Tidsdoku. ”Lad os føre kampen ind i magtens centrum!”

Historien om den socialrevolutionære modstand i Zarens Rusland.

I dette år fylder den russiske oktoberrevolution 100 år. Vi vil i den anledning starte med en serie i tre dele, om tiden før og efter verdensbegivenheden. Vi starter med de heroiske kampe mod det uhyre brutale monarki - Zarenes Rusland i 1800-tallet.

  • Denne første del af artikelserien baserer på et oplæg, der blev holdt af en fra autonom infoservice i ’anarkistisk studie – og debatgruppe’ i ungdomshusets flotte bogcafé ”Barrikaden”, d. 15. februar 2017.  

 

”At begrænse revolutionære erfaringer og teori til det dags- aktuelle er at dømme det til evig glemsel, hvor nutiden ophører med at kunne erkendes, så snart den glider ind i fortiden ”

Isaac Deutscher (1907 - 1967) revolutionær og historiker

 

 

Situationen i Rusland omkring 1830 under Nikolaus d. I – i folkemund også kaldet ”strisser-zaren” var en af de mest brutale monarkier overhovedet.

Bønder i Russland omkring 1860
Bønder i Russland omkring 1860

90 procent af Ruslands daværende befolkning var livegne.

På Nikolaus d.I tid havde landet – uden Polen og Finland – ca. 50 millioner indbyggere. Befolkningen var sammen-sat af ca. 500.000 adelige, som ejede 25 millioner livegne - slaver der måtte arbejde for dem. De var simpelthen deres ejendom, som de kunne udbytte, sælge, give væk som gaver, seksuelt misbruge, prygle, mv.

For til de 25 millioner der blev ejet af adelen, kom der endnu 20 millioner livegne, der var zarfamiliens. De arbejdede således på de store statslige godser og på zar familiens private besiddelser.

Magten var koncentreret på få mega-rige familier. 80 procent af de russiske gods- ejere havde i gennemsnit kun 8 ”sjæle” som de kaldte deres livegne. De var for- armede og tangerede på  fattig- domsgrænsen. Imens de omkring 1500 rige adelige storgodsejere rådede langt over 2000 ”livegne”.

Den berømte russiske forfatter Nikolai Gogol har med sin roman ”døde sjæle” skrevet sig ind i verdenslitteraturen ved at beskrive disse livegnes liv, på en socialsatirisk måde (se billede tv.)

Selvfølgelig var livegne ikke allesammen under- kastet brutale behandlinger. Mange behandlede deres livegne relativt humant – med en slags patriarkalsk omsorg. Uanset hvad, så var de livegne absolut retsløse.

25 år værnepligt ...

Deres status kunne blive ophævet, hvis de livegne blev indrullet i militæret. Her måtte de så til gen- gæld gøre tjeneste i 25 år. Som følge af, at det russiske militær var en ekstremt brutal hær, overlevede de allerfleste livegne ikke den 25-årige værnepligt.

Dekabristerne blev grundlagt efter sejren over Napoleon i 1815 – altså ti år før var inspireret af - og ofte i familie med, de mere oplyste dele af den europæiske kultur og kom kontant i konfrontation med magthaverne.

Dette kuliminerede i en opstand, hvor over tre tusind af dem blev skudt i sænk af zarens kanoner foran vinterpaladset i Sankt Petersborg. Over tusind af dem blev anholdt, nogle blev hængt og de fleste forvist til livslangt tvangsarbejde i Sibirien.

"Massiv repression mod alt og alle, der ikke forholdt sig konforme"

Under Nikolaus d. I, fandtes der på Ruslands universiteter knap 3000 studerende, der ude- lukkende stammede fra adelen. Sønner af borgere, bønder, soldater og købmænd, præster og jøder blev kun sjældent tilladt adgang til universiteterne. Zarens svar på at holde alle sociale, kulturelle og videnskabelige fremskridt fra det europæiske udland nede, var en ekstrem repression mod alt og alle, der ikke forholdt sig konforme. Dette gjaldt også russere, der var involverede i de samfundsmæssige begivenheder i Europa.

