En torturbøddels død – historien om ”la gringa” Monika Ertl

Den 1. april 1971 betrådte en ung kvinde det bolivianske konsulat i Hamburg. Hun havde i forvejen aftalt et møde for at indhente information om et indrejsevisum til Bolivia. Dette skulle blive konsulen Roberto Quintanilla Pereiras sidste gøremål, før han mødte sin død.

Konsulen var ingen mindre end Bolivias forhenværende chef for militærets efterretningstjeneste og berygtet som brutal torturbøddel. Han var den direkte ansvarlige for drabet på Che Guevara og studenterlederen Inti Peredo. Kvinden, som skød Quintanilla den første dag i april 1971, efterlod en flyer med parolen ”Sejr eller død”, underskrevet af Bolivias legendariske guerillaorganisation ELN.

Den tidligere chefredaktør af det tyske dagblad Tagesspiegel har for nyligt skrevet en opsigtsvækkende bog om disse begivenheder. Bogen, som muligvis bliver oversat til dansk, bygger først og fremmest på en masse spekulationer. Her en kort uspekulativ biografi af ”Imilla” alias Monika Ertl ”la gringa”, som det antages var attentatskvinden.

• Hvem var Monika Ertl?
• Sporene til den danske journalist Jan Stage og den venstreradikale italienske forlægger Giangiacomo Feltrinelli
• ELN efter Che Guevaras død

Roberto Quintanilla Pereira

”Sejr eller død. ELN”

Da Roberto Quintanilla Pereira, Bolivias generalkonsul i Hamburg, modtog den venlige, smilende kvinde, anede han ikke, at dette ville blive de sidste sekunder i hans liv. Kvinden fulgte efter ham ind i hans arbejdsværelse, trak en pistol op af hendes håndtaske og skød tre gange mod mandens bryst.

Da Quintanillas kone, Anna, kom ilende til fra værelset ved siden af, udspandt der sig et kort håndgemæng, før kvinden kunne frigøre sig og flygte ud af konsulatet. Tilbage lå pistolen, håndtasken, et par briller og en paryk, som hun tabte i tumulten. Få minutter senere afspærrede politiet kvarterets veje. Men kvinden var forsvundet. Kun et lille stykke papir med teksten ”Sejr eller død. ELN” pegede på attentatets motiv.

”Statsfjende nr.1”

År senere kom det frem, at der i samme ejendom som husede det bolivianske konsulat, fandtes et venstreradikalt kollektiv med mange beboere, som Monika Ertl kendte og besøgte umiddelbart før attentatet på konsulen. Kollektivet var en af de aktive og ideologiske søjler i 68-bevægelsen i Hamburg. Politiets mistanke og sporene løb dog ud i sandet. Det eneste der vides med sikkerhed er, at Monika Ertl vender tilbage til Bolivia, hvor hun efterlyses i hele landet for at være ”statsfjende nr.1” 

Efterretningschefen Roberto Quintanilla Pereira (med cigaret) ved Inti Peredos lig

Verdenskendt blev han med henrettelsen af Che Guevara. Che bliver henrettet af den bolivianske officer Mario Terán, den 9. oktober 1967. Roberto Quintanilla var imidlertid ELN-guerillaens vigtigste mål. Han gav ordren til at skære Che Guevaras hænder af – som bevis for Che’s død. Derudover torturerede han Che’s efterfølger i guerillaen, studenterlederen Inti Peredo til døde.

Den danske forbindelse

Alt tyder på, at det var den myrdede ELN-aktivist Inti Peredos kæreste og kammerat Monika Ertl, der den 1. april 1971 skød Quintanilla i Hamburg. Skønt det aldrig er blevet fuldt ud dokumenteret. Pistolen, en Cobra-38 var registreret i den venstreradikale italienske forlægger Giangiacomo Feltrinellis navn. (1) Han var på attentat-tidspunktet gået under jorden. Jagtet af både politiet og af fascistiske militærkredse. I hans søn Carlo Feltrinelli’s biografi om sin berømte fars liv (2), fortæller sønnen, at den danske journalist Jan Stage overbragte ELNs repræsentant Chato Peredo, bror til den myrdede guerillaleder Inti Peredo, en ”håndfuld dollars”, da de mødtes hemmeligt i en park ved universitetet i Chiles hovedstad Santiago de Chile. Ifølge Carlo Feltrinellis fortælling skulle pengene været gået til Monika Ertl’s rejse til Hamburg.

