Nicaragua tur/retur – et interview med en tidligere solidaritetsaktivist

I maj 1986 blev 12 vesttyske internationalister bortført af den USA finansierede contra-guerilla i det nordlige Nicaragua.

____________________

I et INTERVIEW fortæller Dagmar Vogel, en af de  bortførte solidaritetsaktivister, om de dramatiske hændelser…

International solidaritet

Straks efter bortførelsen blev der iværksat en international kampagne for at redde internationalisternes liv. I København gennemførte en gruppe autonome i samarbejde med aktivister i Tyskland og Italien en række koordinerede solidaritetsaktioner.

Blandt andet en oplysningskampagne om USA's massive forsøg på at destabilisere Nicaraguas folkelige magtorganer samt en underskriftsindsamling blandt folketingsmedlemmer, der henvendte sig til den ansvarlige Reagan-administration for at kræve omgående løsladelse af de bortførte internationalister.

Ukendte aktivister supplerede kampagnen med militante nålestik-aktioner imod den amerikanske og tyske ambassade i København.

                          _________________________________________

  • Impressioner fra sandinisternes revolution (Forstør ved at klikke på billedet):

______________

INTERVIEW

  • For 30 år siden rejste du til Nicaragua, hvor den sandinistiske befrielsesfront FSLN kæmpede hårdt for at forsvare den revolution, der i 1979 havde styrtet Somoza-diktaturet. Sammen med 11 andre vesttyske solidaritets- aktivister tog du til Jacinto Vaca, en landsby ca. 260 km øst for hoved- staden Managua. Byen befandt sig midt i det borgerkrigshærgede område, hvor Contra’erne der var opbygget af USA, gennemførte terrorangreb hver eneste dag. Var du bevidst om,  hvilken farlig situation, du bevægede dig ind i?

Dagmar: I gruppen jeg rejste med havde vi naturligvis sat os ind i situationen i landet, og vi vidste godt, at det område, vi rejste til var mere udsat for Contra-angreb end så mange andre regioner. Men det havde også vist sig, at de landsbyer hvor der opholdt sig tyske eller andre internationale solidaritetsarbejdere, ikke blev angrebet.

- Deres tilstedeværelse var en form for beskyttelse af befolkningen dér. Kort tid før vores afrejse forandredes situationen. To forskellige projekter, hvor tyske solidaritets- aktivister deltog, blev overfaldet af Contra’erne.

  • Hvad var jeres opgave i Jacinto Vaca ?

Dagmar: At bygge huse til mennesker, der var flygtet fra Contra’erne oppe i bjergene. Ofte var al deres ejendom og alt deres kvæg blevet taget fra dem – de havde for det meste intet overhovedet, da de flygtede ned til byen. Det projekt vi deltog i skulle give dem mulighed for at bosætte sig i nærheden af byen og ernære sig ved at deltage i produktionen i det lokale kakaokooperativ.

  • Allerede ti dage efter I var ankommet d. 17. maj 1986, blev landsbyen angrebet af Contra’er. Solidaritetsarbejderne og en del landsbybeboere blev bortført…

Dagmar: Ja, det skete i de tidlige morgentimer, at landsbyen blev angrebet. Vi søgte ly i et beskyttelsesrum under vores hus. Der gemte vi os i lang tid, indtil vi blev opfordret til at komme ud. En af os, Miguel, var chilener. Contra’erne ville se vores pas, vi sagde til dem, at vi ikke havde vores pas på os, for hvis det kom frem, at Miguel ikke var tysk statsborger, kunne det blive meget farligt for ham.

- Da vi blev ført ud af landsbyen, så vi hele familier krybe sammen i beskyttelses- rummene under deres træhuse. Det var en forfærdelig situation, for vi vidste ikke: Hvad sker der med de mennesker, når vi er væk?

- Men kort tid efter rykkede den sandinistiske hær frem. Det kom til voldsomme sammenstød – gang på gang måtte vi kaste os ned på jorden. På et tidspunkt befandt vi os midt i en lysning og jeg søgte dækning lidt længere væk. 

Flere hundrede internationalister kæmpede sammen med det FSLN-ledede folkeoprør. Deriblandt tilhængere af den marxistiske guerillabevægelse i Argentina "Montoneros" (billede), samt nogle hundrede autonome fra Italien og Tyskland.
Flere hundrede internationalister kæmpede sammen med det FSLN-ledede folkeoprør. Deriblandt tilhængere af den marxistiske guerillabevægelse i Argentina "Montoneros" (billede), samt nogle hundrede autonome fra Italien og Tyskland.
  • Var det på det tidspunkt, det lykkedes dig at flygte?

Dagmar: Ja. Jeg kunne se de andre marchere videre. Jeg havde også set, at Miguel søgte at gå i dækning og at han blev ramt af skud. Jeg hørte, han råbte om hjælp og jeg løb hen til ham. Et projektil havde gennemboret hans ryg, han blødte voldsomt og var under chok. Jeg gav ham førstehjælp og så ventede vi, til vi blev fundet og bragt tilbage til landsbyen.

