Tidsdoku. ”Lad os føre kampen ind i magtens centrum!”

Attentatet på zar Alexander II., Skt. Petersborg, 13. marts 1881
Attentatet på zar Alexander II., Skt. Petersborg, 13. marts 1881

Rusland omkring 1830 under zar Nikolaj 1. var    en af de mest brutale monarkier overhovedet.  Den ene oprørsbølge  afløste den anden i kampen mod repression og fattigdom.                  De socialrevolutionære bevægelser Narodniki (Folkevenner) og "Narodnaja Volja" (Folkets vilje) rystede det zaristiske magtapparat med deres opstande og målrettede attentater.

  • De anarkistiske og marxistiske cirkler i Rusland genspejlede de indbyrdes stridigheder i de vesteuropæiske metropoler og førte til splittelsen af den kæmpende undergrundsbevægelse. 

 

”At begrænse revolutionære erfaringer og teori til det dags- aktuelle er at dømme det til evig glemsel, hvor nutiden ophører med at kunne erkendes, så snart den glider ind i fortiden ”

Isaac Deutscher (1907 - 1967) revolutionær og historiker

 

 

_____________________

Situationen i Rusland omkring 1830 under Nikolaj I – i folkemunde også kaldet ”strisser-zaren”  -  var en af de mest brutale monarkier overhovedet.

Bønder i Rusland omkring 1860
Bønder i Rusland omkring 1860
  • 90 procent af Ruslands daværende befolkning var livegne.

På Nikolaj I's tid havde landet – uden Polen og Finland – ca. 50 millioner indbyggere. Befolkningen var sammen-sat af ca. 500.000 adelige, som ejede 25 millioner livegne - slaver der måtte arbejde for dem. De var simpelthen deres ejendom, som de kunne udbytte, sælge, give væk som gaver, misbruge seksuelt, prygle, mv.

Foruden de 25 millioner der blev ejet af adelen, kom der endnu 20 millioner livegne, der var zarfamiliens. De arbejdede således på de store statslige godser og på zarfamiliens private besiddelser.

Magten var koncentreret på få megarige familier. 80 procent af de russiske gods- ejere havde i gennemsnit kun 8 ”sjæle” , som de kaldte deres livegne. De var for- armede og tangerede på  fattigdomsgrænsen. Imens de omkring 1500 rige adelige storgodsejere rådede langt over 2000 livegne hver.

Dead Souls

Den berømte russiske forfatter Nikolai Gogol har med sin roman ”Døde sjæle” skrevet sig ind i verdenslitteraturen ved at beskrive disse livegnes liv på en socialsatirisk måde (se billede tv.). Selvfølgelig var livegne ikke allesammen            underkastet brutale behandlinger. Mange behandlede deres livegne relativt humant – med en slags patriarkalsk omsorg. Uanset hvad, så var de livegne absolut retsløse.

25 års værnepligt. Deres status kunne blive ophævet, hvis de livegne blev indrullet i militæret. Her måtte de så til gengæld gøre tjeneste i 25 år. Som følge af at det russiske militær var en ekstremt brutal hær, overlevede de allerfleste livegne ikke den 25-årige værnepligt.

Dekabristerne blev grundlagt efter sejren over Napoleon i 1815. De var inspireret af  og ofte i familie med de mere oplyste dele af den europæiske kultur og kom konstant i konfrontation med magthaverne.

Dette kulminerede i en opstand, hvor over tre tusind af dem blev skudt af zarens kanoner foran Vinterpaladset i Sankt Petersborg. Over tusind af dem blev anholdt, nogle blev hængt og de fleste forvist til livslangt tvangsarbejde i Sibirien.

  • "Massiv repression mod alt og alle, der ikke forholdt sig konforme"

Under Nikolaj I var der på Ruslands universiteter knap 3000 studerende, der udelukkende stammede fra adelen. Sønner af borgere, bønder, soldater og købmænd, samt præster og jøder blev kun sjældent tilladt adgang til universiteterne. Zarens forsøg på at holde alle sociale, kulturelle og videnskabelige fremskridt fra det europæiske udland nede, indebar ekstrem repression mod alt og alle, der ikke forholdt sig konforme. Dette gjaldt også russere, der var involverede i de samfundsmæssige begivenheder i Europa.

