Fransk valg: Splittet venstrefløj mod Sarkozy

Studenterprotester mod Sarkozy
Studenterprotester mod Sarkozy

Frankrig vælger den 22. april / 6.maj 2012 en ny præsident. I juni er der parlamentsvalg.

Mens landets ærkekonservative præsident Nicolas Sarkozy og hans socialdemokratiske udfordrer, François Hollande, iflg. menings- målingerne hele tiden skiftes til at have den største vælgeropbakning, så er venstrefløjen splittet og dens indflydelse ringe.

Altimens har højreekstremisterne i Front National overraskende kunne samle de nødvendige 500 underskrifter fra folkevalgte politikere for at kunne opstille Marine Le Pen som deres kandidat. 

  Sarkozys projekt

”Fornyelse af neoliberalismen”

Omkring 26 procent af arbejdervælgerne satte ved sidste valg deres kryds ved Sarkozy. Ifølge en aktuel opinionsundersøgelse i forbindelse med det forestående valg føler det overvejende flertal af disse arbejdervælgere sig idag ”forrådt”. Nu kan Sarkozy-lejren kun håbe på omkring 10 procent af stemmerne fra arbejderne. Det sker samtidigt med et tilsvarende svigt fra det franske mellemlag og Sarkozys chancer for et genvalg er således gevaldigt reduceret.

Baggrunden for denne de-route er, at hans projekt om ”fornyelse af neoliberalismen” har lidt fallit. Projektet baserede på et klasseoverlappende løfte om, at alle befolkningslag i Frankrig skulle ”arbejde mere for at tjene mere”. Denne politik tilgodeså på ingen måde det store flertal af lønafhængige med små indtægter. Det mest markante udtryk herfor var beslutningen om en forlængelse af den aktive arbejdsperiode fra 60 år til 62 år samtidig med forringelser af de sociale ydelser og en skattepolitik til gavn for de rige.

”Arbejdsløshedens præsident”

Idag lever 8,2 millioner borgere i Frankrig under fattigdomsgrænsen – med en indtægt på omkring 6700 kroner om måneden. Sarkozy blev ”arbejdsløshedens præsident” – således steg ledigheden fra 7,8 procent i 2008 til 10,5 procent i 2011.

Frankrigs De Grønne - Les Verts
Frankrigs De Grønne - Les Verts

... og socialdemokraten François Hollande

Ifølge nye meningsmålinger offentliggjort i magasinet ’Paris Match’ vil Sarkozy i første valgrunde vinde over sin modstander socialdemokraten François Hollande (Parti Socialiste) med 28,5 mod 27 procent.

François Hollande har indgået en valgalliance med Frankrigs grønne parti Les Verts, der ved sidste valg til EU-parlamentet i 2009 fik hele 16,28 procent af stemmerne. (Ved parlamentsvalget i 2007 fik de 3,25 procent). Den mest kendte repræsentant for Frankrigs grønne parti er en af 68-bevægelsens fremtrædende personligheder, den tidl. anarko-syndikalist Daniel Cohn Bendit.

Protester mod Sarkozy i den franske havneby Bayonne
Protester mod Sarkozy i den franske havneby Bayonne

En kedsommelig gaben

Prisen for denne alliance er ”høj”: François Hollande og flertallet af Parti Socialiste har indgået en aftale med ’De Grønne’ om at reducere andelen af el produceret vha. atomkraft fra 75 procent til 50 procent. Dette har forårsaget et ramaskrig - ikke kun hos de konservative men også indenfor højrefløjen i Parti Socialiste. I medierne har Hollande dog antydet, at han ikke agter at følge aftalen med ’De Grønne’ ”særlig pedantisk”. Hvilket igen sørgede for knas indenfor alliancen.

Sidst truede ratingagenturerne, med adresse til socialdemokraterne, at man vil sætte Frankrig ned i bonitet (kredit- værdighed) i tilfælde af, at Frankrig indleder en afviklingsproces af landets atomvirksomhed. Bl.a. fordi afvikling af kerneenergi gør kreditterne dyrere for energikoncernerne.

Sådanne trusler gør indtryk i brede dele af offentligheden i en tid med Euro-krise. François Hollande’s kritik af finansmarkederne og hans appel om at ”genoplive den franske økonomi, den offentlige sektor og de republikanske værdier” fremkalder hos såvel de fleste venstrefløjsfolk som hans modstandere bare en kedsommelig gaben.

Socialdemokraternes manglende demokratiforståelse

I forbindelse med den obligatoriske indsamling af underskrifter fra 500 folkevalgte politikere for at kunne deltage i præsidentvalget, opfordrede formanden for Parti Socialiste, Martine Aubry, til kun at skrive under for Socialdemokratiet. Hun opfordrede alle på venstrefløjen til at vise ubetinget solidaritet med hendes parti. Denne udtalelse resulterede i en del vrede hos de mindre partier på venstrefløjen, som anklager Socialdemokraterne for manglende demokratiforståelse. De henviser til, at Frankrig ikke har et to-parti-system.

