Opstanden mod Italiens korrupte politikere ”La Casta”

Silvio Berlusconi har trukket sig tilbage, men det korrupte politiske system vil og kan ikke reformere sig indefra. I intet EU-land har politikerne så lidt til overs for dem, de ”repræsenterer” og så meget til fælles når det drejer sig om deres egne privilegier.

Bonus:

”Den nye ministerpræsident Mario Monti er en teknokrat, han var bl.a. rådgiver for investeringsbanken Goldman Sachs”  I et interview fortæller Franco Berardi, tidl. aktivist i Italiens autonome bevægelse ”Autonomia Operaia” om fremtidsudsigter i post-Berlusconi æraen og den nye spirende bevægelse ”De forargede”.

Politikerne som ”Sanguisughe” (Blodsugere)

I de fleste italieneres øjne har den politiske kaste ”La Casta” ført landet ud over afgrunden, alt imens de er verdensmestre i at kanalisere statens indtægter ind i deres egne og venners lommer. Den italienske forfatter Mario Giordano har i sin nye bogudgivelse ”Sanguisughe” (Blodsugere) udarbejdet en oversigt over fede indtægter og privilegier, som politikere der er kendt for at gå i spidsen for sociale forringelser har sikret sig selv. 

Et par typiske eksempler:

Eks-statspræsident Carlo Azeglio Ciampi har trommet for en sparekurs på bekostning af den i forvejen skrantende sociale sektor, men har ”glemt” sin egen indtægtskilde. Således får han idag mere end 3,5 millioner kroner i årlig pension.

Lamberto Dini, medlem af Berlusconis parti ”Il Popolo della Libertà”, iværksatte i 1995 som premierminister drastiske forringelser af almindelige folks levevilkår via sociale nedskæringer. Idag får han selv en pension på omtrent 3,4 millioner kroner om året. En anden tidligere premierminister, Giuliano Amato, som gennemførte en asocial pensionsreform får idag en månedsløn på 210.000 kroner. Tre gange så meget som en italiensk pensionist gennemsnitligt får om året... 

Italien er et paradis for ’de urørliges kaste’

”Italien er et paradis for ’de urørliges kaste’ - og for de, som skal betale gildet, er det helvede” skrev det italienske magasin ”L’Espresso” for nyligt. Således omgiver landets statspræsident Giorgio Napolitano sig med en hofstat, som svarer mere til en absolutistisk hersker end til den politisk magtesløse funktion, han reelt udøver.

Journalisterne har talt efter hos statspræsidenten: 1800 ansatte ialt. Deraf 297 uniformerede der bevogter indgangene til præsidentdomicilet, 29 gartnere, to ansatte der retter urene, to forgyldere, 37 kokke, 500 sikkerhedsfolk. Bilparken består af 35 fartøjer, deriblandt tre Maserati-sportsbiler. Hele herligheden koster staten 1,6 milliarder kroner hvert år.

Berlusconis 64 regeringsmedlemmer havde ialt 30 fly til rådighed. Alene Berlusconis embedsstab i Palazzo Chigi brugte i sidste finansår over en million kroner til flytransport – om dagen! De italienske medier bragte historien om et regeringsmedlem, som bookede en airbus i Rom for at lade sig transportere fra Milanos lufthavn Linate til Milanos lufthavn Malpensa. Busturen ville have kostet 95 kroner, en taxi ca. 700 kroner... 

Livslang pension for 0 til fem dage i jobbet

Palamentarikerne, de såkaldte ”onorevoli” (”de ærværdige”), har sikret sig det privilegium at de kan gå på pension allerede efter en enkelt valgperiode. Ganske uafhængigt af hvor længe de de facto har været i parlamentet. Den venstreorienterede forfatter Alberto Rosa modtager fuld pension efter at have været hele fem dage i parlamentet. Advokaten Luca Boneschi klarede pensionshyrdlen på kun en dag. Verdensrekord slog dog kristdemokraten Arturo Guatelli, som fik tilkendt den livslange pension for parlamentarikere uden nogensinde at have været i parlamentet. Hans tiltræden som suppleant faldt akkurat ved regeringens fald... 

Fra højre...

