Aktivisten der afslørede Israels atomvåbenarsenal

I 1986 afslørede Mordechai Vanunu Israels illegale atomvåbenprogram og var af den grund 18 år i fængsel – deraf størstedelen i isolation.

Vanunu er hovedperson i en politisk thriller fra det virkelige liv. Den omfatter alt fra opsigtsvækkende afsløringer, hed forelskelse, forræderi, kidnapning, en chefredaktørs stikker-virksomhed og barbariske fængselsforhold…

Her er hans historie.

Mordechai Vanunu var 18 år i fængsel og bliver indtil i dag chikaneret af det israelske sikkerhedsapparat, fordi han afslørede Israels atompolitik, som landet indtil i dag nægter at kommentere.

Ikke mindst fordi Vanunu bliver ved med at kræve, at ’International Atomic Energy Agency (IAEA) skal forlange, at den israelske regering bekender sig åbent til landets nukleare våben og fremlægger en konkret plan for demontering af disse atomvåben.

Skønt Mordachai Vanunu er blevet løsladt for mange år siden (2004), er han stadig væk underlagt udrejse-forbud, en regelmæssig meldepligt, forbud mod kontakt til udenlandske medier, etc.

___________

Billedet th. viser anholdelsen af den norske sogne-præst Tor Øystein Vaaland i Østjerusalem, d. 25. maj 2015, fordi han havde talte med Mordechai Vanunu i en bogcafé.

Mordechai Vanunus historie

Mordechai Vanunu var 31 år, da han i Rom blev kidnappet af den israelske efterretnings-tjeneste Mossad.

Efter 7 måneders hemmelig retssag dømmes israeleren Mordechai Vanunu for 27 år siden, den 24. marts 1988, til 18 års fængsel for spionage.

Mordechai Vanunu afslører Mossads kidnapning af ham

Onsdag, den 21.april 2004 blev han løsladt efter 18 års fangenskab i israelske fængsler. 12 års totalisolation, utallige chikaner og overgreb kunne ikke nedbryde hans identitet.
Straks efter løsladelsen lovede han ved en pressekonference foran fængslet, at han ville fortsatte kampen for, at Israel under-tegner den internationale overenskomst for kontrol og begrænsning af nuklear våben teknologi og andre masse-ødelæggelsesvåben.

_______________

Hvordan det hele begyndte

Fyret fra nuklearforskningscentret Dimona

Mordechai Vanunus historie tager sit udgangpunkt i nuklearforskningscentret Dimona, hvor han blev specialuddannet som atomfysiker. Samtidigt hermed læste han filosofi og geografi på Ben-Gurion-universitetet i byen Beer-Sheva, i udkanten af Negev-ørkenen.

På universitetet begyndte han at engagere sig samfundspolitisk. Han gik ind for ligeberettigelse mellem israelere og palæstinensere, han støttede kravet om israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder og han gik ind for oprettelse af en suveræn palæstinensisk stat i fredelig sameksistens med Israel.

I denne periode gjorde han desuden op med sin jødisk-ortodokse socialisering som barn af strengtroende forældre. Således engagerede Vanunu sig for religionsfrihed og for adskillelsen mellem den jødiske trosretning og staten.

Problemerne, der fulgte i kølvandet af dette engagement, førte ham til en konsekvent afvisning af Israels militære adfærd overfor palæstinenserne og landets arabiske naboer.

Disse aktiviteter tiltrak efterretningsvæsenet Shin Bets interesse og overvågningen af ham blev sat i gang. I november 1985 var han én af i alt 180 medarbejdere, der blev fyret fra deres arbejde hos nuklearforskningscentret Dimona.
Efter hans fyring tog Vanunu i januar 1986 ud at rejse for at finde nye arbejds- og levemuligheder. Dette førte ham efter nogen omflakken i Sydøstasien til Australien.
I Sydney sluttede han venskab med den lutherianske præst John McKnight. I denne periode konverterede Vanunu fra sin jødiske tro til den kristne trosretning.
I Sydney fik han kontakt med den colombianske journalist Oscar Guerrero og han besluttede sig for med hans hjælp at offentliggøre sine personlige og politiske erfaringer og viden fra arbejdet i atomcentret Dimona.

