Tidsdoku. Portugal, april 1974: Da revolutionen vendte tilbage til Europa

________________

- en personlig beretning

april 1974 blev det fascistiske diktatur i Portugal væltet.

Længe havde det ulmet i landets befolkning. Da en gruppe venstreorienterede officerer, der var præget af krigen mod befrielsesbevægelserne i Angola, Mozambique og Guinea Bissau, i foråret 1974 gjorde oprør, tændte de en lunte, der blev til en vulkan i udbrud.      

  • Venstrefløjens forskellige grupperinger under revolutionen

 

______________________

Artiklen er skrevet af al. / autonom infoservice i 2011 og ajourført i april 2017. 

_______

PROLOG

Fra Vesterbro til Lissabon

  • Nedslag

” Vinduerne i den gammeldags spisesal på Hotel Højvang stod åbne på vid gab. Larmen fra Istedgade og den nærliggende hovedbanegård trænger ind i bygningen og fylder den med et fernis af liv. Det er en lun forårsnat i København, anno 1973. Jeg har arbejdet et stykke tid som natportier i dette hersens hyggelige hotel, der forekom mig som et mikrokosmos af samfundets sociale lag. Hurtigt fandt nogle af kvarterets sexarbejdere ud af, at her var der en ung portier, som ikke tog det så nøje med husreglementet om, hvem der ikke måtte logere sig ind i hotellets fine værelser.

Snart lignede denne kommen og gåen på hotellet en pendant til banegården tyve skridt derfra. Det eneste tidspunkt, hvor husreglerne reelt trådte i kraft var, når hotellets ejer, en pedantisk men ganske sympatisk kvinde, præcis klokken 7 om morgenen entrede bygningen for at hilse på mig, kigge i regnskabsbogen og afhente nattens ikke så ringe indtægt.

José, anarkisten fra Portugal

Denne lune nat så umiddelbart ikke ud til at forløbe anderledes end alle de andre nætter. Jeg var ved at improvisere mit nattehvilested, gemt bag portierlogen, da hotellets dødirriterende ringe- klokke anmeldte endnu en gæst. Istedet for en af de uundgåelige sexarbejdere, drukkenbolde fra barene, eller dødtrætte turister stod der en hippiefyr med langt sort hår og grinede af min indrømmet ikke særlige engagerede velkomst- hilsen.

Det viste sig, at fyren som hed José var fra Portugal og ville spørge, om man her kunne få et ’billigt-billigt’ værelse for en nat. Han vakte min interesse, da jeg så en iøjenfaldende sort-rød stjerne på hans udslidte skuldertaske. Efter nogle drinks på hotellets regning havde vi sluttet venskab – José, anarkisten fra Lissabon og jeg, revolutionær socialist fra Wien.

José flyttede næste dag ind i mit kollektiv og blev boende et stykke tid i København. Ved hans afrejse aftalte vi, at jeg skulle besøge ham så snart fascisterne var fejet på historiens mødding i en muligvis fjern fremtid. Historiens gang kan være uberegnelig. Næsten to år senere stod jeg og fire andre fra mit VS-kollektiv på peronen i Lissabons banegård og ventede på José og hans kammerater... "

  • Nedslag

I 1910 sluttede monarkiet i Portugal. Det Republikanske Parti, der blev grundlagt forud for monarkiets fald, udråbte den 5.oktober samme år republikken Portugal. Situationen derefter var præget af kampe mellem konkurrerende politiske magtcentre.

I de næste 16 år havde Portugal ikke mindre end 45 regeringer, 8 præsidenter og 26 kupforsøg. I 1926 forsøgte en gruppe stærkt højreorienterede officerer, under ledelse af økonomen António de Oliveira Salazar, sig med et nyt militærkup. Denne gang lykkedes det. De nye magthavere propaganderede dannelsen af ”den nye stat” (”Estado Novo”). Modellen var Benito Mussolinis fascistiske Italien med sine kooperativistiske og autoritære strukturer.

Enhver politisk opposition til regimet blev kriminaliseret og fængslerne fyldtes med dissidenter. Salazar-regimet holdt sig officielt ”neutralt”, såvel overfor den spanske borgerkrig som i 2. Verdenskrig, for ikke at bringe landets relativt stabile økonomiske situation i fare.

