Latinamerikas guerillabevægelser – reorganisering og opsving (2.del)

Kulminationen på guerilla-bevægelsernes ’anden bølge’ var Somoza-diktaturets fald i Nicaragua den 19. juli 1979.  Folkeopstanden åbnede en  ny historisk etappe først og fremmest i Mellemamerika, som i starten af 1980’erne  var  præget af et stormfuldt opsving for de revolutionære bevægelser.

  • NEDSLAG. Perus guerillabevægelser Sendero Luminoso” (Partido Comunista del Perú) og MRTA (Movimiento Revolucionario Túpac Amaru). 

De overlevende guerillaaktivister fra den væbnede undergrundskamp i Mellemamerika, Colombia og Mexico forberedte dannelsen af nye guerillabevægelser. 

Fighters fra 'Frente Sandinista de Liberación Nacional' (FSLN) i Nicaragua
Fighters fra 'Frente Sandinista de Liberación Nacional' (FSLN) i Nicaragua

Efter årelange kritisk reflekterende diskussioner hvori de tidligere erfaringer og nederlag blev gennemgået, fulgte i løbet af 1970´erne en fase af reorganisering og hemmelige forberedelser til opbygning af nye guerillaaktiviteter.

Unidad Revolucionaria Nacional Guatemalteca
Unidad Revolucionaria Nacional Guatemalteca

Dette var først og fremmest tilfældet  i de mellemamerikanske  lande El Salvador, Colombia og Guatemala. En del af de resterende klandestine grupper var istand til at reorganisere sig med en vis aktionsradius: * FSLN (Frente Sandinista de Liberación Nacional) i Nicaragua (1), * FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia), * ELN (Ejército de Liberación Nacional, guevaristisk) og * ELP (Ejército Popular de Liberación, pro-albansk retning) i Colombia og * URNG (Unidad Revolucionaria Nacional Guatemalteca) i Guatemala. 

I 1980’erne blev der i Peru dannet to guerillaorganisationer, som fik en vis betydning:

  • Den ”Lysende sti/Sendero Luminoso” (Partido Comunista del Perú) som ikke kan sammenlignes med nogen andre organisationer i Latinamerika.
  • Og MRTA (Movimiento Revolucionario Túpac Amaru) *se Nedslag.

I oktober 1980 dannedes FMLN (Frente Farabundo Martí para la Liberación Nacional) i El Salvador (2) og i 1983 opstod EZLN (Ejército Zapatista de Liberación Nacional ) i Mexico. (3) 

I lande som Ecuador, Chile, Bolivia og Honduras dukkede ligeledes byguerillagrupper op, som imidlertid havde langt mindre samfundsmæssig betydning end de oven-nævnte væbnede organisationer.

  • Fra guerillakamp til folkelig opstand

Denne ’anden bølge’af guerillabevægelsen overlapper tidsmæssigt opløsningsfasen af  guerillakampens ’første bølge’. Således formerede der sig i Guatemala, El Salvador og Colombia i årene 1972 – 1974 en ny type af væbnede organisationer.

Kulminationen på den ’anden bølge’ var Somoza-diktaturets fald i Nicaragua den 19. juli 1979.                                    Den nicaraguanske folkeopstand under ledelse af FSLN,  blev den anden succesrige revolution i Latinamerika efter Cuba. Den åbnede en ny historisk etappe i Mellemamerika, som i starten af 1980’erne var kendetegnet af et generelt stormfuldt opsving for de revolutionære bevægelser.

Den langvarige og blodige kamp mellem befrielsesbevægelsernes ’anden bølge’ og staternes repressionsapparater og deres allierede prægede 1980’erne i hele Mellemamerika samt Peru og Colombia. Mens guerillabevægelserne i Mellem-amerika blev legaliseret i takt med indgåelse af fredsaftaler i perioden indtil 1996 , så fortsatte den væbnede undergrundskamp i Peru og Colombia.

  • Den ny guerillagenerations fællesnævnere 

Guerillaorganisationerne fra ’anden bølge’ adskilte sig såvel fra deres forløbere som fra hinanden ift. deres strategiske målsætninger. Men den ny guerilla-generation havde, på trods af indbyrdes forskelle, mange fællesnævnere som for eksempel:

  • De militære aktioner bliver underordnet kampens politisk-strategiske målsætning og der blev som regel lagt vægt på at formidle aktionernes funktion og formål til en bred offentlighed (dette gælder dog ikke alle guerillagrupper, så som for eksempel ’Sendero Luminoso’ i Peru).
  • Alliancepolitikken og taktisk fleksibilitet indtog en central rolle (igen med undtagelse af Sendero Luminoso). Kontakter til legale venstrefløjspartier, fagforeninger og socialkritiske kristne organisationer udbredte de væbnede gruppers basis og afsluttede den relative samfundsmæssige isolation, som den første (fokus-orienterede) guerillageneration havde ageret i.   

