Mozart - en popstar’s ups and downs

  • Kritiske tanker som antitese mod under- holdningsindustriens udglattende kommercialisering.

Wolfgang Amadeus Mozart, eller kort "Mozart Wolferl"  (1756-1791), som østrigerne i dag ynder at omtale ’deres’ musiske ikon, har givet dem og verden en glad, veltempereret musikalsk drøm, der skaber åndelig harmoni og leder sindet bort fra alverdens genvordigheder.

Såvel i 1780´erne som i nutiden.                        

 

  • Du kan høre Mozart, Concerto Piano and Orchestra Nr. 20, Romance mens du læser:

Den musik Mozart har beriget verden med, bygger på en musikalsk tradition, der havde sin oprindelse i aristokratiets opfattelse af musik som behageligt tidsfordriv.

Hvor kommer det bedre til udtryk end i Mozarts Es-dur kvintet for klaver og blæsere?

Et highlight af fuldendte harmoniklange, som kryber upåtrængende ind i ens skjulte sanselighed, fri for pompøs højtidelighed.

Musikken bevæger sig ligesom på tå-spidserne, mens man fornemmer dens tilbageholdte åndedræt. Fra de første toner er musikken så ren og lys, at det er svært for lytteren at fornemme, hvilken stemning den udtrykker. Den er hverken glad eller sorgfuld - og mindst af alt karakteristisk indprentende.

I denne kvintet såvel som i Mozarts mest kendte serenader opfylder han til fulde sine kirkelige og adelige arbejdsgiveres kriterier for ikke-kontroversiel underholdning.

  • Adelen foragtede det uberegnelige i Mozarts værker

Mozart var klar over, at hans musik i det lange løb ikke kunne nøjes med at være selvtilstrækkelig ren musik, der udelukker sine lyttere og munder ud i konsumerende kedsomhed.

Det er måske en forklaring på, at mange af hans vidunderligt smukke kompositioner i slutfasen præges af frivole, fantasifulde og dramatiske indslag - som ved hans berømte klaverkoncert i d-mol nr. 466 eller i slutfasen af operaen »Don Giovanni«, hvor jordens overflade åbner sig og trækker hovedfiguren Don Juan ned i helvede.

  • Mozart - Beethoven

Det var netop dette oprørske, forfriskende i Mozarts som regel harmonitunge musik, som den feudale overklasse foragtede og ignorerede. De betalende kunder – tilhørerne – skulle underholdes og ikke belemres med alt for tydelige associationer til den verdslige sociale virkelighed.

Helt anderledes var reaktionen blandt unge oprørske komponister som Beethoven og Wagner, der begejstret fornemmede det frækt erotiske, det kulinarisk nydende eller den hverdagsagtige tallerkenskramlen i nogle af Mozarts symfonier. 

Mozart, Piano Concerto No.4, in G-moll, Salzburg, juli 1767
Mozart, Piano Concerto No.4, in G-moll, Salzburg, juli 1767
  • Mozart har aldrig bevidst rebelleret imod konventionerne
Roul Duffy's Tribute to Mozart
Roul Duffy's Tribute to Mozart

Utallige biografier af Mozart har dokumenteret, at han aldrig bevidst har rebelleret imod konventionerne. Wolfgang Hildesheimer, forfatter til en af de mere interessante Mozartbiografier, konstaterer, at Mozart netop er blevet tændt og inspireret af de daværende normer. Hans store musikhistoriske præstation var ikke – ligesom mange andre store kunstnere – et resultat af en bevidst udfordring af tidens fremherskende holdninger, men derimod en legende udfyldelse af dem.

Kulturhistorisk er Mozart placeret mellem ud-løberne af feudaltidens absolutistiske epoke og den fremvoksende borgerlige oplysningstid.   

Marxisten Theodor Adorno

Den marxistiske musikteoretiker og filosof Theodor W. Adorno beskriver, hvorledes denne tidsmæssige placering kommer til udtryk i Mozarts opera ”Don Giovanni”:

"I karakteristika af Zerlina holder rytmen af rokkokotiden og revolutionen inde. Hun er ikke længere fårehyrdinde - men er endnu ikke selvbevidst borgerinde (Citoyenne)."  

