Oktoberrevolutionen 1917 - en venstreradikal analyse

Den russiske oktoberrevolution startede den 25. oktober 1917

- for 92 år siden. 

En oplagt lejlighed til kritisk at sætte fokus på begivenhederne, der førte til revolutionen og tiden efter, der som bekendt resulterede i socialismens deroute.

Frem til stalinismens horrorversion af det, der skulle have været et alternativ til kapitalismens samfundsforhold.

 

Den russiske revolution foregik efter den russiske, julianske kalender den 25.oktober - efter den gregorianske kalender: 7.november 1917

  • * Tilblivelsen af den russiske revolution
  • * Oktoberrevolutionens forskellige opstandscentre. Hvem var de?
  • * Tiden efter revolutionen
  • * Kvinderne og den russiske revolution
  • * Remember Kronstadt!

        + videotrailer og litteratur

 

1.DEL

Tilblivelsen af den russiske revolution

Situationen var præget af mange sammenfaldende begivenheder: Den samfundsmæssige polarisering mellem store del af befolkningen i Rusland, der levede i ufattelig social elendighed og det meget tynde lag af velhavende, priviligerede grupper, der udgjorde Tsar-imperiets politiske og økonomiske magthavere: den russiske adel (jord- og godsejere ), embedsmænd, det højere officerskorps, storbønder, fabriksledere og rige forretningsfolk (kapitalister ).

Social forarmelse og tendenser til opløsning af tidligere eksisterende, sociale og økonomiske fællesskaber i forbindelse med tvangsrekrutteringen af hele generationer af bønder til den tsaristiske militærmaskine. Dette kastede landet ud i store sultekatastrofer, som skabte grobund for fælles vrede og en radikal modstand mod de herskende forhold.

Den massive revolutionære propaganda som netop tog udgangspunkt i denne sociale, eksplosive dynamik og hjalp den til at artikulere sig. Med en revolutionær samfundforandring som mål.

Mangel på en borgerlig-demokratisk tradition, som kunne kanalisere det ulmende oprør ind i parlamentariske, reformorienterede og kontrollerbare baner.

__________

Prolog: Klar til kamp?

I det før-revolutionære Rusland i årene op til 1917 , eksisterede der en mængde af revolutionære grupper, partier og bevægelser med talrige indbyrdes personlige og politiske relationer. De vigtigste revolutionære samlingspunkter på dette tidspunkt var ”Den bolsjevistiske organisation“ (1) den betydeligt mindre ”Meshrajonka-kommité“ / ”Mellemdistriktkommiteen” (2) ”Nasche-Slowo-gruppen“ (3) Socialrevolutionære anarkister med betydelig regional indflydelse i det sydvestlige Ukraine (4) samt ”Internationalisterne“ (5) i det mensjevistiske parti omkring Lenins nære ven Martov. Derudover fandtes der et hav af autonome beboer-og fabrikskomitéer, elev- og studentergrupper, kvindegrupper, revolutionære soldaterkomitéer, bondekollektiver, etc. De fleste uden speciel partitilknytning.

Lenin og Trotskij
Lenin og Trotskij

Bolsjevikpartiet op til 1917

Bolsjevikpartiets fælles grundlag var på dette tidspunkt først og fremmest baseret på en internationalistisk anti-krigsmodstand og ikke på Lenins organisationskoncept – som bl.a. nogle ml-partier fejlagtig påstår.

Således delte hverken et flertal i partiets ledelse eller et medlemsflertal Lenins position om den demokratiske centralismes organisationsprincipper (dvs. parti-mindretallets underordning under flertals-beslutningerne indefor en disciplinerende organisatorisk ramme. Se Lenins Hvad må der gøres?, udgivet i 1902).


"Stat og revolution"

Uafhængigt heraf var Lenin den samlende, politisk dominerende personlighed. Således sluttede mange revolutionære sig til bolsjevikkerne, selv om de ikke delte Lenins organisatoriske principper.

Dette er bla. baggrunden for de levende diskussioner og politiske brydninger indenfor bolsjevikpartiet, som førtes i al offentlighed, og ikke så få gange formåede at korrigere en igangværende problematisk politisk praksis. Denne åbne diskussions-kultur holdt ved indtil den 10. parti-kongres i marts 1921, hvor man fastlagde en centralisering af partiet på bekostning af medlemsdemokratiet, og i det hele taget gjorde op med den radikale sovjet-demokratiske tankegang, der bl.a. kom til udtryk i Lenins skrift Stat og revolution, efterår 1917 (værket var stærk inspireret af syndikalistiske ideer).

Efterhånden blev bolsjevikpartiet et samlingspunkt for revolutionære med meget forskellig politiske biografi og social baggrund. Allerede i 1914 sluttede leninister, venstre-revolutionære bolsjevikker og internationalistiske kredse hos mensjevikkerne sig sammen. Det fælles grundlag var en internationalistisk politikforståelse. I 1917 blev denne koalition formelt smeltet sammen til et fælles parti.

____________________

Februar - revolutionen i 1917

Med Tsar Nikolaus II`s fald, oplevede det russiske folk en fuldstændig uvant politisk frihed. Politiet og dets hemmelige polititjeneste Orchrana var desorganiseret / forsvundet. Undergrundsgrupperne kunne komme frem og arbejde legalt. Overrasket og fuld af forventninger strømmer de politiske fanger tilbage fra fangekolonierne i Sibirien. Emigranterne vender hjem fra det udenlandske eksil. Situationen var præget af en kolossal opbrudsstemning og håb om en ny fremtid, men også af et totalt svært gennemskueligt kaos.  

Bolsjevikpartiet var på dette tidspunkt delt i tre politiske hovedgrupper med hver sit svar på den aktuelle situation. Uenighederne lå først og fremmest i de forskellige holdninger til den nye provisoriske overgangs-regering (6) og i holdningen til krigen (1. Verdenskrig):

"Arbejderopposition" (venstreradikal, rådskommunister)
"Arbejderopposition" (venstreradikal, rådskommunister)

____________________

Venstrefløjen indenfor bolsjevikkerne (deriblandt syndikalisten Schljapnikow, feministen Alexandra Kollontai og bolsjevistiske veteraner som Saluzki og Molotow) stod talmæssigt svagt, men havde stor indflydelse i Petrograd. De antog en klar fjendtlig holdning til regeringen og bekæmpede krigen kompromisløst.

Alexandra Kollontai sagde på bolsjevikkernes parti-konference, marts 1917:

”Den russiske revolution kan kun sikre Ruslands befolkning dens optimale frihed og sociale reformer, når den bliver starten på den europæiske revolutionære bevægelses kamp mod deres eget borgerskab!” og ”…det er nødvendigt at forberede kampen mod regeringen”.

En holdning som var tæt på Lenins og de fleste revolutionære emigranters egne positioner.

De fleste bolsjevikker i Rusland, først og fremmest dem som kom fra Sibirien, var langt fra så kompromisløse (deriblandt gamle bolsjevikker som Kamenew, Muranow, Stalin). Denne fløj overtog mensjevikkernes (7) og de Socialrevolutionæres (8) position, som gik ud på at støtte den provisoriske regering, sålænge den ikke direkte skadede massernes interesser. Samtidig opgav denne fløj fra dette tidspunkt deres hidtidige betingelsesløse opposition til krigen (Jvnf. udtalelser fra deres platform, gengivet i E.H.Carr’s bog: The Bolshevik Revolution, Bd.I.).

