Kommentar: Usigelig alliance for Assad-regimet

KOMMENTAR af Germano Monti

______________

Germano Monti er italiensk forfatter   og journalist. Han er aktiv i forskelligt solidaritetsarbejde. Blandt andet som koordinator af  ”Flotilla Italia”  til Gaza -striben og i "Solidaritetskomitéen med det syriske folk".

I følgende kommentar blotlægger og analyserer han med udgangspunkt i Italien, den verdensomspændende ”antiimperialistiske” alliance mellem højreekstremistiske og stalinistiske grupper til forsvar for Assad-regimet.

Højreekstremister og stalinister i fælles front
Højreekstremister og stalinister i fælles front

Midt i Rom blev Piazza Venezia, hvor Benito Mussolini i sin tid holdt sine taler, skueplads for den mest besynderlige demonstration:

Foran indgangen til den syriske ambassade havde en lille gruppe mennesker forsamlet sig. De bar på portrætter af den syriske præsident Baschar al-Assad og syriske flag . Den ene taler efter den anden gik til mikrofonen, og da den syriske nationalsang lød fra de store højtalere, strakte en del af demonstranterne den højre arm opad i 'Heil-Hitler hilsen' – mens andre demonstranter hilste med knyttet næve. Denne første fælles demonstration for nazier og stalinister fandt sted for ca. et år siden. Flere er fulgt efter ...

Piazza Venezia i Rom, d. 15. juni 2013
Piazza Venezia i Rom, d. 15. juni 2013

”European Solidarity Front for Syria”

Siden demonstrationen på Piazza Venezia er der opstået en aktiv bevægelse, der samler talrige højreekstremistiske grupper fra forskellige europæiske lande under Assad-regimets faner. Bevægelsen kalder sig ”European Solidarity Front for Syria”. Denne front organiserer flittigt pro-Assad manifestationer og har flere gange sendt delegationer til Damaskus, hvor de er blevet modtaget i parlamentet af den syriske regering.

En af disse delegationer aflagde besøg hos den syriske regering kort tid efter giftgas angrebet i september 2012. Delegationen blevet ledet af  den italiensk-syriske aktivist Ouday Ramadan. Blandt deltagerne var Stefano de Simone og Giovanni Feola, som begge indtager ledende poster i den neo-fascistiske bevægelse ”Casa Pound” samt Fernando Rossi, ex-senator fra det lille italienske kommunistparti  'Partito Comunista Italiano' – PdCI. (Han blev senere ekskluderet fra PdCi på grund af interne uenigheder, aut.info).

Denne ’gift-gas delegation’ blev officielt modtaget og hilst velkommen af den syriske parlamentsformand Jihad Allaham, premierminister Wael al-Halqui, informations- minister Omar al-Zoubi og viceudenrigsminister Faisal Mekdad.

Hitlers Gestapo og SS som model

At fascistiske organisationer støtter Assad-regimet har delvist historiske grunde. I 1954 fandt blandt andre Alois Brunner et sikkert tilflugtssted i Damaskus.

Brunner var vel at mærke en af nazi-bødlen Eichmanns nærmeste medarbejdere og tidligere leder af SS-specialkommandoerne, hvis hovedopgave var udryddelse af den jødiske befolkning.

Faderen til den nuværende diktator i Syrien, Hafez al-Assad, gav Brunner til opgave at omstrukturere den syriske efterretnings- tjeneste med Gestapo og SS som forbilleder. (1)

Italien som centrum for den stalinistiske-højreekstreme alliance for Assad

Idag, tre år efter den syriske folkeopstand begyndte den 15. marts 2011, er der tale om en bemærkelsesværdig mobilisering af højreekstremistiske grupper.

  • Tilhængerne af Bashar al-Assad kommer især fra Italien, Frankrig og Grækenland – men også fra Tyskland, Spanien, Belgien, Storbritannien, Polen, Serbien, Tjekkiet og Rumænien. Det er et temmelig heterogent spektrum: Fra Marine Le Pens ”Front National” til de katolske konservative i den polske ”Falanga” , der i juni 2013 foreslog at inddrage alle polske jøders statsborgerskab, til den græske nationalsocialistiske gruppe ”Den sorte lilje”, der hævder at de har stillet en kamptrop til Assads rådighed.

Italien danner centrum for denne stalinistiske-højreekstreme alliance for Assad. Først og fremmest fordi de kan regne med officiel støtte fra organisationer som ”Forza Nuova” (katolske neo-fascister) og ”CasaPound”, der betegner sig selv som ’Det tredje årtusinds fascister’.

Dertil kommer international støtte fra mange små grupperinger, der betegner sig selv som ”socialistiske” og som plejer relationer til nationalistiske og stalinistiske partier og bevægelser rundt om i verden. Fra Rusland til latinamerikanske lande og til Nordkorea. Samtlige af disse grupper er linket til dele af en konfus antiimperialistisk og dogmatisk venstrefløj.

Konfus ”anti-imperialisme”

Med deres dybe rødder i den stalinistiske tankegang er de indtil i dag overbevidst om, at verden er baseret på en anta- gonisme mellem den vestlige imperialisme (USA, EU og dens allierede) og mod- standen fra Rusland, Kina, Iran som suveræne stater.

I navn af denne påståede antiimperialisme og en mere eller mindre udpræget islamo- fobi har den fascistiske højrefløj, den katolske fundamentalisme og stalinistiske organisationer grundlagt en lille men yderst aktiv propagandistisk ”hær”.

