'Brigate Rosse' – una storia italiana

Den 16. marts 1978, bortfører De Røde Brigader formanden for partiet 'Democrazia Cristiana' Aldo Moro. Formålet er at slå en kile i den truende koalition mellem den parlamentariske højre - og venstrefløj.

Regeringen afviser de revolutionæres krav om anerkendelse af dem som politisk opposition. Bortførelsen ender efter 55 dage med Aldo Moros død den 9. maj 1978.

  • Hvem var de Røde Brigader? 
  • Beretning fra Prospero Gallinari, der deltog i bortførelsen af Aldo Moro 
”Kommando Via Fani” bortførte den 16. marts 1978 i Rom Aldo Moro og dræbte hans 5 livvagter.
”Kommando Via Fani” bortførte den 16. marts 1978 i Rom Aldo Moro og dræbte hans 5 livvagter.
  • Prospero Gallinari fra De Røde Brigaders
    ”Kommando Via Fani“ 
    :
Prospero Gallinari (1951 - 2013)
Prospero Gallinari (1951 - 2013)

" Vi var 10 personer: En arbejder fra Breda, en tekniker fra Siemens, en landmand, en pædagog, en håndværker, to løsarbejdere, en student, en arbejdsløs og jeg. Ti almindelige mennesker mellem 20 og 30 år. 

- Det var vores mål at sætte gang i en revolutionær proces – en social og politisk kamp, der havde ulmet gennem længere tid. Vi betragtede dette stort anlagte angreb på den italienske stat som et vigtigt skridt i en løbende revolutionær proces."

  • (Aldo Moros politiske projekt var også kommunistpartiet PCIs. Et projekt, som De Røde Brigader (BR) og den autonome   bevægelse bekæmpede med alle midler. BRs parole var: Angrib statens hjerte! autonom infoservice)

”Vi ville ikke bare forhindre dannelsen af en koalitionsregering, vi ville indlede en langsigtet krig med det mål at erobre magten, den første fase bestod i et direkte angreb på det vigtigste parti i efterkrigstidens Italien. "
Således skildrer Prospero Gallinari i 2011, to år før sin død, i TV-kanalen Arte sammensætningen af og de politiske mål for BRs ”Kommando Via Fani”, som den 16.marts 1978 bortførte Aldo Moro og dræbte hans 5 livvagter. 55 dage efter endte bortførelsen med Aldo Moros død.
Efter en afhøringsproces dømte ”Kommando Via Fani”  Moro til døden. Den 9. maj 1978 blev hans lig fundet i et bagagerum i en bil parkeret i Roms historiske centrum.  

  • Hvorfor skulle Aldo Moro dø ?

Svaret på dette spørgsmål er politisk. Udenfor det folkefængsel, hvor BR-kommandoen havde anbragt Moro, var der mange politiske kræfter, som ikke havde den ringeste interesse i, at Moro kom fri. I såvel italienske som internationale politiske sammenhænge var han en ubekvem figur.

Det var disse hardlinere, der satte sig igennem. Deres devise var: "Ingen forhandling med terrorister, koste hvad det". Denne linje blev støttet af både kristdemokraterne, kommunisterne og de forskellige statslige instanser, der ikke ville vige en milimeter.

  • Den manglende eftergivenhed overraskede først og fremmest 
    bortførerne fra BR:

"Med hvert et brev, hvert et komminique, hver en telefonsamtale med familien håbede vi på at sætte noget i bevægelse", udtaler Valerion Morucci "dengang vidste vi ikke, at der ikke var noget at sætte bevægelse i ".

Brigadisterne Valerio Morucci og Adriana Faranda
Brigadisterne Valerio Morucci og Adriana Faranda

Det var ikke kun i Vesten, at man frygtede den politiske "åbning mod venstre", som det "historiske kompromis" ville indebære. I Moskva syntes man heller ikke om idéen om, at det stærkeste kommunistiske parti i Vesten frigjorde sig fra ’de sovjetiske brødre’. Projektet opponerede mod logikken i Den Kolde Krig, og det var man ikke parat til – hverken i Vest eller Øst.  