Hans Ertl

Monika Ertl - ”la gringa”

Monika Ertl var datter af den berømte kameramand og nazi-sympatisør Hans Ertl. I 1930´erne og 40´erne blev han berømt for at agere som kameramand under instruktøren Leni Riefenstahl. Deres yderst produktive og filmteknisk avantgardistiske samarbejde spændte fra rejsereportager i Grønland til rene propagandafilm for de fascistiske magthavere. Hans Ertls beundring for Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels var offentligt kendt.

I 1948 flytter Hans Ertl til Bolivia og i 1953 bryder resten af familien fra Bayern op for at bosætte sig på Bolivias højslette. Hans kone Aurelia fra Sydtirol og deres fire børn rejser til Bolivia. Monika var på dette tidspunkt 16 år og den ældste af børnene. 

Monika som kamera-assistent i Bolivia

Nazilederen ”Onkel Klaus”

For næsten ingen penge havde Hans Ertl købt sig et stort landområde i Bolivia og grundlagde her en økologisk landbrugsfarm. Fem år senere døde Aurelia af en alvorlig sygdom og Hans Ertl var alene med sine fire børn. Ved siden af arbejdet med landbruget, blev han ved med at filme. Allerede som 16-årig ledsagede Monika sin far som kameraassistent. Hun tog ofte med ham på hans langvarige ekspeditioner i landets indre. Et par film nåede frem på det europæiske marked. Nogle af dem fik omtale og somme tider priser.

Gestapochef Klaus Barbie

Bolivia var efter krigen et af de mest frekventerede skjulesteder for tyske nazier. En af familiens naboer blev kaldt ”onkel Klaus”. Det var ingen anden end nazilederen Klaus Barbie, internationalt kendt som ’Slagteren fra Lyon’. Et skæbnesvangert møde som 18 år senere kom til at koste Monika Ertl livet.

Situationen i Bolivia

Bolivia er på dette tidspunkt et retsløst, feudalistisk samfund styret af generaler, mineselsskaber og godsejere. Godsejerne opfører sig som rene slaveholdere. De udbytter nådesløst deres arbejdere, som de afstraffer korporligt efter forgodtbefindende og underkaster de mest usle løn- og arbejdsforhold. Mens en landarbejder om dagen tjener 5-7 kroner, så udgør f.eks. optagelsesgebyret i den tyske club i La Paz omtrent 3000 kr. Forholdene har sin velsignelse fra kirken, der gør hvad de kan for at hamre gudsfrygt og apati ind i indioernes sind.

Aktuel solidaritetsplakat til minde om massakrene i Bolivia 1973 - 76

Nederlaget og nybegyndelse

I de efterfølgende år blev venstrefløjens organisationer smadret. Det samme skete for ELNs strukturer. Dertil kom interne uenigheder som gjorde organisationen handlingslammet. Først i 1978 lykkedes det for medlemmer af ELN og resterne af Bolivias venstrefløj at opbygge legale politiske venstrefløjspartier og nye sociale bevægelser.

Epilog

I 1972 forsøgte Monika Ertl, sammen med bl.a. den franske revolutionære intellektuelle Régis Debray, at bortføre Gestapo-chefen Klaus Barbie fra Bolivia. Planerne var at bringe ham via Chile til Frankrig. Med denne aktion ville man fratage politiapparatet dets mest farlige rådgiver, som i mellemtiden var blevet udnævnt til æres-officer for den bolivianske sikkerhedstjeneste. Samtidigt ville ELN med denne aktion signalisere en åndelig forbindelse til den franske antifascistiske Résistance.

