de østlige dele af Indien, hvor de står særlig stærkt. Naxaliterne repræsenterer de aller mest fattige blandt landets befolkning – jordløse bønder og indigene folkeslag ”adivasis”.

 

  • Konfliktens årsager
  • Naxalit-bevægelsen og statens opstandsbekæmpelse

Den maoistisk orienterede Naxalit-landguerillabevægelse blev grundlagt i 1967 i kølvandet af en bondeopstand mod storgodsejere i den vestbengalske landsby Naxalbari. (1)  

I løbet af årene lykkedes det Naxaliterne at øge deres tilhængerskare, hver gang de skiftende regeringer i New Delhi gennemførte en militær offensiv mod bevægelsen. Ifølge officielle kilder (efterretningstjenestens årsberetning) har Naxaliterne idag omkring 50.000 medlemmer, deriblandt 20.000 væbnede aktivister. Andre kilder skønner, at Naxaliternes tilslutning er væsentligt større.

 

Bevægelsen er sammensat af en række mere eller mindre maoistiske organisationer og lokale guerillagrupper. De er aktive i 20 af ialt 28 indiske forbundsstater. Naxaliterne repræsenterer de mest fattige blandt landets befolkning – jordløse bønder og indigene folkeslag, de såkaldte ”adivasis” (2). Ifølge det indiske forsvarsministerium er Naxalit-bevægelsen ”ikke et lille regionalt problem, men et stort nationalt problem”.

 

Indien – et boomende patriarkalsk klassesamfund

 

Årsagen til den langvarige og voksende folkelige tilslutning til Naxalitbevægelsen må søges i den graverende fattigdom blandt store dele af befolkningen, som ikke har profiteret af Indiens økonomiske opsving. Således lever omkring 300 millioner indere – svarende til en fjerde del af landets befolkning - for en dollar (ca. 5 kroner) om dagen. 50 millioner lever i storbyernes slum. Hvert år bliver 200.000 mennesker, fortrinsvis kvinder, fra de såkaldte lavere kaster myrdet. Ifølge kvinde – og menneskerettighedsorganisationerne er her først og fremmest tale om mord i forbindelse med opretholdelse af  arkaiske, patriarkalske familietraditioner. 90 procent af disse mord forbliver uopklarede.

Mange indere er desillusionerede over det borgerligt-demokratiske system og dets politiske repræsentanter.

 

Forbundsvalget i 2004

 

Da det store hinduistisk–nationalistiske parti BJP, som i mange år havde været det dominerende regeringsparti, i 2004 tabte valget til det mere ”progressive” borgerlige kongresparti (Indian National Congress) var overraskelsen stor. På baggrund af det store økonomiske boom Indien oplevede under BJP-regeringen, fejlvurderede meningsmålingsinstituterne og samtlige massemedier resultatet af valget. De havde ikke medregnet landbefolkningens vrede og faktiske fravær i regeringspartiets propagandabillede af ”shining India”. Ved parlamentsvalget 2009 blev resultatet stadfæstet. (3)

Billeder fra venstre til højre:

  • Adivasi kvinder protesterer foran den lokale politistation mod politiets brutale adfærd 
  • Maoistisk bondefagforening demonstrerer mod regeringen i Andra Pradesh - provinsen
  • Naxalit-guerillacamp i skovområdet

Regeringens nervøsitet overfor

venstredrejningen i befolkningen

 

Heller ikke det regerende kongresparti med premierminister Manmohan Singh og statspræsidenten Pratibha Patil (kvinde) i spidsen har nogen særlig opbakning blandt de mange fattige. I deres øjne er også dette regeringsparti mest optaget af at varetage de riges interesser. Som synligt resultat heraf vinder Indiens brogede venstrefløj øget tilslutning fra de underpriviligerede dele af befolkningen.  Det gælder også for de maoistiske organisationer, der udgør Naxalit-bevægelsen. I de indiske medier ytrede regeringschefen Singh for nyligt sin bekymring over denne venstredrejning i visse dele af befolkningen:

“ Hvis venstreekstremisterne bliver ved med at have succes i regioner med landets største forekomster af naturlige ressourcer, vil dette have klare negative følgevirkninger for investeringsklimaet.“

 

Naxaliterne idag

 

Siden maj 2009 har guerillaen intensiveret sine aktiviteter. Der gennemføres idag dagligt anslag mod politistationer, militærtransporter, lokale myndigheder og godsejere.

