”En anden verden er mulig”

Strukturtilpasning og ‘usynlige’ madoptøjer

 

Det neoliberale globaliseringsprojekt, som blev lanceret i den anden halvdel af 1970’erne og var rettet mod 60’ernes himmelstormere, tog form af inddrivelse af gæld fra den tredje verden, dumpning af priserne på de råvarer, de samme lande eksporterede, outsorcing, øget konkurrencen mellem arbejderne gennem udvidelse af arbejdsmarkedet, der nu pludselig var hele verden, brug af kvinder i sweat shoop-produktion, slankning eller decideret afvikling af velfærdsstaten, aflæsning af farligt affald i den tredje verden og ekspropriation af land og naturressourcer.

I et første moment stod den på privatiseringer, fyringer, nedskæringer og antifagforeningskampe i den vestlige verden, højdepunkterne var blandt andet, da  Reagan i 1981 fyrede 11.300 strejkende flyledere, og da Thatcher i 1985 besejrede strejkende britiske kulminearbejdere efter mere end et års strejke og lukkede flere miner. I det globale syd stod den på oprettelse af eksportproduktionszoner, som erstatning for den industri, der blev lukket i nord, og de strukturtilpasningsprogrammer, som IMF og Verdensbanken tvang forgældede lande til at følge mod at optage nye lån eller tilbagebetale gamle lån, der pludseligt var blevet meget dyrere, da renten steg drastisk i 1979 efterladende en række nationer med gigantisk gæld. I overensstemmelse med det neoliberale projekt åbnede disse programmer de nationale økonomier for multinationale virksomheder og tvang dem til drastiske nedskæringer på offentlige udgifter.

På den måde blev de postkoloniale nationer styret økonomisk udefra og tvunget til at lukke ned for fattigdomsbekæmpelse og uddannelsesprogrammer og ophæve allerede gennemførte landreformer. Som følge af IMF-programmerne faldt reallønnen i Afrika i perioden gennemsnitligt mellem 50 og 60 procent, samtidig betalte de fattigste lande tre gange så meget som deres oprindelige gæld i 1980 i perioden fra 1980 og frem til 1992, nøjagtigt 1.662 milliarder dollars, hvad der imidlertid dog ikke betød, at gælden kom ud af verden – den voksede til tredobbelt størrelse.

I 1980 var de underudviklede landes samlede gæld på 600 milliarder dollars, i 1990 var den på 1,4 billioner dollars, og i 1997 2,17 billioner dollars. I den første fase af implementeringen af neoliberalismen blev der altså skabt et globalt produktionssystem med øget konkurrence, og hvor ‘regningen’ blev forsøgt sendt videre til miljøet og levende væsener (først og fremmest i syd).

 

Den anden fase af denne neoliberale omstrukturering, som groft sagt gik fra Murens Fald og frem til alterglobaliseringsprotesterne, var, som Anderson skriver, kendetegnet ved at der i flere år ikke umiddelbart var nogen udfordrer til neoliberalismen. (13) Der var ikke noget at være i tvivl om, markedet var forudsætningen for løsningen af ethvert problem. Efter forvitringen af konkurrenten i Øst blev der anlagt en mere forhandlingsvillig mine – der skete et skifte i retorik – og 1990’erne var derfor en tid med en mere ‘human’ og ‘pragmatisk’ neoliberalisme i form af eksempelvis den amerikanske præsident Bill Clinton, som offentligt ytrede bekymring over miljøet, børnearbejde og arbejderes rettigheder samtidig med at hans regering gennemførte en række love og initiativer, som udelukkende tjente de riges interesser. (14) 

Men officielt var der ikke nogen grund til ikke også at invitere civilsamfundets organisationer og NGO’ere inden for og diskutere de problemer, de arbejdede med; det post-ideologiske budskab var, at alt var til forhandling, så længe det skete på markedets betingelser, så længe de forskellige kritikpunkter forblev løsrevne enkeltsager og ikke blev forenet i et samlet kritik af kapitalismen og dens neoliberale fase. For afregulering og privatisering gav sig selv.

 

I den første fase af den neoliberale omkalfatring lykkedes det aldrig at etablere en sammenhængende modoffensiv, der kunne tage kampen op mod den neoliberale satsning, men der fandt faktisk en række voldsomme protester sted især i den tredje verden, men da de så at sige faldt ved siden af den dominerende kold krigsmodel og heller ikke passede til de nationale rammer, politiske analyser fandt sted inden for på det tidspunkt, forblev de mere eller mindre usynlige. Men som den amerikanske sociolog John Walton og den engelske antropolog David Seddon viser i deres Free Markets & Food Riots: The Politics of Global Adjustment fandt der immervæk mere end 146 IMF-relaterede riots sted i såkaldt tredje verdens lande i perioden 1976 til 1992, en veritabel eksplosion af protester mod IMF’s strukturtilpasningsprogrammer, der strakte sig fra Filippinerne over Niger til Peru.

 

“De internationale dimensioner ved spareprogrammerne kommer symbolsk til udtryk gennem angreb på rejsebureauer, udenlandske biler, luksushoteller og internationale virksomhedskontorer. Protesterne antager forskelligartede former, ofte fremstår de som klassiske madoptøjer (Marokko, Brasilien, Haiti), andre gange som fredelige demonstrationer, der udvikler sig voldeligt (Sudan, Tyrkiet, Chile) eller som generalstrejker (Peru, Bolivia, Indien). […] Madoptøjer som et udtryk for folkelig protest er et almindeligt, måske endda universelt, kendetegn ved markedssamfund – mindre et levn fra den politisk-industrielle evolution end en strategi ved hjælp af hvilken fattige og fortrængte grupper fremsætter deres krav om social retfærdighed.” (15)

 

Som Walton og Seddon redegør for, fandt der altså en hel række optøjer og demonstrationer sted rettet mod IMF’s strukturtilpasningsprogrammer fra sidst i 1970’erne og frem. Den første bølge kulminerede i 1983 til 1985 med uro i blandt andet Bolivia, Brasilien, Panama, Tunesien, El Salvador, Guatemala og Mexico, den anden nåede sit højdepunkt efter 1989 i lande som Venezuela, Niger, Indien og Nepal. Forløbet var stort set det samme hver gang: I Zambia for eksempel var en del af de offentlige udgifter blevet brugt til at subsidiere prisen på majs, således at selv fattige kunne købe majsmel.

I henhold til et strukturtilpasningsprogram udfærdiget af IMF blev disse subsidier imidlertid fjernet i 1985, hvad der resulterede i en flerdobling af priserne på majs, der pludselig kostede 120 procent mere. Det kom til voldsomme uroligheder i den nordlige del af landet i kobberminedistriktet. Kvinder, unge og arbejdsløse gik på gaden og angreb de lagre, hvor majsmelet blev opbevaret.

Urolighederne kulminerede den 9. december 1986, hvor hundredvis af butikker blev plyndret, og der blev sat ild til et regeringskontor i Kalulushi. Op mod tyve mennesker blev dræbt under madoptøjerne, og flere hundrede blev såret. På grund af urolighederne  blev den zambiske regering nødsaget til at sænke prisen på majs og bakkede, dog kun midlertidigt viste det sig, ud af aftalerne med IMF.

Et andet eksempel på periodens protester var de optøjer, der fandt sted i Caracas i Venezuela i 1989. Ved præsidentvalget i 1988 langede Accion Democréticas præsidentkandidat Carlos Andres Perez voldsomt ud mod IMF og afgav løfte til vælgerne om kun at betale 20 procent af landet eksportindtægter tilbage på de IMF lån, som partiet under ledelse af den afgående præsident Jaime Lusinchi ellers selv tidligere havde lånt for at kompensere for de faldende olieindtægter, den venezuelanske økonomi led under som følge af den økonomiske opbremsning af verdensøkonomien i begyndelsen af 1980’erne.

Men blot to uger efter at have vundet valget annoncerede Perez en ny og voldsom spareplan, der skulle gøre det muligt at leve op til aftalerne med IMF og samtidig overbevise IMF om at yde nye lån til landet. Priserne på offentlige tariffer og olie steg således markant fra den ene dag til den anden, blandt andet eksploderede prisen på fødevarer og transport.

Optøjerne brød ud den 27. februar om morgenen, da arbejdere fra forstæder som Guarenas og Guatrie skulle med bus for at komme på arbejde i centrum af Caracas. De blev mødt med en prisstigning på mellem 50 til 100 procent for at tage bussen. Reaktionen lod ikke vente på sig, og tusinder ytrede deres utilfredshed ved at sætte ild til busser og biler, bygge barrikader og plyndre butikker. Urolighederne bredte sig hurtigt til resten af hovedstaden og andre byer i landet. Den første fase af optøjerne havde karakter af et løssluppent karneval, hvor utilfredse fattige festede med de tilegnede varer som champagne, kød og whiskey, mens politiet så på med billigelse, men da der blev indført undtagelsestilstand og militærpolitiet rykkede ind med tanks og tåregas, ændrede billedet sig. Ifølge journalister skød militæret på alle, der bevægede sig på gaden. Tre dages optøjer blev afløst af en uges besættelse og skudkampe mellem militær og fattige. Optøjerne blev slået ned med hård hånd, det er aldrig blevet klarlagt, hvor mange der døde, men op mod 3.000 menes at være blevet dræbt eller forsvundet og tusindvis blev arresteret.(16) Efterfølgende gennemtrumfede Perez og hans regering IMF’s økonomiske tilpasningspolitik uden nogen som helst folkelig opbakning.(17)

 

Den lange række af madoptøjer, der fandt sted i underudviklede lande i Afrika, Asien og Latin- og Sydamerika i 1980’erne og 1990’erne, var med til at lægge hindringer i vejen for den ellers så sejrssikre neoliberale offensiv, der skyllede hen over verden fra sidst i 1970’erne ved at delegitimere dens globaliserings- og postideologi ideologi. Madoptøjerne var imidlertid på dette tidspunkt primært defensive modreaktioner, som mindre handlede om at etablere noget nyt end om at forsvare det allerede eksisterende og undgå den misere, der nødvendigvis fulgte i kølvandet på implementeringen af IMF’s strukturtilpasningsprogrammer. Og selvom de var rettet mod globale forhold og IMFs neoliberale strukturtilpasningsprogrammer, så forblev madoptøjerne ikke desto mindre desperate lokale reaktioner, der ikke formåede at knytte de spredte protester sammen til en samlet modstand, derfor lykkedes det reelt aldrig at overskride den konkrete nationale kontekst. Som den amerikanske politolog Jeffrey Ayers formulerer det: “Mens forskellige bevægelser og regionspecifikke kollektive aktionsrammer dukkede frem i 1980’erne og de tidlige 1990’erne i forskellige dele af verden, så krævede det udviklingen af en mere inklusiv indramning at forene de forskelligartede aktører i en protestbevægelse mod neoliberalismen." (18)

 

Chiapas-kommunen

 

I 1994 kan der imidlertid siges at ske et sådan skifte hen imod en mere inklusiv og internationalistisk ramme, da EZLN (Ejército Zapatista de Liberación Nacional) lancerede deres væbnede oprør i den mexicanske stat Chiapas. Om morgenen den 1. januar 1994 indtog omkring 3.000 maskerede og skimaskeklædte mayaindianske zapatista-oprørere, som var bevæbnet med våben eller vellignende attraper, San Christobal de la Casas og fire andre byer i Chiapas-provinsen i Mexico.(19)

Mayaoprørerne bemægtigede sig offentlige bygninger, åbnede fængsler og kom med offentlige erklæringer vendt mod den mexicanske regering og dens neoliberale politik. Dagen for aktionen var nemlig ikke tilfældig, den 1. januar 1994 trådte North American Free Trade Agreement (NAFTA) mellem USA, Canada og Mexico i kraft. Som EZNL’s talsperson, subcomandante Marcos, sagde: “Dette handler ikke om Chiapas, det drejer sig om NAFTA og [den mexicanske præsident] Salinas neoliberale projekt". (20)

Op gennem 1980’erne og 1990’erne implementerede den mexicanske regering en række drastiske økonomiske strukturtilpasningsprogrammer, som blandt andet bestod i devaluering af pesoen, fjernelse af subsidier på fødevarer, beskæring af de offentlige udgifter og åbning af Mexico for udenlandsk kapital. Effekterne af disse tiltag, som blev suppleret med konsekvent valgsvindel, var massiv arbejdsløshed og en drastisk nedgang i realindkomst for ikke blot landets bønder og arbejdere, men også dele af middelklassen. Situationen i Chiapas-provinsen var endnu værre end i resten af landet. Selvom Chiapas-provinsen, der er den sydligste delstat i Mexico, er rig på både olie og uran, samtidig med at der produceres store mængder kaffe, majs og kvæg, så lever langt over halvdelen af befolkningen på 3,5 millioner under FN’s fattigdomsgrænse.

