68-OPRØRET: "Remember the Revolution"

  • Tariq Ali: ÅRET DER FORANDREDE VERDEN
  •  En venstreradikal 68`er: 68-bevægelsen - myter og kampen om historien
  • Nogle autonome aktivister: Vietnamkongressen i Berlin og de forskellige politiske strømninger i den tyske 68-bevægelse

            (al. / autonom infoservice, 14. maj 2008)

 

(Forstør ved at klikke på billedet) 


Tariq Ali:

ÅRET DER FORANDREDE VERDEN

-  et uddrag af hans essay

Tariq Ali, London 1967 (Se video-interviewet med Tariq Ali , samt hans interview med John Lennon og Yoko Ono, nedenfor).
Tariq Ali, London 1967 (Se video-interviewet med Tariq Ali , samt hans interview med John Lennon og Yoko Ono, nedenfor).

" Der har aldrig været et år som dette: Uro, rebellion og revolution. Tariq Ali, der var aktivist på den engelske venstrefløj for 40 år siden, beskriver hvorledes 1968 har sat sine spor i verden idag.

Efter dødvandet, da Den kolde Krig ebbede ud i midten af sidste århundrede, blev verden grebet af en kraftigt opkvikkende feberbølge. Dens virkning var så stærk, at selv idag 40 år efter organiseres konferencer og der skrives essays, dokumentariske beretninger og bøger for at markere den begivenhed. Historien er blevet fortalt mange gange og på mange sprog, men det nægter at forsvinde.

Hvorfor? En banal årsag kunne være biologisk betinget: 1960’ernes ungdomsgeneration har i dag nået 60 års alderen og nogle af dem har vægtige positioner indenfor forlagsbranchen, TV, biografer etc. især i de vestlige lande. Dette kunne være deres sidste chance for at mindes, for om 10 år eller mere vil de fleste være døde.  

  • Drømmene og håbet fra 1968: Var de alle forgæves fantasier? Eller aborterede den grusomme historie noget nyt, som var ved at blive født?

Revolutionære, utopiske anarkister, fidelistas, trotskister af enhver slags, maoister af enhver strømning etc. ville have hele skoven. Liberale og socialdemokrater var fikseret på individuelle træer. Skoven, advarede de, var en afsporing, alt for stor og umulig at definere, hvor imod et træ var et stykke træ, som kunne identificeres, plejes, forbedres og omskabes til en stol, et bord eller en seng. Noget nyttigt for samtiden.
”I er som fisk, der kun ser maddingen, aldrig fiskesnøren” ville vi svare. For vi troede på – og nogle af os tror stadig på – at mennesker ikke bør vurderes efter deres materielle ejendom, men efter deres evne til at forandre livet for andre – for de fattige og underpriviligerede; at økonomien må reguleres og reorganiseres til gavn for flertallet og at socialisme uden demokrati aldrig vil fungere.
ALT DETTE synes idag utopisk for de mænd og kvinder, hvis sind er blevet et marked domineret af fremtider, begravet i fortiden og som medlemmer af gamle sekter, der uden besvær har bevæget sig fra rituelle udskejelser til kyskhed, betragter de nu enhver form for socialisme som slangen, der fristede Eva i paradiset.

Det allermest bemærkelsesværdige ved 1968 var den geografiske bredde i den globale revolte. Det syntes som om en enkelt gnist havde sat hele marken i brand. Omvæltningerne det år udfordrede magtstrukturer i nord og syd, øst og vest. Alle kontinenter blev smittet af længslen efter forandring.

Det var især Vietnam-krigen, som fik hele verdens opmærksomhed. På trods af ½ million soldater og den mest avancerede militærteknologi nogensinde kunne USA ikke besejre vietnameserne. Det faktum satte gang i en anti-krigs bevægelse i USA og smittede militæret.

”GIs against the war” blev et kendt banner i mange anti-krigs sammenhænge. Deres direkte arvinger idag er ”Military families against the war” i Irak. I 1966-67 tilbragte jeg seks uger i Indokina, mens borbardementerne var på deres højeste. Jeg så ødelæggelserne og den daglige død for ubevæbnede civile.

