Sa

18

Jun

2011

Revolten mod Syriens magthavere

Op til 10.000 syrere er i nattens mulm og mørke flygtet over grænsen til Tyrkiet for at undgå forfølgelse fra præsident Bashar al-Assads brutale regime. Lige så mange er på vej mod grænsen.

Opstanden mod det 40-årige klan-diktatur er fra starten af blevet mødt med massiv og hensynsløs repression. Ifølge menneske- rettighedsorganisationer har syriske sikkerhedsstyrker dræbt over 1000 mennesker og omkring 10.000 er enten blevet fængslet eller er meldt savnet.

  • Interview med to bloggere om revolten mod Assad-regeringen.
Syrisk flygtningelejr i provinsen Hatay i Tyrkiet
Syrisk flygtningelejr i provinsen Hatay i Tyrkiet

Forhistorien 

Indtil for nyligt blev Syrien anset for at være et ”mønstereksempel” på mellemøstlig stabilitet. 22,4 millioner indbyggere, de fleste af arabisk oprindelse men med et hav af etniske mindretal og religiøse strømninger (1), er gennem fire årtier blevet styret med Assad-klanens jerngreb.

Tilbage i 1970 kuppede militærpiloten Hafis al-Assad sig til magten. Hans bagland var det nationalistisk-”socialistiske” Baath-parti (2), hvis apparat udviklede en meget effektiv kontrol – og overvågningspraksis, der knuste den mindste ansats til opposition imod regimet. Landets fængsler var under hans diktatur altid stopfyldte med reelle eller påståede oppositionelle. Hafis al-Assads magtposition beroede bl.a. på hans skiftende alliancepolitik og hans taktiske formåen til at skabe splittelse mellem landets mindretal og flertallet. 

Demonstration mod Assad i byen Banias, d. 17. juni 2011
Demonstration mod Assad i byen Banias, d. 17. juni 2011

Bashar al-Assad

Da Hafis al-Assad døde i år 2000, overtog hans søn, den 45-årige tandlæge Bashar al-Assad, positionen som landets præsident og generalsekretær for Baath-partiet. Hans løfter om demokratisering og reformer blev ikke indfriet. Medierne er stadig væk underkastet streng censur ligesom enhver kommunikation på internettet.

Hans fars frygtede sikkerhedstjenester og militærapparat blev ved med at undertrykke enhver oppositionel aktivitet. Ifølge Amnesty International sker dette ved hjælp af fængsling, systematisk tortur og mord.

Derudover fastskriver den nye femårsplan strukturelle forandringer, der omfatter store privatiseringer af statslige virksomheder, en yderligere de-regulering af arbejdsmarkedet og formindskelse af den offentlige sektor. Dette vil ifølge syriske oppositionelle betyde en uddybning af den i forvejen eksisterende store kløft mellem landets lille økonomiske elite og den overvejende del af den fattige befolkning.

Ifølge FNs udviklingsprogram UNDP levede i år 2007 33,6 procent af syrerne i fattigdom og nød. Arbejdsløsheden er på over 20 procent. Mange familier lever idag for mindre end 2 dollars om dagen. 420.000 syriske familier modtager en årlig statslig hjælp på 150 til 630 euro (1050 kr. – 4410 kr.). Ifølge den syriske økonom Omer Mahmoud er denne hjælp fuldstændig utilstrækkelig: ”Jeg vil kalde dette en gavekurv, fuld af ydmygelser. Regeringens og hjælpeorganisationernes initiativer bidrager hverken til landets udvikling eller til de fattige menneskers værdighed” (NDW-news, 18. juni 2011).

(al. / autonom info-service)

Demonstration mod Assad-regimet i Aleppo
Demonstration mod Assad-regimet i Aleppo

INTERVIEW med to syriske bloggere om revolten mod Assad-regeringen:

”Raida” fra den feministisk-lesbiske blog razaniyat. blogspot.com

”Nour” fra thefreemen.wordpress 

 

  • Hvad er de syriske demonstranters krav?

Nour: Først og fremmest politisk frihed. Men protesterne udspringer også af den generelle økonomiske situation, som har forandret sig dramatisk i Syrien gennem de sidste 10 år. Da Bashar al-Assad kom til magten gik han straks igang med at privatisere ....Førhen var sundhedssystemet gratis og fungerede acceptabelt. Der fandtes sportspladser, svømmehaller o.lign for folk med små penge. Huslejerne var gunstige. Imellemtiden har priserne næsten nået et europæisk niveau. Jeg betaler f.eks. 2000 dollars om året for min søns børnehave.

 Raida: Med privatiseringerne er de som er på magten blevet endnu rigere og mere magtfulde.