Landet havde en ekstrem klassemæssig polarisering. Således kontrollerede omkring 1 procent af jordejerne halvdelen af al jord i landet. Ud af den million portugisere, som var knyttet til landbruget, var halvdelen landarbejdere uden egen jord. Det var dem, som efter fascismens endelige fald i 1974, stod i spidsen for jordbesættelserne. Igennem 1960’erne og 70'erne blev dele af landets landbrug nedlagt og antallet af beskæftigede i landbrugssektoren faldt til 28% af den samlede arbejdsstyrke. Den opståede arbejdsløshed resulterede i, at over en halv million portugisere immigrerede til de vesteuropæiske lande, hvor de som regel blev udnyttet som billiglånsarbejdere.

           __________________

  • Frihedskampen i Portugals kolonier

António de Oliveira Salazar døde i 1970. Året forinden havde han overladt magten til efterfølgerne Marcello Caetano (ministerpræsident) og statspræsidenten Americo Thomas. De varslede større frihed, men selv om enkelte af de mest fascistiske træk ved regimet blev mildnet, fortsatte undertrykkelsen af den politiske og kulturelle opposition.

I 1961 udbrød der i Portugals koloni Angola en befrielseskrig, som nogle år senere bredte sig til Mozambique og Guinea Bissau. Den belastede ikke bare landets økonomi og skærpede Portugals internationale isolation. Den skabte også regime- kritiske holdninger blandt mange af de soldater, der var vendt tilbage fra krigen i kolonierne.

”De væbnede styrkers bevægelse” – MFA
”De væbnede styrkers bevægelse” – MFA

          ____________

  • Nellikerevolutionen - fra officersrevolte til den folkelige revolution

Den 24. april 1974, kort efter midnat, fremlæste en stemme på den katolske radiosender Renascença teksten til den forbudte sang ”Grândola, vila morena” (Grândola, brune by), og afspillede derefter melodien. (1)

Dette var signalet for de oprørske militære enheder, der var ledet af en gruppe venstre-  orienterede yngre officerer, den såkaldte ’kaptajnbevægelse’, senere kaldet ”De væbnede styrkers bevægelse” – MFA (2) I løbet af få timer bzatte oprørsstyrkerne alle vigtige statslige institutioner.

Kun få regeringsbygninger blev forsvaret af militære enheder, der var loyale overfor Caetanos fascistregime. Da de indså, at der ikke ville komme nogen til deres undsætning, overgav de sig efter flere timers for- handlinger. Om eftermiddagen erklærede Marcello Caetano sin tilbagetræden. Hans eneste betingelse var, at regeringsledelsen ikke overgik til en af de yngre antifascistiske officerer. Overgangsregeringens leder blev general António de Spínola. (3) Caetano blev sammen med nogle ministre anholdt og nogle dage senere sendt til øen Madeira, hvor han blev stillet under husarrest.

  • Politifolk skød ud af vinduerne på de ubevæbnede demonstranter

Dagen igennem var titusinder af glade folk på gaden, og soldaterne blandede sig i dette berusende menneskehav. Alle udsmykkede sig med røde nelliker, der netop havde højsæson på denne tid.

Deraf navnet 'Nellikerevolutionen'. Militærrevoltens bilanz: Fire dræbte demo-deltagere, der blev skudt foran det portugisiske hemmelige politis hovedkvarter, da politifolk skød ud af vinduerne på de ubevæbnede demonstranter. Ialt tog det 17 timer og 25 minutter at vælte et fascistisk regime, der havde terroriseret landet i 48 år. Dermed faldt Europas længstvarende men ikke sidste fascistregime. (4)  

Jose Afonso
Jose Afonso

 "Grândola vila morena,
 Terra da fraternidade, 

  O povo é quem mais ordena, 
  Dentro de ti ó cidade."           
 

  "Grândola brune by,
  Landet af broderskab / søsterskab
  Folket regerer,

  i dig, oh by."

....

  

  • Fangerne bliver befriet

Dagene før den 1. maj 1974 blev det fascistiske hemmelige politis (PIDEs) fængsler åbnet og alle fanger hilst velkommen til friheden af tusinder af demonstranter. Oppositionelle og antifascistiske modstandskæmpere fra alle politiske strømninger vendte tilbage fra eksilet.

Deriblandt digteren og socialisten Manuel Alegre, antifascisten og folkesangeren Jose Afonso ('Grândola, vila morena' ), den kommunistiske veteran Alvaro Cunhal, som i over 12 år havde været fanget i PIDE’s torturfængsler, den senere social- demokratiske regeringschef Mario Soares - og utallige andre.

