Palæstinas tragedie – et historisk tilbageblik på konflikten

USAs anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad udløste en ny bølge af protester mod den israelske besættelsesmagt.  En eksplosiv vrede ophobet af den daglige fornedrelse og brutalitet som Israels statslige organer udøver mod palæstinenserne. Samtidigt forcerer Israels skiftende regeringer de illegale bosættelser på Vestbredden. Dermed bliver de palæstinensiske områder konstant formindsket.

  • Hvordan kunne det komme så langt? Hvorfor har det ikke været muligt at finde en løsning på denne nu over 100-år gamle konflikt ? Hvordan startede det hele? 

__________________________

Marts 2002. Skrevet af nogle venstreradikale aktivister, som på forskellige måder har været engageret i Palæstina-solidaritet siden starten af 1980’erne.

 

Jakob Moneta (1914 - 2012)
Jakob Moneta (1914 - 2012)

       

 I forlængelse af artiklen

  • Et interview med den jødiske marxist og fagforeningsleder Jakob Moneta: "Anti-zionister måtte forlade kibbutzen” 
  • Tariq Ali - "The Mythology Of Modern Israel"  (video) 
  • Billeder af den første indifada (1987- 1990 )
  • Israel 2017 - forcerer flere bosættelser på Vestbredden    

 

 

 

  • Zionismens historie i store træk

Under indflydelse af den europæiske nationalisme og liberalisme tog den østrig-ungarske journalist Theodor Herzl i slutningen af det 19. århundrede initiativ til dannelse af den zionistiske bevægelse.
Dannelsen var en reaktion på den ulmende antisemitisme i Europa i slutningen af det 19. århundrede. Herzls bog ”Jødestaten”, der udkom i 1896, leverede bevægelsens programmatiske grundlag.
Målet var ikke en organiseret modstand mod antisemitismen, målet var at samle alle jøder i et nyt hjemland. Dette hjemland mente Herzl måtte være Palæstina. Han argumenterede for, at netop her lå jødernes historiske hjemsted, idet beretninger fra 'Det gamle Testamente' har udpeget Zion (synonym for Jerusalem ) som stedet, hvor 'Guds udvalgte folk' skal samles.

Ligesom sine historiske forgængere Moses Hess og Leon Pinsker, så Theodor Herzl den europæiske anti-semitisme som et ” medfødt, uforanderligt fænomen”, det var umuligt at bekæmpe eller overvinde på nogen måde.

Zionisterne mente, at jøder på grund af deres særlige religiøse tro og kulturelle skikke altid og overalt ville være udsat for diskrimination og hadefuld hetz. Faren for tilintetgørelse var latent .

Herzl og hans ligesindede mente ikke, at der var nogen mulighed for samfundsmæssig ligstilling af jøderne i Diaspora , dvs. i lande hvor andre religioner var de dominerende.
Derfor havde jøderne brug for en selvstændig stat for dem selv. Den jødiske stat skulle ligge i Palæstina, som de anså for at være jødernes legitime historiske hjemsted.  

  • Alliancer med Europas magthavere

Disse zionistiske idéer kunne imidlertid ikke omsættes til realitet uden støtte fra de europæiske magthavere. Alliancer med magthavere i Europa blev kendetegnende for den zionistiske bevægelses politik og var en vigtig forudsætning for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina.
I den forbindelse henvendte Herzl sig bla. til meget reaktionære kræfter. 
Han tog således kontakt til den daværende russiske indenrigsminister Plehwe, der faktisk var direkte ansvarlig for adskillige progromer mod jøder - og i et brev til storhertugen af Baden, argumenterede Herzl således for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina :

”... bosættelsen vil ligge på den korteste rute til Asien og tilstedeværelsen af et neutralt indstillet folk ville være af en vis værdi for den tyske Orientpolitik . Et folk som udfra de sociale betingelser i Europa bliver presset til at tilslutte sig oprørspartierne.... ”. (1) 

  • Vesteuropas jøder - mellem tilpasning og udvandring 

Kapitalismens industrielle fase efter den franske revolution i det 18. århundrede betød økonomisk nedgang for den jødiske befolkning i Vesteuropa.
Under de tidligere feudale forhold havde den jødiske befolkningsgruppe haft en dominerende position indenfor områder som pengeudlånsforretninger og handel.
De var blevet tvunget ind i disse roller, fordi det var forbudt for jøder at udøve andre erhverv.

I takt med industrialiseringen blev de traditionelle jødiske professioner erstattet af et organiseret bankvæsen og af industrielle handelsforretninger. Mange jøder i Vesteuropa mistede således deres økonomiske eksistensgrundlag og udvandrede derfor til de østeuropæiske lande og til det osmaniske rige, hvis samfundsstrukturer stort set endnu var uberørt af kapitalismen.
Den del af jøderne, som forblev i det vestlige Europa assimilerede sig i de respektive samfund. Resultatet af denne udvikling var, at der i anden halvdel af det 19.århundrede stort set ikke fandtes nogen jødiske menigheder i Vesteuropa mere. 

Jødeforfølgelser i middelalderens Europa
Jødeforfølgelser i middelalderens Europa
  •  Antisemitiske pogromer i Østeuropa

De fleste jøder i Østeuropa levede under meget fattige vilkår . De levede adskilt fra resten af befolkningerne i de landbrugsprægede, østeuropæiske feudalsamfund, hvor adelen og godsejerne stod på toppen af magtens pyramide.

En del af jøderne indtog via pengeudlånsvirksomhed en økonomisk og social formidlerrolle mellem de feudale klasser af godsejere, storbønder og adel. Men langsomt begyndte der at tegne sig konturer af industrielle produktionssteder og der viste sig spæde tegn på en kapitalistisk udvikling i Rusland.

Gamle samfundsformer blev opløst og jøderne blev kastet ud i endnu større fattigdom . Jødernes samfundsmæssige rolle samt deres isolation fra den øvrige befolkning gjorde, at det i kriseperioder var nemt for magthaverne at dreje befolkningens vrede i retning af en antisemitisk hets mod jøderne, der blev stemplet om ”parasitære fremmedlegemer ”. 

  • De færreste valgte Palæstina som mål ...

Under de følgende store antisemitiske pogromer flygtede mange jøder fra Østeuropa til Vesteuropa og Nordamerika. Alene i perioden mellem 1901 og 1914 udvandrede der hvert år mellem 150.000 og 160.000 jøder fra Østeuropa . Men kun de færreste valgte Palæstina som mål. 

