Weather underground – byguerillaens historie i USA (2.del)

Bernadine Dohrn, medlem af WeatherUnderground
Bernadine Dohrn, medlem af WeatherUnderground

For Weather Underground’ s medlemmer var revolutionen ensbetydende med en kamp   til støtte for de antikoloniale og anti-imperialistiske bevæg- elser i Afrika, Asien, Latin- amerika og Mellemøsten.

Målet var at vælte regeringen i USA og erstatte den med en socialistisk regering, der var på disse revolutionære bevægel- sers side.

Da Weather Underground så, at demonstrationer og happenings stadig oftere blev mødt med repression, omfattende kriminalisering og selektive henrettelser, gik mange af deres aktivister i undergrunden for at starte den væbnede kamp.

  • Her er anden del af Weather Undergrounds historie.

Vredens dage i Chicago

Weather Underground mobiliserede sine tilhængere for at samles i Chicago den 8. oktober 1969. Her ville aktivisterne indlede ”krigen mod det racistiske og imperialistiske system”. I tiden op til denne dag intensiverede Weather’s aktivister deres mobiliseringer i byerne tværs gennem USA. Man ventede, at titusinder af fortrinsvis unge ville følge deres opråb og komme til Chicago for at sætte gang i en kommende opstand.

De lokale Weather-kollektiver i New York, Boston, Seattle, Chicago, Cleveland, Detroit, San Francisco Bay-Area og i en snes andre byer, forsøgte at få støtte fra kendte radikale oppositionelle, som havde ytret sympati overfor bevægelsen.

Undergrundsblade berettede udførligt om forberedelserne og om sideløbende aktioner og happenings udført af de forskellige Weather-kollektiver. Militante trænede selvforsvar og gadekamp-taktik. Sympatiserende læger og andre gennemførte førstehjælpskurser for aktivister. Weather anbefalede alle, der tog til Chicago at tage hjelme med og at udstoppe ens tøj på arme og ben.

Chicagos bystyre, der forventede større uroligheder, forordnede feriestop for byens politienheder og Nationalgarden blev sat i alarmberedskab i tilfælde af, at situationen kom ud af kontrol. 

Weather-medlem Bernadine Dohrn
Weather-medlem Bernadine Dohrn

Civilpoliti skyder på Weather-aktivisters biler   

I Seattle – en af Weathers højborge indledte politiet en skræmme- kampagne, idet civile politifolk beskød biler tilhørende aktivister fra Weather Underground. Ligeledes i byen Seattle hærgede en kvinde- gruppe fra Weather en universitets- bygning, som blev brugt af politiets ”Reserve Officers Trainings Corps” (ROTC).

Kritiske venstrefløjsstemmer

I løbet af forberedelserne opstod en tydelig tendens til at overvurdere Weathers reelle formåen. Black Panther Party havde kritiseret Weather Underground for at ”opføre sig som en gruppe, der tager på eventyr”: Ved et af forberedelsesmøderne op til Chicago-aktionsdagen svarede Bill Ayers således på denne kritik: ”Hvis det virkelig handler om en global kamp ..., så er det helt ved siden af at betegne kampen i det imperialistiske baggland som eventyristisk ..., krigen er startet forlængst.”

Fred Hampton (som blev regulært henrettet af FBI, den 4. december 1969) - et fremtrædende medlem af Black Panthers i Chicago kommenterede mobiliseringen i partiets blad ”Black Panther”, oktober 1969 : ”Weather Underground skulle hellere have mobiliseret den hvide arbejderklasse og de deklasserede sociale lag, i stedet for at indlede sig på en kamp med statsapparatet, før tiden er moden.”

To adskilte aktionsforløb

Undergrundsbladet ”The Seed” offentliggjorde et opråb for den marxistisk-leninistisk orienterede Revolutionary Youth Movement (RYM-II), der i samme uge som Weather ligeledes mobiliserede til aktioner i Chicago– sammen med Chicago Panthers, Young Lords og en gruppe unge latino-immigranter. Det som oprindeligt skulle have været en fælles manifestation blev nu gennemført i adskilte aktioner. Weather-miljøet opfattede det som en unødvendig og sekterisk splittelse af det eksisterende revolutionære potentiale og mente, at årsagen til dette var, at RYM havde udnævnt sig selv til avantgarden.