______

Lissabon, 1. maj 1974

Den 1.maj 1974 blev frihedens demonstration: Sammen med soldaterne demonstrerede hundredetusinder af portugisere og internationalister fra hele verden igennem Lissabons gader. Alene omkring Lissabons sportstadion, som siden da hedder "Estádio 1º de Maio“, fejrede hundredetusinder af venstrefløjstilhængere befrielsen fra dikaturet.

Denne dag lovede de hinanden at kæmpe for et socialistisk demokrati. Et løfte, som hurtigt skulle blive afløst af en situation med indbyrdes konkurrencekampe venstre- fløjsgrupperne imellem.

20 dage efter Caetanos fald, blev Spinola taget i ed som Portugals ny præsident. Hans holdninger var yderst modsætningsfulde. Mens han støttede nationaliseringen af bankvæsenet, nægtede han kategorisk at give frigive Portugals kolonier i Afrika.

  • Nedslag

" Vi mødes på en café i en af de mange smalle gyder i udkanten i Lissabons indre by, som fører op til arbejderkvarteret. De gamle sporvogne med de obligatoriske plakater fra kommunistpartiet PCP på bugen, baner sig raslende ned ad de stejle gader. Det gælder om at springe rettidigt til side for ikke at blive ramt af disse kørende 'juke- bokse'.

Privat foto. Lissabon 1975
Privat foto. Lissabon 1975

José hilser på et par, der står posteret udenfor indgangen til den lille café, der viser sig at være propfyldt med 30 til 40 aktivister fra antifascistiske kredse. Vi presser os ind i den støjende mængde af kaffedrikkende folk.

Vi bliver præsenteret for de nærmeste. Venlige alvorlige ansigter, unge mænd og kvinder. Fra radioen drøner de sørgmodige Fado-sange. Da en ældre mand med næsten hvidt hår slukker for musikken, uddør samtalerne og der bliver bomstille i caféen.  

Den gamle antifascist taler indtrængende til de forsamlede og efter et par andre ordfægterier, siver folk ud på gaden. På vejen fortæller José detaljerne i de cirkulerende rygter om, at militante fascister fra det illegale ANP (National Folkeunion) vil demonstrere gennem arbejderkvarteret for at vise deres fortsatte eksistens.

Ifølge José plejer de at lægge deres hærgende demonstrationer gennem forskellige venstreorienterede kvarterer om formiddagen, hvor de er sikre på ikke at møde den store modstand, da de fleste beboere på dette tidspunkt er på arbejde eller andre steder i byen.  

I en stejl opadgående gade venter en del beboere og hilser os stille velkommen. Vi spredes i de omkringliggende husporte. Meningen er, at angrebet på fascistmarchen skal sigte mod deres faner og transportvogn, hvor man formoder de opbevarer våben og propagandamateriale.

Pludseligt er de her – nogle hundrede mand med en fortrop, der tydeligvis minder om kamptrænede middelalderlige soldater i civil, bærende på korte jernstænger og små fascistfaner. ”A baixo o communismo!” (Ned med kommunismen!) gjalder det fra ru stemmer.

  • Konfrontation med militante fascister

Vi lader dem passere. De kigger fjendtligt, agressivt på folk i husporterne og råber sexistiske skældsord mod dem, mens de marcherer i hurtigt tempo fremad. Med ét bryder helvede løs over dem. Fra adskillige vinduer kyler folk – mest børn og ældre kvinder – blomsterpotter ned på fascisterne. Samtidigt bliver de angrebet fra begge sider og presset fremad.

Deres faner går itu, vognen bliver først punkteret, passagererne kylet ud og derefter tømt for al bagage. Nogle af de forreste bøller prøver at presse sig tilbage for at komme deres trængte bagtrop til undsætning, hvilket yderligere bidrager til, at marchkolonnerne opløses i kaos og derefter i vild flugt.

  • ”A baixo o fascismo!” (ned med fascismen!)

Skarpt forfulgt af en sand folkelig tsunami, væbnet med fejekoste, stumtjenere, stænger, stole,... råbende og hvinende med knyttede næver: ”A baixo o fascismo!” (ned med fascismen!), ”viva a libertade!” (leve friheden!) og igen og igen: ”poder popular!” (folkemagt!).

I den anden ende af gaden kommer det til mere alvorlige sammenstød med en gruppe mindre panikdrevne fascister, der prøver en mere ordnet tilbagetrækning. Her bliver udbyttet en bajonet, nogle megafoner, en partifane fra en eller anden fascistbande samt et par militærpistoler.

