Interview: "Armenierne blev samlet i dødslejre eller sendt på dødsmarcher"

  • ET INTERVIEW med redaktør Cemal Weli

Den 24. april 1915, for 102 år siden, startede magthaverne i det Osmanniske Rige den anden store massakre på armenierne. Det kostede 1,5 millioner armeniere livet.

Tyrkiets regeringer har altid benægtet folkedrabet. Selv i dag kan man risikere fængsling, hvis man offentligt omtaler folkedrabet. Senest har Tyrkiets ambassade raset over en skulptur, som skulle opstilles i København til minde om det armenske folkedrab...  

  • Hvem var den revolutionære armenske undergrundsorganisation ved navn ”Asala”?
Ararat-bjerget med det armenske kloster Chor Virap
Ararat-bjerget med det armenske kloster Chor Virap
  • I 1895 kulminerede den osmanniske nationalisme i en massakre mod armenierne. Det var den første massakre og den kostede omkring 200.000 armeniere livet. Massakren blev foretaget under den osmanniske sultan Abdulhamit II’s styre.
  • Den anden store massakre mod armeniere foregik i 1909 i den dengang overvejende armensk befolkede Adana-provins, hvor omkring 20.000 armeniere blev slået ihjel. I 1915 blev ca. 1.5 millioner armeniere udryddet i et systematisk folkemord.

 

INTERVIEW med Cemal Weli  (Bosat i Danmark siden 1984. Kom til hertil som politisk flygtning).

Mindedemonstration i Paris om det tyrkiske militærs folkemord på armenierne
Mindedemonstration i Paris om det tyrkiske militærs folkemord på armenierne
  • autonom infoservice: Tyrkerne startede i 1915 en række massakrer på den armenske befolkning. De omkring to millioner armeniere, der på dette tidspunkt levede i det osmanniske imperium blev således udsat for det største folkemord i det tidlige 20. århundrede. Op mod halvanden million mennesker blev slået ihjel i massakrer, dødsmarcher og i tyrkiske kz-lejre. Hundredetusindevis af kvinder og børn blev fordrevet eller endte som slaver. Hvad var årsagen(årsagerne) til dette folkemord?

Cemal Weli: For at besvare dette spørgsmål bliver vi nødt til at kaste et blik på udviklingerne i slutningen af det 19 århundrede og begyndelsen af det 20. år-hundrede i det osmanniske imperium.

- Allerede i begyndelsen af det 19. århundrede blev det osmanniske imperium betragtet som  ”sygeligt og svagt ” af de store magter som det zaristiske Rusland, Tyskland, det britiske imperium og Frankrig.

- I ordets egentlige betydning var det osmanniske imperium reelt temmelig sygeligt og svagt. Siden nederlaget i Wien i 1683, hvor blev det osmanniske imperium blev besejret af  Habsburgerriget, gik det osmanniske imperium i stagnation - både økonomisk og politisk. Dermed gik den geografiske ekspansion også i stå. Denne stagnations periode forsætter indtil anden halv del af 1800 tallet. Den anden del af 1800 tallet præges af opløsnings tendenser. 

___________________

”Folkeslagene på Balkan gør oprør”

- I det osmanniske imperium - som gik imod sin opløsning i slutningen af det 19. århundrede – udviklede der sig flere og flere oprør imod imperiet. Folkeslagene på Balkan ville have selvstændighed. Disse oprør mundende ud i, at flere områder på Balkan løsrev sig fra imperiet op imod starten af 1900-talet. Der opstod tillige oprør  på det lilleasiatiske landområde blandt de ikke-muslimske folkegrupper, som levede der. 

___________________

”I 1895 kulminerede denne politik i en osmannisk massakre mod armenierne”

- Oprørene på det lilleasiatiske område skabte en særlig uro i det osmanniske styre, da området blev betragtet som osmannisk kerneland i styrets begrebs-verden. Denne frygt affødte en politik, som gik ud på at ”tyrkisksifere” og islamisere det lilleasiatiske område. 

