- et interview
Den omfattende modstand mod Sarkozy-regeringens tilbage- rulning af tidligere tiders tilkæmpede sociale reformer og faglige rettigheder har ført til en markant styrkelse af de sociale bevægelser.
Philippe Corcuff, medlem af basisfagforeningen SUD Éducation, fortæller om bevægelsernes forskellige modstandsformer og plæderer for en permanent konfrontation, der konstant udfordrer matghaverne.
- På trods af den langvarige, massive modstand er præsident Nicolas Sarkozy’s pensionsreform blevet vedtaget. Er sagen hermed afsluttet og har Frankrigs sociale bevægelser lidt nederlag?
Philippe Corcuff: Nej, der er snarere tale om, at de sociale bevægelser gennemgående har haft succes, men altså ikke i tilstrækkeligt omfang. Den brede mobilisering over en lang periode har uden tvivl givet modstanden ny selvtillid og har fremmet megen kreativitet. Nye generationer, nye faggrupper og folk, som tidligere enten kun var lidt eller overhovedet ikke politisk engageret, har aktivt deltaget i den store, kollektive aktion.
- Men er alt nu ikke faldet til ro igen?
Philippe Corcuff: Det mener jeg ikke. Tværfaglige grupper og brancher fortsætter deres aktioner. Dele af bevægelsen har skarpt kritiseret, at man undlod at anvende generalstrejken som våben i kampen.
- Havde det formået at vende situationen?
Philippe Corcuff: At de fagforbund, som er organiseret i Intersyndicale, ikke har kaldt til generalstrejke, har virket bremsende på udbredelsen af bevægelsen. Men selvfølgelig ville en ren formel proklamation ikke have været tilstrækkeligt til at manifestere en landsdækkende strejke i alle sektorer. Sociale bevægelser er mere kompliceret sammensat. Generalstrejken som instrument fremmer sammentømringen af de forskellige sociale kampe og modvirker tendens til opsplitning og fremme af særinteresser.
Disse erfaringer stammer helt tilbage fra den revolutionære syndikalisme før Første Verdenskrig. Udfra denne synsvinkel kan man mene, at en målrettet orientering til generalstrejke havde været til gavn for bevægelserne. Men denne målsætning må ikke føre til en eviggyldig fiksering på, at generalstrejke er den eneste vej til generalisering af kampene. De forskellige strategier for at samle modstanden må diskuteres udfra de konkrete betingelser. Jeg går i denne sammenhæng ind for en permanent ikke-voldelig social ’low-intensity-war’.
- Hvad mener du med det?
Philippe Corcuff: En modstand der bygger på en konstant nålestik-taktik: Dvs. lokale og landsdækkende demonstrationer, punktuelle og skiftende strejker efter tur, trafikblokader, oprettelse af solidaritetskasser for at formindske indtægtstab ved længerevarende strejker, udvikling af forbindelser mellem kritiske kunstnere samt intellektuelle og kæmpende virksomhedsgrupper, mindre men opsigtsvækkende aktioner, etc.
- Skal dette under alle omstændigheder være fredeligt?
Philippe Corcuff: Det er på ingen måde et ufravigeligt princip. Efter min vurdering findes der situationer, hvor magthaverne – den herskende klasse - gennemtrumfer deres interesser primært med vold. Når selv minimale demokratiske rettigheder ikke eksisterer, kan væbnet modstand være nødvendig. Men ”Sarkozysmen” er ikke fascisme og en fastlæggelse af spørgsmålet om militant modstand har altid splittet bevægelsen indefra. Derudover er temaet ”sikkerhed” stadigvæk et af Sarkozy’s foretrukne temaer, som styrker hans magtpolitiske legitimitet.
”Jeg fører klassekamp!”
- Frankrig har oplevet mange sociale mobiliseringer. Har den aktuelle modstand nogle særlige karateristiske træk?
Philippe Corcuff: Modstanden idag bygger på de sociale bevægelser fra 1995, 2003 og 2006. Ligesom ved de kampe mod prekære arbejdsforhold, der fandt sted i foråret 2006, så fremstår modstanden idag også med et særligt kendetegn : Den enkeltes skuffelse over ikke-indfriede forventninger og drømme. Det er på den baggrund, man skal forstå den gennemgående parole ”Jeg fører klassekamp!”, som blev ytret af rigtig mange under den seneste tids demonstrationer.
Derudover er den nuværende bevægelse kendetegnet af en særlig udpræget form for solidaritet. Dertil kommer intensiveringen af kampe på tværs af brancher og fagforeninger. Det sker i høj grad gennem direkte aktioner som for eksempel blokadevirksomhed. Det er jokeren, som en ”social guerilla” kan spille på, når den med udgangspunkt if.eks. pensionsspørgsmålet kan udvide kampen nedfra til andre sektorer og temaer.
(Interviewet er ført af Raoul og offentliggjort i Junge Welt, d. 20.12.2010, oversat og let redigeret af autonom info-service).