Den tredie fløj i bolsjevikkerne (under ledelse af gamle bolsjevikker som Awilow, Woitinski, Basarow) mente, at nu hvor Rusland var republik, var det nødvendigt at forsvare fædrelandet ved at støtte krigen. En del af denne fløjs ledende folk forlod bolsjevikkerne og tilsluttede sig senere mere reformistiske strømninger.  

_____________

Lenins aprilteser

Den 3.april 1917 ankom Lenin efter sin berømte rejse i en aflåst togvogn , der via snørklede omveje førtes tværs gennem Tyskland over Finland, til Petrograd.

Ved hans ankomst præsenterede Lenin et radikalt politisk kursskifte, der rystede de fleste gamle bolsjevikker i deres grundvold. Således propaganderede Lenin med sine såkaldte April-teser, at kampen om magten via en socialistisk revolution nu stod på dagsordenen, og at den igangværende imperialistiske krig måtte forvandles til en borgerkrig i hele Europa mod borgerskabet. Dermed overtog Lenin centrale dele af Leo Trotskijs "permanente revolutions“- teori. (9)

Med undtagelse af den lille venstrefløj i Bolsjevikpartiet omkring Schlapnikow, Alexandra Kollontai og Mollotow vakte Lenins teser stort set ingen resonans i partiet. Tværtimod offentliggjorde Kamenew en erklæring i partiavisen Prawda, hvori han fastslog, at Lenin ikke taler for partiet, og at tesen om den umiddelbare overgang fra den demokratiske til den socialistiske revolution må betragtes som værende absurd. Lev Kamenev afsluttede hans erklæring med håbet om, ”at vores standpunkter forbliver det eneste mulige at forsvare for revolutionære socialdemokrater, sålænge partiet forbliver et revolutionært masseparti for proletariatet og ikke forandrer sig til en gruppe af kommunistiske propagandister .”

Kampen for at vinde partiets flertal for den revolutionære opstand var hermed begyndt. 


2. DEL

OKTOBERREVOLUTIONENS FORSKELLIGE OPSTANDSCENTRE

At begrænse revolutionære erfaringer og teori til det dagsaktuelle er at dømme det til evig glemsel, hvor nutiden ophører med at kunne erkendes, så snart den glider ind i fortiden.   Isaac Deutscher, revolutionær veteran og marxistisk historiker 

De forskellige opstandscentre  

I den virkelige verden bliver historien lavet af mennesker, som har besluttet sig for handling. Om målet bliver nået, er som regel et andet spørgsmål. En sådan beslutning måtte det Bolsjevistiske Parti i efteråret 1917 tage: At handle ved at forsøge at omsætte den eksisterende revolutionære utilfredshed i befolkningen til en opstand og derved risikere at blive militært og politisk udslettet - eller at lade tingenes tilstand udvikle sig af sig selv og til gengæld risikere, at de sociale og politiske forhold blev stadfæstet i lang tid fremover, det vil sige, kanaliseret ind i en borgerlig-diktatorisk samfundsordens parlamentariske baner eller det som var værre. Beslutningen om opstanden blev taget p.g.a. Lenins ihærdige agitation. 

Forberedelsen var præget af interne, bitre fraktionsstridigheder og en atmosfære af rasteløse selvransagelser - noget der var karakteristisk for bolsjevikpartiets generelle udvikling og faktisk varede indtil hierarkiseringen af partiet i begyndelsen af 1920`erne.

  • En større del af bolsjevikpartiets basis var indstillet på at danne en enhedsfront med venstrefløjen i mensjevikkerne og det store socialrevolutionære parti. Denne fløj blev ledet af de gamle bolsjevikker omkring Sinowjew, Rykow, Kamenew og Stalin.
  • Mens Lenin – støttet af bolsjevikkernes venstrefløj, deriblandt Bucharin, Sokolnikow, Trotskij, Joffe, etc. – propaganderede en revolutionær magtovertagelse, om nødvendigt, ledet af bolsjevikpartiet alene og evt. i samarbejde med venstrefløjen af Det socialrevolutionære parti. Argumentet for dette var, at samtlige af de reformistiske partier pga. deres samarbejde med Kerenskijs provisoriske kadet-regering, var dybt miskrederet i befolkningen.
  • Den radikale venstrefløj indenfor bolsjevikpartiet, som havde flertallet i partiets Petrograd–afdelinger, krævede direkte masseaktioner og væbnet modstand mod den provisoriske regering. De opponerede også mod partiets officielle parole om en fredsaflutningen med Tyskland, da de anså en revolutionær krig for en nødvendig forudsætning for at udløse den socialistiske revolution i Europa. De mente, at et Rusland, som gik uden om et sådant perspektiv pga. en generel selvopretsholdelsesdrift, ville styre ind i en isolation, der tvangsmæssigt ville medføre en samfundsmæssige udvikling, som ikke tillod socialistiske styrformer.

Lenin-fløjen satte sig alligevel igennem med sit krav om øjeblikkelig fred. Dette blev en af de vigtigste paroler i bolsjevikkernes kamp for at vinde flertallet af den russiske befolkning for revolutionen. 

Burn system, burn!

I julidagene udbrød i mange byer store gadekampe, rettet mod Kerenskij-regeringen. Bolsjevikpartiet støttede aktivt disse kampe. Regeringen svarede igen med at forbyde en masse bevægelser, bydelskomitéer, etc. – samt Bolsjevikpartiet, som magthaverne rettede en massiv propagandakrig imod. Bl.a. spredte de rygter om, at Bolsjevikpartiets ledelse var det tyske kejserriges betalte agenter, altimens bolsjevikkerne nu delvist agerede i undergrunden og forberedte den væbnede opstand. (På dette tidspunkt var en del af deres ledere allerede opsporet og fængslet ).

I slutningen af august forsøgte Kerenskijs egen øverste general L.G. Kornilow at vælte den provisoriske regering ved et militærkup. For at kunne imødgå denne trussel om kup fra den yderste højrefløj, måtte regeringen tage enhver støtte fra venstrefløjen. I direkte forlængelse heraf standsede regeringen sine hidtidige skarpe forfølgelse af Bolsjevikpartiet og løslod derfor den 4.september 1917 de fleste bolsjevikker – heriblandt Kamenew og Trotskij fra fængslerne.

Samtidigt voksede tilslutningen til bolsjevikkerne og til de venstre-socialrevolutionære med kolossal hastighed: Fra at være et revolutionært mindretal blev disse to partier tilsammen den dominerende organisatoriske faktor for den revolutionære proces. (Således tilsluttede flertallet af arbejdernes og soldaternes rådsforsamling i Petrograd og derefter i de fleste russiske byer sig bolsjevikkernes oprørsprogram). I dette krisens øjeblik og i den revolutionære stemning, virkede bolsjevikkernes enkle paroler: ”BRØD, LAND, FRED” som en katalysator for en fælles opstandsrytme for Ruslands undertrykte og fattige mennesker og folkeslag.

