Derivater? Hedgefonds? Ratings? .... suk og gab, hvad for noget??

Medierne og profileringssyge eksperter kaster rundt med en masse begreber, når de forsøger at illustrere kapitalismens aktuelle krise. Som regel munder det ud i uigennemskuelige disputter om forskellige definitioner på gældskrisen og der anvendes et virvar af kategorier fra økonomernes og finansverdenens univers.

Ved at udrede nogle af de mest anvendte begreber i forbindelse med den aktuelle kapitalistiske krise, vil vi bidrage til en bedre forståelse af komplekse forhold og selvstændig kapitalismekritisk stillingtagen.

  • Tag en stærk kop kaffe eller et krus the – og kast dig ud i begrebsforvirringens laboratorium...
  • STATSLÅN, OBLIGATIONER (Bonds)

er værdipapirer med fast rentesats og tilbagebetalingsgaranti (i teorien!) for den indskudte kapital. De udstedes af stater, banker og virksomheder. Obligationer er en slags kredit, mens aktier gør en køber til medindehaver af en virksomhed. Fordi aktier er udsat for kursændringer og derfor er væsentligt mere risikofyldte at investere i, har statsobligationer længe gjaldt for at være en sikker investering. For folk der var bange for at miste deres penge, var staten den ideelle skyldner.

Stater gældsætter sig til stadighed – for i bedste fald at kunne investere fremover. I værste fald – som i EUropa idag – finansierer staten med ny gældsætning blot renterne af dens i forvejen eksisterende gæld. Et aktuelt eksempel er Italien, der i de første fire måneder af 2012 måtte mobilisere hele 160 milliarder euro ( ca. 1200 milliarder kroner) for at finansiere tilbagebetalingen af de udløbende statslån.

  • ARBITRAGE

betyder profitforretning på basis af udnyttelse af de forskellige markeders prisforskelle. Arbitragøren drager for eksempel fordele af vekselkurs- differencerne på valutamarkederne.

Konstaterer computerberegninger, at euroen i Tokyo er få hundrede dele cent billigere end i New York, køber arbitragøren store mængder euro i Tokyo og sælger dem samtidigt i New York. Lykkes denne valutatransfer på samme tid, er forretningen helt uden riscici. En finanstransaktionsskat (Tobin-skat) ville gøre denne valutaspekulation unrentabel. 

  • BAILOUT

betyder at staten overtager gæld fra banker eller virksomheder, som er på nippet til at blive erklæret insolvente, dvs. ude af stand til at efterkomme tilbagebetalingen af deres gæld. Desto større gælden er, desto større sandsynlighed er der for, at staten intervenerer (”Business as usual!”).

  • Bretton Woods

Bretton Woods-systemet (1944 – 1971) var et internationalt monetært samarbejde. Opkaldt efter den lille nordamerikanske by, hvor aftalen blev indgået. USA og England aftalte her efterkrigstidens finansielle system, hvis kerne var en fastkurspolitik.

Hovedidéen var at undgå en gentagelse af 1930'ernes krise ved at sikre en vis politisk regulering af valutakurser og internationale kapitalbevægelser. Specielt den engelske forhandler, nationaløkonomen John Maynard Keynes (1883-1946), mente det var vigtigt at undgå store kursudsving, der ville hæmme varecirkulationen. Derfor opfordrede han til en politisk kontrol med kapitalbevægelserne, således at spekulation kunne forbydes. På hans og andre ligesindedes initiativ dannedes en stor international fond – Den Internationale Valutafond, IVF (International Monetary Fund, IMF), som lande med betalingsbalance-problemer kunne trække på, så de kunne undgå at ændre valutakursen.

Samtidigt etableredes Verdensbanken, hvis funktion oprindeligt var at hjælpe Europa med genopbygningen efter krigen. Endelig ønskede USA og England at liberalisere verdenshandelen ved at gennemføre toldnedsættelse. Tanken var, at dette skulle ske indenfor en ny organisation (International Trade Organization, ITO). Da den amerikanske Kongres afviste dette, gennemførtes denne liberalisering indenfor GATT (General Agreement on Trade and Tariffs), der var et mere løst forhandlingsforum. Disse tre fora - IMF, Verdensbanken og GATT - kaldes Bretton Woods institutionerne.

(Disse pro-imperialistiske institutioner agerede på forskellige måder på globalt plan for at tilpasse landes og regioners økonomi til internationale kapitalistiske markedskriterier).

Vietnamkrigens enorme omkostninger og inflationen fik Bretton Woods-systemets fastkurspolitik til at krakelere. En væsentlig årsag var, at USAs regering i 1971 suspenderede den faste vekselkurs mellem dollaren og guldreserverne. Siden 1973 har kurserne på de førende valutaer på globalt plan været frit flydende.

