På de libyske oprøreres side

- En kommentar til den aktuelle debat på venstrefløjen

  • Hvad er det for en slags solidaritet, der går udenom de krav, som oprørerne SELV formulerer?
  • Fredsforhandling ja – men hvordan og hvornår?
  • Hvem er oprørernes provisoriske råd i Libyen?
  • Handler krigen om olie?
  • Kunne Enhedslisten have ageret anderledes end de gjorde?

 

Solidaritet uden adressat ?

Lad os først slå fast, at oprørernes væbnede modstand er blevet påtvunget dem af Gaddafis fuldstændigt hensynsløse fremfærd. Rebellerne var/er ikke ligefrem prædestineret til denne militære kamp mod Gaddafi-klanens elitestyrker, der er trænet af Vesten og højteknologisk udrustet.

Da Gaddafi ved hjælp af sin militære overmagt forsøgte at tilbageerobre de byer, som oprørerne på stort set fredlig måde havde overtaget, var det tydeligt for oprørerne, at det bliver en kamp, der sigter på deres udslettelse (der findes tilstrækkeligt video- materiale og reportager, som belægger dette).

Kvindedemo i Benghazi
Kvindedemo i Benghazi

Da Gaddafi så startede en systematisk brug af det af Vestens leverede militær- grej /kampfly samt helikoptere/artilleri for at smadre byerne, rettede oprørerne et nødråb til FN, bl.a. via den Den Arabiske Liga, for at få standset de forprogrammer- ede massakrer. Samtidig afviser oprørenes nationalrådet kategorisk enhver intervention af udenlandske landtropper.

At dele af venstrefløjen belærer oprørerne om, at de hellere skulle forhandle med Gaddafi eller modtage ”hjælpepakker” , etc. svarer altså ikke just til den reelle situation i Libyen og oprørernes konkrete kampbetingelser.  

Fredsforhandlinger – i øjenhøjde med oprørerne ?

En fredsforhandling har oprørsbevægelsen i første omgang bevidst afvist, da de har vurderet, at Gaddafi vil bruge den tid til at re-etablere hans tabte terræn. Gaddafi derimod har tilsyneladende af samme grund straks sagt ja til ALBA-landenes og Den Afrikanske Unions mæglingsforsøg.

Oprørernes vurdering er siden hen blevet fuldt ud bekræftet, idet Gaddafi i sidste uge igennem den statsligt kontrollerede (altså hans egen) TV-station et par gange har erklæret våbenhvile og samtidig har forstærket det militære pres på oprørernes byer Misratah, Zitan og Ajdabiyas - jvnf. en reportage i den tyske TV-kanal ARD, som beretter om Gaddafi-militærets totalt hensynsløse hærgen mod civile: De skyder på må og få ind i byen Misratah og har bl.a. ramt byens centrale hospital.

Ifølge en læges udsagn har disse angreb mod Misratah indtil videre kostet 100 mennesker livet, mens omkring 1300 er blevet såret. Informationen baserer på al-Arabija og CNN.

Gaddafi forsøger at trække tiden ud 

Hvis oprørerne indgår forhandlinger med Gaddafi – når de engang vurderer, at der er skabt lige udgangspunkter – vil den samlede venstrefløj selvfølgelig støtte et sådant initiativ.

Men som det ser ud lige for øjeblikket, forsøger Gaddafi et slå mønt ud af initiativet, mens hans eliteenheder stadig væk satser på en modoffensiv mod oprørerne i det nordøstlige Libyen og enheder af snigskytter målrettet dræber mennesker i de byer oprørerne kontrollerer.

Det er grunden til, at oprørerne ikke dukkede op på sidste fredags møde i Addis Abeba, hvor Den Afrikanske Union havde inviteret Gadaffi-regimet og Det nationale overgangsråd, Den Arabiske Liga, EU, Den Islamiske Konference og medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd. 

Fotogalleriet af dræbte oprørere og civile i byen Misratah
Fotogalleriet af dræbte oprørere og civile i byen Misratah

Oprørerne ... 

Oprørsbevægelsen er en bred folkelig bevægelse med tilslutning fra alle sociale lag, der har det til fælles, at de hungrer efter elementære frihedsrettigheder jvnf. deres parole: Brød, frihed, værdighed ( Chobz, hurriya, karama ).