________________

Selve revolutionsforløbet - en egentlig skildring af oktoberrevolutionens forløb anser vi som ikke særlig kontroversielt blandt den revolutionære venstrefløj, derfor vil vi koncentrere os om de politiske brydninger efter selve opstanden. Dog vil vi henvise interesserede kammerater til nogle vidt forskellige bøger, som på hver sin måde fyldestgørende beskriver denne begivenhed:

  • John Reed: Ti dage der rystede verden (journalistisk fremragende øjnevidnerberetning).
  • Isaac Deutscher: Den väbnade profeten (svensk). Findes også på engelsk, tysk, fransk m.v. (meget informativt, historisk-materialistisk, litterært værk).
  • E.H. Carr: The Bolshevik Revolution (politisk borgerlig, men empirisk nøjagtigt historieværk. Findes også på dansk).
  • Leo Trotskij: The history of the russian revolution (en historisk og sociologisk interessant analyse).
  • Til forsvar for Oktober, Trotskijs "Københavnertale" (1932)
  • Pierre Broué: Trotskij – en politisk biografi, bind I + II. (fransk, tysk, engelsk)
  • Emma Goldman: Anarkistiske erindringer / Living my Life
  • H.Anweiler: Die Rätebewegung in Russland 1905-1921
  • Bunyan, Fischer: The Bolshevik Revolution 1917-1918
  • Robert V. Daniels: Red October, The Conscience of the Revolution 

3.DEL

TIDEN EFTER REVOLUTIONEN

Bolsjevikpartiets historie er fraktionernes historie
( Lenin på partiets kongres i 1921 )   

Bolsjevikkerne har med succes erobret magten og organiseret en ny regering i form af en råds/sovjetregering. Folkekommisærenes råd var således den øverste statslige myndighed med Lenin som formand. De fleste bolsjevikker så forventningsfuldt på Europas proletariat med håb om forestående revolutioner, der kunne komme det nye, isolerede Rusland til undsætning.

_______________________________

Socialistisk koalitionsregering eller bolsjevistisk et-parti regering

Imidlertid brød den gamle konflikt mellem de forskellige fløje i bolsjevikpartiet med fornyet kraft ud i lys lue. Stridsspørgsmålet var, hvad der skulle ske med de andre partier, som var repræsenteret i Sovjetkongressen. Af samtlige de i kongressen repræsenterede partier støttede alene ”Det venstresocialrevolutionære parti” Oktoberrevolutionens opstand ved med sine stemmer at sikre et flertal i den 2. sovjetkongres for revolutionen. 

Alligevel støttede nogle fagforeninger med jernbanearbejdernes fagforening i spidsen, samt talrige sovjetdelegerede fra forskellige sociale bevægelser, og ikke mindst en større gruppe i selve bolsjevikpartiet dannelsen af en bred koalitions-regering mellem samtlige socialistiske partier. Der førtes således i nogle dage forhandlinger mellem bolsjevikkerne og de andre partier med henblik på dannelse af en socialistisk koalitionsregering. 

Forhandlingerne brød imidlertid sammen uden resultat, da mensjevikkerne og højrefløjen af de socialrevolutionære under ingen omstændigheder ville acceptere Lenin og Troskij i en sådan regerings ledelse: Det vil sige den såkaldte ”centraleksekutivkommité“, der skulle være den nye sovjetregerings lovgivende myndighed.

Derudover var de ikke villige til at indrømme bolsjevikkerne et flertal heri. Dette anså bolsjevikkernes flertal som et forsøg på at gøre oktoberopstanden ugyldig og dreje tiden tilbage. Forhandlingerne brød sammen og bolsjevikpartiets hegemoni i centraleksekutivkomiteen / regeringen var en realitet.

____________________

Kampen for ytrings– og mediefrihed

Krisen kulminerede mellem bolsjevikpartiets flertal og de ikke-bolsjevistiske partier, autonome komitéer og en stærk oppositionel strømning i selve bolsjevikpartiet i forbindelse med centraleksekutivkomitéens diskussion om kontrol med den ikke-socialistiske presse. Med en afstemning, hvor 34 var for og 24 imod, blev det besluttet at kontrollere pressen mht. dens loyalitet overfor den af bolsjevik-partiet udformede grundlovgivende forfatning (den såkaldte Arbejder-forfatning).

Dette skridt anså kritikkerne som direkte resultat af dannelsen af en ren bolsjevistisk regering, og mange bolsjevistiske oppositionelle trådte i protest tilbage fra parti– og statsembeder. Heriblandt samtlige kritikere af denne beslutning i Bolsjevikpartiets ledelse - dvs. Sinowjew, Kamenew, Rykow, Miljutin og Nogin. De hørte alle til partiets højrefløj, men også venstrefløjen under ledelse af folkekomissæren for arbejde (arbejdsministeren), syndikalisten Schlapnikow, tilsluttede sig denne masseprotestbølge mod centraleksekutivkomitéens beslutning:

Vi mener, at det er nødvendigt at danne en socialistisk regering af samtlige i Sovjetkongressen repræsenterede partier… En ren bolsjevistisk regering vil i længden kun kunne opretholdes med politisk terror som middel. Det kan vi ikke godtage, for det vil føre til revolutionens og landets sammenbrud. Dette kan vi ikke tage ansvar for og derfor trækker vi os fra samtlige ledelsesfunktioner.

(kilde: Carr: The history of the russian revolution, Bd.I, side 147).

 

Oppositionen i bolsjevikpartiet

Bortset fra de nationalistiske kredse, som forlod bolsjevikpartiet i april 1917, er der efter oktoberrevolutionen i årene 1917/18 tale om tre oppositionstendenser:

- Den bolsjevistiske, centralistiske fløj, ledet af Kamenjew, Rykow og Sinowjew. Det var folk, som var gamle bolsjevikker og tilhængere af Lenins rigorose centralistiske organisationsprincipper, men tilsyneladende udfra konservative forsigtighedskriterier. For andre var det af værdi i sig selv at være del af et statslig magtapparat. Det gælder for leninister som Stalin og Swerdlow, der - skønt de i mange spørgsmål var i fuld overensstemmelse med denne højrefløj - siden Lenins hjemvenden søgte at være i overensstemmelse med ham som partiets ledende personlighed.

- Den parti-interne konservative fløj bestod fortrinsvis af folk, hvis holdninger var domineret af juridiske overvejelser og demokratiske principper. Deres kendeste repræsentanter var Lunarsharkij, grundlæggeren af det sovjetiske Marx-Engels-institut, Rjasanow og Losowskij. Denne fløj opnåede kun ringe indflydelse i partiets basis.

- Den radikale venstrefløj. Den sidste oppositionsblok i årene fra 1917 var den radikale venstrefløj indenfor bolsjevikpartiet. Endnu var den en relativ lille gruppering med Schlapnikow og Alexandra Kollontai som de eneste virkelig kendte repræsentanter. I løbet af årene udviklede denne strømning sig til en mægtig politisk kraft i og omkring bolsjevikpartiet, der fremstod som bindeled mellem den radikale venstrefløj i bolsjevikpartiet og de talrige autonome og (anarko-)syndikalistiske grupper og bevægelser udenfor partiets virkefelt. „Deres senere kamp mod partidikaturet var ikke bestemt af forsigtighed men af revolutionære principper om proletarisk direkte demokrati og aktion“. (kilde: Robert V.Daniels: The Conscience of the revolution).

 ____________________________________

En kort gennemgang af de vigtigste etapper frem til Lenins død I 1924:

Forhandlingerne i Brest-Litowsk

Tre måneder efter oktoberrevolutionen rystede et eksistentielt politisk problem bolsjevikpartiet. Foranledningen var gennemførelsen af en separat fredsaftale med Tyskland. Dette problem rummede centrale spørgsmål som arbejderrevolutionens politiske strategi for at fremme dens generelle samfundsmæssige forstillinger og perspektiver i såvel Rusland som på internationalt plan. Højrefløjen gik ind for en demokratisk, betingelsesløs fred. Lenin krævede”nødtvunget” det samme med en omgående afslutning af en separatfred.

Venstrefløjen gik ind for en revolutionær (partisan-) krig mod Tyskland:

  • En demokratisk fred…vil kun blive opnået gennem folkenes revolutionære massekamp mod magthaverne i begge de to krigsførende blokke… At acceptere det af tyskerne påtvungne fredsdiktat ville være ensbetydende med at forkaste vores politik om en revolutionær socialisme og forlade vores hidtidige politik på såvel det udenrigspolitiske som indenrigspolitiske plan”.

