Tidsdoku. 12. februar 1934: Arbejderopstanden i Østrig

Den 12. februar 1934 er en skæbnesvanger dato i den østrigske arbejderklasses historie. En historisk pendant til den 30. januar 1933, da Hitler-fascismen tog magten i nabolandet Tyskland.  

I fire kolde februardage kæmpede de østrigske arbejdere med våben i hånd mod den varslede fascisme.

Det blev den mest omfattende klasse- konfrontation siden de store massestrejker og den politiske turbulens umiddelbart efter afslutningen på Første Verdenskrig.

Læs historien om den østrigske arbejderopstand

Den socialistiske arbejdermilits "Schutzbund" demonstrerer i Wien (1928)
Den socialistiske arbejdermilits "Schutzbund" demonstrerer i Wien (1928)

 

En wiener arbejderfamilie i mellemkrigstiden

- af al./ autonom infoservice

Da opstanden brød løs, deltog min familie som en selvfølge i den væbnede modstand mod den igangværende illegalisering af arbejderklassens organisationer. 

Arbejdsløshedsdemonstration i Wien 1932
Arbejdsløshedsdemonstration i Wien 1932

I Wiens 16. arbejderdistrikt (”Bezirk”) Ottakring, hvor samtlige grene af min familie havde boet gennem generationer, var konfrontationerne særligt heftige.

Her kæmpede socialistiske arbejdere, brandvæsenet, et par intellektuelle samt dele af nærpolitiet med få våben mod en veludrustet forbundshær, paramilitære politistyrker og de reaktionære ”Heim- wehr”- militser. På en bakke ved siden af min senere skole, skød de med tunge kanoner ned mod Sandleiten, bydelen Ottakrings ræverøde kvarter på randen til ’Wienerskoven’.

Plakat fra det østrigske kommunistparti
Plakat fra det østrigske kommunistparti

Politisk var min familie skarpt opsplittet mellem min mors families lidenskabelige engagement for det lille superaktive, på dette tidspunkt allerede stærkt staliniserede, kommunistparti KPÖ (Kommunistische Partei Österreichs) og min fars familie, der var trofaste medlemmer af det daværende venstresocialdemokratiske parti med det lange navn Sozialdemokratische Arbeiterpartei Deutschösterreichs (SDAPDÖ)- de såkaldte ’austromarxister’. (1)

Min farmor og farfar var begejstrede tilhængere af Otto Bauer, den karismatiske, intellektuelle leder af partiets marxistiske venstrefløj og partiets chefideolog.

Overhovederne” i de to respektive familiegrene var henholdsvis min morfar, der var metal- arbejder og kommunistisk tillidsmand (han blev senere myrdet i koncentrationslejren Mauthausen) og min farfar, venstresocialisten, der var ansat på det lokale posthus i Sandleiten-kvarteret i Wiens 16. distrikt Ottakring. Han blev senere indrullet i den fascistiske værnemagt og blev dræbt under slagene mod Den Røde Hær i Polen.

Venstreoppositionel tendens i socialdemokratiet i starten af 30´erne
Venstreoppositionel tendens i socialdemokratiet i starten af 30´erne
En af militærets kontrolposter ved arbejderkvarterene
En af militærets kontrolposter ved arbejderkvarterene

Med skjulte våben gennem de fjendtlige rækker

Mens min mormor var fultids- beskæftiget med de ni børn hun fødte, arbejdede min farmor som servitrice i en af 16. distriktet Ottakrings talrige værthushaver (de såkaldte ”Schanigarten”) og senere som billetsælger i en biograf (Kino in der Kalvarienberggasse).

Min farmor og nogle af hendes veninder blev lidt af en ’legende’ i kvarteret, da de med dødsforagt smuglede ammunition og pistoler fra hemmelige våbendepoter og fra sympatiserende politifolk til de kæmpende, der havde forskanset sig i de forskellige boligblokke i Sandleiten. Med ammunition og pistoler gemt i indkøbstasker og rygsække gik de gennem militærkontrollerne – velvidende, at hvis de blev opdaget, ville det i værste tilfælde koste dem livet.

__________________________________

”Vi er de stærkeste af  alle (socialdemokratiske) partier”

Socialdemokratisk arbejderdemo, Wien i 1920´erne
Socialdemokratisk arbejderdemo, Wien i 1920´erne

Det østrigske socialdemokrati havde efter revolutionen i 1918 (2), der afsluttede Habsburgermonarkiet og fragmenterede kæmperiget Østrig-Ungarn umiddelbart efter Første Verdenskrig, et suverænt parlaments- flertal indtil 1920.

Otto Bauer, partiets fremtrædende marxistiske teoretiker blev republikkens første udenrigsminister. Med omkring 670.000 partimedlemmer og 70.000 ulønnede partifunktionærer samt tilknyttede masseorganisationer som arbejdersportsforeninger, naturvenner, fritænkerbevægelsen etc., organiserede Socialdemokratiet op til 90 procent af den samlede arbejderklasse. De socialdemokratisk dominerede ”Freien Gewerkschaften” talte omkring 770.000 medlemmer.

Kravet om oprettelsen af arbejderråd blev afvist

Kravet fra initiativet“ Neue Linke“ om oprettelse af arbejderråd blev afvist af Socialdemokratiet med det argument, at en rådsmagt på daværende tidspunkt kun kunne etableres i Wien og i Linz og iøvrigt ville fremprovokere en konfrontation med de kristligt-socialt dominerede landsdele. Initiativet ”Die Neue Linke” var en tids- begrænset sammenslutning mellem kommunister og SARA (”Sozialdemokratische Arbeitsgemeinschaft Revolutionärer Arbeiterräte”).

