Storm over Tunesien

Det har ulmet længe i Tunesien. Vreden over fattigdom, umyndig- gørelse og statslig repression eksploderede den 17. december og er siden vokset til en folke- opstand.

I løbet af de heftige konfrontationer med politiapparatet har de protest- erende udviklet spæde dobbelt- magtstrukturer i kvarterene og i virksomhederne.

Der er sket det, som aldrig før er sket i en arabisk stat: Gadens parlament har jaget deres diktator - præsident Ben Ali - ”Faraoen fra Karthago” - og de fire herskende familieklaner fra magten. Deres flugt til Saudiarabien satte punktum for 23 års vestligt støttet diktatur.

"RCD ud af regeringen!"

Lige for øjeblikket slås de politiske kræfter om en provisorisk samlingsregering, der skal danne overgang til et demokratisk valg om to måneder.

Landets progressive fagforening UGTT og det reformorienterede ”Demokratisk forum for arbejde og demokrati” vil kun deltage i samlingsregeringen, hvis samtlige tilhængere af den væltede præsident Ben Alis regime bliver udelukket. Dermed bakker de op bag de sidste dages store demonstrationer i flere tunesiske byer, som kræver regeringspartiet RCD ud af overgangsregeringen.

Ben Alis flugt over Frankrig til Saudiarabien

Sidste fredag flygtede den 74-årige præsident Zin el-Abidine Ben Ali i sit privatjetfly og satte kurs mod Frankrig. På trods af Sarkozy-regeringens hidtidige støtte til hans diktatoriske regime, nægtede de franske myndigheder at give den tunesiske diktator landingstilladelse på fransk territorium.

Flugten fortsatte derfor til byen Djidda i Saudiarabien. Kort tid efter fulgte den indre kerne af de herskende tunesiske familieklaner. Da magthavernes flugt blev offentligt kendt i Tunesien, invaderede unge demonstranter de flygtedes overdådige villaer og tog alt, hvad de kunne bruge med sig. Derefter satte de ild til en del af husene og luksusbilerne.

Overgangsregeringen skal standse befolkningens protester

I mandags, den 17. januar 2011, blev den nye regerings sammensætning offentliggjort. Overgangsregeringen består bl.a. af udenrigsminister Kamel Morjane og fire andre ministre fra det tidligere regime under Ben Ali. Enkelte repræsentanter fra den legale opposition (1) fik underordnede ministerposter.

Én dag efter dannelsen af den provisoriske regering, træder tre netop udnævnte regeringsmedlemmer ud igen: Houssine Dimassi, Abdeljelil Bédoui und Anouar Ben Gueddour - en minister og to statssekretærer.

De kommer fra faglige kredse omkring fagforbundet UGTT (Union Géneral des Travailleurs de Tunisies) og nedlægger deres poster på grund af presset fra fagforeningens basis. Derefter følger videnskabsminister Ahmed Ibrahim fra det forhenværende kommunistparti PCT, som i 1993 i undergrunden blev omdannet til det reformorienterede parti Ettajdid.

Grunden er, at repræsentanter fra det gamle regeringsparti RCD på trods af modsatte signaler, er blevet placeret i overgangsregeringens nøglepositioner. Kort tid efter udtræder af samme grund også repræsentanten fra det socialdemokratiske ”Demokratisk forum for arbejde og demokrati” - FDTL (”Forum démocratique pour le travail et la liberté”).  

Demonstrationer mod samlingsregeringen

Da overgangsregeringens sammensætning blev offentlig-  gjort, gik tusinder af vrede folk i flere tunesiske byer på gaden med krav om, at regerinspartiet RCD bliver smidt ud af samlings- regeringen.

Hovedparten af disse demon- strationer er organiseret af beboer- komiteer og faglige kredse og foregår både i Tunis og i provinsen. Deriblandt i et af oprørets vigtige centre – byen Sfax, hvor over 5000 mennesker demonstrerede.

Islamisternes særskilte demonstration

I en særskilt demonstration markerer de islamistiske bevægelser, som traditionelt er ret svage i Tunesien, deres opposition mod samlingsregeringens sammensætning. Demonstrationen ledes af den landskendte islamist Sadok Chourou og samler nogle hundrede islamister. Sadok Chourou har under Ben Alis regime været 20 år i fængsel og er blevet løsladt i oktober sidste år.  

