Der er gået fire måneder, siden EU-rådspolitikeren Mario Monti dannede sin teknokratiske overgangsregering. Som mange forudså, adskiller regeringskursen sig ikke særligt fra Silvio Berlusconis neoliberalistiske politik.
Altimens er det parlamentariske rænkespil i fuld gang. Tre blokke kæmper om indflydelse og regeringsmagten op til det kommende parlamentsvalg, der i forhold til forfatningen senest vil finde sted i oktober 2012.
Mens Mario Montis støtter i centrum-højre- blokken bliver udfordret af en højrenational modpol under ledelse af den tidl. fascistiske leder Gianfranco Fini, jongelerer en fragmenteret venstrefløj frem og tilbage mellem parlamentarisk og bevægelsesorienteret politik.
”Italien oplever i øjeblikket et frontal-
angreb på arbejdernes rettigheder”
Mario Monti’s overgangsregering gennemfører i al hast EUs finanspolitiks disciplinerende diktat om drastiske besparelser i den sociale sektor. Samt en målrettet deregulering af møjsommeligt tilkæmpede overenskomstaftaler for arbejderklassen og de arbejdsløse. ”Italien oplever i øjeblikket et frontalangreb på arbejdernes hidtidige rettigheder”, konstaterer Maurizio Landini, formand for det største fagforbund CGIL (1) til venstrefløjsdagbladet Il Manifesto. Han hentyder dermed til et reallønstab på årsbasis på omkring 150 milliarder Euro (ca. 1100 milliarder kr). Dette svarer til en forskydning af 10-12 procent af lønvolumen til profitterne.
Den såkaldte ”arbejdsmarkedsreform” sigter på at fjerne fyringsbeskyttelses- paragraffen (§18) og nydefinerer hidtidige overenskomstaftaler. Paragraf 18 i overenskomstaftalerne har indtil nu beskyttet omkring 7,8 millioner arbejdere i virksomheder med flere end 15 ansatte i tilfælde af ”uretfærdige fyringer”. Fremover skal denne beskyttelsesparagraf kun være gældende i tilfælde af ”dikriminerende fyringsgrunde”. Derudover skal påtvunget forkortet arbejdstid kunne forlænges til hele 52 uger med tilsvarende lønnedgang. De store fagforeningsforbund CGIL, CISL og UIL har allerede i marts svaret med en to-timers advarselsgeneralstrejke og har varslet mere omfangsrige generalstrejker til maj.
Valgkampen er i fuld gang
De parlamentariske alliancer:
- Centrum-højre blokken under ledelse af Mario Montis støtteparti – det liberale Demokratiske Parti under ledelse af statspræsidenten og eks-kommunisten Giorgio Napolitano vil med al sandsynlighed danne en stor regeringskoalition med Silvio Belusconis Frihedsparti (PdL).
- Den højrenationale modpol til centrum-højre blokken består af Unionen af Demokratiske Kristne (UDC), Partiet for en Alliance for Italien (ApI), grundlagt af den tidligere grønne politiker Francesco Rutelli, samt det postfascistiske omdannede parti Fremtid og Frihed (FeL) under ledelse af Gianfranco Fini.
- En opsplittet parlamentarisk venstrefløj, hvis stærkeste fløj omkring ”Rifondazione Comunista” – (en italiensk pendant til Enhedslisten) har på dets partikongres efter valgnederlaget i 2008 besluttet at vende tilbage til aktiviteterne i bevægelserne - ”at genoplive klassekampen fra neden”. Denne målsætning, som i starten blev efterlevet, har igen fortonet sig og Rifondazione Comunista’s aktiviteter er atter primært rettet mod at generobre en plads i parlamentet ved det kommende valg.
Tovtrækkeriet om valgdatoen
Kampen for Berlusconi-regeringens fald blev til i forbindelse med kravet om et hurtigt nyvalg. Dette har statspræsident Giorgio Napolitano indtil dags dato succesrigt blokeret. Han er eks-kommunist og idag ledende medlem af det liberale Demokratiske Parti – DP. (En sammeslutning af en del småpartier med det socialdemokratiserede tidligere kommunistiske parti PCI, senere PDS og DS).
Napolitano holder med højrekræfterne, som forsøger at at beholde Monti som regeringsleder frem til foråret 2013. Indtil da vil Monti-regeringen forsøge at realisere kravene fra industriens arbejdsgiverforbund ”Confindustria”, der presser på for at øge arbejdsproduktiviteten samtidig med en reallønsnedgang for lønarbejderne. Statspræsident Giorgio Napolitano presser det Demokratiske Parti (DP) til at støtte denne politik og derigennem opnå et parlamentsflertal i 2013 ved at danne en stor koalition med Silvio Berlusconis Frihedsparti (PDL). Politiske iagttagere udelukker ikke, at Mario Monti til ”gengæld” vil kandidere på det Demokratiske Partis liste.
