SHUT IT DOWN er en basisdemokratisk, civilt ulydig og konfrontativ masseaktion der vil sætte en stopper for klimakatastrofen. Den 26. september 2009 vil vi ved en civil ulydighedsaktion lukke Amagerværket. 

Demoen starter fra Christianshavns Torv,

lørdag den 26.september 09, kl. 14:00

 

 Aktionen skal lukke værket for at sende et signal til politikernes klimatopmøde i København i december 2009 om, at der ikke længere er tid til snak og hensigtserklæringer, hvis klimaet skal reddes. Aktionen skal kræve handling af politikerne, men den skal samtidig være et opråb til  verdens befolkning om, at vi bliver nødt til at handle selv - sammen!

Fossile brændsler og klimaet

 Vores afbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas sender enorme mængder CO2 ud i atmosfæren - hvilket fører til øget drivhuseffekt og global opvarmning. Global opvarmning betyder ikke bare et varmere klima, men også uoverskuelige konsekvenser for hele jordens befolkning i form af ekstremt vejr og flere voldsomme storme, længere og værre tørkeperioder i allerede tørre områder, kraftigere oversvømmelser i kystområder, mangel på rent drikkevand, flere sygdomme, højere dødelighed i de fattigste lande, enorme flygtningestrømme og en overhængende risiko for flere ødelæggende krige mellem stater og befolkningsgrupper.

Kul skader klimaet allermest!

Kul udleder over 20 % mere CO2 per energienhed end olie og over 65 % mere end naturgas, og af de fossile brændsler er kul det, der udleder mest CO2. Afbrænding af kul står for mere end en tredjedel af Danmarks samlede udslip af CO2.

Hver dansker udleder omkring 10 tons CO2 om året. Der findes ikke kul i undergrunden i Danmark, så det kul, der brændes af, importeres. Kulminedrift hører til verdens mest beskidte og farlige erhverv. I 2003 var Danmark nr. syv på listen over kulforbrugende lande - kun overgået af lande med egne kulminer.

7 millioner tons kul om året

 Over halvdelen af dansk el produceres med kul. Det svarer til, at hver dansker bruger omkring 3,5 kg kul om dagen og mere end 1 ton om året. På trods af vores viden om kul fortsætter vi i Danmark med at brænde det af på vores kraftværker, og der er ingen planer om at stoppe.

I 1997 indførte den daværende regering det såkaldte "kulstop", der satte en bremse på opførelsen af nye kulkraftværker i Danmark. Dette kulstop valgte den nuværende regering at ophæve i 2007 med henvisning til, at det skader konkurrencen for de danske elproducenter. Det betyder, at statsejede DONG nu kan brænde endnu mere kul af end tidligere.

Regeringen prøver at fremstå som klimavenlig og siger, at vi skal passe på klimaet. Men det danske kulforbrug er steget i regeringens tid, og udbygningen af fx vindmølle-energi et gået helt i stå.

Det store kulforbrug er hovedårsagen til, at Danmark ikke kan opfylde Kyoto-målet om CO2-reduktioner for 2008-2012. I stedet forsøger regeringen at nå målet via køb af kvoter og investeringer i CO2-reducerende projekter i tredjeverdenslande.

Markedet kan ikke stoppe klimakatastrofen

Energiproduktion på markedsvilkår er betinget af profitbehov, og energiproducenternes interesse er derfor at sælge mest mulig energi, der er produceret på den billigste måde, til den højeste pris, uanset hvilke skader afbrændingen af fossile brændstoffer gør på miljøet.

Og energiproducenterne stopper først med at brænde fossile brændstoffer af den dag, den sidste kulklump er smidt i ovnen, det sidste olie er brændt af - eller noget andet er billigere.

Den kapitalistiske markedsøkonomi bygger på et konstant behov for vækst og profit, hvorfor der inden for denne ikke kan tænkes langsigtet eller tages hensyn til miljøet og klimaet. Som følge af det kapitalistiske markeds behov for vækst og profit og den deraf følgende rovdrift på jordklodens ressourcer er hele klodens natur blevet til genstand for kapital og profit. Der er snart ikke ét stykke uberørt natur tilbage på vores klode og forbruget af dens ressourcer frembringer klimakatastrofen.

Markedet får os nemlig til konstant at øge vores forbrug for på den måde at øge sin vækst, og når vores forbrug stiger, så stiger energibehovet tilsvarende. Øget forbrug og øget energiproduktion smelter derfor sammen til en ondsindet spiral, der bare skærper miljøproblemerne for hver dag, der går.