Abraham León
Abraham León

Ifølge den jødiske libertære marxist Abraham León, der i 1944 blev myrdet af nazierne i en koncentrationslejr, blev det ”jødiske spørgsmål ” atter sat på den politiske dagsorden, da de mange østeuropæiske jøder udvandrede til Vesteuropa og Nordamerika.
Kapitalismens monopoldannelser havde kastet især småborgerlige lag som købmænd, bønder og håndværkere ud i forarmelse og eksistensangst.

Da jødiske befolkningsgrupper fra Østeuropa med en lignende handels– og håndværkertradition så slog sig ned i de vesteuropæiske lande, fremkaldte det som regel aversioner blandt det forarmede, proletariserede og udkonkurrerede småborgerskab i det vestlige Europa.
På den baggrund opstod der allerede før Første Verdenskrig i Vesteuropa (med undtagelse af England, hvor der næsten ikke fandtes en jødisk indvandring ) en stærk antisemitisk bevægelse, der udgik fra de småborgerlige lag.

Abraham Leon fastslår i sin analyse af den moderne antisemitisme, at årsagen til antisemitismen må søges i de forandrede kapitalistiske omstruktureringer og at denne periodes antisemitisme derfor ikke kan sammenlignes med tidligere tiders jødeforfølgelse.

At grusomhederne mod jøderne skulle komme til at antage de ufattelige dimensioner, som de gjorde under det nationalsocialistiske regime i Tyskland, kunne hverken Abraham Leon eller andre forestille sig, før det var for sent.

Det jødiske borgerskab, som indtil da havde troet på muligheden for en assimilation, blev efterhånden overbevidst om , at jødernes tilværelse i diaspora ikke er mulig. Den kendte, russiske zionist Leo Pinsker skrev i hans værk ”Vor egen frigørelse”:

"Vi må en gang for alle vænne os til den kendsgerning, at de andre nationer i kraft af indre antagonistiske væsenstræk i al evighed vil udstøde os ! ” Mens zionismen oprindeligt var det jødiske borgerskabs idé, troede mange jøder fra arbejder-miljøet derimod på en offensiv kamp mod anti-semitisme. De sluttede sig sammen i jødiske, socialistiske organisationer som f.eks. Ruslands Socialistiske Parti ”Bund”. 

  • "Et land uden folk, til et folk uden land"

Den første zionistkongres fandt sted i Basel i august 1897. Her vedtoges det såkaldte ” Basel-program ”, som blev selve grundlaget for den zionistiske bevægelse. Bevægelsens sociale basis var de østeuropæiske jøder, der var udsat for tidens pogromer og som på trods heraf havde bevaret de jødiske skikke og traditioner.
For zionisterne spillede sproget og litteraturen en afgørende rolle for jødernes samhørige-hed. Mens jiddish blev betragtet som en dialekt fra den tilbagestående, østeuropæiske ghetto-jødedom, blev hebraisk genoplivet og fremmet som jøders hverdagssprog.

Kongressen opfordrede jøder i hele verden til at ”skabe et hjem i Palæstina for det jødiske folk, sikret af offentlig lov”. For at nå dette mål besluttede kongressen at forcere en bosættelse i Palæstina.
Zionisterne argumenterede for deres krav om grundlæggelse af en jødisk stat på deres ”historiske hjemsted ” med påstanden om en ”jødisk besiddelsesret til Palæstina ”. De historiske grundlæggere af zionismen ignorerede således, at Palæstina havde været et arabisk beboet land i 1300 år .
Ved at se bort fra disse kendsgerninger udbredte zionisterne myten om, at Palæstina var ”et land uden folk, til et folk uden land ” . I virkeligheden levede der på dette tidspunkt 453.000 arabere i Palæstina.

(Forstør ved at klikke på billedet)

Omkring 1900-tallets begyndelse startede en beskeden jødisk indvandring i Palæstina, hvor der på dette tidspunkt allerede eksisterede et jødisk fællesskab ( jishuv ) med omkring 50.000 jøder .
De fleste jøder levede her på grund af religiøse motiver. Indtil 1914 bosatte der sig yderligere 35.000 jødiske indvandrere i Palæstina. Skønt jøderne var et lille mindretal, optrappede de deres aktiviteter med henblik på overtagelse af arabisk jord .
For den jødiske befolkning havde disse aktiviteter lige fra starten til formål at fortrænge araberne og opbygge et adskilt jødisk samfund.
Parolen ” jødisk arbejde ” blev til et middel for at udelukke arabisk arbejdskraft fra arbejdsmarkedet og fratage de indfødte deres eksistensgrundlag. Derudover udvikledes en boykot af arabisk producerede produkter for at trænge arabiske virksomheder ud af området. 

  • Kolonimagternes voksende interesser i regionen

Briterne støttede på dette tidspunkt stort set zionisternes bosættelsespolitik, da de regnede med, at en godt organiseret jødisk koloni ville garantere deres forsatte tilstedeværelse i Palæstina .

I 1917 erklærede den britiske regering, at den ville støtte oprettelsen af et «jødisk nationalhjem» i Palæstina (jfr. "Balfourerklæringen"). Storbritannien fik således rollen som «moderland» for den zionistiske kolonibevægelse.
Dermed forkastede briterne deres tidligere overvejelser, jfr. Hussein-McMahon-aftalen af 1915, om evt. at satse strategisk på en arabisk national selvstændighed i Palæstina efter afslutningen af 1.Verdenskrig.
I denne periode voksede de europæiske stormagters interesse for regionen mærkbart. For Storbritannien var det først og fremmest de store olieforekomster i området, som var afgørende for magthavernes engagement. Haifas havn blev udbygget for at lede olierør fra det irakiske Mossul direkte dertil.

Derudover var regionen også et betydeligt afsætningsmarked for britiske produkter og en strategisk vigtig indfaldsvej til kolonierne i Asien. Også Frankrig havde sine interesser i området : Allerede under 1.Verdenskrig delte Frankrig og Storbritannien med den såkaldte ” Syces-Picot  aftale ” området mellem sig.
Ved en senere konference i april 1922 i byen St.Remo enedes de vest-allierede om at tilkende Storbritannien det politiske mandat (” Protektoratet ” ) over Palæstina. 