Jean-Luc Mélenchon
Jean-Luc Mélenchon

Venstresocialdemokratisk opposition

Parti de Gauche (PG)

I 2008 dannede den mest venstreorienterede fløj i Socialdemokratiet deres eget parti, Parti de Gauche (PG) under ledelse af Jean-Luc Mélenchon. Oppositionen samlede sig i 2005 indenfor Parti Socialiste omkring afvisning af EU-forfatningen og imod et neoliberalt EUropa. Deres forbillede er først og fremmest det tyske venstrefløjsparti Die Linke, som de deler mange holdninger med.

Parti de Gauche anser sig ligesom Die Linke som de ægte arvinger af de socialistiske grundlæggere. I Tyskland er det bl.a. August Bebel og Rosa Luxemburg. Den franske pendant er den pacifistiske socialist Jean Jaures. Han stod for en fredelig vej til socialisme, demokratiske valg og var ikke principielt afvisende overfor det borgerlige parlament. Da Jaures propaganderede et nej til krigskreditterne i tiden op til Første Verdenskrig, blev han skudt af en nationalist.

Til kamp mod ”Merkel-Sarkozys Europa”

Det er ikke tilfældigt, at Parti de Gauche påberåber sig deres socialdemokratiske rødder . Dets partiformand Mélenchon og hans partifæller anser sig selv som det ’autentiske socialdemokrati’ og kritiserer Parti Socialiste for at have kapituleret overfor EU-institutionernes neoliberale politik. Mélenchon opfordrer sine „landsmænd“ til at „redde Frankrig“ og gøre modstand mod de neoliberale tiltag. Arbejdere og offentligt ansatte skal overtage virksomheder og danne kooperativer for at kunne forsvare sig mod ”Merkel-Sarkozys Europa”.

Front de Gauche (Venstrefronten)

I 2009 sluttede Parti de Gauche sig sammen med de franske kommunister og dannede Front de Gauche (Venstrefronten). Med dette navn går de til valg. Lige siden grundlæggelsen har Front de Gauche fået tilslutning fra nogle mindre partier og en del uafhængige intellektuelle.

Parti de Gauche har i de franske kommunister fået en partner, som er yderst svækket og dermed let at manøvrere med. Frankrigs kommunistiske parti (PCF) er idag et marginaliseret parti, som ved sidste præsidentvalg fik under to procent af stemmerne. Kun i PCFs traditionelle højborge, som for eksempel i Pariserforstaden Seine-Saint-Denis har de bevaret deres oprindelige indflydelse. Indtil slutningen af 1970´erne havde det franske kommunistparti en stor tilhængerbasis og opnåede over 20 procent af stemmerne. For de franske socialdemokrater dengang en alvorlig konkurrent - og senere en vigtig samarbejdspartner. Denne alliance bidrog i 1981 til, at Frankrig fik sin første socialdemokratiske præsident - François Mitterrand - og afsluttede den lange konservative epoke, der startede med general de Gaulles magttiltrædelse i 1958... Front de Gauche knytter politisk-nostalgisk an til denne alliances første periode.

 

Den revolutionære venstrefløj

For den revolutionære venstrefløj er hverken Mélenchon eller Hollande et alternativ. De kritiserer Mélenchon for protektionisme og nationalromatik. Derudover ytrer de mistro til den tidligere moderate socialists pludselige radikalitet.

Philippe Poutou fra Nouveau Parti Anticapitaliste – NPA
Philippe Poutou fra Nouveau Parti Anticapitaliste – NPA

De to største organisationer på den revolutionære venstrefløj, der deltager i valget er:

Nouveau Parti Anticapitaliste – NPA

Det Nye Antikapitalistiske Parti -NPA blev dannet i 2009 som en sammenslutning af globaliseringskritikere, radikale venstrefløjsaktivister og medlemmer af det tidligere trotskistiske Ligue Communiste Revolutionaire – LCR (fransk sektion af 4. Internationale, pendant til danske SAP). Deres kandidat, fagforeningsaktivisten Philippe Poutou, afløser den yderst populære Olivier Besancenot. Sidstnævnte fik ved præsidentvalget i 2007, hvor han repræsenterede trotskisterne, 1.498.581 stemmer, svarende til 4,08 procent af stemmerne. For NPA er Front de Gauche alt for moderate og politisk alt for tæt på Socialdemokratiet. NPAs Philippe Poutou kritiserer i en TV-debat Mélenchon for at ville reformere Socialdemokratiet udefra.

