Taber af valget i Iran: Befolkningen

Fredag den 14. juni 2013 kan Irans befolkning vælge ml. regimets kandidater.

Mens det er uklart, hvem der vil blive valgets sejrherre (kun mænd kan opstille!), står valgets taber allerede nu klart: Det iranske civilsamfund i alle dets afskygninger.

Alt tyder på, at den eksisterende repression mod faglige og politiske oppositionelle og mod folk med anden kønspolitisk identitet end mainstream hetero vil blive yderligere skærpet. Således har det iranske parlament umiddelbart før valget vedtaget en ny islamisk straffelovgivning, der åbner op for at henrette oppositionelle, der anklages for at være en ”fare for den nationale sikkerhed”.

• Hvem er de 8 kandidater, der er udvalgt af revolutionsvogterne ?

Fredag d. 14. juni 2013 finder det 11. præsidentvalg i Iran sted. De iranske magthavere kalder det ”islamisk valg”. 130.000 valglokaler i 285 byer og landsbyer er blevet oprettet og befolkningen i Iran har mulighed for at vælge mellem undertrykkernes kandidater. Iran har idag ca. 73 millioner indbyggere. Ifølge den iranske indenrigsminister Mostafa Mohammed Najjars oplysninger til medierne findes der i Iran 50.483192  stemme- berettigede.

Oppositionen mener sam- stemmende, at valget udelukkende tjener til mobilisering af befolkningen, som med deres deltagelse skal legitimere det fundamentalistiske præstestyres diktatur. Ved dette valg er valgets aldersgrænse igen blevet sat op fra 16 til 18 år. Det er åbenlyst, at regimet er usikker på den helt unge generation af iranere.

8 udvalgt af ialt 686 kandidater

Af de ialt 686 kandidater der ville stille op til præsident- valget, blev følgende udvalgt som ”værdige” af det islamiske ’Vogternes Råd’:

Saeed Jalili, Ali Akbar Velayati, Hassan Rouhani, Mohammed Bagher Qalibaf , Gholam Ali Haddad-Adel, Mohsen Rezai, Mohammed Gharazi, Mohammed Reza Aref.

Mohammed Reza Aref og Gholam Ali Haddad-Adel trak deres kandidatur tilbage i ugens løb. Med undtagelse af Hassan Rouhani, tilhører de resterende kandidater de herskende magtcirkler, de såkaldte ”principalister”.

De 8 kandidater, der er udvalgt af revolutionsvogterne:

Saeed Jalili, har i følge politiske iagttagere større chance for at vinde præsidentvalget end Rohani. Jalili er kendt for siden 2007 at have repræsenteret Iran ved atomforhandlingerne. Saeed Jalili står magthaverne omkring Ali Khamenei særlig nær og bliver betragtet som den afgående præsident Mahmoud Ahmadinejads favoritkandidat.

Jalili mener, at statsapparatet må befordre Bassij-tankegangen og omsætte den i hele statsapparatet. Den iranske politik må basere på ”den islamiske revolutions idéer”.

Bassij-militserne er paramilitære enheder af frivillige (de får en lille men eksistensiel løn af staten), som blev indsat under Irak-Irankrigen som selvmordsattentatsmænd. De blev senere forbillede for den libanesiske shiitiske Hisbollah-bevægelse.

Ali Akbar Velayati, er medlem af ”Fronten af tilhængere af Imam-linjen og lederen”. Han var udenrigsminister fra 1981 under Ayatollah Khomeini, (den politiske og åndelige leder af den ”islamiske revolution”), og sad på denne post indtil 1997. Han repræsenterer landets højreorienterede konservative traditionalister.

Traditionalisterne har ifølge oppositionelle vurderinger kun ringe opbakning fra Bassij-militserne på grund af generationsforskelle.

Ali Akbar Velayati anklages for at tilhøre den gruppe af iranske politikere, der har opbygget et netværk af hemmelige efterretningsstrukturer, der udfører anslag mod oppositionelle iranere, men også mod jødiske kultursteder især i Latinamerika. I valgkampen præsenterer Velayati sig som den ”islamiske nations redningsmand”.

Mohammed Bagher Qalibaf , var tidligere revolutionsvogter og har offentligt pralet af, at han deltog i knippelindsats mod studenter- revolten for nogle år siden. Er idag Teherans overborgmester. 

Mohsen Rezai, general og moderat konservativ politiker. Var fra 1981 til 1997 en af de ledende kommandanter af de iranske revolutionsgarder Pasdaran. I et interview i det progressive tyske dagblad Süddeutsche Zeitung (10. maj 2009) betegnede han Ahmadinejads politik som ”vejen direkte i afgrunden”. Hans politiske forestillinger balancerer mellem islamisk revolutionær udenrigspolitik og forsoning med USA og EU. 

Mohammed Gharazi, var olieminister fra 1981 til 1985 og derefter indtil 1997 post – og telekommunikationsminister. Efter tilblivelsen af den ”islamiske revolution” i 1979/1980 har Gharazi haft forskellige positioner i revolutionsgarden Pasdaran og i offentlige embeder i den iranske del af Kurdistan. Han var en nær kampfælle af Ayatollah Khomeini, som han i 1979 ledsagede fra hans eksil i Paris tilbage til Iran. Gharazi hører til kredsen omkring revolutionslederen Ali Khamenei.

       ________________________________________

• Ifølge de nyeste prognoser fra IPOS-institutet vil Rouhani få omkring 38 procent, overborgmesteren Qalibaf 24,6 procent, atomforhandleren og Ali Khamenei’s favorit Jalili 12,6 procent. Hvor stort valgdeltagelsen er melder prognoserne intet om....

Alt tyder på, at den eksisterende repression mod faglige og politiske oppositionelle og mod folk med anden kønspolitisk identitet end mainstream hetero vil blive yderligere skærpet. Således har det iranske parlament umiddelbart før valget vedtaget en ny islamisk straffelovgivning, der åbner op for at henrette oppositionelle, der anklages for at være en ”fare for den nationale sikkerhed”.

Uafhængig af hvem der bliver Irans nye præsident, så vil de statslige organer fremover i henhold til paragraf 286 anklage menneskerettighedsaktivister, oppositionelle og folk med andre trosretninger for at være til ”fare for den nationale sikkerhed”. Dette kan fra nu af straffes med henrettelse.

(autonom infoservice)

• 3 ud af 104 fængslede kritiske journalister i Iran: