- Anarkismen i Rusland omkring Oktoberrevolutionen
Anarkisternes kamp er ligesom den rådskommunistiske opposition i Oktoberrevolutionen en glemt historie. Det er sejrs herrerne af alle slags, der til alle tider har skrevet historien.
I anledning af Oktoberrevolutionens 100-årsdag sætter vi fokus på de to nævnte revolutionære strømninger, der kæmpede for direkte demokrati og imod de repressive tiltag i bolsjevikkernes første år. Senere hen kulminerede disse tiltag i stalinismens statsterror.
* Den første del af artikelserien fortæller om anarkosyndikalisternes kamp i årene 1917 – 1921, indtil de blev forbudt.
* Den anden del vil handle om rådskommunisternes kamp for samfundspolitiske alternativer i og udenfor bolsjevikpartiet i samme tidsperiode.
-
Anarkisternes kamp
fra starten af 1900-tallet i Rusland
Den anarkistiske bevægelse stod i starten af 1900-tallet betydeligt svagere i Rusland end i andre dele af Europa.
Skønt anarkismen spillede en central rolle indenfor den socialrevolutionære undergrundsbevægelse NARODNIKI / "Folkevenner" (1), så udviklede det Socialrevolutionære Parti, der opstod ud af denne bevægelse, sig i en socialistisk retning - og gik fra undergrundskamp til parlamentarisk orientering (marts 1917).
- Uenige om strategi og taktik
I forbindelse med det russiske folkeoprør i 1905 oplevede de russiske anarkister et nyt opsving. Men deres handlingsduelighed blev stækket på grund af den dybe splittelse mellem anarko-kommunistiske miljøer, der overvejende fokuserede på en væbnet op- standsstrategi (de såk. ”insurrektionalister”) og på den anden side anarkosyndikalistiske kredse der var indbyrdes uenige om strategi og taktik.
Anarkisterne var såvel i 1905-1907 som i 1915-1921 en lille, men radikal fraktion indenfor en bred revolutionær bevægelse. De deltog aktivt i alliancer med andre rådssocialistiske bevægelser for at vælte tsaren og senere den borgerlige provisoriske regering i 1917.
Da bolsjevikkerne havde centraliseret magten i deres parti, startede en systematisk illegalisering af alle ikke-bolsjevistiske grupperinger, inklusive anarkister og venstre- socialister. Efter 1921 kom så turen til de venstrekommunistiske kredse indenfor selve bolsjevikpartiet.
- Rusland 1917
Anarkismen og syndikalismen var i Rusland af marginal betydning sammenlignet med de dominerende socialistiske
strømninger - så som de socialdemokratisk orienterede mensjevikker, de revolutionære marxistiske bolsjevikker, samt det Socialrevolutionære Parti, der indtil dets
splittelse var Ruslands største parti med ca. en million tilhængere. Partiet blev den 27. oktober 1917 delt i en moderat og en revolutionær fløj.
Sidstnævnte dannede sammen med bolsjevikkerne i december 1917 Ruslands nye regering ”Folkekommissærernes Råd” / Den Øverste Sovjet. (2)
Arbejderdemonstrationer før oktoberrevolutionen i 1917:
I 1917 i kølvandet af den generelle radikalisering af større dele af den russiske befolkning voksede tilslutningen til anarkismen og syndikalismen.
Men skønt mange kendte anarkistiske personligheder vendte tilbage til Rusland fra deres eksil – bla. Emma Goldman, Alexander Berkman, Pjotr Kropotkin, Vsevolod Eikhenbaum (Volin), Grigori Maximoff, Boris Yelensky, m.fl. – så kom bevægelsen ikke til at spille nogen central rolle i og omkring Oktoberrevolutionen.
- Det uafklarede forhold til bolsjevikkerne
Bolsjevikkernes magtovertagelse efter Oktoberrevolutionen (den 25. oktober 1917 iflg. den russiske julianske kalender / den 7. november 1917 iflg. den gregorianske kalender), konfronterede den anarkistiske bevægelse med mange spørgsmål:
Skulle anarkisterne opponere imod den nye partikommunistisk dominerede arbejder- opstand, eller skulle der samarbejdes med bolsjevikkerne i håbet om at kunne dreje revolutionen i en ikke-statslig retning baseret på selvforvaltningsorganer og direkte demokrati?