  • Et typisk eksempel er Mikhail Bakunins skæbne:
Mikhaíl Aleksandrovitj Bakunin  (1814-1876)
Mikhaíl Aleksandrovitj Bakunin (1814-1876)

Efter nedkæmpelsen af revolutionen i 1848 – Bakunin (1) stod som ung revolutionær bl.a. sammen med den tyske  komponist Richard Wagner på barrikaderne i Dresden, krævede zar Nikolaus I Bakunin  sammen med andre russiske revolutionære udleveret til Rusland. 

De østrigske myndigheder reagerede prompte og udleverede de fængslede revolutionære til Rusland. Her blev han indespærret i den berygtede Peter-Pauls- æstning, hvor han blev lænket til murene i sit fangehul. Først i 1857 – 9 år senere - blev han benådet og forvist til Sibirien, hvor hans fætter var generalguvernør. Tre år senere, lykkedes det for Bakunin at flygte fra Sibirien til Vesteuropa.  

Dresden, maj 1848
Dresden, maj 1848

Efter zar Nikolaus d. I død i februar 1855, overtog hans søn Alexander d. II tronen. Nikolaus efterlod et land, der var udenrigspolitisk fuldstændigt isoleret. Alexander d. II var 36 år, da han overtog tronen.

Hans lærer var en oplyst intellektuel som hadede militæret. Alexander og hans kone – en prinsesse fra Tyskland, læste sammen Ivan Turgenjevs roman ”Notater af en jæger” der handler om en russisk livegnens skæbne. (Sammen med de yngre Dostojevskij og Leo Tolstoj var Turgenjev den mest kendte russiske forfatter i anden halvdel af det 19. århundrede).

"I 1861 ophævede zar Alexander d. II livegenskabet, med stort besvær imod storgodsejernes samlede modstand "

Alexander mildnede censuren, ophævede forbuddet mod udenlandsrejser, løsladt  mange af de politiske fanger – deriblandt nogle af Dekabristerne, der havde overlevet 30 års tvangsarbejde i Sibirien. Også Dostojevskij, der var forvist til Sibirien måtte vende tilbage.

Det vigtigste problem, var afgjort livegenskabet. Ved det forsamlede øverste lag af adelen erklærede den ny zar, at man ikke måtte vente, indtil bønderne afskaffede livegenskabet ved hjælp af en opstand fra neden. Der blev iværksat en kommission, der foretog de nødvendige forberedelser til ophævelsen af livegenskabet, for de 45 millioner russere. I 1861 ophævede zar Alexander d. II livegenskabet, med stort besvær imod storgodsejernes samlede modstand.

Den bragte bønderne formelt juridisk deres frihed, men tvang dem samtidig i ny afhængighed. Da en frigivelse uden landreform var meningsløs, blev det bestemt, at bønderne skulle købe jorden fra godsejerne. En ekspropriation af storgodsejerne, som den spredte radikale opposition havde forestillet sig, blev det ikke til. Zaren ville for enhver pris undgå en indenrigspolitisk konflikt, der kunne have resulteret i en opstand fra landets mægtige konservative adel og kirken.

Via gæld, renter og statslige skatteopkrævninger, havde situationen alt i alt ikke forandret bøndernes vilkår. Sult, sygdom og opslidende arbejde under katastrofale sociale forhold fortsatte uformindsket...

  • En sidebemærkning om de russiske landsbyfællesskaber ”Obstjina” (på dansk: kommune)
Bondefællesskab ”Obstjina”  (på dansk: kommune)
Bondefællesskab ”Obstjina” (på dansk: kommune)

"Bønderne havde kollektiv brugsret over jorden de dyrkede - vel og mærke under statsadministrationens kontrol"

Særegent for det russiske samfund var landbrugets organisering – i en tusindårig tradition, har bønderne i fællesskab dyrket jorden. Nu hvor livegenskabet var ophævet, vendte de tilbage til disse traditioner – bønderne havde kollektiv brugsret over jorden de dyrkede - vel og mærke under statsadministrationens kontrol. Som regel repræsenteret af det lokale politi og distriktstjenestemænd.