Oprørerne i Libyen har pga. den brutale undertrykkelse fra Gaddafis regime ikke nogen kontinuerlige, selvstændige politiske og organisatoriske erfaringer. Som gamle Marx sagde: ”Das Sein bestimmt das Bewusstsein” ( Det eksisterende forhold / væren bestemmer bevidstheden ).

Ikke desto mindre har oprørerne formået at organisere sig i decentrale folkekomitéer, der sørger for, at livet og hverdagen i de befriede byer fungerer. I forhold til de valgte folkekomitéer (ikke at forveksle med Gaddafis marionetagtige folkekomiteer!), drejer det sig naturligvis ikke om revolutionære råd / folkemagtsorganer, som vi kender det fra diverse socialistiske oprør, men som sagt om praktisk fungerende basiskomitéer.

Politisk-organisatorisk er der noget i bevægelse i de befriede områder. Således er der tiltag til udkrystalisering af politiske strømninger, som artikulerer politiske samfundsperspektiver. Der er blevet dannet de første kvindekomitéer, som arrangerer demonstrationer og sætter specifikke kvindekrav på dagsordenen. De fik indvalgt tre repræsentanter i det provisoriske nationalråd, som for nogle dage siden blev omdannet til ”Komitéen for kriseløsninger”.

Dermed blev et forslag om at danne en regering forkastet og henlagt til valget efter Gaddafis fald.

Oprørerne der en blanding af menneskerettighedsaktivister, demokratiforkæmpere, internetaktivister, intellektuelle, religiøse kræfter, folk fra beduinstammerne, kvindeaktivister, militærfolk, etc. Kort sagt en meget bred alliance uden særlige organisationsstrukturer.

En vigtig faktor i det libyske oprør er  ”Ungdommen af 17. februar-revolutionen”, som har en progressiv demokratisk platform. Tilsyneladende sker der også dannelser af decideret politiske partier og organisationer: Bl.a. har en gruppe intellektuelle forleden dannet et kommunistisk parti i Benghazi og det vil undre, hvis der ikke også opstår andre venstrefløjsformationer, faglige grupper, uafhængige medier, m.v. ....

 

             Overalt står dette slogan på murerne i Tobruk:

الخبز والحرية والكرام ة ( Chobz, hurriya, karama )

Brød, frihed, værdighed 

Hvad den militære kamp angår, så er det forbavsende hvor relativt godt rebellerne holder stand mod Gaddafis elitehær, når man ser hvor dårligt bevæbnet oprørerne som regel er. På det seneste er det dog åbenbart blevet en smule bedre pga. militær hjælp fra Ægypten.

I det hele taget er der en udbredt solidaritet med de libyske oprørere i nabolandene Tunesien og Ægypten. Det kommer bla. til udtryk i demonstrationer og i opfordringer til praktisk solidaritet i div. blogs og Twitter.

De officerer, der er gået over til oprørerne sammen med store dele af Gaddafis værnepligtige hær, er i de sidste uger startet med at træne 15.000 oprørere i Benghazis sportstadier. Blandt andet for at undgå så tragiske fejltagelser, som da en gruppe unge oprørere forleden sprængte sig selv i luften. (kilde: Ugemagasinet Der Spiegels udstationerede journalister, nr.13-2011).

Den regulære hær i Libyen havde før opstanden ifølge Det Internationale Institut for Strategiske Studier, IISS, på papiret omkring 76.000 soldater, 40.000 mænd og kvinder i militsreserver samt 2.205 tanks og 374 kampfly og helikoptere.

_______________________________________

”... alle af landets stammer havde udtrykt deres støtte"

Ahmed Chalifa, en af oprørernes talsmænd i Benghazi, sagde på en presse- konference, at ” alle af landets stammer havde udtrykt deres støtte til nationalrådet med undtagelse af Gaddafis stamme” og ” ...Vi har i Tripoli lige så mange tilhængere som her i Østen. En splittelse mellem øst og vest vil derfor ikke være aktuel.” (kilde: Der Spiegel nr.13-2011).

 

...og ”Komité for kriseløsninger” (det tidl. provisoriske Nationalråd)

Det ser ud til, at oprørerne har valgt et overgangsråd, som optræder offentligt udadtil, mens deres basisstrukturers personsammensætning er clandestin. Det skyldes nok, at mange af dem har grusomme erfaringer med Gaddafi sønnerne Mutassim’s og Khamis al-Gaddafi’s sikkerhedstjeneste. Det er folk fra alle sociale lag, som organiserer hverdagen i de af oprøret kontrollerede byer via selvstyrede, decentrale folkekomitéer. Gennemgående fælles træk er, at de er unge - opvokset med internet og er velinformerede.