Elektricitet fra store dæmninger i delstaten eksporteres til USA, mens de lokale ikke har adgang til elektricitet. Som følge af disse forhold har provinsen været præget af klassekamp, og særligt mayaindianerne, der udgør ca. 35 procent af befolkningen i provinsen, er blevet tvunget til at dyrke stadigt mindre anvendelig jord og sælge deres arbejdskraft ekstremt billigt for bare at overleve. Mayaindianernes situation er typisk for den indfødte befolkning i Mexico, som siden Spaniens erobring i 1521 og frem til i dag har været udsat for forfølgelse og diskrimination.

 

NAFTA-aftalen, der åbnede Mexico op for varer fra USA og Canada, var altså blot det seneste initiativ, som gjorde det næsten umuligt at overleve for de fattige i Chiapas, og da det var forventet, at prisen på korn, som er den primært indtægtskilde for indianerne, ville falde som følge af aftalen og at områdets store industrikvægavlere ville tilegne sig flere landområder fra indianerne, var scenen sat for EZLN’s aktion. Den mexicanske hær blev sat ind mod oprørerne, og det kom til kampe i flere byer, og op mod 1.000 mennesker mistede livet i løbet af tolv dage, før der blev indledt fredsforhandlinger mellem Salinas og EZLN.

På det tidspunkt havde zapatisterne formået at sprede nyheden om deres aktion og modtaget sympatierklæringer fra store dele af såvel det mexicanske samfund som det internationale. I februar begyndte indianerne og regeringen forhandlinger, EZLN krævede gennemgribende reformer af Mexico, blandt andet en egentlig valgreform, ændring af straffeloven og at den oprindelige befolknings levevilkår blev forbedret, men regeringen afviste disse tiltag og forsøgt at repræsentere konflikten som et lokalt problem om ressourcer. Men EZLN holdt fast i sine krav, og forhandlingerne strakte sig frem til august 1996, hvor EZLN trak sig ud, fordi regeringen ikke ville implementere de aftaler om indfødtes rettigheder, San Andrés-aftalerne, det faktisk var lykkedes at blive enige om tidligere februar samme år. Regeringen skiftede da taktik fra dialog til provokation, og de følgende år kom det løbende til spredte kampe mellem EZLN og militæret samt paramilitære grupper finansieret af områdets store jordejere, der konsekvent tilegnede sig jord fra indianerne. I 2000 marcherede zapatisterne til Mexico City og krævede, at den nyvalgte præsident Vicente Fox, der i sin valgkamp havde været positiv over for zapatisterne, levede op til de aftaler, der var blevet indgået i 1996.

Da det ikke skete, trak de sig tilbage til Chiapas og oprettede 32 autonome kommuner med egne råd, skoler og sundhedsfaciliteter. De autonome kommuner byggede på gamle indianske styreformer med landsbyråd og vægt på kollektive værdier efter princippet om at “lede adlydende”.(21)

 

Sideløbende med at konflikten med den mexicanske regering bølgede frem og tilbage med større eller mindre intensitet, afholdt zapatisterne en række såkaldt intergalaktiske konferencer i Chiapas og andre steder med deltagelse af flere tusinde aktivister og intellektuelle fra stort set hele verden. Samtidig opbyggede zapatisterne et internationalt solidaritets- og informations-netværk, som cirkulerede information om EZLN’s aktiviteter i Chiapas, men også søsatte diskussioner om neoliberalismens konsekvenser andre steder.(22)

På den måde forsøgte zapatisterne at globalisere deres kamp, decentralisere den og gøre det muligt for andre underkastede at komme til orde og drage nytte af zapatisternes erfaringer; alle kunne være Marcos ved at iklæde sig et tørklæde og stikke en pibe i munden, vi er alle Marcos, som 100.000 råbte i Mexico City i 1995, da præsident Zedillo forsøgte at arrestere el subcomandante. Denne åbenhed afspejlede den organisationsform, EZLN selv var kendetegnet ved, som bedst kan beskrives som et forsøg på at operere med radikalt deltagerdemokrati. Som et af EZLN’s mange kampråb formulerede det: “Alt til alle, ingenting til os selv.” De gange, der blev indgået en aftale med den mexicanske regering, blev aftalerne således forelagt alle de lokale zapatista-samfund, der så tog stilling til dem.

 

“Kommanderende adlydende” var et af EZLN’s andre mottoer. EZLN var nemlig hverken et politisk parti med en ledelse, der skulle gøre sig populære hos vælgerne, eller en avantgardeguerilla, der med vold ville tage magten. Subcomandante Marcos var ikke den nye Fidel Castro, men var netop blot underkommandant og talsmand for zapatisterne.

Derfor var den bedste måde at hjælpe zapatisterne på at gøre modstand og skabe alternativer, hvor man nu selv var. “Vi er alle indianerne”, som zapatisterne proklamerede. Det vigtige var at organisere sig selv, ikke at organisere andre. At gøre oprør på baggrund af autonomi og ikke en homogeniserende forestilling om helhed. EZLN definerede derfor heller  ikke kampen som et forsøg på at tage (stats)magten og styre kapitalismen i indianernes og arbejdernes interesse. Det handlede ikke om målet, men om vejen, om kommunisme som en postkolonialistisk og antikapitalistisk praksis. Zapatisterne forsøgte at bevæge sig hinsides en forestilling om revolutionen som en teleologisk praksis; der var ikke nogen navngivet utopi, det handlede om at realisere.

 

Zapatisterne udmærkede sig ved i forlængelse af 1980’ernes madoptøjer og modstanden mod IMF’s strukturtilpasningsprogrammer at sætte ord på den historiske situation, hvor kapitalismen i form af neoliberalisme var i færd med en storstilet global omstrukturering. Derved pegede EZLN hinsides efterkrigstidens internationalismer, som ofte forblev nationalistiske og teleologiske i deres form, idet zapatisterne, samtidig med at de trak veksler på en lang tradition for folkelige protester og guerillakamp i Latin- og Sydamerika, åbnede et rum for politisk mobilisering hinsides nationalstaten, de nationale befrielsesbevægelser og de spontane IMF protester. De distancerede sig fra den nationale Guevaristiske befrielseskamp, men holdt fast i forestillingen om solidaritet med frihedskampe, hvor end de fandt sted. Zapatisternes oprør udgjorde på den måde et brud med en suverænetistisk dagsorden, idet de afviste at lade sig reducere til en lokal eller national protest, men i stedet iscenesatte sig som en del af en større og potentielt global reaktion mod neoliberalismen og institutioner som IMF og Verdensbanken og som et forsvar for de mest undertrykte dele af verdens befolkning, for de indfødte folk og deres ret til autonomi og anstændige forhold.(23)

Zapatisternes talsmand, subcomandante Marcos, talte karakteristisk for denne globale og postkoloniale dimension om, at de var involveret i “Den Fjerde Verdenskrig”: “Vi mener, at verden, som den førhen så ud med en balance mellem de to supermagter, efter Berlin-murens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991 er et afsluttet kapitel, og at magten nu har fået en ny placering. Der er ikke længere tale om en imperialistisk magt, som i klassisk forstand dominerer resten af verden, men en ny magt, en hyper-national magt, en kapitalens finansmagt, som nu sætter dagsordenen. Denne nye magt udvikler sig uophørligt, stimuleret af den neoliberale politik.(24) Det var ifølge Marcos nødvendigt at reagere på finanskapitalens uindskrænkede bevægelser, der skabte endnu større global ulighed og forårsagede armod for stadigt flere på kloden.

Idet EZLN indrammede deres væbnede oprør som en global protest og kommunikerede den til resten af Mexico og resten af verden, udviklede mayaindianernes oprør sig til en transnational bevægelse, der var med til at skabe rum for alterglobaliseringsbevægelsens internationale aktioner senere i 1990’erne. På den måde fungerede zapatisterne fra Chiapas som en form for overgang fra 1980’ernes ‘usynlige’ og lokale madoptøjer og antistrukturtilpasningskampe i syd til den transnationale alterglobaliserings-bevægelse i Europa og Nordamerika og den fornyede internationale satsning, der så dagens lys i den anden halvdel af 1990’erne.

Man kan sige, at zapatisternes kamp var en slags hængsel mellem 1980’ernes food riots og 1990’ernes topmødeprotester, der var med til at tegne verdenskortet på ny, hvorved der åbenbarede sig nye forbindelser mellem nord og syd, fra San Cristobal de las Casas til London til Seattle, tilbage til Caracas og Kalulushi og videre til Porte Alegre, Milano, Seoul, Nairobi og Paris. Subcomandante Marcos ekspliciterede selv forbindelsen mellem kampene, da han i 1999 donerede et honorar for et avisinterview til strejkende arbejdere i Torino, samtidig med at han derved tydeliggjorde, at fornyelsen ikke nødvendigvis skulle komme fra centrum (som en patroniserende solidaritetsgestus), men lige så godt kunne komme fra periferien.

 

Alterglobaliseringsbevægelsen og topmødeprotesterne

 

Sidst i 1990’erne blev det igen for en kort bemærkning muligt at sætte spørgsmålstegn ved kapitalens evne til selvreform. Tallene talte egentlig for sig selv, siden 1980 og frem til 1999 var 1,6 milliard mennesker gået ned i indkomst, og uligheden mellem rige og fattige var eksploderet både globalt og nationalt.

Den gennemsnitlige amerikanske arbejder fik nu 475 gange mindre i løn end topchefer i erhvervslivet, samtidig var indkomstforskellen mellem den rigeste femtedel af jordens befolkning og den fattigste øget fra 30 til 1 til 60 til 1 fra 1960 til 1990. Fra 1988 til 1993 faldt andelen af indkomst i verden med en fjerdel for de fattigste 10 procent, mens de rigeste 10 procents andel steg med 8 procent. Konklusionen var sådan set lige for:

Neoliberalismen var lig med elendighed for langt størstedelen af verdens befolkning, dens geografi tog form af små befæstede enklaver af konsum omgivet af et hav af fattigdom og nød. Men den neoliberale markedsfundamentalisme fremstod ikke desto mindre uantastet langt op i 1990’erne, og med henvisning til globaliseringen blev den økonomiske omstrukturering præsenteret som en uundgåelig og positiv udvikling. Globaliseringen bragte imidlertid ikke integration og fremgang med sig, snarere disintegration, underudvikling og tyveri og fra sidst i 1990’erne finansielle kollaps i en lind strøm:

I 1997 kollapsede den sydøstasiatiske økonomi, i august 1998 den russiske, i september den brasilianske og i 2000 gik bunden ud af den argentinske økonomi. Hvor det i 1980’erne mestendels havde været afrikanske og økonomisk svagere sydamerikanske lande, som mærkede den neoliberale omstrukturerings velsignelser, ramte den nu langt bredere.

 

Alterglobaliseringsbevægelsen

 

Da alterglobaliseringsbevægelsen pludselig brød igennem mainstream massemediebilledet sidst i 1990’erne og præsenterede en anden historie om neoliberalismen og institutioner som IMF og Verdensbanken var det imidlertid stadigvæk til stor overraskelse for de fleste. Pludselig gik tusinder af mennesker på gaden og protesterede mod neoliberalismen og dens institutioner som WTO.

