Dødsnatten i Stammheim: Ny undersøgelse tilbageviser statens version

Den 18. oktober 1977 kl. 08.53 udsendte det vesttyske pressebureau dpa følgende melding: ”Baader og Ensslin har begået selvmord”.

Denne melding om RAF-fangernes død i højsikkerhedsfængslet Stammheim i byen Stuttgart angav lang tid FØR kriminal- tekniske og retsmedicinske undersøgelser havde fundet sted den retning, som de officielle undersøgelser og de fleste medier fulgte.

Nu har den tyske forfatter og IT-specialist Helge Lehmann udgivet en bog, som måske kan bidrage til, at sætte den officielle statslige version om RAF-fangernes kollektive selvmord i Stammheim fængslet på prøve fra en ganske uforudindtaget vinkel. 

BONUS: Interview med tidl. RAF-medlem Irmgard Möller, som den eneste overlevende fra dødsnatten i Stammheim

30-år hemmeligholdt materiale fra statsarkivet delvis tilgængeligt

Helge Lehmann’s bog ”Dødsnatten i Stammheim fængslet – en under- søgelse” gennemgår og afprøver minutiøst den vesttyske stats officielle fremstilling af hændelserne i Stamm- heim natten mellem d. 17. og 18. oktober 1977.

Gennem nogle år har Lehmann lavet dybdegående research af alle til- gængelige materialer. Han har opsøgt arkiver og statslige myndigheder for at få udleveret dokumenter, som for nylig er blevet frigivet efter 30 års hemmelig- holdelse for offentligheden. Han har rekonstrueret dele af begivenhederne, genskabt nogle af de centrale gen- stande fra fangernes fængselsceller og afprøvet deres virkemåde.

Mangler og og modsætninger i den officielle version

På baggrund af alt dette udvikler Lehmann i sin bog en slags indicieproces. Heri støder han på et utal af forsømmelser fra myndighedernes side og en lang række mangler og modsætninger i de officielle undersøgelser.

• Havde forsvarsadvokaterne mulighed for at smugle våben og sprængstof ind i ”verdens sikreste fængsel”?
• Havde fangerne et fungerende kommunikationssystem?
• Var obduktionsresultaterne og de kriminaltekniske undersøgelser i overensstemmelse med den daværende videnskabelige praksis?
• Var det muligt at gemme våben og sprængstof i fængselscellerne, der næsten dagligt blev ransaget af fængselspersonalet?
• Har beretningerne om ukendte biler i fængselsgården den nat noget på sig?

Det er blot nogle af de spørgsmål, som Helge Lehmann undersøger til mindste detalje.

Relateret

Neue Rheinische Zeitung:

• "Die Todesnacht in Stammheim“ verlief anders“

 autonom info-service:

• Døden i Stammheim - stadig uopklaret
• Rote Armee Fraktion - Den vesttyske byguerillagruppes historie (1970 - 1998)
• Tidl. RAF-aktivister: ”Vi ville drive den revolutionære proces videre”

Om forfatteren:

Helge Lehmann, født 1964, er bosat i byen Limburg i Tyskland. Arbejder til dagligt som IT-specialist.

Da RAF fangerne Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan Carl Raspe dør i Stammheim fængslet oktober 1977 er Helge Lehmann en ung dreng på 13 år. Dødsnatten i Stammheim bliver et centralt kapitel i Tysklands nyere historie og i 2007 markeres 30 års dagen med et væld af dokumentarudsendelser, film, interviews og baggrundshistorier. Begivenhederne i Stammheim er atter på dagsordenen i den offentlige debat. Netop i denne tid falder Helge Lehmann over bogen ”Der Baader-Meinhof Komplex” , skrevet af Stefan Aust. Lehmann køber bogen, læser den og undrer sig. Hvor ved Aust alt det fra, som han skriver? Hvad er hans kilder? Hvordan kommer han frem til sine konklusioner? Dette står der ikke noget om i bogen.

Lehmann noterer de første spørgsmål og begynder at læse videre om temaet, fordyber sig i aviser og tidsskrifter fra 1977. Jo mere han læser, desto flere spørgsmål dukker der op. Uden at have planlagt det, er han gået i gang med at samle materiale til det, der i 2010 bliver en af de banebrydende udgivelser på det store tyske forlag Pahl-Rugenstein.