Opsigtsvækkende afsløringer i Sunday Times

Sommeren 1986 fløj Vanunu således til London, hvor han indgik et samarbejdsaftale med Sunday Times. (1) Avisens chefredaktion dannede en udvalgt gruppe af journalister og eksperter, som gennemarbejdede og tjekkede Vanunus fremlagte materiale, inklusive de medbragte 80 fotografier, som han hemmeligt havde optaget under sit arbejde på Dimona.
Den 5. oktober 1986 bragte Sunday Times en stort opslået artikel om Israels atomvåben-produktion, illustreret med billeddokumentation og skitser, der i detaljer viste nuklearvåbencentrets bygnings-kompleks.
Ekkoet var over alle forventninger kollossalt. Artiklen dokumenterede i tekst og billeder, hvad Israel hårdnakket havde benægtet, nemlig at staten i flere år havde fremstillet nuklearvåben af forskellige størrelser. Med et anslået arsenal på mellem 200 – 500 atomvåben, placerede Israel sig med ét slag som den sjette største atommagt i verden. (2)

”Atom-moskeen” – seks etager under jorden

Sunday Times forsvarede artiklens forfattere mod en stormbølge af mere eller mindre målrettede beskyldninger om falskneri og løgnagtige påstande. Disse beskyldninger kom blandt andet fra det konkurrerende blad Sunday Mirror. (3)

Sunday Times henviste til de undersøgelser, som avisens daværende chefredaktion lod udarbejde af to kendte atomfysikere:

Den amerikanske atomfysiker, professor Theodor Taylor, der deltog i frem-stillingen af den amerikanske brintbombe og den britiske atomvidenskabsmand professor Frank Barnaby, direktør for det Internationale Fredsforskningsinstitut SIPRI i Stockholm. SIPRI udgiver årligt en statusrapport om den globale kernevåbenproduktions omfang.

På basis af Vanunus skitsetegninger blev der lavet en konstruktion af atomcentret Dimona.

Den viste en to etagers bygning over jorden, som bestod af reaktorkuplen og luft- filteranlægget, samt kontorerne, kantinen, bade- og wc-området.

Mens kontrolrummene, produktions- hallerne, laboratorierne og selve kernevåbenproduktionsafdelingerne befandt sig i de 6 etager, som lå under jorden.

Den forgyldte reaktorkuppel og de skorstenslignende luftfilteranlæg lignede ved første blik en moskebygning med minaretter. Folk, der bor i nærheden af dette militært strengt afsikrede område kalder det for ”atom-moskeen”.

_________________________________

Israel – verdens 5. største atommagt

Det anslås i dag, at Israel er i besiddelse af omkring 500 atomvåben samt et højt teknologisk affyringssystem.

Dermed har landet i løbet af 1990` erne fortrængt Storbritannien fra pladsen som verdens 5. største atommagt. Skønt Israel i forhold til både USA og Rusland, der hver har mindst 10.000 nuklearvåben, kun udgør en miniature atommagt, så er landet de facto blevet en atom-stormagt.

Efterforskninger har dokumenteret, at Israel har fået opbygget sit atom-program med hjælp fra det tidligere sydafrikanske apartheidregime. Til gengæld leverede Israel våben i stort omfang til Sydafrika på trods af FNs våbenembargo.

Israels forberedte et atombombe angreb mod dets arabiske naboer

Der findes troværdige antagelser om, at Israel allerede midt i 1960`erne gennemførte atomprøvesprængninger i Negev-ørkenen i nærheden af den israelsk-ægyptiske grænse. Derudover er det blevet offentligt kendt, at Israel har deltaget i lignende forsøg i Algeriet i samarbejde med Frankrig.

Under den såk. ”Jom-Kippur-krig” i 1973 mellem Israel og dets arabiske naboer forberedte Israel anvendelsen af de omkring et dusin atomvåben, de dengang rådede over.

Den israelske atomenergikommission

Det israelske kernevåbenprogram startede imidlertid langt tidligere, i slutningen af 1940’erne under ledelse af Ernst Bergmann, som i 1952 grundlagde den israelske atomenergikommission.
På dette tidspunkt fik det israelske nuklear-projekt først og fremmest støtte fra Frankrig.

I dette forløb blev atomproduktionsfabrikken Dimona bygget i nærheden af Bersheba i Negev-ørkenen. Fabrikken bestod af en nukleardrevet reaktor og et plutoniums- fremstillingsanlæg. I 1964 startede den egentlige produktion af Israels atomvåben.

