Balkankrigens åbne sår

Efter 16 års flugt blev den serbiske eks-general Ratko Mladic anholdt sidste torsdag, d. 26. maj 2011. Anholdelsen skete efter en studehandel mellem den serbiske regering under præsident Boris Tadic og EU.

I kølvandet af hans udlevering til Den Internationale Domstol i Den Haag, fører vi sporene tilbage til en af Balkankrigens mest dramatiske hændelser: Massakren på over 8000 bosniere i byen Srebenica.

  • Uddrag af den biografiske roman ”Som om jeg ikke fandtes...” af den kroatiske forfatter Slavenka Drakulic. Romanen beretter om en serbisk koncentrationslejr for bosniske kvinder efter de blev fordrevet fra byen Sarajevo, som det serbiske militær belejrede i 1425 dage.
Ratko Mladic og Radovan Karadzic, de bosniske serberes hhv. militære og politiske leder
Ratko Mladic og Radovan Karadzic, de bosniske serberes hhv. militære og politiske leder

”Grænser trækkes i god tradition med blod”

Da Serbien startede krigen mod Bosnien i 1992 var Ratko Mladic øverstkommanderende for den bosnisk-serbiske hær. På ganske kort tid erobrede hans militære enheder omkring 70 procent af det bosniske territorium. Bosniens hovedstad Sarajevo blev beskudt med bl.a. mortérraketter og belejret i hele 1425 dage. Tusinder af civile døde i denne periode. Helt efter Mladic’s velkendte devise om, at ”grænser trækkes i god tradition med blod”. 

Massakren i Srebrenica d. 13.juli 1995

I juli 1995 rykkede Mladic med sin hær ind i den zone omkring byen Srebrenica, som angiveligt var beskyttet af FNs fredsbevarende tropper.(1) Her befandt der sig på dette tidspunkt omkring 40.000 bosniske muslimer, som troede, at de nu var i sikkerhed for de hærgende bosnisk-serbiske militærstyrker. Efter kortvarig modstand fra bosniske militser og passiv afventen fra FN-troppernes side, indtog Mladic’s soldater byen. Øjenvidner beretter, at han for løbende TV-kameraer fordelte chokolade til børnene og beroligede de angstsitrende kvinder med at sige: ”Allah kan ikke hjælpe jer, men Mladic kan”.

 

Den 13. juli skete det ufattelige: Over 8000 muslimske drenge og mænd i alderen 12 til 70 år blev i grupper på hver 25-personer beordret op på lastbiler og kørt til de nærliggende marker, hvor de systematisk blev henrettet. Derefter blev de nedgravet i massegrave. Massakren betragtes som værende det største drab på en befolkningsgruppe i Europa siden 2. verdenskrig. I perioden omkring 1992 havde det bosniske militær under brigadegeneral Naser Orić haft kontrollen med Srebenica. I dette tidsrum skete der større overgreb og myrderier på det bosnisk-serbiske mindretal. (2) 

Mladics dagbøger

I februar 2010 blev Ratko Mladic’s dagbøger fundet i forbindelse med en politiransagning i hans kones lejlighed i Serbiens hovedstad Beograd. De håndskrevne dagbøger på ialt 3500 sider beretter om krigsårene 1991 til 1996. Ifølge politiets udsagn mangler netop de sider, som beskriver tidsrummet omkring massakren i Srebenica. Det vides ikke, hvem der har fjernet netop disse sider. Dagbogen, hvis ægthed ifølge retseksperter er dna-undersøgt og vurderet ægte, vil blive en vigtig kilde i den kommende retsproces mod Ratko Mladic og de andre ansvarlige for massakren mod over 8000 bosniere.

Balkankrigens KRONOLOGI

1991: Elitetropper fra Beograd angriber Slovenien – Balkankrigen begynder.

1992: Borgerkrig om serbiske områder i Bosnien-Herzegovina. I april begynder belejringen af Sarajevo. I maj bliver Mladic øverstkommanderende for den bosnisk-serbiske hær.

1995: Massakre på mere end 8000 muslimske mænd i FNs ”beskyttelseszone” ved byen Srebenica.

1996: International anholdelsesordre mod Ratko Mladic og Radovan Karadzic, de bosniske serberes hhv. militære og politiske leder.

1999: Nato-luftkrig mod ”Statsforbundet Jugoslavien”, hvis præsident er Slobodan Milosevic.

2000: Milosevic bliver væltet og i april 2001 udleveret til Den Haag. Han dør 2006.

2008: Karadzic anholdes og stilles for retten i Den Haag.

2011: Mladic bliver anholdt og udleveret til Den Haag.

(autonom info-service)

___________________________________

Uddrag af romanen

”Som om jeg ikke fandtes”

                                                        af Slavenka Drakulic

”Sommeren 1992 hørte jeg om massevoldtægterne af bosniske kvinder og kunne ikke tro, det var sandt. I alle krige bliver kvinder voldtaget , men voldtægt som del af en systematisk plan om ’etnisk udrensning’ forekom for kalkuleret og for grusom...Jeg ville finde ord til de ofre, som ikke kunne andet end forfalde til tavshed. Jeg ville give deres stumhed en stemme”.