  • OBSTJINA-traditionen satte socialismen på de revolutionæres dagsorden

Denne kollektive tradition gjorde, at samtlige revolutionære bevægelser mente, at OBSTJINA-traditionen , altså de kollektive landsbyfællesskaber, dannede grundlag for at Rusland kunne etablere et socialistisk samfund, ved at overspringe den borgerlige kapitalistiske fase. Dette var fælles nævner for de socialrevolutionære bevægelsers målsætning. Også Bakunin anså det russiske landsbyfællesskab som model for en fremtidig fri føderation af mennesker, i en tilstand uden magtstrukturer.

  • (En undtagelse herfor, var den ortodokse marxistiske strømning med udgangs-punkt i det ”Al-russiske socialdemokratiske arbejderparti” , der senere ved den 4. kongres i 1903 udspaltede sig i bolsjevikker og mensjevikker. Sidstnævnte fast-holdt nødvendigheden af en kapitalistisk fase under borgerlige demokratiske rammer hvori der konstituerer sig en arbejderklasse, der var parat til at gennem-føre en samfundsmæssig transformation til socialisme.) 

Tilbage til det historiske forløb:

Derimod skete der efter Alexander II’s reformer, i modsætning til ophævelsen af livegenskabet, - en mærbar forandring i Ruslands storbyer – især Sankt Petersborg og i mindre grad i Moskva og Kiev. 

Åbningen af universiteterne svarede ikke ikke kun til kravene om lighed for alle lag i samfundet, men var derudover en objektiv økonomisk nødvendig- hed. Rusland var som før nævnt, langt bagud i udviklingen, i forhold til de øvrige europæiske magter på stort set alle områder.

  • Fremkomsten af en radikal studenterbevægelse udenfor myndighedernes kontrol

På kun få år, tredobledes antallet af studerende. Magthaverne havde dog ikke regnet med, at universiteterne med denne åbning også begyndte at genspejle de samfundsmæssige forhold udenfor. På ganske kort tid opstod er en studenterbevægelse udenom statens kontrol.

Dertil kom et andet uventet problem: kvinder indtog universiteternes forelæsninger – først som tilhører og efterhånden som aktive studerende. I disse år skete der et brud i den unge generation, med de indtil da gældende moralforestillinger.

Unge par begyndte med at leve i forhold sammen, enten i parforhold eller også i kommuner (altså kollektiver), de skiftede partnere og praktiserede sexuelle friheder med kønnenes ligeberettigelse. Midt i den victorianske puritanisme der herskede over Europa, stod studentermiljøerne i Ruslands storbyer nu pludseligt i spidsen for emancipationen.

Liberaliseringen af den russiske stat, rystede også den strengt hierarkiske familie orden, hvori det mandelige overhoved – med zaren som forbillede – herskede despotisk. Vejen til befrielsen af denne despotisme førte for de unge kvinder via ”fiktive ægteskaber” med ligesindede mænd, alene af den grund at kunne blive frie og uafhængige.

Denne emancipatoriske karaktér af bevægelsen var ikke til at overse, men det var, i modsætning til de senere revolutionære i 1870´erne en individuel frigørelsesbestræbelse.

  • Første attentatsforsøg mod zaren 

Den 4. april 1866 skød studenten Karakasov (billede tv.) - medlem af en hemmelig obskur gruppe "Ishutin" (Helvede), på zaren, som gik spadserende i en park ved floden Neva. Skuddet ramte forbi, Karakasov forsøgte at flygte, men blev anholdt. Skønt at hans kammerater fra gruppen Ishutin afviste hans planer, blev gruppen optravlet og sendt til livsvarige tvangsarbejde i Sibirien. Karakasov blev offentligt hængt den 3.oktober 1866.

Da rygterne om totur af de anholdte kom frem, organiserede studenterne forsamlinger og offentlige manifestationer i storbyerne. Disse blev mødt af demonstrationer der forsvarede zaren. Studenteraktivisten, den senere anarkist Zemfir Ralli beretter at det har været farligt på dette tidspunkt, at sige noget dårligt om zaren i fabrikkerne og fattigkvartere.

Tiden efter attentatet betød afslutningen af reformerne. Alexander d. II indledte under pres fra den højre adelstand en tiltagende repressiv kurs. Indenrigsministeren Murajev – kendt for at have nedkæmpet den polske opstand 1863, skærpede politiets kontrol og censur. Hans personlige had gjaldt intellektuelle som betegnede hans foranstaltninger som ”hvid terror” (russisk: rusyj = Magten).

