- en kommentar af Vagn Rasmussen
Den 11. juli 2010 blev mere end 70 mennesker i Ugandas hovedstad Kampala dræbt af bomber i et attentat, som den somaliske fundamentalistiske gruppe Al Shabab senere tog ansvaret for.
Attentatet er med rette blevet fordømt. At føre krig med midler, der rammer uskyldige mennesker, kan på ingen måde accepteres! Men hvad med de tusinder af somaliere, der er blevet dræbt af de såkaldte ”fredsbevarere” fra den Afrikanske Union?
Den selv samme dag blev 17 uskyldige mennesker dræbt i Mogadishu. Det skete, da den Afrikanske Unions Mission til Somalia, AMISOM, og regeringstropper besvarede et af de næsten daglige angreb fra oprørerne med bombardementer af civile områder – ikke mindst på Østafrikas største handelsplads, Bakara marked i Mogadishu, som også er tæt beboet.
Som direktøren for den frivillige ambulancetjeneste i Mogadishu, Abdulkadir Haji, forklarede til Washington Post den 18. juli: ”Hver gang Al Shabab affyrer en morter med 1 kg. sprængstof, så svarer AMISOM igen med 100 kg sprængstof fra deres artilleri. Amerika og Vesten støtter AMISOM. USA og Vesten er de stille dræbere i Somalia”.
” Her begås drabene nemlig af en regering, som er støttet af FN...”
Det er meget vanskeligt at finde tal på, hvor mange civile AMISOM har dræbt, siden de blev sat ind i Somalia i 2007 for at aflaste den udmattede etiopiske hær med at beskytte regeringen. Tallene på ofre for de folkeretsstridige bombardementer svinger mellem 5.000 og 15.000. Hertil kommer de mange tusinder, der har måttet flygte.
Verden har længe haft travlt med at fordømme Al Shabab. Ofte på en højst tvivlsom baggrund, som da Information for nylig bragte en artikel, der mest var bygget op omkring et ”interview” med en krigsherre i Mogadishu, som slet ikke eksisterer. Til gengæld er der næsten ingen, der protesterer mod de næsten daglige angreb på civilbefolkningen i Mogadishu.
For her begås drabene nemlig af en regering, som er støttet af FN, og af en afrikansk styrke, som med FN’s godkendelse er sendt til landet, og som derfor kaldes ”en fredsbevarende styrke”.
Heller ikke de utrolige grusomheder, den etiopiske hær begik, da den stadigt var i Somalia, og som gik så langt som til at skære struben over på folk, vakte større opmærksomhed. For når alt kom til alt, var det amerikansk-støttede etiopiske angreb for at ”befri” somalierne fra Unionen af Islamiske Domstole - alene navnet! - også blevet godkendt af FN’s Sikkerhedsråd på et møde den 9. december 2006. Enstemmigt – og også med Danmarks stemme!
Forandringens vind?
”Opfattelserne hos amerikanske eksperter i somaliske forhold synes at have ændret sig afgørende mod fortsat amerikansk støtte til den somaliske overgangsregering (TFG)”, skrev Kevin Kelly fra The EastAfrica den 26. juni.
Som et alternativ foreslår analytikere Obama-administrationen, at den begynder en dialog med Al Shabab, den islamitiske oprørsbevægelse, som kontrollerer det meste af Somalia”.
Under et møde i en underkomite i den amerikanske kongres sagde en af USA’s bedst kendte Somalia-eksperter, Ken Menkhaus, at en forsat støtte til den somaliske regering (TFG) vil undergrave USA’s egen sikkerhed. Han kaldte TFG for en regering, som kun eksisterer ”på papiret, (men) som har fejlet permanent.”
”Den har intet gjort for at forbedre sikkerheden for sine borgere og sørge for deres grundlæggende fornødenheder. Og den har ikke vist sig at være nogen nyttig partner for andre stater, der søger at overvåge Somalia og reducere de sikkerhedstrusler, der kommer fra Somalia.”
De fleste af de tusinder af soldater, der er blevet trænet og bevæbnet med støtte fra USA, er deserteret eller gået over til Al Shabab.
