Onsdag, den 19. maj 2010 blev de oprørske ”rødskjorter” fordrevet fra Bangkoks centrum med militær magt. ”Rødskjorterne” havde holdt kvarteret bz-at i over en uge.
Forud gik borgerkrigslignende konfrontationer, der har kostet omkring 50 mennesker livet og flere hundrede sårede. Dele af Bangkoks forretningskvarter
brændte ned ved tirsdagens heftige kampe.
Bevægelsens aktivister har nu trukket sig foreløbigt tilbage. Ifølge aktivisternes egne udsagn i medierne, vil bevægelsen samle kræfter til et nyt fremstød ”indtil regeringen er faldet og der
gennemføres et nyvalg”.
-
Hvem er oppositionsbevægelsen, der populært kaldes ”rødskjorterne” og hvis officielle betegnelse er ”Den forenede front for demokrati mod
diktaturet” (UDD)?
Bevægelsen spænder vidt. Nogle UDD-aktivister grundlægger demokratiske basisorganer og uddannelsessteder. Andre UDD-aktivister organiserer fysisk angreb på Gay-Pride-optog, som sket i landets andenstørste by Chiang Mai.
- ”Bondeknolde og terrorister”
Rødskjorterne, der officielt kalder sig ” Den forenede front for demokrati mod diktaturet” (UDD), bliver i de fleste
thailandske medier ofte fremstillet som ”naive bondeknolde”, som er blevet narret af Thailands tidligere premierminister, millionæren Thaksin Shinawat’s populistiske program. Thaksin var
premierminister fra 2001 til 2006 for det nu forbudte regeringsparti Thai Rak Thai.
De mere regeringstro konservative medier opfatter rødskjorterne som ”hr. Thaksins bøllehær” eller endnu mere simpelt som ”terrorister”. Mange tilskriver netop denne ignorance fra landets elite en
stor betydning for oppositionsbevægelsens udbredelse. I starten var det kun en håndfuld intellektuelle og borgerrettighedsaktivister, som i september 2006 demonstrerede mod militærkuppet,
der afsatte den populistiske millionær og politiker Thaksin Shinawat som regeringsleder.
Demonstranterne var modige, men kunne ikke udrette noget mod de militær enheder, der var kørt i stilling i Bangkok.
- Domstolen afsætter den folkevalgte regering
På det tidspunkt kuppet fandt sted, var Bangkok præget af ”gulskjorterne” – en bred folkelig bevægelse, ledet af tidligere nu fyrede medarbejdere til den styrtede premierminister Thaksin og domineret af sociale bevægelser og NGO’ere. Gulskjorterne havde forud for kuppet – ligeledes i demokratiets navn – demonstreret mod Thaksins autoritære regering. Efter militærkuppet arrangerede største delen af gulskjorterne sig hurtigt med militæret. For dem handlede det om en kortvarig udsættelse af demokratiet for at kunne korrigere ”Thaksin-regeringens fejludvikling”.
Militæret indsatte en overgangsregering, som uden folkeligt mandat og i al hast udarbejdede en ny forfatning. Da det efterfølgende valg påny resulterede i et klart flertal til den styrtede Thaksin-lejr omkring partiet ”Thai Rak Thai”, pudsede den militærvenlige opposition domstolene på dem. Den valgte ministerpræsident Samak fra Thaksin-lejren blev derefter afsat og regeringspartiet ”Thai Rak Thai” erklæret forbudt.
- De ”nye røde” for demokrati og selvorganiseringer
I modsætning til gulskjorterne så opfattede rødskjorterne kuppet som en illegal handling og den efterfølgende juridiske intervention som et bevis på at militæret, domstolene og andre institutioner bag kulisserne styrer landet efter deres forgodtbefindende.
Disse begivenheder bragte tilhængerne af Thaksin-lejren og borgerrettighedsmiljøet sammen og gjorde dem til drivkraften i de selvorganiseringsprocesser, som
grundlæggende forandrede rødskjorternes sociale sammensætning. I første omgang var det flertallet af Thaksin-tilhængerne fra provinsen, som reorganiserede sig efter staten havde smadret deres
parti.
I mellemtiden har også dele af Bangkoks middelklasse tilsluttet sig rødskjorterne. Skille-linjen mellem den gule og den røde lejr løber nu tværs igennem familier og samfundslag. Mange af de nye
rødskjorters holdninger er ikke baseret på politikeren Thaksins skæbne, men er snarere optaget af principielle spørgmål om udformning af den politiske repræsentation. Dvs. tilblivelsen af
politiske beslutningsprocesser og valget.
”Den røde kanal”
I løbet af konfrontationerne med statsmagten opstod der røde naboskabsgrupper. De mødes typisk i stueetagerne i deres boligblok, f.eks. hos kioskejeren og ser via satelit-modtageren ”den røde kanal” – Thaksin’s propaganda-TV-kanal. De diskuterer aktuelle politiske begivenheder og tager fælles til demonstrationerne.
På de øverste etager i det store indkøbscentrum Big-C i Bangkoks indre by opstod der i ugerne før de store demonstrationer et slags hovedkvarter for bevægelsen. Stadig flere tomme forretningslokaler er overtaget i dette tidsrum og blev til ”røde butikker”, hvor man ved siden af kampagnemateriale kunne købe røde pandebånd, røde t-shirts og Thaksin – souvernirs.
- Farven rød
Thaksins regeringstid var præget af socialprogrammer til fordel for de fattige, men også af neoliberale omstruktureringer og en rigoros autoritær regeringsstil. Det
er historiens ironi, at han er blevet til et politisk ikon for rødskjorternes demokratibevægelse. Dette er også resultat af en fejlvurdering fra de monarkistisk-konservative eliter, som troede at
kunne slippe af med en irriterende politisk konkurrent ved hjælp af et iscenesat militærkup.