  • Et typisk eksempel er anarkisten Mikhail Bakunins skæbne:
Den unge Mikhaíl Aleksandrovitj Bakunin  (1814-1876)
Den unge Mikhaíl Aleksandrovitj Bakunin (1814-1876)

Efter nedkæmpelsen af opstanden mod Friedrich August II i 1849, hvor Bakunin (1) stod sammen med bl.a. den tyske  komponist Richard Wagner på barrikaderne i Dresden, krævede zar Nikolaj d. I  Bakunin samt andre russiske revolutionære udleveret.                                                            De østrigsk-ungarske myndigheder der anholdt  Bakunin og i første omgang dømte ham til døden, reagerede prompte og udleverede ham og andre fængslede revolutionære til Rusland.

Her blev Bakunin indespærret i den berygtede Peter-Pauls fæstning, hvor han blev lænket til murene i sit fangehul. Først i 1857 – 9 år senere - blev han benådet og forvist til Sibirien, hvor hans fætter var generalguvernør. Tre år senere lykkedes det for Bakunin at flygte fra Sibirien til Vesteuropa.  

Dresden, maj 1849: Folkeopstanden mod Friedrich August II, kongen af Sachsen
Dresden, maj 1849: Folkeopstanden mod Friedrich August II, kongen af Sachsen

Efter zar Nikolaj den første's død i februar 1855, overtog hans søn Alexander d. II tronen. Nikolaus efterlod et land, der var udenrigspolitisk fuldstændigt isoleret. Alexander d. II var 36 år, da han overtog tronen.

Hans lærer var en oplyst intellektuel som hadede militæret. Alexander og hans kone – en prinsesse fra Tyskland - læste sammen Ivan Turgenjevs roman ”Notater af en jæger”, der handler om en russisk livegens skæbne. (Sammen med de yngre Dostojevskij og Leo Tolstoj var Turgenjev den mest kendte russiske forfatter i anden halvdel af det 19. århundrede).

  • I 1861 ophævede zar Alexander d. II liv-egenskabet trods storgodsejernes  samlede modstand.

Alexander d. II mildnede censuren, ophævede forbuddet mod udenlands-rejser, løslod mange af de politiske fanger, deriblandt nogle af Dekabristerne, der havde overlevet 30 års tvangsarbejde i Sibirien. Også digteren Dostojevskij, der var forvist til Sibirien måtte vende tilbage.

Det vigtigste problem var afgjort livegenskabet. Ved en forsamling blandt det øverste lag af adelen erklærede den ny zar, at man ikke skulle vente, indtil bønderne afskaffede livegenskabet ved hjælp af en opstand fra neden.

Der blev iværksat en kommission, der foretog de nødvendige forberedelser til ophævelsen af livegenskabet, for de 45 millioner russere. I 1861 ophævede zar Alexander d. II livegenskabet, med stort besvær pga. storgodsejernes samlede modstand.

  • Via gæld, renter og statslige skatteopkrævninger, havde situationen alt i alt ikke forandret bøndernes vilkår.

Den bragte bønderne formelt juridisk deres frihed, men tvang dem samtidig i ny afhængighed. Da en frigivelse uden landreform var meningsløs, blev det bestemt, at bønderne skulle købe jorden fra godsejerne.                                                                  En ekspropriation af storgodsejerne, som den spredte radikale opposition havde forestillet sig, blev det ikke til. Zaren ville for enhver pris undgå en indenrigspolitisk konflikt, der kunne have resulteret i en opstand fra landets mægtige konservative adel og kirken.                                                                                                                 Via gæld, renter og statslige skatteopkrævninger, havde situationen alt i alt ikke forandret bøndernes vilkår. Sult, sygdom og opslidende arbejde under katastrofale sociale forhold fortsatte uformindsket...

  • De russiske landsbyfællesskaber ”Obstjina” (på dansk: "kommune")

Særegent for det russiske samfund var landbrugets organisering. I en tusindårig tradition har bønderne i fællesskab dyrket jorden. Nu hvor livegenskabet var ophævet, vendte de tilbage til disse traditioner. Bønderne havde kollektiv brugsret over jorden de dyrkede - vel og mærke under statsadministrationens kontrol. Som regel repræsenteret af det lokale politi og distriktstjenestemænd.