”Den ukontrollerede og rovgriske adfærd hos TFG’s politistyrker driver mange i den civile befolkning til at støtte Al Shabab af frygt eller af vrede”, sagde professor Menkhaus og fortsætter: ”Korruptionen og afpresningen af civilbefolkningen fra repræsentanter for TFG har fremmedgjort forretningsfolkene, som er en potentiel vigtig kilde til pragmatisme og modifikation”.
Når Menkhaus mente, der var fare for USA’s egen sikkerhed, hang det blandt andet sammen med bekymringer for, at Al Shabab kunne finde på at udvide krigen til Kenya og andre lande. Menkhaus’s udtalelser blev fulgt op af Browyn Burton fra Rådet for Udenlandske Relationer. Burton mente, at USA burde søge en positiv vej ud af sit engagement med TFG – ved at udvide sit kontaktnet til de styrker, som reelt bestemmer på landjorden i Somalia, og indlede forhandlinger med bl.a. Al Shabab.
Forandringens vind, der blev til en storm i den modsatte retning!
Men Obama synes ikke at have lyttet til disse eksperter. Et problem har været, at AMISOM har for få soldater. På et møde den 5. juli i Inter-regerings Autoriteten for Udvikling, IGAD, der består af Somalias fjendtlige nabostater, blev der derfor på etiopisk initiativ besluttet, at IGAD skulle sende flere tropper til Somalia for at styrke AMISOM. Og der blev åbnet op for, at nogle af disse tropper skulle komme fra Somalias nabostater: Etiopien, Kenya og Djibouti.
I mødet, som blev afholdt i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, deltog også den somaliske præsident Sheik Sharif Ahmed, som bad de andre IGAD-lande om hjælp til at bekæmpe det stigende oprør. IGAD vil nu gå i gang med at oprette et kontor i det regeringskontrollerede område af Mogadishu, som skal koordinere de forventede nye troppers indsats.
En ekspert i somaliske forhold, Afyare Abdi Elmi, kritiserede over for Voice of America IGAD’s beslutning. Han sagde, at IGAD i regelen optræder i overensstemmelse med, hvad regionens stormagt, Etiopien, gerne vil have den til at gøre: at tjene som et dække over sin egen indblanding i somaliske forhold, og at IGAD end ikke var i stand til at betale for sit eget budget.
Men også Abukar Arman, der er Somalias særlige repræsentant i USA, mente, det var en dårlig ide. Til Jazeera sagde han, at beslutningen er i strid med en FN-resolution (nr. 1425), der forbyder Somalias nabostater at sende tropper til Somalia. Desuden er han bange for, at ankomsten af tropper fra nabostaterne skal føre til en styrkelse af oprøret.
Oprørsgrupperne Al Shabab og Hizbul Islam
For de to oprørsgrupper - det store og religiøst motiverede Al Shabab og det mindre og i hovedsagen nationalt motiverede Hizbul Islam - som undertiden har været på kant med hinanden, har IGAD’s beslutning medført, at de nu har besluttet, at de vil slå deres styrker sammen i fælles enheder og fælles belægninger. Desuden er beslutningen blevet udnyttet til at afholdelse af hvervemøder de steder, oprørerne kontrollerer. En deltager i et sådant møde i Hiiraan regionens hovedstad Beledweyne tæt ved den etiopiske grænse, sagde til en korrespondent fra AFP, at endskønt han ikke var overvældende begejstret for Al Shabab, så havde gruppen ret i, at flere soldater udefra ikke var det, Somalia havde mest brug for i øjeblikket.
Da det er utænkeligt, at beslutningen skulle være taget uden på forhånd at være accepteret af USA og formentlig også af den Europæiske Union, der er stærkt engageret i at træne soldater til TFG’s hær i Uganda, så kan det se ud som om Obama har valgt at optrappe krigen i stedet for at forsøge at gå ad forhandlingsvejen.
Udlandet siger, det gerne vil hjælpe – men ...
”USA’s politik er stadigt tøvende”, hævdede den amerikanske Somalia-ekspert Michael Weinstein i sin sidste rapport. ”Den mest sammenhængende erklæring om Washingtons somaliapolitik kom den 14. juli (altså efter attentatet i Kampala) under en pressekonference om ”Al Shababs og de terroristiske gruppers aktiviteter”, og som er offentliggjort i sin fulde længde”.