 

  • Den jødiske bosættelse i Palæstina efter 1933 

Indtil nationalsocialisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 var omfanget af den jødiske indvandring til Palæstina relativ begrænset . Først efter denne skelsættende politiske tragedie flygtede titusindvis af jøder til Palæstina . Mange af dem var slet ikke tilhængere af hverken zionismen eller de vestlige magthaveres imperialistiske rolle i Mellemøsten.
Men da de fleste landegrænser i Europa og Amerika forblev lukket for jødiske flygtninge, var udvandring til Palæstina den eneste mulighed for at undgå forfølgelsen i nazi-Tyskland.
Mens kærnen i den zionistiske bevægelse åbent støttede den vestlige imperialismes politik og offensivt bekæmpede enhver støtte til arbejderbevægelsen i f.eks. Frankrig, Spanien eller Rusland , så tilsluttede flertallet af de jøder, der udvandrede til Palæstina sig til zionismen, alene fordi der ikke var andre alternativer. (se interviewet med fagforenings-lederen Jakob Moneta i forlængelse af artiklen ).

De zionistiske indvandrere erhvervede jord af araberne og byggede hundreder af landsbyer , landbrugskollektiver (kibbutzer) og nogle byer. Jorderhvervelsen var finansieret og organiseret af ”Den Jødiske Fond”, som blev grundlagt af zionisterne allerede i 1901.

KIBBUTZ "EIN HAROD" i 1936
KIBBUTZ "EIN HAROD" i 1936

Jorden blev for det meste købt fra store arabiske jordejere. I mange tilfælde boede disse ikke i området, men ofte i Beirut eller i Damaskus.

For de arabiske storgodsejere var deres private jordbesiddelser en ren spekulations-forretning og de solgte dem med stor profit til de zionistiske kolonialister.
Straks derefter blev de palæstinensiske bønder, forpagtere og landarbejdere, som havde dyrket jorden i århundreder med magt fordrevet fra jorden. Enten af godsejernes folk eller af halvmilitære zionistiske militser.
De palæstinensiske bønder (”fellahin”), der gennem mange generationers arbejde havde opnået retten til jorden og derfor havde overtaget den fra de oprindelige ejere, det ottomanske riges feudaladel, blev ligeledes jaget bort af zionisternes væbnede militser.
Eftersom de ikke havde noget skriftligt bevis på deres ejendomsret, blev deres krav på jorden ikke anerkendt. Briterne bifaldt deres tvangsforflytning.
For de palæstinensiske ”fellahin ” betød tabet af jorden og deres hjemsted intet mindre end ødelæggelse af hele deres eksistensgrundlag.
Det land, som jøderne erhvervede eller fratog palæstinenserne, blev omdefineret til ”det jødiske folks evige nationale ejendom”.

Samtidigt blev det forbudt for den arabiske befolkning at erhverve sig jord i jødisk kontrollerede områder. 

  • Kibbutzernes strategiske opgaver

Det var zionisternes strategi konstant at udvide deres magt via erhvervelse af jord, og som led i denne strategi udvikledes den zionistiske bosættelsespolitik. De jødiske indvandreres landsbrugskolonier - de såkaldte kibbutzer - var overvejende kollektivt organiseret og blev opbygget som fæstningslignende militærlandsbyer.
Kibbutzerne blev de territoriale baser for erobringen af Palæstina. Uafhængigt af deres ofte demokratiske og kollektive samlivsform indadtil, så spillede de en strategisk rolle i zionisternes ekspansionsplaner:
Via kibbutzerne lykkedes det for zionisterne at trække et stort antal socialistisk orienterede unge jøder til Palæstina.
Men desillusion ramte mange, da de oplevede, at kibbutzerne slet ikke var frirum for alternativ leveform og socialistiske idealer, men snarere var opbygget omkring en kollektiv struktur udefra den overvejelse, at bosættelsen så bedre kunne klare en isoleret placering og modstå den palæstinensiske befolknings modstand. 

  • Jewish Agency - zionisternes skyggeregering

Med det mål for øje at overtage regeringsmagten i Palæstina grundlagde de jødiske bosættere en lang række institutioner. Der opstod jødiske administrative myndigheder over hele landet, der blev opbygget et kommunalvæsen, et justitsapparat, et sundheds-væsen, industri, militære strukturer, etc.
Et uddannelsessystem blev organiseret, således at alle jødiske indvandrere modtog en bred anlagt uddannelse på hebraisk. Sproget og skoleuddannelsen skabte et fælles bindeled mellem de jøder, der nu var samlet i Palæstina, men som kom fra vidt forskellige kulturer og derfor havde meget forskellige livsmønstre.
”Jewish Agency” blev en slags ”skyggeregering ” ved siden af den britiske mandatmagt.

Den centrale del af det zionistiske magtapparat var imidlertid opbygningen af egne væbnede styrker. De var den afgørende forudsætning for de senere massefordrivelser af palæstinenserne.
Den systematiske opbygning af 'kun-jødiske-institutioner' førte til en meget skarp adskillelse mellem jøder og palæstinensere. Et vigtigt led i zionisternes koncept om ”en ren jødisk stat”. 

  • Modstanden mod zionisternes kolonialisering

Den jødiske indvandringsbølge umiddelbart efter 1933 blev i første omgang bremset af massive arabiske protester. Den arabiske befolkning frygtede, at de indenfor en over-skuelig fremtid ville blive reduceret til et mindretal i deres eget land.
De palæstinensiske arabere anså jøderne for at være kolonialister . Den arabiske forfatter Chalil karakteriserer situationen i en fabel :

En mand rider på et æsel og ser en anden, der går til fods den samme vej. Han inviterer ham til at ride med på æslet. Fodgængeren stiger på æslet og siger : ”Sikken et flinkt æsel du har!” De rider på den måde et stykke vej og den fremmede siger: ”Sikken et flinkt æsel vi har! ” Derpå svarede æslets ejer : ”Stå af ! ” Forundret spurgte gæsten om grunden og fik så svaret: ”Jeg frygter, du snart vil sige: ’Sikken et flinkt æsel jeg har!’” 