BR Var parate til at udveksle Moro
med en af  organisationens politiske fanger

Gennem Franco Piperno, som var medlem
af den autonome operaistiske organisation "Potere Operaio“, forsøgte man at etablere kontakt til BR, der erklærede, at de var paratetil at udveksle Moro med en af BRs politiske fanger.
I en sidste telefonsamtale med Moros familie sagde Mario Moretti, talsmand af BRs aktions-kommandoen, at Brigate Rosses til slut havde accepteret en symbolsk gestus:

" Et højtstående medlem af Kristdemokraterne skulle offentligt erklære
parathed til at overveje kravene fra BR. Det var den politiske anerkendelse,
som BR forlangte til gengæld for at løslade Aldo Moro.Men følgerne af denne anerkendelse ville formodentlig på mange planer skabe så meget ravage, at elimineringen af en førende poltitiker syntes at være det ”mindste onde.

  • Fantasifulde sammensværgelsesteorier 

Der er flere "alternative versioner" i omløb omkring Aldo Moro sagen. Det skyldes uden tvivl, at det stadig ikke er fuldstændig opklaret, hvad der skete i de 55 dage i Rom. Der er stadig mange huller, uklarheder, forsvundne eller forfalskede dokumenter og bevidste eller ubevidste forviskning af spor. 

Fordi uigennemsigtighed får sammensværgelsesteorier til at blomstre, eksisterer der nu versioner for stort set enhver anskuelse, alt efter hvilken politisk betydning man tillægger begivenheden. 
Særligt et spørgsmål dukker op igen og igen: Har BR handlet helt på egen hånd? Det står imidlertid fast: Intet er bevist indtil videre. Også den tredje parlamentariske undersøgelseskommission, der begyndte sit arbejde i 2015, kunne udover et par detaljer ikke fremvise nogen nye erkendelser og bekræfter i grunden de tidligere BR-aktivisters version. (1)

Den historiske kerne i BR, der blev dannet i Milano i 1970, var anklaget i en spektakulær retsproces der havde været igang i to år i Torino på det tidspunkt, hvor Aldo Moro bliver bortført.
De ikke-fængslede medlemmer af den væbnede guerilla udøver en række anslag på personer, der identificeres som symbol på kontrarevolutionen:
Dommere, arbejdsgivere, fængselsvagter, reaktionære journalister mv. bliver skudt i
benene af BR-aktivister.
En skræmmemetode der fik betegnelsen gambizzazioni – skud i benene. Klasse-fjenden og særlige repræsentanter for statsapparatet skulle ikke uden konsekvenser slippe fra deres ugerninger.

         Note

  1. Fra den daværende kreds omkring ‚Autonomia Operaia‘, som var i politisk opposition til BR, stammer mange seriøse undersøgelser, der har sat sig for
    at muliggøre en reel historisk oparbejdning af denne tids sociale og politiske konflikter, for dermed at kunne begribe den væbnede venstrefløj og den kontekst, den opstod ud fra.
    Forfattere som f.eks journalist Andrea Colombo ("Un affare di Stato. Il delitto Moro 40 anni dopo", 2018), den tidl. BR-aktivist Paolo Persichetti med bloggen »insorgenze« samt Forlaget Derive Approdi er nogen af dem, som med deres arbejde har bidraget til at udrydde de vilde rygter om angivelige bagmænd, der kun er baseret på enkeltes udsagn og indicier.
    Forfatterne til bogen "Brigate Rosse" (Derive Approdi, 2017) har som de første fået tilgang til dokumenter, som sikkerhedsapparterne har måttet overgive til statsarkivet, da deres status som statshemmeligheder blev ophævet i 2014.

(Forstør ved at klikke på billedet):  

Opbruddets tid

Det globale væbnede oprør

Den væbnede kamps strategi sejrede i starten af 60'erne en del steder i vidt forskellige dele af verden og opnåede vigtige og synlige sociale landvindinger.

Cuba blev befriet, flertallet af Algeriets befolkning tvang den franske kolonialisme ud, Vietnams befrielseshær kæmpede ukueligt mod verdens stærkeste imperialistiske magt - USA. I lande som Angola, Rhodesia (i dag: Zimbabwe) blev der ført guerillakamp. I Sydafrika, Argentina, Bolivia, Uruguay, Brasilien, etc. udvikledes der byguerilla aktiviteter.