________________________________

"Lissabon din herlige, elskværdige, smukke skikkelse..." 

Euforien kender ingen grænser. Beboerne posterer vagter i gaderne, derefter bliver der i en store sidegade opstillet borde og stole. Vin, vand, brød og oste kommer på bordene. Hyggen, flirten, latter og røverhistorier om dagens heltegerninger afløser snart den anspændte stemning i kvarteret. Nogle musikere begynder at synge - 'Grândola, vila morena'. Mange stemmer i. "Lissabon din herlige, elskværdige, smukke skikkelse..." 

  • Nedslag

Portugals brogede venstrefløjsspektrum omkring 1974/1975:

PCPs daværende formand Alvaro Cunhal
PCPs daværende formand Alvaro Cunhal

Portugals kommunistiske parti (PCP), der som eneste venstrefløjsparti rådede over et landsdækkende stabilt illegalt partiapparat, havde et par hundrede erfarne aktivister i væbnede undergrundsstrukturer.

På trods af illegalitet og forfølgelse var partiet istand til at rekruttere tusinder af aktive medlemmer i arbejderkvartererne og blandt de fattige landarbejdere på storgodserne i Alentejo, et landligt område i det sydlige Portugal. Denne integritet spillede så stor en rolle, at PCP på trods af sin stålsatte stalinistiske referenceramme ved det forfatningsgivende valg et år efter nellike- revolutionen i april 1975 opnåede over 12 procent af stemmerne. (Sammen med det græske KKE er de de eneste stalinistiske massepartier i Vesteuropa der ikke er faldet fra hinanden).

  • Portugals socialdemokratiske Socialistiske parti (PS) blev dannet i eksil i Vesttysland af intellektuelle og studenter, der deltog i 68-bevægelsen og som til dels kom fra afsplittelser af kommunistpartiet. Portugals socialdemokrater, under ledelse af Mario Soares, blev ligesom det spanske socialdemokrati under Felipe Gonzales protektioneret og finansieret af det tyske socialdemokrati SPD under Willy Brandt. PS fik med næsten 38 procent af stemmerne et relativt flertal ved valget i april 1975, på trods af en betydelig mindre organisatorisk basis end kommunistpartiet.
  • Portugisisk Demokratisk Bevægelse (MDP/CDE) var en antifascistisk front, der blev dannet som undergrundsbevægelse under Caetano-styret og i lange perioder fungerede som frontorganisation for Portugals kommunistiske parti. Fronten opstillede en del partiuafhængige antifascistiske fighters og fik 4 procent af stemmerne.
MRPP - maoisterne
MRPP - maoisterne

        ______________

  • Den revolutionære venstrefløj under revolutionen

Maoisterne

Det marxistisk-leninistiske spektrum bestod af et utal af organisationer som hele tiden splittedes, fusionerede, omgrupperedes for at blive dannet på ny.

  • Den første maoistiske organisation så dagens lys ved dannelsen af ’Marxistisk-leninistisk portugisisk komité – Aktionsfolkefronten´ (CMLP-FAP), der brød med det portugisiske kommunistparti midt i 1960´erne i kølvandet af konflikten mellem Sovjetunionen og Maos og Liu Shao-Chi’s Folkerepublik Kina.
  • Den maoistiske Demokratiske Folkeunion (UDP) var den talmæssigt stærkeste organisation på den revolutionære venstrefløj. De kunne fylde et mellemstor fodboldstadium med deres tilhængere i årene 1974- 76. Som den eneste organisation på den revolutionære portugisiske venstrefløj fik UDP stemmer nok i april 1975 til at være præsenteret i parlamentet. Bag UDP stod det lille pro-albanske ’Reorganiserede Portugisiske Kommunistparti’ - PCP(R). Så sent som i 1999 sluttede UDP sig sammen med en række helt forskellige venstrefløjsorganisationer til ”Bloco de Esquerda” – noget i stil med Enhedslisten. (5)
  • Et andet landskendt pro-albansk parti var ´Det Kommunistiske Parti for de portugisiske arbejdere – proletariatets reorganiserede Bevægelse’  (PCTP / MRPP). Partiet afgrænsede sig stærkt til alle andre venstrefløjs- organisationer og udgjorde den stalinistisk ortodokse del af den portugisiske venstrefløj. Deres basis var studerende og især unge arbejdere i hovedstads- området. En af organisationens mest kendte medlem var den nuværende EU-Kommissions formand José Manuel Durão Barroso. Partiet eksisterer stadig væk, men er idag en skygge af sig selv.