______________

” To dage før Weather Undergrounds planlagte aktioner den 8. oktober, blev den 3 meter høje politistatue ved Haymarket Square, hvor demonstranterne skulle samles den kommende weekend, sprængt i luften ved hjælp af en dynamitladning. Statuen var i sin tid blevet oprettet til minde om politifolk, som i 1886 omkom under en folkeopstand på Haymarket”.  (Det britiske dagblad The Guardian, 18. oktober 1969). 

Aktionsdagene i Chicago 8.-12. oktober 1969

Mange WeatherUnderground - medlemmer og sympatisører ankom til Chicago allerede den 6. oktober, to dage før de planlagte aktioner skulle finde sted. En del kirker og seminar- bygninger blev omdannet til ”bevægelsens aktionscentre”.


Onsdag den 8. oktober 1969 deltog omkring 1000 militante i startmanifest- ationen i Lincoln Park. Det var en blandet forsamling: Gamle og garvede aktivister med mangeårige erfaringer fra den amerikanske venstrefløj, proletariske ungdoms- grupper fra Chicago, studerende fra SDS (den amerikanske studenter- bevægelse ”Students for a Democratic Society”), folk fra modkulturbevægelsen samt en gruppe af civile strissere. De fleste deltagende var udstyret med hjelme, knipler og jernstænger – var klædt i sort, samt handsker og havde ansigtsmasker i lommen, for at kunne modstå politiangreb med tåregas og andre kemikalier.

For Weather var det af central betydning, hvor mange aktivister de kunne mobilisere til demonstrationen. Da demoen gik løs, blev det klart, at de denne nat ikke ville være de forventede titusinder af kæmpende vrede unge folk på gaden. Politiet samlede sig omkring parken i kampudstyr, klar til en mindre borgerkrig.

I samme park havde der ugen før været tusinder af demonstranter i heftig konfrontation med politiet. Demonstranterne var samlet i solidaritet med  antikrigsaktivister , de såkaldte ”Chicago 8”, der havde en retssag hængende over hovedet (se den korte filmtrailer ). Tre af aktivisterne fra ”Chicago 8” – Hippien Abbie Hoffman, antikrigsaktivisten John Foines og den forhenværende formand for SDS Tom Hayden var nu, en uge efter konfrontationerne, igen på gaden, sammen med Weather-demonstrationen.

Tom Hayden holdt en kort tale: ”Vi glæder os over igen, at se folk samlet i Lincoln Park. Vi glæder os over at se, at graden af militans er blevet forhøjet” (Liberation News Service, november 1969).

På trods af den skuffende ringe mobilisering var aktivisterne fast besluttet på at gennemføre demonstrationen gennem Chicago og frem til de riges kvarter ”Gold Coast”. ” Undervejs blev mindre politigrupper overfaldet og banket, ruderne i banker, storkoncerner og statslige institutioner blev smadret, indenfor ganske kort tid mistede vi enhver angstfølelse og tvivl...vi følte alle modstandens fællesskab i os.”  (Kilde: Weather-medlem Shin’ya Onoi’s beretningen ”Do You Need a Weatherman to Know Which Way the Wind Blows”, Leviathan-forlag, december 1969).

Først efter flere timers angreb opløste politiet demonstrationen. Det kom til hårde konfrontationer, hvor enkelte politifolk skød med skarpt på demonstranter. Blandt andet blev en demonstrant skudt i halsen og mindst to andre fik ligeledes skudsår. Resultatet: 75 demonstranter blev varetægtsfængslet og flere hundrede såret, deriblandt 21 politifolk.

De efterfølgende aktionsdage blev udmøntet i en del antikrigsaktioner. Mens mindre de- centrale aktioner lykkedes, blev de to centrale aktioner stoppet af større politi- enheder:

70 medlemmer af Weathers kvindegruppe forsøgte at besætte militærets rekrutterings- kontor ved Green Park i Chicago. Over 300 politifolk stoppede dog aktionen og efter en kort og heftig konfrontation, hvor politiet brugte knipler og skød med skrotkugler og Weather-kvinder angreb med brosten, måtte demonstranterne starte tilbagetoget.