Væbnet opstandsstrategi  & væbnet kamp for reformer

Det militære aspekts betydning forandrede sig i løbet af 1980’erne: Fra at være en strategisk akse med den revolutionære magterobring som mål, hvilket kun lykkedes i Cuba og Nicaragua, til at blive et taktisk middel for at opnå politisk frirum i de respektive lande.

Ved siden af den klassiske guerillastrategi, der kæmper for erobring af statsmagten, udkrystalliserede der sig i den ’anden bølge’  en situationsbetinget ”væbnet reformisme”- strategi. Dvs. en praksis som ikke længere udelukkende kæmper for en grundlæggende omvæltning af samfundsforholdene, men også støtter demokratiseringsprocesser fra neden.                                                      Hvordan denne ”væbnede reformisme” udmøntede sig i praksis var som regel mindre betinget af programmer og ideologiske positioner, men var snarere forbundet med den reelle fremgang eller tilbageslag for de enkelte bevægelser.      Dette var typisk for den salvadorianske FMLN, for sandinisterne i Nicaragua og for Guatemalas ’Unidad Revolucionaria Nacional Guatemalteca’ (URNG).                Med visse modifikationer gjaldt det også Colombias ’Simón Bolívar Guerrilla Coordination Board’  (CGSB, som var en koordination af guerillaorganisationer fra 1987 til starten af 1990'erne) og Perus Tupac Amaru – guerilla (MRTA).

  • Guerillabevægelsernes ’anden bølges’ sociale sammensætning

I modsætning til deres forgængere lykkedes det de store bevægelser fra den ’anden bølge’ at forankre sig i landbefolkningen og dermed skabe forudsætningen for løbende tilgang af aktivister og for politiske delsejre. 

Guerillabevægelserne i ’anden bølge’ var ikke længere domineret af  studenter og radikale intellektuelle, men af campesinos, deriblandt mange kvinder. I Guatemala og Peru lykkedes det desuden at integrere folk fra de forskellige indianske befolknings- grupper i guerillaen.

Supplerende til landguerilla-enhederne kunne nogle organisationer også etablere væbnede aktionsgrupper i byerne. For eksempel gennemførte FMLN-kommandoer i hovedstaden San Salvador en del opsigts-vækkende aktioner og de beskyttede legale demonstrationer mod fascistiske banders angreb.                                              I både Guatemala og El Salvador deltog landenes kommunistiske partier i guerilla-bevægelsen. Med hjælp fra disse partier kunne guerillaen knytte vigtige forbindelser til fagbevægelsen i byerne.

Nogle mindre guerillagrupper fra den ’anden bølge’, som f.eks. den venstreradikale colombianske ’Movimiento 19 de Abril’ (M-19) (4), den guevaristiske MRTA i Peru, eller ’Frente Patriótico Manuel Rodríguez’ (FPMR) i Chile , der havde nære forbindelser til landets kommunistiske parti agerede stort set kun i byerne.

Militærregimerne i El Salvador, Guatemala og Honduras samt Anastasio Somozas familieklan diktatur i Nicaragua var alle trofaste allierede af USA. De var helt afhængige af USAs militære støtte og samtidigt garanter for bevarelsen af Mellemamerikas status som ’imperialismens baggård’. Fællesnævner for disse regimer  var det totale fravær af elementære demokratiske rettigheder, ledsaget af en massiv repression samt en manglende opbakning fra flertallet af befolkningen. I kølvandet af den sociale og økonomiske krise kunne guerillabevægelsen i Nicaracua (FSLN), i El Salvador (FMLN) og Guatemala (URNG) vinde rodfæste i landenes befolkning. Noget der ikke lykkedes i Honduras.

  • Deres program baserede på social retfærdighed, etnisk og kønspolitisk ligeberettigelse samt udenrigspolitisk uafhængighed.
  • Deres erklærede mål var overtagelsen af statsmagten, smadring af det gamle repressionsapparat og opbygning af et nyt samfund. Hvori betoningen af socialistiske målsætninger varierede, afhængigt af de forskellige alliance-partneres vægtning og sociale sammensætning. 