Denne udtalelse blev vedtaget af den af venstrefløjen dominerede parti-distriktskomité i Moskva, den 13.januar 1918.

Med hjælp fra Trotskijs gruppe (han og Karl Radek var de bolsjevistiske delegerede ved fredsforhandlingerne med det tyske hærledelse) og med støtte fra højrefløjen kunne Lenin med et spinkelt flertal få partiet til at antage sine fredspositioner. Trotskij og co. forlod hans noget handlingslammende position ”hverken krig eller fred” til fordel for Lenins positioner.  

Nestor Makhno og hans kammerater
Nestor Makhno og hans kammerater

____________________

Kampen mod Makhno - bevægelsen

Den anarkistisk inspirerede, social- revolutionære bondebevægelse under ledelsen af Nestor Makhno, var den eneste, som på dette tidspunkt med sine partisanenheder prøvede at sabotere den tyske hærs annektion af Ukraine og Hviderusland. Annektionen var fulgt efter bolsjevikkernes betingelsesløse fredsaftale med den tyske hærledelse. Talrige bolsjevikker fra partiets venstrefløj tilsluttede sig eller samarbejdede med Makhno-bevægelsen. 

Først i 1919/20 kunne Den Røde Hær og dets partisanafdelinger tilkæmpe sig kontrollen med den sydvestlige del af Sovjetunionen. I den sidste fase i direkte konfrontation med de anarkistiske partisanenheder. I slutningen af 1921 blev de sidste anarkistisk autonome områder indkorporeret i den sovjetiske stats territorium. Efter nedkæmpelsen flygtede Makhno og få af hans kampfæller i eksil til Frankrig.

Bolsjevikkerne beskyldte Makhno-partisanerne for at koordinere militære aktioner mod Den Røde Hær med tsaristiske hærenheder (en påstand vi ikke kunne finde dokumentation for). Bolsjevikkernes nedkæmpelse og udsletning af Makhnovitshja-bevægelsen og dennes sociale fællesskaber var et ildevarslende tegn om de senere begivenheder…

___________

Anbefalet litteratur:

  • Peter A. Arschinoff: Die Geschichte der Machno Bewegung 1918-1921.
  • Vsevolod M. Volin: Die unbekannte Revolution bd.1+2, Association HH 
  • Victor Serge: En revolutionærs erindringer
  • Daniel Guérin: Anarkismen
  • Daniell Marcussen: Historien om anarkisterne i Ukraine

 

4. DEL

KVINDERNE OG DEN RUSSISKE REVOLUTION

Den russiske revolution i 1917 blev politisk og strategisk udtænkt og planlagt af mænd. Med ganske få undtagelser deltog kvinderne hovedsagligt i revolutionen som agitatorer og organisatorer på basisniveau. Det var mænd, som varetog de opgaver og funktioner, der var forbundet med status og magt.

 

De revolutionære kvinders aktiviteter var først og fremmest at rejse land og rige rundt for at agitere for revolutionen blandt arbejder- og bondekvinder. Ikke en eneste kvinde satte sine ben i Bolsjevik-partiets øverste instans, Politbureauet. Kun 3 kvindelige aktivister - Kollontai, Stasova og Iakovleva – opnåede at blive medlemmer af Bolsjevikpartiets central-komité, og det kun for en ganske kort periode.

 

Det er derfor heller ikke så underligt, at historien, der fortrinsvis skrives af mænd, ikke har kunnet/villet oparbejde den store viden om de kvindelige revolutionære og kvindernes kampe dengang. Dog har den nyere tids kvindehistorikere formået at kaste et lille lys over kvindernes rolle i den russiske revolution, og det er det, vi vil beskæftige os med i dette afsnit.

_________________________

En organiseret feministisk bevægelse tager form

Forud for revolutionen i 1917 gik et århundrede, hvor forestillinger, tanker, følelser og holdninger var under voldsomt opbrud i hele det russiske samfund. Det var også et århundrede, hvor kvindebevidstheden voksede og flere og flere kvinder afviste den traditionelle rolle, traditionen havde tiltænkt dem. Det var dog først i 1850’erne og i begndelsen af 1860’erne , at kvindespørgsmålet slog igennem som tema i den offentlige politiske debat.

I denne periode voksede der en egentlig kvindebevægelse frem, som groft sagt kan inddeles i 3 hovedstrømninger: Den borgerlige feminisme, den nihilistiske feminisme og den radikale feminisme.  

  • De borgerlige feminister ønskede at ligestille kvinder med mænd indenfor de givne samfundsmæssige rammer. De talte hverken om revolution eller personlig forandring. De talte om en retfærdig lovgivning med ligestilling af mænd og kvinder. Én af de borgerlige feministers fortjenester var, at russiske kvinder i 1870’erne fik adgang til universiteter og medicinske læreanstalter.  
  • De såkaldte nihilistiske feminister stod først og fremmest for den personlige frigørelse og forandring. De udtrykte deres foragt for den herskende orden ved bl.a. at gøre op med tidens kvindeideal. I modsætning til alle konventioner klippede de deres hår kort, klædte sig i mandligt tøj, røg cigaretter, brugte et vildt og fanden i voldsk sprog og opførte sig på alle måder ”ukvindeligt”. De var del af en subkultur, hvis drivkraft var ønsket om ligeværdighed blandt frie mennesker og foragt for det gamle familie-mønster, klassesystemet og religionen. I et forsøg på at udleve disse idéer i praksis brød mange hustruer og døtre med deres familier, flyttede til de store byer Sankt Petersborg og Moskva , deltog i kurser, tilsluttede sig kvindegrupper og kvindekollektiver og startede således en personlig, seksuel og social forandrings-proces.  
  • De radikale feminister kæmpede for socialisme, for en revolution som også ville betyde kvindernes frigørelse. De deltog i stort antal i den militante socialrevolutionære bevægelse Narodniki, senere Narodnja Volja (Folkets vilje) i årene 1860-1880. De gik til fabrikkerne, rejste til landsbyerne og agiterede for den socialistiske revolution. Hundredevis blev arresteret, fængslet eller sendt i eksil i Sibirien. Kvinderne udgjorde en relativ stor del af bevægelsen ”Folkets vilje” og spillede også en politisk ledende rolle i og med, at omkring 1/3 af bevægelsens eksekutivkomité-medlemmer var kvinder. Enkelte kvinder er gået over i historien pga. deres politiske gerninger.  

Vera Zasulich

F.eks. Vera Zasulich, som i 1877 affyrede de berømte skud mod en højtstående politiofficer i Sankt Petersborg. Hun var senere aktiv i redaktionen af den vigtige revolutionære russiske eksilavis ISKRA og personligt bindeled mellem Karl Marx,som hun var nær ven af og den yngre generation af russiske revolutionære (deriblandt Lenin, Martov, Axelrod, Potressow, Trotskij, etc.).

Sofya Perovskaya

En anden kendt kvindelig revolutionær aktivist var Sofya Perovskaya, der i 1881 ledte det attentat, som dræbte tsaren af Rusland. Men revolution kom det ikke til i disse år. Sofya Perovskaya blev sammen med andre revolutionære aktivister henrettet efter attentatet på tsaren og bevægelsen ”Narodnja Volja” blev knust af statens repression.