Arbejderdemo foran parlamentet i Wien 1918, hvor republikken blev udråbt
Arbejderdemo foran parlamentet i Wien 1918, hvor republikken blev udråbt

_____________________

”Sovjetunion ja! Men uden den bolsjevistiske model”

I debatten med de ”pågående” aktivistiske medlemmer af kommunistpartiet, der krævede aktionsenhed i fabrikkerne, svarede socialdemokraterne, at ”enheden er allerede etableret i vores parti”. Socialdemokraterne havde i det ”røde Wien” et solidt 2/3-flertal og skulle ifølge partiets ideologer blive et mønster-eksempel for den ”demokratiske vej til socialisme”. Under parolen: ”Sovjetunion ja! Men uden den bolsjevistiske model”.  

Mens den reaktionære kristlig-sociale alliance i det øvrige Østrig overalt var på fremmarch og kunne danne sin første regering i 1920, udbyggede Socialdemokratiet sine magtpositioner i hovedstaden Wien. Denne markante politiske og sociale polarisering holdt ved indtil 1934.

  • Omfattende reformprogram – de velhavende blev bedt til kassen

I løbet af blot ti år - fra 1923 til 1933 – opførte Wiens bystyre under den marxistisk orienterede borgmester Karl Seitz (der efter nedkæmpelsen af arbejderopstanden blev anholdt og fængslet) omkring 65.000 nye, lyse lejligheder i kommunale ejendomme (”Gemeindebauten”). Det mest kendte er ”Karl Marx Hof –komplekset  med 5000 beboere.

(Se billederne nedenfor).

Karl-Marx Hof i Wien:


(Forstør ved at klikke på x på billedet)

Den opkrævede husleje, der kun udgjorde 4 procent af den gennemsnitlige arbejderløn, skulle ikke generere profit, men udelukkende bruges til at dække de løbende vedligeholdelsesudgifter til bygningerne.

En radikal sundhedsreform udryddede stort set den tidligere ekstreme spædbørnsdødelighed og den ligeså udbredte tuberkulose. Med reformskolen blev der afskaffet de værste udskejelser af autoritær undervisningsstil og indført en undervisningsreform, der tog udgangspunkt i specielt arbejderbørns behov.

Den offentlige trafik blev ved hjælp af et tæt sporvognsnet udbygget og tjente som trafikmodel for hele Europa. De 100 procent fagligt organiserede sporvognsansatte stod som regel i spidsen af  klassekonfrontationerne frem til februar 1934.

Disse reformprogrammer blev finansieret med en markant forhøjelse af beskatningen af først og fremmest småborgerskabet og husspekulanterne, mens storborgerskabet kun i ringe grad blev bedt om ’at punge ud’ (”Westentaschl”) og monopolkapitalen stort set slap for det hele.

Forholdet mellem socialdemokraterne og kommunisterne

Mange revolutionære socialister, der kritiserede ”austromarxisterne” for at nøjes med at være verbalradikale, anerkendte at socialdemokraternes ”røde Wien” socialpolitisk klart positionerede sig på arbejdernes side, men nægtede dens socialistiske karaktér. Til gengæld var austromarxisternes gængse holdning til oppositionelle socialister og specielt til medlemmerne af det lille kommunistiske


parti en typisk til ”medlidenhed” grænsende arrogance:

”Vi socialdemokrater har indskrevet proletariatets magtovertagelse i programmet, vi har skabt det ’røde Wien‘ og vi har vores ’Schutzbund’ (væbnede arbejdermilitser) – og hvad har I ”Kummerln”? 

”Kummerln”, det var betegnelsen på kommunisterne, som til dagligt blev konfronteret med et retorisk og analytisk radikalt og tilsyneladende overmægtigt Socialdemokrati.

Forskellen mellem det tyske og østrigske kommunistparti

I modsætning til Tyskland var det østrigske kommunistparti KPÖ ikke resultat af en årelang heftig ideologisk kamp indenfor Socialdemokratiet. KPÖ blev således dannet i 1918 af meget forskelligeartede grupper af unge aktivister uden større kamperfaringer og med langt mindre præcise marxistiske situationsanalyser end Socialdemokratiet rådede over.

Revolutionær socialist Friedrich Adler
Revolutionær socialist Friedrich Adler

Attentat på ministerpræsidenten

Således fandtes der under Første verdenskrig ingen organiseret opposition i Socialdemokratiet. Med undtagelse af en lille radikal gruppe omkring Friedrich Adler, der var søn af en af Social- demokratiets grundlæggere Viktor Adler. Friedrich blev offentligt kendt, da han under tilråbet ”Ned med monarkiet – ned med krigen!” skød og dræbte den daværende kejsertro ministerpræsident og rabiat krigspropagandist Karl Graf Stürgkh i 1916.

Friedrich Adler blev efter to år løsladt fra fængslet i 1918, hvorefter han opgav sin tidligere kritik af den socialdemokratiske diskrepans mellem radikal teori og statskonform praksis.