Den væbnede kamps strategi var således vidt udbredt og prægede en del steder modstanden mod de herskende samfundsforhold.
I imperialismens periferi var det fortrinsvis bjergene, som var guerillaens kampterræn.
I selve metropolerne var det byernes anonyme strukturer og det politiske netværk.

I starten af 1970' erne trådte en ny form for revolutionær kamp ind på de imperialistiske metropolers scene: Byguerillakampen.

_____________

Væbnet kamp i Italien

I Genua opstod i oktober 1969 den første væbnede byguerillagruppe "22. Oktober", som direkte politisk reaktion på de samfundsmæssige brydninger i 1968/69. Gruppens mål var at "udløse en revolutionær partisankrig".

Denne gruppe bestod af såvel gamle partisaner fra Italiens store antifascistiske modstandsbevægelse "La Resistenza" og skuffede aktivister fra kommunistpartiets - PCI's ungdoms-organisation.   

Det skete i de år, hvor ikke kun det politiske establishment men hele det italienske samfund frygtede dramatiske udviklinger: Attentater, spændingens strategi – fra statskup til borgerkrig, alt kunne tænkes. 
Det er frem for alt årene med Autonomia Operaia, de besatte fabrikker, 77-bevægelsen og militante demonstrationer, hvor der blev skudt med skarpt og byguerillaens aktioner. 

      Den autonome bevægelses anti-repressionskongres i Bologna, den 23. - 25. september 1977
Den autonome bevægelses anti-repressionskongres i Bologna, den 23. - 25. september 1977
  • De første byguerillagrupper dannes

Kort tid efter det fascistiske bombeattentat i en bank i Milanos centrum og rygterne om et forestående militærkup fra profascistiske grupper i hæren, dannede ejeren af et stort italiensk venstrefløjsforlag, Giancomo Feltrinelli, bypartisangruppen Gruppi d'Azione Partigiana - GAP  (Partisanernes Aktions Gruppe).

Giancomo Feltrinelli og Fidel Castro
Giancomo Feltrinelli og Fidel Castro

Også GAP søgte at knytte an til La Resistenzas modstandstradition og stod politisk for en såkaldt foco-guerillakoncept. (En strategi, som går ud på via væbnede angreb at gøre magthaverne usikre og skabe gro-bund for en generel folkeopstand. Che Guevara var denne strategis mest kendte protagonist). 
'22. Oktobergruppen' blev på et tidspunkt GAP's væbnede gren i byen Genova. Den største del af gruppens aktivister blev efter en del bankrøverier og sabotageaktioner mod statslige institutioner anholdt og dømt til flere års fængsel.   

_____________ 

Byguerillaorganisation
Brigate Rosse
 (1970-89)
Udsprunget af den militante arbejderbevægelse i 1960'erne. I 1980'erne splittet op i en række mindre fraktioner, der en for en blev nedkæmpet af den italienske statsapparat.

  • Militante fabriksaktioner 

I november 1970 opstår de strukturer, der senere dannede Brigate Rosse - BR. De fleste aktivisteer kommer fra gruppen Collettivo Politico Metropolitano - CPM  (Stor byernes Politiske Kollektiv) samt fra arbejdernes 'basisenhedskomitéerne' - CUB, der
er stærk forankret i en hel del fabrikker i og omkring Milano. Deres højborg er auto-mobilkoncernen Pirelli.
De første år bliver aktivisterne kendt for at gribe direkte ind i strejkekampene ved at brænde afdelingsledernes og direktørenes biler af og ved at afstraffe dem personligt ved at placere dem i affaldscontainere, give dem prygl, binde dem fast ved fabriks-porten etc.  
I denne konstitueringsfase agerer aktivisterne relativt åbent og opnår en stor sympati blandt deres arbejdskollegaer på trods af hets fra kommunistpartiet PCI, som ser deres hidtidige politisk faglige hegemoni i de disse nøgleindustrier truet.