___________________

Frem til oktoberrevolutionen

I 1905 var der opstand mod tsar-regimet i Rusland. I denne periode oplevede også kvindebevægelsen en vis opblomstring. De kvinder, som både var aktive i et venstrefløjsparti og i den politisk set meget sammensatte kvindebevægelse omkring 1905 blev ofte kritiseret af deres parti for seperatisme. For mange kvinder blev det til et valg mellem at organisere sig feministisk sammen med andre kvinder eller at tilslutte sig et revolutionært venstrefløjsparti.

 

Alexandra Kollontai og Nadezha Krupskaya

Inspireret af den tyske marxist Clara Zetkin var bla. Alexandra Kollontai og Nadezha Krupskaya ( som senere giftede sig med Lenin) organisatoriske hovedkræfter bag den proletariske kvindebevægelse i Rusland. De afviste særskilte organiseringer af kvinder, betonede alliancen mellem mænd og kvinder i klassekampen – men insisterede på at sætte kvinders særlige behov og krav på den politiske dagsorden. De fokuserede især på kvindeproblemer som analfabetisme, underbetaling på arbejdsmarkedet, seksuel chikane på arbejdspladsen, elendige fødsels- og barselsforhold samt mænds vold mod kvinder.

__________________________

Den første russiske kvindekonference i 1908

Konferencen var præget af udtalt fjendskab mellem feminister fra den proletariske kvindebevægelse og feminister, som fastholdt nødvendigheden af særskilte kvindeorganiseringer uden mænd. Efter denne konference havde kvindebevægelsen som sådan en nedgangsperiode. Dog fik den proletariske kvindebevægelse et vist opsving i årene 1912-1914. Det var også i denne periode, at 8. marts traditionen Kvindernes Internationale Kampdag opstod. (Selve idéen om 8. marts blev formuleret af Clara Zetkin på den socialistiske kvindekongres,der fandt sted i København i 1910, ifm. Den 2. Internationales kongres i det nu nedrivede Ungdomshus på Jagtvejen).

I 1914 brød 1. Verdenskrig ud, og som følge heraf kom kvindekampen til at stå i skyggen af andre spørgsmål. I 1917 sejrede revolutionen i Rusland, og på det tidspunkt var kvindekampen på lavt blus.

______________________________

Kvindedemonstration gav startskuddet til revolutionen

Selvom kvindekampen ikke på noget tidspunkt dominerede den revolutionære proces, så var den ikke desto mindre eksistent. Den revolte i Sankt Petersborg, som førte til tsarismens fald startede således med en demonstration til støtte for Kvindernes Internationale Kampdag.

 

I mange år havde de revolutionære feminister i Rusland underordnet deres kamp og deres krav den største sag: Revolutionen. De havde som regel fået den besked, at kvindespørgsmålet, det løses efter revolutionen. Da så revolutionen havde sejret i 1917, opstod en ny og større sag, som tog kvindekampen af dagsordenen: Borgerkrigen, det militære forsvar for revolutionen, som varede fra 1918 til 1921. Omkring 80.000 kvinder deltog aktivt på revolutionens side i disse krigsår. De kæmpede, led og døde i denne kamp.

 ______________________

Det feministiske netværk 

Zhenotdel

Selv om den russiske revolution på ingen måde var en feministisk revolution, så formåede de revolutionære kvinder dog alligevel at sætte deres spor. Således resulterede Oktoberrevolutionen i en lovgivning, som foreskrev lige løn for lige arbejde, fuldstændig politisk, juridisk og uddannelsesmæssig ligestilling mellem kvinder og mænd, der blev fri adgang til abort og kvinder fik bedre mulighed for skilsmisse. Men i erkendelse af, at en social revolution ikke kan skabes via lovgivning oprettedes der indenfor kommunistpartiet en kvindesektion – den såkaldte Zhenotdel.

Denne sektion, som eksisterede fra 1919-1930 skulle sætte gang i kvinders politiske aktivitet. Under ledelse af Inessa Armand og Alexandra Kollontai forsøgte Zhenotdel via et netværk af kvinder ud over hele landet at sprede revolutionens idéer, at få revolutionens lovgivning efterlevet i praksis (især når det gjaldt straf af voldelige ægtemænd) , at uddanne og skole arbejder- og bondekvinder, hvoraf mange var analfabeter.

Zhenotdel iværksatte kampagner imod prostitution og imod tvangs-tilsløring af kvinder i de østlige, muslimske dele af Sovjetunionen. Men selv om kvinderne i Zhenotdel udviste en imponerende energi og et medrivende engagement, så forblev organisationen svag, og den kom på ingen måde til at præge udviklingen efter revolutionen.

__________________

Patriarkatet forblev intakt

Selvom bolsjevikkerne proklamerede ligestilling mellem kvinder og mænd, så brød de aldrig med den biologistiske opfattelse, at kvinder skønt ligeværdige med mænd, fra naturen af er bestemt for omsorg og pleje. Derfor blev der aldrig for alvor gjort op med den kønsbestemte arbejdsdeling , og der blev ikke skabt en generel bevidsthed om, hvordan det mandlige og det kvindelige formes af samfundsmæssige normer og krav. Skønt mange revolutionære feminister i årene fra 1917 til slutningen af 1920’erne arbejdede hårdt på at forbedre kvinders livsvilkår og på at revolutionere det herskende kvindesyn, så slog det aldrig igennem på samfundsmæssigt plan.

__________________

Stalinismens tilbagerulning

Da stalinismen i 1930’erne havde etableret sit terror-regime, betød det selvfølgelig også et stort tilbageslag for alle kvindefrigørelsesforsøg. Der blev indført de mest reaktionære og kvindefjendske abort- og skilsmisselove, Zhenotdel blev nedlagt med den begrundelse, at nu var der skabt lighed mellem kvinder og mænd og at denne kvindesektion derfor ikke længere havde nogen funktion. Kvinderne blev sendt tilbage bag hjemmets fire vægge, de blev dyrket som „supermødre“ og fejret som hjemmets helte. Dermed vendte Sovjetunionen tilbage til mange af de oprindelige patriarkalske tilstande, som havde hersket før revolutionen.  

 

Anbefalet litteratur:

  • Sheila Rowbotham: Kvinder, modstand og revolution, Forlaget Rhodos, 1973.
  • Raya Dunayevskaya: Rosa Luxemburg. Women’s liberation and Marx’s Philosophy of revolution, Humanities Press, 1981.
  • Beatrice Brodsky Farnsworth: Alexandra Kollontai: Communist, feminists and the Bolshevik revolution, Stanford University Press, 1979. 
(Afsnittet er skrevet af kvinder fra og omkring autonomi-kollektivet, forår 1998).
  • Artiklen er tilegnet Marie Nielsen (1875 – 1951), dansk kvinderettigheds-forkæmper og revolutionær socialist .  

Zhenotdel - plakat                                 Marie Nielsen, feminist og revolutionær socialist

5. DEL

REMEMBER KRONSTADT!

Kronstadtrevolten, som tog udgangspunkt i en stor protestdemo den 2.marts 1921 i flådens hovedbase Kronstadt nær Petrograd, var uden tvivl den hidtil mest alvorlige indenrigspolitiske krise for Sovjet-regeringen.

 

Kronstadtoprøret var en bevægelse af vrede og skuffede revolutionære. Deres kritik på den sociale og politiske udvikling efter revolutionen lignede på mange måder den kritik, som kom fra bolsjevikpartiets egen venstre-kommunistiske fløj. Forskellen mellem dem var, at Kronstadts revolutionære på ingen måde var bundet af loyalitet og parti-disciplin. De revolterede mod Sovjetregeringen i et forsvar for selve oktoberrevolutionens ånd.   