I sine indledende bemærkninger anlagde en ledende repræsentant for den amerikanske regering et nuanceret billede af Al Shabab. De fleste medlemmer af Al Shabab var efter hans mening nationalister, og kun et mindretal var transnationalister med forbindelser til Al Qaeda.
I den anden ende af skalaen kom lederen af den amerikanske Afrika-kommando, general William Ward, med stærkt fordømmende udtalelser om Al Shabab og lovede gruppen krig til stregen. Obama ser ud til at forsøge at plante sig midt imellem disse modstridende linjer.
Oprørerne har vundet yderligere frem også i Mogadishu
I den senere tid har oprørerne vundet yderligere frem også i Mogadishu. Regeringen kontrollerer med nødvendig hjælp af AMISOM nu kun nogle få strategiske områder af Mogadishu omkring præsidentpaladset, havnen og lufthavnen – områder som også ind i mellem bliver angrebet.
Attentatet i Kampala har medført, at Obama har lovet endnu større hjælp til regeringen. Præsident Museveni i Uganda vil sende yderligere 2000 soldater, mens Ugandas største oppositionsparti finder tiden inde til at trække sig ud af Somalia for at lade andre afrikanske lande om at forsvare den somaliske regering. Burundi har forsikret, at det ikke vil trække sine tropper ud af Somalia. Forud for et møde i den afrikanske union, der vil blive afholdt i Kampala, har den ugandiske premierminister opfordret de andre afrikanske lande til at bidrage til AMISOM, mens den somaliske præsident har beklaget sig over, at det internationale samfund gør for lidt for at hjælpe hans regering.
At en øget tilstrømning af penge til den somaliske regering skulle kunne afskaffe dens enorme korruption, vil svare til, at man krævede af leoparden, at den smed sine pletter. Soldaterne får ingen løn, og man stjæler endog de penge fra donorlandene, som skulle være brugt til mad. Soldaterne tvinges til at plyndre civilbefolkningen ved forskellige checkpoints, og interne kampe om udbyttet hører til dagens orden.
Store problemer for regeringen
”Rasende soldater stormer præsidentpaladset”, skrev Garowe Online den 23. juni. Af artiklen fremgik det, at det drejede sig om præsidentens egen garde, som var vrede over, at de ikke fik nogen løn, og som derfor forhindrede folk i at komme ind i eller forlade præsidentpaladset. Et par af de oprørske soldater blev dræbt af AMISOM’s soldater, og kun det faktum, at præsidenten skyndte sig at meddele, at de nok skulle få deres løn, beroligede dem så meget, at de opgav deres afspærringer af præsidentpaladset. Nogle af dem fik endda medaljer af præsidenten.
Nogle uger efter lykkedes det for tre soldater fra præsidentens garde at flygte, da de sagde, de gerne ville besøge deres familier. Umiddelbart efter dukkede de op hos Al Shabab.
Omringningen – og en voksende kritik af AMISOM
Al Shabab synes at stå meget stærkere i Somalia end deres trosfæller gør i Afghanistan.
Mens regeringen og AMISOM trænges sammen på et stadigt mindre område af Mogadishu, så kontrollerer oprørerne – næsten uantastet - det meste af det sydlige og centrale Somalia. De er ved magten i de frugtbare områder omkring floderne Shabelle og Jubba, hvor der kan høstes to gange om året. De behersker bl.a. Somalias tredjestørste by, havnebyen Kismayo 500 km. syd for Mogadishu (ved udløbet af Juba-floden) og havnebyen Marka (ved udløbet af Shabelle-floden) 90 km. fra Mogadishu i den frugtbare Lower Shabelle region. Fra disse områder kan de hente de nødvendige penge til at føre krigen videre med.
Regeringen har lagt mange planer om, hvordan den skal få kontrol med Mogadishu, og den har for nylig udnævnt endnu en ny borgmester i Mogadishu, der har lovet, at han nok skal fjerne Al Shabab og Hizbul Islam fra byen. Men selvom den nye borgmester hedder Tarzan, så vil det nok ikke lykkedes for ham, ligesom det heller ikke er lykkedes for alle andre foregående borgmestre.
Hidtil har AMISOM foretrukket at bevæge sig så lidt som overhovedet muligt. Hvis man foretager et fremstød, risikerer man at blive angrebet øjeblikkeligt.
