Berlins politi på konfrontationskurs med 1.maj - arrangørerne

Berlins politi har udstedt et forbud mod dele af den planlagte rute for den traditionelle autonome ”Revolutionäre 1. Mai” – demonstration.

 

Dermed tyder alt på, at politiledelsen har skrinlagt deres tidligere opreklamerede ”de-eskalations strategi” overfor byens oprørske lag.

  •  ”Hvis politiet forbyder dele af 1. maj-demoens rute, skal de ikke undre sig, hvis de sten de lægger i vejen for os bliver returneret”, udtaler en repræsentant fra demo-initiativet til medierne.

Modstanden skal manifestere sig i magtens centrum

Berlins politiledelse har udstedt et forbud mod den traditionelle autonome ”Revolutionäre 1. Mai” - demonstrations planlagte rute.

Arrangørerne, som er en alliance mellem social- revolutionære og antifascistiske grupper, har lagt demoruten fra den multikulturelle bydel Kreuzberg til byens regeringscentrum.

Den planlagte demo skulle kl. 18 gå fra Lausitzer Platz i Kreuzberg til Brandenburger Tor i ”Berlin Mitte” - byens regeringskvarter. Ifølge mobiliseringsopråbet skulle ”Modstanden manifestere sig i den politiske magts centrum” i byen. Denne rute adskiller sig markant fra de sidste mange års demonstrationer, som udelukkende bevægede sig indenfor Kreuzberg.

Demoen må ikke gå forbi mediekoncernen ”Springer-Verlag”

Ifølge en af arrangørorganisationerne, Antifaschistische Revolutionäre Aktion Berlin (Arab), har politiets forsamlingsmyndighed (Versammlungsbehörde der Berliner Polizei ) forbudt ruten på tre steder. Bl.a. skal demonstrationen tvinges til at gå langt udenom den politisk reaktionære mediekoncern ”Axel-Springer-Haus”, der blandt andet udgiver dagbladet BILD-Zeitung (3 millioner oplag / ca. 11 millioner læsere dagligt).

Jonas S. fra Antifaschistische Revolutionäre Aktion Berlin vurderer forbuddet mod dele af demoruten som en eskalationskurs fra politiledelsens side.

I en udtalelse til det tyske dagblad TAZ, den 12. april 2012, siger han bl.a. : ”Vi har bevidst valgt denne rute, for at formidle vores politiske kritik af centrale steder for magten” og ”Springer-koncernen står for en racistisk og reaktionær hets, og boligselskabet GSW, der ligger ved siden af står for en boligpolitik, der presser fattige lejere ud af byens centrum”. Demo-alliancen forsøger nu at få politiets forbud afprøvet ved forvaltningsdomstolen.

”....demonstrationsret bliver indskrænket på grund af en privat fødselsdagsfest”

Socialrevolutionær blok på Revolutionær 1.maj - demo, Berlin 2009
Socialrevolutionær blok på Revolutionær 1.maj - demo, Berlin 2009

Ifølge arrangørerne begrunder politiet omlægningen af ruten med ”logistiske overvejelser”. Således er visse gader (Skalitzer Strasse) og pladser som Pariser Platz for smalle for potentiel indsats af politistyrker og ambulancer. Springer-koncernens hovedsæde er pga. forberedelser til forlagets 100 års jubilæums-fest den 2. maj blokeret for al trafik. Arrangørerne kalder dette ”ren udenomstale”:

” At 15.000 menneskers demon- strationsret bliver indskrænket på grund af en privat fødselsdagsfest er grotesk. Hvis politiet forbyder dele af 1.maj-demoens rute, skal de ikke undre sig, hvis de sten de lægger i vejen for os bliver returneret”, udtaler en repræsentant fra demo-initiativet til medierne.

Mediekoncernens pressetalsmand Michael Schneider svarer på mediernes forespørgsel om en kommentar med at henvise til politimyndighederne. Til dagbladet TAZ siger han: ”Vi har ingen indflydelse på planlægning af og tilladelser til demonstrationsruter. Det er politimyndighedernes opgave.”

Protester mod gentrificeringen i Berlin
Protester mod gentrificeringen i Berlin

Walpurgisnacht-demo mod gentrificeringen af bydelene  

Den traditionelle ”antikapitalistiske Walpurgisnat” (1) med fest og demo, den 30. april, har også flyttet kvarter i år. Fra den østberlinske bydel Friedrichshain til byens vestlige arbejderkvarter Wedding. Fra klokken 14 starter på Max-Josef-Metzger-Platz et hav af musikbands med at spille op til fest. Ved 21-tiden samler Walpurgisnacht- demonstranterne sig på S-banestationen Wedding for at demonstrere mod byens gentrificering (2) under sloganet ”Nimm, was dir zusteht” (Tag, hvad du har ret til ).

(al/autonom info-service) 

Berlin, 1.maj 2011
Berlin, 1.maj 2011

Links

 ”DER DRUCK STEIGT – FÛR DIE SOZIALE REVOLUTION“ – 1.Mai 2012

Noter

1) Walpurgisnacht , på dansk Valborgsaften, er aftenen før 1. maj. Den er opkaldt efter den engelske abdisse Walburga, der døde i 779. På den aften våger man for ikke at blive overlistet af de underjordiske kræfter, bl.a. ved at tænde bål på højene. Nogle steder brugte man også denne aften til at opstille majstangen, en høj mast, der var pyntet med kranse, frisk bøgeløv og farvede bånd, og som symboliserede sommerens frugtbarhed.

Traditionerne går tilbage til førkristen tid, hvor både de keltiske og de germanske stammer fejrede overgangen mellem vinter og sommer på denne aften. Først meget senere opstod myten om en ”heksesabbat”. I Danmark troede folk, at heksene red til Tromsø kirke. I Tyskland var det derimod Bloksbjerg, der var målet for heksenes ridt. Sådan beskrives det i litteraturen fra det 15. og 16. århundrede.

2) Wikipedia: Hvad er gentrificering? og et eksempel fra Danmark: Dagbladet Politiken: Flere børnefamilier smides ud af almene boliger

Relateret

Berlin: Beboeroprør mod partyzoner og yuppie-metropol