Hvorhen Argentina?

Argentina er værtsland for det kommende G20-topmøde, der finder sted i november 2018. 

  • I den anledning bringer vi et politisk portræt af landet. 

_______________            Vægmaleri i hovedstaden Buenos Aires 

  • Argentina er de sociale bevægelsers kamp for rettigheder stærkt afhængig af de aktuelle økonomiske konjunkturer på verdensmarkedet. Den selvorganiserede modstand har vundet en del sejre, da protesterne var godt timet. Nu er mange af disse sejre truet af statens angreb og det internationale konkurrencepres.   (Forstør ved at klikke på billedet): 
  • G20-topmødet 2018 i Argentina 

Så fjern og dog så nær: Argentina overtog formandskabet for G20 lige efter Tyskland og er nu igang med at planlægge det næste G20-topmøde, som skal finde sted i slutningen af november. 

Modstanden mod G20 topmødet i Hamburg, juli 2017
Modstanden mod G20 topmødet i Hamburg, juli 2017

Regeringen i Argentina lancerer en ”argentinsk illusion”, sådan lyder undertitlen i Gaby Webers nye dokumentarfilm ”Drømmen om den første verden” (se nedenfor).      Selvom Argentina overfladisk set virker som et samfund med synlige innovative kapitalinvesteringer, så ændrer det intet ved den katastrofale gæld og afhængigheden af vilkårene på det, der så harmløst kaldes for ”verdensmarkedet”. Her har det engang set bedre ud for Argentina.  

  • Arven efter Peron

Det moderne Argentina gik ind i det 20. århundrede med en kraftig befolkningstilvækst pga. masseindvandring fra Spanien, Italien og Polen. Splinternye storbyer voksede frem. Efter Anden Verdenskrig bød chancen sig for fremstød på det desolate verdensmarked, som den totale krig havde efterladt.              De voksende profitter fra agarproduktionen i dette korte såkaldte ’Window of Opportunity’ udnyttede general Juan Perón, Argentinas valgte populistiske præsident.                        Han indledte en flerfaset industrialisering, ledsaget af nationalisering og udbygning af infrastrukturen, med det mål at opnå det han propaganderede så stærkt for: ”økonomisk uafhængighed”.   

  • Peróns afpresning

Samtidigt formåede Perón ikke blot at lægge en dæmper på de mægtige anarkosyndikalistiske og pro-kommunistiske arbejderorganisationer.  Han fik sågar deres fulde opbakning pga. en række opsigtsvækkende indrømmelser: Betalt ferie, årspræmier, bedre arbejdsvilkår, forsikring mod arbejdsuheld, kortere arbejdstid, mindsteløn, sundheds-forsikring, priskontrol på levnedsmidler og husleje samt ikke mindst indførelse af en lovsikret pensionsforsikring for alle.

  • Autoritær statsliggørelse af klassekampen 

Prisen for dette var, at kun de fagforeninger som var kontrolleret af Perón fik gavn af de fleste ydelser. I kølvandet af denne veritable afpresning voksede det samlede antal fagforeningsmedlemmer, samtidig med at enhver form for selvorganisering brutalt blev knust.                                                                                                      Denne ’midlertidige succesrige’ model med autoritær statsliggørelse af klassekampen gav ikke blot det store flertal af befolkningen et ”genuint arbejde”, der var til at leve af.  Modellen skabte tilmed en gennemsnitlig levestandard, der var en af tidens højeste på verdensplan. 

                 - Juan og Evita Peron - 

___________________________________________________

Lønforbedringerne blev ikke opnået gennem frie forhandlinger, men i stigende grad gennem regeringsdekreter

De krav arbejderne fik indfriet gennem den peronistiske klassesamarbejds-politik, var fuldt ud forenelige med de mål, det voksende nye industriborger-skab satte sig.                            Arbejderne udgjorde den dominerede del af klassealliancen, men opnåede umiddelbare fordele ved at opgive sin selvstændighed.                              Bedre organisering indebar i denne periode ikke øget kampkraft, men øget integrering af fagforeningsbureaukrat-erne i en korporativ stat. Lønforbedringerne blev ikke opnået gennem frie forhand-linger, men i stigende grad gennem regeringsdekreter. 