Anarkisternes svar herpå var ikke entydigt og bar præg af indbyrdes uenigheder. Nogle anarkister kritiserede lige fra starten bolsje-vikkernes avantgardististiske partiopfattelse, mens andre, de såkaldte ”sovjetiske anarkister”, besluttede at samarbejde med bolsjevikkerne ”for revolutionens skyld”.
Ikke så få anarkister meldte sig sågar ind i bolsjevikpartiet, hvor de hen ad vejen til- sluttede sig de rådskommunistiske grupper- inger indenfor partiet (nærmere herom i den anden artikel om den venstreradikale oppositions historie indenfor bolsjevikpartiet). De færreste af dem overlevede de stalinistiske udrensninger i slutningen af 1930’erne.
Bevægelsen var simpelthen organisatorisk for ukoordineret og for spredt til at kunne spille en afgørende rolle. Og således blev den anarkistiske bevægelses forskellige miljøer i sidste ende smadret og bogstaveligt talt drevet i eksil (igen!).
_____________________
Ukraines Revolutionære Opstandshær - "Makhno-bevægelsen"
Der fandtes dog en betydningsfuld undtagelse fra denne udvikling. I Ukraine fik historien en helt anden drejning. Fra 1917 indtog de ukrainske anarkister nøglepositioner i såvel de urbane centre, særligt i provinshovedstaden Huliaipole (Gulyai-Pole), som på landet blandt bønderne. Ved siden af fagforeningsarbejde i industrien dannede de ukrainske anarkister ”Bøndernes fagforbund” og startede agitationen for ekspropriation af godsejerne. Omkring 1917 gik de i gang med at destruere statsapparatet.
I januar og februar 1917 afværgede anarkistiske partisaner i et taktisk samarbejde med bolsjevikkerne
nationalisternes forsøg på en magtovertagelse.
Da bolsjevikkerne i forlængelse af fredsforhandlingerne i Brest-Litovsk i marts 1918 måtte overgive Ukraine til det tyske militær, organiserede anarkisterne partisanenheder, der udviklede sig til
en kæmpe milits med navnet ”Ukraines Revolutionære Opstandshær”. Denne opstandshær skabte et selvforvaltet territorium i store dele af
det sydlige Ukraine.
På basis af landbrugskollektiver og industrielle selvforvaltningsstrukturer.
Blandt de mest fremtrædende ukrainske anarkister var Volin, Peter Arshinov og Nestor Makhno. Sidstnævnte blev i folkemunde kaldet “Makhnovshchina“. (3)
I de områder som var kontrolleret af Makhno-bevægelsen blev der praktiseret fuld ytrings – og
forsamlingsfrihed og der var ingen plads for f.eks. antisemitiske pogromer, som det var gængs praksis i resten af det borgerkrigsramte Rusland.
Da Makhno-bevægelsen blev knust militært af Den Røde Hær, var det sammen- faldende med borgerkrigens afsluttende fase og blev hilst velkommen af den krigstrætte befolkning.
Bolsjevikkerne indstillede tvangsrekvirering af korn fra de ukrainske bønder og der blev genindført visse friheder.
Dermed fik den ellers populære Makhno-bevægelse svært ved at rekonstruere sig efter sit militære nederlag. Alligevel nærede sovjetregeringen i lang tid efter bekymring for, at bevægelsen
ville dukke op på ny og organiserede derfor særlige kontrolforanstaltninger i de områder, der førhen var “Makhnovshchina’s“ højborge.
Paradoksalt nok
gik det hen over hovedet på de fleste russiske anarkister, hvad der skete i Ukraine. Således havde de ”simpelthen sovet over revolutionen i Ukraine – den største massebevægelse af overordentlig
betydning” (iflg. Peter Ashinovs vurdering i den tyske udgave af hans værk ”Geschichte der Machno-Bewegung”, s. 244 – 45).
______________________________________
Den anarko-syndikalistiske bevægelse 1917 – 1921
I 1917 talte den anarkosyndikalistiske bevægelse (iflg. en af dens kendte aktivister, Grigori
Maximoff) ikke mere end omkring ”et hundrede aktive, kamp-erfarene repræsentanter”.