Bondefællesskab ”Obstjina”
Bondefællesskab ”Obstjina”
  • OBSTJINA-traditionen satte socialismen på de revolutionæres dagsorden

Denne kollektive tradition gjorde, at samtlige revolutionære bevægelser mente, at OBSTJINA-traditionen , altså de kollektive landsbyfællesskaber, dannede grundlag for at Rusland kunne etablere et socialistisk samfund ved at overspringe den borgerlige kapitalistiske fase.*  Dette var en fællesnævner for de socialrevolutionære bevægelsers målsætning. 

Også Bakunin anså det russiske landsbyfællesskab som model for en fremtidig fri føderation af mennesker, i en tilstand uden magtstrukturer.

__________________________________________

* (En undtagelse herfor, var den ortodokse marxistiske strømning med udgangs-punkt i det ”Al-russiske socialdemokratiske arbejderparti” , der senere ved den 4. kongres i 1903 udspaltede sig i bolsjevikker og mensjevikker. Sidstnævnte fast-holdt nødvendigheden af en kapitalistisk fase under borgerlige demokratiske rammer hvori der konstituerer sig en arbejderklasse, der var parat til at gennem-føre en samfundsmæssig transformation til socialisme.)  

 

  • Fremkomsten af en radikal studenterbevægelse udenfor myndighedernes kontrol

Alexander II’s reformer udløste en mærkbar forandring i Ruslands storbyer – især Sankt Petersborg og i mindre grad i Moskva og Kiev. 

Åbningen af universiteterne svarede ikke kun til kravene om lighed for alle lag i samfundet, men var derudover en objektiv økonomisk nødvendighed. Rusland var som før nævnt, langt bagud i udviklingen, i forhold til de øvrige europæiske magter på stort set alle områder.

På kun få år, tredobledes antallet af studerende. Magthaverne havde dog ikke regnet med, at universiteterne med denne åbning også begyndte at genspejle de samfundsmæssige forhold udenfor. På ganske kort tid opstod der en antiautoritær studenterbevægelse udenom statens kontrol.

Dertil kom et andet uventet problem:

Kvinder indtog universiteternes forelæsninger – først som tilhørere og efterhånden som aktive studerende. I disse år skete der et opbrud i den unge generation, som modsatte sig de gældende moralforestillinger.

Unge par begyndte med at leve i forhold sammen, enten i parforhold eller også i kommuner (altså kollektiver), de skiftede partnere og praktiserede sexuelle friheder med kønnenes ligeberettigelse.            Midt i den victorianske puritanisme der herskede over Europa, stod studentermiljøerne i Ruslands storbyer nu pludseligt i spidsen for frigørelsesbestræbelserne.  

Liberaliseringen af den russiske stat rystede også den strengt hierarkiske familieorden, hvori det mandlige overhoved – med zaren som forbillede – herskede despotisk. Mange unge kvinder indgik på dette tidspunkt ”fiktive ægteskaber” med ligesindede mænd, for at kunne udfolde sig frie og uafhængige.

Denne emancipatoriske karaktér af bevægelsen var ikke til at overse, men det var, i modsætning til de senere revolutionære i 1870´erne hovedsagligt en individuel frigørelse.

  • Første attentatforsøg mod zaren 

Den 4. april 1866 skød studenten Karakasov (billede tv.) - medlem af en hemmelig obskur gruppe "Ishutin" (Helvede), på zaren, som gik spadserende i en park ved floden Neva. Skuddet ramte forbi, Karakasov forsøgte at flygte, men blev anholdt.                              Skønt hans kammerater fra gruppen Ishutin afviste hans planer, blev gruppen optrevlet og sendt til livsvarigt tvangsarbejde i Sibirien. Karakasov blev offentligt hængt den 3.oktober 1866.

Da rygterne om tortur af de anholdte kom frem, organiserede studenterne forsamlinger og offentlige manifestationer i storbyerne. Disse blev mødt af demonstrationer, der forsvarede zaren.  Studenteraktivisten, den senere anarkist Zemfir Ralli beretter, at var farligt på dette tidspunkt at sige noget dårligt om zaren i fabrikkerne og fattigkvartererne.

Tiden efter attentatet betød afslutningen på reformerne. Alexander II indledte under pres fra den højre adelstand en tiltagende repressiv kurs. Indenrigsministeren Murajev – kendt for at have nedkæmpet den polske opstand 1863, skærpede politiets kontrol og censur. Hans personlige had gjaldt intellektuelle som betegnede hans foranstaltninger som ”hvid terror” (russisk: rusyj = Magten).