________________________

Forskellige forløbere af narodniki-bevægelsen

  • Netsajev’tisterne 
Sergej Netsajev
Sergej Netsajev

Netsajev var en ung russisk revolutionær, med samtidig en "tvivlsom og hensynsløs" personlighed. For at gøre det kort: I 1869 var Netsajev del af radikale studentercirkler i Petersborg. Han kom pga. hans praleri i myndighedernes søgelys og tog til Zürich.

(I denne tid modtog den unge Vera Sassulitsj – der senere blev verdenskendt for hendes attentat på Petersborgs brutale byleder, general Trepow i 1878 et ”udsmuglet brev fra fængslet”, hvori Netsajev fortalte om hans anholdelse. I de efterfølgende protester mod denne antagede fængsling, blev Vera Sassulitsj og hendes søster Katharina anholdt og

dømt for subversive holdninger til henholdsvis et og to års fængsel).

billede tv.: Attentat på Petersborg bykommandant, udført af Vera Sassulitsj ( th.) og to andre Narodnajer

Netsajev mødte i Zürich i 1869 Bakunin, som blev meget begejstret for hans historier: de fleste rene opfindelser. Sammen lagde de planer for en kommende revolution i Rusland. Deraf opstod brochuren ”Katekisme” – et kampskrift for revolutionære.

I august vendte Netsjev tilbage til Rusland under dæknavnet ”Pawlov”, med et medlemsbevis nr. 2771 af den russiske sektion af en ”Alliance for verdens- revolutionen” , som Bakunin udleverede til ham.  Alliancen eksisterede kun på papiret, men for Netsajev var medlemskortet et ideelt middel, til at styrke hans autoritet blandt den radikale ungdom. Han rekruterede i kølvandet af studenter- bevægelsen i Petersborg en del aktivister til hans lille elitære gruppe ”Narodnaja Rasprowa” (Folkets hævn), som mange Narodnikier senere betegnede som en ren ”loge”.

På grund af interne uenigheder indenfor den lille gruppe blev et medlem Ivanovov den 21.november 1869 henrettet af Netsajev og fire andre medlemmer af gruppen. Allerede i slutningen af året var samtlige folk, der blev sat i forbindelse med Netsajev, anholdt. De fleste blev derefter dømt til femten års tvangsarbejde. Imens lod Netsajev sig fejre som helt i Schweiz.

 

 

 

Karl Marx: 

"Bakunins forbindelse med kriminelle fantaster ... " 

 

 

Det hele endte med, at Bakunin og en anden fremtrædende anarkist Orgarjev, opdagede at Netsajev havde stjålet vigtige breve og dokumenter fra dem, hvorefter de brød med ham.

Karl Marx benyttede lejligheden til at diskreditere Bakunin i 1. Internationale med henvisning til hans forbindelser til  ”kriminelle fantaster” som Netsajev.

Levende begravet i zarens fængsel

Netsajev blev efter krav fra Rusland i 1872 udleveret fra Schweiz og dømt til 20 års fængsel. Han blev sat i lænker og anbragt dybt nede i de underjordiske celler af Peter-Paul-fæstningen, hvor han den 21, november 1882 fuldstændigt afkræftet døde...

  • Fritscher’ne ”Tanterne” - Zürich i starten af 1872

Der fandtes i Zürich omkring 100 russiske studerende kvinder. De fleste havde kort hår og mørke solbriller og altid en smøg ved hånden. (Ifølge Vera Figners selvbiografi "Natten over Rusland", udgivet i 1928), ville de russiske studerende derved udtrykke deres uafhængighedsbestræbelser).

De boede i fællesskaber og tog initiativ til indsamlinger for Pariser kommunens (2)  fanger, for strejkende arbejdere, for de russiske emigranter, for revolten i Spanien.

I sommeren samme år (1872) kom Bakunin og en anden russisk revolutionær Lavrov til Zürich, for at hverve for deres ideer. Den russiske koloni blev splittet i to fraktioner som højlydt skændtes med hinanden.

De fleste tilsluttede sig Bakunin og hans teser om nødvendige revolutionære aktioner. ”Tanterne” startede studiekreds om socialismens idégrundlag, fra bl.a. Charles Fourier, Pierre-Joseph Proudhon, Etienne Cabet, Luis Blanc, mv.

