Et tilbageblik:”Når jeg ser en Shelltank brænde ....”

Om vredens dage mod Sydafrikas apartheid

_______________________

Al verdens øjne er rettet mod Sydafrika, hvor VM løber af stablen i disse uger. I den anledning bringer vi her historien om den militante anti-apartheid modstand i Danmark.

Med sabotageaktioner og kampagner mod Shell-koncernen satte aktivister fokus på det brutale apartheid-regime, som herskede i Sydafrika. Shell-koncernen var i sigtekornet, fordi den ignorerede alle internationale sanktioner mod Sydafrika og fungerede som den vigtigste stødpude for Sydafrikas skrantende økonomi.

Historien handler også om mediernes hetz, politiets klapjagt på aktivisterne og de velkendte distanceringsritualer fra dele af venstrefløjen, som tog afstand fra militante anti-apartheid aktioner – skønt disse fik fuld opbakning fra modstanden i Sydafrika.

Fra midten af 1980’erne til starten af 1990’erne var Shell-koncernen og dens forbindelser angrebsmål i en omfattende sabotagebølge, der gik gennem hele den vestlige del af Europa. Udgangspunktet og brænd- punktet var Hollands militante apartheidmodstandere. Men også i Danmark radikaliserede apartheidmodstanden sig i disse år i takt med, at konfrontation- erne eskalerede i Sydafrika. 

Nedslag:

  • Den 21. juli 1985: Apartheidregimet i Sydafrika erklærer for første gang i 25 år dele af landet i undtagelsestilstand efter voldsomme strejker og protester.

Startskuddet på den militante anti-apartheidkampagne i Danmark gik i 1984, da Jyske Banks københavnske afdelinger fik knust eller ødelagt de fleste ruder. Dette skete i protest mod, at banken i stor stil solgte den sydafrikanske guldmønt ”Krügerrand”. Da kampagnen forsatte med nålestiksaktioner og medierne udførligt berettede om årsagen hertil, besluttede bankbestyrelsen at stoppe salget. 

Den københavnske bz-bevægelses blad ”Fingeren” bragte en kommentar, som var repræsentativ for de forskellige militante anti-imperialistiske kredse, som i Danmark engagerede sig mod apartheidregimet :

”Igennem nære økonomiske og militære alliancer med USA og de fleste vesteuropæiske lande er Danmark altiv deltager i en omfattende og langvarig ”krig”. Det er en ” krig” som udkæmpes i form af økonomisk og kulturel undertrykkelse, herunder udbytning. Især på venstrefløjen findes en udbredt solidaritetsfølelse imod denne udbytning. Desværre viser det sig ofte at være overfladisk og modsigelsesfyldt. Militante aktioner og handlinger i vores egne hjemlande fordømmes eller forbigås konsekvent af de fleste venstreorienterede. Det på trods af, at det er vores hjemlande, som lever fedt på grund af netop disse forhold. Vores alternativ til denne hykleriske solidaritetsfølelse er AKTIV SOLIDARITET. Det vil først og fremmest sige, militante aktioner og sabotagehandlinger.”  

27 Shell-tankstationer angrebet på en enkelt nat

Natten til den 17. november 1986 bliver 27 Shell-tankstationer rundt omkring i Danmark udsat for forskellige sabotageaktioner. Omkring 80 aktivister deltager i den kvantitativ største direkte aktion siden modstandskampen mod nazisternes besættelse af landet i 1940’erne. Aktivisterne knuser Shell-stationernes butiksvinduer og kaster smørsyre ind i lokalerne. Sukker og kalkpulver hældes ned i tanksøjlerne, standernes elektronik bliver destrueret, benzinslanger skåret over, etc. Ifølge politiet løber de materielle skader op på omtrent 5 millioner kroner. Det lykkedes politiet, bl.a. ved hjælp af en taxachauffør og civilbetjente, at anholde fem aktivister. (1) En aktionserklæring bliver samme nat fordelt til medierne:

” Vi har i nat på forskellige vis saboteret Shelltanke flere steder i landet. Shell er et af de største multinationale selskaber i verden. De er med deres økonomiske aktiviteter rundt om i verden medansvarlige for opretholdelsen af fascistiske regimer og dagligt folkemord. Shell i Sydafrika er et eksempel på, hvor svinske de multinationale er i deres jagt på penge. På trods af internationale aftaler om handelsboykot af Sydafrika, har Shell stadigvæk økonomiske interesser i Sydafrika, som den fascistiske regering i Pretoria er dybt afhængig af. Regimet i Sydafrika giver derfor Shell en profit, der er 30 procent større end andre firmaer, der handler med Sydafrika. Fornyligt har ”Shell South Africa” underskrevet en aftale med den syafrikanske regering om, at ”Shell er et strategisk selskab”, hvilket betyder, at regeringen kan pålægge Shell udelukkende at levere ressourcer til det sydafrikanske militær og politi i en krisesituation. De har desuden pligt til at opbygge depoter til to års forbrug. 

