Da feministisk aktion gik på gaden

Feministisk Aktion var en feministisk organisering, som nok følte sig forbundet med Rødstrømpebevægelsen, men som i sagens natur var helt anderledes.

• "Vores modstand skal ikke tæmmes!"  

Kvindetræffet i november 1994 var udtryk for en vilje til at følge den udenoms- parlamentariske, radikale kvindekamp op på et nyt plan. Således står der bla. i det grundlag for Feministisk Aktion, som blev vedtaget på træffet:

"Der er brug for en organiseret revolutionær kvindestemme, der både kan bide dvaskhedens progressive og de systembevarende kræfter i knæhaserne. En stemme, som ikke er bange for at gå imod strømmen, selvom det betyder at samfundets normer og love nogle gange må brydes.
Organiseringen skal være et radikalt feministisk alternativ til den tilpassede og integrerede kvindekamp og dens mangel på vision og systemuafhængig tænkning og handling. Vores modstand skal ikke tæmmes! Vi insisterer på vores ret til at tænke og handle ud over og på tværs af systemets logik.
Vores mål er ikke mindre end at ændre hele den måde, som systemet er bygget op på."

Det var en broget flok kvinder i alle aldre, som dannede Feministisk Aktion. I vores mange løbesedler og på plakater beskrev vi os selv som:

"....en offensiv, udenomsparlamentarisk og parti-uafhængig kvindeorganisering. Vi er enlige mødre, lesbiske, håndværkere, arbejdere, arbejdsløse og studerende. Det der er fælles for os alle, er at vi vil vil opbygge et radikalt, revolutionært, feministisk alternativ til den imperialistiske verdensorden, som bygger på sexisme, racisme og forbruger-kapitalisme."

Kvinderne i Feministisk Aktion fandt sammen fra forskellige retninger: Nogle havde 20 år som lesbiske aktivister på bagen, andre var netop begyndt at diskutere feminisme på deres skole. Selv stødte jeg til efter mange års engagement i den autonome bevægelse og i organiseringen Autonome Feminister, der eksisterede fra 1989 til 1995.

Autonome Feminister beskæftigede sig især med modstand mod gen- og reproduktionsteknologi, befolkningspolitik, anti-imperialistiske initiativer og solidaritet med kriminaliserede feminister.
Vi tog bla. del i den internationale solidaritetskampagne for de to tyske feminister Ingrid Strobl og Ulla Penselin, der i december 1987 blev varetægtsfængslet efter en storstilet politiaktion. De blev anklaget for medlemskab af hhv. RZ (Revolutionäre Zellen) og Rote Zora (en kvindebyguerilla), men blev løsladt af mangel på beviser og efter stort pres fra den samfundskritiske offentlighed.

Autonome Feminister udgav fra 1990 til 1995 tidsskriftet Courage, som var et forum for autonome feministiske analyser og diskussioner.

Triple Oppression

Feministisk Aktion satte sig som mål at vække kvindebevægelsen til live, at radikalisere, inspirere og provokere. Det politiske grundlag formuleredes på basis af Triple Oppression - et analyseredskab til forståelse af tidens komplicerede undertrykkelsesforhold og deres indbyrdes sammenhænge.

Begrebet Triple Oppression blev sidst i 1960’erne udviklet af sorte feminister i
USA og England - bla. af kvinder fra Black Panther Party. Dengang under 68’oprøret, revolterne og kvindebevægelsens opblomstring skærpedes de sorte kvinders bevidsthed om, at de befandt sig i et skæringspunkt, hvor de som kvinder undertrykkes af sorte mænd samtidig med, at de som sorte undertrykkes af hvide kvinder.

• Vi sagde: Ingen er frie før alle er frie!

Bevidstheden om dette og forsøget på at udvikle kampen for frigørelse skabte grundlaget for Triple Oppression, der kan anvendes som metode til analyse af forskellige undertrykkelsesformer i skæringspunkterne mellem sexisme, racisme og kapitalisme.

I 1990’ernes Danmark var en sådan tilgang også yderst relevant og anvendelig for os i Feministisk Aktion. Vi forsøgte i vores konkrete aktiviteter at afspejle og påpege, at kampene mod kvindeundertrykkelse, racistisk undertrykkelse og kapitalistisk udbytning er uadskillelige, fordi de er indbyrdes forbundet og flettet tæt sammen i utallige kombinationer. Det bringer ingen reel forandring, hvis man udelukkende fikserer sig på ét enkelt aspekt af undertrykkelse.

• Feministisk praksis

Hvordan udvikler vi den feminisme, vi står for? Hvad kan vi opnå med vores aktiviteter? Hvordan? Hvorfor? Hvornår? Diskussionerne om indhold og form i den feministiske kamp gik skarpt og livligt for sig i pamfletten "Den lille Møghætte", der udkom jævnligt de første år af Feministisk Aktions levetid.
Enige blev vi selvfølgelig aldrig. Men vi omsatte idéer til praksis og gennemførte en masse forskellige demonstrationer, aktioner, happenings, diskussionsfora, fester mv.