- I 1895 kulminerede denne politik i en osmannisk massakre mod armenierne. Det var den første massakre og den kostede 200.000 armeniere livet. Massakren blev foretaget under den osmanniske sultan Abdulhamit II’s styre.

Billede overfor: Erzerum. Det armenske højland i det østlige Anatolien. Begravelse af ofrene for den massakre som fandt sted 30. oktober 1895 på ordre fra Sultan Abdul Hamid II. I perioden 1894 til 1896 blev 200.000 – 300.000 armeniere myrdet som led i et systematiseret folkedrab.

- Den anden store massakre mod armeniere foregik i 1909 i den dengang over- vejende armensk befolkede Adana-provins, hvor omkring 20.000 armeniere blev slået ihjel. 

- Efter udbruddet af 1.Verdenskrig, hvor det osmanniske imperium var involveret, videreførte styret sin politik om at ”tyrkisksifere” og islamisere Lilleasien. Som endelig konsekvens af dette blev ca. 1.5 millioner armenere udryddet i et systematisk folkemord.

Det armenske kvarter i Adana, plyndret og nedbrandt
Det armenske kvarter i Adana, plyndret og nedbrandt

- Armenierne blev samlet i dødslejre eller blev sendt på dødsmarcher med tilintetgørelse for øje. Samtidigt hermed havde den osmanniske politik katastrofale konsekvenser for de assyriske efterkommere på det lilleasiatiske område.

- Denne kristne befolkningsgruppe blev også udsat for udryddelses-politikken udført af de osmanniske soldater.  

- Efterfølgende blev den eneste betydelige kristne befolkningsgruppe i Lilleasien det græske mindretal. Efter 1.Verdenskrig - og efter overgangen fra det osmanniske Imperium til Republikken Tyrkiet – blev den græske befolkning i Lilleasien minimeret drastisk ved periodevise massakrer og landsfordrivelser.

                    KZ-lejre                                   Dødsmarcherne

De danske Vidner

  • autonom infoservice: Nogle af dem, der har været med til at dokumentere folkedrabet, var de protestantiske og katolske missionærer, som der var en del af i området på dette tidspunkt. Herunder nogle danske. Hvem var de? Kender du noget til dem?

Cemal Weli: Disse danskere befandt sig i området i den tid, hvor folkedrabet på armenierne fandt sted.

Åge Meyer Benedictsen
Åge Meyer Benedictsen

- Sprogforskeren Åge Meyer Benedictsen var vidne til massakrerne i 1895 og 1909. Efter sin hjemvenden til Danmark dokumenterede han på en række konferencer og seminarer de grusomheder, som han havde været vidne til. Særligt henledte han offentlighedens opmærksomhed på, at der som følge af massakrerne var titusindvis af forældreløse armenske børn uden beskyttelse i Tyrkiet.

- Benedixens taler afstedkom en bølge af hjælpearbejde rettet imod armenerne. Herunder KMA (Kvindelige Missions Arbejdere), hvorfra Karen Jeppe og Maria Jacobsen drog til Lilleasien for at hjælpe de forældreløse børn.

       Carl Ellis Wandel             Karen Jeppe                   Maria Jacobsen

  • autonom infoservice: Udover det nuværende Armenien eksisterer der det historiske Armenien, som strakte sig fra det østlige Lilleasien til Middelhavet i syd og mod nord til Sortehavet og det Kaspiske Hav. Lever der stadig mennesker her, der bekender sig til deres armenske rødder? 

Cemal Weli:  I dag bor der, ifølge de officielle opgørelser, ca. 35.000 armeniere i Tyrkiet. Herudover findes der en gruppe med armenske rødder, som oplever sig selv som værende tyrkere og muslimer, da de er uvidende om disse rødder.

  • autonom infoservice: Den tyrkiske stats repression rettede sig stort set mod alle armenerne uden skelnen til klassestatus. Noget som ramte den kurdiske befolkning senere på lignende måde. Findes der nogen former for sympatier / referencer / alliancer mellem disse to undertrykte folkeslag?

Cemal Weli: Under folkedrabet på armenierne var der blandt den kurdiske befolkning en to-deling i forhold til, hvorledes de kurdiske ledere reagerede på osmannenes massakrer.