  • "Mozarts musik er det 18. århundredes slutreplik"

I det musikalske univers befinder Mozart sig mellem Bachs (1685-1750) veltempererede barokmusik hinsides tid og rum og Beethovens (1770-1827) stemningsmættende musik-kommentar til tidens gang som selvbevidst udgangspunkt, der anslår tonen: da-da-da-daaa.

Forfatteren Bernhard Shaw

Den irske forfatter og musikkritiker Georg Bernard Shaw havde denne kommentar til Mozarts musikhistoriske rolle:

”Mange tilbedere af Mozart kan ikke tåle, når der bliver sagt, at deres idol ikke var grundlæggeren af et dynasti. Men i kunsten er det den største succes at være den sidste på stammen og ikke den første. At begynde kan næsten enhver, men vanskeligheden består i at finde og skabe en afslutning, som ikke kan overgås. Mozarts musik er det 18. århundredes slutreplik og ikke forordet til det 19.” 

Gaden af Mozarts hus i Wien
Gaden af Mozarts hus i Wien
Wien omkring 1700-tallet
Wien omkring 1700-tallet
  • Etapper i Mozarts liv

Wolfgang Amadeus Mozart blev født den 27. januar 1756 i den østrigske biskop by Salzburg. Hans første musikalske oplevelse var at lytte til hans talentfulde søster Nannerl’s klaverspil.

Snart opdagede hans far Leopold, der var hofkomponist og violinlærer, at ”Wolferl” havde et særligt talentpotentiale. Han opgav sin egen karriere for at undervise sine børn, hvorved søsteren blev nedprioriteret til fordel for sønnen.

... som en 'cirkushest'

Wolferl blev trænet af sin far som en cirkus-hest, og allerede som seksårig rejste han rundt mellem Europas hofselskaber og luskede engelske etablissementer for at op-træde for et par hurtige dukater.

Da han rundede de 11 år, havde han allerede komponeret 50 symfonier, sonater, menuetter, etc. Hans første opera ”La finta semplice” skrev han, da han var 12 år gammel. Især hans forfriskende, melodisk spruttende klaversonater udtrykte hans fremragende kreative potentiale.

  • Musikalsk tjener hos Salzburgs ærkebiskop

Faren og enkelte venner bestræbte sig på at udmønte Wolferls musiske kunnen i en godt betalt stilling ved hoffet i Salzburg Wien eller München. Det mislykkedes. Wolfgang Amadeus måtte som 16-årig til sidst tage imod en ansættelse på usle betingelser i hans forhadte hjemby hos den nærige ærkebiskop Hieronymus Franz Josef Colloredo.

Mozart blev fra 1772 og 9 år frem i denne stilling, hvor han havde samme sociale status som tjenerne. I denne periode komponerede han føjeligt, hvad der blev krævet af ham, svarende til tidens modestrømning.

På trods af denne åbenlyse begrænsning, skabte Mozart nogle musikalske perler som f.eks. den fantastiske klaverkoncert nr.9 i es-dur, der hævede sig langt ud over hans begivenhedsløse lette masseproduktion af underholdningskompositioner. Så ofte hans ydmygende ansættelsesforhold hos ærkebiskopen tillod, turnerede Mozart - presset af hans ambitiøse far - rastesløs rundt i Europa for at finde en bedre plads som musiker.

  • ”Jeg gider ikke at høre noget somhelst om Salzburg – jeg hader Ærkebiskoppen som en rasende”, skrev Mozart i et brev til sin far.

Kort tid efter blev han fyret på grund af hans ”opsætsighed”. Året var 1781. Mozart besluttede at tage til Wien som freelancer. Først fra dette tidspunkt kom der bevægelse i Mozarts musik-karriere. 

  • Stjerne i Habsburgernes tjeneste

Da Mozart flyttede fra Salzburg var det et åbent brud med sin far, og det løsnede den magt, faren indtil da havde udøvet over ham. I Wien giftede han sig med Constanze Weber og i nogle år avancerede Mozart til stjerne i sin epoke på Habsburgernes hof.

Hans musikalske udfoldelse vekslede mellem fromme hengivelser og kitschagtig underholdning for Wiens overklasse og banebrydende opførelser som rokkoko-erotik-operaen ”Bortførelsen fra Seraillet” (1782) og operasatiren ”Figaros bryllup” (1786), der latterliggør adelens dekadente og intrigante livsform.