Som reaktion på de massive protester mod regeringspartiet RCD erklærede både ministerpræsident Mohammed al-Ghannouchi og overgangspræsident Fouad Mebazaa offentligt deres øjeblikkelige udtræden af partiet. Et skridt, som de fleste kommentatorer på Twitter opfatter som rent taktisk spil. Al-Ghannouchi fastholder dog også det midlertidige samarbejde med ministre fra Ben Alis regime, fordi de ”medbringer den nødvendige erfaring, der skal til i en vanskelig overgangsfase”.

Samtidig lover Ghannouchi ”vidtgående reformer”, deriblandt løsladelse af omkring 1800 politiske fanger i tunesiske fængsler og legaliseringen af de forbudte partier og organisationer (2)

  • Tunesien under Ben Alis diktatur

Ben Alis regeringsparti RCD – medlem af 2. Internationale

I Tunesien har fire familieklaner siddet på magten i årtier. Ben Ali var landets præsident i 23 år. Hans ”kleptokratiske familie” har i alle disse år systematisk plyndret statskassen og haft en mafios andel af samtlige større økonomiske foretagender.

I 2009 forlængede Ben Ali sin post med yderligere fem år, efter han angiveligt fik 89 procent af de afgivne stemmer ved valget. Oppositionen taler om systematisk stemmefusk. Ben Ali’s magt blev sikret af partiet ”Konstitutionel demokratisk Samling” – RCD (Rassemblement constitutionnel démocratique). Dette parti var indtil den 17. Januar 2011 (!) fuldgyldigt medlem af den socialdemokratiske ”Socialistisk Internationale” (2. Internationale).

RCD havde ifølge officielle kilder omkring 1 million medlemmer. Først og fremmest fordi RCD medlemmer nød godt af en række privilegier. Som medlem af RCD kunne man lettere få en byggetilladelse, et banklån, få en uddannelsesplads, springe boligkøen over, undgå at blive forulempet af det lokale politi, etc.

Regeringspartiet RCD er/var organiseret i såkaldte naboskabsceller og lokal- foreninger, som opretholder kontrollen i samfundet og i virksomhederne. Partiets medlemmer samarbejdede tæt med indenrigsministeriet og politiapparatet.

Ny boglade i Tunis
Ny boglade i Tunis

Koncernernes paradis

Ben Ali - regeringen har tilbudt verdensmarkedsfabrikker som for eksempel tekstilkoncernerne Levi og Hilfinger favorable produktions- betingelser. Faglige aktiviteter på virksomhederne var strengt forbudt. Den gennemsnitlige måneds- indkomst for en arbejder i disse virksomheder er omkring 850 kr.

Den officielle vækstrate for den samlede produktion lå i 2010 på 3,1 procent. Ikke forunderligt at den Internationale Valutafond i diverse rapporter fremhævede Tunesien som foregangsland i regionen.

En vigtig del af landets indtægter stammer fra turismen (2009: 6,9 millioner turister). Over 13,9 procent af landets samlede økonomi er direkte forbundet med turismeindustrien.(3)

Mens Tunesiens nordlige del regel- mæssigt fik tildelt store statstilskud til regionens infrastruktur, blev de centrale og sydlige regioner holdt udenfor. På denne måde sikredes relativt fredelige arbejds- forhold i det nordlige Tunesien med sin veludbyggede turismeindustri.

Aldersgennemsnittet i befolkningen i Tunesien er under 30 år. Mange af de unge har en god uddannelse, men stort set ingen mulighed for at få et job og en regelmæssig indtægt. Arbejdsløsheden blandt akademikere er officielt 22 procent, men uafhængige økonomer mener, at tallet snarere ligger på over 35 procent. Den generelle arbejdsløshed er omkring 14 procent.

Repression ...

Tunesiens politiapparat har omkring 120.000 ansatte, hvilket størrelsesmæssigt svarer til Frankrigs politistyrke. Dog har Frankrig et befolkningstal på 64 millioner – seks gange så mange som Tunesien med sine 10 millioner indbyggere. Landet har et tætmasket net af politistationer, spredt ud over storbyernes beboelseskvarterer, industriområder og landsbyer.

For eksempel har hvert eneste videregående uddannelsessted en tilknyttet politistation med op til 60 politifolk. Forulempelse og kriminalisering af reelle eller påståede oppositionelle var hverdagskost under Ben Alis regime. Også seksuelle minoriteter blev systematisk forfulgt af politiet. Lovgivningen tilskynder til kriminalisering af homo – og transsexuelle og straffer dem med op til tre års fængsling.