Dette er svejset ind i hukommelsen. Hvordan kan man glemme? Agitation for en anden verden og solidaritet med det vietnamesiske folk var det logiske omdrejnings- punkt for mange i 68-generationen.

Og så til vores store forundring, eksploderede Frankrig i maj-juni det år – og det blev en helt særlig smuk og mindeværdig sommer. 10 millioner arbejdere i strejke, den største i hele kapitalismens historie, fabriksbesættelser som gjorde det klart, at arbejderne var meget bedre til at styre fabrikkerne end nogen som helst chefer.

I Prag havde reformkommunister – mange af dem helte fra den antifascistiske modstand i Anden Verdenskrig – tidligere på året proklameret, at de kæmpede for ”socialisme med et menneskeligt ansigt”.

For Alexander Dubcek og hans støtter var målet at demokratisere det politiske liv i landet. Den 21. august sendte russerne tanks over grænsen og knuste reform bevægelsen. Bureaukraterne i Moskva havde dermed beseglet deres egen skæbne.

Idag er håbet genfødt i Sydamerika, hvor sociale bevægelser fra neden har sat sig igennem i parlamentsvalg i en række lande, først og fremmest i Venezuela. I den vestlige verden er en økonomisk krise på trapperne: Samfund kan ikke leve på kredit for altid. Den mest bemærkelsesværdige forandring er en strukturel forandring af verdens markedet.

Det fjerne Østen er blevet helt centralt for kapitalismens fremtid. Kina idag er, ligesom Storbritannien i det 19. årh., hele verdens workshop. Hvad det kommer til at betyde for den globale politik, vil fremtiden snart vise. Den halvsovende gigant kunne vågne op en dag – med forbavsende konsekvenser.

Mange af dem, der engang drømte om en bedre fremtid, har givet op. Tilpasning er den bitre maxime, de gør sig til talsmænd/kvinder for.

  • Det får mig til at tænke på den amerikanske poet, Thomas McGrath, som midt i sidste århundrede skrev digtet ”Letter to an Imaginary Friend” :

Wild talk, and easy enough to laugh.
That’s not the point and never was the point.
What was real was the generosity, expectant hope,
the open and true desire to create the good.
Now, in another autumn, in our new dispensation
of an ancient, man-chilling dark, the frost drops over
my garden’s starry wreckage.
Over my hope
Over
The generous dead of my years.
Now, in the chill streets
I hear the hunting and the long thunder of money...  "

____________________________________
Oversat i uddrag af autonom info-service. Artiklen kan læses i sin helhed på engelsk her

 

Om Tariq Ali

Tariq Ali er en grænsegænger mellem den vestlige og den arabiske verden. Han blev født i 1943 i Lahore. Han voksede op i en velhavende, intellektuel og venstreorienteret pakistansk familie. Tariq Ali har været politisk aktiv siden ungdomsårene. Han er ateist og har en trotskistisk fortid i den daværende britiske sektion af 4. Internationale "International Marxist Group" (IMG).

Som barn oplevede han, hvorledes den britiske kolonimagts intriger i 1947 førte til en blodig krig mellem hinduer, sikher og muslimer. Krigen, der resulterede i en deling af det indiske kontinent i hhv. Indien og Pakistan, kostede over 2 millioner mennesker livet. I 1963 kom han til London og blev lynhurtigt involveret i den oprørske studenterbevægelse.

Han engagerede sig bla. i kampen mod apartheid i Sydafrika, organiserede Russell-tribunalet mod Vietnamkrigen og inspirerede Rolling Stones til sange som ”Street Fighting Man” og John Lennons ”Revolution”.

Tariq Ali var med i forreste linje og blev én af de kendte studenterledere på linje med Rudi Dutschke i Vesttyskland, Alain Krivine i Frankrig, Bernadette Devlin i Nordirland og Angela Davis i USA. Disse bevægende år omkring 1968 har han i øvrigt beskrevet meget medrivende i sin selvbiografi ”Street fighting years” , der udkom på engelsk i 1987.