Forskellen til Ægypten og Tunesien

Det som adskiller det libyske oprør fra oprørene i Ægypten og især Tunesien, er at kvinder tilsyneladende kun i mindre grad deltager som synlige aktører. Dog med visse modifikationer: Der sidder tre kvinder i det provisoriske nationalråd i Benghazi og der har været nogle større demonstrationer, der var organiseret af kvinder. Men som sagt har oprørsbevægelsen startet ved NUL efter 42 års ørkenvandring.

I Tunesien og Ægypten kunne oprørerne trods alt bygge på erfaringerne fra en række mere eller mindre clandestine faglige kamptraditioner, studenterkampe, masse- revolter, de såkaldte ”sulterevolter” (i Ægypten), og de har i årtier haft et talerør i kendte menneskerettigheds- og feministiske personligheder (Nawal al-Saadawi m.fl), venstrefløjsgrupper der udadtil figurerede som kulturforeninger. Alt dette var helt umuligt under Gaddafi-regimets paranoide kontrol – og repressionsapparat.

Undergrundsgrupperne

De få undergrundsgrupper, som har eksisteret i Tripoli i en del år, er enten islamiske eller borgerlige og vestligt orienterede organisationer. Medlemmerne af disse undergrundsgrupper er ofte blevet anholdt og forsvandt i fængslerne. Det drejer sig først og fremmest om ”National Front for the Salvation of Libya”, ”Libyan Constitutional Union” (arbejder for en borgerlig-demokratisk forfatning), og "Islamic Fighting Group”.

_____________________

Nogle oppositionelle libyere siger, at disse grupper gennemgående var støttet af CIA. Men disse oplysninger er svært at verificere så længe organisationerne agerer i dyb illegalitet. 

Nogle fremtrædende personligheder i oprørernes ”Komité for kriseløsninger” 

 

Et meget broget, provisorisk komité har nu valgt en slags provisorisk præsident og en premierminister for en endnu ikke-eksisterende regering: ”Præsidenten” er nu Mahmud Dshibril. Han jager fra det ene sted til det andet vi verden og har lige haft møder med Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy, formanden for den Arabiske Liga, Amr Mussa, og den ægyptiske hærledelse. Den anden lederfigur udadtil er Mustafa Abd al- Dschalil.

Begge to har i mange år været vigtige repræsentanter for systemet – henholdsvis økonomiminister og justitsminister. Sidstnævnte svarer på journalisternes kritiske spørgsmål om nationalrådets legitimitet:

”Nationalrådet er legitimeret af de af oprørerne dannede åbne lokale komitéer i de befriede byer og landsbyer.”

* Mustafa Abdul Dschalil, har allerede sidste år, altså lang tid før oprørets start, åbent kritiseret regimets brud på menneskerettighederne og sikkerhedstjenestens vilkårlige fængslinger af folk. Han trådte tilbage i protest og sluttede sig til oprørerne fem dage efter opstandens start. Hans fortid som Gaddafis minister gør ham til persona non grata hos mange oprørere, der betragter ham som opportunisten der skiftede lejr i sidste øjeblik. Dschalil er snarere de juridisk/akademiske oppositionelle kredses mand. De vestlige regeringer sætter deres lid til sådan en som ham: Da rebellerne forleden afslørede og anholdt to britiske agenter og seks britiske soldater i Benghazi i starten af marts, forhandlede den britiske ambassadør med Dschalil om deres løsladelse.

* Abdul Hakim Ghoga, er en anden talsmænd for folkeopstandens overgangsråd. Han er kendt som ukuelig advokat for politiske fanger i Libyen og har selv været anholdt flere gange. Som formand for Benghazis advokatkammer blev han sådan nogenlunde forskånet for det, som overgik de fleste andre oppositionelle: De forsvandt simpelthen i Gaddafis underjordiske torturfængsler. ( Al Jazeera, ARD, Arte, og andre TV-kanaler har fremvist disse underjordiske fængselshuller i Benghazi).