________________________

Forskellige forløbere af narodniki-bevægelsen

  • Netsajev’tisterne 
Sergej Netsajev
Sergej Netsajev

Sergej Netsajev var en ung russisk revolutionær - og ifølge historiske kilder - med en "tvivlsom og hensynsløs" personlighedskaraktér. 

I 1869 var Netsajev del af radikale studentercirkler i Petersborg. Han kom pga. sit praleri i myndighedernes søgelys og tog til Zürich. Samtidig modtog den unge revolutionær Vera Sassulitsj ( - der senere blev verdenskendt for hendes attentat på Petersborgs brutale byleder, general Trepow i 1878) et ”udsmuglet brev fra fængslet”, hvori Netsajev fortalte om sin anholdelse. I de efterfølgende protester mod denne antagede fængsling, blev Vera Sassulitsj og hendes søster Katharina anholdt og dømt for subversive holdninger til henholdsvis et og to års fængsel).

billede tv.: Attentat på bykommandanten i Skt. Petersborg, udført af Vera Sassulitsj ( th.)                  og to andre Narodnajer / Narodnikier.

  • Bekendtskab med Bakunin

Netsajev mødte i Zürich i 1869 Bakunin, som blev meget begejstret for hans historier - hvoraf de fleste var rene opfindelser.

Sammen lagde de planer for en kommende revolution i Rusland. Deraf opstod brochuren ”Katekisme” – et kampskrift for revolutionære.

I august samme år vendte Netsajev tilbage til Rusland under dæknavnet ”Pawlov”. Med sig havde han medlemsbevis nr. 2771 af den russiske sektion af  ”Alliancen for verdensrevolutionen” , som Bakunin havde forsynet ham med.                          "Alliancen" eksisterede kun på papiret, men for Netsajev var medlemskortet et ideelt middel, til at styrke hans autoritet blandt den radikale ungdom.

Han rekrutterede i kølvandet af studenterbevægelsen i Skt. Petersborg en del aktivister til sin lille gruppe ”Narodnaja Rasprowa” (Folkets hævn), som mange Narodnikier senere betegnede som en ren ”loge”. 

På grund af interne uenigheder indenfor den lille gruppe blev et medlem (Ivanovov) den 21.november 1869 henrettet af Netsajev og fire andre medlemmer af gruppen.

Allerede i slutningen af året var samtlige folk, der blev sat i forbindelse med Netsajev, anholdt. De fleste blev derefter dømt til femten års tvangsarbejde.

Netsajev formåede at flygte tilbage til Schweiz, hvor han lod sig fejre som helt af de russiske revolutionære migrantcirkler. 

Marx og Bakunin - 1. Internationales mest markante personligheder - og konkurrenter
Marx og Bakunin - 1. Internationales mest markante personligheder - og konkurrenter

Det hele endte med, at Bakunin og en anden fremtrædende anarkist (Orgarjev), opdagede, at Netsajev havde stjålet vigtige breve og dokumenter fra dem, hvorefter de brød med ham.

Karl Marx benyttede lejligheden til at diskreditere Bakunin i 1. Internationale med henvisning til hans forbindelser til  ”kriminelle fantaster” som Netsajev.

  • Levende begravet i zarens fængsel

Netsajev blev efter krav fra Rusland i 1872 udleveret fra Schweiz og dømt til 20 års fængsel. Han blev sat i lænker og anbragt dybt nede i de underjordiske celler af Peter-Paul-fæstningen, hvor han den 21, november 1882 fuldstændigt afkræftet døde...

  • Fritscher’ne ”Tanterne” -  Zürich i starten af 1872

Der var i Zürich omkring 100 russiske studerende kvinder. De fleste havde kort hår og mørke solbriller og altid en smøg ved hånden.

Ifølge den russiske revolutionær Vera Figners selvbiografi "Natten over Rusland", (udgivet i 1928), ville de russiske studerende derved udtrykke deres uafhængighedsbestræbelser.

De boede i fællesskaber og tog initiativ til indsamlinger for Pariserkommunens (2) fanger, for strejkende arbejdere, for de russiske emigranter, for den igangværende revolte i Spanien, ... 

I sommeren samme år (1872) kom Bakunin og en anden russisk revolutionær (Lavrov) til Zürich for at hverve for deres ideer. De russiske migrantkredse blev splittet i to fraktioner, som højlydt skændtes med hinanden. De fleste "Fritscher" / "Tanter"  tilsluttede sig Bakunin og hans teser om nødvendige revolutionære direkte aktioner. 