Samtidigt komponerede han sine tre største symfonier, deriblandt "Jupiter"-symfonien, en hel del kammer- musik, samt talrige klaverværker - først og fremmest sonater. Særlig Mozarts klaverkoncerter var i en periode skue-plads for adelens sammenkomster.

Da Mozart i november 1787 blev ansat som kejserlig ”kammermusicus” indbragte det i en periode både anerkendelse og en regelmæssig indtægt. Det er denne periode, som regnes for hans mest produktive og socialt set mest ubesværede.

  • Ensom og fortvivlet

Den 7. juli 1791, hans sidste sommer, skrev Mozart til sin kone Constanze Weber, at han ikke kunne "...forklare mine følelser, det er en vis tomhed - som gør vitterlig ondt - en længsel, som aldrig bliver tilfredsstillet og følgelig aldrig ophører – stadig varer ved, ja vokser dag for dag …".

Han følte sig svigtet og var ensom. Hans forhenværende så begejstrede over- klassepublikum var draget videre i andre moderetninger og økonomiske gælds- problemer lå tungt henover Mozarts sidste leveår. Da Mozart den 5. december 1791 døde i Wien, ifølge den officielle lægediagnose på grund af et heftigt feberanfald, var hans karriere for længst afsluttet. 

  • Epilog

Mozarts dramatiske livsforløb var kendetegnende for mange af de kunstnere, der levede i opbrudstiden mellem den uddøende feudale styreform (L’Ancien Régime) og fremkomsten af den nye borgerlige epoke. Hele hans liv var præget af splittelse mellem den aristokratiske hofetikette, hvis musik skulle tilfredsstillede de skiftende modestrømninger og æstetiske underholdningskrav, og den borgerlig verden, hvis status han som professionel musiker var fast forankret i.

  • Mozarts overdådige livsstil oversteg hans indtægt

Socialiseringen af et geni udenfor enhver konvention var dengang dømt til at mislykkes i et absolutistisk systems hierarkisk-autoritære samfundsstrukturer. På trods af Mozarts utallige forsøg på at assimilere sig i denne verden med elegant tøj og en overdådig livsstil, der langt oversteg hans indtægt, så svarede hans reelle sociale og økonomiske forhold blot til en begavet tjensteansat.

Dette var ifølge forskellige Mozart-biografer grunden til, at han henvendte sig til frimurernes loge, hvor ens sociale status i samfundet på dette tidspunkt ikke spillede nogen rolle. Det, der derimod betød noget, var de revolutionære borgerlige idealer som frihed, lighed og broderskab.

Joseph Haydn
Joseph Haydn
  • Mozart og Haydn

Mozart var og er ved siden af Joseph Haydn (1732-1809) den kendeste repræsentant for den mellemperiode, som udfylder det musikhistoriske vakuum mellem senbarokkens spirituelle strukturalisme og spædromantikkens verdensåbne og revolutionære idealer.

Johann Sebastian Bach
Johann Sebastian Bach

Barokkomponisten Johann Sebastian Bach og den romantiske musiks eksponent Ludwig van Beethoven har på afgørende vis præget musikken i de senere epoker.

Mozarts livsværk har dog uden tvivl - om end i mindre grad end de to sidst nævnte komponister - bidraget med sin uudtømmelige melodiske rigdom og nyjustering af grænserne for virtuose instrumentale solostemmer.

  • Mozart efterlod en kolossal musikalsk produktion af 634 kompositioner, som i 1880 blev katalogiseret i et register, den såkaldte Köchelverzeichnis.

 _________________

(al./ autonom infoservice. Artiklen er oprindelig skrevet til modkraft's  ”kontradoxa”, sommer 2006 og er blevet senere ajourført til autonom infoservice)

 

Litteraturforslag om Mozarts liv på dansk 

  • Wolfgang Hildesheimer: Mozart, forlaget Bogan 1977.
  • Bruno Kvist: Hvem var Mozart?, forlaget Jyllandsposten 2006
  • Mogens Wenzel Andreasen: Mozart, Politikens Forlag 1990.
  • Francesco Salvi: Mozart og hans tid, Agertofts Forlag 1997.
  • Inger Sørensen: Mozart, forlaget Sesam 1980

 

Mozart i Wiens Volkspark ved Ringstrasse i byens centrum
Mozart i Wiens Volkspark ved Ringstrasse i byens centrum