Via direkte aktioner imod Shell har vi vist Shell en smule af den vold, som de dagligt konfronterer den sorte sydafrikanske befolkning med – direkte eller indirekte. Vi ser ingen forskel! SHELL ER I SYDAFRIKA – SHELL ER I DANMARK. A/S Dansk Shell er100 procent ejet af Royal Dutch Shell, som 100 procent ejer Shell Sydafrika. Derfor er et angreb på Shell i DK et angeb på Shell i det fascistiske Sydafrika. Shell i Sydafrika eller i DK er en og samme ting, nemlig et svinet foretagende, som kun tænker på profit og ingen samvittighed har. Vis din foragt for Shell’s meddelagtighed i undertrykkelsen af de kæmpende i Sydafrika.”

Solidaritet Steve Biko (2).

Ifølge politiets udsagn i BT den 18. november1986 blev sabotagen udført ”af politisk organiserede BZ-kredse, der tidligere har angrebet det sydafrikanske konsulat (20. oktober 1985) og rejsebureauer, som sælger rejser til Sydafrika”...

 

Kontroverser mellem Sydafrikakomiteen og de militante aktivistkredse

Efter aktionerne imod de 27 Shell-tanke udtaler en repræsentant fra Sydafrikakomiteen (SAK) til DKPs dagblad Land & Folk, den 18. november 1986, at ”det er den slags hærværk, som ødelægger de reelle muligheder for at få Shell ud af Sydafrika” og BT skriver samme dag: ”...aktionerne var idiotiske, usympatiske og skadelige”.  SAK-Århus udtalte på samme tidspunkt til Århus Stiftstidende : ”...vi tager klart afstand fra de metoder, som de pågældende aktivister har anvendt. Vi går ind for, at man skal boykotte Shell’s produkter, men vi går helt klart imod voldelige protestformer. De skader mere, end de gavner.”

Folk bag ”Solidaritet Steve Biko” svarer prompte på denne kritik:”Vi opfatter vores aktioner natten til den 17.11. som en del af kampen mod Shell. For os findes der ingen monopoler på kamp, hvilket der åbenbart gør for SAK, der i deres reaktion på aktionerne mod Shelltankene nærmest går over i den anden lejr og tager Shell i hånden, undskyldende og fordømmende. Hvordan kan SAK undskylde for noget, de ikke har taget del i ? Skaber de, SAK, ikke del og hersk til Shell’s fordel (splittelse), når de bruger vores aktioner som direkte modsætning til deres kampagne i stedet for at lægge yderligere pres på Shell? Indtil videre er Shell sluppet let fra deres ansvar (i pressen).”

”Solidaritet Steve Biko” skriver efter aktionen en del læserbreve til medierne. De fleste bliver ikke bragt, heller ikke i venstrefløjens partipresse. 

Midtvejsevaluering af Shell-sabotagen

”...Aktionerne for at tvinge Shell til at indstille deres støtte til apartheidregimet har endnu ikke ført til det ønskede mål. Shell er stadig i Sydafrika, det betyder imidletid ikke, at aktionerne ikke på flere områder har været succesfulde.

Flere kommuner har stoppet deres handel med Shell. Shell er via aktionerne mod benzintankene blevet snævert forbundet med apartheidregimet og kun Sydafrika komiteens dårlige udnyttelse af de mediemæssige muligheder har forhindret en mere omfattende forbrugerboykot.

Bevidstheden om egen handlekraft er steget samtidig med, at vort erfaringsgrundlag også er. I den videre kamp er det vigtigt med forståelsen af, at det ikke alene er en kamp mellem de mest kompromisløse modstandere af imperialisme og Shell, men at man blot gennem aktioner kan demonstrere en radikal vilje til modstand mod Shell, blotlægge sammenhængen mellem de økonomiske systemer og undertrykkelse og apartheid. De multinationales – herunder Shells - betydning for og interesse i opretholdelse af apartheid.

For fortsat at øge modstanden/presset mod Shell/apartheid er det nødvendigt, at man er istand til fortsat at inddrage nye aktionsformer og områder....” (Fingeren nr. 16, november 1987).