__________________________

”Schutzbund” – de organiserede arbejdermilitser

Det republikanske Schutzbund var et produkt af arbejderrådene fra revolutionen i 1919, som blev indledt med kæmpe arbejderstrejker og blokader i vinteren 1918.  I 1923 blev ”Schutzbund” officiel dannet som Socialdemokratiets ”arbejderpartiets hær”. Dette som svar på de talrige paramilitære reaktionære formationer som ”Bürgergarden”, ”Kameradschaftsverbände” og ”Frontkämpferverbände”, der senere fik den overordnede betegnelse ”Heimwehr”. (3)  

Det paramilitære, reaktionære "Heimwehr" marcherer på Ringstrasse i Wien i 1930
Det paramilitære, reaktionære "Heimwehr" marcherer på Ringstrasse i Wien i 1930
Schutzbund ungdomsformation i Linz
Schutzbund ungdomsformation i Linz

Schutzbund fandt frem til de hemmelig- holdte våbendepoter fra verdenskrigen og overgav dem til arbejdermilitsen. En del af våbnene blev opmagasineret i en militærkaserne (det nuværende militærhistoriske museum) i 3. distrikt og bevogtet af en arbejderkomité bestående af socialdemokrater. Da Schutzbund var på sit højdepunkt talte det på landsplan omkring 90.000 medlemmer.

Jævnligt demonstrerede tusinder af Schutzbund-medlemmer gennem Wiens arbejderkvarterer, bevæbnet med træ- modeller af geværer og nød stor popularitet blandt beboerne, der i tusindvis fyldte fortorvene langs marchruten.

Ved en af disse Schutzbund opmarcher holdt partiets marxistiske teoretiker Otto Bauer sin berømte tale, hvori han advarede borgerskabet og den borgerlige reaktionære regering mod at gå udenom den parlamentariske lovgivning. I tilfælde heraf vil Socialdemokratiet ikke tøve med at bevæbne arbejderne med ’rigtige geværer’, afmagte borgerskabet politisk og økonomisk og etablere en socialistisk arbejderstat.

Socialdemokratisk medlemskort 1933/34
Socialdemokratisk medlemskort 1933/34

Fra 1926 skulle medlemmer af Schutzbund kunne fremvise medlemsskab af Social- demokratiet. Det betød, at samtlige medlemmer af Schutzbund fra andre grupper – først og fremmest fra kommunistpartiet - måtte forlade arbejdermilitsen. 

Politiets massakre på demonstrerende arbejdere

I januar 1927 organiserede det socialdemokratiske Schutzbund en folkelig opmarch gennem den lille provindsby Schattendorf i det sydøstlige forbundsland Burgenland.

Lokale medlemmer af  det reaktionære Heimwehr skyder ind i forsamlingen og dræber et barn og en krigsinvalid. Da drabsmændene den 14 juli 1927 blev frikendt ved domstolen, går arbejderne i Floridsdorf, Wiens største industridistrikt, den efterfølgende dag i strejke i protest mod domsafgørelsen.

Fra alle Wiens distrikter strømmede vrede arbejdere til Ringstrasse i byens centrum. Foran parlamentet angriber politienheder til hest demonstranterne. Under en massiv regn af sten trak politiet sig tilbage til det nærliggende justitspalads. Efter nogle heftige konfrontationer stormede demonstranter bygningen og satte den i brand.

Vrede demonstranter sætter justitspaladset i brand
Vrede demonstranter sætter justitspaladset i brand

Nogle socialdemokratiske partirepræsentanter forsøgte at mægle til fred ved at opsøge og forhandle med den daværende kristlig-sociale forbundskansler Ignaz Seipel. Han ignorerede alle forhandlingsforsøg og gav ordre til at anvende våben mod demonstranterne.

Politiet skød og dræbte 90 demonstranter

Arbejderdemo som politiet skød imod, Wien juli 1927
Arbejderdemo som politiet skød imod, Wien juli 1927

Da politiet bevæbnet med geværer startede angrebet på de ubevæbnede arbejdere, svarede arbejderne igen ved at forsvare sig med stoleben og trælister, som de hentede fra de omkringliggende forretninger.

En del af demonstranterne løb hen til det nærliggende socialdemokratiske parti- hovedkontor og krævede åbningen af våbendepoterne. Dette blev kategorisk afvist af de tilstedeværende partifunktionærer. I flere timer jagtede politiet grupper af demonstranter  gennem Wiens indre by. Om aftenen er 90 demonstranter dræbt og over et tusind såret.

Efter dette blodbad fulgte et halvhjertet opråb fra Socialdemokratiet, som i vage vendinger opfordrede til en 24-timers generalstrejke. Kommunistpartiet og de mest militante faglige grupper krævede, at der blev uddelt våben til samtlige Schutzbund-afdelinger for at undgå en truende illegalisering af arbejderbevægelsens organisationer. De ledende socialdemokratiske kredse afviser også dette krav med den begrundelse, at sådan et skridt ville udløse en borgerkrigslignende situation. Således blev initiativet overladt til de reaktionære kræfter, der nu målrettet arbejdede hen imod smadringen af arbejderbevægelsen.

      ______________________________________________________

  • ”Wir sind die Arbeiter von Wien“ – demosang fra de revolutionære byggearbejdere:

Den klassiske version i starten af  1930’erne:

Den ny version: (1.maj demo i Wien 2008):


Forsamling af 'Antifascistisk Aktion' - Wien, 1932
Forsamling af 'Antifascistisk Aktion' - Wien, 1932
Austrofascisten Engelberth Dollfuss
Austrofascisten Engelberth Dollfuss

Austrofascismen

Senest fra 1930 styrede Østrig direkte mod fascismen. Socialdemokratiet sad kun på magten i ’Det Røde Wien’. Alle andre steder i landet var partiet i opposition. Partiledelsen forhandlede med den dybt reaktionære kristlig-sociale forbunds- regering og udviste en imødekommende villighed til at indgå aftaler og forlig på borgerskabets præmisser.