Der var hovedsagligt arbejdere, der var udvandret
til USA og som vendte tilbage for at deltage i revolutionen i Rusland. De var allesammen aktive medlemmer af den syndikalistiske bevægelse International Workers of the
World (IWW) i USA.
Inflation og den økonomiske krise der rystede Rusland resulterede i den ene strejkebølge efter den
anden. Efter maj 1917 eksploderede vreden blandt arbejderne. Mens der i april 1917 på landsplan strejkede 35.000 arbejdere, var det i 175.000 i juni og 1,2 millioner i
oktober.
Samtidigt voksede militansen. Talrige fabrikker bliver besat og blokeret. Mange steder var de dårligst betalte og ofte uorganiserede arbejdere
de toneangivende i strejkekampene.
- Indenfor få uger opstod rådsstrukturer i næsten alle regioner i det tidligere russiske imperium:
I Petrograd, i Moskva, Podolsk, Jaroslavl, Tver, Ivanovo-Vosnesensk (udgangspunkt for de første rådsorganiseringer under den første russiske revolution i 1905-1907), Chabarovsk, Tashkent, Reval, Omsk, ... På virksomhedsplan opstår der på samme tid overalt fabriksråd.
Fagbevægelsen tæller efteråret 1917 omtrent 2000 lokale faglige organisationer (deriblandt 976 nye der opstod i kølvandet af årets strejkebølger)
med omkring 1,5 millioner medlemmer.
Mens bolsjevikkerne og mensjevikkerne og i mindre grad de socialrevolutionære sad på de vigtigste fagforeningledelser, så var andre politiske venstrefløjsstrømninger godt repræsenteret i de
basisdemokratisk organiserede fabrikskomitéerne * og i fabriksrådene.
___________________
* libcom.org. Rod Jones: Factory committees in the Russian revolution
- Virksomhedsråd eller fagforening?
Inden januar 1917, indtil den første alrussiske fagforeningskongres, prioriterede anarko-syndikalisterne
deres aktiviteter indenfor fabriksrådene. Men de deltog også i fagforeningsarbejde.
På dette tidspunkt førte de mere radikale fabriksråd en hård kamp mod såvel virksomhedsejerne som mod samarbejdsvillige mensjevistiske fagforeningsledere.
I takt med strejkebølgens udbredelse uddybedes kløften mellem fabriksrådene og fagforeningerne i spørgsmål om målsætning og taktik. Dette resulterede i, at fabriksrådene udviklede parallele strukturer mellem de enkelte fabrikker – først i Petrograd og senere i hele Rusland.
Indenfor anarkosyndikalisterne var der i længere tid ikke nogen entydig positionering til fordel for fabriksrådene. Til sidst satte kredsen omkring det vigtigste anarkosyndikalistiske tidskrift i Rusland,det senere dagblad ”Golos Truda” (”Arbejdets stemme”), sig igennem og alt blev sat ind på at organisere or anarkismens idé – og aktionsgrundlag.
- Eksempler på succesrig agitation & forankring
Det lykkedes syndikalisterne omkring den tidligere IWW-aktivistveteran Konajev
at organisere flertallet af de omkring 25.000 minearbejdere i kulmine-området i Debalzevsk.
I forbindelse med kosakpogromerne mod oprørske arbejdermiljøer blev Konajev dræbt og råds-strukturerne gik i opløsning under den efterfølgende borgerkrig.
I Jekaterinodar orienterede arbejderrådene fra cementfabrikkerne i hele gouvernementet sig til anarkosyndikalistiske målsætninger. I spidsen af
arbejderrådene stod den anarkosyndikalistiske arbejderske Gordova.
I Moskva var fagforeningen af parfumearbejdere organiseret på basis af et anarkosyndikalistisk aktionsprogram.
Ved den første
alrussiske fagforeningskongres repræsenterede anarkosyndikalist-ernes delegerede sammen med allierede fra anarkistiske socialrevolutionære og maksimalister mere end 88.250 arbejdere.
