Den 23. september 2011 vil palæstinensernes præsident Mahmud Abbas overrække FNs generalsekretær Ban Ki Moon en erklæring om anerkendelse af en palæstinensisk stat med henblik på at få den sat til afstemning i FN.
Indtil nu har omkring 150 af FNs 193 medlemslande signaliseret deres sympati med initiativet. Men afstemningen vil med al sandsynlighed ikke finde sted, da en sådan
kræver forudgående ”anbefaling“ fra sikkerhedsrådet. USAs veto samt Tysklands og Bosnien-Herzegovinas mulige afvisning vil formodentlig sætte initiativet i stå.
Derudover er palæstinenserne internt uenige om initiativet, der kommer fra kredsen omkring Mahmud Abbas og PLOs ledelse.
Israels lobby i FNs sikkerhedsråd
Omkring 150 af ialt 193 FN medlemslande har indtil nu signaliseret, at de vil støtte præsident Mahmud Abbas initiativet om dannelse af en selvstændig palæstinensisk
stat. Af de resterende lande vil omkring 20 stemme blankt, mens Israel, USA, Tyskland samt en håndfuld andre stater har annonceret, at de vil stemme ”nej” til initiativet.
Selv hvis der opnås det krævede 2/3-flertal blandt FNs medlemslande på general-forsamlingen, er det langt fra sikkert, at præsident Abbas overhovedet når så langt. En afstemning på generalforsamlingen kræver ifølge FNs statutter en ”anbefaling” fra sikkerhedsrådet. Selvom der også i denne instans findes et komfortabelt flertal for initiativet – 11 af i alt 15 rådsmedlemmer - har USA allerede nu antydet, at de vil blokere forslaget med deres vetoret. Alt tyder på, at Tyskland og Bosnien-Herzegovina vil følge USAs position. Storbritannien har indtil nu afholdt sig fra at tage stilling. Skulle USA fastholde deres veto, vil sikkerheds-rådet ikke kunne anbefale, at der gennemføres en formel afstemning om Palæstinas optagelse som fuldgyldigt medlemsland i FN.
Alternative muligheder
I denne situation kunne Mahmud Abbas via et andet medlemsland fremlægge en resolution på FNs generalforsamling, som går ud på at anerkende en palæstinensisk stat,
uden at der følger et FN medlemskab med. Det forudsigelige flertal for sådan et forslag vil ifølge en ekspertvurdering på den tysk-franske TV-kanal ’Arte’ medføre en væsentlig ophøjelse af
Palæstina med efterfølgende diplomatisk anerkendelse fra en stribe lande. Samt en intensivering af økonomiske, politiske og kulturelle relationer til disse lande. Israel ville dermed komme under
et forstærket internationalt pres ift. den folkeretslige illegitime besættelse af den anerkendte palæstinensiske statsdannelse.
Den palæstinensiske venstrefløj splittet
Kritiske stemmer fra den palæstinensiske venstrefløj advarer i palæstinensiske medier som ”Electronic Intifada” og på offentlige debatmøder rundt omkring i de
palæstin- ensiske områder mod sådan et initiativ. De mener, at dette vil føre palæstinenserne i en blindgyde, da en palæstinensisk stat indenfor grænserne af 1967 – før Israels militære
okkupation af palæstinensisk territorium (1) – vil føre til ”Bantustans” som i Sydafrika under apartheidregimet.
Mens de revolutionære palæstinensiske organisationer ’Den demokratiske Front til Palæstinas Befrielse’ - DFLP og ’Folkefronten til Palæstinas Befrielse’ – PFLP (2) kritisk støtter initiativet, er folk fra det Alternative Informationscentrum mere skeptiske. Der blev spurgt, hvem der har givet præsident Abbas mandat til sådan et initiativ, da palæstinenserne ikke er blevet spurgt herom eller har kunnet deltage i tilblivelsesprocessen.
Offentligt debatmøde i Beit Jala
Særlig mange kritiske stemmer ytrede sig ved et offentligt møde den 9. september 2011 i Beit Jala på Vestbredden. Her spurgte en af de tilstedeværende, om dette initiativ også indeholder palæstinensiske flygtninges ret til (3) at kunne vende tilbage. En anden deltager spurgte, om en to-stats løsning ville være ensbetydende med, at dele af det historiske Palæstina endegyldigt vil være tabt, eller om kravet om retten til at leve i de palæstinensiske områder fra 1948 vil kunne opretholdes. En palæstinenser fra Aida-flygtningelejren i Betlehem spurgte, hvordan denne stat skulle tage sig ud og hvordan dens styreform skulle være:”Her har vi Betlehem, der Ramallah, derovre Nablus og Vestbredden og Gaza er stadigvæk adskilt fra hinanden”.
”Når det sydlige Sudan kan skabe en selvstændig stat indenfor 48-timer, må vi også kunne det”
Mens Hamas’ ledelse ikke overraskende ligeledes kritiserer initiativet og betegner det som en ”ikke-aftalt ensidig afgørelse fra Mahmud Abbas..”, findes der også en
hel del tilhængere af initiativet i FN.
Mustafa Barghouti fra „ Partiet af det nationale palæstinensiske initiativ“ mener, at Abbas-initiativet kan ses som del af den ”diplomatiske kamp mod Israel“. Såfremt det bliver sat i en sammenhæng med et ”modstandens diplomati”. Palæstinenserne har ikke tænkt sig at forblive ”Apartheidens slaver indtil deres livs ende” og ”Når det sydlige Sudan kan skabe en selvstændig stat indenfor 48-timer, må vi også kunne det”, slutter Barghouti. (autonom info-service)
Noter
- De zionistiske bosætteres oprindelige plan om at indtage hele Jerusalem blev realiseret under den anden omfattende militære konfrontation i 1967-krigen . Efter erobringen af Jerusalems arabiske østdel rev israelerne et helt kvarter i bydelen ned og jog 6.000 beboere bort. Der blev etableret en jødisk bosættelse midt i det arabiske kvarter med det formål at opsplitte den palæstinensiske menighed . Siden 1993 har de israelske myndigheder tilbygget et tomt område mellem Jerusalem og den jordanske grænse for at demonstrere deres foragt for FNs fordømmelse af Israels anneksion af Jerusalem. De palæstinensiske indbyggere i Jerusalem blev allerede i 1952 underkastet diskrimination, idet den israelske lov ” Law of Entry ” betyder, at palæstinenserne i Jerusalem mister deres opholdsret i byen , hvis de bosætter sig et andet sted i mere end 7 år, f.eks. i forbindelse med et længerevarende studie/arbejdsophold. (kilde Palæstinas tragedie ).
- Se artiklen Palæstinas venstrefløj
- De jødiske bosættere proklamerede den 14.maj 1948 staten Erez Israel (”landet Israel”) for dannet. Statsdannelsen skete hen over hovedet på den arabiske del af Palæstinas befolkning og udløste i 1948 en væbnet konfrontation mellem Israel og de arabiske landes dårligt udrustede og indbyrdes konkurrerende hære. Krigen endte som bekendt med Israels militære sejr. Omkring 750.000 palæstinensere blev fordrevet og Israels store territoriale udvidelser gik langt ud over FNs oprindelige delingskoncept. Idag lever omkring 4 millioner palæstinensere udenfor Palæstina – heraf udenfor den arabiske verden: omkring 500.000.