( Citat: Slavenka Drakulic) 

  • Stockholm, Karolinska Sjukhuset, 27. marts 1993:

S., en ung lærerinde fra Bosnien, muslim og politisk flygtning i Sverige, har netop født et barn. Men i modsætning til de andre børn på sygehuset har denne nyfødte hverken sikkerhed eller hjemegn. Det har intet navn - og istedet for én far rigtig mange: Den ansigtsløse masse af soldater, der voldtog S. igen og igen i en serbisk kvindekoncentrationslejr.

I hospitalssengen vækkes minderne fra de frygtelige hændelser i det forgangne år: Fordrivelsen fra Sarajevo til en landsby ved Bosniens yderste grænse, de umenneskelige forhold i lejren, kvindernes og pigernes fornedrende underkastelse under soldaternes grænseløse brutalitet, ”befrielsen” og transporten til en flygtningelejr i Kroatien – grusomheden, angsten, dødens stinkende overmagt. Alt dette har S., udefra betragtet, ladt bag sig og overvundet. Men det presserende spørgsmål står tilbage: Hvad skal der ske med det barn, der er hadet men er helt uskyldig? (..............)

" Beboerne i ”Kvinderummet” må lære, at for dem eksisterer der ingen klar grænse mellem nat og dag"

...” Så længe S. var anbragt i lagerhallen, hvilede hun sig om natten. Når kvinderne var kommet tilbage fra marken, satte de sig ned og snakkede. Dagen varede længe, det var lyst til langt ud på aftenen. Nogle havde også et stearinlys. De vaskede tøj. De bevægede sig frit rundt på gårdspladsen omkring lagerhallen. Klokken ni råbte vagtposten: Sove! De gik ind i lagerhallen, men de faldt ikke i søvn med det samme, deres hvisken varede til langt ud på natten.

Beboerne i ”Kvinderummet” må lære, at for dem eksisterer der ingen klar grænse mellem nat og dag. Om dagen sover eller døser pigerne. Om natten mærker man angsten i rummet. Med aftendæmringen begynder de at lytte og gætte. De hører allerede på lang afstand, når biler eller lastvogne ankommer. Og stemmer. Derefter skridt. De prøver at finde ud af, hvor mange soldater der er derude og om de er fulde. De kommer næsten hver nat. Fra en stilling i nærheden. Sommetider kommer de også om dagen og forstyrrer den næppe skabte orden.

Hver aften tænker alle pigerne det samme:

Er det min tur i aften?

Under deres besøg er der ingen rækkefølge, der er ingen steder, man kan flygte hen eller gemme sig. Der er kun ni piger, og det kan ske, at en af dem hver eneste nat en eller flere gange må være ” til fornøjelse”. Sygdom er ingen undskyldning, det er bedre ikke at nævne sygdom, det ville ikke hindre mændene i noget som helst. Hver aften tænker alle pigerne det samme: Er det min tur i aften?

Skridt på gangen, de kommer nærmere og nærmere. Døren åbner sig. Altid hurtigt. De er i stueetagen. Man kunne forvente, at de unge mænd ville blive stående et øjeblik og se på, hvad der blev tilbudt. Ligesom på et bordel, for det er intet andet end et soldaterbordel. Men for det meste opfører de sig som om, det er ligegyldigt hvem, de griber fat i. De fleste er fulde. Måske er de mere eller mindre ligeglade. Måske drejer det sig netop om, at de skal være ligeglade. Alle pigerne har det ”forkerte blod” i deres årer. Forskellene på dem er åbenbart så små, at det intet betyder for mændene. Pigerne ser, at de kan udskiftes når som helst og det er bare endnu en ydmygelse. Måske er det også sådan i livet, måske er vi for dem meget mere ens, end vi tror, vi lægger bare ikke mærke til det ....  

”Og det er kun blodet, som er vigtigt, soldaternes ægte blod i modsætning til kvindernes falske blod...”

Fra det øjeblik hvor bevæbnede mænd var dukket op i deres landsby, var pigerne ophørt med at være personer. Og nu er de det endnu mindre, nu er de intet andet end en gruppe hunkønsvæsener af samme blod. Og det er kun blodet, som er vigtigt, soldaternes ægte blod i modsætning til kvindernes falske blod.

Mændene er heller ikke personer længere, de er blot ikke så bevidst om dette. For pigerne er de intet andet end farlige udsendinge fra en overordnet magt, der driver dem og behersker dem. S. er klar over, at de også er fanger, uden individualitet, uden ansigt. Deres kroppe, deres vilje tilhører ikke dem selv men hæren, lederne, nationen. De adlyder og udfører ordrer fra mennesker, de tror på eller frygter. Et øjeblik bilder de dem selv ind, at de er noget andet. Når de står på dørtærsklen til ”Kvinderummet” tror de, de er herrer. Ved de godt, at de ikke kan flygte fra krigen eller gemme sig? At de også kan miste livet? spørger S. sig selv, da hun hører deres skridt.  