Nedskydning af passagerfly - 104 civile mistede livet

De israelske myndigheder har hele tiden hævdet, at Dimona-anlægget var henholdsvis et mangananlæg eller en tekstilfabrik. De praktiserede sikkerhedsforanstaltninger samt offentligt kendte hændelser fortæller imidlertid en helt anden historie.
Således skød israelsk militær, der bevogter Dimona-anlægget, i 1967 et af sine egne Miragefly ned, da det ved en fejltagelse fløj over Dimona. Det samme skete i 1973, da et libysk passagerfly ved en fejl afveg fra den officielle flyverute og nærmede sig Dimona. Flyet blev skudt ned og 104 civile mistede livet.

Vanunu sporløst forsvundet

Offentliggørelsen af Mordechai Vanunus oplysninger i Sunday Times den 5.oktober 1986 skabte furore i verdensoffentligheden. Men Vanunu selv var sporløst forsvundet. Ingen vidste, hvor han var. I første omgang troede man, at han var gået under jorden, indtil stormen efter afsløringerne havde lagt sig.

Efterhånden som tiden gik og Vanunu stadig væk ikke dukkede op, begyndte rygterne at løbe løbsk. Virkelighedens hændelser overgik dog de fleste af dem, da sandheden endelig kom frem. "Motta”, som hans venner kaldte Vanunu var tre uger tidligere kommet fra Australien til London for at få offentliggjort sin viden om den israelske kernevåben-produktion.

Som "Sunday Times" senere fandt ud af, var den australske efterretningstjeneste vel infor- meret om hans forehavende og de gav deres oplysninger videre til deres engelske pendant samtidigt med Vanunus ankomst til London.

Mossad-agent ”Cindy” og kidnapningen i Rom

På en spadsertur i Londons city gjorde han bekendtskab med en attraktiv, blond kvinde. De gik sammen i byens caféer, grinte og svingede lige fra første øjeblik godt sammen. ”Motta” var tiltrukket af den kønne, høje kvinde ved navn ”Cindy”.
Efter et par intense dage med flirt og erotiske tilnærmelser, foreslog ”Cindy”, at de tog en tur sammen til Rom, hvor de kunne bo i hendes bortrejste søsters romantiske lejlighed og hvor hun havde tænkt sig at opfylde alle hans ønsker.

Vanunu, som ikke kendte nogen personligt i det regnkolde London tog lykkelig imod dette eventyrlige tilbud.
Nogle dage efter drog de hånd i hånd fra Heathrow til Leonardo-da-Vinci-Airport. En taxi kørte dem til den angivelige kærligheds- rede i udkanten af Rom. Ved deres ankomst viste det sig, at den tomme lejlighed allerede var optaget.

Mossad går i aktion

En specialkommando fra Mossad – Israels efterretningstjeneste på udenrigsplan, overmandede Vanunu og bedøvede ham med æter. ”Cindy” gav ham en indsprøjtning med stærk bedøvelsesmedicin. Derefter pakkede Mossad-agenterne deres offer ned i en transportkasse til appelsiner og bragte ham ombord på et fragtskib, der sejlede under israelsk flag.

Da Vanunu kom til bevidsthed igen befandt han sig allerede i Tel Aviv. Politiets forhørs-leder fortalte ham, at ”Cindy” var hemmelig agent for Mossad og hendes mission havde været at få ham lokket til Rom.
Senere fandt journalister ud af, at ”Cindys” virkelige navn var Cheryl Bentov. Hun stammede fra den nordisraelske by Naunya og hun var gift med en major fra forsvarets efterretningstjeneste. I dag lever hun under navnet Cheryl Goodman i USA.

_________________________________________

”Jeg blev bortført i Rom, Italien, den 30.september 1986 - Fly fra London BA 504”

For den internationale offentlighed forblev Mordechai Vanunu sporløst forsvundet, indtil myndighederne i Tel Aviv bekendtgjorde hans ”anholdelse” umiddelbart før processen mod ham der startede i december 1986.
Han befandt sig i isolationsafdelingen i Askelon-fængslet og havde ingen kontakt til andre end politiet. Enhver kontakt til omverdenen var strengt forbudt. Retsbygningen, hvor processen fandt sted, lignede en fæstning og Vanunu måtte på vejen frem og tilbage fra retsbygningen bære motorcykelhjelm og håndhjern.

Dog lykkedes det for Vanunu i starten af processen at overliste hans fængselseskorte. Han nåede at råbe ordet ”Rom!” til de forsamlede journalister foran retsbygningen og det lykkedes ham at fremvise sin håndflade, hvorpå han havde skrevet : ”Jeg blev bortført i Rom, Italien, den 30.september 1986. Fly fra London BA 504.”

