Tidsdoku. ”Vi må ikke gå som får til slagtebænken...”

Jødiske kvinder i væbnet antifascistisk modstand

Den 21-årige Roza Robota deltog i en væbnet opstand i Auschwitz-Birkenau den 7. oktober 1944 : ”Det er nemmere at dø, når man ved, at andre vil fortsætte”.                                Her er hendes beretning.

• Om udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau-komplekset

” I Østeuropas ghettoer, i det besatte Holland, i Titos partisanhær, fra Lyon i Frankrig til Bialystok i Polen, kæmpede kvinder med våben i hånd mod naziterroren. Mens deres mandlige kammerater efter krigen blev fejret som helte, forsvandt kvinderne i historiens skygge...."

(Ingrid Strobl, revolutionær feminist og antifascistisk forfatter fra Østrig)

Toget med jøderne fra byen Ciechanów kørte direkte til Birkenaus rampe. Roza Robota, 21 år gammel, var klar over, hvad der ventede hende og hendes lidelses-fæller.

Hun var medlem af den jødiske venstreorienterede ung-domsgruppe Hashomer Hazair og havde opbygget den jødiske modstand i Ciechanów ghetto.

Tre dage efter den tyske invasion af Polen var byen blevet besat og nu blev dens jødiske beboere transporteret til gaskamrene. (1)

• Stålkoncernen Krupp

Mens Rozas forældre sammen med de fleste andre deporterede blev drevet i ”brusebadet” (gaskamrene), udvalgte SS-mændene Roza og nogle andre unge kvinder og mænd. De skulle før deres død tjene som arbejdsslaver.

Roza kom i tøjafdelingen, mens de fleste andre udvalgte kvinder blev beordret til at arbejde i Weichsel-Unionværkerne, som var del af stålkoncernen Krupp. Her frem-stillede omkring 1000 tvangsarbejdere tændingshoveder til granater. Kvinderne arbejdede i den såkaldte "krudtpavillon" , virksomhedens mest helbredsskadelige og stærkest overvågede afdeling.   

Roza Robota havde ikke været længe i Auschwitz-Birkenau, da lejrens under-grundsorganisation kontaktede hende. Hun var kendt som tilforladelig og modig og fik en af de mest farlige opgaver: Hun skulle organisere sprængstof til bomber, der skulle bruges i den plan-lagte fangeopstand.

Noah Zabludowicz forklarede hende, hvad opstandsplanerne gik ud på og spurgte i undergrundsledelsens navn, om hun ville være parat til at tage sig af opgaven. Roza Robota samtykkede øjeblikkeligt. Samme aften, efter arbejdet, mødes Roza hemmeligt med andre kvinder hun kendte fra hendes hjemby Ciechanów.

Hun fortalte om den kommende opstand og spurgte dem om hjælp. Kvinderne skulle under deres arbejde på natteholdet, der ikke var så skrapt kontrolleret som dag-holdet, stjæle sprængstof og smugle det ud af fabriksområdet.

Her ville Roza indsamle det. Kvinderne var ivrige for således  at ´kunne gøre noget for sagen' :

”Vi kan klare det og det afhænger af os selv, om det lykkes” siger en af dem – Ester Wajsblum. ”Tusinder vil blive dræbt, men måske vil nogen blive reddet. Vi må ikke bare se passivt til, at millioner i al hemmelighed bliver myrdet. Det er vores pligt at skabe forudsætninger for masseflugten (...). Vi må ikke gå som får til slagtebænken. Vi må gøre modstand.” (2)  

• Opstanden forberedes  

Omkring 20 jødiske tvangsarbejdere fra Weichsel-Unionværkernes krudtpavillon smuglede nat fot nat bittesmå dåser sprængstof ud af virksomheden.

Det lykkedes for dem at passere gennem kontrollerne ved at skjule sprængstof i deres blikmadskåle eller i knuderne på deres hovedtørklæde.