I det illusionære håb om at bevare det borgerlige - parlamentariske demokrati og forhindre etabler-  ingen af en autoritær styreform.

Socialdemokratiets ledelse nægtede at indse, at højrefløjen på dette tidspunkt for længst havde lagt en kompromisløs kurs vendt imod den organiserede arbejderbevægelse.

I maj 1932 blev den ærgerrige bondefunktionær og højrefløjspolitiker Engelbert Dollfuss med kun en stemmes flertal valgt til forbunds- kansler. Hans koalition med Heimwehr og landets mægtige bondeforbund dannede den 18. kristlig-sociale regering siden 1920. På dette tidspunkt var den østrigske stat økonomisk bankeråt.

Da jernbanearbejderne i flere omgange ikke fik udbetalt deres løn og vigtige beslutninger i trafiksektoren derudover blev truffet hen over hovedet på jernbane- arbejdernes valgte repræsentanter, indeledte de en tidsubegrænset strejke pr 1. marts 1933. Dollfuss-regeringen følte sig udfordret og benyttede lejligheden til et massivt angreb på den østrigske arbejderklasses bedst organiserede sektor: Sporvogns – og jernbanearbejderne.

Massivt angreb på arbejderklassens organisationer

Dertil kom at Dolfuss blev opmuntret af Hitlers udnævnelse til rigskansler, der fandt sted uden at den tyske arbejderklasse reagerede med generalstrejke. Den påsatte brand på Rigsdagen i Berlin var signalet for de østrigske fascister: Dollfuss-regeringen gav militæret ordre til at besætte de centrale banegårde og sporvogns- garager, anholde og fængsle fagforeningslederne.

Otto Bauer, austromarxismens fremtrædende teoretiker
Otto Bauer, austromarxismens fremtrædende teoretiker

Fascistisk styre inspireret af Mussolinis Italien

Den 7. marts 1933 satte Dollfuss parlamentet og forfatningsdomstolen ud af kraft og udnævnte sig selv til ”Führer” af hans nyindsatte regering. For at forhindre strejker og andre modstandsaktioner blev enhver form for forsamling forbudt. Kommunistpartiet blev erklæret illegalt og arbejderpressen blev underlagt streng censur. Østrig blev de facto et fascistisk diktatur.

I form af den såkaldte austrofascisme” (4) - med Mussolini som ideologisk forbillede og støtte. I politiet, i hæren og i andre statslige organer fjernede man alle socialdemokrater fra deres stillinger. I Wien gik boligprogrammet og de øvrige sociale reformprogrammer helt i stå.

Fra august 1933 opstod der flere og flere spontane strejker i protest mod forsamlings – og demonstrationsforbuddet. De socialdemokratiske fagforeningsledere var ikke længere istand til at forhindre de omfattende strejkeaktioner, skønt de frygtede, at regeringen ville gribe til endnu hårdere repressionsmidler.

Otto Bauer begrundede efter opstanden den 12. februar 1934, hvorfor de forsøgte at dæmpe arbejdernes vilje til at strejke:

” Vi vidste, at diktaturet ville slå voldsomt ned på strejkerne og at enhver generalstrejke derfor kunne resultere i væbnet oprør.” (Otto Bauer: ”De østrigske arbejderes opstand”. Udgivet i Prag, 1934)

  • Dollfuss-regeringens nationale afgrænsning til Hitler-regimet
Dollfuss og Hitler
Dollfuss og Hitler

Samtidigt hermed skete der en tilspidsning af de udenrigspolitiske modsætninger mellem Østrig og Hitler-regimet. Det skete på baggrund af de nationale interesser for den overvejende del af det østrigske borgerskab, der holdt fast i deres nostalgiske sympati for det styrtede Habsburger monarki. Dette borgerskab afviste kategorisk Hitlers territoriale krav om Østrigs (”Ostmark’s”) integration i det stortyske rige.

Kulminationen på denne konflikt førte til, at de østrigske naziorganisationer - først og fremmest NSAPÖ (pendant til det tyske naziparti NSDAP) – blev forbudt i juni 1933. Hitler reagerede med at indføre den såkaldte ”1000-Mark-spærring”. Konkret gik det ud på, at rejsende til Østrig forud for rejsen skulle deponere 1000 Mark i den tyske rigsbank. For turismen i Østrig blev dette en økonomisk katastrofe. Flertallet af hotel – og værtshusholdere i provinsen tilsluttede sig eller sympatiserede derpå med de illegaliserede naziorganisationer.

________________________

Arbejderopstanden i februar 1934

Omkring årsskiftet 1933-34 fulgte provokation på provokation: Folk blev anholdt direkte ved ”illegale” arbejderforsamlinger, kendte arbejderaktivister blev fyret fra deres arbejdsplads eller de blev overfaldet af bøller fra den austrofascistiske ”Heimwehr”, fra det monarkistiske ”Ostara” og fra de illegale nazibander omkring NSDAP-Österreich og andre paramilitære organisationer.

Også indenfor regimet rasede der en konkurrencekamp om magtens nøgle- positioner. ”Vaterländische Front” (5) var således præget af  interne kampe, hvor dets ledende politikere og lederne af det paramilitære Heimwehr anholdt hinanden gensidigt, blev ekskluderet og indsat på ny.

Den revolutionære stemning bredte sig på dette tidspunkt blandt brede dele af arbejderbefolkningen. I industribyer som Graz, Linz og Bruck an der Mur krævede et arbejderflertal udlevering af våben og grønt lys fra deres socialdemokratiske ledere til at starte en omfattende generalstrejke.

