Filmanmeldelse: Drabet - Mellem politik og skæbnedrama

 

____________________

Filmen Drabet er et hudløst portræt af middelklassen. I centrum står en aldrende venstreorienteret mandlig gymnasielærer og hans identitetskrise. Historiens politiske udgangspunkt fortoner sig i filmens anden halvdel, hvor et personligt skæbnedrama træder i forgrunden.

Med en insisterende cellos gennemtrængende melankoli og en betagende flyvetur ud over Stevns Klint starter instruktøren Per Fly den sidste del af sin filmtrilogi om under-, middel- og overklassen i dagens Danmark.

Den 52-årige Carsten, formidabelt spillet af Jesper Christensen, er en engageret venstreorienteret gymnasielærer. Hans ægteskab med Nina (Pernilla August) er blevet til et rutinepræget forhold udspændt mellem lønarbejde, tomhed og indbyrdes overfladiske omgangsformer.

Carsten har et forhold til en tidligere elev, Pil (Beate Bille), som er med i en venstreradikal, militant anti-krigsgruppe. Mens hun i første omgang er betaget af hans viden og erfaringer, fascineres han af hendes spontanitet og lidenskabelige revolutionære fremfærd.

 

De bindes sammen i heftige seksuelle seancer i det mondæne nordsjællandske sommerhus med udsigt til havet og himlen.

En nat gennemfører Pils revolutionære gruppe en aktion imod en virksomhed, der producerer våben. Aktivisterne ødelægger computere og andet teknisk udstyr. En TV-avis fortæller os baggrunden for aktionen ved at vise optagelser fra en aktuel krig, hvor der bliver kastet højtteknologiske bomber ned over et område med mange civile ofre som følge.

Forbindelsen til USAs og Natos krig i Afghanistan eller Irak er nærliggende. Skildringen af aktionens politiske kontekst er sober.

 

Men filmen svækkes afgørende i fundamentet for den videre handling, idet et skæbnesvangert drab på en politimand skildres i en temmelig fortænkt og konstrueret scene: Da alarmen går og aktivisterne kører bort fra stedet i fuld fart, springer en politibetjent ud foran bilen og placerer sig et par meter fra forruden med trukken pistol. Hvorpå han køres ned og dør.

Det er en total urealistisk iscenesættelse, som enhver førsteårs politielev vil grine af, og som tilsyneladende kun har et eneste formål: At fremhæve og stilisere politibetjenten som sagesløst offer for de anti-imperialistiske aktivister.

Da filmen har tydelige, men overfladiske referencerammer til den såkaldte Blekingegadegruppe er det mærkværdigt, at instruktøren ikke benytter lejligheden til at gengive hændelsen, som den var i virkeligheden.

Blekingegadegruppen var en del af Manifest - Kommunistisk Arbejdsgruppe, Manifest-KAG, der opstod i 1978 som politisk splittelse fra Kommunistisk Arbejdskreds, KAK, en maoistisk strømning med historiske rødder i den kinesisk-sovjetiske konflikt i starten af 1960`erne (jf. opslaget om Manifest-KAGs historie og opslaget om Blekingegadesagen i Leksikon for det 21. århundrede (www.leksikon.org)).

 

En del af Manifest-KAG lavede illegalt støttearbejde i form af bank- og pengerøverier til fordel for bl.a. PFLP.

I det drama, som instruktøren refererer til, tog en politimand rollen som Rambo og skød hæmningsløst ind i aktivisternes flugtbil bagfra. En aktivist skyder tilbage og dræber efter al sandsynlighed utilsigtet den skydegale politibetjent.

Hvis filmen havde leveret en realistisk og sandfærdig fremstilling af hændelsen, ville det have højnet filmens niveau og drejet den ensidige moraliseren til et mere interessant plan om forholdet mellem årsag, virkning og ansvar.

Efter drabet bliver Pil og to andre aktivister varetægtsfængslet. Gymnasielæreren Carsten støtter Pil solidarisk i fængslet og lader sig samtidigt skille fra sin kone. Han kommer i mediernes søgelys, stigmatiseres som terroristsympatisør og må som konsekvens heraf forlade sit job.

Skolens rektor, som var Carstens personlige ven, serverer kaffe og forklarer, at han er nødt til at fyre ham. Skolens rygte, i virkeligheden hans egen position, er i fare - det kan Carsten da nok forstå?

 

Det er en stærk scene, som genoplivede mine egne erfaringer som autonom aktivist. Alene på grund af aktiviteter i solidaritet med politiske fanger har en hel del venstrefløjsfolk reageret per refleks i forhold til mit og andres solidariske engagement, f.eks. til fordel for den schweiziske anti-imperialist og PFLP-medlemmet, Marc Rudin..