• Læs mere om bogen: http://www.todesnacht.com/

Helge Lehmann: Die Todesnacht in Stammheim. Eine Untersuchung – Indizienprozess gegen die staatsoffizielle Darstellung und das Todesermittlungsverfahren. Unter Mitarbeit von Olaf Zander. Mit Dokumenten-CD. 237 Seiten. 68 Abbildungen. Pahl-Rugenstein Verlag. ISBN: 978-3-89144-437-5. 19,90 Euro.

Den statslig version om dødsnatten i Stammheim:

”Strømmen blev slukket”

- et interview med Irmgard Möller

Irmgard Möller var den eneste, der overlevede natten i Stammheim. Mens hun befandt sig i fængslet, var det strengt forbudt for hende at ytre sig om dette tema. Efter hendes løsladelse i 1994 fortalte hun i et interview til den venstreorienterede journalist Oliver Tolmein for første gang, hvordan hun oplevede hændelserne i Stammheim.

• Lufthansa-maskinen »Landshut«, som var blevet kapret af en palæstinensisk kommandogruppe blandt andet med det formål at kræve løsladelse af fangerne fra RAF, blev kort tid efter at Andreas Baader havde haft en samtale med en justitsembedsmand, stormet af tyske elitesoldater. Hørte du om det i løbet af natten?

Irmgard Möller: Nej, de sidste nyheder jeg kunne høre i fængselsradioen var kl. 22.00 eller 23.00.

• Blev fængselsradioen slukket derefter?

Irmgard Möller: Ja, senest kl. 23.00 blev den slukket.

• Gik du så i seng?

Irmgard Möller: Nej, jeg læste. Men det var ikke så enkelt. Før flybortførelsen gik der vagter rundt og indsamlede lyspærene hver aften. Bagefter, under perioden med total isolation, slukkede de simpelthen for strømmen. Jeg havde altså brug for stearinlys.
Pladespilleren fik jeg til at virke ved hjælp af batterier, det gik. Jeg ville under alle omstændigheder holde mig vågen for at kunne høre de første morgennyheder kl. 6.00. Men jeg var også fuldstændig overtræt og udkørt. Så gik jeg lidt frem og tilbage i cellen for ikke at falde i søvn. Men på et eller andet tidspunkt er jeg alligevel døset hen.

•  Havde du i nætterne forinden også forsøgt at holde dig vågen?

Irmgard Möller: Ja. Jeg sov meget, meget lidt. Heller ikke om dagen, ingen middagssøvn eller noget som helst. Kropsligt var jeg totalt udmattet på grund af de mange sultestrejker i ugerne forinden, og fordi jeg ikke rigtig spiste fængselsmaden og heller ikke havde andet, fordi det var blevet os forbudt at købe frugt eller andre supplerende ting.
Jeg havde overhovedet ikke flere reserver tilbage. Ret sent om natten råbte jeg på Jan (Carl Raspe). Jan var overfor mig, få meter borte på den anden side. Han hørte mig også og reagerede. Jeg ville prøve at finde ud af, hvad der skete. Bagefter lagde jeg mig under tæppet og faldt i søvn på et eller andet tidspunkt.

• Hvad skete der så?

Irmgard Möller: Det første jeg mærkede, var en stærk susen i hovedet, mens nogen åbnede mine øjenlåg ude på gangen under skærende neonlys. Der stod en masse mennesker omkring mig og rørte ved mig alle mulige vegne. Så hørte jeg en stemme sige: »Baader og Ensslin er døde«. Derefter mistede jeg igen bevidstheden.
Næste gang jeg kom til mig selv var flere dage senere på hospitalet i Tübingen. En statsadvokat stod ved siden af min seng og ville vide, hvad der var sket. Min forsvarer fik først lov til at se mig dagen efter. Fra hende hørte jeg så, at Jan også var død. Hun fortalte mig også, at det det bortførte »Landshut« var blevet stormet, og at alle fra »Kommando Martyr Halimeh«, undtagen en kvinde (Souhaila Andrawes) var blevet skudt. I al den tid havde min advokat forgæves forsøgt at komme i kontakt med mig.
Men når jeg i dag fortæller, hvad hun dengang berettede for mig – så gengiver det ikke samtalens virkelige karakter. Du må forestille dig, at efter mange uger med total-isolation, var hun det første menneske, jeg havde tillid til, som jeg fik kontakt med.
Derudover var jeg alvorligt såret. Og vi havde lige præcis én time til vores samtale. Jeg lå på intensivafdelingen for brandsårsskadede, alt var dækket af kakler og fuldstændigt sterilt. Jeg var tilsluttet et gurglende apparat, havde vanvittige smerter, over det hele var der strissere. Selv lægerne på denne intensivafdeling i Tübingen blev overvåget nøje.