Den 11. februar 1934 gav major Emil Fey - der var den øverste leder af  Heimwehr i Wien og samtidig indenrigsminister og vicekansler under Dollfuss - ordrer til, at Heimwehr–enheder fra provinsen skulle marchere mod Wien. I ugerne forud havde han anholdt og fængslet talrige ledere af Schutzbund i Tirols hovedstad Innsbruck og overtaget arbejdermilitsernes lokale våbenlagre.

En antifascistisk modstandscelle, Wien 1934
En antifascistisk modstandscelle, Wien 1934

Kampene begynder

Fra byen Linz, hovedstaden i forbundslandet Oberösterreich, ankom samme dag en budbringer med et presserende brev til Otto Bauer i Wien. Afsenderen var partisekretæren og Schutzbundlederen Richard Bernaschek. Han skrev:

”Vi forventer, at du nu giver arbejderne i Wien og i hele Østrig signal til at slå igen. Vi kan ikke længere vige tilbage, uden at vi riskerer at blive udraderet! Hvis Wiens arbejdere lader os i stikken, må De bære det fulde ansvar herfor...” (kilde: Otto Bauer: ”Der Aufstand der österreichischen Arbeiter” ).  Richard Bernaschek blev senere myrdet af nazierne i koncentrationslejren Mauthausen.

Otto Bauer ringede klokken to om natten til afsenderen og sagde i kodesprog: ”Ernst og Otto meget syg. Vi afventer videre foretagende.” Politiet, der aflyttede telefonsamtalerne, handlede med det samme: Store politienheder og Heimwehr-formationer omringerde Arbejdernes Hus i Linz. De forsamlede, der havde overnattet i huset, forsvarede sig resolut med de forhånden- værende våben. Alle bestræbelser fra de socialdemokratiske ledere om at overgive sig frivilligt blev afvist af de belejrede arbejdere.

Kendte fællestillidsmænd og fagforeningsfunktionærer anholdes

Imens sluttede flere og flere arbejdere i Wien og i provinsen op bag arbejdernes væbnede modstand i Linz. Bygninger og fabrikker blev besat og der blev etableret kontrolposter rundt omkring i arbejderkvartererne.

De ansatte i store virksomheder som ”Wiener Elektrizitätswerke”, ”Gaswerke” samt flere metal – og skofabrikker går øjeblikkeligt i strejke. Arbejderne i Wiens arbejder- distrikt Floridsdorf er allerede i strejke, da kendte fællestillidsmænd og fagforenings- funktionærer fra kvarteret blev fængslet om aftenen og natten til den 12. februar 1934. Opstanden var begyndt.

Ulige bevæbning

Dollfuss-regeringen mobiliserede forbundshæren  med omkring 35.000 frikorpsagtige lejesoldater, der gennemgående havde en stærk reaktionær indstilling. Dertil kom omkring 5.500 mand fra gendameriet (politienheder i byen) og  9000 mand fra grænsetropperne.

Den decideret fascistiske borgerkrigsformation Heimwehr deltog ligeledes i ned- kæmpelsen af arbejderbevægelsen. Det havde op til 150.000 medlemmer, mest fra provinsen, hvoraf kun en del var bevæbnet. De tysk orienterede østrigske nazier fra det forbudte NSAPÖ havde ca. 10.000 bevæbnede medlemmer. (De skjulte deres våbenarsenal inden de blev forbudt året før). De østrigske nazier blandede sig ikke i opstanden og indtog istedet en afventende observerende holdning.

 

Heroverfor stod opstandens væbnede krafter i form af Schutzbund med sine 80.000 medlemmer. Bevæbningen var ikke så dårlig, som den ofte bliver fremstillet. Således rådede arbejdermilitsernes våbendepoter over revolvere, karabinergeværer, maskinpistoler og geværer, hånd- granater, etc. Deres regelmæssigt afholdte militære øvelser gjordte, at mange Schutzbundmedlemmer havde nærkampserfaringer på højt niveau. Det samme gjaldt militsens  kollektive disciplin.

KPÖ spillede efter 1926, efter deres eksklusion fra Schutzbund, ingen nævneværdig rolle som militær kraft. Derimod virkede partiet effektivt som organiserende og agitatorisk kraft. På trods af KPÖs utiltalende pro-stalinistiske orientering, var partiets almidelige medlemmer respekteret som tilforladelige aktivister.

Tøvende socialdemokratisk ledelse

Istedet for at udråbe en landsdækkende generalstrejke, opfordrede socialdemokraternes partiledelse til at ”afvente situationen”. Samtidig blev to partirepræsentanter sendt til Dollfuss for at bede ham om forhandlinger. Imens ventede Schutzbunds medlemmer utålmodigt på, at partiet gav ordre til at åbne våbendepoterne for at uddele våben til arbejderne.

Tusinder af medlemmer af Schutzbund forsamlede sig den 12. februar om formiddagen i deres respektive lokaler i Wiens arbejderkvarterer. Mens ledelsen af Schutzbund forholdt sig tavs, opfordrede de revolutionære tillidsmænd/kvinder til dannelse af rådsstrukturer og til kamp for oprettelse af et basisdemokratisk arbejderstyre. Ved middagstiden lykkedes det for en gruppe arbejdere i el-værket i Wiens 11. distrikt Simmering at slukke for strømmen i hele byområdet og standse sporvognstrafikken. Dette var signalet for sporvognsarbejderne til at oprette strejkeblokader på centrale steder i byen. Politiets enheder trak sig med lynets hast tilbage til politistationerne. 