Venstresocialisterne

  • Den største organisation på den ikke-stalinistiske venstrefløj var ’Det Socialistiske Venstres Bevægelse´ (MES). Organisationen var de danske Venstresocialisters foretrukne forbindelse til den portugisiske venstrefløj. MES blev grundlagt i starten af 1974 af militante faglige tillidsfolk, studenteraktivister og progressive kristne med politiske referencer til Latinamerikas befrielsesteologi. MES havde derudover en vis indflydelse i ’De væbnede styrker’ - MFAs venstrefløj. I modsætning til de fleste andre partier på venstrefløjen, lagde MES mindre vægt på partiets rolle i den revolutionære proces og prioriterede opbygningen af basisdemokratiske bevægelser. Af den grund sympatiserede også det lille anarkistisk-spontaneistiske miljø i Lissabon med MES
Det guevaristiske PRP
Det guevaristiske PRP

Det guevaristiske PRP

  • En størrelse helt for sig var Proletariatets Revolutionære Parti (PRP), hvis politiske orientering bestod af et mix af guevarisme og trotskisme. PRP blev dannet i 1973 og arbejdede for at opbygge organiserede rådsstrukturer indenfor de opblomstrende sociale bevægelser. PRP havde en stærk indflydelse på de ledende krafter i MFAs specialkommando COPCON og på ”helten af 24.april 1975”, oberst Otelo Saaiva de Carvalho, hvis kæreste var en af PRPs kendte aktivister Isabel do Carmo. Partiet var landskendt og respekteret blandt aktive antifascistiske kredse pga. af dets væbnede fløjs modstandsaktioner under Caetano-styret.

Trotskisterne 

  • Det traditionelle trotskistiske spektrum bestod af et uoverskueligt hav af små, ofte indbyrdes konkurrerende grupper. De mest fremtrædende var den Internationale Kommunistiske Liga (LCI, sektion af 4. Internationales Forenede Sekretariat). På trods af dens lille størrelse kunne LCI mobilisere flere hundrede tilhørere til deres offentlige møder. Specielt når der optrådte nogle af deres kontakter fra befrielseskampen i de afrikanske kolonier eller også internationalt kendte folk som f.eks. den marxistiske økonom Ernest Mandel (døde i 1995) og 68-studenterlederne Alain Krivine og Tariq Ali. Idag deltager organisationen i ”Bloco de Esquerda”.

Den væbnede venstrefløj

Den portugisiske venstrefløj, der i mange år førte en clandestin tilværelse, omfattede også talrige væbnede undergrundsgrupper. De største var:

* Den antifascistiske, partiuafhængige ’Liga af den Revolutionære Aktion’  (LUAR), der i 1960´erne gennemførte nogle opsigtsvækkende aktioner mod Caetano-regimet.

* De ”Revolutionære Brigader’ (BR) som blev dannet i 1970, hvis politiske parti var det ovenfor nævnte guevaristisk-trotskistiske PRP (på billede: organisationens logo).

* Den kommunistisk (PCP-) orienterede ’Væbnet Revolutionær Aktion’ (ARA).

           _______________

  • Sociale bevægelser i kølvandet af Nellikerevolutionen

De egentlige søjler i den revolutionære proces i årene 1974 – 75 baserede på de sociale basisbevægelser indenfor og udenfor produktionsfæren.

  • Det var først og fremmest de såkaldte ”Arbejderkommissioner”, som udøvede visse former for arbejderkontrol i industri – og tekstilvirksomheder, i det statslige transportvæsen, mv. Indenfor arbejderkomitéerne herskede et stærkt konkurrenceforhold mellem kommunistpartiet PCP og de forskellige venstrefløjsfraktioner.
  • ’Landarbejderbevægelsen af Forenede Produktionskollektiver’ (UCP), der var domineret af den kommunistisk kontrollerede landarbejderfagforening, overtog de store godser og organiserede sig i selvforvaltede produktions- kollektiver. Deres vinproduktion blev distribueret af venstrefløjsinitiativer og info-cafér verden rundt.
  • De uafhængige venstreorienterede ’Beboerkommissioner’ (moradores), der baserede på lokale beboer – og kvartersinitiativer, oprettede utallige selvstyrede kulturcentre, folkesundhedsklinikker, børnehaver, folkekøkkener mm.
  • ’Folkemagtskomitéerne’ organiserede husbesættelser i kvartererne og var stærkt repræsenteret blandt militærets venstrefløj samt i tekstilindustrien. Komitéerne var først og fremmest initieret af ’Det socialistiske venstres bevægelse ’ (MES) og af PRP.
Demo organiseret af  ’Det Socialistiske Venstres Bevægelse´ (MES).
Demo organiseret af ’Det Socialistiske Venstres Bevægelse´ (MES).
  • Nedslag