Jerusalem 1930: Palæstinensiske kvinder i protestdemo mod den jødiske indvandringsbølge
Jerusalem 1930: Palæstinensiske kvinder i protestdemo mod den jødiske indvandringsbølge
  • Arabisk generalstrejke

Da den jødiske indvandring til Palæstina tog til, førte det til en meget polariseret situation, hvor to folkeslag stod overfor hinanden og gjorde krav på det samme land . Hermed var grundstenen lagt til en langvarig og blodig konflikt.
I 1936 gennemførte den arabiske befolkning i Palæstina en omfattende generalstrejke, og det kom til talrige sammenstød med jødiske bevæbnede bosættere.
Britiske tropper slog arabernes opstand ned og Criminal Investigation Department (CID) anholdt mange af de ledende palæstinensiske aktivister.
De britiske magthavere forsøgte i 1939/40 en politisk tilnærmelse til de arabiske lande, idet de udgav den såkaldte ”Hvidbog”. Heri fastslås en begrænsning for fremtidig indvandring af jøder til Palæstina . Dette bidrog til distancering mellem briterne og zionisterne, og sidstnævnte var tvunget til at lede efter nye alliancepartnere. 

  • FNs beslutning om delingen af Palæstina

De nye verdensmagter USA og Sovjetunionen forsøgte i tiden efter 2. Verdenskrig at erstatte briternes dalende indflydelse ved aktivt at blande sig i Mellemøstens anliggender. Både USA og Sovjetunionen støttede en delingsplan, som skulle resultere i en jødisk og en arabisk statsdannelse i Palæstina.

Imens forsøgte de zionistiske organisationer at kanalisere efterkrigstidens jødiske flygtningebevægelse til Palæstina, på trods af briternes ihærdige forsøg på at forhindre dette.

I november 1947 vedtog FN en delingsplan, som tildelte det fremtidige ”Erez Israel”
(Landet Israel) 56,5 % af Palæstinas territorium. Det på trods af at den jødiske befolkning på dette tidspunkt kun udgjorde 1/3 af den samlede befolkning i området.

Jewish displaced persons protest the forcible removal of Jewish refugees from the ship "Exodus 1947" by British soldiers. Photograph taken by Henry Ries. Hohne-Belsen displaced persons camp, Germany, September 1947.
Jewish displaced persons protest the forcible removal of Jewish refugees from the ship "Exodus 1947" by British soldiers. Photograph taken by Henry Ries. Hohne-Belsen displaced persons camp, Germany, September 1947.
  • "Displaced Persons"

Afgørende for denne beslutning var først og fremmest den uafklarede situation for de omkring 300.000 jøder, der havde overlevet Holocaust.

Disse mennesker, som i den politiske termino-logi blev kaldt for ”Displaced Persons ”, var i en så elendig forfatning, at ingen lande var villige til at modtage dem.
Dertil kom et stort antal jødiske flygtninge fra Polen, som havde været udsat for progromer mellem 1945 og 1947 og hvis landsbyer var blevet ødelagt eller helt udslettet. Antizionisten Nathan Weinstock beskriver denne situation i sine erindringer :
” Vi må indleve os i denne dramatiske situation, når vi analyserer Palæstina-spørgsmålet. Da ethvert tilflugtssted var lukket for disse såkaldte ” displaced persons”, klamrede de sig til deres sidste håb:
At kunne bosætte sig i Palæstina, det eneste land, hvor der fandtes en befolkningsgruppe, der ville hilse dem velkommen (..) Den skandaløse ligegyldighed, som de vestlige regeringer udviste overfor de, der havde overlevet nazisternes terror, er forklaringen på, hvorfor disse mennesker rettede sig til zionismen ! ”
(2)
Mens zionisternes repræsentanter indvilligede i delingsplanerne, protesterede palæstinenserne og den arabiske verden over FNs beslutning. Palæstinenserne og de arabiske stater anså FNs delingsplan for at være en amputering af Palæstina og udtryk for en generelt diskriminerende holdning overfor dem :

Selvom kun 5-6 % af jorden i 1947 var under jødisk kontrol , blev den jødiske stat i FNs delingsplan lovet 56,5 % af Palæstinas samlede areal, svarende til 15.000 km2.

Den arabiske del af Palæstina skulle omfatte 11.600 km2, svarende til 42,6 % af området.

Derudover betød FNs delingsplan, at den arabiske del af Palæstina ville miste sit økonomiske eksistensgrundlag. Al den jord, hvor der blev dyrket citrusfrugter – Palæstinas økonomiske hovedindtægtskilde på dette tidspunkt – faldt nemlig ind under den jødiske stats territorium. 

  • FNs folkeretslige charta

Mange internationale folkeretslige eksperter mente, at det var tvivlsomt, hvorvidt FN overhovedet havde kompetence til at foreslå en sådan deling af Palæstina. Det er et faktum, at FNs generalforsamling med denne beslutning underkendte dets egen folke-retslige charta om ”folkenes ret til selvbestemmelse ”.

Det palæstinensiske folk var ikke blevet spurgt, selvom de udgjorde flertallet af befolkningen i området. Deres ønske om en politisk uafhængighed for hele Palæstina blev ligeledes ladt ud af betragtning. Efter at have taget denne ensidige beslutning, var FN ude af stand til at føre den ud i livet. Zionisterne udnyttede det opståede vaakum og tog initiativet fra FN ved egenrådigt at gå i aktion og udråbe staten Israel. 

  • Erez Israel 

De jødiske bosættere proklamerede den 14.maj 1948 staten Erez Israel (”landet Israel”) for dannet. Statsdannelsen skete hen over hovedet på den arabiske del af Palæstinas befolkning og udløste i 1948 en væbnet konfrontation mellem Israel og de arabiske landes dårligt udrustede og indbyrdes konkurrerende hære. Krigen endte som bekendt med Israels militære sejr.

Omkring 750.000 palæstinensere blev fordrevet og Israels store territoriale udvidelser gik langt ud over FNs oprindelige delingskoncept. Masse-fordrivelsen af palæstinenserne blev indledt med massakren i Deir Yassin.

Den 9.april 1948 myrdede enheder fra de zionistiske undergrundsgrupper Irgun og Lehi 254 kvinder, børn og mænd i landsbyen nær Jerusalem. Blodbadet fik den ønskede effekt

Titusindvis af palæstinensere flygtede fra deres hjem i frygt for flere terroraktioner og massakrer. Menachem Begin, daværende leder af Irgun-gruppen og senere Israles statsminister og fredsnobelpristager, retfærdiggjorde massakren mange år efter ved at mene, at Isreal i dag ikke ville være nogen stat uden ”sejren” i Deir Yassin .