Målrettet udelukkelsesforsøg af venstrefløjens partier
Monti pønser med støtte fra det Demokratiske Parti på en ny valglov: Den nuværende flertalsvalgret skal erstattes med det tidligere gældende proportionalvalgretssystem og suppleres med en forhøjelse af spærregrænsen fra de nu gældende 4 procent til 5 procent.
På denne måde vil man formå at udelukke de små venstrefløjspartier som Rifondazione Comunista (3,1 procent), det eurokommunistiske PdCI (under 2 procent), det venstreorienterede ”Italiens værdier” – grundlagt af den tidl. antikorruptionsdommer Antonio di Pietro, det tredje og mindste kommunistiske parti – Kommunistisk Arbejderparti, hvis formand Marco Ferrando, er medlem af 4. Internationale (En splittelse fra Rifondazione Comunista, der ved valget i 2008 fik 208.394 stemmer / 0,57 procent..), samt Venstrepartiet ”Klima og Frihed” (SEL) under ledelse af Nicola Vendolas der p.t. er ministerpræsident i provinsen Apulien.
Italiens parlamentariske venstrefløj – fragmenteret og politisk desorienteret
Landets parlamentariske venstrefløj står overfor en vanskelig opgave: At sætte ind mod den vedvarende højredrejning og ”klassekamp fra oven” i italiensk politik og samtidig forhindre at den ligeledes opsplittede, men betydeligt stærkere højrefløj, får tilstrækkelig tid til deres reorganisering. Af disse grunde kører venstrefløjen nu en kampagne for udskrivelse af valg allerede i juni, istedet for i oktober 2012 som ifølge forfatningen er den foreskrevne sidst mulige valgdato. (Kun statspræsidenten har kompetence til at udsætte valget under ”særlige omstændigheder”).
Skønt mange menige medlemmer af de forskellige små kommunistiske og samfundskritiske partier og initiativer presser på for at opstille en fælles venstrefløjsliste, så ser det p.t. ikke ud til, at et sådant projekt kan realiseres.
De væsentligste forhindringer er foruden de sædvanlige kompetencestridigheder og partiegoismer, den manglende fælles holdning til forholdet mellem parlamentarismen og bevægelsernes rolle som samfundsforandrende kraft. Der er heller ingen klar orientering om, hvilken regering en samlet venstrefløjsliste skulle agere for – i praksis og som strategisk projekt.
Rifondazione Comunista
På Rifondazione Comunista’s partikongres efter valgnederlaget i 2008 blev det besluttet at vende tilbage til aktiviteterne i bevægelserne - ”at genoplive klassekampen fra neden”. Dette som vigtigste konklusion på partiets desastrøse tilpasning til den daværende centrum-venstre-regering i 2006 under ledelse af Romano Prodi, hvilket førte til tab af parlamentsrepræsentationen ved valget i 2008.
Denne målsætning, som i starten blev efterlevet, har igen fortonet sig og Rifondazione Comunista’s aktiviter er atter primært rettet mod at generobre en plads i parlamentet ved det kommende valg. Således var partiet fraværende i den store antikrigsbevægelse mod Italiens deltagelse i NATOs krig i Afghanistan, i de lokale kampe som f.eks. i ”No TAV” – bevægelsen i Norditalien (Bevægelse mod højhastighedstog-projektet ”Treno ad Alta Velocità”), i bevægelsen mod det kryptofascistiske parti ”Fremtid og Frihed” (FeL) under ledelse af Gianfranco Fini, etc.
Ifølge kritiske fløje i Rifondazione Comunista forsøger dele af ledelsen på denne måde at undgå en åben konfrontation med det Demokratiske Parti, da de håber på at blive sat på dette partis liste og derigennem opnå nogle parlamentsmandater. Det samme gælder for ledelsen af Venstrepartiet for ”Klima og Frihed” (SEL).
Om venstrefløjpartiernes medlemmer vil acceptere en genoplivelse af parlamentsfokuseringen vil vise sig ved de kommende partikongresser.
(autonom info-service)
Noter
1) Italien har tre store fagforbund: CGIL (tidl. kommunistisk nu mere tværpolitisk progressiv) med omkring 5.746.000 medlemmer, CISL (socialdemokratiseret) med omkring 4.542.000 medlemmer og UIL (højresocialdemokratisk) med 2.184.000 medlemmer.
Derudover findes der mere demokratisk ”autonomt” organiserede fagforbund som CISAL med 1,7 millioner medlemmer og autonome basisfagforeninger som COBAS-fagforeningerne (dannet af bl.a. Autonomia Operaia i Rom) med baser blandt ansatte i jernbaneselskaber, i lufthavne og i den offentlige sektor.
Relateret