Umiddelbart før folkeopstandens udbrud fik Ghoga sammen med tre andre advokater fortræde for Gaddafi og fremlagde da folks ønske om presse– og ytringsfrihed samtidig med, at de betonede nødvendigheden af at få en forfatning (!) Ghoga berettede senere om dette møde, at Gaddafi reagerede meget irriteret over disse fordringer og han havde simpelthen ingen føling med det, der rør sig i befolkningen. (Gaddafi praktiserede altså ren manipulation, da han overfor verdensoffentligheden talte om ”al-Qaida”, etc. som bagmænd for oprøret.)

* Ahmed Chalifa er en af oprørenes talsmand, forretningsmand og holder dagligt infomøde i mediecentre.

En af de mere kendte og populære folk i nationalrådet er Oberst Ahmed Aschur Abish fra Tobruk, som tilhørte gruppen af officerer omkring Gaddafi, der væltede kong Idriss d. I. i september 1969. Der var på et tidspunkt også en general ved navn * Abdul Fatah Junis, tidl. indenrigsminister i Gaddafis magtklike. Han blev dog ifølge nogle rygter afsat af de unge rebeller, som ikke tror ham over en dørtærskel (kilde: oprørernes engelsksproglige Twitter).

* Dertil kommer nogle officerer, hvis militære enheder med omkring 17.000 soldater er gået over til oprørerne og nu kæmper side om side med de væbnede civile folkekomitéer.

* 3 kvinder fra de nydannede folkekomitéer repræsenterer de nye spirer til kvindeorganisationer, der siden starten af marts har organiseret byens kvinder til demonstrationer for deres krav.

* Den libyske opposition i eksil, deriblandt i Skandinavien, består af såvel socialistiske, som socialdemokratiske og borgelige kræfter. De støtter som regel op bag det provisoriske råd og initierer demonstrationer til støtte for dem. Også her i Danmark. 

Handler krigen om olie?

Den strømning på venstrefløjen, der konsekvent er fortaler for en ”anti-imperialisme”, der direkte eller indirekte forsvarer despotiske regimer, fordi de på en eller anden måde er i en konflikt med aktuelle imperialistiske interesser, difamerer de folkelige oprør i disse lande ved at insinuere, at de står i ledtog med det imperialistiske Vesten. Sådan som i Miramar, Tibet, Iran og nu i Libyen... 

I Libyen kører de per automatpilot ”oliekortet” frem og hævder, at Vestens støtte til oprørerne handler om ”olierov” eller ”kontrol med Libyens oliereserver”.

Denne ret gængse fremstilling er efter min mening for simpel - og Gaddafis propagandamaskine bygger på netop det her.

_______________

Siden omkring 2003 har Gaddafi-regimet haft et udemærket forhold til Vesten og de profiterede gensidigt af hinanden:

Mens Gaddafi fik oprustet sine elitestyrker med know-how og alt det teknologiske militærgrej han ønskede, fik ophævet handelsboykotten og skabt et lukrativt marked for sin olieeksport, så fik fæstningen EU Gaddafi til at agere som fremskudt Frontex-bastion ift. immigrations- strømmen fra især de afrikanske lande.

Derudover deltog Gaddafi i USAs anti-terror felttog (I selve Libyen eksisterer kun små maginale islamistiske undergrundsgrupper). Imperialisternes interesse i det strategisk vigtige Maghreb-område (EUropas baggård) er et stabilitetskriterium og da dette gik i opløsning som følge af den arabiske befolknings oprør mod de korrupte diktatur- regimer, måtte Vesten reagere for at bevare et minimum af indflydelse fremover. Det er nok DET centrale motiv for en intervention - koblet sammen med Vestens hule demokratieksportmodel.

Hvad olien angår, har Libyen kun en underordnet rolle at spille i Vesten: Olieeksport til Tyskland: 8 - 9 procent, Italien: 22 procent, UK 9 procent, ... til EU som helhed: 10 procent, til USA: 0,5 procent.

Selvom lande som Ægypten og Tunesien som bekendt kun har små olieforekomster, har Vestens magthavere også her taget position for folkeopstanden netop pga. strategisk betingede stabilitetsinteresser (- efter de har afventet udviklingsforløbet). 

  • Hverken Gaddafi eller NATO

Enhedslistens rolle i Libyen spørgsmålet

Man kan ikke hævde, at Enhedslisten eller den del af venstrefløjen, der tager udgangspunkt i oprørernes egne krav og kampbetingelser har noget som helst til overs for Natos og de vestlige landes pro-imperialistiske militærpolitiske strategier.