Idag er Tariq Ali journalist, forfatter og filmproducent. Han bor i London, er medudgiver af tidsskriftet New Left Review og filmproducent på den engelske TV-kanal Channel Four.
* Læs mere om Tariq Ali`s forfatterskab her

________________   

Relateret

Tariq Ali: DAGBOG FRA DET BOMBEHÆRGEDE VIETNAM

 ___________________________

68-bevægelsen:

MYTER OG KAMPEN OM HISTORIEN
- af  al. / venstreradikal 68`er

 

  • MYTE 1: "68-bevægelsen har ikke efterladt nogle samfundskritiske spor"

Geronimo: Tværtimod! 68-bevægelsens subversive og oprørske ånd har sat markante spor: Her i Danmark har den resulteret i talrige kønspolitiske og feministiske projekter, kvindegrupper og -medier og en anti-partriarkalsk diskurs. Rødtrømpebevægelsen, som er barn af 68, formåede for alvor at vende op og ned på de traditionelle kønsroller og skabe nye perspektiver for kvinders liv. De satte et nyt kvindesyn i gennem på samfundsmæssigt plan, og det kan ikke rulles tilbage på trods af alle reaktionære forsøg herpå.
Andre arvtagere til 68-bevægelsen er miljøet omkring Enhedslisten (primært VS-traditionen), andre venstrefløjs foretagender som IF, Demos, venstrefløjsgrupper med rødder tilbage til 60`erne, Christiania (slumstormere), Ungdomshuset (anti-autoritære strukturer), Det Frie Gymnasium, anti-autoritær pædagogik i forskellige udformninger, anti-psykiatriske patientkollektiver, politisk anti-autoritære internet-medieportaler, etc. Uden tvivl er det meste af det nævnte her i øjeblikket i en mere eller mindre defensiv situation, men DET EKSISTERER som nutidige spor, der i lige linje kan føres tilbage til 68-oprøret.

  • MYTE 2: "Aktivister og aktører fra 68 er forsvundet ind i det etablerede samfund og spiller en systembevarende rolle".

Geronimo: Jeg deltog selv i 68-oprøret som 15-årig - og jeg er stadig væk antikapitalist, revolutionær og kæmper for socialistiske samfundsforhold fra neden.... Og jeg er ikke den eneste :-)
Både her i Danmark og på globalt plan er der 68-ere, som er aktive på forskellige måder for en anden, ikke-rentabiltetsorienteret, ikke-klasseopdelt verden. Derfor er påstanden om , at de allesammen er blevet til en del af det selvsamme establishment, som de engang bekæmpede, udtryk for en generalisering, der tilpasser sig den borgerlige historietolkning.

Den SUBVERSIVE del af 68-bevægelsen har videregivet sine erfaringer og præger stadig væk på mange måder modstanden mod den neo-liberalistiske globalisering. Tænk bare på de mere kendte 68-revolutionære, der stadig væk aktivt deltager i kampen for en anden verden uden fattigdom og undertrykkelse.
Et par navne som eksempler:

Tariq Ali, Robin Blackburn, Vanessa Redgrave, Perry Anderson, Ken Loach (Storbritannien), Bernadette Devlin, Gerry Adams (Nordirland), Karl Heinz Roth, Jutta Ditfurth, Ralf Reinders, Winfried Wolf, Inge Viet (Tyskland), Ingrid Strobl, Hermann Dvorcak, Peter Hallstein, Johannes Morschl, Anita Kriwanek, Reinhard Pitsch, (Østrig) Alain Krivine, Nicos Poulantzas (1936-1979) Arlette Laguiller, (Frankrig), Ornaldo Ortegi (Baskerlandet), Finn Ejnar Madsen (1943-2004), Lars Hutters, Morten Thing,  Toni Liversage (1935-2014), Bente Hansen, Preben Wilhjelm (Danmark), Rossanna Rossanda, Sergio Bologna, Nanni Ballestrini, Renato Curcio, Antonio Negri ( Italien), Petr Uhl (Tjekkiet), Angela Davis, Noam Chomsky, Mumia Abu-Jamal, Assata Shakur, Susan Rosenberg, Marce Piercy (USA), Leo Panitch, Colin Leys (Canada), Rosario Ibarra de la Piedra, (Mexico), Hugo Blanco, Vavier Diez Canseco (Peru), og mange mange flere.