Unidad Revolucionaria Nacional Guatemalteca’ (URNG).

URNG i Guatemala (på spansk):


  • Guerillabevægelsernes alliancepolitik 

Med reference til historiske forbilleder som Farabundo Marti og Augusto César Sandino lykkedes det for de revolutionære kernegrupper i Nicaragua, El Salvador og Guatemala, at udvikle en bred anti-diktatorisk og anti-oligarkisk massebevægelse. Disse nye sociale bevægelser, der tog udgangspunkt i hovedstæderne, frembragte stærke legale organisationer, som efterhånden udbredte sig i de landlige områder. De despotiske regimer blokerede alle sociale krav og svarede på folkelige mobiliseringer med repression. Under disse betingelser udviklede guerillagrupperne sig fra mindre organisationer til reelle samfundsmæssige magtfaktorer. (5)

  • Folkeopstanden i Nicaragua

Mellemlagets og borgerskabets reform-orienterede lag i disse lande blev stillet overfor det politiske valg: At underordne sig blodige og reaktionære diktaturer eller indgå i en alliance med den socialrevolutionære opstandsbevægelse. Holdningen blandt disse landes reform- og moderniseringsvillige dele af  borgerskabet samt USAs reaktion herpå blev afgørende for de forskellige politiske retninger, som Nicaracua på den ene side og El Salvador og Guatemala på den anden side er slået ind på.

Sandinistas!  (FSLN)
Sandinistas! (FSLN)

I Nicaragua tilsluttede den anti-somozistiske del af borgerskabet sig, i de sidste måneder før diktaturets fald d. 19. juli 1979, den sandinistiske opstandsbevægelse.                          Ikke mindst på baggrund af  den månedlange tøvende amerikanske udenrigspolitik i forhold til fortsat støtte til den trængte Somoza-klan. (Den 17. juli 1979 flygtede Somoza-klanen til Florida).

Den manglende opbakning fra USAs side førte til en opløsning af den traditionelle pro-amerikanske Nationalgarde og muliggjorde en relativ hurtig sejr for den sandinistiske folkeopstands militære fremstød.     (Forstør ved at klikke på billedet):

  • Sociale reformer fra oven forhindrede et nyt Nicaragua 

I Nicaraguas nabolande derimod så konstellationerne noget anderledes ud. Kun tre måneder efter folkeopstandens sejr over Somoza-klanen i Nicaragua forcerede USAs administration under præsident Jimmy Carter (1977 til 1981) afsættelsen af den forhadte militær-regering i El Salvador ved hjælp af et militærkup gennemført af yngre mere ”reformvenlige” officerer.

Den efterfølgende civil-militære junta indledte økonomiske reformer, der tilgodeså de utilfredse dele af landets mellemlag – først og fremmest den kristlig-demokratiske lejr og de af dem kontrollerede fagforeninger og landarbejderbevægelser.                          På denne måde lykkedes det at ungå en truende folkeopstand som i Nicaragua. USA pumpede mange penge i militærhjælp samtidig med, at forfølgelsen af de sociale bevægelser i byerne accelerede. I Guatemala vandt den reformorienterede fløj magten og kombinerede den fortsatte repression med sociale investeringer under sloganet ”Tag over hovedet og mad til alle”.

I januar 1981 blev Ronald Reagan valgt til USAs 40. præsident. Hans regerings hovedformål bestod i at forhindre en gentagelse af den succesrige folkeopstand i Nicaragua. 

1990’ernes demokratiske reformer forandrede guerillabevægelsens tidligere udgangsbetingelser i Mellemamerika grundlæggende.

Ved siden af de gamle autoritære politiske strukturer opstod der nye demokratiske strukturer. Polariseringen mellem guerillabevægelsen og den konservative-autoritære lejr, som blev udkæmpet væbnet (i Guatemala indtil 1996) er i dag  præget af valgkampe indenfor den borgerlige parlamentarismes ramme.

Demokratiseringen af  Mellemamerika, et resultat af fredsaftaler, fremstår på mange måder som en modsætningsfyldt proces, hvis udgang indtil i dag står helt åben. Hvilket de senere eksplosive sociale konflikter i Nicaragua tydeligt viser. 