Naxaliterne var den første ikke-indigene bevægelse, som støttede Adivasis i kampen mod udbytning og racistisk motiverede mishandlinger fra myndighedernes side. Særligt de unge sluttede sig til de væbnede formationer.  

I løbet af årene har Naxaliternes aktioner imidlertid udviklet en mere og mere centralistisk og autoritær karakter. Anslag og afstraffelsesaktioner er ikke længere kun rettet mod myndigheder, repressionsorganer og godsejere, men også mod Adivasi-fællesskaber, hvis de mistænkes for at samarbejde med regeringsmyndighederne. Ikke alle Naxalit-grupper har fulgt denne rigorose autoritære praksis og bevægelsen som helhed fungerer idag nærmest som en paraplyorganisation med forskellige sociale, politiske og ideologiske prioriteter.

Naxaliterne har idag vundet fodfæste i over en tredje del af landets ialt 602 forvaltningsdistrikter og har sin base især blandt de mest fattige lag i befolkningen: Indiens indigene folkeslag,  Adivasis, og den forhenværende ” kaste af urørlige”, de såkaldte Dalits.

 

”Operation Green Hunt”

 

Siden oktober 2009 har omkring 70.000 soldater og paramilitær været i indsats mod Naxaliternes guerillagrupper. Ved hjælp af helikoptere og moderne våbenteknologi forsøger regeringen at tilintetgøre  guerillaen. De indiske massemedier kalder militær- indsatsen for ”Operation Green Hunt” og sammenligner den med Sri Lankas hensynsløse militære fremgangsmåde overfor den tamilske uafhængigheds- bevægelse.

I de forgangne år er hundredevis af maoister og angivelige sympatisører blevet skudt i forbindelse med militære aktioner. Selv statsligt nedsatte og finansierede menneskerettighedsudvalg har indrømmet, at politiet og militæret har henrettet hundredevis af maoister og mistænkte landsbybeboere og studenter umiddelbart efter deres anholdelse.

 

På baggrund af den aktuelle militæroffensiv mod guerillaen er det offentlige fokus på ny rettet mod sammenhængen mellem guerillaens popularitet i visse områder og den strukturelle diskriminering af landets indigene befolkningsgrupper og de ”urørlige” Dalits.

Den indiske forfatter og venstrefløjsaktivist Arundhati Roy kommenterer regeringens militære offensivplaner mod Naxalitbevægelsen således: ”...Dette er ensbetydende med en officiel udmelding om borgerkrig. Hvordan regeringsstyrkerne så kan adskille folk i skovene og skelne mellem, hvem der er maoist og hvem der er sympatisør eller bare almindelig landsbybeboer, er der ingen, der véd”.

 

Regeringens krig mod civilbefolkningen

 

Den indiske regerings aktionsplan for ”bekæmpelse af venstre-terrorisme” indeholder en kvantitativ  forøgelse af det paramilitære sikerhedspoliti CRPF og især af dette apparats specialenheder ”Copra” til bekæmpelse af Naxaliterne. Ifølge indenrigsministeriets talsmand i New Delhi skal de områder, hvor Naxalit-bevægelsen står stærkt først ”renses for subversive elementer”. Derefter skal den ”civile orden” genetableres. Regeringen har allerede i oktober sidste år fremlagt planer om udbygning af sikkerheds – og udviklingsprojekter for de omkæmpede områder.

 

Tre måneder efter iværksættelsen af militæroffensiven tyder alt på, at regeringens plan går i opløsning pga. af  lokalbefolkningens manglende opbakning. Dele af militæret og de paramilitære styrker har enten igen trukket sig ud af områderne eller er beskæftiget med at holde skansen i en radius omkring deres temporære baser.

 

Fordrivelse og vilkårlig repression

 

Særlig opbakning fik Naxaliterne i 1980’erne i det såkaldte stammebælte i det nordlige Indien. Her boede Adivasis i råstofrige skovområder i de indiske forbundsstater Jharkhand og Chhattisgrah. Store områder som tidligere blev dyrket af autonome, selvforsynende Adivasi-fællesskaber ligger idag øde hen. Folkene her er blevet fordrevet fra deres landsbyer som led i statsmyndighedernes ”beskyttelsesforanstaltninger mod maoisterne”.

Idag lever de fleste af de fordrevne adivasis uden tag over hovedet. Mange er underernærede og syge. Flere er savnet eller flygtet til de tilstødende forbundsstater. I takt med Indiens placering som sværvægter på verdensmarkedet, blev Adivasis-folkenes land tvangseksproprieret til fordel for digeprojekter, miner og multinationale industrikomplekser.