Gennem informanter fik de russiske myndigheder kendskab til de subversive aktiviteter fra de russike kvindelige studerendes side. Reaktionen kom prompte: I sommeren 1873, kom der en meddelelse fra de russiske myndigheder, der meddelte, at ingen af de foretagende eksamer på universitet i Zürich ville blive anerkendt.

Tilbage til Rusland

På dette tidspunkt var de første  aktivist-grupper fra "Tanterne" ifærd med at vende tilbage til Rusland for at tilslutte sig kampen op mod zarvældet.

Da det kom til bruddet mellem Marx-tilhængere og Bakunin-tilhængere, tilsluttede de fleste sig uden betænkeligheder, til føderalisten Bakunin. Samtlige medlemmer af tanterne tog i grupper tilbage til Rusland, hvor de gik i undergrunden og tilsluttede sig den socialrevolutionære undergrundsbevægelse NARODNIKI (Folkevenner).

Narodnikerne  

Bevægelsen blev til i midten af 1860´erne. De fleste var intellektuelle, mange sønner og døtre af den lave adel - få sågar fra højadelen. De tog på landet for at leve sammen med bønderne i landsbyfællesskaberne og for at lave agitation for den anarkistiske variant af socialisme. Nogen tog som læger ud til bønderne (som f.eks. Vera og Lydia Figner, Sophia Perovskaja, m.fl.) 

Vera Figner og Sophia Perovskaja Narodnikier, der senere blev fremtrædende aktivister i efterfølgeorganisationen "Narodnaja Volja" (Fokets Frihed / Vilje).

Pjotr Kropotkin som ung
Pjotr Kropotkin som ung

De fleste lærte dog et håndværk – som snedker, smed, skomagere, osv. Parallelt hertil gennemførte nogle specielle grupper attentater på særligt fremstående personer af zarens politiapparat og forvaltningen.

  • Befriede Kropotkin fra fængsel

De befriede fængslede medlemmer ( som f. eks. den fængslede unge Pjotr Kropotkin i 1876) og gennemførte praktisk fangesolidaritet med kammerater, der var blevet forvist til tvangsarbejde i Sibirien.  

  • 1500 aktivister fra Narodniki i fængsel

I en rapport fra 1875 skrev zarens justitsminister grev Pahlen, at der fandtes et net af revolutionære celler og enkeltpersoner i samtlige af landets 37 provinser. Omkring 1874/75 havde politiet anholdt og fængslet omkring 1500 medlemmer af Narodniki.

Ifølge forskellige kilder fandtes der på dette tidspunkt omkring op til 3000 aktive Narodnikier. I forhold til Ruslands størrelse og befolkningstal, et ganske lille antal, men i forhold til de tidligere revolutionære grupper og sammenhænge, var dette en revolutionær massebevægelse. De fleste Narodnikier var meget unge – 16, 17, 18 år gamle, var man over 20 år, gjaldt man allerede som ”gammel, garvet aktivist”. 

En gruppe Narodniki'er omkring 1874
En gruppe Narodniki'er omkring 1874

Det russiske revolutionære parti, som Narodniki også blev kaldt, var i 1876 delt i to hovedgrene:

  • Propagandisterne og Buntar’erne (det russiske betegnelse for ”Oprørere”). De førstnævnte virkede hovedsagligt i Norden, de sidstnævnte i det Sydlige Rusland. Mens propagandisterne gennemførte revolutionært oplysnings- og socialarbejde blandt bønderne (oprettede landskoler, hjalp dem i deres problemer med myndighederne og skatteopkrævere), så orienterede Oprørs-fløjen sig til Bakunins ”revolutionære Katekisme” og gennemførte direkte aktioner ("handlingens propaganda") mod magtapparatet (organiserede protestaktioner, enkelte attentater og sabotageaktioner).

Narodnikiernes program

På trods af de uafbrudte vedvarende anholdelser, lykkedes det de erfarne blandt dem, at udarbejde et nyt grundlag for den revolutionære praksis. Resultatet af dette arbejde, der blev iværksat samtidigt af flere grupper, var Narodnikiernes program. Det samme program overtoges af efterfølgeorganisationen ”Forbundet Jord og Frihed” og senere delvis også af "Forbundet Narodnaja Volja" (Folkets Frihed / Vilje).