"Casa Pound" - fascisterne
"Casa Pound" - fascisterne

- For at undgå misforståelser: Antallet af aktive tilhængere af ”CasaPound” og ”Forza Nuova” er lille. De har højst et par tusinde medlemmer.

Også ved valgene led begge grupperinger svigende nederlag. Alligevel skal man ikke undervurdere deres indflydelse på især yngre folk. Ved valgene til elevråd fik de på nogle romerske gymnasier et flertal af stemmerne.

Dette medførte, at ”European Solidarity Front for Syria” kunne afholde foredrag og seminarer på bla. disse gymnasier.

Mens ”Forza Nuovo” sætter fokus på forsvaret for den traditionelle familie kerne- familie og på kampen mod retten til abort, så engagerer ”CasaPound” sig mere i det sociale område: De besætter tomme bygninger eller laver kampagner til støtte for handicappede – forudsat de er italienere. Fælles for de to grupperinger er deres xenofobi og deres kamp mod den globalisering de opfatter som et rasant tab af national suverænitet.

Samlet set er støtten til Assad regimet baseret på forflettede forbindelser mellem de forskellige politiske og kulturelle strømninger , der betragter det syriske diktatur som en efterstræbelsesværdig samfundsmodel og samtidig danner en beskyttelse mod såvel den israelske zionisme som den islamiske fundamentalisme. 

Det syriske nationalsocialistiske parti - SSNP

Islam og angsten for islam får stadig større betydning i europæisk politik, først og fremmest blandt højrefløjen. I anledning af det forestående EUropavalg har ledere af af forskellige højreekstremistiske grupper i Europa mødtes flere gange. I november 2013 mødtes de i Spanien og i februar 2014 i Rom.

Det syriske nationalsocialistiske parti - SSNP
Det syriske nationalsocialistiske parti - SSNP

På mødet i Spanien deltog bla. Jens Pühse fra det tyske naziparti NPD og repræsentanter fra det syriske nationalsocialistiske parti, SSNP. Dette parti er en tæt samarbejdspartner for Assads regerende Baath parti og er repræsenteret i den syriske regering med to ministre.

SSNP kæmper med egne kamptropper imod de syriske rebeller – på siden af Assad regimet og de libanesiske Hizbollah militser. SSNP, der blev grundlagt i Beirut i 1932, har en ideologi og symbolik, der ligger tæt op ad den tyske nationalsocialisme. Man hilser med udstrakt højre arm og symbolet på deres fane minder i høj grad om hage- korset.

Den sælsomme alliance

SSNPs repræsentant i Italien er den før nævnte Ouday Ramadan, der har iværksat et utal af initiativer til støtte for Assad regimet. Fordi han tidligere har været leder af det italienske kommunistiske parti i mange år, er han tilmed knudepunktet, hvor højre- ekstremisternes solidaritet med Assad løber sammen med den stalinistiske venstre- fløjs solidaritet med det syriske regime.

Denne sælsomme alliance mellem neonazis, katolske fundamentalister, stalinister og nogle pacifister (se billede tv.) under det antiimperialistiske banner har været en vigtig faktor for den manglende solidaritet med den syriske befolkning – ihvertfald i venstreorienter- ede kredse.  Alliancen er yderst aktiv på nettet med et hav af blogs og websider.

De har formået at lamme diverse intiativer fra den italienske solidaritets- og fredsbevægelse med forestillingen om et Nato- angreb på Syrien og et ”zionistisk-salafistisk komplot” mod Assad klanens ”sekulære, antiimperialistiske og socialistiske” regime.

Det er først i løbet af de seneste måneder, at de italienske main-stream medier er begyndt at berette om pro-Assad-naziernes aktiviteter. Samtidigt lyder der indenfor fredsorganisationerne højere og højere stemmer, som kræver støtte til humanitær hjælp til den syriske befolkning og demokratiske forhold i Syrien. Om det får den stalinistiske dogmatiske venstrefløj til at ændre kurs, vil tiden vise.

(autonom infoservice)

____

Kilder:

____

Noter

1)    Alois Brunner blev født d. 8. april 1912 i Østrig-Ungarn, senere det østrigske forbundsland Burgenland. Han var ledende officer (Hauptsturmführer) i naziernes elitekorps Schutzstaffel (SS). Sammen med den tyske SS-leder Adolf Eichmann som var en af arkitekterne bag Holocaust, organiserede han udryddelsen af  de europæiske jøder.

Fra 1941 ledte Alois Brunner ”Zentralstelle für jüdische Auswanderung” og organiserede deportationen af  65.000 af Wiens jøder til ghettoerne og tilintetgørelseslejrene. Fra 1942 til 1943 var han aktiv i det såkaldte ”Eichmannreferat” i Berlin , hvor han var hovedansvarlig for deportation af 56.000 jøder. I 1943 var han hovedorganisator af  "Sonderkommandos der Sicherheitspolizei für Judenangelegenheiten Saloniki-Ägäis", hvor han sørgede for deportationen af 50.000 græske jøder fra Saloniki til dødslejrene. Fra juni 1943 til august 1944 var han chef for Drancy-interneringslejren uden for Paris. Næsten 24.000 jøder blev derfra under Brunners kommando deporteret til dødslejrene.

Efter nazirigets militære nedelag i 1945 flygtede Alois Brunner til Syrien, hvor han senere medvirkede til at opbygge regimets repressionsapparat efter nazistisk model.

Artikler om Syrien på autonom infoservice

Bonus