I maj 1998 indkaldte People’s Global Action, der var blevet dannet til den anden intergalaktiske konference organiseret af zapatisterne, til demonstrationer og gadefest over hele verden under titlen “Global Days of Action: Against ‘Free’ Trade and the WTO”. I Geneve i Schweiz, hvor der var WTO-ministertopmøde, kom det til voldsomme kampe med politiet, som varede i tre dage, i Brasilien marcherede op mod 50.000 landmænd til hovedstaden, Brasilia, i Hyderabad og andre byer i Indien demonstrerede flere hundrede tusinder og krævede, at Inden skulle trække sig ud af WTO, i Prag fandt der en gadefest sted med over 3.000 deltagere og i Brighton i England, hvor G8-landene holdt møde, blev centrum blokeret af 5.000 demonstranter, som derved tvang lederne af G8 til at søge tilflugt i en herregård uden for byen.(25)

Den 18. juni det følgende år koordinerede People’s Global Action “J18: Carnival Against Capital”, der fandt sted samtidigt i 40 byer verden over under sloganet: “Vores modstand er lige så transnational som kapitalen”. Missionen var at lamme finansielle centre og direkte angribe globale økonomiske institutioner som banker og børser. I London samlede flere tusinde demonstranter sig på Liverpool Street Station klokken 12, iførte sig masker i fire forskellige farver og bevægede sig ad fire forskellige ruter mod byens finansdistrikt, City, hvor der blev holdt en kæmpe gadefest, som udviklede sig til optøjer og kampe mellem demonstranter og beredent politi.(26) I New York, Vancouver, Melbourne, Madrid og Amsterdam blokerede eller invaderede demonstranter børserne, i Genova blev bankerne malet pink og i Bordeaux blev de besat. 

Inspireret af zapatisterne og den internationale solidaritetsbevægelse, der var blevet udviklet med udgangspunkt i deres kamp, blev der i løbet af få år skabt et transnationalt protestnetværk, hvor neoliberalismen blev udsat for kritik mange steder samtidigt. I forlængelse af zapatisternes deltagerdemokrati var projektet kendetegnet ved et fladt hierarki uden egentlig ledelse, der dikterede aktionsformer eller indsatssteder, i stedet var det op til de enkelte grupper at bestemme fremgangsmåder og greb. På den måde var det håbet at åbne for et utal af do-it-yourself-strategier, og lade protesten sprede sig uden centrum. Lenins model med organisationernes hierarki og partiets ledelse var tilsyneladende endelig fortid, og den kolde krigs nationalistiske internationalismer overskredet.

 

TUTE BIANCHE

 

I modsætning til hvad mange i forlængelse af en postmoderne kritik af traditionelle politiske modstandsformer forestillede sig, lykkedes det alterglobaliseringsbevægelsen at bruge gaden som scene for protester, og topmødeprotesterne udviklede en række nye dissensudtryk, som adskilte sig fra den fredelig demonstration og byguerillaernes væbnede kamp. De italienske Tute Bianche gik eksempelvis klædt i hvide buksedragter polstret med skumgummi, som gjordet det muligt fysisk at skubbe til politiet. Andre grupper var endnu mere fantasifuldt klædt ud og dansede i fekostumer foran politiet, mens de killede dem med fjer. Og hurtigt blev egentlige klovnehære en fast bestanddel af protesterne, iført strutskørt og røde næser mimede de politiet eller sprøjtede vand på dem med vandpistoler. Den amerikanske anarkist og antropolog, David Graeber, beskriver dette repertoire som “et nyt civil ulydighedssprog, der kombinerer elementer fra gadeteater, festival og, hvad man kan kalde, ikke-voldelig krigsførelse.”(27)

 

Nye kommunikationsredskaber som internettet og senere mobiltelefonen var i høj grad også med til at muliggøre de nye spredte aktioner og flade netværk, med nettet kunne de lokale kampe bindes sammen i et spindelvæv af modstand, hvorved den enkelte protest blev forbundet til modstand andre steder eller det blev muligt at mobilisere store menneskemasser til de såkaldte topmødeprotester.(28)

 

Højdepunktet for den frembrusende modstand mod neoliberalismen blev masseaktionen i Seattle i forbindelse med WTO’s møde den 30. november 1999, hvor det lykkedes de mere end 50.000 demonstrerende at blokere topmødet. De mange demonstranter var en heterogen masse af anarkister, antikapitalister, miljøforkæmpere, traditionelle arbejderorganisationer og grupper som protesterede imod den tredje verdens gældsbyrde. På førstedagen blev størstedelen af de delegerede, som skulle deltage i mødet inklusive FN’s generalsekretær, Kofi Annan, WTO’s leder, Mike Moore, og den amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, simpelthen tvunget til at blive på deres respektive hoteller, fordi der var så mange demonstranter i gaderne. Allerede fra morgenstunden kastede en gruppe sig ud i en gadefest, mens andre marcherede i en demonstration, der bevægede sig hen imod kongrescentret, hvor mødet skulle finde sted.

Det lokale politi forsøgte at fjerne de demonstrerende, som blokerede adgangen til kongrescentret, ved hjælp af tåregas, peberspray og gummikugler, men uden held. Omkring middagstid den 30. begyndte nogle demonstrerende at smadre butiksvinduer, punktere dækkene på politibiler og sætte ild til affaldscontainere. Protesterne udviklede sig en stor gadefestival, før politiet i løbet af eftermiddagen fik drevet de demonstrerende væk fra centrum. Efter urolighederne udstedte borgmesteren i Seattle, Paul Schnell, en “no-protest zone”, men tusinder trodsede forbuddet og fortsatte demonstrationerne de følgende dage; politiet svarede igen med mere tåregas og flere gummikugler.(29)

Inden døre brød forhandlingerne sammen, da delegerede fra syd udvandrede og klagede over, at USA og EU holdt dem uden for forhandlingerne om landbrugsstøtte.

 

SEATTLE

 

Seattle blev oplevet som en sejr for de protesterende – det neoliberale hegemoni blev tilsyneladende brudt, om ikke andet blev det gjort synligt, at der var nogen, der ville og at det i det hele taget var muligt at bekæmpe den neoliberale globalisering. At topmødeprotesterne faktisk udgjorde en reel udfordring af den neoliberale konsensus kom blandt andet til udtryk i den massive dækning og analyse af protesterne i vigtige mainstreamaviser som Financial Times, som i 1999, 2000 og 2001 kørte en hel temaserie om fænomenet under overskrifter som: “Who’s Who in Anti-Globalisation” og “Globalisation’s Children Strike Back”.(30)

 

Med protesterne i Seattle blev der sat ansigt på en ellers uhåndterlig og uangribelig kapitalistisk magt, som vi alle sammen hver dag reproducerer. Vi er alle klar over, at denne magt, som dominerer os, kun eksisterer, fordi vi reproducerer den, men almindeligvis oplever vi den som uden for rækkevidde, vi har følelsen af ikke at kunne ændre den historiske udvikling – tab af totalitet kalder Georg Lukács det i Geschichte und Klassebewußtsein – fordi vi’et opløses i en uendelig række jeg’er, idet totaliteten genskabes.(31)

 

Selvom protesterne i Seattle – som demonstrationer generelt – selvfølgelig aldrig i sig selv ville kunnet have blokeret den internationale kapitalismes maskineri, så formåede de ikke desto mindre at afbryde business as usual; de militante demonstrationer i Seattle smadrede for en kort bemærkning den neoliberale osteklokke, som især den vestlige verden havde været lukket inde i siden 1989.

Takket være masseaktionerne mistede institutioner som WTO, Verdensbanken og IMF legitimitet, og måtte pludseligt forklare sig og reagere på den kritik, som alterglobaliseringsbevægelsen ytrede, og som nogle massemedier begyndte at rundsende til stor irritation for det politiske system. Den naturlighed, som den neoliberale omstrukturering var blevet udstyret med, fremstod pludselig synlig og som noget, man kunne forholde sig kritisk til.

 

Flerfarvet protest

 

Den bevægelse, som pludselig udfordrede det neoliberale hegemoni, udgjorde ikke nogen i traditionel forstand sammenhængende politisk bevægelse.  Alterglobaliseringsbevægelsen var i stedet et sammenrend af forskellige, heterogene grupperinger og projekter. Fællesnævneren var selvfølgelig modstand mod den neoliberale dagsorden og de institutioner, som inkarnerede denne som IMF og WTO, men derudover var det svært at få øje på nogen sammenhængende profil. Topmødeprotesterne inkluderede alt fra reel antikapitalistisk kritik over kritik af specifik investeringspolitik og prognoser over miljøskadevirkninger til frustration over politikernes medfølende, men tomme løfter om gældseftergivelse til den tredje verden.

 

Den canadiske journalist Naomi Klein betegnede alterglobaliserings-bevægelsen som en “bevægelse af mange bevægelser." (32) Den amerikanske aktivist og kunstskribent Brian Holmes beskrev topmødeprotesterne som et rum, hvor meget forskellige tendenser gjorde hver deres ting samtidigt.(33) Dér konvergerede en diversitet af kampagner og aktivismeformer fra anti-sweatshop-initiativer over miljøbevægelser til global retfærdigheds-koalitioner.

Deltagerne i protesterne i Seattle inkluderede eksempelvis såvel grupper og fagforeninger associeret med den gamle venstrefløj, som marcherede i en traditionel demonstration, som nyere enkeltsagsgrupper som eksempelvis militante dyreretsaktivister og anarkister, som smadrede banker og multinationale firmaers butikker. Derudover var der forskellige klassiske anti-imperialistiske grupper, men der var samtidig også grupperinger inspireret af zapatisternes ‘postmoderne’ oprør.

Overordnet betragtet var topmødeprotesterne karakteriseret ved at distancere sig fra mange af de tanker og greb, som den gamle venstrefløj havde været eksponent for: Parti-formen, hvad enten det var i form af et leninistisk avantgardeparti eller et arbejderparti, bød sig ikke til, men blev betragtet med mistænksomhed som forsøg på at afspore de oprørske energier, og idéen om Sovjetunionen som ‘den faktisk eksisterende socialisme’ blev afvist, samtidig blev privilegeringen af den industrielle fabriksarbejder og dennes klassekamp kritiseret til fordel for en forestilling om en diversitet af kampe mod blandt andet sexisme, racisme og andre former for dominans, hvor kampen mod udbytning blot var en ud af flere.

 

I retrospektiv og i forlængelse af de allerede omtalte ‘farvede’ demonstrationsformer, som blev udviklet i forløbet fra J18 og frem til Genova, er det muligt at pege på fire mere eller mindre løse grupperinger, som spillede en central rolle i mobiliseringen til og repræsentationen af topmødeprotesterne. Dels var der repræsentanter fra den mere traditionelle trotskistiske og stalinistiske venstrefløj, der først og fremmest opererede inden for nationalt afgrænsede politiske systemer, som Rifondazione Comunista fra Italien og Socialist Workers Party fra England, derudover var der anarkistiske celler, som afviste enhver form for dialog med staten og mainstream  til fordel for militante konfrontationer, der potentielt kunne mobilisere flere og flere i en opstand a la den palæstinensiske intifada, men der var også NGO’ere og organisationer som ATTAC, der kritiserede den neoliberale frihandelsideologi, men samtidig på forskellige niveauer forhandlede med nationalstaterne og de transnationale institutioner.(34)

 

Og endelig var der de nye post-autonomia-prekaritets grupperinger som Tute Bianche, der opdyrkede en ikke-voldelig, men konfrontativ stil. Det var særligt de tre sidste, som formåede at trække alterglobaliseringsbevægelsen ud af venstrefløjens post-stalinistiske hængedynd og give projektet en relevans som en ny internationalisme, der overskred tidligere tiders nationalistiske internationalismer.