 

Kronstadtoprørets program 

Vi kæmper for en autentisk magtudøvelse af det arbejdende folk

Oprørene anklagede den bolsjevistiske regering for en undertrykkelsespolitik, som lignede Rusland under tsartiden:

”Arbejdet er ikke som marxismen har lovet til alles behov og glæde, men har ført til et nyt slaveri.” (Citeret fra ”Meddelelse fra den provisoriske revolutionskomité,udgivet som antologi hos forlaget Rhodos).

Kronstadtoprørets program var som før nævnt næsten autentisk med holdningen blandt den venstrekommunistiske og syndikalististiske ”Arbejderopposition” indenfor bolsjevikpartiet, borst set fra det væbnede oprør. Således var oprørernes holdning til fagforeninger enslydende med den holdning arbejderoppositionen tidligere havde ytret i politiske kontroverser med partiets flertalslinie:

Vores fagforeninger har absolut ingen mulighed for at fungere som rene klasse-organisationer, takket være det herskende partis politik, der sigter på en centralisering af massernes udvikling til ’kommunismen’.“ (Citat fra ”Kronstadtoprøret – etapper af vores revolution”).

_______________________

Kronstadtoprøret hentede inspiration til deres politiske alternativ fra de klassiske anarko-syndikalistiske idéer:

Hvis fagforeningerne fik retten til omfattende autonomi, ville bolsjevikkernes centralistiske strukturer bryde sammen, og dermed ville kommissærenes og de politiske afdelingers eksistensberettigelse bortfalde. (..) Den socialistiske sovjetrepublik kan kun være stærk, når dens forvaltning bliver udøvet af den arbejdende klasse selv gennem demokratiske fagforeninger.” (Citat fra ”Kronstadtoprøret, etapper af vores revolution”).

 

Udbredt sympati fra bolsjevikkernes basis

Der herskede en udbredt anti-bureaukratisk stemning blandt de almindelige bolsjevikker, hvilket kom til udtryk i, at et større antal partimedlemmer gik over til oprørerne. Erklæringerne fra dem, som blev offentliggjort i den provisoriske revolutionskomités avis ISWESTIJA, dokumenterer dette:

Det kommunistiske partis politik har ført landet ud i en håbløs situation, p.g.a. partiets bureaukratisering, p.g.a. partiets uvilje til at lytte til masserne. Igennem 3 år er partiet blevet stoppet med selvglade folk og karrieremagere, som har frembragt en bureaukratisme, der ikke magter opgaven at kæmpe mod sammenbruddet. (..) Magtmisbruget i partiets apparat smadrer kommunismens smukke idéer.

At Kronstadts reformkrav rent faktisk indeholdt et legitimt grundlag, blev symbolsk nok også bekræftet af en gamel bolsjevik som Kalinin (Sovjetunionens første ”præsident”), da han dagen før revoltens udbrud opholdt sig i Kronstadt og forgæves forsøgte, at finde frem til et fælles kompromis med rebellerne. Kalinin mente, at Kronstadtoprørets krav-katalog fra den 1.marts ”med visse korrekturer var acceptabelt nok” og ”er baseret på reelle misforhold i det kommunistiske parti .” (Kommunistpartiets organ Prawda, den 6.marts 1921). Kalinin hentydede til reformkrav som f.eks. afholdelse af frie valg og tilladelse til fri ikke-profitorienteret handel, etc.

 

Spildte muligheder

Sovjetregeringen i Moskva fordømte revolten, såsnart det blev kendt, at Kronstadtoprørerne trodsede Sovjetregeringen og havde anholdt ledende partifolk. En officiel regeringserklæring betegnede oprøret som

en ny hvidgardistisk (dvs. tsaristisk militær) sammensværgelse (.. ) som uden tvivl blev tilskyndet og organiseret af den franske kontrarevolution.” (Prawda, 3.marts 1921).

Sovjetledelsens flertal var indstillet på så hurtigt som muligt at knuse alle, som modsatte sig dens magtposition. Bolsjevikpartiets ledelsesflertal anså dette oprør som et angreb på deres autoritet og på deres regeringsposition. Denne holdning overraskede dengang mange erklærede tilhængere af Oktoberrevolutionen og af Sovjetregeringen.

 

Uden tvivl kunne Kronstadtrevolten have formet sig anderledes, hvis bolsjevik-partiets flertal havde gennemført de nødvendige politiske og økonomiske reformer. Det ved vi i dag udfra vores kendskab til det videre forløb. Selv indenfor den traditionelle kommunistiske tradtion er det kun de mest dogmatiske strømninger, som p.g.a. mangel på selvstændig analyse opremser bolsjevikpartiets flertals propaganda og dermed retfærdiggør regeringens nedslagtning af oprøret i Kronstadt.

 

Autonome strejkebølger

På samme tidspunkt bliver Petrograd rystet af en bølge af vilde arbejderstrejker. Både mensjevikkerne og de socialrevolutionære kræfter forsøger at vinde indflydelse på strejkerne, som dog suverænt blev organiseret af autonome, selvforvaltede basiskomitéer uden særlig partitilknytning. (Kilde: E.H.Carr: ”The Russian Revolution”).

Bolsjevikkerne anså enhver diskussion om Kronstadt-oprørets krav for at være begyndelsen på Sovjetmagtens sammenbrud, ikke mindst fordi, der herskede en udbredt utilfredshed i befolkningen. Victor Serge, en kendt internationalist og libertær kommunist, som på dette tidspunkt opholdt sig i Petrograd repræsenterede, på trods af hans sympati med oprøret, denne holdning:

Hvis det bolsjevistiske diktatur falder, vil der straks opstå kaos, og dette kaos vil fremme bøndernes politiske magt, føre til en massakre på kommunisterne, fremme emigranternes tilbagevenden og måske føre til, at der etableres et andet anti-proletarisk diktatur.” (Citat fra Victor Serge: ”En revolutionærs erindringer” udgivet af forlaget Politisk Revy).

Victor Serge reviderede nogle år senere denne holdning under indtryk af udviklingen af bureaukratiets / stalinismens diktatur. For det kommunistiske parti gjaldt det først og fremmest om at sætte en stopper for idéen om, at Kronstadt-bevægelsen i virkeligheden forsvarede oktober-revolutionens grundlag.

_____________________

Idéen om den tredje revolution

Alexander Berkman, en amerikansk anarkist som under revolten opholdt sig i Petrograd, beretter følgende:

Selv nogle kommunister er oprørte over den tone, som regeringen slår an. De mener, at det er en skæbnesvanger fejltagelse, at tyde arbejdernes fortvivlede skrig efter brød som politisk opposition. Kronstadt-oprørernes sympati med de strejkende og kravene om demokratiske valg bliver af Sinowjew fremstillet som ’kontra-revolutionær sammensværgelse’. (..) Alle er enige om, at matroserne fra Kronstadt er Sovjets mest trofaste tilhængere, hvis mål er at gennemtvinge nogle helt nødvendige reformer. (Citat fra Alexander Berkman: ”The bolshevik Myth”, London, 1925.)

 

Militæret nedkæmper Kronstadt-oprøret

En større del af regeringshæren, som blev taget tilfange under de første dages kampe mod øfæstningen Kronstadt gik over på rebellernes side, da de fik at vide, at matroserne og arbejderne sammen havde væltet kommisærvældets magt. (Dette fremgår af en resolution fra 240 fanger fra regeringshæren, offentliggjort i avisen Iswestija, d. 16. marts 1921).