Marc Rudin blev anholdt i Tyrkiet i 1991 og udleveret til Danmark i 1993. Han blev idømt 8 års fængsel for deltagelse i Blekingegadegruppens postrøveri i Købmagergade, hvor den omtalte politibetjent blev dræbt.

 

I de efterfølgende 4 år var Marc Rudin udsat for total isolation og permanente chikaner. På et tidspunkt blev han så syg, at hans liv decideret var i fare.

Først da autonome aktivister besatte Socialdemokratiets gruppeværelse i Folketinget og der samtidigt blev gennemført aktioner og demonstrationer i over 10 lande, begyndte medierne at interessere sig for hans situation. Derefter forbedredes fængselsbetingelserne for Marc Rudin væsentligt. Han blev løsladt i februar 1997 og udvist til Schweiz.

 

Mange venstrefløjsfolk har reageret med fordømmelse og manisk afgrænsing overfor mig og solidaritetsarbejdet uden at have de mindste forudsætninger eller uden nogen form for indsigt. Det er bl.a sket ud fra pressens opfindsomme sensationsartikler om min person.

Da Carsten besøger Pil i fængslet, og hun tavs og resolut tager sin bluse af for at vise ham de blå mærker på hendes overkrop, bliver han først chokeret, så rasende. "I har sgu tævet hende! I har sgu tævet hende!" råber han fortvivlet, mens han bliver smidt ud af besøgscellen.

Det er en enkel scene, der på sin vis opsummerer kritikken af de faktiske fængselsforhold.

 

Skønt politikere og embedsmænd fabler om individets ukrænkelighed i det "demokratiske" samfund, så er fangernes elementære rettigheder oftest kun formelle og kan til hver en tid tilsidesættes i repressionsmaskinen.

Desværre fortoner denne vedkommende og samfundsrelevante ansats sig i det blå og slutter ved filmens egentlige ærinde: Den aldrende Carstens bristede illusioner og personlige op- og nedture i forholdet til aktivisten Pil.

Helt i overensstemmelse med dansk lovgivning (og med processen mod aktivisterne fra Manifest-KAG) kan gruppen heller ikke i filmen dømmes kollektivt for et enkelt medlems handlinger. Pil og hendes kammerater bliver løsladt, og hun flytter sammen med Carsten i hans nye lejlighed på Nørrebro.

Forholdet går hurtigt i stykker, først og fremmest fordi Carsten opgiver sine selvstændige gøremål og udelukkende definerer sig i forhold til Pil.

Den dræbte politimands kone, som senere begår selvmord, dukker gentagne gange op hos dem. Hendes desperation, vrede og voldsomme sorg eskalerer den latente spænding mellem Pil og Carsten.

Pil kræver et forhold mellem to selvstændige mennesker. Carsten er isoleret i afhængighed af Pil og er derfor drevet af trang til at kontrollere hende. Hun tager konsekvensen og flytter tilbage til sit kollektiv og sine politiske kammerater.

Da et forsøg på at få Pil tilbage mislykkes, forsøger Carsten i et anfald af jalousi og samvittighedskvaler at stikke Pil til politiet. Dette bliver afvist som påstand uden reelle beviser.

"Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal slutte det nu!" er hans afskedsreplik til politiet, før han forvinder ud af billedet.

 

Filmen slutter med hans resolutte march på skrænten ved Stevns Klint. Med sit dragefly under armen - på vej i en tilstand uden faste holdepunkter, det frie fald mod ukendte tilstande.

Filmens temaer er højaktuelle. I en verden, hvor oprør, frihedskampe og mange former for udenomsparlamentariske aktiviteter af magthaverne stigmatiseres som terrorisme, sidder skildringen af venstrefløjens synspunkter lige i øjet.

Det er bare ærgerligt, at filmen ikke lever op til sit eget samfundskritiske udgangspunkt. I stedet glider den af i klichéfyldt moraliseren og personfikserede identitetskriser.

 

Tilbage står spørgsmålet, hvorfor det er så svært for instruktører i Danmark at lave politiske venstreorienterede, samfundskritiske film a la Ken Loach, Margaretha von Trotta, Costa Gavras, Bo Widerberg, Bernado Bertolucci, Pierre Pasolini, you name it!

 ___________________

Alfred Lang er tidligere aktivist i en autonom gruppe. Han arbejder i dag som freelancejournalist og korrespondent.

 

Drabet. Instruktion: Per Fly. Manuskript: Per Fly, Dorte Høeg, Kim Leona, Mogens Rukov. Fotograf: Harald Gunnar Paalgard. Klipper: Morten Giese.