"Trætte og tavse sidder vi i sporvognen efter at have besøgt en metalfabrik, som arbejderne har bzat i udkanten af Lissabon. Tankerne strejfer de forudgåede timer, da vi gik igennem de store gitterporte udsmykket med røde faner og snesevis af plakater fra diverse venstrefløjsgrupperinger. I den kæmpestore kantine møder vi José og støder til de hundredevis af fabriksarbejdere, der er samlet for at drøfte de sidste dages hændelser. Skønt vi kun forstår nogle brudstykker af det, der bliver sagt, takket være José’s ihærdige oversættelse,er en stærk fornemmelse for diskussionens alvor nærværende for os alle.

Ejeren af den fabrik, arbejderne har bzat, er en kendt fascist, som umiddelbart efter d. 25 april flygtede til nabolandet Spanien. Derfra forsøger han at udrede trådene ved hjælp af hans kontakter til statslige embedsmænd og fascistiske bøller. De har i bedste mafiosi stil givet arbejderne et tidsultimatum for enten at genoptage arbejdet i vante former og frivilligt opgive besættelsen - eller at skrubbe af fra fabrikkens område.

Dette krav blev understreget med gentagne natlige besøg af fascistiske bøller, der overfaldt vagterne og pryglede dem halvt ihjel. Da vi efter flere timer igen forlader virksomheden, har arbejderne besluttet at bede væbnede soldater fra MFA om at deltage i natteholdets vagtværn. Da vi på tilbagevejen igen passerer porten, bliver vi mødt med genkendelse og hilst med løftede knyttede næve af de smilende vagter.

Privat foto, Lissabon 1975 (forfatteren ses tv.)
Privat foto, Lissabon 1975 (forfatteren ses tv.)
  • MRPP - maoisternes propagandastunt

Da sporvognen på vejen tilbage rumler forbi en stor hal, hvis indgang er stopfyldt med folk, der holder en megastor transparent fra det pro-albanske parti MRPP frem, vågner José op af dag- drømmeriet og foreslår straks, at vi aflægger et besøg hos maoisterne. Da vi vil undgå mistænkeliggørelse tager vi vores badges, som signaliserer sympati til andre venstrefløjsstrømninger af vores jakker.

José glemte godt nok sin anarko- syndikalistiske stjerne på baskerhuen, men pyt, ingen lagde mærke til det. Da vi sagte trænger igennem mængden foran indgangen til den store hal, har vi alle sammen en mærkelig fornemmelse, som øjeblikkeligt bliver bekræftet:

Det viser sig, at den kæmpe store hal er helt tom ! Kun udsmykket med en masse sidetransparenter. ”Hvor er masserne blevet af?”, spørger vi forbløffet. ”Jo, ser I, de findes slet ikke”, svarer José og griner skelmsk.

MRPP fabrikerer hver fyraften det samme stunt for at suggerere overfor det arbejdende folk, der trætte kommer kørende forbi på vej hjem fra industribæltet, at proletariatets revolutionære parti kan mobilisere masserne. Jeg var så perpleks over det jeg så, at jeg tog venligt imod en MRPP-badge med Stalin-emblem, som en agit-prop aktivist hjælpsom og smilende anbragte på min jakke. Det grinede vi meget af senere hen.

           _______________

  • Konturene af dobbeltmagt

Dagene og ugerne fløj afsted. Den ene demonstration afløser den anden. I disse dage fremkom en dobbeltmagtsituation, hvor et mobiliseret befolkningsflertal endnu ikke var istand til at overtage den endelige udformning af samfundet, mens de borgerlige overlevende magtstrukturer var for svage til at afslutte den igangværende revolutionære proces.

Afsked med Portugal

Så kom tidspunktet for vores afrejse. Min ven, anarkisten José, og hans kammerater står igen på peronen og vifter med en sort-rød fane, indtil den fortoner sig i det fjerne, og vi er på vej mod nord. José så jeg aldrig mere, men nogle af hans venner mødte jeg igen i Bologna på autonomia-kongressen i 1977 ... 