En lang række NGO’ere deltog i topmødeprotesterne. Den mest toneangivende NGO eller græsrodsorganisation var uden tvivl ATTAC, som blev grundlagt i 1998 i Frankrig af Bernard Cassens, der var en del af redaktionen på den venstreorienterede månedsavis Le Monde diplomatique, som gennem flere år havde publiceret kritiske artikler om, hvad der i avisen spalter blev omtalt som, “den liberale globalisering”. Fra 1989 til 1997 publicerede månedsavisen således hele 4.670 artikler om spekulation, multinationale firmaer, økonomisk liberalisering, ulighed, gæld og internationale økonomiske institutioner som IMF og WTO.(35)

 

I december 1997 skrev avisens redaktør Ignaçio Ramonet en kritisk leder, hvor han advarede mod farerne ved international spekulation i lyset af nationalstaternes reducerede evne til at beskytte deres valutaer og tage sig af den offentlige ve og vel. Løsningen på denne ubalance kunne ifølge Ramonet være en ny organisation: “Hvorfor ikke på globalt niveau skabe en ikke-statslig organisation, Forening for beskatning af kapitaltransaktioner til fordel for medborgerne (ATTAC)? I samarbejde med fagforeninger og kulturelle, sociale og økologiske foreninger kan den fungere som en civil pressionsgruppe, som tvinger regeringer til at kræve indførelsen af denne globale solidaritetsafgift."(36)

Ramonets forslag materialiserede sig et halvt år senere, og formålet med den nyoprettede organisation blev at arbejde for indførelsen af en skat på valutatransaktioner, den såkaldte Tobinskat (0,1 procent skat på finansielle transaktioner), der kunne være med til at tøjle, hvad Ramonet beskrev som, “markedets diktatur”. Projektet var altså at lægge en dæmper på valutaspekulationer, som gjorde finansmarkeder ustabile og resulterede i endnu mere misere for især folk i udviklingslandene. Tobinskatten var oprindeligt et forslag fremsat af den Nobelprisvindende amerikanske økonom James Tobin, der forestillede sig, at IMF skulle administrere skatterne. ATTAC foreslog i stedet, at FN i skulle gøre det med henblik på at skabe en mere demokratisk og retfærdig verdensøkonomi. Udover Tobinskatten var ATTAC’s mærkesager en reform af IMF og Verdensbanken, at lukke skattely, oprettelsen af en kommission, der skulle udtænke måder, hvorpå det var muligt at bremse kapitalens frie bevægelighed og en genforhandling af den tredje verdens gæld.

 

ATTAC

 

Den nyoprettede organisation oplevede en eksplosionsagtig vækst forberedt af Le Monde diplomatique og de begyndende krisetegn i det neoliberale paradigme; der blev oprettet afdelinger i en hel række lande, og det væltede ind med medlemmer. I Frankrig meldte mere end 10.000 sig ind det første år, og i begyndelsen af 2001 var der mere end 85.000 medlemmer på europæisk niveau. I flere lande stod politikere fra etablerede partier på nakken af hinanden for at melde sig ind i eller mødes med ATTAC: I Frankrig holdt ledelsen af den nationale afdeling af ATTAC således møder med den daværende premierminister Lionel Jospins ministersekretær, i Danmark var socialdemokraternes senere leder Helle Thorning Schmidt og Margrete Auken fra SF begge med til at stifte den danske afdeling, og såvel Poul Nyrup Rasmussen som Svend Auken kom med sympatitilkendegivelser, mens både LO, Junibevægelsen og Mellemfolkeligt Samvirke bakkede op om organisationen og opfordrede deres medlemmer til at melde sig ind. 

 

Med udgangspunkt i Le Monde diplomatque bredte ATTAC sig altså som en steppebrand til resten af Europa og begyndte at samarbejde med blandt andet det brasilianske Partido dos Trabalhadores om etableringen af et modtopmøde, World Social Forum, hvor det globale civile samfund kunne diskutere og fremsætte alternative løsningsforslag til dem, som World Economic Forum, der mødes i Davos i Schweiz, fremlagde. Det første World Social Forum fandt sted i byen Porto Alegre i januar 2001 med deltagelse af op mod 12.000.

ATTACs kritik af den neoliberale omstrukturering viste sig imidlertid hurtigt ikke at gå særligt langt. Organisationens primære fokus var tilbagevenden til en mere reguleret kapitalisme. For ATTAC var problemet de multinationale firmaer og neoliberalismens underminering af den nationale velfærdsstat, der resulterede i fremkomsten af den neoliberalistiske konkurrencestat. ATTAC fokuserede således på alternative fremgangsmåder inden for det eksisterende system, snarere end en reel forvandling af systemet. I den leder, hvor Ramonet så at sige fandt på ATTAC, argumenterede han karakteristisk for nødvendigheden af en ny keynesiansk model i stil med efterkrigstidens Marshall-hjælp, hvor staten ikke trak sig tilbage, men genlancerede økonomien. Nationalstaterne skulle styrkes over for de internationale finansmarkeder.

Den kapitalistiske globaliserings udhulning af den nationalstatslige regulering af de samfundsmæssige klassemodsætninger skulle bremses. For de mere radikale dele af alterglobaliseringsbevægelsen gik ATTACs kritik slet ikke langt nok, idet den ikke adresserede spørgsmålet om kapitalens afmontering, og til stor irritation for mange, havde ATTAC da heller ingen problemer med at indgå i dialog med staten. Det var for mange naturligvis et symptom på, at ATTAC ganske vist forholdt sig kritisk til neoliberalismen, men ikke til kapitalismen som sådan. Risikoen var så, at det kun var kapitalismens værste excesser, som blev udbedret. ATTAC kritiserede godt nok IMF for at yde tredjeverdens lande kredit på for hårde betingelser, men forestillede sig tilsyneladende, at disse faktisk kunne og skulle eksistere inden for rammerne af det eksisterende kreditsystem, hvis blot det blev ændret en smule. Spørgsmålet var naturligvis, om det reelt ville gøre en forskel, hvis kreditten blev givet på andre betingelser, om det var det, der var problemet, og om ATTAC’s forestilling om udvikling reelt så adskilte sig væsentligt fra den, der kom for dagen i IMF og WTO.

 

Tute Bianche og Black Block

 

De to andre grupperinger inden for alterglobaliseringsbevægelsen, Tute Bianche og Black Block, var kendetegnet ved en egentlig antikapitalistisk retorik. Black Block var et stort meget løst netværk af anarkistiske og libertære organisationer, smågrupper og kollektiver. Det var oprindeligt sidst i 1970’ernes i den vesttyske autonome besætterbevægelse, at aktionsformen eller taktikken Black Block opstod, som et forsøg på at undgå identifikation og skabe et radikalt, vredt og kollektivt antikapitalistisk subjekt.(37)

 

I Vesttyskland fandt der op gennem 1980’erne en række voldsomme kampe sted mellem politi og besættere i forbindelse med politiets hårdhændede rydning af besatte ejendomme. Ved flere lejligheder blev der arrangeret store støttedemonstrationer for de ryddede huse, hvor titusinder ytrede deres utilfredshed og smadrede butiksstrøg og kæmpede med ordensmagten. For at undgå at blive identificeret og anholdt af politiet, havde demonstranterne iført sig sorte masker og sort tøj. På den måde forhindrede man politiet i at se hvem, som gjorde hvad under en demonstration. Samtidig var der naturligvis en fællesskabsgivende dimension i det sorte antræk, alle var klædt ens: Vi er kammerater og solidariske og afviser såvel det kapitalistiske og sexistiske samfunds forudgående vold som politiets voldsmonopol. Vi lægger ingen begrænsninger på os selv, så pas på. De tyske medier var hurtigt på banen og døbte fænomenet Der schwarze Block.(38)

 

Op gennem 1980’erne bredte taktikken sig til andre europæiske lande, og kampen for de besatte huse blev udvidet med antiracistiske og antifascistiske kampagner. I begyndelsen af 1990’erne i demonstrationer mod den første Golf-krig begyndte dele af det anarkistiske miljø i USA så også at benytte sort blok-taktikken. Det var dog først for alvor med Seattle, at de militante anarkister i USA trådte i karakter og gav den gas og smadrede McDonald’s-butikker, Starbucks, banker, supermarkeder og luksusbutikker. Black Block’s kompromisløse ageren fremmedgjorde dele af alterglobaliseringsbevægelsen, men ved flere lejligheder var det netop samtidigheden af forskellige taktikker, som førte til overraskende resultater og tvang politikere til at forkorte topmøder.

Selvom der således løbende var stridigheder mellem de forskellige dele af alterglobaliseringsbevægelsen, så var det først for alvor, da staten skruede op for repressionen, at der begyndte at ske en opsplitning af bevægelsen i en del, der tog afstand fra de militante aktionsformer og vold og en del, der nægtede at lægge begrænsninger på sig selv på gaden.

Tute Bianche definerede sig også som en militant, men til gengæld ikke-voldelig gruppering. Den opstod i Italien i midten af 1990’erne i forbindelse med forsvaret for nogle af de mange selvorganiserede sociale centre, der eksisterede i Italien på dette tidspunkt.(39)

Navnet på bevægelsen kom fra de hvide kedeldragter foret med skumgummi, som blev benyttet i demonstrationer, hvor man bevægede sig i kolonner frem mod politiafspærringer og skubbede til politiet. Da borgmesteren i Milano, Marco Formentini, i 1994 beordrede byens store sociale center, Leoncavallo, som havde eksisteret siden 1975, ryddet, udtalte han: “Fra nu af vil besætterne ikke være andet end spøgelser, der vandrer rundt i byen.”(40)

I et forsøg på at fordreje borgmesterens truende udtalelse iklædte demonstranter sig hvide kedeldragter, ‘hjemsøgte’ byens centrum og lavede ballade. Den hvide front var samtidig et forsøg på at præsentere et alternativ til den sorte blok og dens voldelige militans. De hvide kedeldragter var desuden en reference til den industrielle ‘blå’ arbejderklasse, på italiensk tute blu, der med post-fordismen og den neoliberale omstrukturering var blevet erstattet af en mere spøgelsesagtig transparent arbejderklasse, der havde midlertidigt deltidsarbejde og var underlagt stadig stigende krav om fleksibilitet og omstillingsparathed.

De nye arbejdsformer havde gjort udbytningen og fremmedgørelsen mindre synlig, men kapitalens kommando var ikke mindre reel af den grund for den nye arbejderklasse, prekariatet, som Tute Bianche forstod sig som del af. I analysen af de nye udbytningsformer trak Tute Bianche-bevægelsen veksler på den særlige italienske autonomia-teori, som siden 1970’erne havde udviklet dels en teori om arbejderklassens oprindelighed – det er arbejderklassen som tvinger kapitalen til at forandre sig – dels en analyse af de forvandlinger, der var sket med arbejdsforhold efter fordismens sammenbrud hen imod nye immaterielle eller affektive arbejdsformer, hvor evnen til samarbejde, æstetisk sans, indfølingsevne og kreative løsninger spillede en stadig større rolle.(41)

Samtidig var grænserne mellem arbejde og fritid, og mellem produktionssted og samfundet blevet brudt ned, således at det immaterielle arbejde nu ikke længere blev udført på de traditionelle produktionssteder, men direkte ude i samfundet og hele tiden. Det var særligt Toni Negri og hans teori om multitudens altid kreative skabelse og afvisning af kapitalens medieringer, som nærede Tute Bianche-miljøet. Negri beskrev, hvorledes den moderne vareproduktion på én og samme tid syntes at give den enkelte arbejder bedre muligheder for a udfolde sig og samtidig kunne siges i endnu højere grad end tidligere at udnytte vedkommendes selvstændige kreativitet i udvindingen af merværdi.(42)

Med vidensarbejderen var udbytningen blevet endnu mere intens, men samtidig var arbejderens selvstændighed og evne til samarbejde og skabelse også blevet synlig og truede med at overflødiggøre kapitalens territorialiseringer, argumenterer Negri. Tute Bianche-bevægelsen forsøgte at omsætte eller affirmere denne allerede eksisterende kommunistiske dimension gennem de autonome sociale centre, anticopyright og samarbejdsformer, der problematiserede det kapitalistiske behov for forfattere eller signaturer.(43)

 

Tute Bianche forstod sig selv som et forsøg på at udvikle en aktivisme, der var på højde med, hvad Negri kaldte, Imperiet, hvor hele samfundet var blevet en fabrik, klassekonflikten havde spredt sig ud over hele det sociale legeme, og hvor den enkelte så at sige af sig selv udøvede selvkontrol og skabte værdi. I den situation var hele livet scene for kamp, og det blev nødvendigt at mobilisere subjektivitet på en helt anden måde, således at den ikke blot gik op i stadig nye varebaserede former. Det var ikke nok bare at strejke (på arbejdet), i stedet var modellen ulydig selvorganisering i form af autoreduktion (at nægte at betale den fastsatte pris for forskellige varer), angreb på asylcentre og humoristiske fordrejninger af massemedierne. Forestillingen om multituden og dens rhizomatiske væren blev også forsøgt omsat i en ny inklusiv demonstrationsform, som alle kunne deltage i, når blot man iklædte sig en hvid kedeldragt.