(shaggie, al. / autonom infoservice) 

 ______________________________                (Guerillabevægelsens specifikke historie i Colombia og Mexico bringes i en senere artikel på autonom infoservice)   

 

NEDSLAG

  • Guerillabevægelsen i Peru

I Peru fandtes der to organisationer, der tilhørte den latinamerikanske guerillabevægelses ’anden bølge’: Den ”Lysende sti/Sendero Luminoso”  (Partido Comunista del Perú) og MRTA (Movimiento Revolucionario Túpac Amaru). Organisationerne var meget forskellige, såvel i deres målsætninger som i deres konkrete aktionsmåde. 

 (Forstør ved at klikke på billedet):

                ___________________________

MRTA - Movimiento Revolucionario Túpac Amaru 

MRTA, der blev grundlagt i 1984 havde i perioder omkring 1000 væbnede medlemmer (i 1997 var der dog kun knap 200 aktive tilbage), som gennemførte relativt få, men til dels  opsigtsvækkende aktioner.

Organisationens medlemmer blev fortinsvis rekrutteret blandt venstreradikale studenter, skuffede aktivister fra den parlaments-orienterede venstrefløj og landets indigene landbefolkning. 

Politisk stod MRTA i traditionen af Che Guevaras fokus-koncept og anså sig selv som ”folkets væbnede arm”. MRTAs orientering var ”handlingens propaganda”. Den realiserede de bla. ved at fordele gratis levnedsmidler  til beboerne i byernes slumkvarterer. Levnedsmidlerne og de øvrige fornødenheder eksproprierede MRTA fra store supermarkeder eller fik udleveret til gengæld for løsladelse af bortførte rige forretningsfolk.

Blandt MRTAs andre centrale aktioner kan nævnes angrebene på amerikanske repræsentationer og internationale koncernes filialer i Peru.  

MRTA- enhed
MRTA- enhed

MRTAs forsøg på at udvikle et samarbejde med fattige coca-bønder i Huallaga-dalen resulterede i en væbnet konflikt med den maoistiske guerilla Sendero Luminoso, der anså MRTA samt alle andre venstrefløjsorganisationer for at være revisionister. Efter nogle drabelige sammenstød med Sendero Luminoso trak MRTA sig ud af Andesregionen.

Skønt MRTA kategorisk afviste parlamentarisk arbejde, fordi de anså det som samfundsbevarende, så opfattede MRTA ikke den legale venstrefløj som fjender og de tilstræbte, i modsætning til Sendero Luminoso, et samarbejde med de legale sociale bevægelser og initiativer. 

MRTAs grundlægger  Victor Polay Campos ved hans anholdelse i 1992
MRTAs grundlægger Victor Polay Campos ved hans anholdelse i 1992

Fængslingen af omkring 450 MRTA-medlemmer, deriblandt mange af deres fremtrædende personligheder, ramte MRTA hårdt.                                            Da omkring 800 MRTA-medlemmer indgik i den kronvidneordening, som Fujimori-regeringen havde indført, blev MRTA svækket på afgørende vis.            I 1994 erklærede organisationen sin taktiske tilbagetrækning og gennem-førte derefter kun ganske få aktioner. Deriblandt en besættelse af den japanske ambassade i Perus hovedstad Lima. Aktionen fandt sted den 17. december 1996 og blev gennemført af 14 MRTA-medlemmer. På dette tidspunkt var 800 internationale gæster tilstede i anledning af en festbankett på ambassaden. MRTA-aktivisterne løslod samme aften 700 personer, mens de resterende blev holdt tilbage som gidsler med kravet om udveksling af samtlige fængslede MRTA-fanger, inklusiv MRTA-lederne Victor Polay og Peter Cárdenas Schulte.

Solidaritetsdemo for guerillagruppen MRTA i Peru, København 1997
Solidaritetsdemo for guerillagruppen MRTA i Peru, København 1997

Gidseldramaet i Lima endte blodigt den 22. april 1997. Hæren stormede bygningen ved at grave en tunnel under ambassadens gymnastiksal. I den efterfølgende konfrontation blev samtlige 14 MRTA-bz’ere og to soldater dræbt. Mange af MRTAs medlemmer befinder sig stadigvæk i fængsel under menneskeuværdige betingelser.

  _______________

”Lysende sti / Sendero Luminoso” (Partido Comunista del Perú)

”Sendero Luminoso”, der opfattede sig selv som ”revolutionens sidste lysstråle”, opstod i Andesbjergene og blev grundlagt af en gruppe omkring filosofiprofessor Abimael Guzmán (nome de guerre: “Presidente Gonzalo”).                                                På universitetet i San Cristóbal i Ayacucho-regionen dannedes i slutningen af 1960’erne en maoistisk fraktion, som var en splittelse fra Perus Kommunistiske Parti. I 1976 gik gruppen i undergrunden og i 1980 optog de den væbnede kamp i Ayacucho og i omkringliggende regioner.   