Obama, Vesten og det internationale samfund nægter fortsat enhver forhandling
Det står endnu værre til med de storstilede planer om at erobre hele Somalia, for det vil betyde en skæbnesvanger udtynding af AMISOM’s tropper og de upålidelige regeringstropper, ligesom det skete med den etiopiske hær, som blev let at ramme. Som vi tidligere har skrevet, skal en konventionel hær råde over en styrke, der er omkring 20 gange så stærk, som den guerillastyrke, den bekæmper. Obama, Vesten og det internationale samfund nægter fortsat enhver forhandling med de somaliske oprørere. Det er lidt underligt, fordi man aldrig vil få at vide, hvad man eventuelt kan få ud af det, når man ikke ønsker at prøve.
Da USA ikke selv har lyst til at genoptage eksperimentet med selv at sende tropper til Somalia, så nøjes man med private amerikanske sikkerhedsfirmaer som BlackWater og med at finde substitutter i form af AMISOM, som man for tiden er optaget af at udbygge med nye tropper fra afrikanske lande med et tvivlsomt forhold til demokrati og de menneskelige rettigheder.
I Burundi skal der snart være valg. Men valgdeltagelsen vil blive ringe, hævder oppositionen, som nægter at deltage i dem. Guinea er en anden afrikansk stat, som er blevet overtalt (og betalt) for at sende tropper til Somalia. ”Menneskeretsgrupper beskylder Guineas væbnede styrker for alvorlige overgreb inklusive massakren på over 150 tilhængere af oppositionen i 2009 og adskillige gruppevoldtæger”, skrev Associated Press. At påstå, at Uganda er et mønster på demokrati, vil være en overdrivelse. Efter det sidste valg i Kenya nægtede regeringen at gå af trods en stor valgsejr til oppositionen, hvad der udløste voldsomme uroligheder. Og for Etiopiens vedkommende er premierminister Meles Zenawi berygtet for sin brutalitet mod sine opponenter, og som fastslået af samtlige menneskeretsorganisationer bliver hans opponenter forfulgt på det grusomste.
Flere bombardementet og flere lidelser for Somalias befolkning
Faktisk mødes AMISOM’s bombardementer af stigende kritik: ”En rapport fra den Afrikanske Union, der var stemplet ”kun til internt brug”, hævdede, at hvis bombardementerne fortsatte ville styrken miste støtten fra somalierne”, skrev Associated Press den 20. juli. Og selv den somaliske regerings justitsminister har kritiseret AMISOM, ”fordi voldsomme bombardementer ikke kan befri noget land”.
Det mest sikre, der kommer ud af øgningen af AMISOM’s styrker, er flere bombardementet og flere lidelser for den almindelige befolkning. Men måske kan man gøre, som man gør i Afghanistan, hvor Nato også synes at være kørt uhjælpelig fast. Her har en donorkonference bl.a. drøftet et forslag om oprettelsen af et gigantisk fond, som bl.a. skal bruges til at købe talibanere for, så de i stedet for at slås med krigsherrernes regering slutter sig til den.
Lene Espersen har meddelt, at den danske regering vil bruge 30 millioner kroner af bistandsmidlerne til denne fond. Selvom det er mere end tvivlsomt, om det vil hjælpe Se også: Brevveksling med udviklingsministeren
* Artiklens forfatter, Vagn Rasmussen er bestyrelsesmedlem i STS - International Solidarity.
Relaterede artikler fra STS
Om udviklingen i Pakistan
Labour Education Foundation (LEF), Labour Party Pakistan (LPP) og den Nationale Union af Faglige Bevægelser er i denne tid meget optaget af at støtte en vigtig strejkebevægelse blandt tekstilarbejderne i Pakistans tredjestørste by, tekstilbyen Faisalabad. To ledende medlemmer af fagforeningen er blevet skudt ned på deres kontor.
- Pakistan: Strejker og demonstrationer i kølvandet på mord på arbejderledere i Faisalabad
- Pakistan: Fire fagforeningsledere er illegalt arresteret i Faisalabad
- Pakistan: Den første sejr for arbejderne i Faisalabad
- Denne artikel er et sammendrag af en appel fra Asiens Menneskeretskommission, som frygter for de arresteredes liv. Du kan læse artiklen og underskrive en protest her: http://www.ahrchk.net/ua/mainfile.php/2010/3511