"Hjernladyen" Margaret Thatcher
"Hjernladyen" Margaret Thatcher
  • DE-REGULERING

Med den neoliberale økonomiske teoretiker Milton Friedman som forbillede forcerede neoliberale kræfter de-reguleringen af finansmarkederne. Dette skulle bidrage til, at de stagnerede nationaløkonomier fik massive vækstimpulser. Istedet for skete der en afkopling af finansmarkederne fra den vareproducerende økonomi. Således cirkulerer tusinder af millioner euro og dollars på finansmarkederne på bekostning af investeringer i realøkonomien.

Den daværende engelske premierminister Margaret Thatcher og USAs præsident Ronald Reagan startede denne proces allerede i 1980’erne, da de ophævede enhver statslig kontrol med finansmarkederne (banker og hedgefonds) og gennemførte store skattelettelser for finansspekulanter.

Laboratoriet for Milton Friedmans neoliberale samfundsprojekt var Chile under general Augusto Pinochets militærdiktatur (11. september 1973 – marts 1990).... 

( Se baggrundsartiklen CHILES 11. september: Historien om et USA-støttet blodigt militærkup ).

  • DERIVATER

Derivater er spekulative finans- instrumenter, hvis priser afledes af værdiudviklingen i aktier, valutaer, renter og råstoffer. Når en investor for ekempel vædder på, at aktier fra bilkoncernen Volvo falder, eller at en dansk krone snart vil svare til en svensk krone, eller at prisen på kakao eller kobber vil fordobles, eller han vædder på hvordan vejret bliver i Vietnam - så købes til dette formål derivater. Der tilbydes hundredetusinder af sådanne investeringstilbud, som figurerer på finansmarkederne: Discount – og bonus certifikater, indeks-tracker-papirer, Swaptons og Knock-out-certifikater, og hvad de ellers hedder. Risikoen for at en investor mister hele sin store eller minimale indsats er meget stor. Der findes også Monty-Python-agtige varianter af derivater: Således tilbyder nogle banker f.eks. derivater, hvormed man kan spekulere i selvsamme banks bankerot...

  • EUROPÆISK STABILITETSMEKANISME

EU-landene har etableret en permanent gældskrisemekanisme for eurolandene – “den europæiske stabilitetsmekanisme” - ESM, med effekt fra 2013. ESM

skal afsikre euro’en og forhindre statsfallitter. Forgældede stater kan modtage nødkreditlån, hvis de går med til en grundig analyse af deres gældssituation og er parat til hårde saneringsforanstaltninger (Som i Grækenland, hvor disse saneringskrav er et frontalangreb på de tilkæmpede sociale og faglige landvindninger).

ESM er del af EU’s nye finansielle pagt, den såkaldte EURO-PAGT - finanspagten som S-SF-R-regeringen har tilsluttet sig uden nogen form for folkehøring. ESM afløser den hidtidige Europæiske Finansstabiliseringsfacilitet (EFSF). Ifølge planerne skal ESM tilføres 700 milliarder euro (ca. 5250 millarder kroner).

Sommer 2012: ESM er enten allerede vedtaget eller ved at blive vedtaget. Forudsætningen for dens oprettelse er, at samtlige EU-landes parlamenter tilslutter sig. 

  • DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK

Den Europæiske Centralbank (ECB), der har sit hovedsæde i Frankfurt am Main, er EUs centralbank og som overnational institution bl.a. ansvarlig for euroens stabilitet. Kritiske økonomer betegner idag Den Europæiske Centralbank som ”en skraldespand” for statsobligationer som banker og forsikringer hurtigst muligt vil afkaste. Siden maj 2010 har ECB købt obligationer fra kriseramte EU-lande til omkring 211 milliarder euro (ca. 15.825 milliarder kroner). Kritikerne ser heri en fare for en inflationær udvikling: Når en nationalbank opkøber statsobligationer forhøjer den sin pengemængde, dvs. den trykker flere penge.

  • HEDGEFONDS

Hedgefonds er specifikke investeringsfonde, der samler penge fra rige folk og finansinstitutioner for at investere i særlig risikofylde projekter. På valutamarkedet, på verdens børser og på råstofmarkederne. Ifølge økonomiske analyser forvalter omkring 7500 hedgefonds på globalt plan to tusind milliarder dollars. Hedgefonds lover deres investorer høje renter, fordi de gennem optagelse af høje gældssummer ”løfter”, altså mangedobbler, den kapital der er investeret i fonden.

En berygtet hedgefond som ”Winton Capital” med hovedsæde i London manøvrerer med omkring 20 milliarder euro i kapital. De ansatte i fonden er som regel hverken økonomer eller bankfolk, men biologer, matematikere og fysikere. Fordi de efter sigende er bedst til at oversætte verdens gang i tal.

Mange hedgefonds sætter p.t. mange penge på, at euro-kursen konstant falder. De sælger euro, som de slet ikke ejer på en fremskudt dato. Det vil sige, de lover en kontraktpartner at levere disse euro senere – f.eks. om et par måneder. Fonden håber så på, at euro-kursen falder. På indfrielsesdatoen køber hedgefonden det tidligere aftalte eurobeløb til den aktuelle kurs. Hvis euroen nu reelt er faldet kasserer den differencen som profit. I det nævnte tilfælde vædder hedgefonden på, at det ikke lykkes for regeringerne at indæmme krisen.