(kilde: Grigori Maximoff: ”Die revolutionär-syndikalistische Bewegung in Rusland”, Verlag für sozialrevolutionäre Schriften, 1929/1930, side
125).
Årene 1918-1919 blev fagforeningerne endnu ikke systematisk underkuet og kontrolleret. Anarkosyndikalistiske ideer formåede at forankre sig i en
del fagfor- eninger: Så som i bagernes fagforening i Moskva, Kiev (med anarkosyndikalisten Aron Baron i spidsen) og Charkov; og hos post – og telegrafansatte på hvis alrussiske branchekongres i
Moskva 1918 anarkosyndikalisterne fik tilslutning på næsten 50 procent .
Et lignende resultat opnår anarkosyndikalisterne omkring
avisen ”Bajen” hos havne – og transportarbejdere i Volga-området omkring den tartarske hovedstad Kasan.
- Al faglig aktivitet underlægges partiets direktiver
Den 2. alrussiske fagforeningskongres i januar 1919 blev begyndelsen på enden af fagbevægelsens autonomi.
På kongressen vedtog man fagbevægelsens fremtidige rolle under sloganet ”statslig-gørelse”
(ogossudarstwlenijé). Dette indebar, at fagbevægelsen skulle smelte sammen med statsapparatet for at lede og administerere industrien.
Dette medførte store kontroverser helt ind i bolsjevikkernes rækker. Under ledelse af den venstrekommunistiske ”Arbejderopposition” – fraktion forsøgte oppositionelle bolsjevikker at
bevare fagforeningernes selvstændige ageren. Men forgæves.
På bolsjevikkernes 10 . partikongres i marts 1921 blev den endelige kurs vedtaget: Fagforeningerne blev stækket i deres funktion og underlagt en streng partikontrol.
(4)
____________________
Denne nye kurs kan illustreres med et enkelt Lenin-citat:
” Ruslands kommunistiske
parti kan på ingen måde være indforstået med, at partiet kun indtager den politiske ledelse, mens fagforeningerne sidder på den økonomiske ledelse. Dette er fortidslevn fra den bankerotte 2.
Internationale. "
- En anden ledende bolsjevik, Nikolay Krestinsky, betegnede de protesterende faglige repræsentanter som
”syndikalistiske kontrabander”...
Oppositionelle faglige aktivister blev fremover chikaneret til tavshed eller anholdt som ”kontrarevolutionære sabotører” og forsvandt i Tjekaens
fængsler
(Tjekaen var bolsjevikkernes hemmelige politiske politi under betegnelsen: ”Ekstra-ordinær Kommission til Bekæmpelse af Kontrarevolution og
Sabotage”).
- Anarkosyndikalisternes publikationsvirksomhed
Anarkosyndikalisterne blev populær og kendt i bredere arbejdermiljøer ved hjælp af en omfordelingspjece, der indeholdt en praktisk vejledning i gennemførelse af arbejder-kontrol. (Brochuren blev heftigt angrebet af såvel bolsjevikkerne som af mensjevikkerne på den 1. alrussiske fagforeningskongres).
Derudover blev der udgivet en del anarkosyndikalistiske aviser, deriblandt:
”Golos Truda” (Petrograd), ”Rabotsja Mysl” (Charkov”) ”Sibirsky Anarchist” (Krasnojarsk), den revolutionære-syndikalistiske fabriksavis
”Rabotshaja Shisn”, m.fl.
Golos Truda (“Arbejdets stemme“) var et russisk anarkosyndikalistisk tidskrift, der
oprindeligt var grundlagt i New York af russiske emigrant-arbejdere i 1911.
I 1917 blev Golos Truda udgivet i Petrograd (Skt. Petersborg i dag), da tidsskriftets redaktions-kollektiv (5) efter februarrevolutionen
1917 kunne vende tilbage til Rusland.
Efter Oktoberrevolutionen blev Golos Truda et dagblad. I en række artikler agiterede redaktionen for nødvendigheden af at opgive den
bolsjevistiske samfundsdoktrin om ”proletariatets diktatur” og tillade producenternes frie sammenslutninger og aktiviteter.
Den 17.
november 1917 vedtog den øverste sovjet en lov, som skulle etablere statslig kontrol over samtlige publikationer.