 

Henrettelser som ”præventiv nødværge”

 

For den indiske regering fremstår Naxaliterne idag som ”det største interne sikkerhedsproblem”.

Flere ikke-regeringsorganisationer (NGOer) og menneskerettighedsgrupper frygter, at en militær eskalation vil føre til en lang og blodig krig på bekostning af civilbefolkningen.

For Sudha Bharadwaj fra partiet ”Chhattisgrah Befrielsesfront” er regeringens opstandsbekæmpelses strategi ensbetydende med krig mod hundredetusinder af mennesker.

Vilkårlige fængslinger, ignoreren af sagsanlæg mod voldtægt og tortur, henrettelser som ”præventiv nødværge”, etc. er hverdagens udtryk for mangel på civilretslig beskyttelse i Jharkhand og Chhattisgrah. For politiet og den anti-maoistiske borgermilits ”Salwa Judum” (4) tilhører alle, som gør modstand mod fordrivelse eller nægter at samarbejde med myndighederne, automatisk til Naxalit-bevægelsen.

 

”Kampagne for overlevelse og værdighed”

 

Forskellige Naxalit-grupper har reageret på regeringens repression ved at opfordre befolkningen i de pågældende områder til i fællesskab at ytre modstand mod statsterrorisme. I forlængelse heraf  startede Adivasis-stammerne og skovbeboernes organisationer fra ti forbundsstater i oktober 2009 en fælles ”kampagne for overlevelse og værdighed” . Heri anklages regeringen for, at deres ”krig mod terror” i virkeligheden sigter på ”...at undertrykke enhver dissens og modstand mod overtagelsen af deres områdes ressourcer. Endvidere hedder det :

”Hvis staten virkelig ønsker en positiv udvikling, skal dens repræsentanter allerførst standse deres åbenlyse overtrædelse af deres egne love.”

 

”Hvad der sker i Indien idag er intern kolonisering”

 

Forskellige NGOer i Chhattisgrah har utallige gange gjort opmærksom på, at store mineselskaber som Tata Steel, den britiske minekoncern Vedanta Resources, m.fl. venter på spring for at kunne komme til at udbytte Chhattisgrah’s store råstofressourcer. Først og fremmest jernmalm og bauxit. Også for EU-lande som er afhængige af import af bauxit, kobber og jernmalm, vil Chhattisgrah’s råstoffer være af oplagt interesse... ”En ophævelse af  eksportrestriktionerne for disse mineraler, samt liberalisering af investeringsreglerne vil betyde, at konflikten og den omfattende fordrivelse af mennesker fra de råstofrige områder vil eskalere yderligere”, hedder det i en kommentar fra den tyske ’Evangelischen Entwicklungsdienst’ (2009), som har kommenteret den planlagte frihandelsaftale mellem EU og Indien.

Arundhati Roy mener, at det der sker i Indien idag og som myndighederne prøver at tilsløre i navn af terrorisme-bekæmpelse er ”en intern kolonisering, en kamp om land i ens eget land”.

 

(artiklen er skrevet af sh., al., ikh. / autonom info-service)

YouTube-Video
De markerede felter viser Naxaliternes operationsområder De markerede felter viser Naxaliternes operationsområder

 

 

 

Noter

 

       1)  Naxaliternes historie

 

Den maoistisk orienterede Naxalit-landguerillabevægelse blev grundlagt i 1967 i kølvandet af en bondeopstand mod storgodsejere i den vestbengalske landsby Naxalbari. To vigtige organisationer spillede en afgørende rolle i Naxalitbevægelsens mest intense kampfase i årene mellem 1967 og 1972: Den partiopbyggende organisation ”All-India Coordination Committee of  Communist Revolutionaries” (idag opløst), og det mere bevægelsesorienterede og væsentligt talstærkere Communist Party of India / Marxist-Leninist.

I slutningen af 1970’erne led Naxaliterne en række hårde organisatoriske tilbageslag. Mange af deres medlemmer blev fængslet eller dræbt. Først i løbet af 80’erne lykkedes det for forskellige nye grupper at rekonstruere bevægelsens indflydelse blandt bønder, studerende og Adivasis. De  omkring 20 Naxalitorganisationer udkrystalliserede sig i to strategiske hovedstrømninger: En legalt arbejdende, der deltog i regionale valg og en, der knyttede bevægelsesaktiviteter sammen med guerillastrategien.