”Tanterne” startede studiekredse om socialismens idégrundlag, fra bl.a. Charles Fourier, Pierre-Joseph Proudhon, Etienne Cabet, Luis Blanc, mv.                                                        Gennem informanter fik de russiske myndigheder kendskab til de subversive aktiviteter fra de russiske kvindelige studerendes side. Reaktionen kom prompte: I sommeren 1873, kom der en meddelelse fra de russiske myndig-heder, der meddelte, at ingen eksamener fra universitet i Zürich ville blive anerkendt i Rusland.                        _____________

Tilbage til Rusland. 

På dette tidspunkt var de første aktivist-grupper fra "Tanterne" ifærd med at vende tilbage til Rusland for at tilslutte sig kampen mod zarvældet. Da det kom til bruddet mellem Marx-tilhængere og Bakunin-tilhængere, tilsluttede de fleste sig uden betænkeligheder til føderalisten Bakunin.

Samtlige medlemmer af "Tanterne" tog i grupper tilbage til Rusland, hvor de gik i undergrunden og tilsluttede sig den socialrevolutionære undergrundsbevægelse NARODNIKI (Folkevenner).

  • Narodnikerne  

Bevægelsen blev til i midten af 1860´erne. De fleste var intellektuelle, mange sønner og døtre af den lave adel - få sågar fra højadelen. De tog på landet for at leve sammen med bønderne i landsbyfællesskaberne og for at lave agitation for den anarkistiske variant af socialisme. Nogen tog som læger ud til bønderne (som f.eks. Vera og Lydia Figner, Sophia Perovskaja, m.fl.) 

Vera Figner og Sophia Perovskaja Narodnikier, der senere blev fremtrædende aktivister i efterfølgeorganisationen "Narodnaja Volja" (Fokets Frihed / Vilje).

Pjotr Kropotkin som ung
Pjotr Kropotkin som ung

De fleste lærte dog et håndværk – som snedker, smed, skomager, osv. Parallelt hertil gennemførte nogle specielle grupper attentater på særligt fremstående personer af zarens politiapparat og forvaltningen.

De befriede fængslede medlemmer (som f. eks. den  unge Pjotr Kropotkin i 1876) og gennemførte praktisk fangesolidaritet med kammerater, der var blevet forvist til tvangsarbejde i Sibirien.  

  • 1500 aktivister fra Narodniki i fængsel

I en rapport fra 1875 skrev zarens justitsminister grev Pahlen, at der fandtes et net af revolutionære celler og enkeltpersoner i samtlige af landets 37 provinser. Omkring 1874/75 havde politiet anholdt og fængslet omkring 1500 medlemmer af Narodniki.

Ifølge forskellige kilder fandtes der på dette tidspunkt omkring op til 3000 aktive Narodnikier. I forhold til Ruslands størrelse og befolkningstal, et ganske lille antal, men i forhold til de tidligere revolutionære grupper og sammenhænge, var dette en revolutionær massebevægelse. De fleste Narodnikier var meget unge – 16, 17, 18 år gamle. Var man over 20 år, gjaldt man allerede som ”gammel, garvet aktivist”. 

En gruppe Narodniki'er omkring 1874
En gruppe Narodniki'er omkring 1874

Det russiske revolutionære parti, som Narodniki også blev kaldt, var i 1876 delt i to hovedgrene:

Propagandisterne og Buntar’erne (den russiske betegnelse for ”Oprørere”). De førstnævnte virkede hovedsagligt i Norden, de sidstnævnte i det sydlige Rusland.

- Mens propagandisterne gennemførte revolutionært oplysnings- og socialarbejde blandt bønderne (oprettede landskoler, hjalp dem i deres problemer med myndighederne og skatteopkrævere),

så orienterede oprørsfløjen sig til Bakunins ”revolutionære katekisme” og gennemførte direkte aktioner ("handlingens propaganda") mod magtapparatet. De organiserede protestaktioner, enkelte attentater og sabotageaktioner.

 

Narodnikiernes program

På trods af de vedvarende anholdelser lykkedes det de erfarne blandt dem at udarbejde et nyt grundlag for den revolutionære praksis. Resultatet af dette arbejde, der blev iværksat samtidigt af flere grupper, var Narodnikiernes program.

Det samme program overtoges af efterfølgeorganisationen ”Forbundet Jord og Frihed” og senere delvis også af "Forbundet Narodnaja Volja" (Folkets Vilje).