En paramilitær nationalgarde med omkring 12.000 medlemmer udgjorde Ben Alis personlig elitekorps. Det var dele af denne styrke, som blev nedkæmpet af det regulære militær i sidste uge i de riges enklave Karthago. Dertil kommer de berygtede civile politienheder, som anvendes til stikkervirksomhed, men også ved demonstrationer, som de konstant forsøger at infiltrere. Demonstrationer bliver som regel umotiveret angrebet af politiet med peberspray, knipler og i tilspidsede situationer også med skudvåben.

Ben Alis regime sikrede sig EUropas og USAs fulde støtte ved at foregive, at sikkerhedsapparatets massive tilstedeværelse tjener kampen mod den latente islamistiske fare i landet. Faktum er imidlertid, at islamisternes samfundsmæssige betydning i Tunesien er meget ringe - i modsætning til de fleste andre arabiske lande.

... OG OPRØR

Oprørets gnist blev tændt, da politiet i byen Sidi Bouzid, den 17. december sidste år, beslaglagde en 26-årig arbejdsløs akademikers grøntsagsvogn og på politistationen krævede bestikkelsespenge. Da Mohammed Bouazizi nægtede at betale, fik han tæv og blev jaget væk uden hans grøntsagsvogn.

Efter denne episode tog han hen til politiets hovedkvarter, overhældte sig med en brandbar væske og satte ild på sig selv. Billeder af dette scenarie blev på trods af regimets internet-censur udbredt over Facebook og Twitter og forårsagede øjeblikkeligt vrede og raseri blandt befolkningen i hele landet. Lokale, spredte protester blev hurtigt til et folkeligt oprør, som ældre iagttagere sammenligner med folkeoprøret mod Irans Shah Reza Pahlavi i slutningen af 1979.

I starten var der ingen struktur i demonstrationerne. Efterhånden, i takt med tilspidsningen af konfrontationerne med statsmagten, begyndte demonstranterne at opbygge kvarterskomitéer, virksomhedsgrupper og lokale værn. Sidstnævnte forsvarede sig mod Ben Alis civile politibander, der invaderede boligkvarterene, plyndrede forretninger, overfaldt, skød på og anholdt vilkårlige demonstranter for at skabe størst muligt kaos.

Nogle af komiteerne begyndte også at udføre opgaver som at sikre fordeling af fødevarer, sørge for sikkerheden i området og planlægge nye protester. Revolten gik dermed ind i en anden fase, da spæde former for baisdemokratiske folkemagtsorganer voksede frem.

Ifølge en officiel statistik fra indenrigsministeriet under Ahmed Friaa har den sidste måneds konfrontationer kostet 78 demonstranter livet, mens 94 er registreret som tildels hårdt såret. Demonstranter har angrebet 85 politistationer, 13 rådhuse, 43 banker og 66 indkøbscentre. De materielle skader beløber sig på omkring 11 millioner kroner.

  • Tunesiens revolte - en inspirationskilde for det arabiske Magreb 

Begivenhederne i Tunesien har vækket store dele af befolkningen i hele Magreb. Således skriver den kendte ægyptiske forfatter Tarik Haggi: ”Vidunderlige Tunesien, du viser os vejen”. Solidaritetsdemonstrationer med den tunesiske opstand i Mauretanien, Marokko, Algeriet, Ægypten, Jemen og Jordan udtrykker en fælles længsel efter samfundsmæssig demokratisering fra neden.

(ikh., shaggie, al. /autonom infoservice)

     Noter

1)    Den egentlige opposition til regimet har i årtier befundet sig i eksil, i undergrunden eller i fængsel. Kun med få undtagelser – for eksempel fagforbundet UGTT – har den såkaldte ”legale opposition” på en eller anden måde koopereret med regimet.

2)    F.eks. det islamistiske Fornyelsesparti ”Ennahda“, et kommunistparti af trotskistisk observans, forskellige menneskerettighedsorganisationer, advokatforeninger, kønspolitiske foreninger, etc.

3)    Til sammenligning udgør Tunesiens landbrug 11,5 procent og industrisektoren 29 procent af bruttonationalproduktet.

 

Kilder og flere baggrundsinfos

     Relateret

”Opstanden i Tunesien er også en kamp for borgerrettigheder og værdighed”

Kommentar schreiben

Kommentare: 0