Det karakteristiske ved sådanne hedgefonds er fraværet af reguleringskontrol af nogen art. Blandt hedgefondenes favoritbaser er f.eks. Cayman-øerne i det vestlige Caribiske Hav. En større del af disse hedgefondes lån får de fra de største bankkonsortier i verden, som dermed deltager i spekulationsforretningerne. I modsætning til bankerne får de dog ingen hjælp fra nogen stater i tilfælde af bankerot.

  • INFLATION

Inflation betyder en tydelig hævelse af prisniveauet, pengene taber købekraft. En lettere årlig prisstigning på under to procent gælder blandt økonomer som en ”relativ stabil” udviklingstendens. Følgevirkningen af den aktuelle gældskrise vurderes af økonomerne forskelligt: Mens marxistiske økonomer forudser

en galloperende inflation med yderligere forringelse af arbejds – og leveforhold til følge, så tager borgerlige nationaløkonomer det roligt. Sidstnævnte fokuserer på, at når pengene bliver mindre værd, bliver staternes gæld ligeledes forringet.

  • RATINGS

En slags karaktér for en skyldners kreditværdighed (bonitet). Ratings er forsøg på at klassificere det, som ikke kan fattes i tal. Ratings fremlægger en vurdering af , hvor sandsynligt det er, at kreditorer kan få deres udlånte penge/renter/spekulationspenge tilbage igen fra den ratede skyldner. De tre dominerende ratingagenturer (Credit rating agency) med de flest fremlagte ratings er private amerikanske foretagender: Moody’s, Standard & Poor’s, Fitch. Den højeste rating karaktér er AAA. Stater eller koncerner, der bliver klassificeret med disse tre bogstaver er vurderet som skyldnere med en tilbagebetalingssikkerhed på (næsten) 100 procent.

Bliver en skyldner sat ned i rating karakteren, stiger renterne for lån til denne umiddelbart derefter, fordi der er vurderet en øget tabsrisiko. Et aktuelt eksempel: Ifølge ”Finans Watch”d .9. august 2012 fik Danske Bank, på linje med en række andre banker, sænket sin rating fra Moody's i andet kvartal. Det kostede umiddelbart på likviditeten, efter Danske Banks rating blev sænket. Der blev trukket pengemarkedsindlån for 39 milliarder kr. ud af Danske Banks ”Danske Markeds”-fond.

Ratingagenturenes historie er også en historie om fatale fejlvurderinger, der på ingen måde svarede til skyldnerens reelle situation. Så som fejlvurderingen af den amerikanske energikoncern Enron (1997) og den italienske fødevarekoncern Parmalat (2003), der begge fremlagde et manipuleret årsregnskab (”bilanzkosmetik”), som ratingagenturene ukritisk overtog. (Interesserede kan læse om rating-agenturenes historie på wikipedia og her )

  • Finansmarkeder

Skønt tilhængerne af den kapitalistiske private markedøkonomi og tilsvarende lærebøger taler om ”selvregenerering” o.lign., er det et faktum, at finans-

markederne agerer irrationelt og udenfor samfundsmæssig offentlig kontrol. Dette er der intet nyt i. Liberalismens ”fader”, den skotske økonom Adam Smith har helt tilbage i 17.hundrede tallet allerede betegnet ”markeder” som en ”usynlig hånd”. Idag nærmest synonym med ”kvælergreb”.

De vigtigste finansmarkeder:

- aktiemarkedet - global omsætning: 63 tusind milliarder dollars,

- obligationsmarkedet - global omsætning: 24 tusind milliarder dollars,

- valutamarkedet - global omsætning: 1007 tusind milliarder dollars,

- derivatmarkedet - global omsætning: 708 tusind milliarder dollars.

Til sammenligning: Værdien af de globalt producerede goder og servicetjenester ligger på omkring 70 tusind milliarder dollars... 

(autonom info-service)

______________

kilder: forskellige øknomiske magasiner / Capital, Wirtschaftswoche, Der Steuerzahler, Handelsblatt, Focus Geld, Der Spiegel, samt wikipedias og div. venstrefløjspublikationer som ak, aranca, wildcat.

 


Kommentar schreiben

Kommentare: 1
  • #1

    Chomskyaneren (Mittwoch, 15 August 2012 19:01)

    Kommentar til artiklen
    (Copy pastet fra Anarkistisk Debatforum)

    Endnu engang: Rigtig godt oplysende arbejde! Denne begrebsafklaring er vigtig når man skal analysere finanskapitalismen. I glemte dog Libor-renten, så jeg linker lige til en linksamling om den og omtale af den internationale skandale som lige nu løber af stabelen grundet manipulation med renten. http://kritiskmodpol.blogspot.dk/2012/0 … andal.html