Programmets grundtanke var den, at det russiske folk, som ethvert andet folk, der befinder sig i et bestemt historisk stadie, er underlagt de fremherskende moralske og politiske betingelser. Den revolutionære praksis må derfor til enhver tid gå ud fra folkets reelle forhold, fra dets bestræbelser og ønsker og kampen må derfor knytte an herpå.

  • På det økonomiske område var parolen: udstykning af al jord til fordel for landsbyfællesskabet.
  • På det politiske område at bekæmpe statsmagten og dens legemliggørelse gennem tsaren.

Aktionerne skulle basere på at afsløre og bekæmpe den daglige repression og forbinde det med kampen for selvorganisering imod monarkiet. De mest aktive skulle sammenslutte sig i grupper og støtte hinanden i de forskellige kampe rundt om i det store land. Begyndende med legale protester, der skulle munde ud i en åben revolutionær kamp.

For det første besluttede man foreløbigt at koncentrere sig i bestemte landområder, hvor bondespørgsmålet var skarpest tilspidset og hvor der var revolutionære traditioner.
For det andet gjorde man klart, at en OPSTAND ikke havde udsigt til at lykkedes , med mindre en del af de revolutionære kræfter konkret forberedtes til den direkte kamp mod regeringen, til ”at føre kampen ind i centrum” - i samme øjeblik som opstanden i provinsen svækkede og desorganiserede statsapparatet. Ved sådan direkte aktioner skulle folkebevægelsen vinde tid til at styrkes og udbredes.          Sådan lød essensen af Narodnikiernes program.

Efter mange tilbageslag og anholdelser samt det ringe resultat ifm. radikaliseringen af bønderne, og den udbredte erkendelse af, at det overvejende arbejde antog form af ren socialarbejde, besluttede narodnikierne der stadig var på fri fod, en ny orientering.

  • I efteråret 1876  dannedes forbundet ”Jord og Frihed” (russisk: ”Semlja i Volja”)

I modsætning til Narodnikierne, var den nye organisation ikke opbygget på føderative principper. Den var centralistisk i sin  organisationsform.

Derudover var forbundet ”Jord og Frihed” ikke særligt fokuseret på bønderne, men betonede istedet for nødvendigheden af at opbygge celler i hæren, i forvaltningen, i  landborådene, i den akademiske embedsstand og blandt studenterne.

Disse sektorer var alle berørt af myndighedernes censur og overvågning og umyndiggørelse. Senere kom også de første spæde forsøg på at vinde indpas i fabrikkerne , hvor der herskede ufatteligt hårde arbejdsbetingelser.

De vesteuropæiske revolutionæres ideer ophørte allerede fra 1876 med at have nogen som helst indflydelse på den russiske revolutionsbevægelse. Denne var siden fuldstændigt selvstændig og havde sin egen udtryksform og retning.                    Heller ikke de revolutionære i eksil havde længere nogen betydning for det revolutionære Rusland.  Den litterære virksomhed og forlagsdriften med tidsskrifter, løbesedler og vægaviser havde nu sine hemmelige centre i selve Rusland.

_________________________

(Først i starten af 1900-tallet skulle migrantcirklerne atter få en betydelig indflydelse på begivenhederne i Rusland. En særlig betydningsfuld rolle havde migrantavisen Iskra (gnisten) omkring de senere mensjevikker / bolsjevikker Plekhanov, Vera Sassuslitj, Lenin, Axelrod, Trotskij, Martov, Potresov, ... ). 

SPLITTELSEN

Jord og Frihed's levetid blev kun kort, da organisationen blev splittet i 1879 i spørgsmålet om at blive ved med at gennemføre parallelle attentater mod personer fra magtapparatet.                  Flertallet mente, at det var nødvendigt at presse repressionsapparatet til indrømmelser ved hjælp af straffe-aktioner mod særligt brutale politiledere, fængselspersonale, distriktsguvernører og betalte stikkere. Hovedformål var at henrette zaren som den øverste instans af al herredømme. Et mindretal omkring Georgi Plekhanov fastholdt det politiske arbejde uden væbnede aktioner.