Heller ikke den anden større anlagte aktion, der skulle storme retsbygningen, hvor retsprocessen mod de 8 antikrigs- modstandere fandt sted, lykkedes. Politiet blokerede en demonstration med flere hundrede Weather-aktivister og efter en intens konfrontation med mange sårede trak demonstraterne sig tilbage.

Derefter gik politiet til modoffensiv og stormede de forskellige aktionscentre, som Weather-aktivister brugte som samlings-og overnatningssteder. En del  aktivister blev anholdt. Efter aktionsugen var 284 Weather-aktivister anholdt. 40 af de anholdte blev senere anklaget for ”sammensværgelse mod staten”. De materielle skader i Chicagos indre by beløb sig til over en million dollars.

Weathers selvkritiske reflektioner...

De efterfølgede dage koncentrerede Weather-aktivisterne sig om de mange sårede. Derefter diskuterede de begivenhederne i debatcirkler. Den mest skånelsesløse selvkritik kom fra Weathers koordinationsgruppe i Chicago. Kritikken gik mest på årsagerne til den ringe tilslutning til Weather Undergrounds aktioner under ”Vredens Dage”.

Weather's "Vredens Dage" - demo
Weather's "Vredens Dage" - demo

Nogle af grundene til den ringe tilslutning til ”Vredens dage” var Weathers elitære fremtoning udadtil, medlemmernes ofte humørløse  organisationsfiksering samt hierarki og ureflekteret underordning ift. de kendte medlemmers konklusioner.

Et andet kritikpunkt var, at man forfulgte en strategi for åben konfrontation med politiet. Jeff Jones, en af de kendte Weather-medlemmer, fortæller i et interview senere (1987): ”Der fandtes en position til højre for mig, som lød: Sagen er mislykkedes, vi skulle ikke have gjort det. Og der fandtes en position til venstre for mig: Sagen er mislykkedes. Vi må eskalere”.

Flertallet var efter en del diskussioner enig om, at åbne konfrontationer med politiet som i Chicago i fremtiden så vidt som muligt måtte undgås. Istedet for ville man satse på en anden taktik. Med inspiration fra byguerilla-metoden, der blev praktiseret af Tupamaros i Uruguay (1)

Den periode, der fulgte efter Chicago-miseren, var præget af strategidiskussioner, der belyste, at USAs radikale venstrefløj anså en revolutionær proces for en realistisk mulighed. Som den senere udvikling viste, var argumenterne og idéerne, som blev diskuteret i Weather-miljøet efter oktober 1969 samtalestof for mange venstrefløjsdiskussioner over hele USA.

... og vejen til undergrundskampen

Allerede umiddelbart efter begivenhederne i Chicago fremstillede Weather, på trods af talrige fiaskoer, aktionsugen i Chicago som en politisk succes. Ifølge Weather-aktivist Shin’ya Ono var der tre grunde til at erklære aktionsugen for en succes: For det første viste Weathers aktivister, at de ikke lod sig imponere af repressions-apparatets


massive opmarch og hun forventede, at andre radikale ville lade sig inspirere og agere på samme måde. Upåagtet en del kritiske røster udtrykte venstrefløjens medier sig gennemgående imponeret af Weathers beslutsomme optræden.

Således skrev det venstreorienterede ugeblad ”Hard Times” og tidsskriftet ”Activist” i Chicago næsten overensstemmende, at Weather med deres ” .... konsekvente engagement afslørede manglende troværdighed blandt flertallet af de venstre- orienterede intellektuelle, idet de kun dyrkede en oppositionel attitude uden nogen form for konsekvens” (Hard Times, 20. oktober 1969)

WeatherUnderground forsamling
WeatherUnderground forsamling

Den anden positive udvikling var ifølge Shin’ya Ono’s evaluering, at der nu fandtes en fasttømret lokalgruppe i Chicago. Og for det tredje var omfanget af materielle skader imponerende.

Det erklærede mål om at smadre den private ejendomsret til det, der burde være samfundseje, samt om at angribe repressionsorganerne blev realiseret i de fire dage aktionerne varede.

Skønt det kun skete på en ret overskuelig måde, så opfattede Weathers medlemmer forløbet som helhed som en succes. Principielt tvivlede Weather dog på en ensidig orientering til massemilitans på gaden. De mange sårede og den forventede massive repression talte for en andre aktionsformer.