Mordechai Vanunu forhindrers af Mossad-agenter at tale til journalister

En sæk over hovedet

Fra dette tidspunkt af måtte Vanunu bære en sæk over hovedet og sirener blev sat i gang ved ankomst og afgang fra retsbygningen for at overdøve eventuelle tilråb til de ventende journalister udenfor. Men skandalen var allerede en realitet. Det var en let sag for journalisterne at undersøge Vanunus oplysninger.

Således fik de hurtigt bekræftet, at han var med som passagér på det oplyste fly og at der var der bestilt returbillet med åben dato. Skandalen, som Israels statsterroristiske akt udløste, bredte sig straks til mulige medansvarlige på højeste politiske plan.

Italiensk domstol fordømmer Israels handling

Den 24. december 1986 bekendtgjorde Italiens daværende ministerpræsident Craxi, at en italiensk domstol ville klarlægge omstændighederne omkring Vanunus bortførelse. Domstolen under ledelse af dommeren Demenico Sica konkluderede, at de israelske myndigheder stod bag Vanunus bortførelse. Dette ansås som en grov tilsidesættelse af såvel italiensk som international retsopfattelse.
Indtil i dag er det uklart, hvilken rolle den engelske efterretningstjeneste spillede i denne affære.

Det engelske dagblad ”London Financel Time” fra den 9. november 1986, chokerede offentligheden med påstanden om, at den daværende israelske ministerpræsident Simon Peres i en telefonsamtale forud havde informeret den tidligere konservative premier-minister Margaret Thatcher om ” den forestående hjemføring af Vanunu”. Fra Downing Street kom omgående en skriftlig tilbagevisning af påstanden.

Vanunu skulle likvideres

Mange år senere kom det frem, at den columbianske journalist Oscar Guerrero, som formidlede Vanunus insidehistorie til Sunday Times også i al hemmelighed tilbød historien til konkurrenten Sunday Mirror. Avisens udgiver, Robert Maxwell, blev senere afsløret som medarbejder for Mossad.

Han gav kopier af Vanunus fotografier og informationsmateriale straks videre til den israelske ambassade. Sunday Mirror frem-stillede Vanunu som notorisk løgner på bladets titelside som svaret på Sunday Times afsløringer.
Robert Maxwell, der stod for artiklens redaktionelle udformning, druknede under indtil idag uafklarede, mysteriøse omstændig-heder i 1991.
Umiddelbart før den forestående medie-afsløring af Israels atomvåben gennem Sunday Times, nedsættes på foranledning af den israelske premierminister Simon Peres en krisestab, bestående af politikere og efterretningsfolk.

Her dikuterede man bl.a. en eventuel likvidering af Vanunu. Dette skridt blev dog forkastet , da man var overbevidst om, at den britiske og amerikanske efterretningstjeneste allerede vidste besked om Vanunus afsløringer.

Underkastet ”sensorisk deprivation”

Vanunu tilbragte 18 år i fængsel. Af dem var han 12 år i total-isolation. Ifølge Guinness rekordbogen, den længste isolation, som en fange har været udsat for. De første år af hans isolation var Vanunu underlagt forhold, som Amnesty International tilbage i 1970`erne har klassificeret som ”hvid tortur”.

Denne form for tortur blev oprindeligt indført af den tyske stat mod de politiske fanger fra Rote Armée Fraktion (RAF) og andre militante venstrefløjs sammenhænge.

I dag anvendes disse metoder, der har til formål at nedbryde fangers identitet og helbred uden synlige tegn på voldanvendelse, mod bl.a. politiske fanger i tyrkiske og israelske fængsler.

For Vanunu betød det, at hans celle døgnet rundt var badet i neonlys og konstant blev video-overvåget. Der fandtes ingen vinduer i hans sterilt designede celle. Denne akustiske og optiske afskærmethed, den såkaldte ”sensoriske deprivation” fratager fangen enhver fornemmelse af tid og rum, af smag og lugt.

Vanunu led ifølge hans pårørende under konstante psykiske og fysiske lidelser. Så som permanent hovedpine, manglende koncentrationsevne og rasteløshed…

Sultestrejke mod de horrible fængselsbetingelser

Efter to år gik Vanunu i en 33-dages sultestrejke. Derefter blev hans situation minimalt forbedret. Han fik bl.a. lov til at skrive breve til sine nærmeste. Efter isolationsårene fik han tilladelse til at modtage besøg fra pårørende hver anden uge.
Ifølge den israelske spionage-ekspert Jossi Melmann skulle denne behandling af Vanunu ”... tjene det formål at afskrække andre fra at afsløre statshemmeligheder”.