Den unge Georgi V. Plekhanov (1856 - 1918)
Den unge Georgi V. Plekhanov (1856 - 1918)

__________________________

Georgi Valentinovich Plekhanov var en ledende skikkelse i ”Jord og Frihed” . Han emigrerede efter forbundets splittelse til Schweiz, hvor han tilsluttede sig  marxistiske positioner indenfor 1. Internationale, der som bekendt blev splittet i 1872 i  en flertalsfløj omkring Karl Marx og Friedrich Engels og et antiautoritært mindretal omkring Mikhail Bakunin.                        Plechanov blev den mest fremtrædende teoretiker blandt de russiske marxistiske emigranter, der grupperede sig omkring avisen ISKRA.  Han blev i 1903 efter splittelsen af det "Al-russiske Socialdemokratiske Arbejderparti" ledende mensjevik.

  • ”Narodnaja Volja” (Folkets vilje)

Det kom til splittelse og kontrahenterne gik på en fredelig måde hver til sit. Mens mindretallets nye organisation ”Sort Omfordeling” (= omfordeling af den sorte jord) hurtigt forsvandt igen, blev den i august 1879 dannede ”Narodnaja Volja” den altdominerende revolutionære undergrundsorganisation. Den blev knust af statsapparatet ved hjælp af en i 1881 oprettet moderne sikkerheds-tjeneste, som gik under betegnelsen ”Ochrana”.

  • Forberedte en ny væbnet kampcyklus

Organisationen, hvis ledelse kaldte sig ”eksekutivkomitéen”,                  gik straks i gang med at forberede den væbnede kamp.

I perioden efteråret 1880 til foråret 1881 koncentrerede organisationen sig på propaganda – og organisationsarbejde. De genopfriskede tidligere kontakter i hæren og opbyggede en militær afdeling, ledet af aktivister, der som regel var officerer i zarens militærapparat.

Organisationen oprettede hemmelige trykkerier og boliger i Skt. Petersborg , Odessa, Moskva og andre storbyer. Narodnajas stærkeste basis var i Skt. Petersborg blandt studerende og håndværkere.

Organisationens målsætning var at vælte zardømmet og arbejde for afholdelse af frie valg til folkeforsamlinger, fuld presse– forsamlings– og ytringsfrihed, samt en ny folkelig forfatning. ”Narodnaja Volja” anså sig som organisatorisk inspirationskilde og katalysator for et fremtidigt folkeligt oprør uden nogen avantgardeambitioner. 

  • Billede tv. : Politiet anholder en "propagandist" fra Narodnaje Volja (maleri af Ilya Repin, 1892) 
  • Billede th. : Politiet stormer en af Narodnaja Voljas hemmelige trykkerier i Skt. Petersborg:
  • Attentat mod Alexander II

Organisationen blev verdenskendt, da den i to omgange angreb zar Alexander d. II. Efter Sophia Provskaja og Vera Figner omsonst forberedte attentatet på ham i Odessa, og en sprængsats mod zarens særtog kun ødelagde togets første del, da zaren opholdt sig i den bagerste ende, så lykkedes attentatet i det tredje forsøg: Den 1. marts 1881 organiserede Sophia Perovskaja et nyt attentat:

  • " Zar Alexander var undervejs i en lukket karet i sin sædvanlige daglige rute til Vinterpaladset i Petersborg. En bevæbnet kosak sad sammen med kusken, og seks andre kosakker fulgte til hest. Efter dem fulgte politibetjente i slæder. Hele vejen langs ruten blev zaren iagttaget af aktivister. På et gadehjørne nær Catherine Kanalen gav Sophia Perovskaja signal til to kammerater, om at kaste deres bomber mod zarens karet. Den ene bombe søndersprængte zarens kusk, den anden bombe dræbte både zaren og kammeraten Ignatei Grinevitskij..."  (Kilde: Vera Figner: "Nat over Rusland")
Attentatet på zar Alexandar II
Attentatet på zar Alexandar II

Henrettelsen rystede hele Rusland

Begivenhederne den 1. marts 1881 var den sidste akt i en tyveårig uafbrudt kamp mellem regeringen og generationer af revolutionære.

Resultat af tyve års repression, undertrykkelse og grusomheder, rettet mod et oprørsk mindretal, stedfortrædende for den overvejende del af landets befolkning.  Kulminationen var henrettelsen af zaren. Den rystede hele Rusland.