Socialdemokratiets ledelse opgav først i løbet af eftermiddagen den 12. februar, stærk presset af begivenhedernes gang, deres afventende holdning og udstak nye retningslinjer: ”Bevæbning. Men ingen angrebsaktioner. Udelukkende til brug for forsvar i tilfælde af at Schutzbund bliver angrebet!” Da mange ledere af Schutzbund allerede var blevet fængslet, vidste ingen hvor nøjagtigt, hvor de godt skjulte våbenlagre befandt sig. Flere arbejdergrupper gik løs for at lede efter de hemmelige våbendepoter. De forhåndenværende våben var alt for få, til at man kunne bevæbne alle. Således delte omkring ti kæmpende arbejdere tre geværer eller pistoler.

Om eftermiddagen samme dag (12. februar) starter de væbnede konfrontationer i arbejderkvartererne (se illustrationen). Schutzbund-medlemmer og lokale beboere forskansede sig i de sociale boligkomplekser rundt om i byen. Små grupper af mere eller mindre bevæbnede arbejdere angreb Heimwehr-stillinger og fik dem slået på flugt. I arbejderdistrikt Ottakring slutter en del af politiet, hvis familier selv er fra kvarteret, sig til de kæmpende. De afleverer  pistoler og andet brugbart udstyr fra deres arbejdsplads (nærstationen,det såkaldte ”Bezirkskommisariat”) til de kæmpende.   

"Stands ellers bliver der skudt!"
"Stands ellers bliver der skudt!"

Opstandens centre er foruden Wien, provinsbyer som Graz, Linz, Salzburg, Innsbruck, Steyr, Bruck an der Mur, Leoben og Wiener Neustadt. Overalt i landet opstår spontane solidaritetsstrejker og i de større byer mere omfattende storstrejker.

Overalt går de kontrarevolutionære tropper i offensiven og sætter ind på de steder modstanden er størst. Da jernbanearbejderne ikke er gået med i strejken, forblev kontrarevolutionens mobilitet uantastet.

I Arbejdernes Hus i Linz, hvor opstanden tog sit udgangspunkt, forsvarede 40 bevæbnede Schutzbundarbejdere sig ihærdigt imod en overmagt bestående af  forbundshæren og Heimwehr. Ved middagstiden næste dag, den 12. februar 1934, havde arbejderne opbrugt deres ammunition og måtte overgive sig.

Modstanden i Linz holdt dog stand imod en overmægtig fjende indtil den 14.februar - gasværket og godsbanegården blev således holdt besat indtil sidst. Flertallet af Schutzbundarbejderne formåede derefter at trække sig tilbage over Donaufloden, mens de lokale beboere, der deltog i kampene gemte deres våben og medlemsbeviser, der kunne afsløre dem som oprørere.

Forbundshæren i kampen mod arbejdermilitsen i Linz
Forbundshæren i kampen mod arbejdermilitsen i Linz
Kolomann Walisch og hans kammerater
Kolomann Walisch og hans kammerater

Legenden Koloman Wallisch

Imens rasede kampene videre i Wiens arbejder- kvarterer, men også i industribyen Bruck an der Mur (ved floden Mur) i forbundslandet Steiermark. Generalstrejken i den lille by var blevet gennemført 100 procent. Det lokale Schutzbund og byens beboere havde omringet politikasernen og belejret skolen, hvor medlemmer af det fascistiske Heim- wehr havde forskanset sig.

Tilkomne politiforstærkninger bliver afvæbnet og jernbanetrafikken blokeret. Bruck er en af de få byer, der var fuldstændig under arbejdernes kontrol. En af de deltagende er den legendariske arbejderleder Kolomann Wallisch, der havde en nøgleposition i den ungarske rådsrepublik i 1919.

Skønt han var socialdemokratisk partifunktionær, var han i skarp opposition til partiledelsens kompromispolitik og fatale passivitet under tilblivelsen af arbejder- opstanden. I nattens ly den 15. februar trængte store styrker fra forbundshæren ind i byen og efter hårde kampe måtte omkring 400 Schutzbundfolk trække sig tilbage til de omkringliggende bjerge, hvor de dagen efter gik hver til sit. Kolomann Wallisch blev angivet af en stikker og anholdt den 19. februar. Han blev hængt samme dag. (Den berømte socialrealistiske romanforfatter Anna Seghers beskriver denne begivenhed i hendes fortælling:”Der Weg des Kolomann Wallisch”. Findes desværre ikke på dansk).

Flugten til Tjekkoslovakiet

Otto Bauer og Julius Deutsch, den formelle leder af Schutzbund, trak sig i kampens hede tilbage til det sociale boligkompleks ”George Washington-Hof”, i Wiens 10. distrikt Favoriten. Her i kvarteret forholdt Schutzbund sig defensivt, på grund af manglen på våben. Forbundshæren havde allerede på opstandens anden dag, den 13. februar, omringet det kæmpe boligkompleks og lod ingen komme ud eller ind. Alligevel lykkedes det de to socialdemokratiske ledere at undslippe gennem kældergange og flygte til byen Brno (Brünn) i nabolandet Tjekkoslovakiet. Arbejderne reagerede på denne flugt med foragt og skuffelse.

Imens fortsatte kampene. Arbejderne formåede at holde mange af deres positioner i de store boligkomplekser, samt dele af arbejderdistrikter som Floridsdorf, Simmering, Ottakring, Döbling, etc.

