Det hele startede med netværket "Syrian Revolution"

Gadekampe mellem demonstranter og politiet i Daraa
Gadekampe mellem demonstranter og politiet i Daraa

De folkelige demonstrationer for sociale og politiske rettigheder der gennem de sidste måneder har fejet hen over landet har rystet Bashar al-Assad styret i Syrien.

I over en måned har de syriske magthavere med dødelig brutalitet forsøgt at få inddæmmet protesterne på gaden. I et interview fortæller en 34-årig aktivist fra Damaskus om, hvordan facebooknetværket ”The Syrian Revolution” satte gang i protesterne, der udviklede sig til en folkeopstand.

  • Mange iagttagere siger, at den syriske revolution er startet igennem Facebook. Passer det? 

Ahmed fra ”The Syrian Revolution”: Ja, hos os i Syrien var Facebook den drivende kraft - ligesom det var i Tunesien og i Ægypten. I starten var det det vigtigste medie for mobiliseringen. I mellemtiden har også BBC-tv samt tv-stationerne al-Arabiya og al-Jazeera indtaget en ligeså vigtig rolle. De videregiver således også informationer om planlagte demonstrationer o.lign. Deres kilder er ofte de forskellige facebooksider. Nu når de fleste informationer og videofilm via internettet ud til offfentligheden. Uden internet ville vores opstand ikke være mulig - ihvertfald ikke i dens nuværende form. 

  • Facebooknetværket ”The Syrian Revolution”, der er så vigtig for mobiliseringen i Syrien har pt. hele 165.000 ”venner”. Har de syriske magthavere forsøgt at få jeres facebookprofil nedlagt?

Ahmed fra ”The Syrian Revolution”: Vores facebookgruppe havde muligvis haft mange flere venner, hvis det i Syrien havde været muligt at bruge facebook også før i tiden. Indtil for to måneder siden kunne facebook nemlig ikke benyttes på legal vis. Det var kun muligt via tekniske omveje. At regimet har besluttet at legalisere facebook, er dog ikke ensbetydende med en demokratisk åbning. Det handler mest om at kontrollere og forfølge internetbrugere mere effektivt. Mange mennesker er blevet anholdt alene fordi, de derhjemme eller på internet-caféer har kigget på regimekritiske sider. Jeg selv kender folk, som efterretningstjenesten har afhentet hjemmefra. De har taget folk samt deres computerudstyr med, ledsaget af stor hurlumhej for at få opmærksomhed fra naboerne. Dermed vil de gøre det klart for alle, hvad der vil ske, hvis man står på den forkerte side. Denne fremgangsmåde skal virke afskrækkende. 

  • Hvordan er det overhovedet muligt i en ekstrem overvågningsstat som Syrien at lave en side som ”The Syrian Revolution” ?

Ahmed fra ”The Syrian Revolution”: Det er meget vanskeligt. På den anden side benytter millioner af syrere internettet. Alene på grund af det store antal internet-brugere har staten ikke mulighed for at kontrollere hver enkelt. Men som sagt, hvis efterretningstjenesten finder frem til folk, som har besøgt regimekritiske websites, eller hvis nogen selv bidrager med kritiske tekster på internettet, bliver folk anholdt og som regel tortureret.  

  • Hvordan kan det være, at det i Syriens to største byer Damaskus og Aleppo indtil videre er relativt få mennesker, der har demonstreret mod regimet?

Ahmed fra ”The Syrian Revolution”: For det første har det vist sig, at middelklassen endnu ikke er parat til at deltage i opstanden. Middelklassen som er særlig stærk i de to nævnte byer, har klart noget at tabe. De tænker gennemgående på deres profit. De deltager ikke gerne i demonstrationer, for de ikke vil risikere at måtte lukke deres forretninger og firmaer og dermed bringe det økonomiske grundlag for deres eksistens i fare. En del af dem har derudover tilpasset sig regimet og profitterer af det.

- Samtidigt er efterretningstjenesten i Damaskus og Aleppo særlig massivt tilstede i disse to byer. I enhver gade er efterretningstjenestens medarbejdere tilstede og det skræmmer selvfølgelig mange. Da nogle studerende forleden demonstrerede i Damaskus, blev de indenfor et par minutter brutalt overfaldet og spredt i alle vinde - mange af dem blev anholdt. Man får næsten den fornemmelse, at der findes flere efterretningsfolk end studerende på universitetet i Damaskus.

Såsnart der samler sig flere end tre- fire mennsker, dukker folk fra efterretningstjenesten op. Der har været talrige forsøg på at demonstrere i Damaskus og Aleppo, men det er indtil videre mislykkedes på grund af efterretningstjenestens indgriben.

          "De bliver udstyret men elektriske knipler fra Iran

             og sendt imod demonstranter.." 

- En ven af mig arbejder indenfor den offentlige sektor og er ansvarlig for ca. 1500 ansatte. De seneste uger har disse offentligt ansatte været forpligtet til at gå på gaden hver fredag og lørdag. Dette er på ingen måde reduceret til visse statslige institutioner. Således bliver de fleste statsansatte i Damaskus tvunget til at samle sig foran deres arbejdsplads efter fyraften hver fredag og lørdag. Herfra bliver de afhentet af busser og kørt de steder hen, som efterretningstjenesten angiver. De bliver udstyret men elektriske knipler fra Iran og sendt imod demonstranter for at kniple dem ned og sprede deres demonstrationer. Hvis nogle nægter at deltage i sådan noget, bliver de anholdt. På trods af dennne repression stiger antallet af demonstranter også i Damaskus og Aleppo.