Tute Bianche konciperede selv deres demonstrationsform, hvor de demonstrerede iført skumgummipolstrede beskyttelsesdragter og hvide styrthjelme, som et forsøg på at komme hinsides traditionelle dikotomier som vold versus ikke-vold, synlighed versus usynlighed, legalt versus kriminelt. Og det var derfor, bevægelsen definerede sig som en ikke-voldelig, men ikke desto mindre militant bevægelse og derved distancerede sig fra såvel Black Blocks riots som almindelige demonstrationer, hvor man blot marcherede, sang og lyttede til taler.

Inspireret af zapatisternes forsøg på at undgå såvel den leninistiske avantgardeforestilling og dens suspekte idé om massen, der skal bevidstgøres og ledes, som socialdemokratismens systeminterne bekræftelse af det allerede etablerede, hvor det kapitalistiske system blot får en omgang make-up, præsenterede Tute Bianche en ny måde at agere på, som var radikal, men distancerede sig fra tidligere mere militariserede forestillinger om byguerilla. Det var et forsøg på at undgå at spejle magten, at blive låst fast i en symmetrisk konfrontation med politiet. I stedet benyttede Tute Bianche sig af medierne og fortalte ved flere lejligheder på forhånd, hvad de havde i sinde at gøre til demonstrationer. På den måde lagde de pres på politiet og fik eksponeringstid i massemedierne, hvor de så kunne forklare, hvorfor de følte sig nødsaget til at benytte civil ulydighed.

I forlængelse af EZLN’s brug af myter og figurer som Zapata og Marcos og zapatisternes inkluderende gestus forsøgte Tute Bianche at skabe et positivt, åbent og billedrigt vokabularium, som ligeledes trak veksler på den kunstneriske avantgarde og 1960’ernes kritik af hverdagslivet, hvor folklore, avantgarde og popkultur smeltede sammen: “Vi har hvide kedeldragter på, således at andre også kan havde dem på. Vi har hvide kedeldragter på, så vi en dag kan få dem af.”(44)

 

Gadekamp og repression

 

I forlængelse af Seattle 1999 og de tidligere aktioner orkestreret af blandt andet People’s Global Action blev der det følgende halvandet år løbende protesteret i forbindelse med afholdelsen af topmøder i regi af G8, WTO, IMF, Verdensbanken og EU. Der blev blandt andet protesteret i Washington i april 2000 i forbindelse med et møde mellem WTO og Verdensbanken, i Melbourne i september samme år mod World Economic Forum, i Prag samme måned til det årlige WTO-Verdensbanken møde, i Göteborg i juni 2001 til EU-topmøde og i Genova i juli samme år i forbindelse med et G8-møde.(45)

Hver gang kom det til voldsomme gadekampe mellem demonstranter og politi, som brugte en skønsom blanding af tåregas, peberspray, politihunde og vandkanoner. I Göteborg skød svensk politi med skarpt på demonstranter og sårede tre, deriblandt en ung mand på 16 som blev hårdt såret. I Genova blev den 23-årige Carlo Giuliani skudt og derefter kørt over to gange af paramilitært politi i en Jeep. Trods den ekstremt hårdhændede opførsel fra politiets side lykkedes det hver gang de demonstrerede at forsinke og besværliggøre topmøderne; i Washington kunne den franske finansminister eksempelvis ikke nå frem til IMF’s hovedkvarter, hvor mødet fandt sted, og i Melbourne kunne den australske premierminister, John Howard, og verdens rigeste mand, Bill Gates, ikke komme ud af kongrescentret, da først de var kommet ind.

Samtidig voksede masseaktionerne hver gang i omfang, i Genova deltog op mod 200.000 i protesterne, og demonstrationerne fik karakter af læringsprocesser, hvor enkeltsagsforkæmpere blev eksponeret for bredere politiske perspektiver og derved radikaliseret. Som ved J18-aktionen i London var flere af topmødeprotesterne organiseret med udgangspunkt i flere forskellige politiske strategier, der hver var symboliseret af en farve.

I Prag, Göteborg og Genova var der en pink blok udgjort af traditionelle venstrefløjsorganisationer, fagforeninger og miljøforkæmpere, som marcherede i samlet flok og var eksplicit ikke-voldelige, en blå blok med sortklædte anarkister og autonome, som kom i hårde kampe med politiet og smadrede butiksvinduer og satte biler i brand, og en gul-hvid blok med Tute Bianche, der klædt i skumgummi og scooterhjelme udøvede civil ulydighed ved at forsøge at mase sig frem til topmødet.

 

Statens respons på topmødeprotesterne var klar: Repression og stadig stigende militarisering af det offentlige rum som et forsøg på at undgå at protesterne bredte sig og skabte en mere udbredt modstand. Før G8-mødet i Genova udtalte Blair, at det var nødvendigt at være mere håndfast over demonstranterne. Der var ikke grund til at være “undskyldende. […] Disse folk repræsenterer ikke nogen."(46)

Protesterne blev derfor mødt af såvel juridiske som fysiske barrierer, der intensiverede konfrontationerne. I Göteborg blev centrum af byen forvandlet til en regulær kampzone, hvor beredent politi jagede demonstranter op og ned af gågadegaden, Avenyn. I Genova blev et fire meter højt hegn rejst rundt om mødeområdet, der af myndighederne blev benævnt “Den røde zone”.(47)

Beboere i området rundt om topmødet blev nægtet at have gæster på besøg, så længe topmødet varede, og de blev udstyret med et adgangsbevis. Samtidig blev de informeret om ikke at hænge uæstetisk vasketøj op under mødet (?). Topmødedeltagerne blev indkvarteret ombord på et krydstogtsskib beliggende i havnen bevogtet af krigsskibe, frømænd og kamphelikoptere. Al tog- og flytrafik til byen blev afbrudt, motorveje lukket og offentlig transport midlertidigt sat på standby. Standene i byen blev lukket, operationer på byens hospitaler, bryllupper og begravelser blev midlertidigt indstillet.

 

Det 20.000 store politikorps kunne visitere alle i byen, og det var forbudt at uddele flyveblade. Trods forsøget på at forvandle Genova til en forladt, befæstet by deltog op mod 200.000 i demonstrationer, der udviklede sig til gadekampe, hvor omkring 700 hundrede mennesker blev såret, 300 arresteret og den 23-årige Giuliani dræbt. Politiet skød med skarpt og kørte målrettet ind i demonstranterne, så en kvinde eksempelvis fik begge ben kørt over. Efter den første dags kampe stormede italiensk politi om natten to skoler, hvor 92 aktivister og pressefolk overnattede og gennembankede de tilstedeværende med knipler og træbat, mens de sang fascistiske sange. 73 af de 92 måtte indlægges.(48) Politiet retfærdiggjorde aktionen med fundet af to molotovcocktails på skolen, men det kom hurtigt frem, at det var politiet, der selv havde medbragt og placeret dem på skolen.(49)

 

I lyset af den efterfølgende historie og implementeringen af et egentligt antioprørsregime i regi af krigen mod terror fremstår den krigslignende respons fra den italienske stats side som et effektivt forsøg på at ødelægge alterglobaliseringsbevægelsen, afspore den begyndende protest mod det neoliberale akkumulationsregime og forhindre at topmødeprotesterne muliggjorde et miljø af ulydighed og modstand. Alterglobaliseringsbevægelsens kombination af politisk kritik, karnevalsk gadefest og hærværk fremstod pludselig utilstrækkelig konfronteret med statens langt mere omfattende vold, der truede med at slå hårdt ned på alle dele af bevægelsen og kriminalisere den. Da der i det foregående 25 år var blevet skruet gevaldigt ned for velfærdsstatens medierende former havde staten ikke andet valg end at gribe til repression mod topmødeprotesterne, der var godt på vej til at udvikle sig til en egentlig selvbestemmende politisk bevægelse.

Politiets angreb på demonstranter i Göteborg og Genova var således ikke blot rettet mod de militante aktivister, der allerede var klar til sige fra, de var i lige så høj grad et forsøg på at ramme og skræmme alle dem, hvis begær gik i en anden retning, end den neoliberale kapitalisme havde brug for. Det var nødvendigt at afspore alterglobaliseringsbevægelsen.

 

Antioprør, militant islamisme og opsplitning

 

Efter Al Qaedas terrorangreb den 11. september 2001 på World Trade Center, Pentagon og Det Hvide Hus blev den politiske offentlighed pludseligt strammet til, og det blev overordentligt svært for alterglobaliseringsbevægelsen at artikulere sin kritik af den neoliberale omstrukturering uden at få skudt i skoene, at de var terrorister eller gik terroristernes ærinde. Den italienske præsident Silvio Berlusconi kædede direkte terrorangrebet på Word Trade Center sammen med protesterne mod neoliberal globalisering og udtalte, at der var en “enestående overensstemmelse” mellem de to.(50)

Med henvisning til Al Qaeda og den militante islamisme blev den politiske horisont indskrænket til et simpelt valg mellem demokrati og terrorisme, og den amerikanske præsident George W. Bush lancerede den såkaldte ‘krig mod terror’, der udstyrede efterretningstjenester, politi og militær med nye udvidede rettigheder til forfølgelse af statens fjender, hvem de så end var.

Al Qaedas angreb på USA skabte en helt ny dagsorden, som alterglobaliseringsbevægelsen havde svært ved at håndtere. De forskellige dele af bevægelsen skulle pludselig finde ud af at kombinere kritik af neoliberalismen med kritik af de krigseventyr, som USA, Storbritannien, Danmark og et mindre hold allierede indledte først i Afghanistan og siden i Irak. Og samtidig skulle de finde ud af at forholde sig til den nye antiimperialistiske kraft, den militante islamisme, som havde rettet et spektakulært slag lige midt i fjæset på verdens supermagt.

Var Bin Laden og Al Qaeda repræsentanter for de undertrykte i den tredje verden, var de en ny antiimperialistisk avantgarde? De antisystemiske satsninger havde svært ved at finde fodfæste i den nye situation. Det momentum, der syntes at være tilvejebragt med protesterne, forsvandt og lod sig ikke umiddelbart kanalisere over i en effektiv krigsmodstand. Det vil sige det lykkedes faktisk at stable enorme demonstrationer mod invasionen i Irak på benene den 15. februar 2003 rigtig mange steder i verden, hvor mellem femten og tyve millioner mennesker på verdensplan var på gaden. Fra Melbourne og Sydney over Ramallah, Rom, Paris, London, Madrid, København, Reykjavik til New York, San Francisco, Buenos Aires og Tokyo demonstrerede folk mod invasionen af Irak. I Rom fandt verdens største demonstration sted med tre millioner deltagere.(51) Antallet af mennesker var overvældende verden rundt, men lige lidt hjalp det som bekendt, krigstrommerne buldrede, og scenen var sat til et storstilet forsøg på at forlænge det neoliberale projekt gennem krig og tilegnelse af Iraks olieindustri.

 

Alterglobaliseringsbevægelsen mistede momentum og havde svært ved at forholde sig til den nye situation, og den kamp der pludselig blev indledt mellem USA og de såkaldte terrorister. Hvem skulle man støtte, og hvordan skulle man agere over for den perverterede antiimperialistiske dobbeltgænger? Den islamiske terrorisme forfulgte så at sige alterglobaliseringsbevægelsen og truede konstant med at kortslutte den antikapitalistiske kritik, som da topmødeprotesterne i Gleneagles i begyndelsen af juli i 2005 brat blev overdøvet af terrorbombningerne i London. Som Petrus Alamire, Giles Redwolf og Alex Trocchi skriver, afsporede terrorbomberne protesterne i Gleneagles fuldstændigt:

 “Før diskussionen om næste dags aktion for alvor kom i gang, indløb nyheden om terrorangrebet i London. Den ramte alle som en mavepumper og hele mødet blev grebet af en uhyggelig stilstand. En mægtig bølge af chok og sorg skyllede ind over møderne. [···] Timingen var næsten perfekt: Den knuste enhver drøm om at fokusere på klimaændringer og fattigdom og opmærksomheden blev nødvendigvis rettet mod George Bushs rustne omkvæd om krig og terrorisme, og sendte enhver i armene på staten. De spektakulære bombninger nærede simpelthen billedet af G8 som forsvarere af den vestlige civilisation mod anarki og islam.”(52)

Situationen havde et tragikomisk skær over sig og ekspliciterede, hvor usammenhængende alterglobaliseringsbevægelsen på mange måder var. En stor grad af rådvildhed prægede derfor reaktionerne: Nogle lod sig indrullere i den antimuslimske kampagne og kampen for såkaldt (vestlig) oplysning, mens andre gjorde deres fjenders fjende til deres ven og endte med at støtte en reaktionær islamisme.