Roza indsamlede de natlige ”rationer” og gav det videre til en kammerat fra Ciechanów. Derfra gik det igennem talrige andre hænder, indtil det nåede frem til Filatov, en russisk krigsfange og sprængstofekspert.

• Alt gik galt...

Det var ham, der byggede bomberne. Men opstanden fandt ikke sted. Alt gik galt og der kom hele tiden noget uventet imellem. 

Fangernes ”Sonderkommando”, der arbejdede ved krematorierne, blev utålmodig. Deres situation var desperat. Hver dag skubbede de tonsvis af lig i krematorieovnene. Det var uudholdeligt og flere af dem havde allerede begået selvmord.

Deres sidste håb var, at opstanden i det mindste kunne redde de ca. 400.000 ungarske jøder, som blev bragt til kz - Birkenau med de sidste store massetransporter. Da også dette håb var ved at smuldre, besluttede de at handle på egne vegne, uafhængigt af lejrens undergrundsledelses mislykkede planer. 

_________________________   

Blok 11 – Auschwitz torturkammer    

Den 7. oktober 1944 revolterede fangerne fra krematoriene (3). De dræbte 30 kz-bødler fra SS (Schutz Staffel, nazi-elitekorps) og sprængte en af de fire krematorie afdelinger i luften.

Derefter forsøgte de i fællesskab at bryde ud af lejren. Samtlige af  de flygtende døde i kz-vagternes kugleregn. Den politiske afdeling af lejrens SS startede øjeblikkeligt efterforskningen. Brugen af sprængstoffet ledte til Weichsel-Union-værkerne.  

• SS-bødlernes torturmetoder

Efter forhør af talrige ansatte på værkerne blev tre kvinder fra krudtpavillonen an-holdt: Esther Wajsblum, Ella Gertner og Regina Saphirstein. Samt Roza Robota fra beklædningsafdelingen.

De fire kvinder blev udsat for forfærdelig tortur. Mest brutalt gik det ud over Roza Robota, som SS-bødlerne formodede var en direkte forbindelse til lejrens hemmelige undergrundsorganisering.

Hver dag blev Roza ført til den berygtede blok 11 – Auschwitz torturkammer. Da hun på et tidspunkt kun var en blodig klump kød og ikke kunne gå længere, blev hun slæbt af to kvindelige fangevogtere til fortsat tortur.  

Undergrundsledelsens medlemmer, som Roza Robota havde stået i direkte kontakt til, forberedte sig på det værste. De vidste, at ingen kunne holde stand mod disse forhørs-metoder.

Men Roza holdt stand. Noah Zbludowicz, hendes gamle kampfælle fra hendes hjemby, overtalte Jacob, der var blokansvarlig i blok 11, til at skaffe ham adgang til Rozas celle. Jacob sørgede for, at vagterne fik alkohol at drikke og da de var blevet godt fulde, bragte han Noah til Rozas fangehul i kælderen.    

Noah Zabludowicz, som overlevede Auschwitz, berettede senere om dette møde:

” Jeg fik det privilegium at være den sidste der så Roza, få dage før hun blev henrettet. Om natten sneg jeg mig til bunkeren i blok 11 og så cellerne i de mørke korridorer. Jeg hørte de fordømtes stønnen og var dybt rystet. Jacob førte mig til Rozas celle. (...)

Da mine øjne havde vænnet sig til mørket, så jeg en skikkelse, der var dækket af iturevne tøjstykker, ligge på cementgulvet. Hun vendte hovedet mod mig. Jeg kunne næsten ikke genkende hende. Efter et par minutters tavshed begyndte hun at tale.

Hun fortalte om de sadistiske metoder, som tyskerne brugte mod hende i forhøret. Intet menneskeligt væsen kan udholde det. Hun sagde, at hun havde taget al skyld på sig og ingen andre var i fare.