Revolutionære strategier i USA i slutningen af 1960’erne

Medlemmer af Black Panther Party
Medlemmer af Black Panther Party

I 1969 anså de fleste aktivister i bevægelserne den revolutionære proces for at være ensbetydende med en smadring af det imperialistiske system i USA, som den revolutionære kamp ville erstatte med socialisme. Begrebet ”revolutionær modstand” gik udtrykkeligt langt ud over rent ”selv- forsvar” – det indebar en offensiv taktik, som inkluderede gadekamp og sabotageaktioner.

For Weather's medlemmer var revolutionen ensbetydende med en kamp til støtte for de antikoloniale og anti-imperialistiske bevægelser i Afrika, Asien, Latinamerika og Mellemøsten. Målet var at vælte regeringen i USA og erstatte den med en socialistisk regering, der var på de revolutionære bevægelsers side.

De fleste andre venstrefløjsorganisationer adskilte sig væsenligt fra Weathers strategi. For Black Panthers stod de sortes selvbestemmelse i centrum, for tradition- elle venstrefløjsgrupper var kampen for et uafhængigt arbejderklasseparti (i realiteten for den hvide arbejderklasse) den centrale opgave.

For yippie-bevægelsen, en dengang meget udbredt bevægelse i USA, var den rebelske ungdom motoren for grundlæggende samfundsforandring.

Tæt forbundet med forestillingen om en revolutionær proces var spørgsmålet om militans som strategisk kampmiddel. At gribe til militante (sabotage)aktioner var ikke et nemt skridt for de mange grupper, der oprindeligt kom fra pacifistiske positioner. Af den grund mente de fleste aktivister i 68’bevægelsen, at militans kun var legitim, når det var en reaktion på repressionsorganernes fremfærd.

Black Panther-medlemmer Eldrige og Kathleen Cleaver
Black Panther-medlemmer Eldrige og Kathleen Cleaver

Weathers væbnede strategi

WeatherUnderground derimod havde ingen betænkeligheder og var over- bevist om nødvendigheden af et organiseret militant angreb på systemet.

Weather mente ikke, det var til- strækkeligt at stå på den rigtige side, men at det derimod var det nødvendigt at nedkæmpe det militær-industrielle kompleks. En reel samfundsforandring kan ifølge Weather kun ske, når statsapparatets magtmonopol bliver brudt.

Denne linje fulgte Weather Under- ground konsekvent op ved at starte målrettede sabotageaktioner mod den imperialistiske krigsmaskine i eget land.

Støtte fra Black Panther-gruppen omkring Eldrige og Kathleen Cleaver

Fra sit eksil i Algeriet skrev Black-Panther aktivisten Eldridge Cleaver et åbent brev, der afveg fra Black Panthers officielle linje, idet han støttede Weather Underground:

”Har vi nogensinde hørt på de hvide radikale, når de har opfordret os til at gennem- føre vores væbnede aktioner ordentligt og korrekt ud fra det hvide mellemlags selvforståelse? (...) Når tidspunktet for revolutionen er kommet, gælder min kærlighed ødelæggelsens engel og ikke djævelen, der er forbundet med lov og borgerlig hyklermoral.” (Eldrige Cleaver: On the Weatherman”, i det radikale tidsskrift ”Berkeley Tribe”, 13. november 1969).

Black Panther - medlem Huey Newton
Black Panther - medlem Huey Newton

Black Panthers afdeling i Oakland, California og først og fremmest Huey Newton kritiserede Eldrige Cleaver’s og Weathers forestilling om en revolution i USA. Istedet mente de, at de sorte revolutionære skulle være ”... et forbillede og en inspiration for masserne til at fremme deres selv- stændige praksis. Ikke gennem en parlamentsorienteret politik og heller ikke med væbnet kamp, der var ensbetydende med at lade sig frivilligt presse i undergrunden.”

Huey Newton og flertallet af Black Panthers afviste ikke den væbnede kamp principielt. Men de mente, at sålænge der ikke findes en bred opbakning i befolkningen, ville væbnet kamp efter deres vurdering resultere i så massiv repression, at det ville føre til, at de revolutionære kræfter blev isoleret og deres aktivister desillusioneret.

Black Panther-fraktionen omkring Eldrige og Kathleen Cleaver delte derimod Weathers opfattelse. De mente, at der allerede fandtes en tilstrækkelig basis i befolkningen og at tiden var moden til revolution.