Klaus Barbies hævn

Bortførelsen mislykkedes. Klaus Barbies reaktion lod ikke vente på sig. Ifølge Régis Debray havde Barbie organiseret en fælde for bortførelseskommandoen og den 12. maj 1973 blev „La Gringa“ skudt af de bolivianske sikkerhedsstyrker. Hendes lig blev fotograferet og gravet ned et ukendt sted. Pårørende, venner og kammerater ved den dag idag ikke, hvor Che Guevaras hævner er blevet begravet.

Nazilederen Klaus Barbie blev i 1983 udleveret til Frankrig, hvor han blev idømt livsvarigt fængsel for massemord på jøder og modstandskæmpere. Han døde i fængslet i 1991.

(al./autonom info-service)

Debat - og infomøde i Berlin

Noter

1)  Giangiacomo Feltrinelli, venstrerevolutionær, millionær, forlægger og grundlægger af den første byguerillagruppe i Italien: Den guevarristisk inspirerede aktionsgruppe GAP – Gruppi di azione partigiana, i foråret 1970. GAP blev dannet i en politisk ekstremt anspændt situation for at forberede undergrundskampen i tilfælde af et militærkup i Italien. At det ikke var det rene tankeopspind bekræfter to af de dominerende venstrefløjsorganisationer, det arbejder- autonome ”Potere Operaio” og det spontan- eistiske ”Lotta Continua” (Venstresocialisternes venskabskontakt i Italien) i et fælles dokument, der omhandler situationen i Italien: ”... en stadig mere dominerende rolle af statens militære kræfter i tæt samarbejde med organiserede fascistiske paramilitære strukturer bevæger sig hen mod en situation, hvor et statskup må anses som en realistisk option”.

Feltrinelli døde under uopklarede omstændigheder den 15. marts 1972 ved en el-mast udenfor Milano. Derefter gik GAP-byguerillagruppen i opløsning og en del af medlemmerne tilsluttede sig De Røde Brigader. (Historien om Brigate Rosse kan læses her ).

I Jan Stages selvbiografi ”- og ham der slår på tromme. Et blik bagud” beskriver Stage Feltrinelli som en lidenskabelig fantast: ”Den mand, der arvede sig til en formue og selv tjente endnu mere, bl.a. ved at udgive Boris Pasternaks ”Doktor Zivago”. Det er hans tanke at skabe en fælleskommando for RAF i Vesttyskland, De Røde Brigader i Italien, de baskiske ETA-seperatister og IRA i Nordirland. Det lykkedes naturligvis ikke. Ligesom han ikke bliver det 20.århundredes Garibaldi, hvilket han også har i tankerne. Han vil, med udgangspunkt i Libyen invadere Sardinien i spidsen af en gruppe partisaner for derefter at rykke over på det italienske fastland og nedkæmpe den kapitalistiske stat.”

2) Biografien ”Senior Service. Das Leben meines Vaters Giangiacomo Feltrinelli”, af Carlo Feltrinelli, forlaget dtv, 2003, München.

3) Efter Che Guevaras død bestod ELN i 1967 kun af seks overlevende: Cubanerne Harry ”Pombo” Villegas, Alarrion ”Beningno” Ramirez, Leonardo ”Urbano” Tamayo, som klarede flugten tilbage til Cuba samt bolivianerne Inti Peredo, David Adriazola ”Dario” Veizaga og Julio Luis ”Nato“ Mendez Korne. 

Relateret

Che Guevara - Mod strømmen

Litteratur

• Regis Debray: Ein Leben für ein Leben, Claassen-Verlag, 1979. 235 sider.
• Jürgen Schreiber: ”Sie starb wie Che Guevara. Die Geschichte der Monika Ertl“, Forlaget Artemis & Winkler, Düsseldorf. 285 sider.
• Dokumentarfilm: “Gesucht: Monika Ertl“ (1988) af Christian Baudissin
• Christoph Gunkel: “Che‘s bayrischer Racheengel“ Der Spiegel - Online, 19. April 2009