I 2008 udkom bogen ”ADSKILLELSENS POLITIK” af Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen. Den satte begrebet (multi)kulturalisme til kritisk refleksion.
Bogen er nu også udkommet på et tysk forlag. I den anledning bragte det tyske venstrefløjsmagasin Jungle World den 2. december 2010 et interview med Frederik Stjernfelt. Vi bringer her et uddrag.
- Din bog* har udløst en heftig kontrovers i Danmark. Hvad fik dig til at skrive denne bog?
Frederik Stjernfelt: Vi havde det indtryk, at debatten om multikulturalisme var endt i en blindgyde. Såvel indenfor som udenfor Danmark. På den ene side var der tale om et kraftigt opsving for den nationalistiske populisme, der betoner den nationale kulturs værdi og forlanger den størst mulige tilpasning af immigranter og andre, der skiller sig ud fra den herskende kulturtradition. På den anden side var der venstrefløjens multikulturalisme, der forsvarer ligeberettigelse mellem de forskellige kulturer og vidtrækkende særrettigheder for mennesker, der tilhører et kulturelt mindretal.
- Disse to strømninger opfatter hinanden som diamentrale modsætninger, vi mener imidlertid, at de i virkeligheden er nært beslægtet med hinanden. I begge tilfælde handler det blot om forskellige varianter af kulturalisme. Begge strømninger overvurderer det enkelte menneskes afhængighed af den kultur, det er født ind i.
Det enkelte menneskes autonomi
- Begge går sommetider så vidt som til at hævde, at det enkelte individ udelukkende er præget af den kultur det tilhører. En sådan opfattelse står imidlertid i modsætning til opklaringens vigtigste idealer: Det enkelte menneskes autonomi, de personlige rettigheder, lighed for loven og det åbne samfund. Alle disse værdier er truet, når man opfatter et individ som værende produkt og bestanddel af en bestemt kultur. Da bliver kultur pludselig vigtigere end demokrati og opklaring. Da vi opfatter os selv som del af venstrefløjen, rettede vi først og fremmest vores kritik mod den ”hårde multikulturalisme” og opstillede en blød variant som alternativ.
- Hvordan var reaktionerne på jeres bog i Danmark?
Frederik Stjernfelt: Vi blev overrasket over reaktionerne. De første anmeldelser kom fra højrefløjen – de var temmeligt fjendtligt indstillet overfor vores bog. Politken, en af landets største aviser, bragte en meget fyldig anmeldelse og en samtale mellem mig og avisens chefredaktør. Senere hen blev der offentliggjort nogle anmeldelser, der kritiserede vores bog ud fra et venstreorienteret, kulturalistisk standpunkt. Derfor kan man vel sige, at vores forsøg på at etablere en tredje position i modsætning til såvel den højreorienterede som den venstreorienterede kulturalisme er lykkedes.
- Multikulturalisme og national lederkultur er efter din mening blot forskellige varianter af kulturalisme?
Frederik Stjernfelt: Begge koncepter har fælles rødder i idéhistorien. De kommer fra Johann Gottfried Herder og den romantiske nationalbevægelse i det 19. århundrede. Den politiske nationalisme var oprindelig forbundet med liberalismen, men i det 20. århundrede fjernede den sig fra liberalismen og blev til et anliggende for de højreorienterede. I sin mest ekstreme form kom den til udtryk i den fascistiske nationalisme.
- Er det i Danmark som i Tyskland således, at højrefløjen besværger den nationale kultur og venstrefløjen multikulturalismen?
Frederik Stjernfelt: På dette felt ligner de fleste vestlige lande hinanden. Dog med visse forskelle: I Frankrig har vi f.eks. Alain de Benoist og hans ”ethnopluralisme”, en højreekstremistisk version af multikulturalismen, der går ud fra, at alle kulturer er unikke, har deres berettigede krav og bør bevares – men vel at mærke kun indenfor deres oprindelige territorium.