200 smadrede militære rekrutterings- kontorer

I en polemik mod mainstream-holdningerne i de store antikrigsbevægelser, der mobiliserede til en fælles aktionsdag d. 15. november 1969 erklærede Weather, at legale protester i USA ikke opnår noget som helst. Tidskriftet ”Fire!”, der stod Weather nær, kritiserede i udgaven af den 7. november 1969, antikrigsbevægelsen for dens uformåenhed i at opnå politiske og strategiske fremskridt. Derimod roste ”Fire!” opsvinget i militante angreb:” 200 smadrede militære rekrutteringskontorer, hundredevis af strejker og brandattentater mod de imperialist- iske krigsmagere samt gadekampe mod repressionsorganerne. Det er vejen frem!”.

Weather opfordrede alle, der demonstrerede mod krigen i Vietnam til at forstærke angrebene på krigsrelaterede institutioner og infrastruktur. Med henblik på de kommende protester i Washington D.C. den 15. november 1969 pressede Weather på for at højne omfanget af militante aktioner:

Imperialisme kan ikke besejres hverken af demonstranternes talmæssige styrke eller af højtråbende slogans, men kun gennem det reelle og direkte angreb på statsapparatet”.

Tre dage før demonstrationen fandt sted, eksploderede der i Washington en bombe i de tomme kontorbygninger tilhørende Chase Manhattan Bank, Standard Oil og General Motors i New York. Anslaget blev ikke gennemført af Weather-medlemmer men af andre militante sammenhænge. Weather så det som et positivt tegn på den tiltagende militans indenfor den revolutionære venstrefløj.

En yderligere bekræftelse på Weathers vurdering af den voksende militans indenfor venstrefløjen var dannelsen af talrige lokale anti-krigs og anti-imperialistiske grupper, der organiserede sig uafhængigt af de nationale organisationer.

Den 14. november 1969, en dag før den store demonstration, indkaldte en radikal alliance af anti-imperialist- iske organisationer til en manifest- ation foran den sydvietnamesiske ambassade i Washington. Over 10.000 mennesker fulgte opråbet. Manifestationen foran ambassaden endte med heftige gadekampe med et massivt politiopbud.

________________________

USA, den 15. november 1969:

1.200 000 på gaden imod Vietnamkrigen

Den 15. november 1969 demonstrerede en million mennesker i Washington D.C. under parolen: ”End the War”. Organiseret af et hav af venstrefløjsgrupper og borgerrettighedskomitéer, der var forenet i ”National Mobilization to End the War”. På samme tid demonstrerede omkring 200.000 i San Francisco. I Washington kom det til heftige konfrontationer med politiet ved den sydvietnamesiske ambassade og Justitsminsteriet.

 

 

FNLs fane hejses på Justitsministeriet

Da kæmpedemonstrationen i Washington D.C. ankom til Capitol, forlod omkring 20.000 demonstranter (inklusiv Weather Underground medlemmer, yippier og medlemmer af Black Panthers) demonstrationen og marcherede til Justitsministeriet for at vise deres solidaritet med de kriminaliserede antikrigsaktivister ”Chicago-8” og Panther-medlemmet Bobby Seale.

I løbet af konfrontationen med politienheder, der beskyttede Justitsministeriet, lykkedes demonstranterne at hejse den vietnamesiske befrielsesfront FNL’s fane på bygningens flagstang. Med massiv brug af tåregas lykkedes det for politiet ved midnatstide at afslutte gadekampene.

Krigsrådet

Omfanget af og militansen blandt de demonstrerende foran Justitsministeriet og den sydvietnamesiske ambassade gav den revolutionære del af det ’Nye Venstre’ – 1968-bevægelsen, optimistiske forventninger om en folkelig revolutionær ungdoms- bevægelse i USA. Også Weather Underground lod sig smitte af  euforien og gik igang med at forberede en konference :”Krigsrådet”, der skulle lægge grundstenen for en sådan bevægelse.

__________________________

Opråbet til ”Krigsrådet” fra Weather Underground:

” Også vi er overbevist om, at vi kun kan tilbageerobre vores frihed i det hvide Amerika med kamp... Mødet vil samle de forskellige stammer i et krigsråd. Kun i fællesskab vil vi kunne finde frem til, hvordan der kan opbygges en organisation, som vil kunne føre os til sejr – dvs. til smadringen af US-imperialismen. Vi må lære af hinandens erfaringer, lære at arbejde og kæmpe sammen. Ikke mindst for at forandre os og andre og blive til revolutionære...”