Konfronteret med denne polarisering og med den almene usikkerhed langt ind i kommunistpartiets egne rækker, valgte sovjetregeringen at indsætte tropper fra sikkerhedstjenesten, de såkaldte tjekkister [Tjekkaen:

Den 7.december 1917 oprettedes Tjekaen, den ’Ekstraordinære Kommission til Bekæmpelse af Kontrarevolution og Sabotage’. Den skulle beskytte 1917-revolutionen mod hvidgardisterne, men skabte et mere og mere selvstændigt repressivt korps, som ikke alene gik til angreb på tzar-tilhængere, men også på alle de strømninger i arbejder-bevægelsen, som var i opposition til bolsjevikkernes politik – uanset om denne opposition kun kom til udtryk på det ideologiske plan. (Citatet er fra Léonce Aguirre, i de franske trotskisters ugeavis Rouge, den 29.marts 2001).

Det endelige stormangreb på Kronstadt blev ledet af kommunistpartiets øverste funktionær-korps. En større gruppe delegerede, som på dette tidspunkt deltog i partiets 10. kongres, blev således transporteret fra kongressen i Moskva direkte til fronten.

Kronstadtrevolten blev blodigt undertrykt – og denne tragedie markerer en slags prolog der varsler bolsjevikpartiets politiske undergang.

________________________

Oppositionen indenfor bolsjevikpartiet

Begivenhederne omkring Kronstadt-oprøret fik bolsjevikpartiets ledelse til at foretage direkte udemokratiske indgreb mod den radikale venstrefløj indenfor partiet. Ledelsen ønskede at gardere sig mod al fremtidig opposition. Den radikale venstrefløj blev beskyldt for at være inficeret af kontra-revolutionære idéer i lighed med Kronstadt-oprørerne. Ledelsen angreb især ”Arbejderoppositionen”, som var den mest dynamiske og indflydelsesrige oppositionsgruppe indenfor bolsjevikpartiet.

I sin åbningstale på den 10. parti-kongres kritiserede Lenin Arbejderoppositionen for at være til fare for revolutionens sikkerhed. Han sagde således:

Det er åbenbart, at den syndikalistiske afvigelse også er en anarkistisk afvigelse, og at Arbejderoppositionen, som skjuler sig bag proletariatets ryg, i virkeligheden er et småborgerligt, anarkistisk element. (Kilde: Kongres-protokollerne, s. 29, 119. russiske udg.).

Partiets ledelse var udmærket klar over, at beskyldningerne mod Arbejder-oppositionen for at være kontra-revolutionær i realiteten var helt hen i vejret. Lenin selv bemærkede: ”...at problemet med Arbejderoppositionens forslag var, at de var for progressive, og at Sovjetregeringen først og fremmest måtte koncentrere sig om at overvinde befolkningsflertallets kulturelle tilbageståenhed og deres såkaldte småborgerlige livsmønstre.” (Kilde: Kongresprotokollerne, s. 382-83.)

___________________

Marxisme kontra anarkisme

Arbejderoppositionen blev internt i partiet beskyldt for at have positioner, der lignede anarko-syndikalismens. En påstand, der mobiliserede følelserne i partiets gamle garde. Det hang sammen med den gamle konflikt mellem marxister og anarkister (Bakunin-fløjen), som splittede 1. Internationale. Ikke desto mindre eksisterede der de facto en vis fælles politisk berøringsflade mellem anarko-syndikalismen og bolsjevikpartiets venstefløj.

Lenin selv var nu heller ikke fri for anarkistisk inspiration, da han i 1917 skrev ”Stat og revolution” med dens programmatiske radikalitet. I virkeligheden forsvarede Arbejderoppositionen de anarkosyndikalistiske elementer fra bolsjevikkernes eget program, som Lenin efter revolutionen lige så stille eliminerede.

Men det, Lenin og et flertal i partiet anså for at være Arbejderoppositiones værste holdning, var, at de afviste at anerkende partiet som arbejderklassens eneste autentiske politiske parti.

 ____________________

Centralismen vender tilbage

”Vores stat er en stat med bureaukratisk perversion”. ( Lenin)

Kommunistpartiets 10. kongres i 1921 meldte centralismens tilbagevenden. Den rigorose centralismes ånd og den uanfægtede enhed, som var kendetegnende for bolsjevikkernes organisationsteori i de allerførste år omkring 1902, blev atter partiets lov og dermed automatisk gældende for hele det politiske liv i Sovjetunionen. I praksis resulterede det i, at det ikke længere var muligt at agere som åben og legal opposition.

På den 10. parti-kongres vedtog man følgende: Parti-kongressen sørger for at opløse alle grupper, som danner sig på en eller anden anden politisk platform og opfordrer alle parti-organisationer til omgående at skride ind mod enhver fraktionel udtryksform. Misagtelse af denne beslutning vil omgående medføre eksklusion af partiet. (Kilde: Kongresprotokollerne, s. 527-530, russisk udg.)

På trods af åbenlyse bureaukratiske, centralistiske tiltag, var der dog stadigvæk store forskelle på situationen i 1921 og så det senere regime under Stalin-gruppens despotiske styre. Lenin ønskede i 1921 at fastholde alle medlemmer i partiet, og han gav Arbejderoppositionen ret i at vores stat er en stat med bureaukratisk perversion.” (Kilde: Kongresprotokollerne, s. 382-83, russisk udg.)

 

Lenins appel til "Arbejderoppositionen"

Lenin appelerede til oppositionen om at deltage i kampen mod problemet, Arbejderoppositionen blev erklæret opløst og fik samtidigt to folk ind i partiets ledelse. Forbuddet mod fraktionsdannelse var ikke engang ment som permanent men derimod som noget midlertidigt. Virkeligheden skulle vise sig at blive en anden...

Det centralistiske system, som blev introduceret i 1921, kom til at karakterisere hele det politiske liv i Sovjetunionen indtil statens sammenbrud og indlempelse i den globale kapitalistiske markede i begyndelsen af 1990’erne. Det paradoksale var, at jo mere den sovjetiske politik fjernede sig fra de oprindelige revolutionære idéer og visioner, desto mere hårdnakket blev der henvist til de ideologiske læresætninger, hvis tragi-komiske high-light blev rædselsperioden under Josef Vissarionovich Sjugashvili Stalin.  

_____

Noter

(1) Splittelsen i det russiske socialdemokrati fandt sted på en partikongres i 1903. Den spaltede partiet i to strømninger på spørgsmålet om taktik Flertallet (bolsjinstvo) og Mindretallet (mensjiinstvo). Uenighederne drejede sig først og fremmest om selve parti-konceptet: masseparti a la vesteuropæiske socialdemokratier kontra demokratisk struktureret kadreparti. Fra denne splittelse stammer de to senere anvendte navne: bolsjevikker og mensjevikker. Disse to fløje blev til to adskilte partier, der begge kaldte sig: ”Ruslands socialdemokratiske arbejderparti”, og begge bekendte sig til marxisme. Efter revolutionen i 1905 udgjorde bolsjevikkerne faktisk mindretallet, men de blev igen flertallet i løbet af sommeren 1917.  

 

(2) Meshdurajonny-kommitéen, eller Meshrajonky (mellemdistriktskomitéen), var en mindre organisation med omkring 6000 tilhængere, der medbragte mange internationalister til bolsjevikkerne i 1917. Talrige emigranter, som vendte hjem efter Februarrevolutionen sluttede sig således til komitéen. Deriblandt mange ikke-leninistiske revolutionære som Trotskij, Lunartschaski, Antonow-Owssejenko, A.Joffe, Karl Radek, Sokolnikow, Manuilski, Urizki, Pokrowski, Rjasanow, etc. Samtlige af de her nævnte spillede en vigtig rolle i bolsjevikpartiet og mange deltog senere hen i oppositionen i kampen mod Stalin-gruppens diktatur. Et flertal af komitéen fusionerede i 1917 med bolsjevikpartiet - opfordret dertil af bl.a. Lenin, som var en af gæsterne på Meshrajonkys sidste kongres i 1917.  

