INTERVIEW med Ayten Arslan
____________________
For 20 år siden, den 23. november 1992, satte nazier ild til to beboelses- ejendomme i den lille holsteinske by Mölln.
I husene boede mennesker med immigrantbaggrund. Tre af dem omkom i flammerne: Bahide Arslan (51), Ayse Yilmaz (14) og Yeliz Arslan (10). Ni beboere blev alvorligt såret, deriblandt Ayten Arslan.
- Nu 20 år efter fortæller hun i et interview om de dramatiske hændelser på brandnatten.
-
- Den 23. november arrangeres der i Mölln en stor mindemanifestation. Deltager du i den ?
Ayten Arslan: Ja, men jeg bliver kun en halv time. Jeg føler mig som en fremmed. Står ved siden af arrangementet – ligesom om, jeg aldrig har levet i det nedbrændte hus.
- Men det er jo et mindearrangement for bla. dig?
Ayten Arslan: Egentlig ja. Men jeg iagttager det ligesom et uvirkeligt teater. Ingen spørger efter mig. Der bliver ikke talt om mig. Jeg tror ikke engang, borgmesteren ved, at jeg har boet der. Men det er også i orden, jeg vil bare have fred.
- Er det derfor, du har været tavs om hændelserne i så lang tid?
Ayten Arslan: Jeg vil ikke have, at nogen ved, hvor jeg bor. Min adresse og mit telefonnummer skal forblive hemmeligt. Jeg blev i nogle år efter anslaget ringet op af nazier. De sagde altid de samme ting. Jeg kan ikke huske ordlyden, men deres budskab var ikke til at misforstå: ”Dengang fik vi ikke gjort det af med dig. Men næste gang vil du dø!” Politiet har derefter aflyttet min telefon et stykke tid og jeg fik et hemmeligt nummer. Ikke engang min egen læge kender mit nummer.
- Kan du huske den nat det skete?
Ayten Arslan: Naturligvis. Min svigermor Bahide var i boligen neden under. Hun vækkede os. Jeg lå i sengen og min lille søn lå ved siden af. Jeg ville gå ind i stuen, men her stod alt i flammer og jeg smækkede øjeblikkeligt døren til igen. Alt var sort. Jeg rev vinduerne op, for ellers ville jeg være blevet kvalt. Jeg tog min søn og vi skreg efter hjælp.
- Vores værelser lå på huset bagside. Alle hjælpere var foran huset. Der var ingen bagtil. I salen under mig var Yeliz (10) og Ayse (14). De skreg om hjælp. Jeg råbte til dem:” Yeliz! Ayse! Jeg beder jer - spring ud af vinduet, I er jo meget længere nede. Spring! Derefter hørte jeg ikke mere til dem. Senere fik jeg at vide, at de begge var døde.
”Før vi brænder ihjel, så springer jeg”
- Du selv var på anden sal
Ayten Arslan: Ilden kom nærmere og jeg tænkte: Før vi brænder ihjel, så springer jeg. Måske overlever mit barn, hvis jeg holder det fast til mig.
- Kunne du se, hvor du sprang hen?
Ayten Arslan: Nej, det var helt mørkt. Røgskyer steg op som på et damplokomotiv. Min søn var dengang seks år. Han holdt sig fast på vindueskarmen og tryglede mig om ikke at springe. ”Nej, ikke springe!”, skreg han. Men jeg tog ham i mine arme, sprang og faldt ned på en bunke skrot. En rusten cykel mindes jeg. Jernstænger borede sig igennem min hofte.
- Og din søn?
Ayten Arslan: Ham skete der ikke noget. Han løb over til naboerne og råbte: ”Min mor dør, min mor dør!”. Naboerne kom og ville løfte mig op, men jeg havde ufattelige smerter. Jeg havde en følelse af, at min krop blev skåret over i to.