Umberto Bossi, regionalistisk højrefløjspolitiker og indtil sidste uge trofast forbundsfælle for Silvio Berlusconi, har utallige gange lovet at rydde op i ”Roma ladrona” (det røveriske Rom). Fornyligt kom det frem, at hans kone Manuela var træt af sit elendigt betalte lærerjob og gik på førtidspension for 14 år siden, da hun fyldte 39 år. Som førtidspensionist grundlagde hun en privatskole, som blev støttet af en fond fra Finansministeriet. Støtten lød på 5,6 millioner kroner.

...til venstre

Giuseppe Gambale, var indtil 2006 parlamentsmedlem for en alliance, der sluttede sig sammen med det tidligere eurokommunistiske parti Partito Democratico (PD). Efter 2006 gik han som 42 årig på pension og har siden da modtaget omkring 60.000 kroner månedligt. Samtidig blev han rådgivende forvaltningskonsulent i sin fødeby Napoli. Med en ekstraindtægt på 28.000 kroner månedligt. Da han i medierne blev konfronteret med denne dobbeltindtægt, spurgte han: ”Hvad er skandalen i det her?”

(autonom infoservice) 

Noter:

Mario Giordano: ”Sanguisughe“, Milano, marts, 2011 

"Bifo" Franco Berardi som ung
"Bifo" Franco Berardi som ung

 

INTERVIEW  

”Den nye ministerpræsident Mario Monti er en teknokrat, han var bl.a. rådgiver for Goldman Sachs” 

  •   Glæder du dig over Silvio Berlusconis tilbagetræden? 

Franco Berardi: Jeg hører ikke til dem som pt. jubler. At denne tilbagetræden symbolsk set bliver oplevet som en befrielse er til at forstå, men det er samtidigt ret naivt. Silvio Berlusconi er ikke virkelig væk. Hans tilbagetræden er snarere hans sidste mesterværk. 

  • Bliver der dermed ikke forandret noget i Italien? 

Franco Berardi: Jo da, der vil forandres en del ting. Afgørende er dog, hvordan det er kommet dertil: Berlusconi modtog i starten af august et brev fra præsidenten for Den Europæiske Centralbank Jean-Claude Trichet og fra hans efterfølger Mario Draghi. Brevet indeholdt en præcis vejledning til den italienske regering i, hvad de burde gøre for at overvinde krisen. Men i denne skrivelse stod der intet andet end Berlusconi-regeringens økonomiske program! Et program som ministerpræsidenten ikke har ført ud i praksis, fordi det indeholdt upopulære foranstaltninger, og fordi Berlusconi selv ikke havde den nødvendige troværdighed til at kunne trumfe sådan noget igennem.

Den nye ministerpræsident Mario Monti er en teknokrat, han var bl.a. rådgiver for Goldman Sachs (og Coca Cola-koncernen, kommentar af aut.info) og skal nu til at redde landet ud af den økonomiske ruin. Berlusconi lader andre stå for den vanskelige del af hans program.  

  • Med hvilket formål? 

Franco Berardi: Berlusconi vil organisere et nyt populistisk, racistisk parti med forbindelse til mafiaen for at drage i valgkamp mod sit eget økonomiske program og dermed forsøge at vinde det næste valg. Berlusconi er for gammel til selv at kandidere, det centrale er dog det politiske formål. Jeg har det indtryk, at vi pt. oplever den tragiske del af den italienske historie. Indtil nu havde vi en farce. En farce hvis pris var meget høj, men stadigvæk en farce. Nu starter tragedien. 

  • Venstreorienterede kommentatorer, deriblandt Fausto Bertinotti, den tidligere sekretær for partiet Rifondazione Comunista, betegner det, der har fundet sted som et ”statskup styret af finansmarkedet”. At EU har forøvet et ”spekulativt angreb” på Italien med det formål at bringe Berlusconi til fald og installere en regering, som er kontrolleret af stærke økonomiske kræfter. En sammensværgelse af de internationale finansmarkeder med Berlusconi som ”offer”? 