 

(3) Nashe-Slowo-gruppen omkring den parisiske dagsavis af samme navn. Mange venstre-bolsjevistiske og venstre-mensjevistiske intellektuelle grupperede sig omkring denne udbredte og indflydelsesrige dagsavis for de russiske emigranter i Vesteuropa. På trods af den generelle afvisning af Lenins organisatoriske, centralistiske idéer, gik Nashe-Slowo-kredsen ind for en tæt alliance med bolsjevikkerne. Gruppen blev i 1915/16 splittet og tilsluttede sig henholdsvis mensjevikkerne og meshrajonky-komitéen / senere bolsjevikkerne.  

 

(4) Machno-bevægelsen: Den anarkistisk inspirerede social-revolutionære bevægelse i det sydvestlige Ukraine. Den eksisterede i årene 1917–1921 som væbnede partisangrupper i et delvist autonomt, selvforvaltet område. Machno-bevægelsen blev militært besejret af den Røde Hær, på et tidspunkt, da den ikke længere var parat til at være en kalkulerbar militær alliancepartner i kampen mod hvidgardisterne for bolsjevikkernes statsapparat.  

 

(5) Internationalisterne: En radikal og internationalistisk fraktion i mensjevikkerne, der var modstandere af enhver koalition med borgerlige partier. På trods af deres politiske nærhed til bolsjevikkerne og Lenins opfordring til sammenslutning med bolsjevikpartiet i 1917, forblev de sammen med mensjevikkerne. En af deres kendte marxistiske teoretikere, Martow, var Lenins nære kampfælle og ven i eksilårene. 

 

(6) Februar-revolutionens provisoriske regering: Da revolutionen brød ud i februar 1917, dannede kadetterne (konstitutionelle demokrater, et liberalt borgerligt parti) den første provisoriske regering. Kadetministeriet blev styrtet i marts, fordi det gik ind for de allieredes imperialistiske mål. Efter skiftende borgerlige-liberale og højresocial-demokratiske konstellationer, der hurtigt afløste hinanden pga. presset fra befolkningen, overtog lederen af ”folkesocialisterne”, Alexander Kerenski, i sommeren 1917 regeringsledelsen. ”Folkesocialisterne ” eller „Trudovikkerne“ var et lille parti, sammensat af konservative intellektuelle, ledere af kooperative selskaber og konservativt indstillede bønder. Skønt de foregav at være socialister, støttede ”folkesocialisterne” i realiteten småborgernes og de småhandlendes interesser. Kerenskis parti var et klart nationalistisk pro-krigsparti. Denne linie var i overensstemmelse med den provisoriske regerings overordnede politik. På trods af at mensjevikkerne og de socialrevolutionæres højrefløj deltog i regeringen, var denne total domineret af borgerlige kræfter. (kilde: John Reed: Ti dage der rystede Verden).  

 

(7) Mensjevikkerne: Dette parti rummer alle afskygninger af reformistiske socialister / marxister, som gik ind for at fremme et borgerligt demokrati og den kapitalistiske produktionsmåde, i hvis kølvand den udviklede arbejderklasse iflg. deres forestillinger ville erobre den politiske magt. Højrefløjen i dette parti støttede Kerenskijs provisoriske regering netop udfra disse strategiske positioner.  

 

(8) Det Socialrevolutionære Parti: Oprindeligt var det ”bøndernes revolutionære parti“, der kæmpede en væbnet kamp og således videreførte den politiske arv efter de væbnede undergrundsorganisationer Narodnikki og Narodna Wolja, der opnåede en betydelig indflydelse blandt de russiske bønder og studenterne i byerne. Efter Februarrevolutionen fik de tilslutning fra mange, der aldrig har været socialister. Partiets flertal antog i løbet af kort tid mensjevikkernes positioner. En militant venstrefløj - de såkaldte „Venstrerevolutionære“ - brød derpå ud af partiet og gik i tæt samarbejde med bolsjevikpartiet.  

 

(9) Den Permanente Revolutions teori: Leo Trotskij udviklede teorien om den permanente revolution. Inspiration hertil fik han fra en tysk socialist: Helphand Parvus. Trotskij uddybede sine strategiske overvejelser, mens han sad i fængsel i 1905 som valgt leder af Peterborgs sovjet under Decemberopstanden. De publiceredes under titlen Resultater og Perspektiver revolutionens drivkræfter.

Trotskijs intentioner var at bidrage til løsningen af et dilemma, der plagede de russiske marxister: Efter de gængse marxistiske analyser var Rusland økonomisk og politisk ikke udviklet nok til en socialistisk revolution. Landet befandt sig i et socialt og økonomisk udviklings-stadium, som kun en ” borgerlig revolution” og dermed fremkomsten og konstituering af et borgerskab, en kapitalistisk vareproduktion, tilblivelsen af en industriel arbejderklasse etc. kunne løse. I modsætning til de vesteuropæiske kapitalistiske lande, har Rusland i 1848 ikke gennemgået nogen borgerlig revolution. Helt i overensstemmelse med Marx analyse i 1880´erne, som definerede Ruslands feudale, førkapitalistiske produktionsforhold som en ”halvasiatisk produktionsmåde”.

Den permanente revolution propaganderede nødvendigheden af en direkte socialistisk Revolution, som skulle løse de borgerligt–demokratiske opgaver. Trotskij fastslog, at de to store skridt, som ville være umulige at løse for et borgerskab i et økonomisk afhængigt land, var opnåelsen af national uafhængighed og løsningen af agrarspørgsmålet (jordfordeling ). Dette skulle den sejrende socialistiske revolution så efterleve - vel at mærke indenfor rammen af opbygningen af en ikke-kapitalistisk produktion. Der skulle anvendes politiske og økonomiske midler, som var forenelige med perspektivet om fremtidens klasseløse samfundsformationer og som kunne fremme denne proces.

Trotskij udviklede imidlertid sin strategi, der oprindeligt var møntet på den russiske revolution efter 1924, til at omfatte alle de nuværende og forhenværende kolonier. Han mente, at lande med et svagt, imperialisme-afhængigt borgerskab udgør de svageste led i kæden af imperialistiske lande, og at en socialistisk magtovertagelse hurtigere kan ske i sådanne lande. Derimod vil en reel transformation til socialistiske samfundsforhold være afhængig af socialistiske revolutioner i de imperialistiske metropoler. Iflg. Trotskis tese kunne anti-kapitalistiske revolutioner i fattige lande imidlertid frembringe et reaktionsmønster, som kunne forrykke balancen på verdensplan.

I dag kræver denne opstandsstrategi en kritisk reflekterende belysning, da mange begivenheder og udviklingstendenser ikke forløb sådan, som Trotskij og hans venner havde forestillet sig...  

  • LÆS OGSÅ VORES ARTIKEL OM SOVJETUNIONEN UNDER STALIN:

          Stalin - Tsaren som bar titlen Generalsekretær   

 

Flere dokumentarfilm fra Oktoberrevolutionen og tiden frem med dens op - og nedture:

_________

Artiklerne er oprindeligt skrevet af  folk fra Autonomi-Kollektivet i 2001, ajourført af Autonom infoservice, oktober 2009.