Om den ny stats geopolitiske sammensætning skriver den marxistiske historiker  Isaac Deutscher i hans berømte bog ”The non-Jewish Jew” :

  • ” Staten Israel er først og fremmest de østeuropæiske jøders værk, især dem fra Rusland, Polen og Litauen. Fra deres rækker stammer næsten alle zionismens pionerer, næsten alle dens historiske ledere, talsmænd/kvinder og statsmænd / kvinder med undtagelse af Herzl og Nordau".

Da Israel i 1948 blev proklameret udgjorde jøder af russisk og polsk herkomst omkring halvdelen af landets befolkning . Netop i de østeuropæiske ghettoer pulserede de gamle jødiske livsmønstre stærkest. I ghettoerne levede de tæt sammenrystet i store grupper og med deres helt egne livsformer. Her drømte jøderne med stor intensitet om Zion, og når de festede deres årlige Passah fest, hilste de hinanden med den traditionelle hilsen:

"Leshono habooh b`Jirusholoim ! – ” Næste år i Jerusalem !” 

Den udvikling, som i Vesteuropa førte til jødernes assimilation i samfundene, vel at mærke indtil nazisternes magtovertagelse, har næsten ikke fundet sted blandt jøderne i Polen og Rusland”. 

  • Jerusalem

Jerusalem er på mange måder et spejlbillede af og et symbol på Israels politik efter 1948. Kort tid efter, at det israelske militær i 48-krigen delvist havde erobret byen, startede delingen, evakueringen og fordrivelsen af den palæstinensiske befolkning.
Under krigens afslutning blev 30.000 palæstinensere smidt ud af den vestlige, nyere del af byen. Palæstinensisk ejendom blev i henhold til lovgivningen omgående erklæret for ”forladt ejendom ” og derefter på legal vis eksproprieret.

  • "HAGANAH" - zionisternes militære formation
Jødisk Haganah - enhed
Jødisk Haganah - enhed

Zionisternes militær ”Hagana” iværksatte på samme tid en systematisk udtømning og delvis ødelæggelse af de arabiske landsbyer omkring Jerusalem.
38 landsbyer, beliggende i de israelsk kontrollerede områder blev således tømt for palæstinensere og omkring halvdelen blev fuldstændigt ødelagt.

De zionistiske bosætteres oprindelige plan om at indtage hele Jerusalem blev realiseret under den næste militære konfrontation i 1967-krigen.
Efter erobringen af Jerusalems arabiske østlig del, rev israelerne et helt kvarter i bydelen ned og jog 6.000 beboere bort.
Der blev etableret en jødisk bosættelse midt i det arabiske kvarter med det formål at opsplitte den palæstinensiske menighed. Siden 1993 har de israelske myndigheder tilbygget et tomt område mellem Jerusalem og den jordanske grænse for at demonstrere deres foragt for FNs fordømmelse af Israels anneksion af Jerusalem.
De palæstinensiske indbyggere i Jerusalem blev allerede i 1952 underkastet systematisk diskrimination, idet den israelske lov ”Law of Entry” betyder, at palæstinenserne i Jerusalem mister deres opholdsret i byen , hvis de bosætter sig et andet sted i mere end 7 år, f.eks. i forbindelse med et længerevarende studie/arbejdsophold. 

_______

MYTER

  • Israels nye historikere gør op med zionistiske myter

I de senere år er en ny generation af israelske historikere begyndt at gøre op med den officielle fremstilling af Israels historie . De kritiserer den herskende historieskrivning for at være tilpasset den zionistiske ideologi og for at være præget af såvel bevidste manipulationer som forkerte mytedannelser.

Her nogle eksempler: 

  • Myten om ”palæstinensernes frivillige flugt”

Spørgsmålet om de ca. 750.000 palæstinensere, der mellem 1947 og 1949 flygtede fra deres land, spiller stadig en vigtig rolle i den fastkørte konflikt. Fra det officielle Israel lyder stadigvæk den gamle tese om, at de palæstinensiske flygtninge frivilligt forlod deres hjemegn.
Det hævdes således, at denne masseudvandring var en direkte ordre fra palæstinensiske og arabiske ledere, som forestillede sig, at palæstinenserne senere ville vende tilbage for endeligt at sejre over Israel.

"Al-Nakba" - palæstinensernes masseflugt 1947-49
"Al-Nakba" - palæstinensernes masseflugt 1947-49

Ifølge Benny Morris, historiker på Beersheba universitetet , findes der imidlertid ingen dokumentation for sådanne ordrer. Hans undersøgelse konkluderer derimod, at langt den største del af den palæstinensiske befolkning flygtede på grund af gennemførte eller frygtede massakrer og på foranledning af direkte udvisningsordrer fra zionistisk side. Andre flugtgrunde spillede i denne sammenhæng kun en underordnet rolle. (Benny Morgan ; ”The birth of the Palestinian Refugee Problem 1947-1949“).
En anden historiker, Ilan Pappé fra universitetet i Haifa, kommer endnu tættere på palæstinensernes egne fremstillinger , idet hans forskningsarbejde dokumenterer, at palæstinensernes flugt var direkte forårsaget af zionisternes mere eller mindre
systematiske fordrivelse af palæstinenserne.

Ifølge Pappé findes der historisk dokumentation for, at den planmæssige øde-læggelse af omkring 400 palæstinensiske landsbyer op til og under krigen i 1948, havde til formål at forhindre at de flygtede palæstinenserne skulle vende tilbage.
Magthaverne i den nye stat ville under ingen omstændigheder have, at Israel blev en binational stat med 45 % palæstinensere. For Ben Gurion og de ledende zionister ville det have været enden på drømmen om en jødisk nationalstat. (Ilan Pappé, “The Making of the Arab-Israeli Conflict 1947-1951” ) 

  • Myten om ”David mod Goliath”

En af de hyppigst anvendte legender i den officielle israelske historieskrivning er myten om den lille, dårligt udrustede jødiske hær Haganah / Israel Defence Forces , der kæmpede mod en talmæssigt og i alle andre henseender overlegen overmagt bestående af fem arabiske hære .

Historikeren Amitzur Ilan, der arbejder på det hebraiske universitet i Jerusalem, har i sit militærhistoriske værk ”The Origin of the Arab-Israeli Arms Race ” dokumenteret, at Hagana / IDFs militære rolle og krigens reelle forløb ikke er i overensstemmelse med de gamle, zionistiske historikeres fremstilling.
Således var den jødiske menighed (Jishuv) slet ikke militært underlegen. Tværtimod viser Ilans undersøgelser, at det jødiske militær ift. deres arabiske modpart var langt bedre uddannet, talmæssigt overlegen og rådede over en moderne våbenteknologi, som de fik leveret af magthaverne fra det daværende Tjekkoslovakiet. 