  • Perioden efter Perons død

Det hævnede sig imidlertid, da den i Perón-æraen (1) påbegyndte industrialisering via omledning af landbrugsfortjenesterne, efter Peróns død i 1974 blev afviklet igen. Mens de selvorganiserede arbejdskampe fra slutningen af 1960erne radikaliserede sig på ny og peronismen ikke længere kunne holde dem i ave, agerede fagforenings-bureaukratiet i stadig højere grad som statens forlængede arm.

De vendte sig imod alle former for arbejderselvorganisering i tæt samarbejde med arbejdsgiverne. Fagbureaukratiet blev til slut en integreret del af det morderiske militærdiktatur (2), som herskede i Argentina fra 29. marts 1976 til 1983. 

 

    ______

Hvorhen Argentina?

  • Neoliberal indtil statsbankerot 

Som "mønsterland“ for ’Den Internationale Valutafond’ (IVF) ødelagde Argentina i militærdiktaturets periode landets egen industrielle infrastruktur, halverede reallønningerne og påbegyndte en privatiseringpolitik, der solgte ud af landets ressourcer.

Denne politik fortsatte efter genind-førelsen af parlamentarismen i 1983/84 og førte til statsbankerot. Omfattende privatiseringer af statsvirksomheder skabte store mængder arbejdsløse, der fra midten af 1990'erne med vejblokader "piquetes" (billedet tv.) etablerede en protestform, som udviklede sig til en massebevægelse.

I december 2001 allierede de sig med de såkaldte grydeprotester (cacerolazos) fra byernes middelklasse, hvis bankkonti var blevet indefrosset. Hundredetusindvis indtog gaderne i et rasende oprør, som inden for en uge jagede fem præsidenter fra deres poster. 

  • Moderate reformer – og indæmning af  oprørs-bevægelsen 

Resultatet var en peronistisk revival under (Nestor - og derefter hans kones Cristina - ) Kirchner-regeringerne fra 2003 til 2015. De udnyttede det forbigående økonomiske opsving til moderate sociale forbedringer og forstod at inddæmme protestbevægelserne via integration. Arbejdsløse blev opmuntret til at deltage i arbejdsbeskaffelsesprojekter, der ofte løb ud i sandet, fordi der manglede den tilstrækkelige finansiering.

De kollektive tilegnelser, først og fremmest de istandbesatte virksomheder, blev fortrængt, presset og delvist forvandlet til en do-it-yourself-billiglønsektor. Kirchner-regeringerne forsøgte hele tiden at komme selvorganseringerne i forkøbet – så disse fik en stabiliserende virkning, men ingen magt til selvbestemmelse. 

Arbejdere fra selvforvaltede virksomheder demonstrerer i Buenos Aires imod regeringens repressive tiltag
Arbejdere fra selvforvaltede virksomheder demonstrerer i Buenos Aires imod regeringens repressive tiltag
  • Fyringer – nedskæringer og migrationskontrol

Den nye liberalkonservative præsident Mauricio Macri forsøger nu at lokke uden-landsk kapital til landet med sociale forringelser og repression mod oprørsk arbejds-kraft. De informelle arbejdere, hvoraf mange kommer fra andre sydamerikanske lande, er direkte ramt af den nye migrationskontrol og af politiets stadig mere brutale overgreb mod befolkningen i byernes fattigkvarterer. 

Masseprotesterne mod fyringer og nedskæringer berører også disse arbejdere, men ikke på afgørende vis. For de regulært ansatte løn-arbejdere, især fagforeningernes medlemmer, forholder det sig lige omvendt: For dem drejer det sig om arbejdspladser og retten til pension, mens politivold og migrationskontrol ikke rammer dem så ofte.