”Vis hende hvad en mand er”

opfordrer de ham og går ud af rummet 

(......... ) Han er fuld, og det er som regel ikke noget godt tegn. Når de er fulde og i flok, kan de være særligt farlige. Så opildner de hinanden. Det er deres mål at udtænke noget, som tilføjer kvinden så mange smerter som muligt. Mange kvinder klarer det ikke. Man kan ikke sige de myrdede bevidst, at myrde er ikke svært for dem. Det kræver mere af dem at udtænke en metode, som fornedrer kvinden fuldstændigt.

Denne unge mand, næsten kun et barn, er ikke grov. Han tager hende i hånden, og som om det var i skolen, går han med hende ned ad den lange gang til et rum. Derinde står to soldater. ”Vis hende hvad en mand er” opfordrer de ham og går ud af rummet. S. mærker, at den unge mand er lettet....Han lægger sig på madrassen ved af hende. Ser på hende. Det virker som om den unge mand allerhelst ville pakke sine sager og rejse hjem, putte sig i sengen, sove ind og glemme alt. Dagen efter ville moderen vække ham, servere ham en stærk kaffe og alt ville være som før. Han læner sit hoved mod hendes bryst og sover ind. S. slumrer også ind. Hun ved, at alle disse situationer er som et lotterispil, og dette møde synes for hende at være en gevinst. 

”Luder! Luder! Luder!” brøler han.

Det skulle ikke være sket. De var begge faldet i søvn. Pludseligt banker nogen voldsomt på døren. Den unge mand springer op, fuld af angst for at nogen skal se ham i denne ydmygende situation, som et barn der sover ved sin moders bryst. Den anden soldat kommer ind, skubber den unge mand ud af rummet, bliver alene tilbage med S. Han spilder ingen tid og ingen ord. Hans bevægelser er grove. ”Luder! Luder! Luder!” brøler han. Hun forsøger at være helt helt rolig og ikke reagere på hans ord og bevægelser. Hun ligger der, uden lyd, med lukkede øjne, som et endnu varmt kvindelig. Et øjeblik ser det ud til, at hun kommer igennem det. Fyren vil formodentlig lade det blive ved de sædvanlige grovheder. Han er hurtigt færdig, står op igen, tager et par skridt og tænder en cigaret. Hvis han nu åbnede døren og gik ud, ville hun kunne hvile sig lidt, måske er det slut for idag, den tredje kommer måske slet ikke, natten er næste ovre. Hendes muskler slapper af, hun tager en dyb indånding, befinder sig et andet sted, udenfor rummet ...

Smerten er pludselig og voldsom, som et knivstik. Hun tænker ikke. Strækker benene ud og sparker ham med fuld kraft i maven. Han falder, gulvet drøner under vægten af hans tunge krop. Hun kan ikke røre sig. Hun venter, frosset til is. De vil dræbe hende, det er sikkert........”

(Udgivet af Aufbau-Verlag, 1999)

Sarajevo
Sarajevo

Noter

 

1)    1993: FN gør Srebrenica til beskyttet zone, da byen er på randen til at blive indtaget at de bosnisk-serbiske tropper. Under et hastemøde sent om natten vedtager FNs sikkerhedsråd at støtte anbefalingen fra FNs øverstbefalende i Bosnien, general Philippe Morillan, om at tilbyde beskyttelse af den belejrede by. Således skulle Screbenica blive centrum for bosniske muslimer på flugt fra de bosniske serbere. Men detaljerne omkring hvordan en sådan beskyttet zone skulle kunne forsvares forbliver uklare. Titusindvis af civile i byen går i panik, da serbiske styrker gør klar til den sidste offensiv for at indtage byen. (kilde: BBC – home . On this day  

 

2)    I 1992 overtog bosniske muslimer kontrollen med Srebrenica under ledelse af den bosnisk muslimske brigadegeneral Naser Orić. Ifølge kilder på Wikipedia myrdede bosnisk-muslimske styrker 3.287 serbere og satte ild til ca. 50 serbiske landsbyer. Tusinder civile bosniske serbere blev drevet på flugt fra området. Kilde: wikipedia  

Kommentar schreiben

Kommentare: 2
  • #1

    Mikael Fotopoulos (Montag, 01 Dezember 2014 00:19)

    Det I her fejlagtigt kalder Balkankrigen, hedder altså den Jugoslaviske Borgerkrig. Balkankrigene fandt sted i 1912 og 1913.

  • #2

    geronimo (Montag, 01 Dezember 2014 13:21)

    Tak for din respons. :)
    Problematiseringen er for så vidt rigtig nok.
    Men da det jugoslaviske forbund på dette tidspunkt var i en generel opløsningsproces, er det måske alligevel bedre at kalde det "borgerkrigen på Balkan" ? Altså at fremhæve en situationsbetinget geo-politisk kategori på trods af dens oprindelige historisk relaterede begreb.
    Hav en god dag.