Karl Marx Hof

Karl Marx Hof i Wiens 19. distrikt Döbling var symbol for det ”røde Wien”. Med sine seks 30-meter høje tårne og med en længde på 1km, udgør Karl Marx-Hof det største sociale arbejderboligkompleks i byen. Under opstanden var komplekset et sandt trauma for  borgerskabets tropper. Her boede omkring 5000 mennesker under dengang basisdemokratiske selvforvaltningsstrukturer.

Det var i Karl Marx Hof, kampene blev hårdest. I fire dage forsvarede beboerne sig mod en overmagt af politi, forbundshær og Heimwehr.  Med pansrede køretøjer sprængte man indgangenes jerngitre væk, mens boligkomplekset blev beskudt af tungt artilleri uafbrudt i fem timer ad gangen. Efter at de angribende tropperne trængte ind i gårdområdet, blev der udkæmpet en forbitret nærkamp fra hus til hus. Først da ammunitionen slap op, overgav beboerne sig til overmagten. De Schutzbund-medlemmer, der ikke havde dokumenteret adresse i Karl Marx Hof, kunne flygte igennem kloaksystemet under jorden.  

Politienheder foran Karl Marx Hof umiddelbart før det første angreb
Politienheder foran Karl Marx Hof umiddelbart før det første angreb
En af de hårdt sårede medlemmer af Schutzbund (skomageren Karl Schuhmacher) blev på båren ført til galgen, hvor han blev hængt, den 14. februar 1934, kl. 16:41
En af de hårdt sårede medlemmer af Schutzbund (skomageren Karl Schuhmacher) blev på båren ført til galgen, hvor han blev hængt, den 14. februar 1934, kl. 16:41

Op til 1000 dræbte revolutionære

Da modstanden i Karl Marx Hof var knust, sluttede den 4 dage lange arbejderopstand. Over 10.000 østrigere deltog aktivt i de væbnede konfrontationer med austrofascisterne og dens alliancefæller. Endnu flere arbejdere deltog i strejkerne og på anden måde i opstanden. Der findes ingen nøjagtige opgørelser på antallet af ofre, men ifølge politiets oplysninger blev op til 1000 medlemmer af Schutzbund dræbt. På kontrarevolutionens side døde ca. 100 deltagere. 10 arbejderledere blev hængt, deriblandt lederen af Wiens brandvæsen. Flere henrettelser var planlagt, men blev i sidste øjeblik standset på grund af brede internationale protester.

(Forstør ved at klikke på x på billedet)

Epilog

Mens mange socialdemokrater blev desillusionerede og vendte deres illegaliserede parti ryggen, fik det lille illegale kommunistparti en firedobbelt medlemstilgang og voksede fra 4000 medlemmer til 16.000 medlemmer. KPÖ fik en vis anseelse på grund af partiets modstandsaktiviteter under nazi-regimet. Denne opbakning tabte KPÖ igen i efterkrigstiden. Ikke bare fordi partiet fungerede som Sovjetunionens kritikløse ambassade, men også fordi KPÖ deltog i et  udpræget reformistisk samarbejde med Socialdemokratiet,  hvilket bidrog til restaurationen af det kapitalistiske system.

Den mere radikale fløj blandt austromarxisterne grundlagde i slutningen af 1934 organisationen ”Revolutionäre Sozialisten“ (RS). De fleste af medlemmerne kom fra Socialdemokratiets ungdomsorganisation og fra små trotskistiske kredse. RS afgrænsede sig politisk såvel fra de socialdemokratiske ”reformistiske illusioner” og fra KPÖs stalinisme. Deres mål var kampen for en socialistisk revolutionær føderation i Østrig og Tyskland. RS udgjorde i en periode den stærkeste antinazi-modstandgruppe.

Efter at en del medlemmer af 'Revolutionære Socialister' var blevet anholdt af GESTAPO (naziernes hemmelige polititjeneste), flygtede mange af  dem til udlandet og grundlagde en anti-fascistisk fangesolidaritetskomité ”Sozialistische Arbeiterhilfe” (SAH). Efter krigen blev RS-fløjen fragmenteret og gik i opløsning. 

  • Hvad skete der med dem, der flygtede til Sovjetunionen?

Omkring 1.500 efterlyste kommunister og socialdemokrater flygtede efter opstanden til Sovjetunionen. Af disse forsvandt omkring 200 i Stalins fængsler og arbejdslejre. 47 østrigske anti-fascister blev direkte udleveret til de tyske fascister og omkom i Hitlers koncentrationslejre, heriblandt den kendte arbejderleder og KPÖ-medlem Franz Koritschoner. Han blev udleveret af stalinisterne i 1940 i forbindelse med Stalin-Hitlerpagten og døde i naziernes koncentrationslejr Ausschwitz i 1941. (Kilde: Interview med KPÖs fhv. formand Walter Baier om bl.a. stalinismens forbrydelser i det østrigske dagblad Der Standard, 26-09-2009). 

____________________________________

Artiklen er oprindelig skrevet til tidsskriftet 'ArbejderHistorie' nr. 1, juli 2014 og senere ajourført for autonom infoservice

al. har som ganske ung deltaget i den østrigske 68-bevægelse og har siden været aktiv på den udogmatiske, revolutionære venstrefløj i dk, deriblandt VS og autonome grupper.