  • Hvordan organiserer I jer som aktivister?

Nour: Jeg kontakter folk via facebook. Men det er temmelig vanskeligt. Jeg har et dæknavn, ligesom alle de andre også har. Det tager lang tid, før vi bliver så fortrolige med hinanden, at vi aftaler at mødes. Vi arbejder for tiden på at opbygge en større organisation. Jeg har skrevet et udkast til et kravkatalog, som jeg i første omgang har diskuteret i mit boligkvarter. Især et krav tror jeg vil blive opfattet som meget kontroversielt: ”Vi vil vælge en præsident på demokratisk vis – uanset dennes religiøse tilhørsforhold”. Men folk i kvarteret synes godt om det. Derefter har jeg så givet det videre over internettet, for eksempel til ”ungdommen af den 17. april” og til lokale koordinationskomitéer. På basis af tilbagemeldingerne har jeg så omarbejdet udkastet.

  • Hvad står der mere i kataloget?

Nour: Vores princpper er: Fredelige protester, støtte til modstanden mod Israels besættelsespolitik, en demokratisk stat og ligegyldighed overfor præsidentens religiøse tilhørsforhold. Vi kræver af regimet: Omgående ophævelse af ordren til at skyde på demonstranter, løsladelse af alle politiske fanger, retssager mod de ansvarlige for drabene. Hvis disse krav opfyldes, vil vi i form af en national dialog udvikle et nyt politisk system.

De politiske krav er: Forberedelse af en demokratisk valglov, ytringsfrihed, foreningsfrihed og respekt for alle kulturer i Syrien. Assyrere, kurdere og alle andre må have ret til at udøve deres sprog og deres kultur. 

  • Nogle syriske oppositionelle har mødtes med Assads rådgiver Buthaina Shaban. Hvad mener I om det?

Nour: Du mener Michel Kilo. Jeg synes, at hans taktik er god nok.

Raida: Det mener jeg ikke. Det legitimerer blot regimet, som skyder på folk i gaderne. 

Nour: Men Kilo og de andre har tydeligt sagt til Buthaina Shaban, at de ikke taler i demonstranternes navn og at regimet må tillade, at demonstranterne vælger deres repræsentanter selv. Ellers kan der ikke finde nogen dialog sted.

Raida: Louay Hussein og Aref Dalila har sagt noget i den retning. Men fra Michel Kilo har vi indtil nu intet hørt om, hvad der er sket ved mødet. Jeg tror, at vi burde indtage en klar holdning overfor samtlige forsøg på dialog fra regimets side: Hvorfor har vi brug for disse samtaler? Hvordan kan det hjælpe revolutionen? Er det noget som folk ønsker – at forhandle sig til et par indrømmelser fra regimet?

  • Hvordan vurderer I udviklingen af revolten?

Nour: Det gør mig bange, at regimet udspiller de forskellige religiøse grupper mod hinanden. I Syrien er omkring 70 procent af befolkningen sunniter, men regimet er alawitisk.  

Raida: Nej det er ej. Samfundet er meget sunnitisk præget. Familielovgivningen orienterer sig meget til den sunnitiske islam. Assad lader sig rådgive af sunnitiske sheiker. Derudover findes der både kristne og sunitter i regeringen.

Nour: Du har ret. Regimet foregiver at være alawitisk. Men der sidder mellem 60 og 70 procent alawiter på de højere statsposter, skønt de er et mindretal i samfundet. Dette forårsager bad feelings. (...) 

  • Profilerer islamisterne af regimets splittelsespolitik?

Nour: Hvis deres taktik bærer frugt, vil revolutionen slå fejl. Dette gælder også for islamisterne 

Raida: Menes med islamister „Muslimbroderskabet“ ? De fleste syrere hader Muslimbroderskabet, da de i nogle år har samarbejdet med Assads forhenværende vicepræsident Abdelhalim Khaddam. Der er mange religiøse folk i Syrien. Men religiøse og islamister er to vidt forskellige ting. 

  • I Ægypten og Tunesien har hæren stillet sig på demonstranternes side. Hvorfor sker dette ikke i Syrien?

Raida: Mange folk tror, at det er hæren, der skyder på demonstranterne. Men i virkeligheden drejer det sig om den 4. division, som ikke hører til den regulære hær. Den 4. division modtager ordre direkte fra præsidenten. Under belejringen af byen Daara så man tanks fra denne division, fordi den 5.division, der var stationeret i nærheden af byen, nægtede at skyde på civile.

  • I medierne bliver det ofte kritiseret, at NATO-alliancen hjælper Libyens oprørere, men lader syrerne alene.