  • Myten om det fredssøgende Israel contra en uforsonlig arabisk front

Ifølge Israels officielle historieskrivning var den jødiske nation i krig med 5 regulære arabiske hære og palæstinensiske militærenheder - for at forsvare den nydannede stat Israel og for at forhindre araberne i at smide jøderne i havet.
Også her lyder kritik fra nye israelske historikere, som påviser, at denne myte ikke svarer til de faktiske begivenheder.
 
Historikerne Avi Shlaim ( ”Collusion across the Jordan” ) og den før nævnte historiker Ilan Pappé beskriver i deres bøger samstemmende, at de arabiske stater hverken havde et fælles militær krigsmål eller en koordineret taktisk fremgangsmåde.
Kong Abdullah af Jordan, som var øverstkommanderende for de arabiske hære og med sin ” jordansk-arabiske legion ” rådede over den mest slagkraftige del heraf, havde oprindeligt planlagt at indlempe den arabiske del af Palæstina i sit kongerige Jordan.

Han havde ingen planer om at knuse den nye stat Israel.
Allerede i november 1947 holdt han et hemmeligt møde med lederne af zionisternes skyggeregering ”Jewish Agency” , hvor man enedes om , at Jordan kunne annektere resterne af Palæstina, såsnart den britiske mandatregering var blevet nedlagt . 
Denne aftale var i fuld overensstemmelse med de zionistiske lederes afvisning af FNs beslutning om dannelsen af en palæstinensisk stat. Denne hemmelige aftale var også forklaringen på den jordanske hærs defensive adfærd. 
Under hele krigsforløbet undlod jordanske tropper at betræde områder, som FN havde udpeget som Israels territorium.

Ifølge Avi Shlaims historiske dokumentation undlod de arabiske regeringer stort set at støtte den palæstinensiske sag økonomisk eller miltært efter det britiske mandats ophør den 15. maj 1948.
__________
I 1948-krigen sendte de arabiske magthavere kun en ringe del af deres i forvejen dårligt udrustede militær til Palæstina. Såvel nationale som interne stridigheder og rivalitet stod hele tiden i forgrunden for de arabiske regeringers halvhjertede støtte til palæstinenserne.

Der findes mængder af dokumenter i det israelske udenrigsministeriums arkiver, som belægger forskellige fredstilbud fra de respektive arabiske regeringer til gengæld for symbolske indrømmelser fra Israels side.
Ben Gurion, Israels første statsleder afviste dem alle , da han på ingen måde ville forandre status quo ved at lade en del af de palæstinensiske flygtninge komme tilbage eller ved at give militært erobret arabisk område tilbage. 

  • Israel - en apartheidstat

Da FNs generalforsamling i 1975 vedtog en resolution, der definerede den zionistiske ideologi som en form for racisme, udløstes internationalt og især i Israel selv , en heftig offentlig debat .

En del af den israelske venstrefløj mente dengang, at zionismen ikke var en racistisk ideologi i traditionel forstand . I deres analyse var zionismen snarere en klassisk kolonialistisk ideologi, som tilstræber en forbedring af jødernes skæbne uden hensyn-tagen til de indfødte.

I Israels uafhængighedserklæring hedder det, at Israel er en ”stat for alle jøder”. Dette på trods af eksistensen af et stort arabisk mindretal på ca. 1 million, svarende til 15 procent af Israels samlede befolkning... (3) 

Idag er de fleste venstreorienterede enige om , at Israel er et apartheidsamfund, som undertrykker og diskriminerer det arabiske mindretal . Israels afhængighedsforhold til de vestlige, borgerlige demokratier har gjort det besværligt for Israel åbent at indføre en apartheid-lovgivning ligesom i det daværende Sydafrika.

Det israelske regime bygger imidlertid på en grundlæggende diskriminering af ikke-jødiske statsborgere. Juridisk set er denne diskrimination blevet institutionaliseret via en lovgivning, der i sit udgangspunkt opererer med begreber som ”personer med en jødisk moder ” , ”soldater der tjente landet og sin familie ” , etc. Via sådanne formuleringer bliver mindretallene holdt retsløse udenfor lovgivningen.

Nogle konkrete eksempler:

  • Retten til at erhverve ejendom og landjord er ifølge en aftale mellem staten Israel og Den Jødiske Nationalfond forbudt for arabiske borgere. Dette er en af de få love, som direkte anvender diskriminering overfor palæstinensiske statsborgere.
  • Indvandringslovgivningen og retten til at vende tilbage gælder udelukkende for personer, som har en jødisk moder eller konverterer lovgyldigt til den jødiske trosbekendelse .
  • Løn- og ansættelsesdiskriminering. Indkomstniveauet for palæstinensiske statsborgere i Israel ligger på omtrent 1/3 af indtægten for jødiske israelere i samme profession. En palæstinensisk læge i et arabisk hospital under israelsk forvaltning får mindre i løn end en jødisk gartner, som er ansat på samme hospital. Samtidigt er det for en palæstinensisk læge umuligt at blive ansat på et jødisk-israelsk hospital.
  • Diskrimineringen i offentlige transportmidler . På bus- og taxiterminalen ved Jerusalems Damaskusport er der ingen jødiske israelere, som benytter de offentlige transportmidler til Vestbredden.
    Bosætterne, som bor i eller ved palæstinensiske byer , benytter deres egne offentligt finansierede busser, deres egne motorveje med egne indkørselsveje og broer. Her er adgang for ikke-jøder forbudt.

     ________

INTERVIEW:

"Anti-zionister måtte forlade kibbutzen"

Et interview med den jødiske revolutionær marxist og fagforeningsleder Jakob Moneta, født i 1914 i Blasow, Østrig-Ungarn, døde i 2012 Frankfurt am Main. Han er tidligere chefredaktør for den tyske metalarbejderfagforening IG-Metalls avis ”Metall” med et oplag på 2.300.000. (4) 

Jacob Moneta
Jacob Moneta
  • Som 19 årig emigrerede du i 1933 til Palæstina. Mange andre politisk aktive og venstreorienterede jøder erkendte først situationens alvor meget senere. Mange for sent. Hvad førte til, at du rettidigt tog konsekvensen af den situation, som især for jøder blev så farlig ?