                  _______________________________________

  • Sovjetunionen blev betegnet som ”fjendtlig social-imperialisme” og venstrefløjen udenfor det maoistiske spektrum blev fordømt som ”revisionistiske forrædere”. 

Sendero Luminoso repræsenterede de karakteristiske positioner i Kinas Kommunistiske Parti under Mao Zedong og Lin Piao: Indkredsningen af byerne gennem landsbyerne, guerillakampens forkellige faser / etappemodel, partiet som avantgarde, mv. 

Sovjetunionen blev betegnet som ”fjendtlig socialimperialisme” og venstrefløjen udenfor det maoistiske spektrum blev fordømt som ”revisionistiske forrædere”. Organisationen, som praktiserede en ekstrem personkult, udmærkede sig ved, at de indtil 1987 ikke offentliggjorde hverken program eller deres politiske forestillinger. Sendero Luminoso koncentrerede sig om aktioner, der havde til formål at tilspidse og polarisere den samfundsmæssige situation i Peru. 

En gruppe senderisters
En gruppe senderisters

En af de første aktioner Sendero Luminoso gennemførte, var at dræbe nogle hunde og hænge dem op i elmaster, forsynet med papskilte med teksten: ”Deng Xiaoping, søn af en tæve.” Dette komplet uforståelige budskab var rettet til Andesregionens beboere ...

I de første år kunne Sendero Luminoso dog hurtigt udbrede deres indflydelse blandt de indigene landsbyfællesskaber ved at intervenere i deres indbyrdes konflikter til organisationens fordel.

Den indigene del af Perus befolkning er traditionelt blevet ignoreret af partierne, af fagbevægelsen og af campesino-organisationerne. Sendero Luminoso var således den eneste organisation, der udadtil varetog landets indigene befolkningsflertals interesser.  

Sendero Luminosos agitation var gennemsyret af vold og grusomme overgreb mod indigene godsejere og mod familier og kredse, der ikke var villige til at lade sig rekrutere af den maoistiske guerilla.                                  Et kendt eksempel på Senderos brutale fremgangsmåde blev anskueliggjort i forbindelse med deres indtagelse af en gård i Airabama i Ayacucho-provinsen. Her dræbte de gårdejeren og tog hans familie til fange. De stak gårdsejerens øjne ud og skar hans tunge og ører af. Et andet eksempel på Sendero Luminosos uhyrlige overgreb fandt sted den 3. april 1983, hvor de myrdede 69 bønder i byen Lucanamarca.

Formålet med disse mord var at advare egnens beboere mod at samarbejde med statens repressionsorganer, udtale sig til landets presse eller have kontakt med andre venstrefløjsgrupper. Sendero Luminoso fik særlig stor tilslutning fra indigene grupper uden udsigt til jobs, rodløse unge og andre udgrænsede befolkningsgrupper.

  • Politikorpset ”Sinchis” (”Dem der må gøre alt”)

Perus skiftende regeringer, der i starten undervurderede guerillaen, sendte i første omgang det paramilitære politikorps ”Sinchis” (”Dem der må gøre alt”) til regionen.

I 1983 blev militæret sendt til de Andesområder, der var mere eller mindre under kontrol af Sendero Luminoso og det startede en bølge af blodige konfrontationer. Således steg antallet af dødsofre (Sendero Luminoso aktivister og civile) fra 193 i 1982 til 1.969 i 1983 og 3588 i 1984. (kilde: Comisión de la Verdad y Reconciliación - CVR , engelsk og spansk).

Massakrer, tortur og summariske henrettelser var på dagsordenen, uden at de ansvarlige indenfor militæret og politiet blev gjort ansvarlige for deres forbrydelser.

  • Et system af trusler og vold

Sendero Luminoso baserede imidlertid også sin magtudfoldelse på et system af trusler og vold. Enhver modstand fra beboerne indenfor de guerillakontrollerede områder blev straffet med døden. I følge den peruanske menneskerettigheds-organisation har Sendero Luminoso i en årrække dræbt flere civile personer, end statens væbnede organer har gjort.

I en afslutningsrapport i 2003, efter præsident Alberto Fujimoris tilbagetræden, angiver undersøgelseskommissionen ”Comisión de la Verdad y de Reconciliación” det samlede antal dødsofre i borgerkrigen til næsten 70.000 mennesker. Størstedelen af de dræbte kom fra den indigene landbefolkning.