                                                - Pirelli-arbejder demonstrerer i Milano -

  • Basisarbejde i boligkvartererne

Omtrent på samme tidspunkt støder en række dogmatiske ml-grupper, der er opstået udfra den italienske studenterbevægelse i årene 1967/68 på deres egne organisator-iske grænser. Skønt at disse indbyrdes konkurrerende ml-grupper var nogle af de første der opnåede en vis forankring i de norditalienske virksomheder, vidste de sig ud af stand til at kunne rumme de eksisterende konflikters kompleksitet og mister derfor ret hurtig enhver indflydelse på fabrikkerne.
Dette sker efterhånden for stort set alle de revolutionære venstrefløjsorganisationer i produktionssektoren, omend udfra andre årsager (f.eks. massefyringer af faglige aktivister). I tiden derefter koncentrerer venstrefløjen derfor sit politiske arbejde i industri-byernes boligkvarterer. Kun de illegalt arbejdende grupperinger formår at bibeholde en aktionsduelighed på fabrikkerne.

Opbygning af en væbnet, bred modmagt fra neden

I løbet af 1970/71 lykkes det for De Røde Brigader at opnå en solid forankring såvel i bykvarterene som på fabrikkerne. Et karakteristisk eksempel herpå er begiven-hederne omkring den 25. april - partisanernes modstandsdag:

I 1971 og 1972 hejser befolkningen i to arbejderkvarterer i Milano på denne dag flere hundrede Brigate Rosse-faner, som de selv har syet. I fabrikkerne
er BR især forankret i virksomheder som f.eks. Siemens, Marelli, Breda, Pirelli, Falck, etc. Organisationen vokser og deres perspektiv er opbygningen af en væbnet bred modmagt fra neden.

Den første bortførelse

Aktionerne optrappes og deres karakter forandres:
Den 3.marts 1972 finder den første bortførelse sted. Idalgo Macchiarini, en ledende ingeniør fra Siemenskoncernen bliver fotograferet med et BR-papskilt, afhørt og igen løsladt:  

Idalgo Macchiarini - en ledende ingeniør fra Siemens-koncernen
Idalgo Macchiarini - en ledende ingeniør fra Siemens-koncernen

BR-aktivisterne offentliggører afhøringen, som bl.a. afslørede nogle luskede og hidtil hemmeligholdte rationaliseringsplaner for nogle af koncernens afdelinger. Aktionen får stor opbakning fra arbejderne og de revolutionære, udenomsparlamentariske grupper.
I BR's første periode adskiller organisationen sig politisk fra de andre revolutionære venstrefløjsgrupper, idet BR på dette tidspunkt opfattede sig selv som en slags arvtager til Italiens kommunistparti - PCI. BR opfattede det daværende kommunist- parti som en stor progressiv bevægelse under en politisk reformistisk, systemkonform ledelse.  

            ___________________________________________

"Provokerende optræden i rendyrket fascistisk stil"

PCI's ledelse fordømmer i partiavisen "L'unita" Brigate Rosse’s aktioner og betegner dem som "provokerende optræden i rendyrket fascistisk stil". 
Fra kommunistpartiets ledelse lyder det: "Når disse aktiviteter sker, må arbejderne som de første tage initiativ til at rydde dem af vejen på en måde, som svarer til aktionernes karakter!"  
Men arbejderne forråder nu ikke brigadisterne til hverken arbejdsgiverne eller politiet. Som modreaktion udbreder PCI-ledelsen i den kommende tid en masse absurde opspind om de Røde Brigader, som de anser som en farlig konkurrent på venstrefløjen i den norditalienske industribælte. 

  • PCIs desinformationskampagne

Det var kommunistpartiets centralorgan "L´unita", som fuldstændig udokumenteret udbredte rygtet om, at Brigate Rosse`s ledelseskomité var infiltreret af hemmelige tjenester. Borgerlige medier og dele af den reformistiske venstrefløj tog dette ukritisk til sig og bryggede videre på kommunistpartiets desinformations kampagne.