  • EPILOG

Situationen blev mere og mere eksplosiv. Kommunistpartiets og den revolutionære venstrefløjs aktiviteter på gaden, i fabrikkerne og på kasernerne intensiveredes og konflikten med den politiske højrefløj og reaktionære militære kredse, der langsomt kom sig over chocket fra aprildagene, voksede fra dag til dag.

I denne situation forsøgte venstrefløjen at dæmme op for den ekstreme opsplitning og grundlagde i sensommeren 1975, en paraplyorganisation ved navn ’Folkets Enhedsfront’ (FUP) med deltagelse af de fleste landsdækkende venstrefløjsorganisationer og talrige sociale bevægelser. Ledsaget af en alliance på militært plan mellem de revolutionære strømninger indenfor MFA.

            ______________

  • Opslidende stridigheder indenfor venstrefløjen

Denne politiske alliance holdt dog kun ganske kort tid, før stridighederne accelererede igen – især mellem kommunistpartiet PCP og de maoistiske strømninger. PCP blev kort tid efter smidt ud af ’Folkets Enhedsfront’, som derefter blev omdannet til ’Revolutionær Enhedsfront’ (FUR).

Den nye alliance uden PCP havde til formål at ”styrke, udbrede og koordinere folkemagtens organer”, for at udvikle et reelt alternativ til både højrefløjens bestræbelser på at genetablere et autoritært regime og Socialdemokratiets igangværende opbygning af en borgerlig parlamentarisme a la ”Model Deutschland”.  

I denne periode afløser den ene provisoriske regering den anden og hver gang rykker regeringspolitikken et skridt nærmere mod ”normalisering” i retning af ordnede borgerlige-parlamentariske rammer. Således forsøgte den 6. provisoriske regering lovmæssigt at tilbagekalde de omkring 500 kollektiviseringer af de store godser i syden og de omkring 380 fabriksbesættelser i byerne (kilde: libcom.org).

Dette blev besvaret med store mobiliseringer på gaden, og forhindret på falderebet af den parlamentariske modstand fra både kommunistpartiet og fra venstresocial- demokratiske krafter.  

  • De væbnede styrkers bevægelse (MFA) udkrystalliserede sig i løbet af 1974/75 i forskellige konkurrerende fløje:
Otelo de Carvalho
Otelo de Carvalho

En venstrefløj omkring oberst Otelo de Carvalho og oberst Vasco Goncalves med militærenheden COPCON (operativ kommando for fastlandet), som aktivt intervenerede på landarbejdernes side ved besættelser af godserne og ved arbejdernes overtagelse af fabrikkerne. De havde udarbejdet et program, som gik ind for ”skabelse af et klasseløst samfund igennem en proces med aktiv deltagelse af befolkningen”. Denne fløj arbejdede tæt sammen med den revolutionære venstrefløj, særligt det guevaristiske PRP.

  • En midterfløj omkring admiral Pinheiro de Azevedo, som blev støttet af socialdemokraterne og dele af den borgerlige fløj.

En anti-kommunistisk fløj under ledelse af ”ni-mandsgruppen” indenfor miliæret, med bl.a. major Melo Antunes og oberstløjtnant Eanes”. ( Gruppen spillede en vigtig rolle i opgøret med de revolutionære dele indenfor MFA, efter den 25. november 1975).

  • Venstrefløjens sidste offensiv

Den revolutionære venstrefløj, PCP og de revolutionære krafter i militæret svarede på den parlamentariske højredrejning med en generalmobilisering for at beholde initiativet i udviklingen. Den 12. november 1975 belejrede titusinder af demonstranter den forfatningsgivende forsamling for at kræve ”en regering af den revolutionære enhed, som forpligter sig til et aktionsprogram, der er blevet gennemdiskuteret i de forskellige folkemagtsorganer”. Den grundlov, som blev formuleret på dette tidspunkt var tydeligt præget af disse socialistiske grundtanker.

  • Styrkeforholdet forandres

På trods af en intakt mobiliseringsevne førte PCPs modsætningsfulde politik og den til tider overdrevne voluntarisme fra den revolutionære venstrefløj, til at venstrefløjen bevægede sig ind i en blindgyde.

Det endelige vendepunkt startede den 25. november 1975. Et par revolterende militære aktioner fra faldskærmsenheder og civile grupper, hvis årsager den dag idag er omstridte, blev efter nogle skærmydsler nedkæmpet og derefter brugt som påskud til en systematisk udrensning af de mest venstreorienterede officerer, deriblandt Otelo de Carvalho. Vejen til højredrejningen var dermed kridtet af.