De er allesammen aktører af det anti-autoritære, anti-patriarkalske, antiimperialistiske og anti-racistiske oprør, der tog udgangspunkt i studenterrevolten mod autoritære styreformer, kvindeundertrykkelse og den imperialistiske krig i Vietnam og som hurtigt transformerede sig om til en kritik på det kapitalistiske samfund som helhed.

  • MYTE 3: "68-bevægelsen var en opblæst affære."

Geronimo: NEJ og atter NEJ! 68-bevægelsens rødder går langt tilbage til 50`erne. I Vesteuropa udsprang den af anti-atombombe bevægelsen og kulminerede i 1966 – 1968/69 på globalt plan i studenterkampe mod hierarkiske undervisnings-og styreformer, i spontane strejker ("vilde strejker" ) og storstrejker, i spontane fabriksbesættelser, i husbesættelser (i Danmark: slumstormerbevægelsen) og grundlæggelse af selvbestemte livsformer i kollektiver, i hippiebevægelsen, i antikrigsbevægelsen, i anti-repressionsbevægelser, i alternative musikmiljøer, i alternative ernæringsmåder etc.

I Danmark...
- Rent statistisk set var det nok et mindretal, der deltog aktivt i 68-oprøret, MEN det var et alt dominerende, politisk, kønspolitisk og kulturelt agerende oprør, som på utallige måder synliggjorde alternativerne til de kapitalistiske samfundsnormer. De anti-imperialistiske demonstrationer i solidaritet med Vietnam, der kunne samle op til 30.000 mennesker i København (27. april 1968), kendetegnede 68-bevægelsens aktive potentiale ganske godt.

- Derudover satte 68-oprøret sine spor i alle områder af samfundet og i stort set alle menneskers sind. Jeg tror f.eks. ikke, der er mange, som ikke på en eller anden måde er blevet påvirket af tidens hidsige diskussioner og kontroverser om rødstrømper, kønsroller, alternative samlivsformer og politikkens betydning for den enkeltes hverdagsliv, etc. 

(Forstør ved at klikke på billedet) 

... OG GLOBALT
- 68-bevægelsen var en global bevægelse, som man kunne møde fra Japan til Mexico, fra Sicilien og helt op til fjeldbyerne i Norge. 68-bevægelsens forskellige centre gav hinanden impulser og politisk sammenhængskraft og kan derfor IKKE ses isoleret fra et land alene. Den internationale solidaritet med det vietnamesiske / indokinesiske folks modstand, med de sortes anti-racistiske kamp i USA (Black Panthers og borgerrettighedsbevægelserne), kampen for kvindefrigørelse og ikke mindst den oprørske del af musikscenen var et BINDENDE GLOBALT LED i 68-bevægelsens mangfoldige fremtoning.

- Uafhængigt af de vedvarende mere eller mindre fantasifulde forsøg på at negligere eller latterliggøre ånden fra 68-oprøret, så lever den i bedste velgående i mange globale oprørsprojekter i dag!

Venceremos!
Skrevet af en venstreradikal 68`er aktivist / aktiv i autonom infoservice

____________________________

  • "...Efter vores mening er det de undertrykte, de revolutionære klasser, vietnameserne, de sorte, - det er dem, som laver historien. Vi vil stå på siden af de undertrykte. Vi vil alliere os med de undertrykte. Derfor har vi sat vietcongs faner på universiteterne."

Citat fra Marc Rudd`s tale på en Vietnamdemonstration i Washington D.C. i april 1967 med over 400.000 deltagere. Han var medlem af ledelsen i SDS, Students for a Democratic Society, som var den vigtigste landsdækkende studenterorganisation i USA med over 100.000 medlemmer).