Konservative/venstre – regeringens knæfald for det døende apartheidregime

”Schlüter-regeringen (konservative/venstre) har ventet begærligt på den førstkommende lejlighed til at lempe på og senere hen helt afskaffe den formelle og besværlige sanktionspolitik mod Sydafrikas racistiske gangsterregime. Nu er det krystalklart: Udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen sagde for nylig til medierne, at tiden er inde til at genoptage de diplomatiske forbindelser med apartheidregimet, for ”at være med til at presse Sydafrikas regering i den rigtige retning”...Skønt nogle ministre i apartheidregeringen har forkyndt, at enkelte apartheidlove vil blive modificeret i løbet af regeringsperioden indtil 1995, betoner ledelsen i regeringspartiet National Party dog, at de står fast på en varig ”beskyttelse af de hvides grupperettigheder”....Hvad de hermed i virkeligheden peger på, er den fortsatte sikring af de hvide racisters politiske magtudøvelse. Det ser snarere ud til , at National Party inden 1995 vil udarbejde en ny grundlov, som indeholder både et føderativt og et racemæssigt lovkompleks, der vil forsøge at forhindre en sort magtovertagelse...

International solidaritet betyder for os at bekæmpe de bærende faktorer af udbytning og undertrykkelse her. Kampen mod globale, multinationale  koncerner – som f.eks. Shell – har kun mulighed for succes, hvis kampen føres på internationalt plan.  Shell er en vigtig økonomisk søjle og støtte for Sydafrikas apartheidregime. Men som alle andre multinationale koncerner er Shell ikke kun et udbytningsinstrument for udplyndring af den 3.verden. Shell er OGSÅ ansvarlig for udbytning, undertrykkelse og forurening i metropolerne. Solidaritet med den undertrykte del af befolkningen i de fattige lande betyder for os her i imperialismens bagland Vesteuropa, at kæmpe for en radikal samfundsforandring....”

(Autonomi - Nyhedsbrev nr. 21,  marts 1990)

Shelltank i Nærum nedbrændt til grunden

Natten til den 30. april 1987 gik en gruppe ved navn ”Ukendte Gerningsmænd” i aktion. Det blev den heftigste og mest omtalte sabotageaktion mod Shell i Danmark. Shelltanken på Skodsborgvej i Nærum v. København bliver totalskadet: Ruderne knuses, mollotowcocktails kastes ind i butikken. Tankstationen brænder ned til grunden. I aktionserklæringen, offentliggjort i bz-tidsskriftet Fingeren nr. 15, hedder det blandt andet: ”I Sydafrika brænder kampen mod apartheidregimet med en kraftigere flamme end nogensinde før. Herhjemme brænder Shell. Blandt alle de selskaber, som henter deres penge i Sydafrika, udmærker Shell sig som det største svin. For eksempel forsyner Shell Sydafrika med olie, et af de eneste råstoffer landet ikke har, og Shell forsyner også Sydafrikas politi og militær med krigsgasser....”.  

Opbakning fra den sydafrikanske apartheidmodstand

Medierne savlede og overgik sig selv i en rablende hetz mod de ukendte, militante apartheidmodstandere. Dagbladet Information opfordrede direkte deres læsere til at informere politiet, hvis de havde kendskab til nogle af de involverede aktivister. Midt i al den iscenesatte medietumult kom bremseklodsen i form af en udtalelse fra selveste Winnie Mandela (dengang gift med den fængslede Nelson Mandela). Ekstra Bladet havde den 6. maj 1987 kontaktet hende og lavet et interview med hende på baggrund af sabotageaktionerne mod Shell i Danmark. Hendes respons:

” Vi hilser attentaterne mod Shell i Danmark velkommen. Ethvert angreb, giver os styrke. De mennesker, der står bag, er sande venner af de sortes kamp imod de hvide apartheidfanatikere.”

Samme døgn sker der et nyt angreb mod en Shelltank. Denne gang på Nykøbing Mors. Slanger og pumpeanlæg bliver ødelagt og på tankens mur bliver sprayet ”Shell ud af Sydafrika”.

I anledning af Shell’ s 75 års jubilæum fjerner en aktionsgruppe ved navn Amandla S’et på taget af Shellhuset midt i København. Samtidigt smider gruppen smørsyre ind i husets ventilationsanlæg. Reklameskiltet lyser ud over byens tage som hell (se billede).