  • Valget i april 1976

Det efterfølgende valg til nationalforsamlingen i april 1976 gav godt nok den parlamentariske venstrefløj et samlet flertal. Det socialdemokratiske SP fik 35,4 procent, PCP og dets frontorganisation MDP fik tilsammen endnu engang 16 procent og den revolutionære venstrefløj fik knap 3 procent. Heroverfor stod den samlede højrefløj med 41 procent af stemmerne.

Den generelle højreoffensiv samt det internationale pres - især fra Vesttysklands højresocialdemokratiske fløj under ledelse af Helmuth Schmidt - pressede socialdemokraten Mario Soares til at danne en mindretalsregering uden om den øvrige venstrefløj. To år senere og et par regeringskriser rigere, dannede Socialdemokratiet i foråret 1978 en koalition med det konservative kristligt-demokratiske parti CDS.  

_______________

Resten er hurtigt fortalt:

I slutningen af 1970´erne var de fleste af revolutionens landvindninger, dvs. jordreform, selvforvaltede landbrugskollektiver/kooperativer og arbejderkontrol med produktionsvirksomheder, etc. blevet udvandet eller helt udraderet. Dette var en af de centrale betingelser, de internationale kapitalinstitutioner som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, og forskellige bankkonsortier stillede til gengæld for finansiel støtte i landets skrantende økonomi.

 (a.l./ autonom infoservice)   

        ___       

        Noter 

1)    Sangen “Grândola vila morena“ stammer fra den antifascistiske protestsanger José Afonso (1929 - 87). Hans sange refererer til den intellektuelle Fado de Coimbra – tradition. José Afonso var en international kendt oppositionel antifascist. Sangen "Grândola vila morena" handler om byen Grândola, som var et af landets modstandshøjborge. Sangen var under Caetano-diktaturet forbudt. For magthaverne var sangteksten, som hentyder til Portugals hemmlige politis (PIDEs) forfølgelse af oppositionelle irriterende og suspekt. For de undertrykte og forfulgte var det et håbets stemme. 

2)    MFA, ”De væbnede styrkers bevægelse” (Movimento das Forças Armadas – MFA) blev til gennem en sammenslutning af unge officerer, som var sendt til kolonierne for at nedkæmpe befrielsesbevægelserne. Med denne organisering ville de gennemtrumfe deres hovedkrav: Omgående afslutning af den ”beskidte krig” i kolonierne. Mange af officererne i MFA var desuden blevet politisk radikaliseret gennem kontakt med venstrefløjen og med de afrikanske befrielsesbevægelsers teorier og praksis. Da general Spínola i marts blev afsat som militærleder og ifølge rygterne skulle anholdes, blev planerne for kuppet sat igang. 

3)    General António Sebastião Ribeiro de Spínola kæmpede under den spanske borgerkrig på fascisten Francos side. Kort før april-kuppet brød han med regimet og blev nellikerevolutionens første præsident. Da Spinola over sommeren 1974 prøvede at bestemme udviklingen - specielt i kolonispørgsmålet - pressede MFA og venstrefløjspartierne ham den 28. september 1974 til at gå af, og den mere progressive general Costa Gomes overtog posten. 

4)    I nabolandet Spanien døde Francisco Franco i sin seng i 1975. Hans efterfølger som ministerpræsident, fascisternes ”grå eminence” Carrero Blanco, blev allerede to år før, den 20. december 1973 sprængt i luften af baskiske revolutionære fra ETA. Denne begivenhed indledte enden på det sidste fascistiske regime i Europa. Læs en kort beretning om attentatet på BBC-news fra dengang.

5)    Bloco de Esquerda ("Venstreblokken“) blev dannet ved parlamentsvalget i 1999 af fire organisationer fra den revolutionære venstrefløj:

Det marxistisk-leninistiske Democrática Popular (UDP), det trotskistiske Partido Socialista Revolucionário (PSR), den venstreintellektuelle gruppe Política XXI (tidl. PCP-medlemmer) og den ligeledes trotskistiske gruppe FER-Ruptura.

Ved parlamenstvalget i 2009 opnåede alliancen hele 9,82 %, og dermed 16 parlamentspladser. I 2011 opnåede Venstreblokken kun 5,17 %, svarende til 8 af ialt 230 parlamentsmandater. Ved parlamentsvalget i 2015 fik blokken en markant fremgang: 10,2 procent, svarende til 19 parlamentsmedlemmer. * 'Bloco de Esquerda'wikipedia

_____

Relateret