- Den ene del af de kurdiske ledere støttede de osmanniske soldaters drab på armenierne, mens den anden del af lederne forhold sig passive eller direkte hjalp armenierne ved at skjule dem i deres områder – f.eks i området Dersim.

- Kurdiske politikere i nutidens Tyrkiet, herunder kurdiske borgmestre og folketings-medlemmer, har undskyldt over for den armenske befolkning som helhed, at det kurdiske folk under folkedrabet ikke havde hjulpet armenierne i større udstrækning end var tilfældet.  

  • autonom infoservice: I 1980’erne fandtes der en revolutionær armensk undergrundsgruppe ved navn ”Asala”. Gruppen lavede en række militante  aktioner mod den tyrkiske stat for at gøre opmærksom på armenernes ufattelige skæbne. Hvem var ”Asala”? Har du hørt noget om dem?  

Cemal Weli: Som du nævnte, var formålet med Asala’s aktioner at gøre opmærksom på armeniernes skæbne ved at bringe det armenske folkedrab tilbage i offentlig- hedens bevidsthed.

- Dette mål lykkedes i det store og hele for Asala , hvorefter gruppen trak sig fra den politiske scene.

autonom infoservice: Til slut: Er der noget litteratur på dansk om dette tema, du vil anbefale? Kender du den østrigske forfatter Franz Werfels roman: ”De 40 dage på Musa Dagh”, som han skrev i 1933? (Bogen blev senere forbudt af Hitler-regimet og endte på bålet...)

Cemal Weli: Jeg kan godt anbefale en grundlæggende bog, der er udgivet for et år siden: ”Det Armenske Folkedrab” skrevet af Matthias Bjørnlund. Bogen er utrolig omfattende. Jeg kan også anbefale ”Danske vidner til det armenske folkemord 1915” der er skrevet af journalisten Helle Schøler Kjær.

- Romanen ”De 40 dage på Musa Dagh” af Franz Werfel fortæller om en lille del af en meget stor tragedie. Romanen giver et fingerpeg om folkedrabets katastrofale dimensioner.

Tak for interviewet.

         ____

         links

            _______________________________________

  • Hvem var den armenske undergrundsorganisation ’Asala’?

’Armenian Secret Army for the Liberation of Armenia‘  (Asala) var en armensk marxistisk og leninistisk orienteret undergrundsorganisation, som var aktiv fra 1975 til starten af 1990’erne.

Mens de var populære blandt store dele af armenierne, var de på USAs og Tyrkiets terrorliste. Formålet med ASALAs guerilla-aktioner var at ”tvinge den tyrkiske regering til at indrømme sit ansvar for folkemordene i Armenien i 1915 og yde erstatning til efterkommerne af de dræbt  samt at afstå områder som før massakrene var beboet af armenierne.

 

  • ”Sèvres-traktaten”

ASALAs centrale målsætning var at at få genetableret det historiske Armenien, hvilket omfatter Vest- armenien og den russiske del af Armenien. Dette område svarer til USAs  præsident Woodrow Wilsons tilsagn til Armenierne d. 10. august 1920 i form af den ikke-ratificerede ”Sèvres-traktaten” *

* ( se dagbladet Arbejderen, den 10. august 2005 ).
ASALA koncentrerede deres aktiviteter på likvidering af tyrkiske politikere og diplomater i Vesteuropa, USA og Mellemøsten. Det første attentat var således henrettelsen af den højtstående tyrkiske diplomat  Daniş Tunalıgil i Wien, d. 22. oktober 1975. Ifølge forskellige kilder har ASALA henrettet omkring 36 tyrkiske diplomater. ASALA mente, at kun den væbnede kamp ville åbne op for vejen til et frit og socialistisk Armenien.  
ASALA havde venskabelige forbindelser med det palæstinensiske PLO samt det ligeledes forbudte Kurdiske Arbejderparti (PKK) og fik hemmelig støtte fra den armenske eksilmenighed i Europa og USA.

På grund af bl.a. strategiske uenigheder blev gruppen passiv i starten af 1990’erne.

(al./autonom infoservice)