Programmets grundtanke var den, at det russiske folk, som ethvert andet folk, der befinder sig i et bestemt historisk stadie, er underlagtde fremherskende moralske og politiske betingelser. Den revolutionære praksis må derfor til enhver tid gå ud fra folkets reelle forhold, fra dets bestræbelser og ønsker og kampen må derfor knytte an herpå.

  • På det økonomiske område var parolen: eget arbejde, på egen jord - udstykning af al jord til fordel for landsbyfællesskabet.
  • På det politiske område at bekæmpe statsmagten og dens legemliggørelse gennem tsaren.

Aktionerne skulle basere på at afsløre og bekæmpe den daglige repression og forbinde det med kampen for selvorganisering imod selve monarkiet. De mest aktive skulle sammenslutte sig i grupper og støtte hinanden i de forskellige kampe rundt om i det store land. Begyndende med legale protester, der skulle munde ud i en åben revolutionær kamp.

For det første besluttede man foreløbigt at koncentrere sig i bestemte landområder, hvor bondespørgsmålet var skarpest tilspidset og hvor der var revolutionære traditioner.

For det andet gjorde man klart, at en OPSTAND ikke havde udsigt til at lykkedes , med mindre en del af de revolutionære kræfter konkret forberedtes til den direkte kamp mod regeringen, til ”et føre kampen ind i centrum” - i samme øjeblik som opstanden i provinsen svækkede og desorganiserede statsapparatet. Ved sådan direkte aktioner skulle folkebevægelsen vinde tid til at styrkes og udbredes.

Sådan lød essensen af Narodnikiernes program. Efter mange tilbageslag og anholdelser , samt det ringe resultat ifm. radikaliseringen af bønderne, samt den udbredte erkendelse af, at det overvejende arbejde antog form af ren socialarbejde, besluttede de der stadig var på fri fod, en ny orientering.

Således dannedes i efteråret 1876 forbundet ”Jord og Frihed”  (russisk: ”Semlja i Volja”)

I modsætning til Narodnikierne, var den nye organisation ikke opbygget på føder- ative principper, Den var centralistisk i dens organisationsform.

Derudover var forbundet ”Jord og Frihed” ikke fokuseret på bønderne, men beton- ede nødvendigheden af at opbygge celler i hæren, i forvaltningen, i  landborådene, den akademiske embedsstand og blandt studenterne.

Disse sektorer var alle berørt af myndig- hedernes censur og overvågning og umyndiggørelse. Senere kom også de første spæde forsøg på at vinde indpas i fabrikkerne , hvor der herskede ufatteligt hårde arbejdsbetingelser.

De vesteuropæiske revolutionæres ideer ophørte allerede fra 1876 med, at have nogen som helst indflydelse på den russiske revolutionsbevægelse. Denne var siden fuldstændigt selvstændig og havde sin egen udtryksform og retning. Heller ikke emigrationen havde længere nogen betydning for det revolutionære Rusland.  Den litterære virksomhed og forlagsdriften med tidsskrifter, løbesedler og vægaviser, havde nu sine hemmelige centre i selve Rusland.

(Først i starten af 1900-tallet skulle migrantcirklerne atter få en betydelige indflydelse for begivenhederne i Rusland, med migrant-avisen Iskra omkring de senere mensjevikker / bolsjevikker Plechanov, Vera Sassuslitj, Lenin, Axelrod, Trotskij, Martov, Potresov, etc. som politiske aktører).

SPLITTELSEN

Jord og Frihed's levetid blev    kun kort, da organisationen blev splittet i 1879 i spørgsmålet om, at blive ved med at gennemføre parallelle attentater mod personer fra magtapparatet. Mens flertallet mente at det var nødvendigt – dels for at presse repressionsapparatet til indrømmelser ( straffeaktioner mod særlige brutale politiledere, fængselspersonale, mod distriktsguvernører og betalte stikkere) og som hovedformål at henrette zaren som øverste instans af al herredømme – fastholdt et mindretal omkring Georgi Plechanov det politiske arbejde uden væbnede aktioner.