Blandt bondemasserne dannede sig derefter to forskellige            opfattelser af zarmordet:

Den ene var, at zaren blev dræbt af socialisterne, som kæmpede for at give jorden til bønderne og afskaffe myndighedernes udsugning af befolkningen. Her kunne spores undergrundens årelange agitation.
Den anden opfattelse gik ud på, at man antog, at det var godsejerne der stod bag attentatet, fordi tsaren havde ophævet livegenskabet. Hos denne del af bønderne, udviklede der sig et massivt had til godsejerne, der til hver en tid kunne resultere i et nyt bondeoprør.

Ifølge Vera Figners selvbiografi antog medlemmerne af Naorodja Volja, at i begge tilfælde åbnede begivenhederne den 1. marts mulighederne for en kæmpende alliance i den forestående revolutionskamp... 

I realiteten gav attentatet hverken signal til en folkerejsning eller formåede at tvinge regeringen til at foretage sådanne politiske og økonomiske indrømmelser over- hovedet. Det samfundsmæssige vakuum som Narodja Volja skabte, dvs. den opståede øjeblikkelige svækkelse af reaktionen, blev ikke udfyldt af folkelige aktiviteter og impulser nedefra.  

Efter en kort periode af konfusitet havde stats-apparatet igangsat en massiv forfølgelsesjagt imod alle og enhver, som formodedes at have subversive holdninger.  Politistikkere som den tidligere revolutionære veteran Sergej Degájef hjalp politiet med at optrævle de clandestine logistiske strukturer i organisationen (trykkerier, boliger, kontakter) og den indre personkreds omkring Narodnaja Volja.

Mange blev dræbt i direkte ildkamp med politiet ved deres anholdelser, nogle begik selvmord ifm. opsporingen. De fleste blev anholdt og hængt (som for eksempel Lenins ældre bror Uljanow, Aleksandr Iljitsh), eller forsvandt og døede af sult og prygl i fængslerne.

Vera Figner (billedet tv.), var 30 år da hun i 1883 blev anholdt og dømt til døden. Dommen blev senere omgjort til livsvarigt tugthus. I 1904 - efter hun havde været levende begravet i 20 år i Schlüsselburg Fæstningen - blev hun løsladt. 

Det berygtede fængselskompleks Peter-Pauls-Fæstningen i Petersborg
Det berygtede fængselskompleks Peter-Pauls-Fæstningen i Petersborg
  • Henrettelse af Sophia Perovskaja og fire andre medlemer af Narodniki 

De 5 medlemmer af Narodnaja Volja, der blev anklaget for mordet på tsaren, blev offentligt hængt den 3. april 1881. Deriblandt ikonet af de russiske revolutionære – den 28 årige Sophia Perovskaja.   _______________________

Billede th. : Tre af de fem dødsdømte Narodnajaer der deltog i attentattet mod Alexander II.  (Fotografiet er fra en russisk filmproduktion) 

Først i 1890´dukkede der i forbindelse med  strejker i byens fabrikker, atter en ny generation af revolutionære op.

I kølvandet heraf, dannedes det social-revolutionære parti. Mange af dem, der kom tilbage fra Sibiriens arbejdslejre og de få overlevende, der kom ud af zarens fængsler, tilsluttede sig dette parti, hvor der samledes mange anarkister og rådssocialister.

Senere splittedes det Socialrevolutionære Parti i to dele: I et flertal med en parlamentarisk orientering og en militant mindretalsfløj. Sidstnævnte blev eksluderet af partiet den 27.oktober 1917, pga. deres støtte til bolsjevikkerne på den 'Al-russiske Sovjetkongres' , der afsatte den provisoriske regering. 

I december deltog de Venstresocialrevolutionære i den bolsjevistisk dominerede nye regering ”Folkekommisærenes Råd”. Partiet forlod i marts 1918 koalitionen, i protest mod bolsjevikkernes fredsaftale med det tyske kejserrige...

(Artiklen baserer på et oplæg som er holdt af al. fra autonom infoservice, d. 15. februar 2017  på et offentligt møde, organiseret af "anarkistisk studie - og debatgruppe" i Ungdomshusets bogcáfé "Barrikaden")

               _____

           Noter

  1. Mikhaíl Aleksandrovitj Bakunin (1814 – 1876):                                            * Kort video-intro på tysk:

2. Autonom Infoservice: Tidsdoku. Pariserkommunen, der rystede Europas magthavere"

Links                                                              Anarkistiske bogcaféer

Relateret                                                          Autonom Infoservice:                              Remember the Anarchists! Anarkismen i Rusland omkring Oktoberrevolutionen