Af de forslag, der er dukket op fra den globale elite, er det eneste forslag, som påstår at tale om klimakrisen, "Green New Deal". Det er ikke et forslag om en hyggelig grøn kapitalisme med organisk landbrug og D.I.Y-vindmøller, men et forslag om en ny "grøn" fase af kapitalismen, der søger at generere profit fra stykvis økologisk modernisering af nøgleområder af produktionen.

Markedet individualiserer løsningerne på miljøproblemerne ved at opfinde og sælge miljøvenlige og økologiske varer, men vi kan ikke løse globale miljøproblemer ved individuelle handlinger - og ideen om den politiske forbrugers rolle må efter mange års fiasko henvises til historiens losseplads. Når markedet fungerer efter princippet om konstant vækst- og profitjagt, kan man ikke forvente, at hverken markedet eller forbrugerne skal opføre sig efter andre principper.

Markedet er udelukkende en medspiller på miljøholdet så længe, der er en konstant stigende profit at vinde. Og grøn kapitalisme vil ikke udfordre magten hos dem, som faktisk producerer flest drivhusgasser, men vil ganske enkelt overøse dem med flere penge for at hjælpe dem med at vedligeholde deres profitrater ved at lave små økologiske forandringer, der i sidste ende alligevel vil være "too little, too late".

Fra den sociale og økologiske frigørelses synspunkt vil grøn kapitalisme blive en katastrofe. I dag har vi muligheden for at komme videre end det selvmorderiske vanvid af konstant vækst. I morgen, hvor vi alle er blevet vant til det nye grønne regime, vil chancen være væk.

For at løse miljøproblemerne og stoppe klimakatastrofen skal virksomheder og producenter tvinges til at underlægge sig global demokratisk kontrol, og produktionen skal omlægges, så forurening kan undgås eller reduceres. Samfundenes indretning og infrastruktur må også gennemgå en forandringsproces, så det passer til klimaudfordringerne.

Det vil sige, at man gennem politiske forandringer må stoppe vækst- og profitbegæret, og tvinge stater og virksomheder til at stoppe klimakatastrofen ved at sætte miljø over vækst.

 DONG og Vattenfall

Størstedelen af den danske el-produktion står statsejede DONG og svenske Vattenfall for, og de har derfor et stort ansvar for det enorme kulforbrug. Som et resultat af liberaliseringen af EU's elmarked fungerer begge statsejede selskaber som virksomheder på markedsvilkår og uden den samme demokratiske kontrol som tidligere. Markedsgørelsen betyder, at selskaberne kan vælge at købe brændsel alene efter prisen, men uden hensyntagen til miljø og klima. Derfor fortsætter både DONG og Vattenfall med at producere el og varme hovedsageligt ved afbrænding af kul, så længe dette er mest rentabelt.

En af Venstres tidligere miljøordførere formulerede det så smukt: "El-selskaberne skal jo fungere på markedsvilkår, og man er derfor gået over til kul igen, fordi det er billigere".

Selskabernes undskyldning er, at hvis de ikke bygger kulkraftværker, er der andre, mindre ansvarlige firmaer, der gør det. Selskaberne har også præsenteret et drømmescenarie, hvor man ved hjælp af såkaldt CO2-lagring eller CCS (Carbon Capture and Storage) kan indkapsle CO2-udledningen i undergrunden.

DONG forventer, at denne teknologi vil være til rådighed om 10-15 år og betragter derfor ikke kulkraft som et fremtidigt problem. Derfor forventer DONG også at få carte blanche til at fortsætte deres ødelæggelse af klimaet. Problemet er bare, at CSS-teknologien mere virker som en fantasi eller en dårlig undskyldning end svaret på alle miljøorganisationers bønner. Og hvis klimakatastrofen skal stoppes, skal der handles nu: de penge DONG bruger på CCS-drømmen, burde i stedet anvendes til realistiske investeringer i vedvarende energi.

EU's kvotehandelssystem - en liberalistisk illusion

For at tæmme det liberaliserede elmarked har man i EU valgt at oprette et CO2-kvotehandelssystem, hvor CO2-kvoter kan sælges og købes mellem landene. Herved er der blevet sat loft på EU's samlede CO2-udledning, uden at den indbyrdes konkurrence mellem elproducenterne bliver forvrænget. Teoretisk set er det en god tanke, at de CO2-reducerende tiltag sker der, hvor det koster mindst, så man med regeringens retorik får "mest miljø for pengene".