Jakob Moneta: Jeg var ikke bare medlem af en socialistisk-zionistisk ungdomsorganisation, men var også med i Sozialistischer Jugendverband (5) Jeg læste ligesom så mange andre af os Leo Trotskis fascismeanalyse: "Hvordan bliver Nationalsocialismen knust?"  og "Hvad nu?".
Jeg læste også i Hitlers ”Mein Kampf ” om hvilken skæbne, der truede ikke-ariere, hvis nazisterne kom til magten .

- Den socialistiske zionisme havde derfor en stor tiltrækningskraft. ”Araber-problemet ” kendte vi ikke noget til. Tyskland havde efter 1. Verdenskrig mistet sine kolonier og af den grund var kolonialismens problemstillinger ikke noget centralt diskussionstema blandt den tyske venstrefløj.
Helt anderledes forholdt det sig i f.eks. England , Frankrig og Holland. Den fascistiske fare pressede også dette spørgsmål i baggrunden. Sovjetiske repræsentanter forsøgte dengang ivrigt at vinde os for en udvandring til Birobidjan.

- Det var en under Stalin grundlagt ”Autonom Jødisk Region”, der lå lige op til den kinesiske grænse og som var tænkt som konkurrence til det zionistiske Israel-projekt. De ledende personligheder fra Birobidjan blev senere ofre for de stalinistiske udrensninger . De blev anklaget for at være ” kosmopolitter ” .

  • I Palæstina har du – i modsætning til andre indvandrere – ikke tilsluttet dig den zionistiske bevægelse. Hvorfor ?

Jakob Moneta: Det passer faktisk ikke. Jeg blev medlem af en kibbutz, der tilhørte ”Hashomer Hazair ” bevægelsen (”De unge vogtere” ). Denne kibbutz blev opbygget af 40 kammerater – 30 mænd og 10 kvinder, som alle var indvandret fra Tyskland. I starten levede vi i telte og havde en barak, der tjente som køkken, spise – og opholdsrum. Vi arbejdede i appelsinplantagen og som murerarbejdsmænd m/k.

- Det var ingen egentlig beboelse og alt var i en opbygningsfase. Vi anlagde en grøntsagshave, købte nogle køer, byggede et snedkeri, en smede og derefter nogle huse. Men det vigtigste for os var vores fællesskab, som var et helt selvstyret kollektiv. Under den økonomiske krise havde vi vanskelige tider, da vi ikke var selvforsynende og derfor var afhængige af at have arbejde udenfor.

- Jeg havde på et tidspunkt et lærlingejob som appelsinkiste tømrer og var med til at organisere en strejke for 8-timers arbejdsdag.  Virksomheden jeg arbejdede på hed ”Syndicat” og herfra sendtes de pakkede citrusfrugter til markedet i London. Vi vandt godt nok strejken, men jeg blev ikke genansat i den følgende sæson.

           ___________________________________________________ 

"Ledelsen af fagforeningen udelukkede arabiske arbejdere"

- Livet i kibbutzen fascinerede os og vi opfattede det som et slags socialistisk eksperiment. Vi var samtidigt medlemmer af ”Histadrut ” – fagforeningen, som også forvaltede sygekassen.
- Der havde vi en konflikt med Histadruts ledelse, fordi ”Hashomer Hazair” gik ind for en fælles faglig organisation med de arabiske arbejdere, mens ledelsen kun tillod ”jødisk arbejde” i ”jødiske virksomheder”.
I vores kibbutz var vi 5 kammerater, som videns-begærligt læste al den trotskistiske litteratur, vi kunne få fat i fra udlandet.
- Vi diskuterede om den spanske revolutions udvikling, Moskva-processerne mod de gamle bolsjevikker og lignende temaer. . Vi kom i modsætning til ledelsen af ”Hashomer Hazair”, som dengang var ret pro-stalinistisk og som blot anså processerne for at være en konflikt mellem den yngre og den ældre generation.  

                  _______________

Bruddet med zionismen

- Bruddet med zionismen kom i forbindelse med den arabiske revolte mod den britiske tilstedeværelse og den zionistiske kolonisation . Vi spurgte efter årsagerne til den arabiske revolte og fjernede os fra zionismens ideologi .

- Vi ville ikke forlade kibbutzen af den grund, da vi identificerede os med kollektivets levemåde. Imidlertid blev det klart og tydeligt fastslået overfor os, at der ikke var nogen plads i kibbutzen for folk, som opfattede sig som anti-zionister og så måtte vi forlade kibbutzen.

- Nogle af os tog derefter til Haifa for at arbejde som havnearbejdere. Vi fik forbindelse med en revolutionær gruppe ”Chugim Marxistim” (Marxistisk kreds), som blev ledet af Jigal Glickstein, der senere antog navnet Tony Cliff og som blev et ledende medlem af Socialist Workers Party i Storbritannien.
På grund af en anti-imperialistisk løbeseddel blev tre fra vores gruppe anholdt af Criminal Investigation Department og fængslet.

  • Hvilke følger havde din/jeres solidaritet med palæstinenserne ?

Jakob Moneta: Den britiske imperialisme anvendte en lov, der iøvrigt også var blevet brugt i Indien, som tillod administrativ internering af politiske fanger i op til 12 måneder uden proces.
Denne fængsling kunne derefter forlænges med endnu en periode. I henhold til denne lov tilbragte jeg 27 måneder i forskellige interneringslejre.

- De arabiske medfanger indledte en sultestrejke, hvori alle kommunistisk orienterede jøder deltog. Kravet var en øjeblikkelig retslig undersøgelse af fangernes sager, og det resulterede i, at der blev sendt en undersøgelses komité fra London for at gennemgå klagerne. Vi opnåede efterhånden, at én efter én blev løsladt.
Dog var jeg efter min løsladelse i lang tid under politiets opsyn, og jeg måtte melde mig regelmæssigt hos dem til kontrol. Mens jeg var interneret lærte jeg en arabisk meget dannet marxist at kende – Jabra Nicola, som var en af lederne af det arabisk-jødiske kommunistparti.  

- Efter lange diskussioner med bl.a. Jacob Taut 
(Forfatter til “Zionism and the Jewish Question”, som
er udkommet på hebraisk, engelsk, tysk og fransk), tilsluttede han sig den lille trotskistiske organisation, sektion af 4.internationale i Palæstina ("Matzpen" / kompas, organisations avis, billedet tv.)
Han  flyttede senere til Storbritannien, hvor han døde alt for tidligt.
 
