Massive protester mod IMF-topmødet i Istanbul

7.oktober 2009. Den 6. - 7. oktober 2009 holder Den internationale Valutafond (IMF) sit årlige møde i Istanbul. Her mødes den globale kapitalelite og politikere med tilknytning til Den internationale Valutafond og Verdensbanken for at diskutere og aktualisere IMFs udplyndringsstrategier i de fattige lande i Afrika, Latinamerika og Asien.

Heftige sammenstød mellem demonstranter og paramilitære politistyrker har præget Istanbul de seneste dage. Hele den brogede tyrkiske og kurdiske venstrefløj samt mange internationalister var på gaden for at vise deres modstand mod den økonomiske og politiske verdenselites topmøde. 

• Se billeder og videofilm fra protesterne

• Læs om demonstrationerne

• Hvad er Den Internationale Valutafonds rolle?

Hvad er IMF

og Verdensbanken?

Den internationale Valutafond  blev sammen med Verdensbanken dannet i 1944 for at fremme det ”frie marked” og føre tilsyn med verdensøkonomien i de rigeste landes interesser, især USA's.

Lande har stemmeret i IMF i forhold til størrelsen af deres økonomier, ikke i forhold til deres folks behov. USA, som kun har 5 pct. af verdens befolkning, har 17 pct. af stemmerne i IMF. De største industrilande har tilsammen 45 pct. af stemmerne - mere end nok til at gennemtvinge den politik, de ønsker.

Verdensbanken yder lån til store infrastruktur-projekter som fx veje, dæmninger og kraftværker. Siden starten af 1980erne har banken også sammen med IMF ydet lån til struktur-tilpasning. Hovedparten af de nuværende lån bruges udelukkende til at betale renter af tidligere lån.

Den vold, som IMF og Verdensbanken lader hærge over almindelige mennesker, er forfærdelig. Ifølge UNICEF dør hver eneste dag omkring 25.000 børn i de fattige lande , fordi penge, der kunne være gået til sundhed, i stedet går til at tilbagebetale gæld. IMF og Verdensbanken overvåger gennemførelsen af struktur-tilpasnings-programmer (Structural Adjustment Programmes).

Omkring 200 selskaber, ledet af måske 1.500 rige mennesker, har tilsammen en omsætning svarende til mere end en fjerdedel af hele verdens produktion. Enkelte multinationale er større end mange lande. De fem største, ledet af ganske få mennesker, har en produktion, der er større end Mellemøstens og Afrikas tilsammen, eller dobbelt så stor som hele det sydlige Asiens. Disse få personer tager globale afgørelser om, hvad der produceres, hvem der har arbejde, hvor pengene bevæger sig hen, og hvem der lever i fattigdom.

Omkring 170 af disse multinationale har base i blot fem udviklede industrilande: USA, Japan, Frankrig, Tyskland og Storbritannien. De fleste af de andre findes i lande som Italien, Sverige, Schweiz, Holland og Belgien. Det er de lande, der dominerer IMF, Verdensbanken og verdenshandelsorganisationen WTO. De multinationale gør sig enorme anstrengelser for at sikre, at de har afgørende indflydelse på de vestlige industristaters regeringer.

De multinationale selsskaber har derudover dannet organer som European Round Table of Industrialists (bestående af europæiske selskabsdirektører), Transatlantic Business Dialogue (chefer for store selskaber på begge sider af Atlanten) og World Water Council, som fører kampagne for privatisering af vandforsyningen verden over.

Ingen af de mennesker, som sidder i disse organer, er valgt eller står til ansvar over for de almindelige mennesker, hvis liv de påvirker.

Den dagsorden, som IMF, Verdensbanken og WTO tvinger ned over verden, er de multinationales dagsorden.

Når hvilken som helst af disse organer taler om "tilpasnings-planer", så mener de tilpasning til de multinationales og deres milliardær-rige ejeres interesser. Når de taler om "frihandel", så taler de om de multinationales frihed til at bevæge sig ind og ud af lande efter forgodtbefindende.