  • 'Lique Communiste Revolutionaire' (4. Internationales sektion i Frankrig) i Paris 1973, da de først jagede CRS-strisserstyrken på flugt og derefter angreb fascisternes kongres ("Ordre nouveau"):

68-Revoltens forskellige strømninger i Tyskland

I Vesttyskland var Vietnamsolidaritetsbevægelsen først og fremmest båret af den nye generation af studenter, skoleelever og lærlinge. På den store, internationale Vietnamkongres i Berlin den 17.-18. februar 1968 – arrangeret af SDS (Sozialistischer Deutscher Studentenbund) – vedtog de omkring 6.000 deltagere, at man i solidaritet med befrielseskampene i den koloniale og halvkoloniale verden ville arbejde for ”at åbne en anden front i metropolerne selv”.
Hensigten hermed var at deltage konkret i en radikal forandring af de sociale og politiske forhold. Vesteuropa skulle ikke længere være et fredeligt bagland for imperialismen. Hvilke politiske udtryksformer en sådan modstand skulle antage, måtte afhænge af de konkrete, specifikke betingelser og samfundsmæssige forhold i de enkelte lande.

Kongressen betonede udtrykkeligt, at revolutionær og militant modstand var en legitim kampform i fremtidige strategier mod magthavernes krigsmaskineri. Vietnamkongressen var et meget repræsentativt udtryk for den politiske stemning, der prægede store dele af protestbølgen i 1968. Kongressen blev afsluttet med en antiimperialistisk demonstration gennem Vestberlin. Mellem 20.000 - 30.000 deltagere gik på gaden og råbte med knyttede næver: ” Ho, Ho, Ho Chi Minh!”
I slutningen af 1968 viste det sig imidlertid, at den udenomsparlamentariske opposition (Ausserparlamentarische Opposition, APO) løb ind i politiske begrænsninger. Det var ikke muligt at besvare statens repression og mediernes hetzkampagner med en fælles politisk modstand. De politiske udgangspunkter og perspektiver var for forskellige.

Da studenten Benno Ohnesorg blev dræbt af en politimand under en demonstration mod den iranske Shah Reza Pahlevi`s besøg i Berlin den 2. juni 1967 og da en højreekstremist skød bevægelsens mest kendte talsmand, Rudi Dutschke, ned på åben gade i Berlin den 11. april 1968, bidrog det til både radikaliseringen og splittelsen af 68-bevægelsen.

”March gennem institutionerne”

Dele af 68-bevægelsen valgte den såkaldte «lange march gennem institutionerne». Nogle af disse tidligere aktivister er faktisk nået helt op i magtens toppositioner ( for eksempel fhv. forbundskansler Gerhard Schröder, fhv. krigsminister Rudolf Scharping, fhv.udenrigsminister Joschka Fischer, fhv. økologiminister Jürgen Trittin, nuværende sundhedsminister Ulla Schmidt, m.fl.)
Kommunistiske småpartier
Andre lagde deres kræfter i dannelsen af pseudo-leninistiske partier, der hver især refererede til bestemte politiske afsnit i Kommunistisk Internationale – KOMINTERN`s historie. De såkaldte ”K-grupper” (K`et stod for kommunisme). Deriblandt 6 - 7 større maoistiske organisationer, det tyske Sovjet-orienterede DKP, 3 trotskistiske organisationer samt omkring 400-500 lokale og regionale partiopbyggende grupper og organisationer i hele Vesttyskland.

”Sponti-bevægelsen”
Men størstedelen af 68-bevægelsens aktivister bestod af store ungdomsmiljøer i Berlin, Frankfurt, Heidelberg, Hamburg og München. Ofte med udgangspunkt i besatte huse og kulturcentre – den ”første generation af husbesættere”. Disse brogede miljøer, de såkaldte ”spontis”, udgjorde den militante del i Vietnamdemonstrationerne. De dannede lokale solidaritetskomitéer med Black Panthers i USA og komitéer, som hjalp amerikanske soldater, der deserterede fra militærtjenesten ved de amerikanske baser i Vesttyskland.