Organisatorisk består Naxalitbevægelsen af følgende organisationer og partier:

* Communist Party of India (Marxist-Leninist) Liberation. Dannet i 1974, pro-parlamentarisk. Ideologisk marxistisk, leninistisk orienteret, dog med en kritisk holdning til både Stalin og Mao.

CPI (ML) Liberation

* Communist Party of India (Marxist-Leninist) - New Democracy. Dannet i 1988. Aktiv fortrinsvis i bondebevægelsen. Ideologisk orienteret til den klassiske maoisme (Mao/Lin Piao/Tshu En-Lai). CPI (ML) – New Democracy

* Communist Party of India (Marxist-Leninist) (Kanu Sanyal). Dannet i 2005. Mao-stalinistisk orientering. Kombinerer legale og illegale kampformer. CPI (ML) – Kanu Sanyal

* Communist Party of India (Maoist). Dannet i 2004 som fusion mellem CPI(ML) People's War Group og Maoist Communist Centre of India. Klassisk maoistisk guerillastrategi “folkekrig” – koncept. Har gode relationer til Nepals Communist Party of Nepal (Maoist). CPI(Maoist) har en vigtig rolle i All India People’s Resistance Forum (sammenslutning af bonde-, kvinde-, fagforenings-, menneskerettighedsorganisationer, NGO`er, etc.).

People’s March  - avis af CPI (Maoist)

* Communist Party of India (Marxist-Leninist) Janashakti: Dannet i 1992 som fusion mellem syv mindre ml-organisationer. Er repræsenteret i regionalparlamentet. Siden slutningen af 90’erne stærkere orienteret på væbnede undergrundsaktiviteter.

 

2) Adivasi

 

Omkring 8,2 procent af Indiens samlede befolkning tilhører de indigene stammer. De betegner sig selv som Adivasi, skønt de indbyrdes har forskellige etniske rødder. Den indiske forfatning anerkender mere end 600 af de indigene stammer, som i embedsmandsprog kaldes scheduled tribes. Adivasi står for de flestes vedkommende udenfor det hinduistiske kastesystem og er på trods af  visse mindretalsrettigheder socialt stærkt diskrimineret. Adivasi lever primært i Indiens nordøstregioner Mizoram, Nagaland, Meghalaya, Arunachal Pradesh, Manipur, Tripura, Sikkim og i de øst-og centralindiske forbundsstater Jharkhand, Chhattisgarh, Orissa und Madhya Pradesh.

Video om Adivasis historie  

 

3) Forbundsparlamentsvalg 2009

 

* Valgets vinder ved parlamentvalget i 2004 og 2009 var United Progressive Alliance (UPA) under ledelse af den Indiske  Nationalkongres (kongrespartiet). UPA fik ved 2009-valget 262 af ialt 543 mandater (48,3 procent).

* Den anden, mere konservative hovedblok National Democratic Alliance, som er ledet af det tidligere altdominerende hinduistiske parti Bharatiya Janata Party (BJP) fik 159 mandater (29,3 procent).

* Venstrefløjens valgforbund Third Front fik 79 mandater (14,5 procent).

Valgdeltagelsen i 2009 lå på 59,7 procent, svarende til 450,8 millioner vælgere. I det indiske forbundsparlament i Delhi er der 60 kvinder, svarende til 11 procent af samtlige parlamentsmedlemmer.

 

4) Se video om den store demonstration imod "Salwa Judum" ( pro-regerings militser i Dantewada-provinsen).  

 

___________________ 

 

Litteratur

 

Relaterede artikler

- Outlook India: Jyoti Punwani: The Claws Of The State - The war on Maoists is backed by a parallel war on rights activists

- Human Rights Watch: Sabotaged Schooling -Naxalite Attacks and Police Occupation of Schools in India’s Bihar and Jharkhand States ( 9. december 2009)

  

Bøger

  • Sudeep Chakravartys: "Red Sun. Travels in Naxalite Country", London 2007
  • Prakash Singh: The Naxalite Movement in India. New Delhi 1995
  • Edward Duyker: Tribal Guerillas. The Santals of West-Bengal and the Naxalite Movement. Delhi/New, York/Oxford 1987
  • Louis Prakash: People Power: The Naxalite Movement in Central Bihar. New Delhi 2002
  • Sumanta Banerjee: In the Wake of Naxalbari. A History of the Naxalite Movement in India. Calcutta 1980.
  • Sumanta Banerjee: India's Simmering Revolution; The Naxalite Uprising. London 1984,
  • Phoolan Devi: Mit liv som banditternes dronning, Ekstra Bladets Forlag, 1996