I virkeligheden har det dog bare betydet, at vi i Danmark satser på at købe os ud af alle vores forpligtelser. Kvotemarkedet har givet den danske regering en undskyldning for ikke at lave en realistisk plan for udfasningen af fossile brændsler i Danmark. For ordner kvotemarkedet ikke problemet af sig selv, kan vi altid sætte gang i et par CO2-reducende projekter i et tredjeverdensland og derved undgå at ændre på vores magelige og stærkt forurenende livsstil herhjemme.

 Dog prøver regeringen til stadighed at vælte en del af ansvaret over på os forbrugere med kampagner om, at vi skal spare på strømmen, købe elsparepærer og vaske vores tøj ved 30°. Alt sammen initiativer, der kan stemple dig som en god eller dårlig klimaborger, men som i sidste ende ingen betydning får for CO2-udledningen fra den danske elproduktion.

DONG og Vattenfall vil stadig sidde inde med den samme mængde CO2-kvoter, så hvis alle de gode individuelle klimaborgere får elforbruget til at falde, vil det blot betyde, at selskaberne kan skabe profit ved at sælge overskydende kvoter eller kan holde igen med CO2-reducerende tiltag indenfor egen produktion.

Således fjerner man den enkelte forbrugers incitament til at leve miljø- og klimabevidst. Samtidigt giver man dem med flest penge lov til at forurene mere end dem med færre penge og sænker dermed de fattigere landes mulighed for at udbygge deres industri.

Derudover er det vigtigt at huske på, at fastsættelsen af EU's kvoteloft er en politisk forhandling, hvor klimaet ikke nødvendigvis er det, der bliver taget mest hensyn til. Der er mange andre politiske og økonomiske interesser i spil, og klimaforkæmpere er sjældent de stærkeste lobbyister.

Samtidig betyder den aktuelle finanskrise, at prisen for CO2 er faldet betydeligt, og at selskaber vil være mindre tilbøjelige til at investere i udvikling af bæredygtige måder at skabe energi på.

Mens de rige lande holder forbrugsfest, betaler de fattige lande igen prisen I den rige del af verden opstod bevidstheden om miljøbeskyttelse, da vi efter flere hundrede års økonomisk udvikling var ved at kvæles i forurening. I de fattige lande er situationen nu den modsatte: de mødes med miljøkrav, netop som de er ved at kickstarte deres udvikling og industrialisering, og samtidig er det netop i de lande, at nogle af de værste konsekvenser af den globale opvarmning kan mærkes.

Den globale opvarmning

Den globale opvarmning kender ikke til retfærdighed, og historien om de rige og de fattige lande er én lang beretning om udbytning og afhængighed. På trods af, at næsten al CO2-udledning indtil nu er kommet fra de rige lande (USA står fx. alene for næsten 25 % af verdens samlede CO2-udledning), er det de fattigste lande, der kommer til at bøde for det.

Alligevel er vi i de rige lande stadig ikke villige til at tage ansvaret på os. Allerede med indgåelsen af klimakonventionen (UNFCCC) i 1992 lovede de rige lande højt og helligt ikke bare at mindske CO2-udledningen nationalt, men også at tage det økonomiske ansvar for CO2-reduktioner i de fattige lande samt at understøtte forebyggende tiltag for at minimere konsekvenserne af den globale opvarmning i disse lande (Artikel 4).

Og med vedtagelsen af Kyoto-protokollen i 1997 blev man igen enige om, at det primært var de rige lande, der skulle bære byrden. Dermed burde fremtiden se lys ud for de fattigste i verden, men endnu engang ser virkeligheden helt anderledes ud. Det er ikke lykkedes de europæiske lande og USA at nedbringe CO2-udslippet. Tværtimod stiger det år for år, og støtten til de fattigste lande er stadig primært på papiret.

 

Derudover er der en anden vigtig, men mere psykologisk faktor. Nemlig at de fattige landes ledere ofte tænker som økonomerne: de føler ikke, at de har penge til at investere i miljøsagen. Motivationen falder yderligere, når de rige lande end ikke prioriterer globale problemer som klimaforandringerne, men i stedet gemmer sig bag tomme floskler. Og yderligere, når de rige lande i øvrigt for et godt ord udnytter fattige lande til uretfærdig outsourcing og som lossepladser for elektronisk og giftigt affald, samt søger at sikre egen velstand og vedvarende vækst ved at fastholde tredjeverdenslande i fattigdom som råvareproducenter.

Nu skal alverdens politikere endnu engang til forhandlingsbordet, og blive enige om endnu en smukt formuleret aftale, som vi så om ti år kan se tilbage på og endnu engang konstatere, at alverdens politikere er bedre til ord end til handling - i hvert fald så længe, at handling koster penge.

 

http://www.shutitdown.dk/

Contact Shut it down info@shutitdown.dk

phone: +45 50844546