Derpå følger repression, anholdelser, ransagelser og intensive hetskampagner i medierne. Det dæmpede de militante aktioner mod Shell i en vis grad, men fik dem ikke til at standse. Sabotageaktionerne blev ved indtil omkring 1992. 

Nedslag:  

  • 14. september 1991: Sydafrikas regering, ANC og Inkatha undertegner en national fredsaftale, der fører til de første frie valg i landets historie og afskaffelse af apartheid i 1994.
  • Den 27. april 1994 blev udråbt til Sydafrikas frihedsdag.
  • Den 21. marts 1995: Landets nyvalgte ANC-dominerede regering gør årsdagen til "Menneskerettighedernes dag".

Afslutningen på apartheidregimet og ANCs magtovertagelse i Sydafrika udskiftede dette modstandstema med nye: Palæstinensernes opstande, kampen mod den voksende (stats-)racisme i Danmark, EUs politisk-militære projekt på Balkan, Irak-krigene, Zapatisternes kamp i Chiapas,...

  (autonom info-service)

Kilder

Div. udgaver af  bz-tidsskriftet Fingeren, Ekkomedia/Århus, Autonomi-publikationer og flyers, Bladet Ravage, Julius Rasmussen: Shell sabotagen 1986-92

Noter  

   1)De fem aktivister, som blev anholdt for hærværket den 17. november, blev isolationsfængslet i 11 dage. Kun 10 dage efter aktionen fik tre af dem en lyndom på 2 gange 20 dage og 1 gange 14 dage. En fjerde anti-Shell aktivist fik den 5.marts 1987 i Byretten 20 dages hæfte og et erstatningskrav på 71.260 kr. for sin medvirken til hærværk på Shelltanken ved Amagerbrogade i København.     

  2) Steve Biko (18.12.1946-12.9.1977), revolutionær studenterleder. Han var i 1968 en af grundlæggerne af South African Students' Organization (SASO), der var forbeholdt sorte og havde til formål at højne sort bevidsthed og selvrespekt. Steve Biko blev organisationens præsident og var en af hovedkræfterne i skabelsen af Black Consciousness-bevægelsen, hvis mål var at forene alle sorte sydafrikanere i en revolutionær modstand mod apartheid. I 1973 kriminaliserede de racistiske myndigheder hans politiske virksomhed; han fortsatte imidlertid under dække. I perioden 1975-77 blev han arresteret flere gange og døde i september 1977 i fængslet som følge af slag mod hovedet. Politiet forsøgte at fralægge sig ansvaret, men det er bevist, at dødsårsagen var tortur eller brutal mishandling i fængslet. 

 

Litteratur om temaet

  • Hilda Bernstein: Døden er en del af kampen – Death is part of the process (1983). En gruppe sydafrikanere – hvide, sorte og indere – gennemfører sabotageaktioner mod apartheidsystemets symboler. Pressen fortier deres aktioner, politiet jager dem skånselsløst – og de bliver forrådt, men af hvem?... 2. udg. Gyldendal 1991. Gyldendals Paperbacks. 526 s. ISBN 87-00-11119-8.
  • Ellen Kuzwayo: Kald mig kvinde – Call me woman (1985)
    Forfatteren beskriver sin personlige og politiske historie gennem et langt liv som aktiv sort kvinde i Sydafrika. Hun lægger især vægt på kvindernes situation, men skildrer også hvordan apartheidsystemet virker i en bredere sammenhæng. Forlaget Rosinante, 1987. Rosinantes Paperbacks. 285 s. ISBN 87-7357-177-6.
  • Alex La Guma: Mudder og bølgeblik – And a threefold cord (1964)
    Romanen er skrevet under forfatterens første husarrest i 1963. Gennem beskrivelsen af familien Paul’s hverdag gives et autentisk indblik i den farvede befolknings levevilkår i et slumkvarter uden for Cape Town.
    4. opl.  Forlaget Munksgaard, 1981. 175 s. ISBN 87-16-00682-8.
  • Nadine Gordimer: Burgers datter – Burger's daughter (1979)
    Denne roman af den sydafrikanske Nobelpris-modtager skildrer det sydafrikanske kommunistpartis historie gennem hovedpersonen Rosa Burger og hendes far, der dør i fængsel. Rosa slipper ud af landet og oplever kærligheden i Sydfrankrig, men erkender at frihed og kærlighed er en luksus for Burgers datter, hvorpå hun vender hjem for at tage kampen op. Forlaget Gyldendal, 1979. 334 s. ISBN 87-01-84261-7.