Den 27. oktober 2010 blev den kendte infoladen M99 i Kreuzbergs hjerte udsat for et brandattentat. Selv kalder bestyreren og bevæg- elsesveteranen ”HG” sin infoladen for en ”almuligbutik med revo- lutionsudstyr”.
Det må siges at være en passende betegnelse for denne butik, som er tætpakket helt op til loftet med alskens hættejakker, bz-huer, bøger, magasiner, flyers og tidsskrifter mm. M99 er igennem årene blevet ransaget af politiet ialt 53 gange...
- I et interview fortæller ”HG” om sit liv i Berlins brogede oprørsmiljø.
- Kort før jul 2010 har du endnu engang haft strisserne i huset. Det var den 53. ransagelse i bogladens eksistens. Hvordan klarer du det?
HG fra M99: Jeg synger. Politifolkene synes godt om det, ihvertfald de lokale strissere fra Kreuzberg. Visse betjente fra efterretningstjenesten synes ikke om det, de mobber mig. De har observeret mig siden 1980erne.
- Hvad synger du så?
HG fra M99: (HG sætter an til et mix af folkesang og operette). Jeg
har kørt denne infoladen i over 25 år, på trods af tankepoliti. For de vil fordrive mig, tankepoliti.
Men jeg bliver, hvor jeg er, jeg lader mig ikke fordrive.For tankerne er jo frie, på trods af tankepoliti-ti-ti-ti. Men som overalt i verden, koster tankefrihed mennesker livet, - friheden eller
mange, mange penge.
Hjolerarridiiiiiie, hjollerrdkikaal, hjolerarridierriediiiie!
- For kort tid siden har ukendte gerningsmænd sat ild til din butik. Skaderne heraf ses stadig. Du formoder, at neonazis stod bag.
HG fra M99: Det taler jeg ikke om. Men det er ihvertfald ikke første gang, det sker. Tre gange er der blevet sat ild til min infoladen.
- Tør nazierne godt at komme til Kreuzberg?
HG fra M99: De køber sågar ind hos mig, andre steder får de det ikke så billigt.
- Og det tillader du?
HG fra M99: Som regel ved jeg det jo ikke, de har folk til at købe ind for sig. Engang, da jeg vidste det drejede sig om to nazier, hængte jeg fotos af de to fyre op i udstillingsvinduet....de kom aldrig igen.
- Har Kreuzberg forandret sig de sidste 25 år?
HG fra M99: Jeg oplever ikke Kreuzberg, jeg oplever kun min infoladen, fordi jeg sidder herinde hele dagen. Kreuzberg kommer til mig. Turister fra hele verden kommer til mig, for at se denne eksotiske oase. Jeg står jo omtalt i al verdens alternative rejseguides.
- M99 er altså omdrejningspunktet i dit liv. Er du en politisk solofighter?
HG fra M99: Nej, jeg er en agaz.
- En hvad?
HG fra M99: En autonom gruppe med anarkistisk orientering. ( agaz: "Autonome Gruppe mit anarchistischer Zielsetzung"). Jeg vil være autonom for enhver slags dogmatisme. Jeg har tit fungeret som kontaktadresse for alverdens kampagner, men var i dele af miljøet hurtigt ude igen, fordi jeg aldrig holdt mig fuldstændigt til den politiske linje i grupperne. ( ....) Jeg vil ikke tænke i simplificerede begreber som: Miljøet, dommerne, statsadvokaterne, politiet, efterretningstjenesten. Jeg er ligeglad om mennesker kalder sig venstreorienterede, eller grønne, eller borgere. Jeg kigger på, hvor jeg har noget til fælles med nogen – og så deltager jeg, eller ikke.
- Hvornår fik du den idé at etablere en infoladen?
HG fra M99: I 1980 begyndte jeg at samle autentiske tidsdokumenter omkring husbesætterbevægelsen, fordi jeg var imod censur og undertrykkelse af informationer og holdninger, der efter min mening var en berettiget kritik af de herskende tilstande. Det var altid min idé med en infoladen, at jeg ville offentliggøre originale dokumenter. Det er da bare det rene demokrati. Det ville være formynderisk at skjule bestemt litteratur for folk og dermed forhindre dem i at danne sig deres egen selvstændige mening.
- Domstolene ser anderledes på det: Du er anklaget for opfordring til strafbare handlinger, fordi Du distribuerer Interim ( autonomt aktivstblad fra Berlin ) og lignende tryksager, der indeholder beskrivelser af, hvordan man kan fremstille brandsatser.