Et af problemerne ved den militante islamisme og Al Qaeda for alter-globaliseringsbevægelsen var naturligvis, at den udstillede den lokale som globale venstrefløjs impotens. Som den marxistiske mellemøstekspert Gilbert Achcar har påpeget, var fremkomsten af den islamiske fundamentalisme jo uløseligt knyttet til forvitringen af et reelt emancipatorisk politisk perspektiv i Mellemøsten.(53)

Bin Ladens kitschede visioner om genkomsten af kalifatet boltrede sig i fraværet af en oprørsk arabisk multitude. I kølvandet på de arabiske nationalstaters fallit og konstant vestlig imperialisme, der var med til at opretholde de diktatoriske regimer med det formål at forhindre etableringen af et levedygtigt alternativ, præsenterede den islamiske fundamentalisme sig som den eneste væsentlige opponent til systemet.

Den islamiske fundamentalisme var på den måde i stand til at appropriere et autentisk krav om lighed og retfærdighed og forvandlede det til en arkaisk og transcendent vision om et samfund, der kunne ophæve ikke blot den imperialisme, som regionen har lidt så meget under, men også ophæve det kaos og den kontingens, der kendetegner moderniteten generelt. Konfronteret med den voksende elendighed blandt masserne og koncentrationen af stor rigdom hos enkelte lokale stammer og klaner, samt udenlandsk dominans, voksede den islamiske fundamentalisme sig stor.

 

Den kanaliserede massernes utilfredshed og krævede på deres vegne en omfordeling af ressourcerne. Men det ændrede naturligvis ikke ved, at den islamiske fundamentalisme var reaktionær: Den ønskede at indføre et præstestyre, hvor Guds ord (fortolket af religiøst lærde) var lov, den var antisemitisk, kvindehadsk og kapitalopbyggende; teokratiets politiske økonomi var ikke andet end en art statslig kapitalisme med mindre magt til finanssektoren og lidt mere til handelssektoren.

Så Bin Laden og hans militante kadrer var ikke en ny anti-imperialisme som venstrefløjen kunne samarbejde med eller støtte. De frygtelige konsekvenser af de USA-styrede besættelser af Irak og Afghanistan tenderede til at skjule, at alterglobaliseringsbevægelsen var konfronteret med et falsk valg, der blot skulle afvises. Et valg mellem en aggressiv neoliberal krigsmaskine og en stærkt reaktionær antiglobaliseringsbevægelse i skikkelse af al-Qaeda og andre.

Mens alterglobaliseringsbevægelsen og de antihegemoniske kræfter havde store problemer med at få greb om udviklingen – skulle man eksempelvis koncentrere sig om at yde modstand mod krigen og derfor udsætte kritikken af neoliberalismen eller hang de to ting sammen – så var den allerede etablerede neoliberale orden derimod ikke sen til at reagere og udnytte chancen til at iværksætte en omfattende kampagne mod alt der på sigt kunne tænkes at udgøre et alternativ. I dække af ‘krigen mod terror’ blev der således skruet op for kontrollen med politik og kultur.

 

Terrorangrebet den 11. september 2001 blev brugt som anledning til i en håndvending at implementere et nyt globalt antioprørs- og kontrolregime, som allerede var blevet prøvetestes i eksempelvis Genova. Det nye regime var ikke et rent militært anliggende, det viste sig hurtigt at udgøre et egentlig styresystem, der ikke kun var rettet mod militære objektiver, men som også angik andre former for trusler. Der skete forandringer i både basis og overbygning. Krigen mod terror var nemlig ikke en rent militær affære, den havde konsekvenser for hele samfundet og muliggjorde en grundlæggende forandring af den politiske praksis, der nu tog form af hvad vi med den italienske filosof Giorgio Agamben kan kalde suverænitetsdiktatur.(54)

 

I kampen mod de nye trusler, der i et første moment blev defineret som islamisk terror, men som hurtigt også omfattede sociale bevægelsers aktioner og lidt efter lidt er blevet udvidet til også at omfatte eksempelvis klimatiske forhold eller økonomiske kriser, var det nødvendigt, at statsmaskinen kunne reagere med et maksimum af effektivitet, hurtighed og styrke, derfor var det nødvendigt at bøje retsstatens regler og tilsidesætte individuelle rettigheder.(55) Da den såkaldte finanskrise begyndte at rulle over skærmene, accentuerede den blot den militære vending, som neoliberalismen allerede var i fuld sving med at foretage. Alle skal ofre sig for kapitalismens skyld. Masseafskedigelser, mistede pensioner, lukninger og død er den pris, der skal betales. Og hvis der er nogen, som vover at gøre modstand, falder hammeren.

USA spillede naturligvis rollen som foregangsland: Med “The Patriot Act”, den såkaldte “Military Order” og ”Domestic Security Enhancement Act of 2003” blev det muligt for den amerikanske stat at tilbageholde personer under mistanke for terroristisk aktivitet i ubestemt tid og stille dem for militærdomstole. Med denne særlovgivning blev de tilfangetagne personers juridiske status ganske enkelt forsøgt suspenderet.(56)

 

Denne udvikling var imidlertid på ingen måde begrænset til USA, som bl.a. den belgiske sociolog Jean-Claude Paye har påvist.(57) Det nye kontrolregime blev nemlig også introduceret i lande, som ikke umiddelbart var direkte konfronteret med terrortrusler, men hvor lovene så blev benyttet til en generel stramning og som forberedelse til kommende konflikter. De forskellige anti-terrorlove rettede sig nemlig ikke blot mod bestemte grupper, lovene sigtede på hele befolkningen – alle er en potentiel terrorist – idet de muliggjorde en generaliseret kontrol af individer og på forhånd intimiderede sociale bevægelser og præventivt kriminaliserede antisystemiske satsninger.(58)

 

Tidligere legitime former for protest blev nu iscenesat af staten og medierne som kriminelle. Som den engelske udviklingsstudieteoretiker Les Levidow formulerer det:

“Den neoliberale globaliseringsdagsorden er stødt ind i større modstand, men vores ledere har ingen alternativ strategi til at disciplinere og udbytte os. Så de har taget tilflugt i mere desperate forholdsregler for at gennemtvinge denne dagsorden. I tilgift til fysisk repression er de antiterroristiske forholdsregler intenderet som terrorisering af dissens. Ligesom ‘krigen mod terrorisme’ ikke har nogen tids- eller rumlig afgrænsning, så udvides straffeloven for at gøre ‘terrorisme’-defintionen mere rummelig. Det er en krig mod dissens, mod vores evne til at yde modstand mod uretfærdighed og undertrykkelse.”(59)

 

Krisestyring og lokale brud

 

Det nye antioprørs- og kontrolregime er en forberedelse på de borgerkrige, som systemet forventer uundgåeligt materialiserer sig i forbindelse med kommende økonomiske og økologiske ulykker. Det fremgår klart af det “National Security and Homeland Security Presidential Directive”, som blev vedtaget i USA i maj 2007. Direktivet suspenderer den konstitutionelle regering og indfører diktatur i tilfælde af en “en katastrofisk nødsituation”, som defineres som “enhver begivenhed, uanset hvor den finder sted, der resulterer i massedrab, ekstraordinær stor skade eller forstyrrelse, der rammer den amerikanske befolkning, infrastruktur, miljø, økonomi eller regeringsfunktioner”.(60)

Systemet har altså allerede accepteret de kommende katastrofer og forestiller sig, at det vil være muligt at arbejde med disse og skabe et sikkert indre, som er på afstand af det smadrede ydre, der er dets forudsætning.

Implementeringen af det nye kontrolregime, som i første omgang var rettet mod de fremmede og gruppen af alle-de-der-ikke-elsker-Danmark-skal-skride-af-helvede-til, men som hurtigt kan applikeres på alle mulige andre (der gøres til) fremmed, fjernede så at sige grundlaget for alterglobaliseringsbevægelsen og gjorde dens aktionsformer illegitime eller direkte kriminelle.

Den frygtens politik, som har sat dagsordenen verden rundt siden 9/11, hev effektivt tæppet væk under forestillingen om, at en anden verden er mulig. I dag fremstår en sådan idé igen truende og suspekt, i dag identificeres alt andet end kapitalens bevægelighed med terror.

 

I denne nye situation med voldsomt eksternt pres kollapsede alter-globaliseringsbevægelsen. Stramningen af den politiske offentlighed indskrænkede det rum, i hvilket alterglobaliseringsbevægelsen agerede og pressede med henvisning til antiterrorisme-diskursen de mere reformistiske og systembevarende dele til at distancere sig fra radikale og militante grupper. Den hårde repression lukkede simpelthen rummet, hvor reformistiske kræfter som ATTAC og antikapitalister som Black Block kunne mødes og agere sammen mod den neoliberale dagsorden. Denne udvikling, hvor der sker en opsplitning i mainstreamappellerende og systemudfordrende, udspillede sig også internt i flere af tidligere ledende grupperinger i alterglobaliserings-bevægelsen:

ATTAC gik eksempelvis gennem voldsomme interne stridigheder i 2005-2006, som mere eller mindre tog livet af organisationen. Da præsidenten for ATTAC’s franske moderafdeling, Bernard Cassen, forsøgte at forvandle organisationen til et EU-afvisende politisk parti, der indtog mainstreampositioner, protesterede lokale græsrodsmedlemmer, som vandt en urafstemning og overtog styringen med organisationen, der efterfølgende så imidlertid knækkede i to, da Cassen og hans protegé, Jacques Nikonoff, nægtede at acceptere resultatet og derfor stiftede deres egen Avenir d’ATTAC.(61)

Mens ATTAC gik i opløsning på grund af fraktionsstrid, så døde Rifondazione Comunista reelt ved valgurnerne i april 2008, da de opnåede meget beskedne 3,1 procent af stemmerne, der betød, at de end ikke blev repræsenteret i det italienske parlament.

 

Med henblik på en kommende international modstand post-Seattle er det imidlertid nok ikke det store tab, at disse organisationer er brudt sammen, da de, som allerede påpeget, reelt ikke på noget tidspunkt formåede at lægge det nationale bag sig, som eksempelvis EZLN og Tute Bianche gjorde det, og aldrig oppebar noget genuint antikapitalistisk perspektiv, men blot agiterede til fordel for en ny keynesiansk løsning, der ikke adresserer det nationalstatslige demokratis begrænsninger og racistiske tendenser. Sammenbruddet af de reformistiske dele af alterglobaliseringsbevægelsen banede imidlertid desværre ikke vejen for de reelt antikapitalistiske grupperinger som Black Block, der har haft nok at gøre med bare at håndtere de nye sikkerhedstiltag og den øgede repression.

 

Alterglobaliseringsbevægelsens radikale dele er desværre på flugt og kæmper for deres blotte overlevelse. Derfor fremstår de sene 1990’eres topmødeprotester og kombinationen af karneval og militans ikke længere som en mulighed for mange. Topmødeprotesterne har ikke mere den samme evne til at mobilisere nye aktivister og fremstår nu mest som et ritualiseret set-up, der ikke peger fremad, men som med jævne mellemrum gennemspiller scenerne med demonstranter i infight med store politistyrker, der farer frem med stadig større brutalitet og voldsomhed. Politiet skal blot henvise til den usikkerhed, aktivisterne skaber, så retfærdiggøres ethvert indgreb og alle forholdsregler.

 

For alterglobaliseringsbevægelsens tændsats, EZLN, tegner situationen heller ikke lys, om end de ikke har givet op. Efter at have erklæret ‘red alert’, forladt deres landsbyer og trukket sig tilbage til skoven i Chiapas og taget bestik af situationen ikke blot i Mexico, men også globalt forsøgte zapatisterne således i juni 2005 at genlancere den antikapitalistiske kamp med “Den sjette erklæring fra Lacandona junglen” (“Sexta Declaración de la Selva Lacandona”), hvori de proklamerede, at de ikke vil vente uendeligt, mens den mexicanske regering fortsatte med at ignorere de løfter, den afgav ti år tidligere. I en situation kendetegnet ved imperialistiske krige, røverkapitalisme og en autoritær mexicanske stat var det ifølge EZLN nødvendigt at intensivere modstanden mod ikke blot neoliberalismen, men mod kapitalismen og gå nye veje, selvom det kunne betyde, at de derved “mistede det lidt, de havde vundet” (i zapatisternes tilfælde vil det sige den eksisterende autonomi uden juridisk sikkerhed).