__________________________________

Israels tidligere præsident Ezar Weissman: "... den næste krig vil ikke være af konventionel art”

Der hersker ingen tvivl om, at eksistensen af et kæmpe arsenal af massetilintetgørelses-våben i et område med store konfliktflader som Mellemøsten, indebærer uoverskuelige konsekvenser.

Seymon Hersh, forfatter og Mellemøst ekspert mener, at hvis der igen skulle udbryde en væbnet konflikt i Mellemøsten, eller hvis en arabisk nabostat affyrer en raket mod Israel, sådan som det irakiske militær gjorde, er en nuklear eskalation højst sandsynligt.
Noget som ifølge Hersh tidligere har været utænkeligt og kun blev anset for at være den ”allersidste udvej”. Dette bliver indirekte bekræftet af Israels tidligere præsident Ezar Weissman’s udtalelse om samme spørgsmål: ”Den nukleare krigsførelse får uden tvivl større betydning, idet den næste krig (i Mellemøsten) ikke vil være af konventionel art.”

Carl-von-Ossietzky-medaljen

I december 2010 skulle Vanunu overrækkes "Carl-von-Ossietzky"- medaljen af "Den Internationale Liga for Menneskerettigheder". Da han ikke fik tilladelse til at rejse ud af Israel, blev der i stedet for festligheden i Berlin arrangeret en protestmanifestation, der samtidig var optakten til en kampagne for atom-nedrustning.
I den anledning komponerede Joachim Johow et musikstykke, som blev uropført den 12. december 2010.

Forud for denne begivenhed havde flere Nobelpris modtagere - blandt andet Mairead Corrigan-Maguire og Günther Grass, samt sangeren Nina Hagen henvendt sig til den israelske regering og indtrængede bedt dem om at give Vanunu udrejsetilladelse...

________________________________________________

(Artiklen er skrevet af al. til dagbladet Arbejderen (2002) og modkraft. Ajourført for autonom infoservice i 2019 ).

Noter

Sunday Times er søndagsudgaven af Times, den konservative presses flagskib. Oplaget ligger på omkring 0,9 millioner.
USA, Rusland, Frankrig, Kina, og Storbritannien
Sunday Mirror er søndagsudgaven af ”The Mirror”
part af den såkaldte "yellow press" i UK.

Kilder

Div. avisartikler fra "The Sunday Times" , "Die Zeit" og "Süddeutsche Zeitung".
Peter Hounam: "Woman from Mossad. The Torment of Mordechai Vanunu" London 1999
Mark Gaffney: "Dimona. The Third Temple. The Story Behind the Vanunu Revelation". Brattleboro,1989

PS.

USAs regeringers forhold til Israel

Israel får opbakning fra Trumps administration uanset landets interne apartheid-politik mod ikke-jøder og bosættelsesstrategi på palæstinensernes territorium.

Præsident Donald Trump: " USA bør anerkende Israels suverænitet over Golan ..." (marts 2019)

Således udgør USAs finansielle støtte på over 3 milliarder dollars årligt en tredje del af USAs internationale udviklingshjælp. Israel anvender næsten udelukkende disse penge til militære formål.
Enhver politiker der opstiller til præsidentposten har indtil nu – med undtagelse af Bernie Sanders – underskrevet en loyalitetserklæring over for Israel. Denne historisk dybt forankrede støtte fra USAs magt-apparat hænger også sammen med, at den israelske militærmagt traditionelt agerer som støtte for alskens reaktionære regimer, ofte parallelt og mere offensivt end de respektive amerikanske regeringer.

Et af de mest markante eksempler er Israels støtte til det sydafrikanske apartheid-regime samt de latinamerikanske militærdiktaturer i 70’erne. (Mens jødiske venstrefløjsfolk på samme tid deltog / støttede modstanden mod disse regimer).

"I am Your Spy"

... Who is in charge?
Who knows where this train is going?
... You are the secret agent of the people.
You are the eyes of the nation.
Agent-spy, tell us what you´ve seen.
Tell us what the insiders,
the clever ones,
have hidden from us.
... I have no choice.
I´m a little man, a citizen,
one of the people,
but I´ll do what I have to.
I´ve heard the voice of my conscience
and there´s is nowhere to hide."

- Mordechai Vanunu -