Statsligt finansierede campesino-selvforsvarskomitéer med ca. 250.000 medlemmer
Statsligt finansierede campesino-selvforsvarskomitéer med ca. 250.000 medlemmer
  • Væbnede konflikter med de venstreorienterede basisinitiativer 

I slutningen af 1980’erne flyttede Sendero Luminoso sine hovedstyrker til Limas enorme slumområder. Grunden var den massive kontrolvirksomhed, der blev iværksat af de militært kontrollerede og statsligt finansierede campesino-selvforsvarskomitéer med omkring 250.000 medlemmer, der sørgede for at Sendero Luminoso blev nægtet adgang til landsbyfællesskaberne. 

Det varede ikke længe, før det kom til konflikter med de eksisterende organisatoriske selvforvaltningsstrukturer (feministiske organisationer, suppekøkken-initiativer, beboer-komitéer, mv.), da Sendero forsøgte at overtage ledelsen i slumkvartererne. 

I forbindelse med disse konfrontationer dræbte Sendero Luminoso alene i 1992 omkring 75 venstrefløjsaktivister fra forskellige initiativer, deriblandt den 34-årige feminist María Delgado (solidaritetsposter tv.), som de dræbte den 15. februar 1992 foran hendes to børn. Hun var på dette tidspunkt præsident for 'Federación Popular de Mujeres de Villa El Salvador' og borg-mester i den selvforvaltede bydel Villa El Salvador i Lima. 

Sendero Luminoso bevarede en stærkt reduceret aktionsduelighed langt op i 1990´erne på trods af alvorlige tilbageslag efter anholdelsen af en del ledende folk den 12. september 1992. Deriblandt Abimael Guzmán, som efter sin anholdelse i navn af en stor gruppe senderister tilbød Fujimori-regeringen en fredsaftale. Dette førte til indbyrdes stridigheder om organisationens strategi fremover. 

I 1980’erne havde Sendero Luminoso ca. 6000 væbnede medlemmer, mens organisationen i løbet af 1990’erne skrumpede til omkring 500 medlemmer. Fujimori-regeringen vedtog som led i fredsaftalen med Guzmán gruppen et tilbud om amnesti for aktive og forhenværende medlemmer af guerillaorganisationerne. Indtil slutningen af 1994 afleverede tusindvis af rebeller deres våben.

”Sendero Rojo” 

I dag fortsætter en efterfølgeorganisation ved navn ”Sendero Rojo” med sporadiske aktioner i Peru. Gruppen vurderes til at have omkring 100 aktive og dens operationsområde er først og fremmest Andesregionen Valle de los Ríos Apurímac. Gruppen bliver af de oprindelige senderister betegnet som ”anti-maoister” og ”revisionister”.   (shaggie og al. / autonom infoservice)

Første del af  guerillabveægelsen i Latinamerika: Den væbnede venstrefløj efter Che Guevara 

Noter

1) Frente Sandinista de Liberación Nacional – FSLN. * Se autonom infoservice: * Tidsdoku. Væbnet opstand i Nicaragua 1979 - interview med en sandinista *  Nicaragua tur/retur – et interview med en tidligere solidaritetsaktivist 

2) FMLN (Frente Farabundo Martí para la Liberación Nacional) i El Salvador

3) EZLN (Ejército Zapatista de Liberación Nacional ) i Mexico blev grundlagt i november 1983. Dens forløber var FLN, der kommer fra den guevaristiske tradition. Fra at være en politisk-militær avantgarde transformerede zapatisterne sig om til en væbnet bevægelse af indigena-fællesskaber. * Se autonom infoservice: Rådsdemokrati på mexicansk 

4) ’Movimiento 19 de Abril’ - M-19 var en venstreradikal guerillaorganisation, som blev dannet af fhv. FARC-medlemmer i 1970. M-19 blev verdenskendt i 1985, da dens medlemmer indtog justitspaladset i hovedstaden Bogota. M-19 transformerede sig i 1996 om til et legalt parti, ”Alianza Democrática M-19”, der i perioder var landets tredjestørste parti i Colombias parlament. * The story of the M-19 / English subtitles: 

5) Her er den biografiske roman skrevet af Omar Cabeza, studenterleder og medlem af den sandinistiske guerilla, en meget oplysende kilde:

  • ”Bjergene er mere end en umådelig stor grøn slette” 

Udgivet på dansk af Socialistisk bogklub / Forlaget Klim, (1982).