NPAs medlemsskare, der skønnes at være på omkring 3000, er modstandere af den franske republiks system og kæmper i det hele taget for et alternativ til det borgerlige-repræsentative demokrati. Deres svar på den kapitalistiske krise er ekspropriation af bankvæsenet under samfundskontrol, slettelse af al bankgæld og opråb til at føre sociale bevægelseskampe tværs over landegrænserne. NPA er aktiv i fagforeninger, i arbejdskampe, i immigrantmiljøet og i folkeuniversiteter (Université Populaire) som NPA-medlemmer er den drivende kraft bag.

Nathalie Arthaud fra Lutte Ouvriére
Nathalie Arthaud fra Lutte Ouvriére

Lutte Ouvrière – LO

Arbejderkamp – LO er en gammel trotskistisk organisation. Dens forløberorganisation, der blev forbudt efter 1968-oprøret i Paris, hed Voix Ouvrière (Arbejderstemme). LO har traditionelt en vis indflydelse blandt industriarbejdere, samt hos ansatte i forholdsvis prekære arbejdsforhold i mindre virksomheder og servicefag. Lutte Ouvrière opstiller Nathalie Arthaud, der kandiderer på et venstrepopulistisk program mod de rige. LO kæmper for arbejderkontrol gennem klassekamp i alle samfundssektorer som grundlag for en socialistisk transformationsproces.

Lutte Ouvrière’ s præsidentkandidat i 2007, Arlette Laguiller, fik dengang 1,3 procent af stemmerne. Lutte Ouvrière, som engang imellem har haft en fælles alliance med NPAs forgænger LCR, opstiller denne gang alene. LO benyttter valgkampen som platform for at udbrede partiets antikapitalistiske positioner.

Marine Le Pen
Marine Le Pen

Franske højreekstremister ændrer deres image 

 

På det højreekstremistiske Front National’s ”præsidentskabskonvent” i byen Lille, den 18. og 19.februar i år, var Marine Le Pen - datter af den franske fascistleder Jean-Marie Le Pen – hovedtaleren.

Til hendes begejstrede tilhængere råbte hun, at Sarkozy ikke står for ”la France forte” men for ”la France morte”. Det ”døde Frankrig”. Mediernes bevågenhed fokuserede dog denne dag mere på hendes far Jean-Maries tale, der afsluttedes med et digt af den antisemitiske forfatter Robert Brasillach, der i 1945 blev dømt som nazikollaboratør og henrettet.

Marine Le Pen har siden hendes overtagelse af Front National bestræbt sig på at give partiet et moderat image ved bl.a. at betegne nazismen som en ”enestående grusomhed”. Ved at citere en kendt nazi-sympatisør markerede Jean-Marie Le Pen opposition til sin datters moderniseringsforsøg, som han mener vil gøre partiet profilløst og udskifteligt.

Marine Le Pen’s strategi er at forsøge at vinde en del af den tidligere basis fra kommunistpartiet ved at angribe specielt Jean-Luc Mélenchon fra alliancen mellem venstresocialdemokrater i Parti de Gauche og Kommunistpartiet. Hun betegner Mélenchon som ”arbejderforrædder” med denne retorik: Man skal ikke forvente, at han kan redde ”arbejderne og den franske industri”. Det som er ”absolut forudsigeligt” er, at Mélenchon i anden valgrunde vil opforde til at stemme på den socialdemokratiske kandidat Hollande. Derefter vil han ”som belønning blive minister i en venstreregering”, der vil skyde på arbejderne, ”når de nægter at acceptere de græske arbejderes skæbne”. Front National’s strateger vurderer, at efter ”marxismens endeligt”, vil de være den eneste fundamentalopposition i landet – en første etappe til magten.

Front National har sidste uge overraskende kunne samle de nødvendige 500 underskrifter fra folkevalgte politikere for at kunne opstille Marine Le Pen som deres kandidat...

Demo mod Front National
Demo mod Front National

Alle kandidater kæmper om arbejdernes stemmer

For venstrefløjen gælder det om at motivere sofavælgerne. Imens kæmper Sarkozys konservative UMP sammenbidt mod Front National om de højreorienterede arbejderes stemmer. Ifølge meningsmålinger blandt de offentligt ansatte, arbejdere og pensionister, der blev spurgt, om de mener, at der er nogle af kandidaterne, som forstår realiteten i deres hverdag, svarer hele 31 procent : ”INGEN”. 14% : Marine Le Pen, 11% : François Hollande, 8%: Jean Luc Melenchon, 6%: Sarkozy og 6% Poutou (NAP). 17 procent har ingen mening om det.

Faktum er, at “milieux populaires“ - offentligt ansatte, arbejdere og pensionister - siden socialdemokraten Mitterands neoliberale politik har fjernet sig fra de etablerede venstre-centrumpartier. Den bevidste forringelse af den offentlige sektor startede med den socialdemokratisk-kommunistiske koalitionsregering i 1980’erne...

(autonom info-service)

Kommentar schreiben

Kommentare: 0