- Men det er og bliver en gåde, hvordan den universalistiske venstrefløj gik hen og blev tilhænger af multikulturalismen og tog den til sig. For det er, når alt kommer til alt, en reaktionær kraft, en antimoderne koncept, der opfordrer det enkelte menneske til at underkaste sig traditionerne i sin kultur.
- I jeres bog skriver I, at underprivilegerede grupper afspores fra de virkelige vigtige politiske problemer, hvis de beskæftiger sig for meget med spørgsmål som religion, kultur og identitet. Det lyder jo som gode gamle venstrefløjsdogmer.....
Frederik Stjernfelt: Den britiske forfatter Kenan Malik har tydeligt beskrevet, hvorledes multikulturalismen i Storbritannien har ført til, at de immigranter, der tidligere tilsluttede sig venstrefløjen, nu har ”balkaniseret” sig og er gået ind i et utal af religiøse og kulturelle grupper, der ofte bekæmper hinanden istedet for at tematisere deres fælles vilkår og problemer som immigranter.
- Multikulturalismen forsømmer menneskerettighedsproblematikken og betoner i stedet konservative værdier som religion og tradition. Derved styrkes visse reaktionære strømninger, der baserer deres politiske forestillinger på religion – idag frem for alt islam. Nogle venstreorienterede immigranter, som feks. Kenan Malik, har gennemskuet dette og argumenterer imod multikulturalismen. Men denne erkendelse er ikke ret udbredt blandt den indfødte europæiske venstrefløj.
- Kan du forestille Dem et samfund, hvor kultur og kulturel identitet ikke spiller nogen rolle ?
Frederik Stjernfelt: Selvfølgelig ikke, men jeg synes at kulturens betydning skal reduceres til et fornuftigt omfang. Kulturen er jo kun én af flere kilder til identitetsdannelse. Derudover er der også familien, arbejdet, politisk indstilling, køn, social klasse, økonomi, hobbies, sport, mode, musik etc. Som den indiske økonomiforsker Amartya Sen ofte har betonet det, så bliver menneskenes identitet i det moderne samfund ikke skabt af én enkelt omstændighed, men af en række forskellige fællesskaber og idealer, som de enkelte mennesker føler sig personligt forbundet med. I modsætning til denne opfattelse er kulturalismen en reaktionær kraft, fordi den går ud fra, at det enkelte menneske kun styres af én enkelt og entydig loyalitet.
- Mange folk på venstrefløjen frygter, at en kritik af islam vil føre til øget racisme. I Europa er der en række højrefløjsstrømninger, som forbinder deres islamkritik med fremmedfjendtlighed og racisme. Hvad mener du om det?
Frederik Stjernfelt. Racisme forstået som den biologistiske racelære forbundet med et politisk program har ikke længere nogen betydning i Europa. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke eksisterer fremmedfjendtlighed – tværtimod! Men påstanden om, at kritik af islam fører til racisme, er forkert. Når man angriber islamismen, vender man sig imod en bestemt samling af religiøse og politiske idéer og ikke mod bestemte grupper af mennesker. Man kritiserer udelukkende de mennesker, der er tilhængere af islamisme. Men fri diskussion af meninger og verdensanskuelser er selvfølgelig en del af det åbne samfund.
- Vi mener, alle mennesker er lige og synes ikke, at man skal overdrive forskellene mellem de forskellige grupper. Og det er netop det, kulturalismen til tider gør.
- Ser du den politiske islamisme som en farlig og indflydelsesrig kraft?
Frederik Stjernfelt: Det er ikke let at bedømme dens betydning. Men der findes kun få stater idag, hvor islamismen er på magten, nemlig Saudi-Arabien og Iran. Men i en række andre lande som Pakistan, Afghanistan og Algeriet har islamismen stor indflydelse. Selv i sekulære stater som Ægypten skal man ikke undervurdere islamismens indirekte virkning. Hvad angår de muslimske immigranter i Europa, så er de forskellige statistikker og undersøgelser på området fuld af modsætninger. Men for det meste fastslås det , at de fleste immigranter ikke finder islamismen særlig attraktiv og at det er mindretallet, som bekender sig til islamisme - helt eller delvist.