Hun havde ikke forrådt nogen. Jeg forsøgte at trøste hende, men hun hørte ikke efter. ”Jeg ved, hvad jeg har gjort, og jeg ved også, hvad der vil ske med mig”, sagde hun. ”Det er nemmere at dø”, sagde hun, ”når man ved, at andre vil fortsætte”. (4)  

                    ____________________________________________

”Deres øjne kiggede lige ud, langt væk, mod friheden”   

Den 6. januar 1945 blev de fire kvinder hængt på Auschwitz store samlingsplads. Ester Wajsblums søster Hana, der ligeledes arbejdede i krudtpavillonen, beretter senere om henrettelsen:

”De brølede: ’Op til samling !!’ Men det var først klokken fem om morgenen (...) Pludselig kunne jeg se området mellem blok fire og fem. Hvad er det for et samlingsopråb? (...)

Mens jeg stod der og drømte om noget andet, så jeg hende (min søster) pludseligt. (...) Derefter hørte jeg råbene: ’Krudtafdeling træd frem!’ (..) Jeg  løftede hovedet, tæt foran mig så jeg galgen. Jeg forstod, hvad der skulle ske (..)

Stilheden på pladsen. Jeg hørte de hurtige åndedræt og den tilbageholdte gråd, tårene. De gik. Deres hoveder løftet, deres øjne kiggede lige ud, langt væk, mod friheden. Stolenes klapren da de blev trukket væk under fødderne. De døde.” (5)

Beretningen er oversat af ikh./autonom infoservice fra Ingrid Strobls bog om kvinders væbnede modstand i det besatte Europa og i koncentrationslejrene.

_______________________________________

Ingrid Strobl: ”Sag nie, du gehst den letzten Weg”, udg. på Fischer Verlag, 1989.

Ifølge Dansk Center for Holocaust og Folkedrabsstudier blev over 1 million jøder og ca. 130.000 - 150.000 andre, først og fremmest sigøjnere og sovjetiske krigsfanger, myrdet i gaskamrene i udryddelses-lejren Auschwitz-Birkenau-komplekset der fungerede desuden som arbejdsfangelejr med op til 120.000 fanger.

Befrielsen.                      Den 27. januar 1945 befriede Den røde Hær Auschwitz-Birkenau. De stødte på 7650 fanger, der enten var meget syge eller havde skjult sig. Mange af dem var syge og så underernærede, at de døde kort tid efter deres befrielse.   

2) Hana Wajsblum: Widerstand in Auschwitz, Dachauer Hefte, Nov. 1987 Archiv Yad Vashem, side 251.

     __________

     Litteratur

     Biografier om Roza Robota

• Ruben Ainszstein: "Jewish Resistance in Nazi-Occupied Eastern Europe"  

• Yuri Suhl: "Roza Robota – Heroine of the Auschwitz Underground, Armed Jewish Resistance"

      _____________

      Baggrundsinfos

• Socialistisk Biblioteks arkiv:  Auschwitz og holocaust 
• autonom infoservice:  Nazi-rigets sidste dage – en dokumentarisk skildring

____________

Om Ingrid Strobl:

Ingrid Strobl er en kendt østrigsk/tysk forfatter, som har skrevet en del feministisk litteratur. Hun blev fængslet i dec. 1987, anklaget for at tilhøre kredsen omkring det tyske autonome byguerilla-netværk Revolutionäre Zellen. Efter 2 ½ år blev hun løsladt pga mangel på beviser. Ved doms-afsigelsen demonstrerede omkring 10.000 autonome og feminister i Köln i solidaritet med hende.

• Læs på dansk Ingrid Strobls artikel: Angsten for frihedens gys  

         Hendes bogudgivelser:  

• " Women in the Armed Resistance to Fascism and German Occupation 1936-1945 ", udg. Partisanas Paperback  
• " Die Angst kam erst danach: Jüdische Frauen im Widerstand in Europa 1939-1945 ", udg. Fischer Taschenbuch, 2005  
• " Das Feld des Vergessens. Jüdischer Widerstand und deutsche 'Vergangenheitsbewältigung ", udg. Edition ID-Archiv, Taschenbuch, 1995