18. September 2008

Italiens fagforeninger i knæ?

Italien nærmer sig et socialt kollaps. Berlusconi-regeringen har taget pusten fra såvel venstrefløjen som fagbevægelsen.

Siden 1960`erne har den italienske fagbevægelse ageret som Vesteuropas mest potente klassekampsbevægelse. Idag er det klassekampen fra oven, som sætter dagsordenen.

I et INTERVIEW fortæller Dino Greco fra Italiens største fagforbund CGIL, hvorfor dette er tilfældet. Han tilhører venstreoppositionen i fagforbundets ledelse.

 

______

Interview

  • Ved forhandlingerne om bevarelse af arbejdspladserne hos det fallerede flyselskab Alitalia kom det mandag (15.09.08) til et forlig mellem fagforeningen og investorgruppen. Resultatet er, at 3200 ansatte bliver fyret istedet for de oprindelige 7000. Hvorfor er fagforeningsforhandlerne gået i knæ ?

Dino Greco: Det som vi så foregå hos Alitalia er resultat af en generel stemning, som efter min mening udtrykker de økonomiske, sociale og kulturelle forhold. Måske lyder det som en overdrivelse, men der findes en klar forbindelse mellem forsvars- minister Ignazio La Russa`s og den romerske borgmester Giovanni Alemanno`s harmløsgørende stillingtagen til fascismen og så regeringens og arbejdsgivernes holdning til Alitalia-krisen. (De nævnte er begge gamle medlemmer af det postfascistiske regeringsparti Alleanza Nazionale). Efterhånden ser det ud til, at offentligheden bare lader stå til. 

  • Vil det sige, at den aktuelle udvikling bidrager med en høj symbolvirkning?

Dino Greco: Alitalia-krisen er uden tvivl en model for de nye sociale og politiske rammebetingelser. Når alt det kan gennemføres i en statslig koncern, hvori regeringen i samspil med industriens arbejdsgiverforbund spiller en afgørende rolle, hvorfor skulle mindre virksomheder så ikke efterligne det? Derfor vil det, som lige nu sker på Alitalia, også finde ivrige efterligninger.

  • Er det et bevidst forsøg på at skrue de-reguleringsspiralen endnu hurtigere?

Dino Greco: Det er en skæbnesvanger politisk offensiv fra arbejdsgiverne, som har sin faste alliancepartner i Berlusconi-regeringen. De ansatte på Alitalia står overfor den samlede kapitalstyrke. I betragtning af at venstrefløjens politiske og faglige organisationer stort set er handlingslammede er der ingen, som står dem bi.

- Omfanget af denne politiske og sociale nedtur burde foranlede en tilbundsgående refleksion af det sociale kollaps, som vi for tiden oplever i Italien. Når en offentlig virksomhed af stor samfundsmæssig og symbolsk betydning bliver spekulations- objekt for finansfolk, så er det ensbetydende med, at det sociale spørgsmål ikke længere har nogen betydning. 

- Derfor regner jeg med, at demonstrationen som CGIL mobiliserer til den 27.sept. ikke bare er rettet mod Berlusconis regering, men også mod Confindustria (Industri- forbundet). Jeg tror ikke, at man kan adskille landets vigtigste arbejdsgiverforening fra regeringens politik. De marcherer arm i arm i den samme skæbnesvangre retning.

_______________________________

Interviewet er oprindeligt offentliggjort i dagbladet 'Il Manifesto', den.16.09.08. Oversat og forkortet af autonom infoservice).            

           links

         relaterede artikler

Tags: faglige