De kendeste medier fra disse miljøer mellem 1968 og 1978 var

  • ”Agit 883” , (Vestberlin, 14-dag-avis, oplæg: 7000), Fitz (Vestberlin, oplæg: 3000 ),
  • Courage (feministisk tidsskrift fra Vestberlin),
  • ”Radikal” (Vestberlin, 1976, oplæg: op til 20.000),
  • ”Grosse Freiheit” og ”Autonomie – Neue Folge” (Hamburg),
  • ”Wir wollen alles” (München),
  • ”Das Blatt” (München, oplæg: op til 20.000 i 1977)
  • ”Revolutionärer Kampf” og ”Pflasterstrand” (Frankfurt, oplæg 9.000),
  • linkeck (hele Tyskland, oplæg op ml. 3000-8000),
  • Sponti-Info (Nürnberg),
  • Anzünder (Giessen), ID (Informationsdienst zur Verbreitung unterbliebener Nachrichten),
  • Karlsruher Stadtteilzeitung,
  • Die Schwarze Botin (anarkistisk, feministisk tidsskrift),
  • S`blättle (Stuttgart) m.fl. 

De organiserede solidariteten med de latinamerikanske revolutionære, dannede anti-Nato-grupper, grundlagde feministiske kvindegrupper, autonome mødesteder, m.v.

Bevægelsens bevægelse

I kølvandet af dette miljø opstod musik – og kunstnerkollektiver, anti-psykiatri-kollektiver for psykisk belastede mennesker, anti-autoritære børnehaver - de såkaldte ”Kinderläden”, alternative trykkerier, forlag, caféer, gallerier, etc., der alle fungerede på et kollektivt, non-profit grundlag.
I denne politiserede atmosfære af protest og modstand opstod et netværk af lokale revolutionære grupper og miljøer, som udviklede en målrettet militant praksis mod magtstrukturerne. Nogle gjorde det til deres praksis at forsvare sig militant mod politiets evindelige forsøg på at rydde besatte huse, opløse demonstrationer og offentlige fester, lukke blade, caféer, etc. Andre grupper gennemførte deciderede angreb på kapitalistiske objekter så som banker, regeringsbygninger, kommunale institutioner, lokale politistationer, våbenindustrien, sexforretninger, men også udenlandske ambassader, militærbaser, mm.

Byguerillagrupper
Udfra dette brogede miljø opstod på den ene side den autonome ”sponti”-bevægelse i Tyskland, og på den anden side væbnede, illegale grupper:

Sidstnævnte opstod i januar 1972 og var en sammenslutning af forskellige militante anti-autoritære grupper i Berlin. Opløses i 1980. En mindre del tilslutter sig derefter RAF.

  • Byguerilla-netværksstrukturen Revolutionäre Zellen/RZ. Blev dannet i 1973. RZ-gruppernes overordnede selvforståelse var venstreradikal, autonom. Opløses i perioden 1991-1993.
  • Kvindeguerillagruppen Rote Zora. Indtil 1984 var de organiseret i
    ”kvindesammenhænge i RZ”. Rote Zora, der betegnede sig selv som feministiske internationalister, manifesterede sig første gang med en militant aktion i 1984. Rote Zoras sidste aktion går tilbage til 1995.

Byguerillagruppernes legale støttegrupper er fangesolidaritetsgrupper, organiseret i lokale og regionale ”Anti-folter Kommiteen” og autonome, anti-imperialistiske grupper ”antiimps”. De er initiativtagere af talrige solidaritetsdemonstrationer med de politiske fanger fra de væbnede grupper. Omfanget af demonstrationsdeltagere svinger mellem nogle hundrede og helt op til 10.000.

(al. / autonom infoservice, 14. maj 2008 )

__________________________________
Baggrundsartikler fra Leksikon.org

  • Tariq Ali om venstrefløjen i USA 1960´erne indtil idag:

Kommentar schreiben

Kommentare: 0