De sidste 14 dage har Sydafrika været præget af den største strejkebølge siden apartheidregimets fald i 1994.
Landets offentlige sektor er stort set lammet. Derudover står 320.000 minearbejdere parat til at følge fagbevægelsen COSATUs opfordring til at udvidde strejken mod ANC- regeringen. De forhenværende alliancepartnere ANC og Cosatu udkæmper en magtkamp om Sydafrikas fremtidige kurs: Neoliberalistisk markedspolitik eller et socialpolitisk sporskifte?
To årtier efter at fagbevægelsen indtog en nøgleposition i kampen mod apartheidregimet, som endte med, at den Afrikanske Nationalkongres ANC overtog magten, er alliancen blevet brudt. ANC og COSATU udkæmper p.t. en magtkamp, der involverer store dele af det sydafrikanske samfund.
”at spise kager når man mangler brød”…
Sydafrikas præsident og ANC-regeringens leder Jacob Zuma tilbød de 1,3 millioner strejkende en forhøjelse af boligstøtten med omkring 530 kroner, mens den faglige landsorganisation kræver 750 kroner i boligstøtte og 8,6 procent lønforhøjelse. Regeringens tilbud blev af COSATUs generalsekretær Zwelinzima Vavi sammenlignet med Marie Antoinette tilbud om ”at spise kager når man mangler brød”…
ANC mister indflydelse hos den unge generation
Landets hårdeste overenskomstkamp siden apartheidsregimets fald i 1994 handler ikke bare om den krævede lønforforhøjelse, men i højeste grad også om den hidtidige alliances fremtid mellem det mægtige sydafrikanske fagforbund COSATU, Sydafrikas kommunistiske parti SACP - som ikke selvstændigt opstiller til parlamentet - og ANC. (1) Sidstnævnte påråber sig alliancens fælles fortid i kampårtierne, som efterhånden er ved at miste sin symbolske kraft blandt landets yngre generation i den sorte arbejderklasse og i slumkvarterene. Billedeliggjort ved sidste uges begivenhed, da Jacob Zuma sammen med ANCs topledere afholdt en mindegudstjeneste for anti-apartheidaktivisten Joe Matthews i Kapstadts St. George-Kathedral, mens de daglige strejkedemonstrationer gennemførtes upårørt et par kilometer derfra.
Ingen dialog mellem ANC-regeringen og de strejkende
Til medierne udtaler COSATU-lederen Zwelinzima Vavi, at den tidligere alliance er blevet ”funktionsudygtig” og ”...den er ikke engang mere istand til at indkalde til et frohandlingsmøde mellem parterne, fordi man er bange for, at hele den aktuelle konflikt kunne munde ud i et reelt spørgsmål om magten i det sydafrikanske samfund ”.
Visse regeringskanaler forsøger istedet for at praktisere desinformation om såkaldte ”hemmelige møder”. Mugwena Maluleke, talsmand for de strejkende, dementerer
denne manøvre overfor medierne: ”Vi havde ikke noget fællesmøde!” Han afviste derved cirkulerende medierygter om såkaldte ”hemmelige aftaler” mellem fagforeningen og regeringens repræsentant
Richard Baloyi, som er den offentlige sektors ansvarlige minister.
Ingen støtte og ”blanco-check” til ANC ved valget
Da krisen mellem ANC og landets fagbevægelse allerede i 2008 for første gang for alvor udbrød, lykkedes det for ANC-ledelsen at begrænse konflikten ved at erstatte Sydafrikas præsident og regeringslederen Thabo Mbekis, der stod for en neoliberalistisk regeringskurs med den mere venstreorienterede Jacob Zuma. Sidstnævnte er en af de mest prominente Zulu-politikere inden for ANC, hvor han som udgangspunkt nød stor opbakning fra en række venstreorienterede valgkredse og parti-interne grupperinger. Uafhængigt af det faktum, at han blev tvunget ud af regeringen i 2005 efter anklager om korruption.
Denne udskiftning kunne dengang redde den vakelvorne alliance fra den splittelse, som aktuelt ser ud til at være et faktum. COSATUs ledelse har allerede udtalt, at de ved det næste kommunalvalg ikke længere vil give sin støtte til ANC eller udstede en ”blanco-check” ligesom det var tilfælde i fortiden.
ANC-regeringens nyliberale strateg
COSATUs modstander nummer et er ”de facto premierminister” Trevor Manuel, som de ser som regeringens egentlige magtstrateg. Han officielle titel er ”præsidialminister for det nationale planlægningsudvalg” og hans funktion er at sørge for at holde den markedsorienterede nyliberalistiske kurs, som han allerede udøvede som finansminister under den tidligere afsatte præsident Thabo Mbeki. Denne politik bragte ifølge fagforeningspressen fodboldverdensmesterskabet til Sydafrika, men ændrede intet i forhold til den kollossale kløft mellem rige og fattige i landet.
320.000 minearbejdere står parat
Strejken blandt de offenligt ansatte vil muligvis i løbet af ugen blive udviddet til den private sektor, for reelt at etablere en tidsubegrænset generalstrejke, der kan lamme Sydafrikas økonomi. 320.000 minearbejdere står parat. Bilindustrisektoren – landets andenvigtigste branche med omkring 40 procent arbejdsløse, deltager allerede delvist i strejken. Senest på dette tidspunkt vil strejekampen have global betydning, når verdens aktiemarkeder og den sydafrikanske eksport vil blive berørt af det.
( al. / autonom info-service)
Note
1) COSATU blev dannet i 1985 gennem en sammenslutning af flere mindre fagforeninger. Målsætningen var skabelse af et ikke-racistisk, ikke-sexistisk og demokratisk Sydafrika. COSATU er underdelt i 21 branchefagforeninger med ialt flere end 2 millioner medlemmer. I 1994 indgik COSATU en treparts-alliance med ANC og det sydafrikanske kommunistiske parti - SACP.
- COSATU
- African National Congress
- South African Communist Party – SACP history webside
Kilde: Cosato on news24.com