Et interview med en anarkist, der deltog i demoen mod Putin-styret i Moskva den 10. december 2011.
Den 4. 12. 2011 var der parlamentsvalg i Rusland. Som det er blevet sæd- vane gennem det seneste årti, var valget præget af massiv valgsvindel til fordel for regeringspartiet ”Forenet Rusland”. Denne gang har det udløst de største protestbølger i mange år. Iagttagere beretter, at mange mennesker som aldrig tidligere har været politisk aktive, nu går på gaden.
- Den 10. december var der anmeldt protestdemonstrationer i mange russiske byer. Den største fandt sted i Moskva. På trods af et voldsomt politiopbud på 50.000 cops, demonstrerede op til 100.000 mennesker i den russiske hovedstad. Anarkister var også blandt deltagerne. Vi bringer her et interview med anarkisten Olga, der var med.
”Vrede over uretfærdigheden var den
dominerende følelse...”
- Hele ugen har det ulmet. Nogle siger, at det ikke er noget særligt – andre taler om revolution. Hvad mener du om stemningen i Moskva?
Olga: Jeg tror, folk er SÅ trætte af, at man hele tiden lyver for dem. Og de vil simpelthen sige noget mod det.
- Hvem er det, der er gået på gaden? Det siges, at der var mange unge mennesker?
Olga: Der var rigtig mange unge, men især folk fra de mellemste generationer, som ikke vil finde sig i at blive snydt og bedraget.
- Tror du, de demonstrerer igen?
Olga: Jeg tror, der kommer flere lignende manifestationer og demonstrationer, og jeg håber at der kommer endnu flere mennesker.
- Hvordan var stemningen ?
Olga: Vrede over uretfærdigheden var den dominerende følelse.
- Forløb det fredeligt? Demonstranterne var jo meget vrede ... ?
Olga: Det foregik helt fredeligt. Demonstranterne var almindelige beboere, der ikke havde lyst til konfrontation med det bevæbnede og godt organiserede politi.
- Hvordan var politiets adfærd ?
Olga: Så vidt jeg kunne forstå, havde de fået ordre til ikke at anholde nogen.
- OK. Hvordan gik det så ? Til at begynde med samledes I på Revolutionspladsen?
Olga: Ja. Først måtte vi gå gennem politiets opstillede metaldetektorer. Vi mødtes og gik i samlet flok til Bolotnaja pladsen. I vores blok var der et par hundrede kammerater.
- Hvad med de trotskistiske og stalinistiske grupper og andre socialister ?
Olga: Vi ville klart afgrænse os fra de andre ved at gå i en selvstændig blok. En tid gik der en gruppe højreekstremister med ”world wide white pride” faner lige bag os. Vi piftede og råbte ad dem, så de valgte at gå en anden vej for at undgå konfrontationer. Ved siden af os gik folk fra ”Venstrefronten”.
- Hvordan reagerede folk på gruppen af højreekstremister?
Olga: Jeg hørte verbale konfrontationer – ikke mere.
- Og hvad med anarko-blokken. Tog folk imod jeres flyer?
Olga: Der var mange, som spurgte, hvem vi er og tog imod vores flyer eller købte vores tidsskrift. Men da vi nærmede os scenen og råbte vores paroler, blev vi beskyldt for at være provokatører. En mand spurgte, hvor han kunne parkere sin bil for at undgå, at den blev brændt af. Vi forklarede ham så, at vi ikke brænder hans bil af. Så tilsluttede han sig vores blok :-)
- Hvilke forventninger havde anarkisterne til demonstrationen ?
Olga: Vi havde regnet med, at der ville komme rigtig mange mennesker. Vi var rolige og men regnede også med det værste.
- Var der truffet en beslutning om at forholde sig ”roligt” ? Altså ikke at slå på nazier og strissere eller smadre butiksvinduer?
Olga: Under så stort et politiopbud var det klart for enhver, at det ville ikke gå. Der var ingen, som ville gøre noget sådant. I de sociale netværk diskuterede og overvejede man forud for demonstrationerne, hvordan man burde forholde sig.
”Jeg sidder tilbage med en følelse af, at vi var statister for den liberale opposition..”
- Hvad har protestdemonstrationerne betydet for anarkisterne ?
Olga: Vi burde være mere talrigt tilstede i demonstrationerne. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at vi var statister for den liberale opposition. Det lykkedes desværre ikke for os at trænge igennem til ret mange med vores politiske positioner.
Jeg tror nu nok, det er gået op for mange, at der også var anarkister blandt demonstranterne. Og flertallet har intet til overs for den liberale opposition.
- Demonstrationerne var da et godt terræn at møde andre mennesker på . Meget bedre end blot at sidde derhjemme, ikke ?
Olga: Men vi må komme op på et andet plan. Det er min vurdering, at vi intet beslutter, men kun bringer en ny regering til magten – én der ikke er bedre end den gamle.
- OK. Hvad mener den anarkistiske bevægelse om dette ?
Olga: Jeg kan ikke tale på bevægelsens vegne. Men jeg personligt mener, at vi må gøre mere for at komme ud blandt folk og formidle vores positioner i tydelig form og med klart sprog.
- Hvordan vil situationen nu udvikle sig? Kommer der en revolution, selvom den bliver ”lille”. Måske en snerevolution? Er der overhovedet sne?
Olga: I dag er der forresten faldet sne, der straks blev til smat. Meget symbolsk.
- Du ser altså pessimistisk på fremtiden?
Olga: Jeg tror ikke, det frie samfund bryder ud i morgen.
- Nuvel, men måske er det faktum, at så mange mennesker er gået på gaden, skønt de vidste, at de kunne risikere at blive slået ned og anholdt, et tegn på, at de er blevet en smule mere fri?
Olga: Ja. I bevidstheden er folk blevet friere og jeg håber, de bliver ved med at give deres mening til kende.
(Kilde: Indymedia.de. Oversat og let forkortet af autonom info-service).
Siden den 4. december er omkring 1600 demonstranter blevet anholdt. En del af dem er blevet varetægtsfængslet.