-       Weather Underground, brev til radikale hvide, december 1969

"The Politics of Revolutionary Anti-Imperialism"
"The Politics of Revolutionary Anti-Imperialism"

Platform for den ideologiske kamp

”Krigsrådet”, der fandt sted i byen Flint i forbundsstaten Michigan, den 2. december 1969 var præget af dybdegående debatter, der først og fremmest drejede sig om nød- vendigheden af den væbnede kamp og om hvilke strategiske mål aktionerne burde rette sig imod. Weather foreslog, at man benyttede sig af 68-bevægelsens motor ”Students for a Democratic  Society” (SDS)hvor de havde et flertal i ledelsen, ”som platform for den ideologiske kamp(Fra tekstsamlingen, der blev fordelt af Weather-medlemmer ved konferencen).

De deltagende var foruden Weather-medlemmer, fortrinsvis aktive fra Yippie-bevægelsen, ”White Panthers”, unge radikale fra forskellige byers ungdoms- bander, uorganiserede antikrigsaktivister samt nogle mere eller mindre kendte intellektuelle.

Weather-kredsen fremlagde et strategi- dokument, der formulerede et grundlag for de væbnede aktioners mål. Man ville angribe og svække den herskende magt  og voldsapparatet i USA og kæmpe i direkte relation til den igangværende globale befrielseskamp i Sydøstasien, i dele af Afrika, Mellemøsten og Latinamerika.

Skulle denne option af en eller anden grund vise sig at være umulig, var Weather-medlemmernes anden option ”at skabe kaos på gaden”: ”Fremtiden for vores kamp ligger i lovbrud”, hedder det i en flyer fra organisationen, offentliggjort i under- grundstidsskriftet ”Fire”, december 1969.

Skønt  Weather’s medlemmer forud for mødet var fast besluttet på at opbygge en bred forankret, anti-imperialistisk, revolutionær bevægelse, viste det sig, at det var umuligt i betragtning af organisationens manglende parathed til at tage højde for de subkulturelle oprørske ungdomsmiljøer.

På trods af den afgivne erklæring om at ville fastholde mobiliseringen og aktionerne på gaden, så besluttede de deltagende fra Weather-miljøet ved slutningen af konferencen, at de ville føre kampen videre i undergrunden. For de fleste Weather-medlemmer var dette ikke et let skridt, da man kunne regne med, at organisationens isolation fra det brede subversive miljø ville forstærkes voldsomt.

Det myrdede Black Panther medlem Fred Hampton
Det myrdede Black Panther medlem Fred Hampton

Mordet på Black Panther-aktivister

Den 4. december 1969 stormede politiet i Chicago en lejlighed, der tilhørte Black Panther-medlemmerne Mark Clark og Fred Hampton. Begge blev regulært henrettet, mens de lå i sengen. Mordene rystede hele venstrefløjs- bevægelsen. Kravet om hævn gik som en løbeild gennem hele bevægelsen.

På gaden gennemførtes et par demonstrationer og et par brandanslag på politikontorer.

Weather medlemmer deltog kun i få protest- demonstrationer og nøjedes med at sætte ild til nogle politibiler.

Weathers relative tilbageholdenhed skyldes ifølge diverse undergroundsblade fra dengang, ikke kun usikkerhed om  effekten af en åben konfrontation med politi- apparatet, men endnu mere det faktum, at organisationen på dette tidspunkt endnu ikke var istand til at gennemføre væbnede aktioner i større omfang. 

Politi - og Nationalgardens agressive fremfærd mod bevægelsen
Politi - og Nationalgardens agressive fremfærd mod bevægelsen
Nationalgarden skyder fire studenter, Kent State Universitet i Ohio, den 4. maj 1970
Nationalgarden skyder fire studenter, Kent State Universitet i Ohio, den 4. maj 1970

Byguerillakampen tager form

De sidste betænkeligheder ved at indlede en væbnet kamp i under- grunden blev fejet bort af den voldsomme eskalering i stats- apparatets repression mod den aktivistiske del af venstrefløjen.