  • Det bliver fra tid til anden påstået, at præsident Bashar al-Assad ikke har kontrol over hans efterretningstjeneste og at han i virkeligheden slet ikke er den hovedansvarlige for de brutale nedslagtninger af demonstra-tionerne.

Ahmed fra ”The Syrian Revolution”: Jeg tror ikke på disse legender. Bashar er velinformeret og fuld ansvarlig for myrderierne på demonstranterne. Det er intet andet end apparatets propaganda, at han egentlig er moderne og åben for reformer. Det er det rene bullshit!

Hærens holdning derimod er mindre entydig. Mange soldater er ikke villige til at skyde på demonstranterne. I Daraa blev nogle soldater, der nægtede at skyde på demonstranterne henrettet af efterretningsfolk. En bekendt af mig gør militærtjeneste i en bataljon, som er udstationeret i Daraa. Han har ringet til sine forældre og sagt, at hans enhed nægter at skyde på demonstranter. Han selv gør det samme. Han fortalte også, at han frygter, at han derfor kan blive slået ihjel af folk fra efterretningstjenesten. 

  • Hvordan vil det gå videre i Syrien? Vil Bashar al-Assad træde tilbage?

Ahmed fra ”The Syrian Revolution”: Der vil i den kommende tid fortsat flyde meget blod. Bashar al-Assad vil ikke umiddelbart vige fra sin magt. Dette regime er fast besluttet på at ofre mange menneskers liv for at redde sig selv. Men til sidst vil Bashar al-Assad træde tilbage. 

  • Hvilken rolle vil ungdommen - som jo er den drivende kraft i oprøret – spille i det nye Syrien?

Ahmed fra ”The Syrian Revolution”: De vil uden tvivl indtage en vigtig position. Mere end 65 procent af det syriske samfund består af folk under 25 år. Mange af dem er nu blevet politiseret og de vil ganske afgjort spille en central rolle i opbygningen af det nye syriske samfund.

  • Hvilken rolle vil de radikale islamister spille og hvor mægtig er muslimbroderskabet?

Ahmed fra ”The Syrian Revolution”: I Europa frygtes det, at når Assad bliver væltet, vil det udløse etniske og religiøse konflikter. Men denne frygt er ubegrundet. Det er hans apparat, som spreder disse rygter. Det er selve staten, der i mange år har støttet disse radikale grupperinger. For hvem støtter Hamas i Palæstina og Hizbollah i Libanon? Mange radikal-islamistiske grupper, som propaganderer og gennemfører selvmordsattentater og andre aktioner i for eksempel Irak, modtager den dag idag støtte fra Assads regime. Mange af disse grupper har træningslejre i Syrien eller Libanon og står under den syriske stats protektion.

            "Denne stat er gennemkorrumperet og en uretsstat" 

Muslimbroderskabets rolle i Syrien er stærkt overdrevet. Den drivende kraft i det, der sker nu, er unge folk og ikke en eller anden bestemt politisk retning eller parti.

Disse unge mennesker har overalt i landet de samme målsætninger. De ønsker frihed og lighed. De ønsker demokrati.

Denne stat er gennemkorrumperet og en uretsstat. Vi har mindst 13 forskellige efterretningstjenester. Enhver medarbejder i disse tjenester kan ud fra en eller anden bagatel på åben gade, hjemme hos dig, overalt, vilkårligt fornærme dig, slå dig, anholde dig. Og du kan intet gøre ved det. Der findes ingen menneskeværdighed i denne stat, som er ledet af familieklanen Assad og deres venner.  

  • Fra demonstranterne i Daraa hører man ofte kravet om, at udlandet skal intervenere ?

Ahmed fra ”The Syrian Revolution”: I Daraa dør mennesker hver eneste dag. Dræbt af efterretningsvæsenet eller af militære eliteenheder. I næsten to uger er der blevet lukket for el og vand. På trods heraf er der i øjeblikket næsten ingen, som går ind for, at udenlandsk militær intervenerer på nogen måde. De vestlige regeringer burde garantere Bashar, at hvis han forlader landet frivilligt, vil han ikke blive stillet for en international domstol.

Skulle han ikke acceptere et sådant forslag, må han gøres opmærksom på, at han vil blive draget til ansvar for de tusinder af myrdede demonstranter i de sidste måneder.

Jeg tror, at en sådan fremgangsmåde vil vise sig at være ganske effektiv. Hvis det ikke slår til og hvis de klassiske sanktioner som boykot på det politisk-diplomatiske plan, rejserestriktioner og indefrysning af privatformuer, heller ikke virker, så må der overvejes militære inteventioner.

(Interviewet blev oprindelig offentliggjort i det venstreorienterede ugeblad Jungle World, nr. 18, 5.maj 2011, oversat og let forkortet af autonom info-service).

       links

       relateret

Modkraft / kontradoxa: Tiden rinder ud for Gaddafi-regimet
Tidsskriftcentret: Det arabiske forår