 Nour: Jeg personlig er glad for, at Vesten ikke er parat til at hjælpe. Dette ville betyde afslutningen på revolutionen. Det ville skade revolutionen, hvis den blev sat i forbindelse med Vesten. Dette ville betyde en katastrofe for hele regionen. Når Syriens magthavere vil, kan de fremprovokere borgerkrig i alle arabiske nabolande.

  • Raida, du er aktivist i en bevægelse for lesbiske og bøsser. Kan man tale åbent herom i Syrien?

Raida: Nej, afgjort ikke. Jeg skriver herom i min blog. Derudover er jeg aktiv i en lesbisk-feministisk gruppe i Beirut i Libanon, hvor jeg har studeret og nu er flyttet tilbage til. I Syrien er dette stadig et tabu. 

  • Findes der et aktivt miljø i Syrien?

Raida: Man mødes i ganske normale caféer og barer. Bortset fra omstændig- hederne synes jeg ikke, det lesbiske miljø i Damaskus er særlig spændende. De er for det meste meget unge og taler kun om sex og deres respektive forhold. Bøssemiljøet er ganske tilsvarende. Spændende derimod finder jeg det transsexuelle miljø. Her gør de sig tanker og interesserer sig for gender-relationer.

  • Ved folk i din bekendtskabskreds, at du er lesbisk?

Raida: Ja, mange gør. Før revolutionen har mange angrebet mig for, at jeg skriver om det. Nu er nogle af kritikerne blevet mine gode venner, fordi de støtter mit engagement som aktivist for demokratiske forhold. Måske var det en fejl at tale om lesbiske forhold og bøssetemaer, før man har tematiseret gender og sexualitet i et land, hvor den nødvendige rummelighed for at de-konstruere tabuer og fejlfortolkninger totalt mangler.

  • Du lever nu i Beirut, men alligevel vil du forblive fordækt. Er du ikke i sikkerhed her?

Raida: Nej. Syrerne har kontrolleret Libanon de sidste 30 år. De har faste forbundsfæller her: Det syrisk-nationalistiske parti og Hizbollah-bevægelsen. Derudover er den syriske efterretningstjeneste meget present i Libanon. Selv hvis der ikke sker mig noget her, må jeg tænke på mine forældre, som stadigvæk lever i Syrien. 

( Interviewet er oprindeligt offentligggjort i det tyske venstreorienterede ugemagasin Jungle World, d. 16. juni 2011. Oversat og let forkortet af autonom info-service)

 

Noter

1) Foruden et arabisk flertal lever der kurdere, armeniere, tsherkessere (kaukasiere),turkmeniere og aramæere på syrisk territorium. Dertil kommer omtrent en halv million palæstinensere. Omkring 75 procent af syrerne er sunnitiske muslimer. De resterende 25 procent fordeler sig på drusere, alawiter og andre shiitiske retninger, græsk og syrisk ortodokse, syriske katolikker, kaldæere, og maronitter,...

2) Det syriske Baath-parti ”Ba´ath” blev dannet i 1947 af syrerne Michel Aflaq og Salah ad-din al-Baitar i Damaskus. Ba´ath står for ”Det Arabiske Socialistiske Parti for Genopvækkelse”. Under deres studier ved Sorbonne Universitetet i Paris kom de i berøring med marxistiske og andre socialistiske idéer, som de forbandt med elementer af den arabiske nationalisme og islam. Derfra opstod en ny ideologi: ba`athismen. Dens program baserer på: ”enhed, frihed og socialisme”. På trods af en overfladisk lighed med socialismens grundlag, er ba´athisme det diamentralt modsatte. Således går den ind for privat ejendomsret i produktionsmiddelsektoren og for underordning af klasseforholdene under den nationale arabiske stats interesser. Ba´ath betragter ”socialisme som et redskab for intensivering af produktiviteten” ( citat af Iraks henrettede diktator Sadam Hussein). Ba´ath er et pan-arabisk projekt og har derfor sektioner i mange arabiske lande. I Syrien er Ba´ath-partiet Bashar al-Assad´s politiske bagland. Han er landets præsident og samtidig Baath-partiets generalsekretær. Ved siden af statspartiet findes der det lille syriske kommunistparti og det langt større syriske sociale nationalistiske parti. Begge partier er sammensluttet med Baath-partiet i ”Den nationale progressive Front” og agerer som regerinstro marionetter.

Regeringsoppositionelle partier, som repræsenterer etniske mindretal, politiske eller religiøse grupper er forbudt. Kendte medlemmer af disse undergrundsorganisationer som for eksempel ” Kurdistans demokratiske parti –Syrien”, bliver forfulgt og som regel likvideret. 

(al./autonom info-service)

Relateret