__________________

Nogle eksempler: - Politiet skyder tre sorte aktivister i forbindelse med en antiracistisk sit-in i byen Orangeburg i South Carolina, februar 1968. -  Politiet henretter Black Panther-medlem Bobby Hutton i Oakland, den 6. april 1968. - Nationalgarden skyder fire studenter i forbindelse med en anti-krigs- manifestation på Kent State Universitet i Ohio, den 4. maj 1970. - Politiet skyder to studerende ifm. en antikrigsdemonstration på Jackson State University i Mississippi, den 14. maj 1970. - Politiet myrder Black Panther-medlem Georg Jackson i fængslet San Quentin. - Politiet skyder tre sorte fængslede revolutionære i retsbygningen i Marin County, august 1970. - Over 12.000 anholdes i forbindelse med antikrigsdemonstrations- ugen i Washington D.C. fra d. 24. april til den 6.maj 1971.

_______________________
”Sammen med Weather gik også nogle af 68-bevægelsens mest fremtrædende personligheder i undergrunden”

Weather-medlem og sidste SDS formand Mark Rudd
Weather-medlem og sidste SDS formand Mark Rudd

I de kommende måneder arbejder Weather’s medlemmer på højtryk for at forberede de forskellige bykollektivers illegale infrastruktur og samordne den politiske strategi for en agerende byguerilla i USA – i imperialismens hjerte.

I et interview med den fænglsede Weather-aktivist Linda Evans, for- midlede hun i et tilbageblik denne opbrudsstemning i byguerillaens startfase:

”Vores vrede over de massive razziaer i Black Panther – medlemmernes boliger og partilokaler og naturligvis politimordene på Mark Clark og Fred Hampton, var for mange aktivister det afgørende moment, hvor de besluttede sig for at gå under jorden og deltage i den væbnede kamp

(Kilde: Interview med Linda Evans, Laura Whitehorn og Susan Rosenberg i det autonome tidsskrift ”Arm the Spirit” 1991, distribueret i Europa i bl.a. den autonome info-café Zapata på Blågårdsgade 12, Nørrebro,København).

Skuffelsen over at det ikke var lykkedes for Weather-miljøet at mobilisere flere aktivister til ”Vredens dage ” i Chicago samt organisationens overbevisning om, at de fleste hvide radikale ikke var parate til at engagere sig i en farefuld kamp, var de afgørende grunde til, at de besluttede sig for undergrundskampen. ”Sammen med Weather gik også nogle af 68-bevægelsens mest fremtrædende personligheder i undergrunden” (Tidskriftet ”Quicksilver Times”, 9. januar 1970)

______________________

Byguerilla i USA

Weather gik i undergrunden. For medlemmerne betød det, at de måtte afbryde enhver kontakt til venner og familie. Weather-bureauet organiserede møder med Weathers lokale grupper og forsøgte i lange samtaler at finde frem til, hvilke medlemmer der egnede sig til livet i undergrunden og hvilke der hellere skulle forlade organisationen.

De legale Weather-kollektiver, der var spredt over hele landet blev opløst og i stedet organiserede medlemmerne sig i et utal af hemmelige små celler, bestående af omkring fem aktivister. De fleste celler fordelte sig rundt om i landet, dog med en klar overvægt på kystområdene. Kommunikationen mellem cellerne skete via Weather-sympatisører, der ikke selv gik med i undergrunden.

Samtlige cellers aktiviteter var baseret på en fælles væbnet kampstrategi. En Weather-koordination leverede de nødvendige informationer om potentielle angrebsmål og de enkelte celler diskuterede efterfølgende de politisk-organisatoriske fordele og ulemper ved målene.

I forbindelse med angrebsmålene udarbejdede den enkelte operative celle aktionernes politiske funktion og rolle ud fra organisationens overordnede strategi. På grund af cellernes decentrale, autonome struktur forekom det sjældent, at andre celler var fuldstændig informeret om planerne for den enkelte celles gøremål.

WeatherUndergrounds byguerilla-aktiviteter varede fra januar 1970 til 1976/77. Derefter blev byguerilla-netværket splittet: Nogle tilsluttede sig andre, mindre byguerillagrupper, andre opgav kampen og dukkede i løbet af tiden igen op i legaliteten. Nogle blev skudt af politiet, tre Weather-medlemmer forulykkede ved et uheld, mange blev anholdt og fik domme fra to år til livsvarigt fængsel.