Bevægelsens heterogene sammensætning er årsagen til, at
rødskjorterne ikke har et sammenhængende program og en klar fremtidsversion. Det ideologiske sammenhold bygger på de landsdækkende ”demokrati-skoler”.
En slags politisk folkehøjskole, hvor undervisningen handler om begreber som demokratiopfattelser og landets socialstruktur.
Farven rød symboliserer i dette tilfælde hverken en venstreorienteret eller kommunistisk position. Her refereres snarere til feudaltidens begreber: Thailand er kontrolleret af et aristokrati (Amataya), som besidder særrettigheder og umyndiggør de fattige dele af befolkningen (Phrai). De røde t-shirts med ”Phrai”-logo er blevet et symbol med stor indentifikationskraft.
- Rødskjorternes heterogene politiske sammensætning
Rødskjorternes analyse af samfundsforholdene er modsætningsfuld: På den ene side findes der i begrebet Phrai antydninger af blod-og-jord-ideologi, som i ny og næ kommer til udtryk. F.eks. ved den symbolske protestaktion, hvor rødskjorterne tappede blod, samlede det i store dunke og hældte ”nationens blod” ud på en plads ved parlamentet. Eller når dele af rødskjorterne tilpasser sig den fremherskende reaktionære populistiske konsens mod sexuelle minoriteter og viser det ved at deltage i fysiske overgreb mod en Gay-Pride-Parade i byen Chiang Mai i det nordlige Thailand.
På den anden side er bevægelsens samfundskritiske analyser i løbet af konfrontationerne blevet skærpet og dermed er der lagt grobund for, at venstreorienterede faglige aktivister og samfundskritiske intellektuelle tilslutter sig bevægelsen. Noget som ellers ikke ville have været muligt, da disse kredse ikke ligefrem har neoliberale mangers som Thaksin som politisk orientering.
- Et fælles bindeled - kampen for social retfærdighed
Officielt handler det for rødskjorterne om lige rettigheder for alle og ikke om omfordeling af samfundets rigdom. Bag
protesterne dominerer dog et socialpolitisk grundlag. Dette blev tydeligt, da ”rødskjorterne” i starten af deres demonstrationer og bz-aktioner kørte i konvoj gennem Bangkoks
forretningskvarter:
Fra fortorve og fra vinduer på blanke husfacader blev rødskjorternes demonstrationer tiljublet af utallige og ellers usynlige arbejdere: Rengøringsfolk, portnere, motorcykelbude, gadekøkken
ejere, etc.
Det var i mindre grad det store antal demonstranter fra provinserne end den massive opbakning rødskjorterne fik i Bangkok, som bekymrede den monarkistisk-konservative regeringslejr. For her blev det tydeligt, hvilken social sprængkraft der ligger bag kravet om opløsning af parlamentet: Et nyvalg ville i den øjeblikkelige situation resultere i en fundamental omfordeling af de aktuelle magtforhold.
- Monarkiets rolle i rødskjorternes historiefortolkning
Det er et åbent spørgsmål, om en nyfordeling af rollerne efter et parlamentsvalg vil rokke ved monarkiets
rolle. Det samme gælder rødskjorternes forhold til den afsatte premier-minister Thaksin. Nogle rødskjorter indpakker deres republikanske holdning så snildt, at grænserne til pro-monarkisme
er tågede. Istedet for den nuværende kong Bhumipol, hylder de den historiske kong Daksin.
Denne spiller en vægtig rolle i historiebøgerne, da han forenede siameserne i kampen mod burmeserne som ødelagdt den gamle hovedstad Ayutthaya. Kong Daksin gjorde Bangkok til den nye
hovedstad og regerede i årene 1768 til 1782. Historiebøgerne beretter, at Daksin fik storhedsvanvid og derfor måtte fjernes fra tronen. Han blev afsat og henrettet af Rama den første, som
grundlagde det Chakri-dynasti, den nuværende konge stammer fra.
Mange rødskjorter ser i denne historiske hændelse en parallel til politikeren Thaksin, som med kong Bhumipol´s godkendelse blev fjernet af militærkuppet i 2006. Således startede rødskjorterne deres protester den 12. marts i år med en ceremoni ved kong Daksins mindesmærke. Det var et klart signal : Skønt bevægelsen vedkender sig loyalitet til monarkiet, så er det ikke det nuværende dynasti, men et dynasti med genkendelige ligheder i politikeren Thaksin.
- Hvilken vej?
Rødskjorterne kan mobilisere et bredt politisk spektrum på kravet om opløsning af parlamentet og udskrivelse af nyvalg. Om det lykkes at omsætte de samfundsmæssige modsætninger som bevægelsen baserer sin dynamik på, i politiske krav er indtil videre et åbent spørgsmål. De sidste dags militære nedkæmpelse af demonstranterne viser, at regeringen på militærets nåde ikke er indstillet på forhandlinger.
Spørgsmålet er, om bevægelsens sociale forankring, åbenlyse beslutsomhed og kreativitet kan forhindre, at den bliver presset i undergrunden.
Hvis det sker, vil den påbegyndte organiseringproces fra neden blive bremset og politikerkredse omkring symbolfiguren Thaksin vil have let spil til at påtvinge bevægelsen deres neoliberalistiske
politik, afdæmpet med socialpolitiske segmenter.
________
(Skrevet af folk fra autonom infoservice. Inspirationen til denne artikel stammer hovedsagligt fra venstrefløjsbladet ak - analyse & kritik - Zeitung für linke Debatte und Praxis, Nr. 550. Wolfram Schaffar: "Wie rot sind die Rothemden?“ )