Dette gav myndighederne udviddede beføjelser til undertrykkelsen af oppostionelle aviser.
Efter forbuddet af Golos Truda i august 1918, dannede en del af redaktionen straks en ny avis: ”Wolny Golos Truda” (”Arbejdets frie stemme”).
- ”Småborgerlige elementer”
Efter Ruslands kommunistiske partis (bolsjevikker) 10. kongres i marts 1921 blev grebet yderligere strammet og repressionen rettet mod
”småborgerlige elementer” (deriblandt anarkosyndikalisterne).
Således blev anarkosyndikalisternes sidste legale publikationer, deres forlag, trykkeri og bogbutikker i Petrograd og Moskva lukket af Tjekaen og næsten samtlige medlemmer af gruppen omkring
”Wolny Golos Truda” blev anholdt.
-
Epilog:
I repressionens tegn
Fra 1926 var det ikke længere tiladt at publicere uafhængige tidsskrifter og bøger om anarkisme.
Kun de statslige sovjetiske forlag kunne derefter publicere materiale om anarkismen. Kropotkin-museet i Moskva var endnu et par år åbent, før også dette blev lukket. Indtil da blev de besøgende
registreret af det hemmlige politi.
Oppositionelle aktiviteter, såvel i produktionen som i de øvrige samfundssektorer, blev
smadret af den efterfølgende repression. Nogle spredte anarkistiske grupper i under-grunden formåede at opretholde en vis aktivitet indtil starten af 1930’ erne, indtil de blev opsporet, anholdt
og henrettet af Stalins politiapparat.
(al./autonom infoservice)
Læs også autonom infoservice
Om den venstreradikale oppositions kamp for samfundspolitiske alternativer i og udenfor bolsjevikpartiet efter 1917 og frem til deres illegalisering
Oplæg om den anarkistiske og rådskommunistiske opposition omkring og efter oktoberrevolutionen
Autonom infoservice vil gerne stille sig til rådighed som oplægsholder om temaet. Forespørgsel kan sendes til vores kontaktadresse. Du/I vil derefter modtage et svar om vi har mulighed for at komme.
Noter
- Se baggrundsartiklen herom: Tidsdoku.”Lad os føre kampen ind i magtens centrum!”, hos autonom infoservice
-
Folkekommissærernes råd (Sovjet Narodnych Komissarov) blev grundlagt i 1917. Fra 6. juli 1923 til marts 1946 fungerende den som
det udøvende og lovgivende organ i Sovjetunionen, der formalt blev grundlagt i 1922 (Den 31. januar 1924 blev den første sovjetiske grundlov vedtaget).
Fra marts 1946 blev dette gremium fremover betegnet som Sovjetunionens ministerråd. -
Litteratur om “Makhnovshchina“:
* Libcom.org: Peter Arshinov : “History of the Makhnovist movement 1918-1921” ,
* Vsevolod Mikhailovich Eikhenbaum (Volin), The Unknown Revolution, 1917-1921: Book III: Struggle for the Real Social Revolution, Part II: Ukraine (1918-1921), Free Life Editions (1974), ISBN 0-914156-07-1, ISBN 978-0-914156-07-9
* Leon Trotskij: “How Is Makhno’s Troop Organised?”
* På dansk: Daniell Marcussen: Makhno-bevægelsen 1918-1921, forsynet med en udførlig litteraturliste - Primær kilde: Robert V. Daniels: ”Das Gewissen der Revolution”, Ole und Wolter Verlag, Berlin.
- Anarkosyndikalisternes dagblad "Golos Truda" bestod af fremtrædende anarkister som Volin, Gregori Maximoff, Alexander Shapiro, Maxim Rajevskij, Vasya Svieda, m.fl.
___________________
- Pjece om Anarkisme, Syndikalisme & Anarkosyndikalisme
Pjecen forklarer på 40 sider, hvad anarkismen, syndikalismen og anarko-syndikalismen står for.
_________________
Udgivet af
'Anarkister og syndikalister på Amager'
*A-5 format, 40 sider, 20 kr.
Bestilles via socialrevolution@live.dk
eller kan købes i Bogcaféen Halmtorvet & Bogcaféen Barrikaden