I 1995 var 8. marts - kvindernes internationale kampdag - en særlig 8. marts i København. På det tidspunkt var kvinder fra hele verden, fra alle kontinenter samlet til NGO-forum på Holmen i anledning af FNs sociale topmøde.
Feministisk Aktion organiserede derfor en stor, international 8. marts demonstration. Hundredevis af kvinder fra alverdens lande tog hinanden under armen og gik gennem byen i en voldsomt larmende demonstration.

• Paroler var bla.: Bekæmp sexisme og racisme, for fri abort, stop vold mod kvinder, løslad alle revolutionære fanger, styrk den internationale solidaritet.

De blev råbt på mange sprog den aften og vi var alle præget af en fælles følelse af levende forbundethed med hinanden. Det var en berusende oplevelse, som var med til at sætte krudt i de aktiviteter, der fulgte i årene efter.
Feministisk Aktion gjorde det til et fast indslag i bybilledet, at 8. marts og 25. november var dage, hvor man(d) kunne regne med, at hverdagens trivielle trafikræs for en tid blev fortrængt af kvinder i aktion for en anden verden.

• Skarpe og sjove, militante og opsigtsvækkende aktioner
  og happenings ...

I mellemtiden satte vi tidens spørgsmål til diskussion:

Feministisk anti-racisme, seksuel befrielse og kommercialisering, lesbianisme som politisk strategi, mode- og skønhedsidealer, queer-teori og kønsopfattelse, kvindehandel og vold mod kvinder, feministisk selvforsvar, kvinders kamp i Iran og Palæstina. Langs disse temaer blev der gennemført en lang række små og store, skarpe og sjove, militante og opsigtsvækkende aktioner og happenings.

• Ekstra Bladet besat 

En af de sidste aktiviteter fra Feministisk Aktions side fandt sted 8. marts 1999, hvor Ekstra Bladet blev besat.
Denne 8. marts ville den daværende socialdemokratiske justitsminister Frank Jensen (idag Københavns kommunes overborgmester...) profilere sig selv ved at afholde en høring om kvindehandel. Det fandt vi hyklerisk.
Men at andre, som f.eks. Ekstra Bladet tjener store summer på at udbyde kvinders kroppe til salg, det fandt vi afskyeligt, og derfor aktionerede vi imod denne avis ved at besætte redaktionslokalerne og hænge transparenter med feministiske slagord ud af vinduerne.

• I aktionserklæringen stod der bla.:

".....Vi sætter ikke vores lid til korrupte politikere og deres politi. For de er
del af det magtapparat, som netop skaber grundlaget for handlen med kvinder. Magtpolitikere deltager via EU aktivt i at underlægge Østeuropa og Rusland markedsøkonomiens uhæmmede hærgen.

For flertallet af østeuropæiske kvinder har det betydet, at de i dag står uden lønarbejdsmuligheder og uden de sociale rettigheder, de havde tidligere. Men så har de naturligvis altid en mulighed for at lade sig indrulle i kvindehandler-mafiaernes store og hastigt voksende virksomhed.

(...) Ekstra Bladet er en snylter, som tjener store beløb på at gøre kvinders kroppe til en vare. Det vil vi ikke finde os i..... og vi opfordrer alle kvinder til at boykotte denne kvindeforagtende sprøjte, der kalder sig selv en avis "... 

Oprørsdrømme 

Det 21. århundrede stod for døren og det var tiden, hvor Feministisk Aktion mistede sin pust og sin glød. Det var som om alt var gjort og prøvet og ingen kunne finde på noget nyt. Inspirationen var borte, organiseringen Feministisk Aktion forvandledes til et løst netværk kaldet Femikoo (Feministisk Koordinering) for til sidst helt at svinde ind og gå med strømmen.

       _______________________

Dan subversive kvindebander! Underminer den herskende samfundsorden!

Feministisk Aktion var en vidunderlig samling af ildsjæle for fuld udblæsning. Sammen følte vi en stor styrke og samtidig havde vi det så sjovt ! Vi var overbevidst om, at netop dette måtte smitte og brede sig til andre kvinder rundt omkring. Vi troede, vi kunne inspirere andre til at tage livet i egne hænder.
Dan subversive kvindebander! Underminer den herskende samfundsorden! Det troede vi på - eller gjorde vi? I hvert fald rakte vores energi, håb og drømme ikke udover os selv. Vi mistede vores fælles orientering og gik hver til sit eget lille livsområde. Men det er en cyklus, som er set så mange gange før. Det er en cyklus, mange oprørere har oplevet i tidernes løb og det er nok et vilkår, hvis man vælger at engagere sig politisk for drømme om en anden verden.
I dag er sangen i gaderne forstummet og de feministiske slagord forsvundet i tågeslør. Indtil videre.
Lige nu betyder globaliseringen, at de økonomiske og sociale kløfter mellem kvinder indbyrdes vokser så voldsomt, at det er et spørgsmål, hvad kvinder egentlig har til fælles, alene fordi de er kvinder. I disse brydninger ligger nok nogle af de afgørende feministiske udfordringer for fremtidens kampe for kvindefrigørelse.
 _________________________

Inge Kongsgaard Hansen er autonom, venstreradikal feminist. Artiklen er offentliggjort som bidrag i bogen "Kvinder stiller skarpt" i anledning af Dannerhusets 25 års fødselsdag.