Autonome arbejderkomiteer

I slutningen af marts 1973 organiserer tusinder af arbejdere helt autonomt besættelsen af de store Fiat-Mirafioriværker i Torino, efter det blev kendt, at fagforeninglederne fra PCI og PSI-socialisterne, havde accepteret et kompromis, som lå meget langt fra deres egne opstillede krav til arbejdsgiverne.

Den drivende kraft i besættelserne er de norditalienske arbejdere, som er fortrolige med de udenoms-parlamentariske kampformer, og som åbent kæmper imod profit-maksimerende lønarbejdsforhold.

Staten lader militæret gå i position, men tøver dog med at angribe de besatte og barrikaderede fabriks-områder, der er udsmykket med røde faner.
Til sidst giver arbejdsgiverne efter og opfylder betingelsesløst arbejdernes krav. 
Året 1973 bringer det definitive brud mellem PCI og størstedelen af de aktivt kæmp-ende arbejdere: Erfaringerne fra Mirafiori har spredt idéen om autonome basis-strukturer, baseret på åbne arbejderforsamlinger som beslutningsfora. 
Dette står i absolut opposition til PCI's hierarkiske organisation, og brudfladerne mellem PCI og modstandskomitéerne fra neden breder sig hurtigt over hele Italien.  

Kommunistpartiets reformistiske strategi

På samme tid drager PCI den diametralt modsatte politiske konklusion:
På baggrund af militærkuppet i Chile i september 1973 konkluderer PCI's ledelse, at den direkte kamp er umulig, og kommunistpartiet propaganderer fra nu af et "historisk kompromis", dvs. en regeringskoalition med det regerende kristelige demokratiske parti.
En konservativ samlingskoalition med forskellige indbyrdes konkurrerende politiske centre, der kun holdt sammen af magtpolitiske grunde. (Partiet blev efter afsløringer af ledelsens systematiske korruption og omfattende kriminalitet i 90'erne totalt fragmenteret).  

  • Den økonomiske krise og den revolutionære venstrefløj

Fra 1973 forandrer situationen sig radikalt. Den begyndende krise med stigende inflation, arbejdsløshed og udstødning af socialt svagt stillede grupper fører til, at
nye modstandsmiljøer vokser frem og resulterer i store  omgrupperinger på den revolutionære venstrefløj.
De gode erfaringer med med autonome kampstrukturerfører til en krise i de større venstrefløjsbevægelser til venstre for PCI. Den venstremarxistiske, operaistiske organisation "Potere Operaio" (Arbejdermagt) og det venstresocialistiske, spontane- istiske bevægelsesparti "Lotta Continua" * (Kampen Fortsætter) opløser sig. 

* ("Lotta Continua" var i en periode Venstresocialisternes / VS's venskabs-organisation i Italien).

Autonomia Operaia - demonstration (Avisen 'Rosso')
Autonomia Operaia - demonstration (Avisen 'Rosso')

Autonomia Operaia

Nogle af deres medlemmer danner et legalt agernde organisationsnetværk i de spirende autonome aktivistmiljøer i Italiens storbyer: Autonomia Operaia  - den organiserede Arbejderautonomi. 
Andre autonome kredse gå i gang med at opbygge omkring 1974 den væbnede autonome byguerilla Prima Linea. ("Frontlinjen"), for at kunne sætte noget imod statens repressionspraksis.
Prima Linea udgør et landsdækkende net-værk af byguerillaceller, som oprindeligt udspringer fra Lotta Continuas ordens-vagtgruppe og som få tilslutning fra mange autonome aktivister. Prima Linea koncentrerer sig først og fremmest på væbnede aktioner mod statens repressionsapparat. I slutningen af 70'erne bliver bevægelsen knust i en blodig konfrontation med statsapparatet.  

  • Den parlamentarisk orienterede venstrefløj

De mere traditionelle, leninistiske organisationer som Avantguardia Operaia, og den venstresocialistiske udbrydergruppe fra PCI - Il Partito di Unità Proletaria (PDUP) - orienterer sig derimod parlamentarisk institutionelt som "valgalternativet til PCI" og opgiver ethvert perspektiv om en revolutionær forandringsproces fra neden. Som følge heraf spillede de heller ingen rolle i den store revolte i årene 1977 og frem til 1980. 