Franco Berardi: Siden krisens start er det ikke første gang, noget sådant sker i Europa. I starten af 2010 blev der dannet et politisk-økonomisk direktorium bestående af Jean-Claude Trichet, Angela Merkel og Nicolas Sarkozy. Dette gremium har de facto sat Grækenland under administration. Dermed tilintetgjordes ikke bare landets mulighed for en selvstændig økonomisk udvikling. Følgevirkningerne af den sociale hærgen har sat sine tydelige spor på det græske samfund de forgangne måneder. Antallet af selvmord, af narko-afhængige og af HIV-infektioner er tydeligt steget. Vold og tyverier er ligeledes for opadgående.  

”Vi ønsker ingen regering af banker”. I flere italienske byer, som her i Napoli, demonstrerer titusinder mod den ny regering under ledelse af ministerpræsident Mario Monti.
”Vi ønsker ingen regering af banker”. I flere italienske byer, som her i Napoli, demonstrerer titusinder mod den ny regering under ledelse af ministerpræsident Mario Monti.
  • Hvad opfatter du som den værste arv fra æraen Berlusconi?

Franco Berardi: Jeg vil være forsigtig med at tale om arv. Denne herre er endnu ikke væk. Et af de mest markante kendetegn af den såkaldte ”berlusconisme” er dens dybe foragt for kulturen. Dette gav sig udslag i foragt for forskningens autonomi, for den informelle viden, for skolen, for universitetet. Det er en fælles berøringsflade, som forener Berlusconis heterogene vælgerskarer – fra højrepopulisterne i Norditalien over mafiaen i syden og fascisterne i Rom.

  • Lige nu er der uenighed på den udenomsparlamentariske venstrefløj om, hvor vidt der kan udvikle sig en bevægelse af ”de forargede” som i Spanien. Tror du, at der kan opstå sådan en bevægelse i Italien?

Franco Berardi: Bevægelsen er ved at tage form. Igår blev der i Bologna besat et marked, en stor biograf og et universitet. Aktivisterne kaldte sig ikke ” forargede” - og jeg anser det for et positivt tegn på, at venstrefløjen i Italien måske er mindre naiv end andre steder. Bevægelsen i Italien er ikke forarget. Man har været konfronteret med alt for meget til at blive forarget. I denne nye bevægelse ser jeg snarere beslutsomhed.

  • Viser debatten om occupy-demonstrationen af den 15. oktober ikke snarere det modsatte? Nemlig at bevægelsen hverken ved hvad den er for en størrelse og hvad den vil?

Franco Berardi: Jeg tager ikke udgangspunkt i protestens udtryksformer, men i dens indhold. Beslutsomheden ser jeg i, at man opfatter den europæiske kapitalismes kollaps som en chance i konfrontationens historie om arbejde contra kapital.

Stillet overfor spørgsmålet, hvem ”vi” er, skal man tage højde for de politiske og sociale forandringer i de forgangne år og de graverende følgevirkninger. I første omgang fandt et angreb sted mod alle produktions-strukturer, samt på fri vidensformidling. I form af en uddannelsesreform, som betød nedskæringer på gymnasier og universiteter - med en social katastrofe som konsekvens. Det var ikke kun elever, studerende og lærere, der blev ramt, men også forældre og hele familier.

I øjeblikket foregår der en organisering af elever og studerende med en beslutsomhed, som jeg ikke har set siden 1968. Det andet aspekt er prekariseringen af arbejdsforholdene, som i Italien har nået dramatiske dimensioner.

  • Toni Negri taler om ”de fattiges bevægelse”. Efter konfrontationerne den 15. oktober ser det ud til, at mange deltagere i demonstrationen (med flere hundredetusinde deltagere, kommentar af aut.info) spørger, hvilken rolle fodboldfans fra forstæderne mon spiller her?

Franco Berardi: Bortset fra debatten om ”gode” og ”onde” demonstranter, finder jeg personligt ikke, at brudfladerne indenfor bevægelsen efter den 15. oktober er særlig dramatiske. Der findes sikkert en del, som mener at alternativet skal organiseres ad den klassiske vej over de politiske repræsentationer. Andre derimod synes, at man må gå en anden vej i form af den radikale modstand nedfra.

Men i betragtning af den aktuelle situation i Italien synes jeg, at to bevægelser er bedre end en.