Men i dette tilfælde er der tale om et sekunds sammenfald af "antagonistiske interesser " mellem den libyske folke- opstands krav og de imperialistiske landes motiv for et genetablere "stabiliteten” i området, kombineret med deres hule demokratiforståelse. 

Det der tæller er at yde solidaritet på oprørernes præmisser HER OG NU i kampen mod et brutalt, undertrykkende regime, der i 42 år har forbudt selvstændige fagforeninger, venstrefløjsorganisationer, politiske partier og bevægelser, menneskerettighedsgrupper, kultur-bevægelser, uafhængige medier, you name it.

Enhedslisten konsekvent på oprørenes side

Og her var Enhedslisten på oprørenes side og markerede det klart og tydeligt ved sin politiske handlingsmåde. Enhver anden beslutning på dette tidspunkt, ville have betydet oprørets endeligt og en efterfølgende opslidende undergrundskamp med endnu større repression fra Gaddafis sikkerhedstjeneste til følge.

Det man kan måske undre sig over er, at kammeraterne fra Enhedslisten ikke har overvejet at indtage en taktisk holdning til Vestens militære aktion, ved hverken at forhindre gennemførelsen eller give koalitionen carte blanc i dens uforudsigelige militære strategikoncept. Dette ville efter min mening bedre have tilgodeset listens holdninger:

  • Ved ikke at stemme imod FNs sikkerhedsråds indstilling om en militær aktion for at etablere en flyveforbudszone, ville listen have givet klart udtryk for, at man støtter oprørernes krav og placerer sin solidaritet på oprørets egne præmisser.
  • Samtidigt kunne man ved at undlade at stemme markere sin politiske distance til Vestens bagvedliggende strategiske motiver til den militære støtteaktion.

På denne måde ville listens holdning fremstå som et temporært og overordnet sammenfald mellem ellers uforenlige holdninger - uden at man sluttede op bag Vestens militærstrategiske kompleks... 

 

Inte desto mindre återstår fakta. Hade Khaddafi tillåtits att fortsätta sin militära offensiv och inta Bengazi hade det blivit en stor massaker. Här har vi ett fall där befolkningen i sanning är i fara och det finns inget annat tänkbart alternativ som kan ge skydd. Det handlade om timmar, som mest om dagar och man kan inte i namn av antiimperialistiska principer sätta sig emot en aktion som kommer att förhindra en massaker på civila. Detta på samma sätt som när det gäller polisens natur och dess dubbla roll i en borgerlig stat. Det går inte att klandra någon för att denne ropar på polisen, i namn av antikapitalistiska principer, när någon håller på att bli våldtagen och det inte finns något annat sätt att stoppa våldtäktsmännen.”

 - Gilbert Achcar er en revolutionær socialist fra Libanon. Er forfatter og professor ved universitetet i London med speciale i Nordafrika og Mellemøsten.

______________________________________

(Kommentaren er skrevet af al. fra autonom infoservice)

Benghazi,19.marts 2011: Skudt ned af Gaddafis skarpskytter mens han lavede en radioreportage på gaden
Benghazi,19.marts 2011: Skudt ned af Gaddafis skarpskytter mens han lavede en radioreportage på gaden
Kommentare: 1 (Diskussion geschlossen)
  • #1

    Lars Schou (Freitag, 01 April 2011 14:11)

    Revolutionen forrådt?

    EnhedsListens exit fra den libyske slagmark kommer netop som oprørerne igen er trængte og bombningerne fra luften i stigende grad er ineffektive, når hensynet til civile selvfølgelig skal tilgodeses, fordi Ghaddafi nu kæmper fra køretøjer der ikke kan skelnes fra oprørernes og kampene i stigende finder sted i bebyggede områder. Ikke særlig smukt at smutte ved det første skarpe hjørne.
    Vi vil ikke være part i en borgerkrig. Ville vi så heller ikke have støttet den russiske revolution?
    Har EL- ledelsen helt glemt at vi ogå har stemt for, med alle nødvendige midler at beskytte civilbefolkningen? Og at et af disse midler er at støtte det væbnede oprør til fremgang, så de en dag selv kan afsætte Gaddafi?

    Lars Schou, medl. af Enhedslistens Internationale Udvalg