"Kun sekularismen er istand til at garantere religionsfriheden"
- Jeg tror sekularismen er det vigtigste mål. Hvad ikke betyder, at jeg synes, samfundet skal være strengt rationalistisk. Sekularismen forlanger bare, at der ikke er nogen religion, der skal besidde særlige politiske rettigheder. Og derfor er multikulturalisternes krav om særlige religiøse og kulturelle rettigheder til enkelte grupper så foruroligende. Man kan ikke sige det tit nok: Kun sekularismen er istand til at garantere religionsfriheden. Kun den gør det muligt, at tilhængere af alle religioner kan deltage ligeberettiget i det politiske liv.
- Har begrebet universalisme ikke fortjent at blive defineret på ny? Det spiller en stor rolle i debatten, men bruges af forskellige folk alt efter behov og behag.
Frederik Stjernfelt: Begrebet er flertydigt. Islam er en universalistisk religion, ligesom kristendommen – begge ønsker de at dominere verden. Denne form for universalisme er naturligvis ikke vores sag. Vi refererer til de klassiske universelle frihedsrettigheder, der tillader individet frit at vælge politisk holdning og religion og at tilslutte sig andre fællesskaber efter eget valg. Selv om disse universelle frihedsrettigheder blev sat i kraft for første gang med den franske revolution i 1789, er de ikke alene et produkt at europæisk eller vestlig kultur. Opklaringens filosoffer var inspireret af antikken, af det gamle Kina, af muslimske kulturer, af det prækolombianske Amerika. De var ikke indskrænkede eurocentrister. Universalismen udsprang netop ikke af den europæiske kultur – tværtimod.
( Interviewet er offentliggjort i det tyske venstrefløjsmagasin Jungle World, den 2. december 2010. Oversat og redigeret af ikh/autonom info-service).
Ordforklaring
Segregation er betegnelsen for adskillelse af befolkningsgrupper og kulturer indenfor et land eller en by. Det kan f.eks. være en adskillelse af etniske grupper i forhold til hoved- kulturen, eller en adskillelse der beror på sociale forskelle. I Sydafrika så man under apartheid et ekstremt eksempel på segregation, hvor sorte og hvide levede i hver deres bydel, eller i dagens Palæstina med lignende forhold israelere/palæstinensere. Denne segregation var/er politisk bestemt og blevet til som følge af lovgivning.
* På tysk: ”Die Politik der Segregation. Multikulturalismus – Ideologie oder Wirklichkeit”
Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt: ADSKILLELSENS POLITIK
Multikulturalisme - ideologi og virkelighed
496 sider, 299 kr.
Lindhardt og Ringhof
____________________
- Note fra autonom info-service
Universalismen, som forfatteren refererer til, har som han selv formulerer det ikke noget at gøre med hverken visse historiske udtryksformer præget af kolonitidens missionariske voldsherredømme eller nutidens vestlige demokratiforståelse, der er tæt knyttet til den privatkapitalistiske markedsøkonomi.
Der er tale om en universalisme, som hverken er en erkendelsesteoretisk model eller et abstrakt politisk retsbegreb, men derimod udgør konturerne af konkrete kampe og diskurser: Erfaringerne fra Zapatisternes kamp for ”alt for alle”, fra queersammenhænges kønspolitiske kampe, fra kampene imod prekære arbejds – og levevilkår, fra forskellige sociale og antiracistiske bevægelser, m.m.
En universalisme, der forsøger at forbinde de respektive kampe med fælles politiske målsætninger og handlinger og bidrager til udviklingen af nye former for universalisme fra neden.
Kommentar schreiben