HG fra M99: I de 722 udgaver af Interim, der er udkommet siden 1988 er der blevet offentliggjort omkring 10.000 flyers og arbejdspapirer. Måske var der et par dusin af disse, som omhandlede fremstilling af brandsatser. Jeg har ikke Interim og lign. i huset for at opfordre til strafbare handlinger, men fordi jeg vil være et autentisk dokumentationscenter for denne ”grå litteratur”.
- Har det overbevidst dommerne?
HG fra M99: Ja, for det meste bliver retsprocesserne mod mig indstillet efter et halvt års tid. Fordi dommerne anerkender, at jeg ikke identificerer mig med alt indhold i butikkens publikationer og at jeg som butiksindehaver hverken kan eller skal kontrollere indholdet af alt, hvad jeg sælger. Men efterretningstjenestens hensigt er klar: At kvæle miljøets politiske kampagner lige fra starten af - for bagefter at fastslå, at der ikke var tale om noget strafbart.
- Du sælger jo ikke bare tidsskrifter, men også peberspray og slagvåben som teleskoprør. Det kan man ihverfald skade andre mennesker med...
HG fra M99: Ja, selvfølgelig. Men sådanne sager kan også bruges til selvforsvar. Hos mig ligger den slags ting ikke helt fremme som i en militaryshop. Jeg lader folk lede længere, får dem til at tænke og taler med dem.
- I det autonome miljø er Du ofte blevet mistænkt for at være stikker, fordi du har deltaget i så mange aktioner, men aldrig kom i fængsel for det. Hvordan har du klaret at forblive på fri fod?
HG fra M99: Faktisk har jeg kun været to dage i fængsel. Jeg var altid vel informeret om kommende razziaer mod mig. Det hang sammen med, at jeg fra politifolk og politikere, først og fremmest fra SPD (Socialdemokratiet), ofte fik informationer . I 1980erne havde socialdemokraterne interesse i, ikke at lade husbesætterkampene eskalere for meget.
- Hvad var din mest markante handling?
HG fra M99: Jeg var med til at udløse murens fald.
- Oha, det står der ikke noget om i historiebøgerne...
HG fra M99: Det ved jeg godt. Men i slutningen af maj 1988 har vi – ialt omkring 600 folk – besat Lennédreieck lige ved muren. Fem uger senere ville politiet rydde. Da tog jeg mig en megafon og opfordrede folk til at klatre over muren. 200 gik med på idéen og fulgte med over. Alt sammen fredeligt. Vores molotowcocktails havde vi overladt til den tilstedeværende presse. Senatet i Vestberlin havde ikke noget valg og DDRs Volkspolizei inviterede os på morgenmad. Aktionen gjorde muren til en absurditet, sørgede for stor international opmærksomhed og bidrog i sidste ende til murens fald.
- Hvilke konsekvenser havde aktionen for dig?
HG fra M99: Efter en dag blev vi alle sammen kørt tilbage til Vestberlin. Uden problemer. Men jeg måtte blive noget længere pga. et astmaanfald. Siden den dag er jeg blevet massivt chikaneret af bestemte folk fra efterretningstjenesten. Jeg led af psykosomatiske angsttilstande og blev ofte ramt af selvmordsanfald. Når angrebene kom, opsøgte jeg straks min selvhjælpsgruppe eller kirken på Lausitzer Platz i Kreuzberg. Jeg tænkte, der kan der ikke ske mig noget.
- Også den 22. september 1989?
HG fra M99: Min dødsnat. Hvad der skete den nat, ved jeg stadig ikke. Jeg kan kun huske, at jeg fik et anfald og at selvhjælpsgruppen afviste mig, fordi de ikke kunne håndtere det. Senere blev jeg fundet livløs af forbipasserende ved Lausitzer Kirche. Øjenvidner siger, at jeg sprang ud fra kirketårnet. Seks uger lå jeg i koma. Mine forældre ville allerede organisere begravelsen. Men jeg overlevede.
- Siden den dag sidder du i kørestol. Er du bitter over skæbnen?
HG fra M99: Naturligvis. Men det var også punktet, hvor jeg begyndte et andet liv. Førhen var jeg ikke åben overfor andre mennesker. Jeg tænkte bare, at det jeg laver er helt fantastisk og det skal alle andre ubetinget få noget at vide om. Efter at jeg blev lam, har jeg målrettet åbnet mig for sociale kontakter.