  • 1977- bevægelsen bliver til

De Røde Brigader formulerer deres ny strategiprogram: "Angrib statens hjerte". Titusinder af unge - studenter, arbejdere og arbejdsløse - danner autonome kollektiver, komitéer og autonome forsamlinger. De besætter huse og danner sociale mødesteder i kvarterene - de såkaldte "Centri Sociali".

Fra 1975 opstår en stærk kvindebevægelse med feministiske kampperspektiver. Der udvikler sig et mangfoldigt kulturspektrum med radikale politiske, sociale og kreative udtryksformer som aktionsteater, dans, frie piratradioer, utallige tidsskrifter, festivals og musikgrupper mm.  

  •  PCI's valgsejre og politiske højredrejning

Befolkningens store behov for forandring giver ved valget i 1975/76 PCI det bedste valgresultat nogensinde. I stedet for at følge dette behov op med konkret handling, formulerer partiet i bedste socialdemokratiske tradition parolen om, at "arbejder-klassen skal blive til statsmagten" og propaganderer sammen med CGIL (PCI-orienteret største fagforbund i Italien) den såkaldte to fase-politik:  

I den første etape skal arbejderne være med til at bringe nogle ofre for at kompensere for de tidligere produktionstab pga. de mange strejker og dermed bidrage til produktionsstigningen.
I den anden etape skal der indledes nogle mere retfærdige fordelinger af rig-dommen og af magten.

Konkret forsøger PCI at profilere sig som disciplinerende instans overfor subversive, revolutionære og oppositionelle bevægelser i samfundet og præsentere sig som en seriøs statsbærende kraft.  

  • Revolten og statens repression

I året 1977 kulminerer revolten blandt ungdommen på universiteterne og i storbyerne. Mere end 100.000 aktivister, organiseret i et væld af autonome strukturer revolterer mod deres sociale og politiske umyndiggørelse.

De kæmper for selvbestemte livsformer og generelle samfundsforandringer - og bliver så mødt med omfattende kriminali-sering og repression fra statsmagtens side. Mange steder er PCI-politikere direkte ansvarlige for den til dels blodige nedkæmpelse af de unges revolte.
 (Se  "Il Movimento del '77" – ungdomsrevolten fra neden, autonom infoservice, februar 2017 ).

  • "Guerilla diffusa"

Repressionen fører til at illegale, væbnede kampformer i stort omfang tages i brug, mens legale masseinitiativer næsten er umuliggjort. Politiet går så langt, at de ved nogle demonstrationer begynder at skyde med maskinpistoler i knæhøjde mod demonstranterne, hvorved mange bliver såret. (Det skete bl.a. den 21. april 1977 i Rom).
Nogle autonome grupper håber på at kunne forhindre bevægelsens opsplitning ved at tilspidse den militære konfrontation med systemet.  

Regeringen vedtog i samarbejde med PCI en hel del repressive paragraffer, som erklærede undtagelsestilstanden for en ganske normal situation. Bevægelsens svar var - på trods af utallige splittelser - en uforbeholden solidaritet med den væbnede, subversive bevægelsesmodstand.

  • 1977: Omkring 3000 væbnede aktioner

Alene i 1977 gennemførtes omkring 3.000 væbnede aktioner.
Også i årene 1978 og 1979 gennemførtes i stigende omfang væbnede aktioner. 
Det skønnes, at der i de disse år fandtes omkring 300 væbnede lokalt eller regionalt agerende grupper i hele Italien, samt tre store byguerilla organisationer: Brigate Rosse, Prima Linea og NAP (Nuclei armati prolertarii / Proletariatets væbnede kærne, som opstod udfra de store fængselsrevolter).
Ældre organisationer som De Røde Brigader får i kølvandet af den massive statslige repression i en periode stor tilslutning fra tidligere aktivister i den autonome bevægelse. Andre dele af den autonome bevægelse danner den føderal organiserede Prima Linea. *