  • Du blev bragt til Managua for at tage kontakt til Vesttysklands ambassade og bede om hjælp…

Dagmar: I første omgang kom jeg og tre andre fra min gruppe, som det var lykkedes at flygte, til provinshovedstaden Juigalpa. Der holdt vi en pressekonference for at informere offentligheden om det, der var sket. Derefter tog vi til Managua. Her mødtes vi med andre tyske solidaritetsaktivister for at aftale de næste skridt.

- Da den vesttyske ambassadør pinsesøndag gjorde det klart, at han ikke kunne foretage sig noget før tirsdag efter pinsen, besatte 60-70 mennesker den tyske ambassade. Herfra begyndte vi vores pressearbejde.

  • De andre bortførte fra jeres gruppe kom først fri den 10. juni 1986. Situationen var kompliceret, fordi Vesttyskland var NATO-partner med USA, der havde opbygget Contra’erne…

Dagmar: Jeg var meget bekymret for de otte  andre. Næsten hver eneste dag var der angreb på lærere, læger, sundhedsarbejdere og repræsentanter fra FSLN. Mange af dem blev bortført og derefter dræbt, mishandlet, voldtaget. Det eneste særlige ved vores gruppe var vores tyske nationalitet.

- Motivet var øjensynligt, at Contra’erne og deres bagmænd ikke ville have øjenvidner til opbygningen af landet og frem for alt til deres terror mod civilbefolkningen.

  • Efter et par dage i Managua besluttede du at vende tilbage til Jacinto Vaca. Var der flere, der tog med?

Dagmar: Contra’erne havde erklæret, at solidaritetsbevægelsen ikke længere skulle regne med beskyttelse for deres angreb. De ville ikke acceptere, at regeringen blev støttet af internationalister. Men aktivisterne ville ikke lade Contra’erne stoppe solidariteten med den sandinistiske revolution.

- Derfor var vi ca. 60 aktivister, som tog tilbage for at forsætte det byggeprojekt, vi var kommet til Nicaragua for at sætte i værk.Selvfølgelig var angsten for endnu et overfald tilstede. Men vi følte os stadig privilegerede pga. vores tyske pas. Vi var der kun et par uger – hvad med indbyggerne i byen? De kunne ikke flygte fra den latente trussel… 

(Forstør ved at klikke på billedet):

  • Siden 1990 er der sket voldsomme tilbageskridt i Nicaragua. Mange, inkl. solidaritetsaktivister fra 80’erne, mener at den sandinistiske revolution er fuldstændig mislykket. Hvad er din holdning?

Dagmar: Tja, den historiske udvikling sker som regel altid i bølger. Ikke alt, som blev tilkæmpet dengang, er tabt. Jeg tror, at erfaringen at en revolution kan finde sted, at mennesker kan  organisere sig selv, at et sundhedssystem for alle kan skabes – alt det er kollektiv viden og det eksisterer fortsat den dag i dag.

- Naturligvis er jeg ked af, hvorledes det har udviklet sig i Nicaragua. Men jeg tror, at alle samfundsforandrende forsøg opnår noget, alene fordi de finder sted – og håbet må vi aldrig miste. 

_______________________________

Interviewet er oprindeligt offentliggjort i venstrefløjsavisen 'Junge Welt', d. 11. juli 2016 (printudgave). Oversat og let forkortet af autonom infoservice. 

____

PS.

Om Contra'erne

Måske skal det også nævnes, hvor omfattende den Contra terror-virksomhed, som Reagan-administrationen styrede var: Den ramte først og fremmest landbefolkningen og kostede omtrent 60.000 døde og alvorligt sårede. Et enormt tal i relation til landets ca. 5 millioner indbyggere dengang! 

              los contras                                                      USAs tidl. præsident Ronald Reagan

Med de mange mord på bønder, lærere, læger og faglige aktivister samt en hel del internationalister forsøgte Contra’erne at destabilisere de igangværende sociale og politiske reformer. Så som: Omfordeling af jord fra godsejerne til småbønder og landarbejdere, en omfattende alfabetiseringskampagne, opbygningen af en gratis sundhedssektor, udbredelsen af folkemagtsorganer fra neden, etc.

compañero Omar Cabeza (th)
compañero Omar Cabeza (th)

Boganbefaling

Hvis du er interesseret i folkeoprørets tilblivelseshistorie, kan du for eksempel læse den fremragende selvbiografiske roman af studenterlederen Omar Cabezas: ”Fire from the Mountain: The Making of a Sandinista”. New American Library, 1985. På dansk er der udkommet: Omar Cabezas: ”Bjergene er mere end en umådelig stor grøn slette”. Forlaget Klim, 1984  (al./autonom infoservice)