 “Vi er nået til et punkt, hvor vi ikke kan komme videre, og hvor det samtidigt er muligt, at vi mister alt det, vi har, hvis vi forbliver, hvor vi er og ikke gør mere for at bevæge os fremad. Timen er oprunden, hvor vi igen må tage en chance og tage et skridt, som er farligt, men kan betale sig.” (62)

I forlængelse af proklamationen lancerede EZLN “Den anden kampagne” (“La oltra campaña”) i 2006, hvor Delegeret nul (subcomandante Marcos) rejste rundt i Mexico og holdt møder med allerede eksisterende grupper med henblik på etableringen af et transnationalt antikapitalistisk græsrodsnetværk bestående af autonome, socialister, feminister, bøsser og lesbiske, miljøaktivister, sexarbejdere, indianere, fiskere og bønder i Mexico og USA. Kampagnen var eksplicit iscenesat som et alternativ til den præsidentkampagne, der samtidig rullede over skærmen i Mexico, og som en afvisning af alle de etablerede politiske partier inklusive dem, der positionerede sig til venstre.(63)

Zapatisterne gjorde det klart, at de ikke forventede sig noget som helst fra det etablerede politiske partisystem, men at det tværtimod var nødvendigt at bevæge sig hinsides dets fastlåste venstre-højre dikotomi, der som oftest blot konsoliderer det allerede etablerede. Konfronteret med en stadig mere intens repression og et semi-fascistisk styre, der i dække af en eskalerende narkokrig eliminerer politiske modstandere, bevæger EZLN sig spørgende og med ophøjet raseri videre hinsides partiformen og på jagt efter nye kollektive organisationsformer.(64) Men kan autonome indianere hamle op med en kapital, der opfører sig som Al Capone og massakrerer de ekskluderede?

 

Den overgribende internationale satsning, som alterglobaliseringsbevægelsen var i færd med at etablere, blev bremset og i dag er vi tilbage i en situation, hvor der finder en række vigtige lokale kampe sted, som imidlertid sjældent knyttes sammen. Der er ikke noget positivt program. I København, Athen som Oaxaca siger unge ganske vist fra, gør oprør og viser en formidabel evne til selvorganisering.(65)

Og disse kampe indeholder alle kimen til noget større, de unge kæder det prekære arbejde sammen med en kritik af arbejdet, lader kampen om et social center handle om hele byen, og stormer flygtningelejre for at ramme nationalstaten og dens racistiske eksklusion. Men de mange protester fremstår ofte som rent defensive modreaktioner, og de konvergerer sjældent i en samlet kritik.

Selvom den aktuelle krise er dyb og de kommende og igangværende kampe hårde og skånselsløse, så kan det meget vel være, at det ender med, at systemet genfødes. Det vil selvfølgelig imidlertid ikke være det sidste ord. En anden verden er mulig, spørgsmålet er blot, om den vil blive mere mad end max.

 

(Tak til Niels Fastrup, Carsten Juhl og Morten Visby for hjælp og kommentarer).

NOTER

[1] Ignaçio Ramonet: “Un autre monde est possible”, Le monde diplomatique, maj 1998, p. 1.

[2] Perry Anderson: “Renewals”, New Left Review: New Series, nr. 1, 2000, pp. 5-24.

[3] Francis Fukuyama: Historiens afslutning og det sidste menneske [The End of History and the Last Man, 1992], oversat af Ole Lindegaard Henriksen (København: Gyldendal, 1993).

[4] Russell Jacoby: The End of Utopia: Politics and Culture in an Age of Apathy (New York: Basic Books, 1999), p. XI-XII.

[5] Ibid., p. 23.

[6] Anderson: “Renewals”, p. 11.

[7] Jf. eksempelvis Claude Lefort: Élements d’une critique de la bureaucratie (Genève: Librarie Droz, 1971) og Guy Debord: Skuespilsamfundet [La Société du Spectacle 1967], oversat af Ole Klitgaard (København: Rhodos, 1972). Kritikken af den statskapitalistiske udvikling i Sovjetunionen fandt faktisk sted allerede få år efter den russiske revolution; i begyndelsen af 1920’erne var den tysk-hollandske rådskommunisme og det italienske venstre således i færd med kritisk at analysere de såkaldt ‘socialistiske stater’ og deres kapitalistiske produktionsmåde.

[8] Jf. David Harvey: A Brief History of Neoliberalism (Oxford & New York: Oxford University Press, 2005). Skiftet til neoliberal økonomi skete med varierende hastighed i de forskellige lande, USA, Chile og Storbritannien udgjorde avantgarden, mens eksempelvis Mitterands Frankrig foretog bevægelsen fra statsstyring til neoliberalisering en anelse mere tøvende.

[9] Den keynesianske løsning, som fik sit navn efter den engelske økonom John Maynard Keynes, tog form af højere lønninger til arbejderne mod forøget produktivitet, en institutionel anerkendelse af arbejderklassen gennem fagforeninger og skabelsen af en velfærdsstat, der udbedrede den værste fattigdom og elendighed.

[10] Midnight Notes Collective: “The New Enclosures”, Midnight Oil: Work, Energy, War, 1973-1992 (New York: Autonomedia, 1992), p. 321.

[11] Paolo Virno: “Do You remember counterrevolution?”, Nanni Balestrini & Primo Moroni (red.): L’orda d’oro 1968-1977: La granda ondata rivoluzionaria e creativa, politica ed esistenziale, nuova ed., (Milano: Feltrinelli, 1997), pp. 639-657.

[12] Félix Guattari & Toni Negri: Les nouveaux espaces de liberté (Paris: Dominique Bedou, 1985).

[13] Perry Anderson: “Renewals”, p. 8.

[14] Jf. Michael Meeropol: Surrender: How the Clinton Administration Completed the Reagan Revolution (Ann Arbor: University of Michigan Press, 1998).

[15] John Walton & David Seddon: Free Markets & Food Riots: The Politics of Global Adjustment (Oxford & Cambridge, MA: Blackwell, 1994), p. 43.

[16] Jf. George Ciccariello-Maher: “The Legacy of Caracazo: The Forth World War Started in Venezuela”, Counterpunch, 3/4 marts 2007: http://counterpunch.org/maher03032007.html

[17] I 1992 forsøgte dele af militæret med Hugo Chávez i spidsen at begå militærkup og afsætte Perez, men kuppet mislykkedes. Utilfredshederne med Accion Democrética og det etablerede politiske system tog imidlertid blot til i styrke, og i 1998 vandt Chávez – som var blevet sat på fri fod i 1994 – præsidentvalget i Venezuela og indledte en omfattende nationalisering og omfordeling af landets ressourcer.

[18] Jeffrey Ayers: “Framing Collective Action against Neoliberalism: The Case of the ‘Anti-Globalization’ Movement”, Journal of World-Systems Research, nr. 1, 2004, p. 15.

[19) Zapatisterne tog deres navn fra Emiliano Zapata, som var en af lederne i den mexicanske revolution i 1910. Zapata kæmpede for de fattige bønders rettigheder og en mere retfærdig jordfordeling.

[20] Subcommandante Marcos citeret i John Ross: Rebellion from the Roots: Indian Uprising in Chiapas (Monroe: Common Courage Press, 1995), p. 153.

[21] For en god beskrivelse af zapatisternes kamp frem til 2000, se Bill Weinberg: Homage to Chiapas: The New Indigenous Struggles in Mexico (London & New York: Verso, 2000). I The Chiapas Rebellion: The Struggle for Land and Democracy (Durham & London: Duke University Press, 1998) redegør Neil Harvey detaljeret for den historiske baggrund i Chiapas, kolonialisme og Mexicos statsdannelse. John Holloway og Eloina Perez’ antologi, Zapatista! Reinventing Revolution in Mexico (London: Pluto Press, 1998) samler en række tekster, der diskuterer zapatisternes ideologi og forsøg på at nytænke forestillinger som revolution og organisation. Midnight Notes Collectives’ Auroras of the Zapatistas: Global and Local Struggles in the Fourth World War (New York: Autonomedia, 2001) er en glimrende præsentation og analyse af zapatisterne. John Holloways vigtige Change the World without Taking Power: The Meaning of Revolution Today (London & Sterling, Virgiona: Pluto Press, 2002) er et forsøg på at udvikle en postteleologisk idé om det revolutionære skrig i forlængelse af zapatisterne.

[22] Den konservative amerikanske tænketank, Rand Corporation, dedikerede en hel bog til zapatisternes organisation og kommunikationsstrategier: John Arquilla & David Ronfeldt: The Zapatista Social Netwar in Mexico (Santa Monica: Rand Corporation, 1998). Thomas Olesen redegør for zapatisternes solidaritetsnetværk og dets brug af internettet i International Zapatismo: The Construction of Solidarity in the Age of Globalization (London: Zed Books, 2005).

[23] Zapatisterne har ikke udviklet nogen sammenhængende revolutionær teori, og deres skrifter og udtalelser stikker i mange retninger. De trækker på såvel anarkisme, socialdemokratisme, katolsk frigørelsesteologi, samt, hvad vi kan kalde, oprindelig maya-kommunisme. Der er således også en del lokalpatriotiske elementer i deres diskurs, og de er blevet kritiseret for reelt ikke at være andet end et forsøg på at løsrive sig fra det globale marked og trække sig tilbage til en form for mexicansk nationalt socialdemokrati. Det er dog spørgsmålet om engagementet i mexicansk politik og brugen af eksempelvis det mexicanske flag i demonstrationer ikke snarere er et forsøg på at komme hinsides en lokal bondekamp og appropriere politiske modstanderes symboler (det indtil for nylig i mexicansk politik altdominerende Partido Revolucionario Institucionals logo var i de samme farver som det mexicanske flag). Som Peyman Vahabzadeh skriver: “Zapatista-identiteten kan ikke forstås som præeksisterende identifikationsprocesser. […] Zapatisterne tog ikke Zapata [ som et allerede defineret symbol. I stedet reartikulerede de elementet.” Vahabzadeh: Articulated Experiences: Towards a Radical Phenomenology of Contemporary Social Movements (Albany: State University of New York Press, 2003), p. 88.

[24] Marcos i samtale med Ignaçio Ramonet, Marcos. Samtale med subcomandante Marcos [Marcos, la dignité rebelle, 2001], oversat af Jytte og Peter Dürrfeld (København: Informations Forlag, 2001), p. 27. Oversættelse korrigeret.

[25] En oversigt over de mange anti-WTO aktioner findes på www.apg.org. Beskrivelser af aktionerne i maj 1998 findes også i We are everywhere: The Irresistible Rise of Anti-Capitalism (London & New York: Verso, 2003), pp. 102-105.

[26] For en præsentation af J18 i London, se Wat Tyler: “Dancing at the Edge of Chaos: A Spanner in the Works of Global Capitalism”, We are everywhere: The Irresistible Rise of Anti-Capitalism, pp. 189-195.

[27] David Graeber: “The New Anarchists”, New Left Review, nr. 13, 2002, p. 66. Ask Katzeff har leveret en glimrende analyse af alterglobaliseringsbevægelsens karnevaleske dimension i Karneval mod kapitalismen, upubliceret kandidatspeciale, København Universitet, 2008. Den amerikanske medieteoretiker Stephen Duncombe forsøger i sin Dream: Re-Imaging Progressive Politics in an Age of Fantasy (New York & London: The New Press, 2007) at argumentere for det nødvendige i at udvikle en kreativ, vittig og emotionel venstredissens, der kan tage kampen op med det nye højres effektive frygtpolitik.

[28] Indymedia er et eksempel på alterglobaliseringsbevægelsens brug af nye medier som internettet. Indymedia opstod i forbindelse med protesterne i Seattle i 1999 som et forsøg på at levere en alternativ nyhedskilde til mainstream massemedierne. I dag er der over 150 indymedia-hjemmesider verden rundt. Ania Mauruschat & Jeffrey Wimmer giver en god præsentation af indymedia i “A People’s CNN”, Heinrich Geiselberger (red.): Und Jetzt? Politik, Protest und Propaganda (Frankfurt: Suhrkamp, 2007), pp. 312-322.