Den unge Georgij Plechanov (1856 - 1918)
Den unge Georgij Plechanov (1856 - 1918)

__________________________

( Georgij Plechanov var en ledende skikkelse af ”Jord og Frihed”  og emigrerede efter forbundets splittelse til Schweiz, hvor han tilsluttede sig til marxistiske positioner indenfor 1. Internationale, der som bekendt blev splittet i 1872 i  en flertalsfløj omkring Karl Marx og Friedrich Engels og et antiautoritært mindretal omkring Mikhail Bakunin. Plechanov blev de russiske marxistiske emigranters  vigtigste teoretiker omkring. Han blev i 1903 efter splittelsen af det "al-russiske socialdemokratiske arbejderparti" ledende mensjevik).

Det kom til splittelse og kontrahenterne gik på en fredelig måde hver til sit. Mens mindretallets nye organisation ”Sort Omfordeling” (= omfordeling af den sorte jord) hurtigt forsvandt igen, blev den i august 1879 dannede ”Narodnaja Volja” (Folkets Frihed/vilje ) den altdominerende revolutionære undergrundsorganisation, indtil den blev smadret af statsapparatet, ved hjælp af en i 1881 oprettet moderne sikkerhedstjeneste, som gik under betegnelsen ”Ochrana”.

Forberedte en ny væbnet kampcyklus

Organisationen, hvis ledelse kaldte sig ”eksekutivkomitéen”, gik straks i gang med at forberede den væbnede kamp. I perioden efteråret 1880 til foråret 1881 koncentrerede organisationen sig på propaganda – og organisationsarbejde. De genopfriskede tidligere kontakter i hæren og opbyggede en militær afdeling, ledet af aktivister, der som regel var officerer i zarens militærapparat.

Organisationen oprettede hemmelige trykkerier og boliger i Petersborg , Odessa, Moskva og andre storbyer. Narodnajas stærkeste basis var i Petersborg blandt studerende og håndværkere.

Organisationens målsætning var, at vælte zardømmet og være fødselshjælpere af afholdelse af frie valg til folkeforsamlinger, fuld presse– forsamlings– og ytringsfrihed, samt en ny folkelig forfatning. ”Narodnaja Volja” anså sig som organisatorisk inspirationskilde og katalysator for et fremtidig folkeligt oprør uden nogen avantgarde- ambitioner. 

  • Billede tv. : Politiet anholder en aktivist fra Narodnaje Volja. Billede th. : Politiet stormer en af Narodnaja Voljas hemmlige trykkerier i Petersborg. (Forstør ved at klikke på billedet): 
  • Attentat mod Alexander II

Organisationen blev verdenskendt, da den i to omgange angreb zar Alexander d. II. Efter Sophia Provskaja og Vera Figner omsonst forberedte attentatet på ham i Odessa, og en sprængsats mod zarens særtog kun ødelagde togets første del, mens zaren opholdt sig i den bagerste ende, så lykkedes i det tredje forsøg: Den 1. marts 1881 organiserede Sophia Perovskaja et nyt Attentat:

  • " Zar Alexander var undervejs i en lukket karet i sin sædvanlige daglige rute til Vinterpaladset i Petersborg. En bevæbnet kosak sad sammen med kusken, og seks andre kosakker fulgte til hest. Efter dem fulgte politibetjente i slæder. Hele vejen langs ruten blev zaren iagttaget af aktivister. På et gadehjørne nær Catherine Kanalen gav Sophia Perovskaja signal til to kammerater, om at kaste deres bomber mod zarens karet. Den ene bombe søndersprængte zarens kusk, den anden bombe dræbte både zaren og kammeraten Ignatei Grinevitskij..."  (Kilde: Vera Figner: "Nat over Rusland")
Attentatet på zar Alexandar II
Attentatet på zar Alexandar II

Henrettelsen rystede hele Rusland

Begivenhederne den 1. marts 1881, var den sidste akt i en tyveårige uafbrudt kamp mellem regeringen og generationer af revolutionære. Resultat af tyve års repression, undertrykkelse og grusomheder, rettet målrettet mod et oprørsk mindretal, stedfor- trædende for den overvejende del af landets befolkning, var nu kulimineret i henrettelsen af zaren. Henrettelsen rystede hele Rusland.