__________

* Væbnede regionale grupper der var tilknyttet den autonome byguerilla Prima Linea:
Lotta Armata per il Comunismo, Brigate Comuniste Combattenti, Squadre Operaie Combattenti, Ronde Armate Proletarie, Squadre Operaie Armate, Reparti Proletari dell'Esercito di Liberazione Comunista, Potere Proletario Armato, Gruppi Armati Proletari, Reparti Comunisti Combattent, Squadre Proletarie Territoriali, Comitati Comunisti Combattenti, Guardie Proletarie Territoriali, Azione Rivoluzionaria, Ronde Proletarie Tiburtino, Proletari Organizzati per il Comunismo, Collettivi Studenti Operai dei Castelli Romani, Ronde Proletarie, Squadre Proletarie di Combattimento-Esercito di Liberazione Comunista, mv

Aldo Moro
Aldo Moro
  • BR's bortførelse af Aldo Moro

I marts 1978 bortfører De Røde Brigader de kristlige-demokraters formand Aldo Moro, for at slå en kile ind i den truende store koalition mellem den parlamentariske højre - og venstrefløj. (PCI's strategi om et "historisk kompromis" med borgerskabets partier).
Statsapparatet afviser de væbnede revolutionæres krav om anerkendelse af deres fanger som politiske, og bortførelsen ender efter 55 dage med Aldo Moros død. Derefter følger den ene kriminaliseringsbølge efter den anden og i årene 1979-1982  var over 20.000 revolutionære aktivister i fængsel.
I 40.000 processer dømmes de til mere eller mindre langvarige fængsels straffe. Tusinder af revolutionære flygter i disse år fra Italien i eksil, til andre europæiske lande eller til f.eks. Nicaragua og El Salvador, hvor de deltager i kampen mod diktaturene.

Solidaritetshilsener til fangerne fra BR i en af de talrige retsprocesser
Solidaritetshilsener til fangerne fra BR i en af de talrige retsprocesser

Mara Cagol - kendt og populær medlem af BR, henrettet af en af politiets antiterror-enheder, da hun lå bevidstløs på jorden.

       ____________________

Strategiske debatter

De Røde Brigader er den modstandsgruppe, som holder længst ud mod repressionen. Indtil begyndelsen af 80'erne gennemføres et væld af aktioner mod statens repræsentanter i militæret, justits, og politivæsenet, mod korrupte politikere og industriledere.
Samtidigt påbegyndes en omfattende diskussion om organisationens fremtidige politiske/militære perspektiver og funktion.   

  • Opløsningsproces og afslutning af den væbnede kamp

Ved hjælp af et lovkompleks, der garanterer fanger fra væbnede grupper straf-nedsættelse og/eller deres frihed, hvis de samarbejder med politiet, lykkes det for statsapparatet gennem de følgende år at knuse organisationens hidtil sikre illegale strukturer. Mange aktivister blev anholdt og organisationens flertal beslutter i 1982 deres "strategiske tilbagetog".

Flere fraktioner i BR er ikke indforstået med denne flertalsbeslutning og fortsætter i mindre grupper og med reduceret politisk aktionsradius guerillakampen nogle år frem.
I slutningen af 80'erne afsluttedes Brigate Rosses kamp. På dette tidspunkt befinder der sig flere tusinde aktivister fra de væbnede grupper i de italienske fængsler.
I dag er de fleste aktivister fra BR løsladt. Et mindre antal af kvinder og mænd fra byguerillagrupperne befinder sig dog stadigvæk i fængslerne.  

_______________ 

  • Brigate Rosse fraktioner efter 1981 

BR - Partito della Guerriglia (BR-guerilla parti) Spaltede sig ud af BR i 1981. Organisationen forsøgte at transformere sig fra en væbnet organisation til et væbnet parti. De mente, at situationen i Italien stod umiddelbart foran en langvarig borgerkrig, og at de revolutionære kræfter måtte tilpasse sig dette konfrontationsniveau. Efter mange anholdelser blev BR-PG opløst i slutningen af 1982.  

- BR - Partito Communista Combattente (BR - Kæmpende Kommunistparti) Efter bortførelsen af arbejdslederen Guiseppe Taliercio, den 5. juli 1981, gennemført af BR's venetianske afdeling (den såkaldte 'kolonne'), besluttede en forsamling deriblandt BRs 'strategiske ledelse' samme år og sted  navneforandringen til BR - Kæmpende Kommunistparti. Organisationen  bortførte bl.a. US-generalen James Lee Dozier.