Forskellige revolutionære socialistiske organisationer, der går til valg som venstre-fløjsalliancen FIT (Frente de Izquierda y de los Trabajadores), er den vigtigste ikke-peronistiske venstreorienterede politiske kraft. 

De er repræsenteret i parlamentet og har basis i samfundets forsk. sektorer, men arbejder i praksis meget forskelligt.  Ved masseprotesterne mod nedskær-ingspolitikken mobiliserede de dog samlet titusindvis af deltagende - og er konstant udsat for statslig repression.  Også ved kvindeprotesterne mod femi-zid (kvindedrab) og mod den reaktion-ære abortlovgivning var venstrefløjs-alliancen aktivt tilstede.  


Vejblokaderne (piquetes) og protesterne mod migrationskontrollerne bliver organi-seret af  arbejdsløshedsorganiseringen ”Polo Obrero" alene eller kun med ringe og flygtig støtte fra venstrefløjens øvrige miljø... 

'Polo Obrero' blokadeaktion i Buenos Aires, marts 2017
'Polo Obrero' blokadeaktion i Buenos Aires, marts 2017
  • Kampe på tværs af landegrænser

Argentina er det tydeligt, i hvor høj grad arbejdernes situation afhænger af deres kampe og deres politiske forbundsfæller.       

Den kendte parole fra de besatte virksomheder: ” Alt hvad vi har, har vi måttet tilkæmpe os” , gælder for hele arbejderklassen: Socialforsikringer, offentlige institutioner og arbejds- rettigheder – alt blev med protester, strejker, opstande og revolutioner presset ud af magthaverne. Og det hele står til enhver tid på spil.

Op til G20 topmødet i Argentina stiller der sig en række spørgsmål:          Hvem kommer krisen til at gå hårdest ud over? Med hvilke perspektiver og på hvilket grundlag beslutter arbejderne sig for at organisere modstand mod stat og kapital? Hvordan kan kampene omkring G20, migration og nation for-bindes med hinanden på tværs af landegrænser? ...(folk fra autonom infoservice)

Relateret

autonom infoservice 

 

Noter

  1. Juan Perón / 'peronisme' udviste en fabelagtig evne til at balancere mellem de politisk meget forskellige fløje indenfor peronistbevægelsen, men de stadigt stærkere modsætninger i det argentinske samfund tvang Perón til åbent at vælge side, og han valgte højrefløjen. Udrensningen af venstreorienterede peronister blev gennemført med rekordfart, og højredrejningen tog endnu mere fart, da Perón i juli 1974 døde, og blev efterfulgt af sin hustru.               Hun var totalt domineret af socialministeren, José López Rega, der bl.a. oprettede Alianza Anticomunista Argentina (Argentinas Antikommunistiske Alliance). En paramilitær organisation, der systematisk henrettede kendte aktivister fra den marxistiske og libertære opposition. Samtidig intensiverede guerillaen sine aktiviteter både i byen og på landet. Isabel Peróns regime manøvrerede mellem populistiske tiltag og brutal fremfærd mod den organiserede venstrefløj.
  2. I 1976 overtog de højreekstreme fløje indenfor militærledelsen magten i Argentina og suspenderede alle forfatningsmæssige og faglige rettigheder. Sidstnævnte dannede grundlaget for et lukrativt samarbejde med f.eks. General Motors, Chrysler, Mercedes Benz, Peugeot, Citroën, Tamet-Electronics, Olivetti, Siemens, ... I perioden 1976 – 81 bortførte og dræbte kupgeneral Jorge Rafael Vitelas (1948-2013) sikkerhedsstyrker omkring 30.000 oppositionelle – først og fremmest venstrefløjs – og menneskerettig-hedsaktivister. I 1983 erklærede de væbnede styrker i et dokument, at de ”forsvundne” var faldet i kamp mod anti-guerillastyrker.