[29] For beskrivelser af begivenhederne i Seattle, se Alexander Cockburn, Jeffrey St. Clair og Allan Sekula: 5 Days That Shook the World. Seattle and Beyond (London & New York: Verso, 2000) og Starhawk: “How we really shut down the WTO”, Ronald Hayduk & Benjamin Shepard (red.): From ACT UP to the WTO: Urban Protest and Community Building in the Era of Globalization (London & New York: Verso, 2002), pp. 52-56.

[30] James Harding: “Globalisation’s Children Strike Back” og “Who’s Who in Anti-Globalisation”, Financial Times, 10. September, 2001.

[31] George Lukács: Geschichte und Klassebewußtsein  [1923], (Neuwied & Berlin: Luchterhand, 1970).

[32] Naomi Klein: “Reclaiming the Commons”, New Left Review, nr. 9, 2001, p. 82.

[33] Brian Holmes: “The Revenge of the Concept: Artistic Exchanges, Networked Resistance”, Unleashing the Collective Phantoms: Essays in Reverse Imagineering (New York: Autonomedia, 2008), p. 56.

[34] For en beskrivelse og analyse af alterglobaliseringsbevægelsen fra en Socialist Worker’s Party-relateret filosof, se Alex Callinicos: An Anti-Capitalist Manifesto (Cambridge: Polity Press, 2003).

[35] Jf. Raphaël Wintrebert: ATTAC, la politique autrement? Enquête sur l’histoire et la crise d’une organisation militante (Paris: Éditions la Découverte, 2007), p. 15. Wintrebert analyserer detaljeret den franske afdeling af ATTAC’s udvikling fra 1997 og frem til 2006.

[36] Ignaçio Ramonet: “Désarmons les marchés”, Le Monde diplomatique, december 1997, p. 1.

[37] Jf. George Katsioficas: The Subversion of Politics: European Social Movements and the Decolonization of Everyday Life (Atlantic Highlands, New Jersey: Humanities Press, 1977).

[38] Hele forløbet er beskrevet detaljeret i A. G. Grauwacke:  Autonome in Bewegung. Aus den ersten 23 Jahre (Berlin: Assoziation A, 2004).

[39] Jf. Andrea Fumagallis lille oversigt over alterglobaliseringsbevægelsens forhistorie i Italien: “Histoire du mouvement antiglobalisation en italie”, Multitudes, nr. 10, 2002, pp. 163-175. For en analyse af de sociale centre, se Nick Dines: “What are Social Centres?”, Transgressions, nr. 5, 2001, pp. 23-39.

[40] Citeret i Wu Ming 1: “Tute bianche. La prassi della mitopoiesi in tempi di catastrofe” [2001], Wu Ming: Giap! Storie per attraversare il deserto dagli autori di Q et 54 (Torino: Einaudi, 2003), p. 36.

[41] For præsentationer og analyser af autonomia-traditionen, se Martin Birkner & Robert Foltin: (Post-)Operaismus. Von der Arbeiterautonomia zur Multitude. Geschichte und Gegenwart, Theorie und Praxis (Stuttgart: Schmetterling Verlag, 2006), Guido Borio, Francesca Pozzi & Gigi Roggero (red.): Futuro anteriore. Dai ‘Quaderni Rossi’ ai movimento globali. Ricchezze e limiti dell’operaismo italiano (Rom: Derive Approdi, 2002), Sylvere Lotringer & Christian Marazzi (red.): Autonomia: Post-Political Politics (Cambridge, Massachusetts & London: MIT Press, 2007), Steve Wright: Storming Heaven: Class Composition and Struggle in Italian Autonomist Marxism (London & Stirling, Virginia: Pluto Press, 2002).

[42] Jf. Toni Negri & Michael Hardt: Imperiet [2000], oversat af Karsten Wind Meyhoff (København: Informations Forlag, 2003). Negri har et omfattende forfatterskab bag sig, de vigtigste nyere udgivelser er: Il potere costituente. Saggio sulle alternative del moderno (Milano: SugarCo, 1992), Kairòs, Alma Venus, Multitudo. Nove lezioni impartite a me stesso (Rom: Manifestolibri, 2000) og Multitude: War and Democracy in an Age of Empire (New York: Penguin, 2004). For gode diskussioner af Negris filosofi, se: Timothy S. Murphy & Abdul-Karim Mustapha (red.): The Philosophy of Antonio Negri: Volume I: Resistance in Practice (London & Stirling, Virginia: Pluto Press, 2005), idem: The Philosophy of Antonio Negri: Volume II: Revolution in Theory (London & Stirling, Virginia: Pluto Press, 2007). Udover Negri er det især den italienske filosof Maurizio Lazzarato, som har været med til at udvikle analysen af det nye immaterielle arbejde: Lavoro immateriale. Forme di vita e produzione di soggettività (Verona: Ombre Corte, 1997).

[43] Luther Blissett-projektet var et eksempel på dette. Navnet var et såkaldt multiple name løftet fra en engelsk-jamaicansk fodboldspiller, der en kort overgang uden succes spillede for AC Milan. Alle kunne benytte (ikke)signaturen Luther Blisset, og alt fra kidnapninger af statuer i en kirke til romaner om religionskrige i 1600-tallet blev tilskrevet den uheldige fodboldspiller. Se Luther Blissett: Mind Invaders. Come fottere i media. Manuale di guerriglia e sabotaggio culturale (Rom: Castelvecchi, 2000).

[44] Citeret i Wu Ming 1: “Tute bianche. La prassi della mitopoiesi in tempi di catastrofe”, p. 35.

[45] For en god beskrivelse af mobiliseringen til topmødeprotester i Danmark og den Tute BIanche-inspirerede gruppe, Globale Rødder, se Anders Hassing: “Fremtidsrødder. Signalement af en bevægelse for globalisering fra neden”, Mikkel Bolt & Karin Hindsbo (red.): City Rumble: Kunst, intervention og kritisk offentlighed (København: Forlaget Politisk Revy, 2005), pp. 178-193.

[46] Tony Blair citeret i Alessandra Stanley & Warren Hoge: “Protesters at Bay, Rich Nations’ Chiefs to Meet in Genoa”, The New York Times, 16. august, 2001.

[47] For en god beskrivelse af forløbet i Genova og den nærmest Baron Haussmannske forvandling af Genovas bryum, se Claudio Albertani: “Paint It Black: Black Blocs, Tute Bianche and Zapatistas in the Anti-Globalization Movement”, oversat af Rosanna M. Giammanco Frongia, New Political Science, nr. 4, 2002, pp. 579-595. For en analyse af det kontrolregime, som tidligt var under udvikling i Italien, se Luther Blissett: Nemici dello Stato. Criminali, ‘mostri’ e leggi speciali nella società di controllo (Rom: DeriveApprodi, 1999).

[48] For en beskrivelse af politiets raid af de to skoler, se Nick Davies: “The Bloody Battle of Genoa”, Guardian, 17. juli, 2008.

[49] For en analyse af mediernes dækning af begivenhederne i Genova, se FAIR: Fairness & Accuracy In Reporting: “Media Missing New Evidence About Genoa Violence”, www.fair.org/activism/genoa-update.html

[50] Steven Erlanger: “Italy’s Premier Calls Western Civilization Superior to Islamic World”, New York Times, 27. September, 2001. Herhjemme fik vi for nylig endnu et eksempel på, hvorledes dissens forsøges forvandlet til terror, da Birthe Rønn Hornbech betegnede aktivister, der Gandhi-agtigt satte sig på gaden og derved forsøgte at forhindre politiet i at internere afviste irakiske asylansøgere, som terrorister. Jf. Olav Hergel: “Præster og bedstemødre støtter gadens parlament”, Politiken, 18. August, 2009.

[51] Jf. www.guinessworldrecords.com/content_pages/record.asp?recordid=54365 For en præsentation af den amerikanske krigsmodstand, se den “Antiwar Survey”, som Journal of Aesthetics and Protest udfærdigede: Journal of Aesthetics and Protest, nr. 6, 2008, pp. 132-201.

[52] Petrus Alamire, Giles Redwolf & Alex Trocchi: “Reinventing Dissent! An Unabridged Story of Resistance”, David Harvie, Keir Milburn, Ben Trott & David Watts (red.): Shut Them Down! G8, Gleneagles 2005 and the Movement of Movements (New York: Dissent & Autonomedia, 2005), p. 91.

[53] Jf. Gilbert Achcar: Le Choc des barbaries. Terrorismes et désordre mondial (Paris: 10/18, 2004).

[54] Jf. Giorgio Agamben: Stato di eccezione. Homo sacer, II. I (Torino: Bollati Boringhieri, 2003).

[55] Den tyske sociolog Ulrich Beck har analyseret denne produktion af usikkerhed i sin Risikosamfundet. På vej mod en ny modernitet [Risikogesellschaft. Auf dem Weg in eine andere Moderne, 1986], oversat af Klaus Rasborg (København: Hans Reitzels Forlag, 1997).

[56] Jf. Judith Butler: Precarious Life: Powers of Violence and Mourning (London & New York: Verso, 2004).

[57] Jean-Claude Paye: La Fin de l’État de droit (Paris: La Dispute, 2004).

[58] I forbindelse med klimatopmødet i København, december 2009, planlægger dansk politi at foretage såkaldte præventive anholdelser. “Ved at skride ind tidligt, kan vi forebygge, at tingene udvikler sig”, udtaler rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg. “Politiet vil anholde præventivt”, Politiken, 24. august 2009.

[59] Les Levidow: “Terrorising Dissent: The Neoliberal ‘Anti-terrorist’ Strategy”, The Commoner, 2002, www.commoner.org.uk/02-6groundzero.htm

[60] “National Security and Homeland Security Presidential Directive”, http://georgebush-whitehouse.archives.gov/news/releases/2007/05/20070509-12.html

[61] Se Raphaël Wintreberts analyse af ATTAC’s krise i den allerede omtalte ATTAC, la politique autrement?

[62] “Sexta Declaración de la Selva Lacandona”, http://enlacezapatista.ezln.org.mx/especiales/2

[63] For en god analyse af EZLN’s nye satsning, se Patrick Cuningham: “Reinventing An/Other Anticapitalism in Mexico: The Sixt Declaration of the EZLN and the “Other Campaign”, Werner Bonefeld: Subverting the Present, Imagining the Future: Insurrection, Movement, Commons (New York: Autonomedia, 2008), pp. 203-230.

[64] I december 2008 og januar 2009 afholdt EZLN den såkaldte “Festival for ophøjet raseri” (“Festival Digna Rabia”), hvor de samlede flere tusinde aktivister til diskussionsmøder. I et af sine indlæg kritiserede subcomandante Marcos den mexicanske præsident Felipe Calderóns “Narkokrig”, der indtil videre har kostet mere end 13.000 mennesker livet. “Mexico styres af organiseret kriminalitet. […] Calderón besluttede sig for at støtte et narkokartel og gå i krig med et andet og slap hæren løs i landet og lod den fungere som politi, anklagemyndighed, dommer og bøddel.” Marcos tale findes på: http://dignarabia.ezln.org.mx/?p=426#Marcos

[65] I København udbrød der protesteret og det kom til gadekampe og plyndringer ved flere lejligheder efter politiets rydning af Ungdomshuset den 1. marts 2007. I Athen fandt der omfattende uroligheder sted efter, at politifolk uprovokeret skød og dræbte den 16 årige Alexandros Grigoropoulos den 6. december 2008. Efterfølgende kom det til omfattende uroligheder over hele Grækenland, hvor banker blev plyndret og butikker sat i brand. I Oaxaca i Mexico kom det i maj 2006 til omfattende optøjer, som varede mere end syv måneder, hvor 27 personer mistede livet i kampe med politiet og militær. Protesterne startede som en strejke med lokale undervisere, som politiet brutalt slog ned ved blandt andet at skyde på demonstranterne. Det resulterede i omfattende protester og borgerkrigslignende tilstand, hvor den EZLN-inspirerede organisation APPO (Asamblea Popular de los Pueblos de Oaxaca) krævede den lokale guvernør Ulises Ruiz’ afgang, og i flere måneder agerede som en dobbeltmagt, der reelt styrede byen Oaxaca. Ved hjælp af paramilitære styrker lykkedes det Ruiz at tilbageerobre byen i november under voldsomme kampe.