• Hvilke læsioner havde du helt præcist?

Irmgard Möller: Det vidste jeg på det tidspunkt ikke. Det har jeg først senere fået at vide af en læge, som jeg har tillid til. Ud af fire knivstik i brystet havde et ramt hjertet og flænset lungerne, som var løbet fuld af blod. I Tübingen måtte man skære mig op og lægge dræn ind for at suge væske fra sårene ud. Knivstikket var blevet udført med stor kraft og var syv cm. dybt. Kniven må være blevet stoppet af ribbenene, for på et af dem var der et snit.

• Knivstikket skulle angiveligt være udført med en kniv, man normalt bruger til at smøre smør på brød med?

Irmgard Möller: Ja. Det eneste man fandt i min celle var en saks og en kniv. Andre ting var der ikke.

• Det tilhørte virkelig dig?

Irmgard Möller: Ja, det var del af det almindelige fængselsinventar.

• Var det en spids eller en rund saks?

Irmgard Möller: Det var ganske lille saks beregnet til at klippe i aviser med. Den var der heller ingen som talte om, fokus blev sat på den stumpe, lille kniv.

• Har du eller dine advokater overhovedet talt med nogen læger om, hvorvidt den kniv kunne have udført så dybt et stik, som du havde?

Irmgard Möller: Mine advokater har forsøgt at tale med læger og plejepersonale. Men de er altid stødt på lukkede døre. Hospitalets personale havde åbenlyst fået forbud mod at tale med mine forsvarere. Enkelte sygeplersker har forsøgt at give informationer til mine advokater. Men det lykkedes sjældent.
Personalet var bange. Og advokaterne var også nervøse. Dengang blev mange af vores advokater sat på anklagebænken, og det er ikke det bedste udgangspunkt for at ville opklare noget. Jeg har selv flere gang forsøgt at få fat i papirerne i min sag, men uden held.

• Hvad er det sket med røntgenbillederne?

Irmgard Möller: Jeg har aldrig set dem. Mange år senere, da jeg stadig havde vanskeligheder med at trække vejret, ville fængselslægen i Lübeck låne disse billeder. Vi troede, at fra fængselslæge til fængselslæge ville det nok kunne lade sig gøre. Men vi tog fejl. De rykkede ikke ud med billederne.

• Hvornår fortalte du for første gang, hvad du oplevede denne nat i Stammheim?

Irmgard Möller: Først har jeg talt med min advokat om det, og så har jeg aflagt vidneudsagn til den parlamentariske undersøgelseskommisson.

• Har du regnet med, at de endnu engang ville forsøge at slå dig ihjel?

Irmgard Möller: Det kunne jeg i hvert fald ikke udelukke. Den måde jeg blev behandlet på havde til formål at få mig til at gå fra forstanden. Konstant overvågning, total kontrol. Det ville passe dem bedst, hvis de på et eller andet tidspunkt kunne fremvise en forrykt.
For det var det, de ville bevise: Kun sindssyge og forrykte tilslutter sig RAF og indleder en væbnet kamp mod systemet. Eller de prøvede at få mig til at påstå, at der var tale om selvmord. Det var måske også vigtigere for dem, end at jeg lå et eller andet sted som lig. Det troede jeg i det mindste dengang. Men den angivelige risiko for at jeg ville begå selvmord har justitsvæsenet brugt som påskud for at forbyde mig stort set alting.
Jeg måtte ikke have noget som helst i min celle, ikke møde andre fanger, ikke slukke lyset – fordi det ville øge risikoen for, at jeg begik selvmord. Det var ubeskriveligt, og sådan stod det på i årevis, indtil 1980, hvor jeg så kom til fængslet i Lübeck. ( Uddrag fra autonom info-service’ gennemgang af hændelserne i Stammheim: Døden i Stammheim - stadig uopklaret  ).