Blandt bondemasserne dannede sig derefter to forskellige opfattelser af zarmordet:

  • Den ene var, at zaren blev dræbt af socialisterne, som kæmpede for at give jorden til bønderne og afskaffe myndighedernes udsugning af befolkningen. Her kunne spores undergrundens årelange agitation.
  • Den anden opfattelse gik ud på, at man antog, at det var godsejerne der stod bag attentatet, fordi tsaren havde ophævet livegenskabet. Hos denne del af bønderne, udviklede der sig et massivt had til godsejerne, der til hver en tid kunne resultere i et nyt bondeoprør.

Ifølge Vera Figners selvbiografi antog medlemmerne af Naorodja Volja at i begge tilfælde åbnede begivenhederne den 1. marts mulighederne for en kæmpende alliance i den forestående revolutionskamp... 

I realiteten gav attentatet hverken signal til en folkerejsning eller formåede at tvinge regeringen til at foretage sådanne politiske og økonomiske indrømmelser over- hovedet. Det samfundsmæssige vaakum som Narodja Volja skabte, dvs. den opståede øjeblikkelige svækkelse af reaktionen, blev ikke udfyldt af folkelige aktiviteter og impulser nedefra.  

Efter en kort periode af konfusitet havde stats-apparatet igangsat en massiv forfølgelsesjagt imod alle og enhver, som formodedes at havesubversive holdninger.

Informanter, som den revolutionære veteran Sergej Degájef, hjalp politiet med at optrevle de glandestine logistiske strukturer af organisationen (trykkerier, boliger, kontakter) og den indre personkreds af Narodnaja Volja.

Mange blev dræbt i direkte ildkamp med politiet ved deres anholdelser, nogle begik selvmord ifm. opsporingen, de fleste blev anholdt, blev hængt (som for eksempel Lenins ældre bror Uljanow, Aleksandr Iljitsch) eller forsvandt – og døede af sult og prygl - i fængslerne.

Som for eksempel Vera Figner, der som 30-årig i 1883 blev anholdt og dømt til døden. Dommen blev omgjort til livsvarigt tugthus. I 1904 - efter hun havde været levende begravet i 20 år i Schlüsselburg Fæstningen blev hun løsladt. 

Det berygtede fængselskompleks Peter-Pauls-Fæstningen i Petersborg
Det berygtede fængselskompleks Peter-Pauls-Fæstningen i Petersborg

De 5 medlemmer af Narodnaja Volja, der blev anklaget for på mordet på tsaren, blev offentligt hængt den 3. april 1881. Deriblandt ikonet afde russiske revolutionære – den 28 årige Sophia Perovskaja.

Billede th. : Tre af de fem dødsdømte Narodnajaer der deltog i attentattet mod Alexander II.  (Fotografiet er fra en russisk filmproduktion)

Først i 1890´dukkede der med fremkomsten af arbejderstrejker i byens fabrikker, atter en ny generation af revolutionære op. I kølvandet heraf, dannedes det socialrevolutionære parti. Mange af dem, der kom tilbage fra Sibiriens arbejdslejre og de få overlevende, der kom ud af zarens fængsler, tilsluttede sig dette parti, hvor der samledes mange anarkister og rådssocialister.

Senere splittedes partiet op i to dele – og venstre-fløjen, de såkaldte venstresocialrevolutionære, blev eksluderet den 27.oktober 1917, pga. deres støtte til bolsjevikkerne på den al-russiske sovjet-kongres, der afsatte den provisoriske regering. I december deltog de venstresocial-revolutionære i den bolsjevistisk dominerede nye regering ”folkekommisarenes råd”. Partiet forlod i marts 1918 koalitionen, i protest mod bolsjevisternes fredsaftalen med det tyske kejserrige...

(Oplæget er holdt af al./ fra autonom infoservice, d. 15. februar i "anarkistisk studie - og debatgruppen" i Ungdomshusets bogcáfé "Barrikaden")

               _____

           Noter

1) Mikhaíl Aleksandrovitj Bakunin (1814 – 1876): Kort video-intro på tysk:

2) Autonom Infoservice: Tidsdoku. Pariserkommunen, der rystede Europas magthavere"

         Links

 

Relateret

Om stalinismens periode vil vi henvise til en tidligere artikel på autonom infoservice: Stalin - Tsaren som bar titlen Generalsekretær