BOGANMELDELSE. ”Jeg revolutionær”

 

____________

Selvbiografi af Christian Zwettler

- venstreradikal, tidl. bz’er, bankrøver, ’revolutionsekspert´, iværksætter, livsnyder...

 

”Den som ikke kender loven, må undvære fornøjelsen af at bryde den.”

                              Jean Genet, franskfødt outlaw, poet og revolutionær 

 

Lad mig sige det med det samme: Den som håber på, at Christian Zwettlers selvbiografi – skrevet i samarbejde med journalisten Lars Borking – giver en fyldestgørende beskrivelse af de politisk hede 1980´ere og de mere defensive 1990’ ere, bliver nok skuffet.

Det er en fortælling om Christians personlige oplevelser og det er ham, som er absolut midtpunkt gennem hele bogen. Læseren får altså ikke formidlet et helhedsindtryk af den energiske opbrudsstemning i 1980´erne, der i Vesteuropa var præget af mange forskellige bevægelseskampe: BZ bevægelser og kampe mod bolig- spekulation, mod Natos optrapning af koldkrigsperioden, mod borgerlig krisepolitik, mod kønspolitisk ensrettethed og meget meget mere. Disse politiske bevægelser spiller kun en perifer rolle i bogen og er ofte reduceret til stemningskulisser.

”Jeg stjæler cowboybukser. Stopper ti par ad gangen i en rygsæk. På tre uger har jeg lavet penge nok til billetten til Oslo, men føler mig ikke hjemme, da jeg kommer derop. Jeg bor i et kæmpestort gammelt hospital, som er besat. De norske kammerater er søde, men de ved ikke en skid. De har aldrig hørt om den anti-imperialistiske front og kender ikke RAFs strategi om byguerilla, kæmpende enheder og legal modstand. De kender ikke engang RAF-teksten ”koncept byguerilla” fra 1971. De norske bz’ ere er glade, hvis de kan komme i slagsmål med nogle pansere. Oslo er en bondeby. Efter en måned tager jeg tilbage til København.” ( "JEG REVOLUTIONÆR" , side 75)

Med andre ord – den nysgerrige samfundsengagerede læser får meget at vide om Christians hektisk omskiftelige liv, men forsvindende lidt om de brydninger og kampe, der foregik på det tidspunkt. Selv det hjørne af den militante revolutionære venstrefløj som Christian selv tilhørte bliver som regel kun aktionsmæssigt opremset.

Korte prægnante samfundsanalyser, kulturelle diskurser og de ofte møjsommelige politiske tilblivelsesprocesser i et socialt fragmenteret miljø bliver ikke formidlet. Udenforstående har ingen chance for at kunne indleve sig i tidens daværende opbrudsstemning med dens politiske og sociale følgevirkninger.  

Christian og Werner Hoppe
Christian og Werner Hoppe

”Vi er en lille håndfuld danskere i Hamborg. Alkohol er bandlyst under den slags aktioner i Tyskland, men vi tager det ikke så tungt. Vi drikker og ryger joints.Jeg møder Werner Hoppe, der er gammelt RAF-medlem. Han var kendt som biltyv, der kunne åbne en bil på 10 sekunder....Kammeraterne i Hafenstrasse er godt organiseret. Tusindvis af lokale støtter dem og går på gaden, og vi er flere tusinde, som er parat til gadekamp. Vi hører, at folk har tvunget politihelikopterne væk ved at skyde mod dem med gaspistoler. Barrikaderne har overlevet den første nat og nu har politiet udkommanderet 2000 betjente ekstra...” (side 66)

Med beskrivelser som f.eks. denne forkommer tilspidsede konfrontationer mellem bevægelser og oprørsmiljøer til kampteknik, nogle navnedrops og slagord uden større indblik i den politiske kontekst.

Man får ikke nogen dybere indsigt i modstandsmiljøernes kampe mod de etablerede magtstrukturer som fængselsvæsenet, det militær-industrielle kompleks, atomkraft- mafiaen, boligspekulantmafiaen, korrupte og racistisk motiverede politikerlag, riot- politiet, osv.

Andrea Wolf
Andrea Wolf

”Fornyligt har jeg fået at vide, at min ven Andrea Wolf er blevet slået ihjel af tyrkiske soldater. De arresterede hende i Van i den kurdiske del af Tyrkiet, og bagefter henrettede de hende. Det rammer mig ikke specielt. Hun var min ven, men hun vidste selv, hvilken vej hun gik. Der er kun tre veje for folk som os: sejr, død eller fængsel.” (side 201)  

Når det er sagt, er Christian Zwettlers selvbiografi afgjort en politisk og velskrevet livshistorie. Absolut mere interessant end de fleste selvbiografier, der oversvømmer det danske bogmarked. Christian har noget at fortælle og bogen er på ingen måde kedelig.

Den følger forfatteren i en hæsblæsende rytme fra episode til episode. Hans lune og stedvise selvironi virker modsat og formildende på hans sommetider nådesløse reaktion overfor tidligere kampfæller, som ikke kan eller vil følge hans løbende nye projekter. En vej som tangerede mellem tiltalende antiautoritær stædighed og impulsiv selvudslettelse.  

”Jeg bliver 32 år, mens jeg sidder i Blegdammen. Anette besøger mig med to lesbiske venner. Jeg har tagt ti af fængslets hvide underbluser på og så en hættetrøj udenover. Jeg giver underbluser til Anette og hendes venner. De hvide fængselsbluser er populære. Folk kan godt lide, at de er stemplet med ”Københavns Fængsel” (side 199). 

Det jeg vil rose Christian for er hans ærlige bestræbelser på at gøre sig tanker om de patriarkalske grundstrukturer, der direkte eller indirekte bestemmer vores sociale og sexuelle adfærd. De synlige resultater af disse tanker kan diskuteres.

Jeg vil afrunde med Christians sympatiske, men lidt naive credo om ”at tænke selv”. Jeg tror, at de fleste mennesker subjektivt mener, at de ”tænker selv”, mens de samtidigt agerer og reproducerer på gængse mainstream-holdninger. Det ”at tænke selv” får først en reel substans, når der går engagement i ”sagen”. Ved at deltage sammen med andre i protester, happenings, bevægelser, modstand mod forholdene.  

  • En kontroversiel men absolut ikke uinteressant bog – i min optik placeret i den øvre ende af de sidste års udkomne selvbiografier.

(al./ autonom infoservice) 

_____________________________

Christian Zwettler : "Jeg revolutionær" , 300 sider, People’s Press. 249,95 kr.