Her er udpluk af Weather-byguerillaens mest opsigtsvækkende aktioner, der som regel kun forårsagede omfattende materiel skade:

 __________________

”Weather Underground’s angreb var rettet mod præcist definerede mål. Vores aktioner var katalysator for tusinder af aktioner i årene 1970 til 1972, næsten alle var direkte relateret til bevægelseskampe. Vi fra Weather Underground har gennemført følgende anslag” ( Fra dokumentet ”Prairie fire”, San Francisco 1974):

  • Januar 1970: Bombeanslag på bygningen tilhørende militærets ”Reserve Officers Trainings Corps” på universitetet i Washington
  • Maj 1970: Bombeanslag på hovedkvarteret for Nationalgarden i Washington efter mordene på antikrigsdemonstranter i byen Jackson og Kent StateUniversity.
  • Juni 1970: Bombeanslag på Politiets hovedkvarter i New York City
  • Juli 1970: Bombeanslag på militærbasen ” Presidio Army Base” i San Francisco
  • September 1970: Væbnet befrielse af den fængslede yippie-guru Timothy Leary fra fængslet i San Luis Obispo, California (Han blev kort forinden idømt flere års fængsel for besiddelse af nogle få gram marihuanna).
  • Oktober 1970: Weathers kvindegruppe ”Proud Eagle” gennemførte et bombeanslag på krigsforskningsinstitutet ”Center for International Affairs i Harvard
  • Oktober 1970: Bombeanslag på retsbygningen i Queens på Long Island i solidaritet med fængselsrevolten i New York
  • Marts 1971: Efter USAs invasion af Laos, bombeanslag på Capitol i Washington D.C.
  • September 1971: Bombeanslag imod politipræsidenten i byen Albany, New York
  • Maj 1972: Efter bombarderingen af Hanoi og mineringen af byens havn, bombeanslag på Pentagon
  • September 1973: Efter det  USA-støttede blodige militærkup i Chile, bombeanslag på hovedkvarteret for multikoncernen ITT
  • Marts 1974: Anslag af en WeatherUnderground kvindebrigade mod administrationsbygningen for HEW i San Francisco
  • 23. januar 1975: Bombeanslag imod forskellige regeringsinstitutioner i Washington D.C. og Oakland, California
  • Februar 1977: Weather Underground Organisation (en af to fløje fra den oprindelige Weather Underground) gennemfører et bombeanslag imod kontorene for det statsracistiske ”Immigration and Naturalization Service” i San Francisco.

(al./autonom info-service)

__________________________

1. del af WeatherUndergrounds historie: 'Weather Underground' – militant modstand i USA

Note

1)Tupamaros er den populære betegnelse for ”Bevægelsen for National Befrielse” (Movimiento para la Liberación Nacional, MLN), der i 1960'erne var en af Latinamerikas mest succesfulde byguerillabevægelser. Den blev militært knust i kølvandet af militærkuppet i Uruguay i 1973.  José Mujica, som er en af Tupamaros historiske grundlæggere, blev i 2010 valgt til Uruguays præsident.

Anbefalet litteratur

Weather Underground Organization, Prairie Fire: The Politics of Revolutionary Anti-Imperialism, Communications Co. 1974

Bill Ayers: Fugitive Days: Memoirs of an Antiwar Activist. Boston, Beacon Press 2008

Bernardine Dohrn, Bill Ayers, Jeff Jones: The Revolutionary Poetry, Statements, and Communiqués of the Weather Underground, 1970–1974 


  • Willi Baer, Karl-Heinz Dellwo: The Weather Underground. Stadtguerilla in den USA, Hamburg 2010.
  • Ron Jacobs: Woher der Wind weht. Eine Geschichte des Weather Underground, Berlin 1999
  • Todd Gitlin: The Sixties: Years of Hope, Days of Rage, New York 1987
  • Roger Lewis, The Underground Press and Its Context: Notes on a Cultural Revolution, Baltimore 1972
  • Georg Jackson, Soledad Brother: In die Herzen ein Feuer, Wien 1971
  • Angela Davis, m.fl.: Materialien zur Rassenjustiz, Berlin 1972
  • Assata Shakur: Assata!, Bremen 1990