  • Altså er målet at frembringe så en stor modstand som muligt, ligegyldigt hvilken retning den bevæger sig? Det minder lidt om den globaliseringskritiske bevægelse af 2001.

Franco Berardi: I en vis forstand findes der også ligheder mellem de to bevægelser, men jeg ser også en afgørende forskel. Hvad der sker idag, har en helt ny dimension, som jeg vil kalde uomgængelighed. Den globaliseringskritiske bevægelse var en etisk bevægelse, som opstod i forargelse over en økonomisk verdensorden og over sociale systemer, der blev opfattet som uretfærdige. Men det var en teoretisk forargelse, som for de flestes vedkommende ikke havde noget at gøre med deres sociale forhold i hverdagen.

Ti år senere er de konkrete følgevirkninger af denne uretfærdighed for mange meget tydeligere tilstede. Idag findes der en no-future-grundstemning, som der ikke fandtes dengang. Tilsvarende er også vreden og fortvivlelsen stærkere.

Den store fare som jeg ser, er fremkomsten af en populistisk front. Hvis bevægelsen ikke er istand til at integrere, dem som er ”destruktiv/ødelægger alt”, frygter jeg, at vi allerede om ganske kort tid vil have et rigtigt populistisk masseparti, som mobiliserer de utilfredse og deres fordomme.

  • Findes der idag altså en mere udbredt nihilisme i den italienske bevægelse?

Franco Berardi: Jeg ville kalde det ”desillusionens poesi” og heri ser jeg et tegn på, at denne bevægelse er meget moden.

Nihilismen – hvis man dermed mener den kyniske ødelæggelse af fremtidsperspektiver – er idag placeret på kapitalens side. Den europæiske Grækenland-politik er således kynisk og nihilistisk. Fordi den intet producerer/skaber. Bevægelsen reagerer på denne slags nihilisme med en ironisk holdning, som jeg hilser velkommen. Igår demonstrerede for eksempel folk i Bologna, anført af et nyt ikon: “Santa insolvenza“. Denne hellige figur og dens tilhængere brændte stearinlys af foran bankerne og iscenesatte menneskeofre til pengenes gud.

  • I din nye bog * skriver du, at tiden er moden til at tilegne sig alt det, som er blevet stjålet fra os – og du foreslår indførelse af levnedsmiddelkort. Er det også et ironisk svar på kapitalens nihilisme?

Franco Berardi: Nej, det er ikke kun en provokation. Med forslaget om et levenedsmiddelkort mener jeg intet andet end en foreløbig, kollektiv organiseret insolvenserklæring (insolvens= ikke at kunne løse sit gældsproblem, m.v.). Jeg foreslår, at man med denne erklæring i hånden går til supermarkederne, altså derhen hvor produkterne som kan tilfredsstille vores umiddel- bare behov findes. Her viser vi vores id-kort og afgiver en kollektiv erklæring, hvor på der står: ”Jeg vil betale, så snart Den Europæiske Centralbank stiller mig midlerne til rådighed for at overleve”. Der betales først, hvis den slags politik, der kun bekæmper inflationen men ikke fattigdommen, finder sin afslutning. Der betales først, når der er indført en betingelsesløs borgerløn. Retten til insolvens betyder simpelthen: Ikke at anerkende sin egen gældssætning.

”Retten til insolvens“ betyder altså ikke kun en konkret vægring mod at betale sin egen gæld, men også vægring mod at underkaste individerne og samfundet økonomiens diktat. Med andre ord: Jeg anerkender ikke den mekanisme, som fastslår min fattigdom.

 

*Franco ”Bifo” Berardi er en kendt venstreradikal forfatter i Italien. Titlen på hans nyeste udgivelse hedder "Sollevazione“ (Opstanden) og handler om nødvendigheden af modstand imod finansmarkedernes herredømme. Han tilhørte i 1977 den autonome bevægelse Autonomia Operaia’s kreative fløj: "Indiani Metropolitani". I en periode var han redaktør af den legendariske autonome "Radio Alice". 

 

(Interviewet er bragt i Jungle World, nr. 46-2011, oversæt og let forkortet af al/autonom info-service)

 

Relateret