BR-PCC var tilknyttet den vesteuropæiske, såkaldte "anti-imperialistiske guerillafront", der i sin tid blev startet af byguerillagrupperne Rote Armee Fraktion - RAF i Vesttyskland og Action Directe i Frankrig. I maj 1982 erklærede BR-PCC det allerede før nævnte "strategiske tilbagetog" og i 1988 opløstes denne BR-fraktion.  

- BR- Unione Communisti Combattenti (BR- UCC, Forbund af kæmpende kommunister). BR-UCC blev dannet i 1985 af den anden politiske hovedstrømning i De Røde Brigader, som kritiserede organisationen for at mangle en politisk og organisatorisk sammenhængende koncept og struktur. BR-UCC vurderede den aktuelle situation udfra en såkaldt marxisme-leninisme position. BR-UCC's sidste aktion var nedskydningen af den daværende ministerpræsident Bettino Craxis økonomiske chefrådgiver Antonio Da Empoli og noget senere bortførelsen af Nato-generalen Licio Giorgeri. Efter en del anholdelser - deriblandt af nogle landskendte fagforeningsfolk - opløstes organisationen i slutningen af 80'erne.  

- BR- kolonne Walter Alasia. Gruppen var i begyndelsen af 80'erne aktiv som en ren fabriksguerilla i Milano. Mere end 500 arbejdere var i 1980-81 organiseret i BR-Walter Alasia. Politisk forsvandt denne væbnede formation i takt med de store omstruktureringer i produktionen. De resterende blev anholdt af politiet. Ofte som resultat af PCI-fagforeningsfunktionærenes stikkervirksomhed til politiet.  

______________

De revolutionære fanger

  • I perioden fra 1971- 2000 befandt der sig omkring 5.000 fanger
    fra de væbnede grupper i Italiens fængsler (se billederne nedenfor)
    I dag findes der stadigvæk en mindre gruppe af  fanger fra byguerilla 

    kampen. Fortrinsvis fra De Røde Brigader. 
    (Forstør ved at klikke på billedet): 

(Skrevet af folk fra 'autonomi kollektivet' til leksikon.org. i 2001 og løbende ajourført til autonom infoservice). 

  • Sangen om kammerater fra den italienske militante venstrefløj, der faldt i kampen mod staten:

Litteratur og kildemateriale

  • Giorgio Galli nella "Storia del Partito Armato" (1986)
  • Stefan Seifert Lotta armata, Edition ID-Archiv
  • Mario Moretti, Intervista di Carla Mosca e Rossana Rossanda: Brigate Rosse - Una storia italiana, Anabasi editore. 1992
  • Renato Curcio: Mit offenem Blick. Zur Geschichte der Roten Brigaden. Ein Gespräch mit Mario Scialoja. ID-Verlag
  • Italien: Zyklus, Zusammensetzung/Bewaffneter Kampf „Reihe Texte“ , München 1989
  • Peter Chotjewitz: Die Bankräuber aus der Barriera , Trikont, München 1971
  • Henner Hess ”Angriff auf das Herz des Staates....“ Bd. 1 + 2, Frankfurt 1983
    På dansk:
  • Korrespondence mellem folk fra autonomi-kollektivet og Giovanni Senzani (Politisk fange fra BR-Napoli), offentliggjort i forskellige udgaver af tidsskriftet Autonomi i 1990’erne.

Relateret
autonom infoservice:

Fængslede medlemmer af Brigate Rosse
Fængslede medlemmer af Brigate Rosse

"De var De Røde Brigader" (1:2).  
DR-K, mandag, den 22. og 29. juli 2013.
Fransk dokumentar fra 2009.

Denne fransk producerede dokumentar udsendelse om Aldo Moros bortførelse, går langt ud over temaet og lader aktørerne fra Brigate Rosse selv tale i en begivenhedsrig tidskontekst.
En informerende skildring af denne tid især i  førstedelen. Skønt den godt kunne have været  mere kronologisk og mindre episodisk i fremstilling af BRs historie... (se DRKs filmarkiv).