- Derefter lå jeg i koma i to uger. Da jeg vågnede op igen, skreg jeg meget og slog omkring mig. De måtte binde mig til sengen og give mig beroligende medicin. Jeg havde brækket min hofte og mit overlår og min fod var blevet smadret. Men jeg havde ingen forbrændinger. Jeg var så alvorligt såret, at sygeplejersken ikke ville vaske mit hår. I skabet hang min natkjole. Den var hel gul på grund af heden fra flammerne. Hvor har jeg hadet denne lugt af brand!
- Så du noget til din søn på dette tidspunkt?
Ayten Arslan: Jeg vidste på dette tidspunkt ikke engang, om Emrah var i live. Jeg råbte hans og min svigermor Bahides navn. Han kom og besøgte mig. Men jeg glemte det igen, på grund af den medicin jeg fik dengang.
Senere, da jeg havde fået det bedre, kom 14 tyrkiske politikere på besøg. De sendte de tyske læger ud af hospitalsstuen og spurgte, om jeg ville overflyttes til USA for at blive behandlet der. Men jeg sagde til dem, at jeg blev godt behandlet her på hospitalet og at ikke alle var nazier her i Tyskland.
( Interviewet er oprindeligt offentliggjort i det tyske ugeblad Der Stern nr. 47-2012. Vi har oversat et uddrag af interviewet).
Bahide Arslan (51) Ayse Yilmaz (14) Yeliz Arslan (10)
Den 51-årige Bahide Arslan døde i flammerne sammen med de to piger Ayse Yilmaz (14) og Yeliz Arslan (10). Ni beboere blev alvorligt såret, deriblandt Ayten Arslan.
__________________
To nazier – den 19-årige Michael Peters og den 25-årige Lars Christiansen blev anholdt og idømt henholdsvis 10 år og livsvarigt fængsel i forbindelse med brandanslaget i Mölln. Efter hhv. 7 og 14 års fængsel blev de løsladt igen.
Racisme i aktion
Tyskland for 20 år siden: Springer-koncernens ”Bild” – Zeitung, bombarderer sine læsere med forsidebaskere som: ”Stormbølger af fattige”, ”Hvert eneste minut en ny asylansøger”, ”Vandet stiger – hvornår synker båden?”, etc. Stadig oftere går vinduerne i asylhjem itu, sten lander i dagligstuerne.
I byen Hoerswerda angriber i efteråret 1991 nazihorder en gruppe vietnamesere. Der bliver kastet brandbomber. Nogle indbyggere klapper og bifalder. Et år senere, den 22. til den 26. august 2012 samler der sig hundrede nazier foran udlændingeblokken ”Sonnenblumenhaus” i Rostock-Lichtenhagen og sætter huset i brand. Tusinder af tilskuere ser passivt til og spiser pølser og drikker øl imens ...
I byen Rostock var voldsomme racistiske angreb allerede før august 1992 på dagsordenen: Således overfaldt 50 -150 unge nazier og sympatisører et flygtningehjem i Rostocks bydel Schmarl henholdsvis den 1. og 3. oktober 1991. Omkring 30 nazier angreb den 5. oktober 1991 et hus med rumænske montører
Derefter følger en række brandanslag mod udlændinge i de østtyske småbyer Güsutrow, Ueckermünde, Kröplin, Schwerin, Wismar, Retschow, etc. Den 23. november 1992 kommer turen til Mölln.
- Læs baggrundshistorien Rostock, august 1992: Barbariets genkomst .
Stramning af flygtningeloven
Efter disse voldsomme racistiske angreb vedtog det tyske parlament under den konservativ-liberale regeringskoalition den 26. maj 1993 en stramning af flygtningeloven . Den såkaldte ”Drittstaatenregelung" : Fra dette tidspunkt af blev flygtninge, der var indrejst til Tyskland via et tredje land afvist og tilbagesendt til gennemrejselandet. Kun tre dage efter denne stramning udøvede nazister den 29. maj 1993 igen et brandanslag i byen Solingen. På et hus beboet af immigranter. Her døde 5 mennesker og 14 fik alvorlige brandsår.
(autonom infoservice)
Relateret
Kommentar schreiben