- Hvordan reagerede Deres venner på ulykken?
HG fra M99: Efter ulykken var der færre, som kom og besøgte mig. Når mennesker mærker og tynges af, at de ikke kan hjælpe mig, lader de hellere helt være med at komme. Særligt i det autonome aktivistmiljø bliver du hurtigt lukket ude og fremstillet som en sikkerhedsrisiko, hvis du ikke fungerer rigtigt.
- Det er temmelig barske ord.
HG fra M99: Ja, men der er dele af miljøet, som bedriver inkvisitionspolitik. De siger, deres politiske linje er den bedste og alt andet skader det politiske mål. Jeg er flere gange blevet angrebet af folk, som opfordrede til at boykotte mig.
- Hvorfor har De trods alt aldrig vendt miljøet ryggen?
HG fra M99: I 1984 sagde jeg farvel. Dengang herskede der en meget dogmatisk holdning til, hvordan en infoladen burde være. Men jeg er ikke noget kollektiv. Jeg vil udvikle mig som enkeltperson i fællesskabet. Så arbejdede jeg et år som byggearbejder og i 1985 åbnede jeg min egen infoladen, M99.
- Går du stadig til demonstrationer o.lign.?
HG fra M99: Kun sjældent. Jeg kommer heller ikke så tit til arrangementer, fordi der bliver røget så meget. Men jeg forbliver del af miljøet. Det er så mangfoldigt, og jeg hører også med.
- Mange vil måske snarere tale om en splittelse af miljøet?
HG fra M99: Når folk ikke kan enes om en fælles fremgangsmåde, men anerkender at man har et fælles mål, så er det godt. En knyttet næve har mange fingre. Men splittelse er dårlig, for det betyder, at nogle udfører deres politiske aktioner på bekostning af andre. Det var grunden til, at jeg aldrig havde lyst til at høre til ét bestemt sted.
- Føler du dig ensom af og til?
HG fra M99: Hele tiden. Når jeg som den kendte "HG", jeg er, deltager i stormøder, er der enten "jubelstorm" eller stilhed. Der er ikke tale om en ligeberettiget diskussion med mig. Fordi jeg sidder i kørestol, er jeg altid til overs.
- Hvem er så dine venner idag?
HG fra M99: Jeg er for ung af min alder og alt for diskussionslysten. Derfor veksler det ofte med, hvem der vil have noget at gøre med mig. Det er for anstrengende for de fleste. Men jeg siger altid: Hellere anstrengende og diffencieret end forsimplet og overfladisk. Det er mest de unge, som indlader sig på et venskab med mig. Efter nogle år går de så videre.
- Hvordan står det til med kærligheden?
HG fra M99: Jeg mødte min første kærlighed, da jeg var 38 år. Alle, der havde noget at gøre med mig, blev mobbet af efterretningstjenesten. Men så dukkede kvinden op, som var ligeglad med det og som tog imod min megen plapren. Vi levede sammen i London, i et hus bygget i et træ – på trods af kørestol. Nu er hun undervejs på verdensrejse. Jeg ser hende to gange om året. Jeg ville gerne rejse med hende gennem verden, men jeg har stadig ansvar for min infoladen her.
- Men på et tidspunkt vil du blive væk for altid? Vil der engang eksistere en M99 uden "HG" ?
HG fra M99: I ti år har jeg sagt til mig selv: Jeg gør det her tre år endnu. Men repressionen mod min infoladen er så hård, at det ikke er til at finde nogen, der kan overtage den.
I de sidste 25 år har jeg fem gange prøvet at stå uden noget som helst: Sygdom, beslaglæggelser, retsprocesser, husejerskifte, brandanslag. Det har altsammen kostet mig en masse penge, og jeg betaler stadig af på gælden.
- Længes du ikke engang imellem efter lidt borgerlighed og en smule luksus?
HG fra M99: Jeg har ikke brug for penge. Jeg er lykkelig, når jeg synger og kan spise vegansk Schwarzwälder kirsebærtærte.
- HG, findes der folk, som mener, du er forrykt?
HG fra M99: Ja, naturligvis. Dem er der hele tiden nogen af. Jeg bliver konstant kritiseret, men jeg lytter og forandrer mig også. Jeg vil jo ikke være forrykt - ikke rykket væk fra realiteten.
(Interviewet stammer fra dagbladet "Die Tageszeitung“, d. 3. Januar 2011. Oversat og let redigeret af autonom infoservice.)
- Relateret