_________

Noter

  1)    Den såkaldte ”austromarxisme” var under det 20. århundredes første halvdel den særlige østrigske strømning af marxisme.  Den blev grundlagt i 1904 af ledende socialdemokrater som Max Adler, Rudolf Hilferding, Karl Renner, Tatiana Grigorovici og Otto Bauer. I modsætning til den leninistiske fortolkning af marxisme gjorde austromarxisterne den sociale revolution og den efterfølgende etablering af proletariatets magt- overtagelse (”proletariatets diktatur”) afhængig af opnåelsen af det absolutte flertal i ramme af et ”reelt eksisterende parlamentarisk demokrati”. Rådsdemokratiske strukturer blev strategisk forkastet til fordel for parlamentarismen. I en periode brød austromarxisterne med den klassesamarbejdende socialdemokratiske 2. Inter- nationale og dannede deres egen Internationale: ”Internationale Arbeitsgemeinschaft Sozialistischer Parteien” (også kaldt ”Wiener Internationale” eller ”2 ½ Internationale”,  som bolsjevikken Karl Radek ironisk introducerede austromarxisternes Internationale hos KOMINTERN / 3. Kommunistiske Internationale).

Austromarxisterne var overbevist om, at sammenbruddet af den kapitalistiske samfundsformation var uundgåelig og behøvede ikke en speciel forcering. I mellemtiden gjaldt det om at udvikle og fæstne selvorganiseringsstrukturer. Tilbageslag og fejlagtige udviklingstendenser anså austromarxister som nødvendige faser frem til den endelige målsætning, som først ved eksisterende ”objektive styrkeforhold” ville føre til revolutionen.

    2)     I februar 1919 opstod den ungarske rådsrepublik og store dele af de østrigske arbejdere var indstillet på at efterligne deres ungarske klassefæller. Skønt Socialdemokratiets ledelse anså dette som et "uansvarlige eventyr”, startede den egentlige socialrevolutionære periode i den revolutionære proces i Østrig. Forholdet mellem de radikale arbejdere og Socialdemokratiets apparat blev meget anspændt, da de hjemvendte fra krigen, syge og arbejdsløse, gik på gaden og arbejder – og soldaterrådene fik mere og mere indflydelse.

     Den mærkbare forbedring af livet for flertallet af befolkningen dæmpede den rebelske befolknings oprørsvilje. Socialdemokratiet foretog ekspropriationer af samfundsvigtige virksomheder og af luksusbygninger, og vedtog en økonomisk støtteordning til krigens ofre, gennemtvang en 20 procent forøget ansættelse af arbejdsløse i virksomhederne, indførte forbud mod fyringer, retten til betalt ferie, samt den mest progressive tillidsmands/kvindelovgivning i Europa. Mange foretrak disse reformer fremfor en revolutionær samfundsforandring, som kun et radikalt mindretal holdt fast ved. Den revolutionære rådsdemokratiske bevægelse udøde i 1920 og snart genvandt borgerskabet sin gamle indflydelse – med undtagelse af Wien.

   3)    Ledelsen af  ”Heimwehr”, der blev oprustet som borgerkrigsværn bestod af resterne af tidligere monarki-tro officerer. Heimwehr havde tætte kontakter til frikorpset i Bayern ( der knuste Spartakusoprøret i Berlin i starten af januar 1919 og myrdede arbejderlederne Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht) og det reaktionære Horthy-regime i Ungarn. De fik våben fra Mussolinis fascistiske Italien. Den overvejende del af Heimwehr bestod af småhandlende, småbønder og deklasserede håndværkere.

4)    Austrofascisme er en betegnelse for det autoritære system, der blev etableret i Østrig 1933. Det er baseret på de priviligerede befolkningsgruppers interesser (”Ständestaat”). Kombineret med kooperativistiske og fascistiske idéer fra Mussolinis regime i nabolandet Italien. Austrofascismens ledende repræsentant var Engelbert Dollfuss (forbundskansler 1933-1934). Efter han var blevet myrdet af to medlemmer af  det østrigske naziparti NSAPÖ , videreførte Kurt Schuschnigg (1934-1938) med støtte fra enhedspartiet ”Vaterländische Front”, det austrofascistiske system.

Da Østrig blev annekteret og del af det ”Stortyske rige” den 12. marts 1938, blev austrofascismen afløst af nationalsocialisternes magtovertagelse.

Allerede aftenen før de tyske troppers indmarch i Østrig, startede de tyske og østrigske nazier med fængslingen af kendte socialister, faglige folk og jøder. Fængslet blev derudover også funktionærer fra det austrofascistiske parti ”Vaterländische Front”. I den følgende uge var omkring 72.000 mennesker fængslet. De fleste blev overført til koncentrationslejrene Dachau ved Müchen og noget senere til den østrigske koncentrationslejr Mauthausen-Gusen ved byen Linz.

____________________

Anbefalet litteratur til temaet: 

  • Raimund Löw, m. fl. : Der Austromarxismus – eine Autopsie, isp-Verlag 1986 
  • Otto Bauer, Die Wirtschaftskrise in Österreich. Werkausgabe, Bd. 3, Wien 1976 
  • Otto Bauer: Die österreichische Revolution, Wien 1965 
  • Max Adler: Eine politische Biografie, Frankfurt a.M. 1982 
  • Hans Hauptmann, Geschichte der Rätebewegung in Österreich 1918-1920, Linz 1981  

 Links

Kommentar schreiben

Kommentare: 2
  • #1

    Thomas Tanghus (Sonntag, 16 März 2014 14:22)

    Tak for en grundig og oplysende artikel. Det var spændende læsning, som desværre får én til at grue for, hvad der er i vente for nutidens Europa.

  • #2

    Jesper (Freitag, 12 Februar 2016 21:40)

    I aften viser DRK et østrigsk komediedrama "Mein bester Feind" (2011). Filmen handler om tiden op til - og efter naziernes overtagelse af landet.