_________

Jakob Moneta  forlod Palæstina før grundlæggelsen af staten Israel og vendte tilbage til Tyskland i 1947. Han blev én af de få vesttyske fagforeningsledere, som indtil sin død i 2012 bevarede sin politiske identitet som udogmatisk revolutionær marxist.   

Grafiker: Marc Rudin
Grafiker: Marc Rudin

Noter

  1. Jakob Taut : Judenfrage und Zionismus, Frankfurt, isp-Verlag 1986, side 47
  2. Nathan Weinstock, Zionism. False Messiah, London 1989, side 220
  3. Israel har ifølge sin egen statistik 6,2 mill. indbyggere. Heraf er ca. 5 mill. jøder (ca. 81%), under 1 mill. muslimer (ca. 14-15%), ca. 130.000 kristne (ca. 2-3%) og et mindre antal ’andre’ (ca. 2%).
  4. Uddrag af et interview med Jakob Moneta . Dets fulde længde kan læses i den tyske socialistiske månedsavis ”Avanti” : http://www.rsb4.de/aktuell.htm
  5. Sozialistischer Jugendverband (Socialistisk Ungdomsforbund) ,tilknyttet det venstresocialistisk orienterede Sozialistische Arbeiterpartei (Socialistiske Arbejderparti) med omkring 20.000 medlemmer, var bl.a. i tæt politisk kontakt med det spanske venstremarxistiske parti POUM og det britiske venstresocialistiske Independent Labour Party – ILP.

Artiklen er skrevet af Ikh. og al. fra autonom infoservice, marts 2002. Offentliggjort på medieportalen modkraft / kontradoxa (ophørt)
_______________________

* Interviewet med Jakob Moneta, er oversat fra det venstre-socialistiske tidsskrift 'Avanti'.

* Billederne er fra Marc Rudin som var PFLPs grafiker        

  • Artiklen har vi tilegnet Intifadaens kvinder, den palæstinensiske revolutionær Ghassan Kanafani og den jødiske revolutionær og faglig aktivist Jakob Taut (Haifa) 
  • Israel 2017 - forcerer flere bosættelser på Vestbredden 
Israelske nybebyggelser i Hebron på  Vestbredden 2017
Israelske nybebyggelser i Hebron på Vestbredden 2017

Israels forsvarsminister, Avigdor Lieberman, der repræsenterer Benjamin Netanyahu-regeringens ultra højrefløj, har i dagbladet ”Haaretz” bekræftet, at i 2017 blev der givet tilladelse til 12.000 nye boligenheder på Vestbredden – fire gange mere end i 2016.
Ifølge OnlineNews ”Jediot Achro-not” planlægger den israelske minister for byggeri, Joav Galant, at opføre omkring 67.000 nye boliger i den nordvestlige del af Vestbredden.  På denne måde bliver de palæstinensisk beboede områder konstant formindsket.         
Idag bor der over 600.000 jødiske bosættere på Vestbredden. FN anser samtlige bosættelser på palæstinensisk område som illegale.
 (Forstør ved at klikke på billedet) 

    _________

Faglitteratur
- Morten Thing : Næste år i Jerusalem , Aschehoug 1999.
- Isaac Deutscher : Die ungelöste Judenfrage – Zur Dialektik von Antisemitismus und Zionismus, (engelsk originaltitel : The non-Jewish Jew ) , Rotbuch Verlag Berlin
- Benny Morris: The Birth of the Palestinian Refugee Problem, 1947-49 , Cambridge: Cambridge University Press,1989
- Benny Morris: Righteous Victims; A History of the Zionist-Arab Conflict, 1881-1999, A.A.Knopf, 1999
- Jakob Taut : Judenfrage und Zionismus, Frankfurt, isp-Verlag 1986
- Abraham Leon : Judenfrage und Kapitalismus, München 1971
- Nathan Weinstock, Zionism. False Messiah, London 1989
- Noam Chomsky: The Fateful Triangle. The United States, Israel and the Palestinians , London: PlutoPress1983
- Eugene L. Rogan & Avi Shlaim (eds.): The War for Palestine. Rewriting the Hostory of 1948. Cambridge 2001.
- UNRWA: Documents from United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refigees in the Near East,
- Tidsskriftet AUTONOMI nr. 2/3 1988 : Temanummer om Palæstina
- Carsten Kyhn og Steffen Høøk : En undertrykt sandhed, Demos debat nr.6 , 1978

     ________________

Modstandslitteratur
- Chaika Grossmann : The Jewish armed Resistance in Bialystok , an autobiography, Tel Aviv 1993
- L`Affiche Rouge : Immigranten und Juden in der französischen Résistance, Schwarze Risse, Berlin 1993
- Reuben Ainsztein : Der Aufstand im Warschauer Ghetto , Schwarze Risse, Berlin
- Ingrid Strobl : ”Sag nie du gehst den letzten Weg ! ” Frauen im bewaffneten Widerstand gegen. Faschismus und deutsche Besatzung , Fischer 1989
- Inge Scholl : Die Weisse Rose , Fischer bd. 11802

                        

  • Nogle billeder af den første Intifada  

Den første Intifada brød ud i december 1987 i Gaza og spredtes hurtigt til Vestbredden.

Ved Intifadaens begyndelse var der ca. 160.000 israelske bosættere på Vest-bredden, inkl. Østjerusalem, og ca. 5000 i Gaza.

De jødiske bosættere på Vestbredden rådede i 1987 over 60% af det opdyrkede areal og et stort antal palæstinensere fra både Gaza og Vestbredden var tvunget til at søge arbejde i Israel, fordi den økonomiske udvikling i de besatte

områder stagnerede. Oprøret var fra begyndelsen folkeligt baseret og havde form af demonstrationer, protestmarcher og strejker.
Det blev ledet og organiseret af lokale basisinitiativer og fra februar 1988 etableredes en hemmelig central koordinationsstruktur med kontakter til PLO's hoved-kvarter i Tunis.

Det israelske militærs brutale fremfærd under Intifadaen var medvirkende til, at det internationale samfund bredt fordømte den israelske regerings konfrontationskurs.
Israel kunne dog ikke presses til at forhandle med palæstinenserne, og den første intifada ebbede ud, da ”Kuwaitkrisen” (Irakisk militærs invasion af landet d. 2. august) brød ud i august 1990.

(Forstør ved at klikke på billedet)